Interview

’Vi lider stadig under antipsykiatriens svøbe’

De fleste associerer tvang med noget dårligt, men ikke desto mindre skal det være lettere at tvangsbehandle psykiatriske patienter. Det mener overlæge Hans Henrik Ockelmann. Rigide procedurer står nemlig i vejen for behandlingen og i sidste ende de ansattes sikkerhed, siger han
’Det er med politikere, som det er med rockere. De er flinke, ordentlige og lydhøre på tomandshånd, men i flok er de svære at få i fornuftig dialog,’ siger Hans Henrik Ockelmann er speciallæge i psykiatri.

Ulrik Hasemann

10. juni 2016

Hvis man vil se psykiatrifaget portrætteret på den mest dæmoniserende måde, skal man se Miloš Formans film Gøgereden fra 1975, hvor autoritære læger og sygeplejersker bruger tvang for at få patienterne til at indordne sig og til sidst laver det hvide snit på den mest sympatiske patient af dem alle, spillet af Jack Nicholson.

Netop det eksempel tager Hans Henrik Ockelmann, speciallæge i psykiatri og bestyrelsesmedlem i Dansk Psykiatrisk Selskab frem, når han skal svare på, hvorfor vi har svært ved at tale om nødvendigheden af tvang i psykiatrien.

Han mener, at reglerne omkring tvangsbehandling af psykiatriske patienter er for rigide og bør gøres mere »smidige«, som han udtrykker det.

»Jeg står med det her til dagligt og skal se patienterne i øjnene og se dem være svært forpinte, men ikke tilstrækkeligt til, at man kan behandle med det samme,« siger han.

»I dag er det sådan, at når en patient bliver tvangsindlagt, og en psykiater vil tvangsbehandle, skal sagen først igennem en række trin. Det betyder, at før behandlingen kan starte, skal man motivere patienten, først i et forsøg på et opnå frivillighed og dernæst efter stramme formelle regler, før man kan beslutte at tvangsbehandle. Hvis patienten herefter klager, og det gør de meget ofte, må man afvente prøvelse ved Patientklagenævnet. Procedurerne er så rigide, at jeg og mange af mine kolleger gang på gang bliver underkendt på grund af rene formalia. Her vil jeg gerne have begrebet ’smidighed’ ind.«

– Når du taler om en mere ’smidig’ proces, hvad foreslår du så konkret?

»Når en patient bliver tvangsindlagt med henblik på behandling, og hvis det lægefagligt er nødvendigt at behandle, skal lægens beslutning om tvangsbehandling i udgangspunktet tages for gode varer. Patienten skal selvfølgelig stadig kunne få beslutningen prøvet efterfølgende. Sådan er det i mange af vores nabolande, og sådan ville jeg også ønske, det var i Danmark.«

– Hvilken form for behandling taler du om, når du taler om tvangsbehandling?

»Jeg taler først og fremmest om medicinsk behandling. Men hvis det stod til mig, så jeg også gerne, at elektrochok ikke havde en særstilling. Det er en af de mest effektive behandlinger til at bringe folk ud af en svært forpinthed ved f.eks. svær depression, men man må kun bruge det mod patientens vilje, hvis han potentielt eller reelt er i livsfare.«

De seneste fire år er fem ansatte på socialpsykiatriske bosteder blevet dræbt af beboere. Senest i påsken, da en 57-årig social- og sundhedsassistent blev stukket ihjel af en amfetaminpåvirket beboer på det socialpsykiatriske bocenter Lindegården i Roskilde.

Psykiatriens miserable forhold

Efterfølgende har flere medier beskrevet, hvordan usikkerhed, vold og trusler er blevet hverdag for mange ansatte i socialpsykiatrien, og både Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen (S), og social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) har besøgt Lindegården for at høre de ansattes syn på sagen.

