Læserbrev

Læserbreve

Debat
7. juni 2016

Smid uengagerede gymnasieelever ud

Peter Tang Knudsen, Aarhus

Jeg blev før sommerferien student fra Aarhus Katedralskole sammen med 28 klassekammerater. Det var dog langt fra alle 28, der fortjente at få en hue på hovedet.

Manges arbejdsindsats var langt fra en gymnasial uddannelse værdig, hvilket eksempelvis var tydeligt i folks fraværsprocenter: Hele 5-6 elever havde over 20 procents registreret fravær ved årets udgang.

Og for de flestes vedkommende skyldtes pjækkeriet hverken længerevarende sygdom eller dødsfald i familien, men derimod, at de havde svært ved at komme op om morgenen, ikke brød sig om den tyske grammatik eller havde drukket for mange øl dagen før.

Pjækkeriet fik imidlertid ingen konsekvenser fra skolens side af. Vi vidste alle, at selv om skolen til tider truede med udsmidning, så ville det aldrig blive en realitet, da skolerne som bekendt bliver trukket i støtte, hvis eleverne ikke gennemfører. Taxameter-ordningen gør det mere attraktivt for gymnasierne at smide fagligheden frem for de uengagerede elever ud.

Hvis man ønsker at løse problemet, er det nødvendigt med et endegyldigt opgør med taxametersystemet, hvor gymnasier belønnes for at sænke niveauet og se igennem fingre med manglende engagement. Det bør være muligt for gymnasier at smide elever ud, hvis de aldrig kommer til timerne eller aldrig afleverer deres afleveringer.

Derfor er opfordringen til politikerne herfra klar: Hvis I ønsker højere faglighed, bør I reformere taxametersystemet, så gymnasierne ikke længere bliver straffet økonomisk for at smide uengagerede elever ud. Ellers bliver der aldrig sat en stopper for den faldende faglighed.

Neoliberalismen er ikke ’entydigt positiv’

Bernt Østergaard, Skodsborg

Kristian Jensens kommentar »’Neoliberalismen’ lever og har det godt« (4. juni) er et modsvar til Jørgen Steen Nielsens leder »Venezuelas socialistiske mareridt« (2. juni). Ved at opregne neoliberalismens globale fortræffeligheder med den velkendte ’der-er-ikke-noget-at-komme-efter’-attitude står Kristian Jensen frem som den ægte Venstremand og værdipolitiker, han er.

Desværre er hans kommentar blottet for fremadrettet politik til at imødegå klimaforværringer og stigende global ulighed.

Ifølge udenrigsministeren er neoliberalismens indflydelse »entydigt positiv« idet den fører til øget global handel, mere teknologioverførsel og privatisering af statslige virksomheder.

Men Kristian Jensens påstand om neoliberalismens bidrag til den faldende globale ulighed fra 2003-13 klinger hult, da det hovedsageligt er de 400 millioner kinesere, der blev løftet ud af fattigdom, der giver udslag. Og de brugte som bekendt ikke neoliberalismens anbefalinger i Kina, men tværtimod stærk statslig styring.

Ligeledes står hans tiltro til neoliberalismen i skærende kontrast til den tiltagende ulighed i både rige og fattige lande, som mange økonomer påpeger. Om det så er fra et globalt perspektiv, hvor én procent af verdens rigeste nu har lige så meget som de fattigste halvtreds procent, eller med blik på Afrika, hvor øget velstand ikke har medført en mere ligelig fordeling af samfundsressourcerne.

Og den smarte bemærkning om, at begrænsning af frie kapitalbevægelser svarer til at afskaffe høje temperaturer på et termometer er jo fuldstændig meningsløs. For selv ikke Kristian Jensen vil ønske at leve i et samfund uden finansiel styring.

Med Jensen som udenrigsminister har vi en mand, der er optaget af Danmarks brand-value. Imens må klimakrisen og den tiltagende globale ulighed vente til den næste regering.

Grøn afgift er snyd og bedrag

Lars Klottrup, Rønde

Vi betaler alle dyrt for den grønne omstilling, der ved nærmere eftersyn viser sig at være ikke grøn, men nærmere gul. Den netop offentliggjorte deklaration på Energinet’s hjemmeside viser, at knap tyve procent af vores strøm i 2015 kom fra de gule atomkraftværk.

Kun ti procent kom fra grøn vindkraft – en vindkraft, du ellers betaler for på din elregning. Vi betaler nemlig ekstra for grøn elektricitet, men får reelt dobbelt så meget gul strøm i stikkontakten. Og de resterende halvfjerds procent af din strøm kommer fra sort kul og gas.

Du bliver snydt. Uanset om ekstraregningen til grøn omstilling betales over elregningen som PSO-afgift, som det er tilfældet i dag, eller om den betales over skatten.

Lige nu er det er kun vindmølleindustrien og dens spekulanter og klakører, der nyder godt af de mange milliarder, som staten årligt tvangsudskriver til dem – fra dig og mig. For vi får hverken grøn omstilling eller klimabeskyttelse ud af det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her