Kronik

’Den, der ligger på gulvet, det er køteren!’

Så længe staten tøver med at markere, at anbragte børn har krav på respekt og ikke ydmygelse, er det måske ikke så underligt, at afsporede ideologier får lov til at leve videre på danske børnehjem. Jeg har gennem 00’erne på egen krop oplevet personalets usunde og respektløse kultur
Så længe staten tøver med at markere, at anbragte børn har krav på respekt og ikke ydmygelse, er det måske ikke så underligt, at afsporede ideologier får lov til at leve videre på danske børnehjem. Jeg har gennem 00’erne på egen krop oplevet personalets usunde og respektløse kultur

Clara Selina Bach/iBureauet

14. juni 2016

I foråret løb filmen Der kommer en dag over lærredet i landets biografer. En fortælling om børns hverdag på børnehjemmet Godhavn i 1960’erne. En hverdag struktureret gennem tæsk, ydmygelser og eksperimentel medicinering. Grusomme forhold. En barndom i helvede faciliteret af velfærdssystemet.

Men det er over 50 år siden. Mange kniber sig i armen og glæder sig over, at det udtryk for en forældet kultur, der ikke hører nutidens døgninstitutioner til. Men hvis man tror, at den manglende respekt for anbragte børn udelukkende hører fortiden til, tager man fejl.

Gennem 15 års anbringelse på nogle af landets børnehjem gennem 00’erne har jeg erfaret, at den manglende respekt stadig hersker visse steder, selv om det lykkes døgninstitutionerne at gemme den væk bag en blankpoleret facade.

Jeg underkender overhovedet ikke, at der findes reflekterede og gode anbringelsessteder, men jeg var selv smaskuheldig og oplevede dårlige steder, alt for meget. Jeg voksede op i nogle tarvelige miljøer. Der er tale om veletablerede, anerkendte børnehjem. Steder, som over for omverdenen kunne stille et veldefineret og anerkendt metodeapparat til skue og score højt på alle tilsynets målparametre, men som bag facaden leverede noget diametralt andet end det, der blev dokumenteret til kommunen. Og særligt ét sted var det sådan, at når tilsynet forsvandt, genfandt der sig en frygtelig usund og respektløs kultur blandt personalet, der gik ud over mig og andre beboere.

Hvordan kan det gå til i dag?

Tarzan-attitude

Så længe staten tøver med at undskylde for det svigt til Godhavnsdrengene og dermed markerer klart og tydeligt, at anbragte børn i statens varetægt har krav på respekt og ikke ydmygelse, er det ikke så underligt, at afsporede ideologier får lov til at leve videre på danske børnehjem.

Jeg var anbragt i 15 år fra 1995 til 2010. Undervejs nåede jeg at bo på tre institutioner. Særligt ét sted stod det slemt til. Jeg boede sammen med en høj, senet og stærk teenagedreng. Han havde det skidt, var udadreagerende og fyldt af vrede over et mangeårigt svigt fra sine biologiske forældre. Hans vrede gik ud over hans omgivelser.

Men i stedet for, at medarbejderne hjalp ham – dem selv og beboerne – ved at sætte grænser for hans adfærd, opbyggede de et hårdt og krænkende system, der ansporede drengen til flere ubehageligheder. Et system, der handlede om at udstille og ydmyge beboerne med undtagelse af terroristen, der talte samme sprog. Han fik respekt og var tilfreds, mens de ansatte slap for konflikter med ham.

Der herskede en Tarzan-attitude blandt de ansatte. Det var den mest ubehagelige tid. En pisse angstfyldt hverdag, hvor det var usikkert, hvem man fik verbale eller fysiske lammere fra: De ansatte eller den dominerende teenagedreng, som med de ansattes accept fik status som mellemleder i flokken. Det betændte miljø kan illustreres gennem et billede af hverdagen. En sommer skulle vi på vandretur nordpå. Der var overnatning i hytter. I hytten, hvor drengene og de mandlige ansatte skulle sove, manglede der en køjeseng. En fra gruppen blev hver nat nødt til at sove på klinkegulvet.