I en kronik på altinget.dk skriver Hans Henrik Ockelmann, at politikerne omsider »har fået øjnene op for de miserable forhold, der hersker i hospitalspsykiatrien.« Det er først og fremmest et kapacitetsspørgsmål:

»Der er tal, der siger, at vi omkring 1975 havde over 10.000 sengepladser i psykiatrien, hvor vi i dag har under 2.500 pladser for almindelige psykiatriske patienter.«

Derfor er der behov for at se på psykiateres mulighed for at tvangsbehandle patienter, mener Hans Henrik Ockelmann:

»Jeg ved godt, det ikke vil gøre en ende på alle problemerne. Men vi må se på situationen, hvor der kommer en patient ind ad døren, og ingen, måske med undtagelse af patienten selv, er i tvivl om, at han skal behandles. Her har vi et system, hvor der nemt går tre uger med sagsbehandling, og hvis psykiateren bliver underkendt på grund af formalia, går der mindst en uge mere.«

»Det er altså ikke usædvanligt, at patienten går ubehandlet i fire uger, mens han er tvangsindlagt og har det svært dårligt, og dermed forsinkes tidspunktet for, hvornår han er så rask, at han kan udskrives igen. Jeg vil skønne, at vi årligt spiller 11.000 sengedage på at vente på at kunne gå i gang med en behandling.«

– Hvordan kunne en mere smidig adgang til tvangsbehandling have hjulpet i sager som drabet på Lindegården?

»Det vil være en hjælp, hvis man har en reel mulighed for at få folk indlagt og holde dem indlagt tilstrækkeligt længe. Det er ikke ukendt, og det har været sådan i en del år efterhånden, at man på mange afdelinger går en speciel fredagsstuegang, der handler om at skabe plads til weekenden ved at udskrive de mindst syge. Her ville 11.000 ’gratis’ sengedage i stedet kunne bruges til at beholde de patienter, der i realiteten ikke er egnede til udskrivelse.«

»Man skal huske, at 80 procent af alle retspsykiatriske patienter var almindelige psykiatriske patienter, inden de begik kriminalitet. Når psykiatriske patienter bliver kriminelle, er det ofte, fordi de ikke har modtaget den optimale behandling i den almene psykiatri, og så kommer de galt af sted. Det betyder, at hver gang vi har en retspsykiatrisk patient, har vi mindst to ofre, nemlig den, det gik ud over og patienten selv. Jeg tror, det ville være samfundsbesparende ad helvede til, hvis man tog hånd om problemerne, før det gik galt.«

– Men hvis man slækker på kravene for brug af tvang i psykiatrien, slækker man så ikke samtidig på patientens retssikkerhed?

»Det kommer an på, hvad du mener med retssikkerhed. Jeg vil ikke svække patientens mulighed for at få prøvet, om behandlingen har været i orden. Men ved alle andre former for tvang end tvangsmedicinering skal sagen først prøves, efter indgrebet er sket. Argumentet bag er en idé om, at lægerne overmedicinerer eller fejlmedicinerer. Det er selvfølgelig en god idé at kontrollere, men det har vi altså andre systemer, der kan tage sig af.«

»Det er i nogle situationer nødvendigt at tilsidesætte en persons autonomi for at give dem en chance for at prøve, hvad det vil sige ikke at være sindssyg, så de har mulighed for at vælge til eller fra. Men valget bør ligge forskudt, så vi behandler først.«

– Er det ikke en glidebane at slække på kravene til, hvornår man kan tilsidesætte en persons autonomi. Hvor skal grænsen gå? Skal vi også tvangsbehandle rygere eller diabetikere med en sød tand?

»Det er rigtigt. Men lad mig bruge en analogi: Hvis du står på strandkanten og ser bølgerne rulle frem og tilbage, og jeg så spørger dig, hvor grænsen mellem land og vand går, så kan du ikke svare med 100 procents sikkerhed. Men det er en logisk fejlslutning, der vil føre til en hurtig druknedød, hvis du dermed konkluderer, at havet ikke findes og går i den retning.« »Det, at vi har svært ved at sætte den præcise grænse, betyder ikke, at vi skal lade være med at betragte havet eller stranden som en realitet.«

– Danmark er flere gange blevet internationalt kritiseret for vores brug af tvang i psykiatrien, men du vil give psykiatere bedre muligheder for at tvangsbehandle. Er det ikke den helt forkerte vej at gå?

