Læserbrev

Læserbreve

Debat
27. juni 2016

Forebyggelse er godt for alle

Torben Kjær, Hillerød

Under overskriften »Husk os, der ikke bare skal tage os sammen« skrev Muskelsvindfonden, at mennesker med fire kroniske sygdomme bliver ladt i stikken som følge af større fokus på forebyggelse. Der skal naturligvis gøres opmærksom på, at kroniske sygdomme er forskellige, og at mange sygdomme på nuværende tidspunkt ikke kan forebygges. Men hvorfor bruge en dem og os-retorik, som om det var en kamp om, hvem der kan få størst opmærksomhed?

Min egen kroniske sygdom, diabetes type 1, har nøjagtigt de samme fremadskridende konsekvenser, som de sygdomme der nævnes i artiklen. Blindhed, hjertesvigt, nyresvigt, amputerede lemmer og for tidlig død er kendte konsekvenser af både type 1- og type 2-diabetes, så hvorfor ikke forebygge det, man kan?

Er man i stand til at se ud over egen næsetip, er forebyggelse både menneskeligt og økonomisk afgørende for, at alle os med kroniske funktionsnedsættelser fremover kan få den nødvendige livslange behandling og støtte, så vi tilnærmelsesvis kan leve vores liv som andre. Hvis det skal kunne lade sig gøre, er det nødvendigt, at vi solidarisk arbejder sammen med det brede sundhedssigte for øje, hvor forebyggelse for at undgå, at raske mennesker bliver syge, bør have topprioritet.

Udvikler diabetes type 2 sig som fremskrevet, vil der om 10 år være dobbelt så mange, som er ramt af sygdommen. Sker det, har alle med funktionsnedsættelse virkelig grund til bekymring. For så vil der være langt sværere at få pengene til at række til behandlingen af kronisk syge.

Dårlig forskning bør kritiseres

Claus Holm, Aarhus

Lektor Finn Wiedemann fra Syddansk Universitet er i en kommentar den 18. juni enig med mig i, at Rasmus Willig med sin bog Afvæbnet kritik ikke lever op til de videnskabelige standarder, man må forvente af en forsker i sociologi. Alligevel mener Wiedemann, at præmissen for min kritik er forkert, da jeg tager fejl af bogens genre. Bogen, hævder Wiedemann, er en debatbog, der fungerer i en politisk offentlighed, og ikke i en snæver videnskabelig offentlighed.

Meget tyder imidlertid på, at vi rent faktisk taler om en bog, Willig gerne ser vurderet som udtryk for forskning. Willig beskriver den selv som en bog, der bygger på 7 års forskning. Det samme indtryk får man fra bogens forlag. Den indgår nemlig i forlaget Hans Reitzels fagfællebedømte bogserie SOCIOLOGI, der »indeholder bøger om sociologisk teori, metode og praksis«.

Willigs ukonventionelle forskningsmetoder fører ikke til et tilstrækkeligt pålideligt billede af, om arbejdssituationen for offentligt ansatte er så undertrykkende, at de ikke kan formulere kritik. Det er dog ikke så vigtig for Wiedemann.

At Willigs videnskabelige metodik ikke er god nok, betyder ikke så meget, så længe andre gør det godt. Sådan argumenterer Wiedemann, når han peger på, at to fagforeninger og et forskningscenter også har undersøgt offentligt ansattes kritiske arbejdsvilkår. Wiedemann mener derfor, at problemet for offentligt ansatte er reelt. Det kan han naturligvis mene. Men at andre institutioner og forskere undersøger lignende emner, gør ikke Willigs forskningsmetoder mindre kritisable, og hans resultater mere overbevisende.

For mig er sagen principiel. Den drejer sig om hvilke krav, vi stiller til universiteternes sociologiske forskning. Her bør videnskabelig metode ikke ses som modsætning til belysning af problemer. Tværtimod. Når Wiedemann opfordrer mig til ikke at kritisere Rasmus Willigs fremgangsmåde, betyder det, at problemet forbliver dårligt belyst. Det kan parter i den offentlige diskussion af konkurrencestaten have interesse i. Men det har universiteter som leverandør af uafhængig og troværdig viden herom ikke.

Utåleligt ophold i Danmark

Erik Christoffersen, Hjørring

Kan det passe, at der er nogen i velfærdssamfundet Danmark, der har mandat til både at kræve og få gennemført, at personer på tålt ophold skal have det utåleligt? Sam Mansour blev for kort tid siden ved Højesteret frataget sit danske statsborgerskab, men som tillægsstraf – oven i Højesterets dom – garanterede Inger Støjberg (V), at den dømte skal få et utåleligt liv på tålt ophold, hvis han ikke kan udvises omgående. Kommuner har pligt til at gribe ind, hvis der kommer indberetning om borgere, der lever under utålelige forhold. Hvis skrøbelige borgere, der har gjort dumme ting, ikke kan klare en fængselsdom, kan psykiatrien i visse tilfælde tage hånd om dem. Inger Støjbergs garantier om utåleligt liv til mennesker på tålt ophold hører slet ikke hjemme i et land som vores.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her