Pladsen på gulvet blev hver dag uddelt ved lodtrækning.

»Den, der skal ligge på gulvet, det er køteren!« råbte min forstyrrede medanbragte.

I stedet for at gribe ind videreudviklede de to ansatte, der skulle være fagpersonerne på turen, den dehumaniserende idé og satte den i system gennem ferieugen.

Den uheldige, der trak det korteste strå om morgenen, blev dagen igennem konsekvent kaldt ’køter’ i stedet for sit rigtige navn af de ansatte og resten af drengeflokken. En drengeflok, der var angst for, hvem der den næstkommende dag skulle tiltales som et dyr, men som også viste, at hvis ikke man tog del i mobningen, blev man selv den ydmygede.

På en syret måde virkede det tilfredsstillende for de ansatte. Og om aftenen inden sengetid tog de køtersymbolikken til et nyt niveau. Fra deres øverste køje ovenover gulvpladsen begyndte de at kaste ting efter drengen, der lå alene på gulvet.

»Hold kæft, køter!« sagde den ene ansatte med overlegen, udtryksløs mine.

Sårbar troværdighed

Det var selvsagt ikke en rar vandretur. I det hele taget var det ikke et rart sted at bo som anbragt i de tre år, hvor den udadreagerende dreng også boede der og den fordærvede kultur herskede.

Mens jeg boede der, fandt mange af disse ydmygende situationer sted. Efter skole forsøgte jeg altid at holde mig på værelset. De ansatte forstod ikke, at det var miljøet, vi boede i, der var årsagen, og kaldte mig asocial.

Det er mig en gåde, hvordan en så primitiv kultur kan få lov til at fortsætte og dominere et sted, der bliver betalt for at yde omsorg og tryghed over for børn. Det er næsten provokerende at skulle forsøge at finde en forklaring, men jeg har været nødt til at prøve at forstå det.

Stedet var nyoprettet, og dets troværdighed over for kommunen var sårbar. De ansatte og ledelsen abonnerede på en nulfejlskultur, og det skabte en anspændt stemning. Men der blev ikke rigtig stillet krav eller anvist en vej fra ledelsen, så medarbejderne fik selv lov at udstikke retningen.

I tilfældet med den aggressive dreng, som der slet ikke var de pædagogiske kompetencer og fysiske rammer til at håndtere, var det nemmere bare at føje ham end at vise over for kommunen, at man ikke kunne håndtere situationen. Det skete så med ydmygende brutalitet. Problem solved.

Ansvar for fortiden

Så længe staten ikke eksplicit slår fast, at det, der skete med Godhavnsdrengene for mere end 50 år siden, ikke var i orden, får denne uheldige kultur lov til at leve videre på visse børnehjem.

Den manglende respekt for de anbragtes ve og vel, som jeg har oplevet, har ikke affødt hændelser, der var så voldsomme som dem på Godhavn, men den ydmygende kultur og mangelfulde indrapportering til kommunen er resultatet af det samme syn på anbragte, som der fandtes på børnehjemmene i 1960’erne.

Argumentet om, at der ikke skal gives en undskyldning, fordi det var en anden tid, giver ikke mening. Ikke når den manglende respekt for anbragte børn og deres udvikling stadig florerer.

Hvis man tror, at Godhavnsdrengenes smadrede barndom markerede enden på en uskøn tid i Danmarks anbringelseshistorie, tager man fejl. Og hvis man tror, at tidligere anbragtes mistrivsel, som den fremgår af statistikkerne, ene og alene har rod i et omsorgssvigt før anbringelsen, så har man en alt for snæver forståelse af, hvad en opvækst i lukkede døgninstitutionssystemer kan føre med sig.