»Det er særligt vores brug af bæltefikseringer, man har været efter. Det kan man mene om, hvad man vil. Man skal bare huske, at i Danmark er det den måde, vi har valgt at sikre, at folk ikke gør fysisk skade på sig selv. I andre lande bruger man for eksempel gummiceller eller tilkalder politiet. Vi har politisk truffet det valg, at det er bedre at spænde folk fast til en seng end at låse dem inde.«

– Er Danmark strengere reguleret end vores nabolande, når det kommer til redskaberne inden for psykiatrisk behandling?

»Det er mit klare indtryk. Indtil for få år siden var vi endda nok strengere reguleret end Sverige. Siden vi fik den første psykiatrilov i 1989, har vi været helt fremme på beatet, og alt er omhyggeligt blevet ført til protokols og kontrolleret.«

– Mener du, at den kontrol er gået for vidt?

»Jeg synes i hvert fald, at vi mangler at se på, om kontrollen fører til en bedre kvalitet i patientbehandlingen, og mit postulat er, at omkring tvangsbehandlinger fører den øgede kontrol til en forringelse af patientbehandlingen.«

Trukket til truget

Efter drabet på Lindegården har Danske Regioner foreslået en ny type botilbud, der skal fungere som en mellemstation mellem de psykiatriske hospitaler og de socialpsykiatriske bosteder, og hvor man kan fastholde patienterne i længere tid. Et forslag, flere politikere forholder sig positivt til.

Men Hans Henrik Ockelmann kalder det »en stor falliterklæring«. Han mener i stedet, at der bør være 15-20 procent flere sengepladser på de psykiatriske hospitaler:

»Vi har brug for afdelinger, hvor der er en forståelse for, at behandling består af andet end at hælde medicin i folk. Det handler også om at få restitueret dem i en livsduelighed. Der er en træningsdel i det, og det skal være behageligt og meningsfyldt for patienten at opholde sig der,« siger han.

»I dag er den træningsdel taget ud, og det er ren akutbehandling. Jeg har talt med mennesker, som synes, det har været noget af det mest forfærdelige at sidde på en akutafdeling, for der sker ikke andet, end at man får mad tre gange om dagen, man får sin medicin, og så kan man gå ud og ryge eller se tv.«

– Du taler for flere sengepladser og bedre muligheder for at tvangsbehandle i psykiatrien. Er politikerne lydhøre over for det?

»Det er med politikere, som det er med rockere. De er flinke, ordentlige og lydhøre på tomandshånd, men i flok er de svære at få i fornuftig dialog. Jeg oplever, at det er meget svært at få en neutral tone omkring de her ting, og jeg er heller ikke i tvivl om, at rigtig mange psykiatere går og putter med den samme holdning, men undlader at blande sig på grund af debatklimaet.«

– Hvorfor er det så svært at tale for tvang i psykiatrien?

»Fordi tvang i bund og grund er ulækkert, besværligt og dyrt. Vi kommer heller ikke uden om, det kan være lidelsesfuldt for patienten, mens tvangen står på. Det betyder, at der er meget få, der vil associeres med tvang. I den brede befolkningen lider vi stadig under antipsykiatriens svøbe og siger ting, som at psykisk sygdom er en sund reaktion på et sygt samfund, som psykiateren R.D. Laing sagde i 1960’erne.«

»Jeg tror, det bliver svært at få politikerne trukket til truget, men efter drabet på Lindegården er det gået op for dem, at de er nødt til at handle.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

erik mørk thomsen

Den dag, han og hans jævnaldrene overlægekollager går på pension, vil de ikke blive savnet.
Men huske på dette.
Aldrig har så få, skadet så mange

Poul Sørensen, Carsten Wienholtz, Lars Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det er ikke helt så simpelt, erik mørk thomsen. Det er ikke nemt at være pårørende til et psykotisk menneske, som lider under sin psykose, men ikke ønsker behandling.

At de småskøre og småneurotiske får lov at være i fred er en god ting. Men der er altså mennesker, der er så syge, at det kan få de pårørende til at gå ned med flaget også, hvis ikke der gribes ind.

Jeg har selv været med til at tvangsindlægge en kæreste, og det var ikke sjovt. Hun har heller aldrig takket mig for det, tværtimod. Men hun er i live i dag, det er jeg ikke sikker på at hun ville have været, hvis ikke jeg dengang hjalp politiet med at finde hende og få hende anbragt på Skt. Hans.

At jeg så samtidig blev dybt rystet over psykiaternes metoder og generelle distancerede tilgang til de syge, er en helt anden sag. Jeg formoder, at de selv ønsker denne distance til patienterne, for ikke at stå med smerten, ligesom vi pårørende.

Det er stadig smerteligt for mig at tænke tilbage på den tvangsindlæggelse. Men jeg er ret sikker på, at hvis jeg skulle komme i en sådan situation igen, ville jeg gøre det samme. Og tage smerten på mig. Det er vel det mindste man kan gøre, for at hjælpe et menneske i nød. Eller skulle jeg bare have vendt hende ryggen, og ladet hende sejle sin egen sø? I så fald ville hun måske være død i dag, ville jeg kunne leve med den smerte?

Hvilken smerte er værst?

Steffen Gliese, Marie Jensen, Jørn Andersen og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Diagnose = politiker?
Taler ofte sort og usammenhængende, socialt afhængig af "likes" og positiv omtale i medierne, skifter ofte standpunkt alt efter omgivelserne og har en narcissistisk svaghed for smiger, der gør at vedkommende er ude af stand til at sætte sig i andres sted, især omkring økonomi.

Speciallægen vægter tvangsbehandling, skønt problemet med en reduktion af sengepladser med 3/4 og en ændring med kontrol, regler og mindre tid/ nedskæringer stjæler og ødelægger sammenhængen.

Man skal da ikke bruge tvang, fordi politikerne ikke kan finde deres egne ben.
Tværtimod har vi brug for Laing igen. Læs "Det spaltede selv".
Politikerne må genetablere en værdig behandling af mennesker...

Kurt Nielsen, Lars Jensen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Else Marie Arevad

Vi tror alle sammen, at vi har mere forstand på psykiatrisk behandling end lægerne! Vi skal nok passe på, at vi ikke kloger os på noget, vi ikke har forstand på. Det kan godt være, at psykiatrikerne i nogle tilfælde fejlbehandler, men de må dog formodes at vide mere end os andre.

Marianne Lassen

Det eneste og allermest interessante Hans Henrik Ockelman ikke berører er - medicinen.
De fleste patienter får en diagnose EFTER der er givet medicin. Det er en katastrofe at alment praktiserende læger påbegynder behandling med psykofarmaka. Typisk når de et punkt, hvor de ikke styre behandlingen og symptomerne, og må henvise videre.
Diagnosesystemet er udviklet til at observere en patient i en måned under indlæggelse UDEN medicin. Ca 60% af alle henviste får nu en skizofreni diagnose, vel at mærke stillet på symptomerne fra medicinen. Det er almindelig kendt at al psykofarmaka kan give selvmordstanker, gøre folk impulsstyrede, paranoide, angste, folk kan begynde at høre stemmer, får en uvirkelighedsopfattelse, synes deres spejlbillede ændrer sig og mange andre, helt individuelle symptomer. I stedet for at fjerne den symptomgivende medicin- går man den anden vej! Nu bliver der så afprøvet flere typer medicin, både de afhængighedsskabende benzodiazepiner, SSRI præparater, antipsykotisk medicin. Ofte uden korrekt udtrapning af det ene præparat før det andet ordineres. Al psykofarmaka skaber afhængighed, lammer centralnervesystemet, fratager folk korttidshukommelsen, så de ikke kan agere i eget liv, Når de så er desperate for at få hjælp og ikke har kontrol over bivirkningerne, så spænder man dem fast og tvinger dem til mere medicin- nu ofte indsprøjtet. Ordet: psykiatri, betyder netop, - læren om de psykiske lidelser. Hvornår stoppede psykiatrien med at lære? Der er stadig kun en kur- mere og farligere medicin. Den der står med receptblokken har afgjort et stort ansvar for de frygtelige sager vi har set på bostederne.
Det er ikke en film, der dæmoniserer psykiatrien.

Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Slettet Bruger, Carsten Wienholtz, Lars Jensen, Anne Eriksen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Kære Niels
Som bisidder/bistandværge inden fir det psykiatriske system kan jeg oplyse dig om, at overlæger desværre ikke tale sandt, flere steder.
Hvis en situation er livstruende, kan der øjeblikket i gang sætte tvangfonansatringer.
Uden at afvente, at en evt. klage bliver afgjort..
Ved ønske om tvang medicinere, herunder 2-3 gange den normale dosis, skal patientklagenævn indkaldes til et møde om det, indenfor 7 dage.
Det samme ved elektrochok, og lægerne får næsten altid medhold, da der sidder en overlæge i klagenævnet.
De sager, vi vinder, er dem, hvor f.eks bælte fikseringer åbenlys er brug, som magtmiddel, uden fagligt indhold.
Så lægerne har næsten frit spil i dag.
Men da bivirkninger er så store, ved medicin og elektrochok, vælger nogle at sige nej, hvilket bør være deres menneskeret.
Kunne du tænke dig et liv, hvor du vil leve ca. 20 år korter end andre, intet sexliv, meget lidt socialt liv, uden en hukommelse, hvad er sket, i dit liv.?
At han så har ret i, at der er nedlagt for mange sengepladser, er helt rigtigt.
Det han nævner om fredagstueganger, hvor folk bliver smidt ud, for at skaffe pladser, har vi fra LAP(Landsforeningen Af nuværende og tidlige Psykiatribrugere) til påtalt som tåbeligt, da det giver "svindørpatienter"
Så gerne 500 flere pladser på hospitalerne, men med aktivter på.
Som det er i dag, er der intet, at foretage sig, uden at ryge og drikke kaffe, på afdelingerne.
Samtaleterapi kunne være en god ting.
Det tragisk drab på Lindegården, var forholdet det, at en læge, havde afvist, at indlægge drabsmanden på hospitalet, til stor skade, for den dræbte, som drabsmanden.
Altså et uhyggeligt fejlskøn, fra en læge.
Men hvor mange psykiske syge, er blevet slået ihjel, bare i år, på hospitaler, bosteder?
Men det er system fejl, som vi få at vide, hvergang vi spørge til det.
Og det bliver aldrig anmeldt til politiet, ligesom det er sjællet, at vold/trusler mellem bruger bliver anmeldt.
Kun hvis vi i LAP eller pårørende gørdet, sker der noget.
Vores liv og helbred, er ikke så meget vær, som behandler, i systemet øjne.
At være med til at tvangsindlægge nogle, er svært.
Har selv medvirke til det, 6 gange, og du har ret, man få ikke tak.
Men hvis personen er til fare for sig selv eller andre, må det ske.
Og så er det vil nærmest en pligt, man har, hvis man se noget, der er så langt ude.
Men desværre er det blevet sådan, har du først være indlagt en gang, har dine pårørende meget let, ved at få dig tvangsindlagt igen.
At du meget hurtigt bliver udskrevet igen, i disse tilfælde, er en ting, men skaden er sket.
Og har har lige nu, en sag om dette, hvor hvis den ene ikke havde været indlagt, ville det havde været kaldt familieuoverensstemmelser, endda i den lette ende, hvor politiet, normalt intet aktiv ville gøre, end at bede folk, om at opføre sig ordligt.
Men nu var den ene, psykisk syg og der var en læge med, så indlagt.
Husk på, at vi, de psykiske syge,er den eneste befolkningsgruppe, der er underlagt en særlov. der gør, hvad der ikke, er strafbar for "normale" mennesker, kan gøre, at vi kan dømme, til forvaring, på ubestemt tid.
Og det er lægerne, der bestemmer, hvor når, du slipper ud igen!
De samme, der har fået dig dømt.
Det er magt, og bliver desværre tit til magtmisbrug.
Erik Thomsen Bisidder og bistandværge
LAP

Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Prøv lige at nulstille din viden om psykiatri et øjeblik, og forestil dig følgende:

En af dine kære har ondt i følelserne. Dårligt humør, svært ved at se meningen med livet, bange for sine omgivelser. Du vil gerne hjælpe dette menneske, men ved ikke hvordan. Her møder du så nogle professionelle som har et forslag:

Vi spænder personen fast med remme, sætter strøm til personens hjerne så vi sletter hukommelsen, og pumper personen med medicin vi ikke kan bevise virker, og som i øvrigt har en masse bivirkninger.

De professionelle har samtidig svært ved at finde biologiske forklaringer på næsten 100% af de "sygdomme" de kan behandle. I stedet stemmer nogle få af dem om hvad som er normalt, og hvad der ikke er normalt, og dermed "sygt" og behandlingskrævende.

Den "medicin" de benytter, minder i mistænkelig grad (kemisk opbygning og funktion) om stoffer man kan købe i nattelivet, og som ifølge selv samme professionelle kan være dybt skadelige for hjernen efter bare få gange.

Her står så en af de profesionelle og ønsker at bruge mere tvang. Noget han er kendt for at være "vild med" (prøv at google hans navn).

Det giver da alt sammen god mening. Og så har jeg ikke engang nævnt de økonomiske aspekter.

Og kære Hans Henrik: Gøgereden var sikkert slem for jer, men så er det da godt at det var den og ikke "Frances", som blev et hit.

Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, erik mørk thomsen, morten andersen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

Ockelmanns appel virker lidt anakronistisk eftersom Europarådets antitorturkomité første i 2003 og igen i 2014 har påtalt Danmark for for høj brug af tvang i psykiatrien, især bæltefksering, og noterede endda at tvang faktisk STEG i den mellemliggende perioden efter et lille dyk i de to første år, hvor Gennembrudsprojektet, finansieret af satspuljemidler, var kørende, og at diverse politiske partier, samt et klart flertal af de professionelle, der arbejder i feltet i samråd med Folketingets §71 tilsyn har været enig om ønskværdigheden af at få reduceret tvang, og har endda sat sig selv et mål om at halvere bæltefiksering i psykiatri til år 2020.
Nuvel, er det selvfølgelig ikke just at Ockelmann ønsker mere tvang, men han vil have at tvangen bliver nemmere at gennemføre. Men igen er han anakronistisk, idet revisionen af Psykiatriloven i 2010, bevidst havde til formål at gøre tvang i psykiatrien mere besværligt, i et håb om at det ville kunne overbevise psykiatere om at investere mere energi i at finde andre veje til behandling af patienterne end gennem brug af tvang.
Noget kunne tyde på at den lille snedige strategi har slået fejl. Første fordi en reduktion i bæltefiksering har været fulgt af en stigning i brug af akut medicinering under tvang, og for det andet fordi lægerne - og i mindre grad plejepersonalet, - nu bruger dobbelt så meget af deres tid på alt det papirarbejde (nu mest elektronisk selvfølgelig) der er forbundet med gennemførelse af tvang, og patientklagenavns sager. Det betyder selvfølgelig mindre tid til rådighed for de frivilligt indlagte og behandlede patienter, hvilket jo på sin tur forøger risikoen for at de også senere kan blive udsat for tvang. Jeg mener at Ockelmann overdriver når han påstår at han og hans kolleger "gang på gang" bliver underkendt i Patientklagenævnet, men jeg tror at han har ret i at, når de bliver underkendt er det næsten aldrig pga af utilstrækkelig fagligheden bag beslutningerne; det er altid pga af formalia. Jeg kender selv til flere tilfælde - i en af dem blev en læge underkendt fordi han skrev i den obligatoriske rapport om motivationsfasen (en periode på tre dage hvor lægen skal dokumentere at hun/han har forsøgt at vinde patientens accept og frivillig medvirken til en nødvendige behandling) at: "Patienten nu har været forsøgt motiveret i 3 dage". Patientklagenævnet mente han skulle have skrevet "Patienten nu har været forsøgt motiveret i 3 døgn".
En anden grund til revisionen af psykiatriloven har slået fejl er fordi den - enten ved et tilfald eller ved design - kom til at falde sammen med Kommunalereformen og den mægtige betydning denne reform har haft for psykiatri i DK. §71 tilsyn var tydeligvis overordnet begejstret for de resultater de havde observeret ved deres besøg i andre lande, især Island, Lapland og Trieste i Italien, men tilsyneladende uden at have bemærket hvordan disse resultater hang sammen med at Psykiatrien i disse lande blev sat fri fra stramme faglig indhegninger, og i stedet for åbnet til at gøre en tværfaglighed på højt professionel plan gældende, sammen med en bevidst satsning på at indsatsen for de psykiske syge blev indledt lokalt og gerne med kendte ansigter. Det var i øvrigt en retning danske psykiatri også var på vej hen imod i tre årtier før årtusindskiftet, men med kommunalreformen blev alting vendt 180º. Psykiatrien skulle til at blive en lægelig speciale på højde med andre lægelige speciale så der kunne rekrutteres flere læger til psykiatri, den "behandlings" del adskilt fra den sociale så de nye regioner ikke - som amterne før dem - ville have ansvar for at sikre den sammenhængende sociale sikkerhedsnet. Dette er i psykiatrien en nødvendighed for at behandlingen kan opnå en effekt. Denne nødvendig indsats i psykiatrien foregik tidligere under sammen administrativ paraply som behandling, hvilket gjorde psykiatrien smidig på en anden måde end den Ockelmann efterlyser. Kommunalreformen har gjort psykiatrien meget mere rigide, og givet anledning til tovtrækkeri uden sidestyk mellem region og kommune. Og det var bestemt ikke uforudsigeligt.
Vi har brug for amterne igen i psykiatri. Eller vi har brug for en speciel enhed der er halv kommunal halv regional, hvor man - underlagt fælles budget - samarbejder om langsom udslusning af de sværeste patienter fra hospital til bosted, hvor man har myndighed til at forebygge pushervirksomhed, og kontrollere i højere grad hvem kommer og går, og har personale ressourcer nok til at have tættere daglige kontakt med beboerne. Det er de gamle rehabiliteringsafdelinger der savnes, med høj sociale faglig dækning og lavintensivt lægelig dækning, hvis vi vil drab på bostederne til livs. Det synes at være det regionerne nu er på vej til at erkende med deres forslag om en "ny type af institution". (i virkeligheden en gammel type). Ockelmann kan mene det er en fallit erklæring, men han forslår selv en øgning af 20% i sengepladser. Det kunne være hip som hap hvis man skulle bruge de sengepladser til samme formål.
Men derfor skal man ikke droppe ambitionerne om reduktionen af tvang. Forebyggelse af drab og bedring af behandlingsmuligheder burde ingen sted hænger sammen med nemmere adgang til tvangsforanstaltninger. Men når tvang ikke kan undgås skal juridisk og administrativ idioti selvfølgelig ikke står i vejen.

Colin Bradley

@ erik mørk thomsen

Jeg kunne godt tænke mig at stille nogle fordybende spørgsmål ift dit indlæg:
Hvor tit mener du der sker brug af bæltefiksering som åbenlyse magtmiddel og hvordan differentierer man mellem dette og brug af bæltefiksering som nødvendighed? Ikke fordi jeg ville påstå det ikke sker; jeg har selv nogle gange været med til fikseringer hvor jeg ikke selv havde indflydelse på hvad der skulle ske, men tænkt at mindre kunne gøre det. At sige at bæltefiksering bruges som "magtmiddel" er næsten altid i virkeligheden udtryk for en personalegruppe der mangler erfaring og ressourcer, og er i for høj grad afhængig af tilfældige vikararbejdere. Der er en subtil men stor forskel mellem brug af magtmidler på en baggrund af overdrevne frygt for at miste kontrol, og på en baggrund af et narcissistisk behov for demonstrationen af at være magthavende. Det sidste sker forhåbentligt kun meget sjældent.
Du mener ikke der er noget forkert i, at der øjeblikkeligt kan igangsættes tvangsforanstaltninger, når en situation er livstruende? Jeg vil ikke gisne om hvor misforståelsen opstår men jeg er ret overbevist om at Ockelmann udmærket er klar over, at han ikke behøver afvente patientklagenævns afgørelsen inden han må handle i en livstruende situation. Han ved med 100% sikkerhed, det er hans pligt at handle.
Hvad forstår du ved "samtaleterapi"? Jeg spørger fordi nogle mennesker har en underlig forestilling om at der ikke bliver talt med patienterne på en psykiatriske afdeling. Men det kan også være rigtigt hvis man samtidigt har en forestilling om at der findes en bestemt terapeutisk måde at tale med folk, som kun nogle få speciel uddannede professionelle mestrer, og som kan bruges til at behandle og kurere psykisk sygdomme uden brug af andre midler.
"Men hvor mange psykiske syge, er blevet slået ihjel, bare i år, på hospitaler, bosteder?"
0 hvad jeg ved af. Eller hvad mener du med denne retorik? Er det døden som følge af overmedicinering eller fejl medicinering du mener, eller selvmord der er skete efter en psykisk syg er blevet afvist fra Skadestuen, eller selvmord der er sket på bosteder eller hospitaler? Er det døden som følge af en overset kritisk somatisk sygdom eller tilstand du mener? Kan du være mere præcis her?

Niels Duus Nielsen

Colin Bradley, lad mig benytte lejligheden til at takke de portører og sygeplejersker, som hjalp mig gennem denne ulykkelige periode i mit liv (du lyder som om du er portør).

Som pårørende til en psykisk syg er man tredje hjul til en gig, der er ingen steder, man kan henvende sig og bare tale med et andet menneske, der ved lidt om problemerne. Lægerne har ikke tid. Men portørerne og sygeplejerskerne havde altid et trøstende ord.

Da jeg i sin tid havde sagt farvel til min kæreste på Sankt Hans, blev jeg lukket ud af en ældre portør med et stort nøglebundt. Jeg sagde noget i stil med, at nu håbede jeg da ikke, at de beholdt hende alt for længe. Portøren smilede og svarede: "Det skal nok gå altsammen, jeg er nok den,der har været her længst, jeg har været her i næsten fyrre år."

Det morede jeg mig over hele vejen hjem, og tak for det.

Kurt Nielsen

Hvis det engang med tiden kan lykkes, at få nedlagt forbud mod at læger og andre naturvidenskabeligt uddannede 'behandler' mentale lidelser, så kan vi måske så småt begynde at komme nogen vegne på området. Det er i sig selv en sindssyg tanke, at behandle mentale lidelser som om de var fysiologiske. Det svarer til,. at vi ville få bedre politikere ud af det, hvis vi ombyggede Christiansborg.

At læger ikke har nogle faglige forudsætninger for at udtale sig om og behandle mentale lidelser, fremgår med al ønskelig tydelighed hver gang de udtaler sig om dem.

Poul Sørensen

Der er alt for mange usynlige nisser i psykiatrien... eksempelvis er næsten ingen af psykiatriens diagnoser er baseret på videnskabelige beviser for eksistensen af en sådanne psykiske tilstande - der er lige så mange beviser for julemanden, som der er for skizofreni, som forskellige eksperter bruger forskellige definitioner på - men måske lidt mere tvang kan hjælpe med at få diagnoserne til at virke.. .

Kurt Nielsen, Karsten Aaen og Morten Balling anbefalede denne kommentar