Hvis staten tager ansvar for fortiden, vil de ansatte og de ledere, der ser igennem fingre med og i visse tilfælde ansporer dårlige kulturer på børnehjem i dag, være nødt til at kigge indad og ændre forholdene i fremtiden.

Det handler grundlæggende om, at børnehjemmene skal begynde at tage den opgave, de får tildelt, seriøst. I stedet for at fokusere på deres arbejdsplads’ bekvemmelighed, skal personalet i langt højere grad fokusere på de anbragtes udvikling og trivsel.

Og det kræver, at vi starter med en officiel undskyldning til Godhavnsofrene.

David Adrian Pedersen er studerende, tidl. institutionsanbragt og formand for De Anbragtes Vilkår

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Randi Christiansen
  • Niels Roed
  • Philip B. Johnsen
  • Anne Eriksen
  • erik mørk thomsen
  • Troels Ken Pedersen
  • Karsten Aaen
  • Steffen Gliese
  • Christel Gruner-Olesen
  • Lars Bo Jensen
  • Jørgen Steen Andersen
Randi Christiansen, Niels Roed, Philip B. Johnsen, Anne Eriksen, erik mørk thomsen, Troels Ken Pedersen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Christel Gruner-Olesen, Lars Bo Jensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karl Aage Thomsen

Igen en der vil skore billige point på Godhavnstragedien. Trist. Jeg synes at du skal skrive en bog om dine frustrationer som institutionsbarn. Jeg arbejdede fra 1973 til 1996 på en døgnisntition i København NV. Jeg oplevede ikke det du skriver om, men at børnene blev grovere og grovere i sprog og attituder og utrolig krævende og ondskabsfulde, måske et modtræk mod en dårlig barndom før de kom på instittution.
katho

Leif Høybye

"Igen en der vil score billige point". Det var dog en mærkværdig, nedladende og ondskabsfuld kommentar til en udmærket artikel. Selvfølgelig skal staten give en undskyldning. Om det så vil hjælpe på udført pædagogik på institutionerne tvivler jeg på.

Christian Nymark, Anne Eriksen, Nanna Wulff M., erik mørk thomsen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Christel Gruner-Olesen, Hans Larsen, Karen Grue, Jørgen Steen Andersen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Leif Hørbye

"Igen en der vil score billige point". Det var dog en mærkværdig, nedladende og ondskabsfuld kommentar til en udmærket artikel."

Hvor har du ret - Karl Aage Thomsens kommentar hører sig ikke til.

Undskyldning til Godhavnsdrengene.............egentlig syntes jeg, at Staten skal give den undskyldning, som Godhavnsdrengene beder om.

Men nu er jeg kommet lidt i tvivl.
Jeg hørte i en Søndagsfrokost David Rehling få sig en sund latter over tanken om, at den danske Stat til efterkommerne af de vestindiske slaver skulle give den undskyldning, som de beder om.

Det er åbenbart helt til grin at give undskyldning for noget, som man ikke helt selv har været årsag til; i hvert fald ifølge David Rehling.

David Adrian Pedersen

Hej Karl

Jeg ved ikke hvad det er for point du hentyder til, som skulle være fede at score, på de her hændelser. Hvis du tænker det skulle være rart og bekvemt, at have mit navn hængende under dette indlæg, i fremtiden, omkring så ydmygende en historie, så tager du fejl, men jeg finder det nødvendigt at nuancere debatten, når jeg ser der bliver tegnet i billede af vores socialminister, omkring nutidens døgninstitutioner, som jeg ikke er enig i.

Er mine oplevelser fra 3 anbringelsessteder generaliserbare til alle døgninstitutioner, overhovedet ikke, det synes jeg også at jeg ekspliciterer i mit indlæg. Er dine faglige oplevelser på en døgninstitution i NV generaliserbare til alle døgninstitutionsanbringelser, overhovedet ikke.

Hvis du iøvrigt mener, at det udover øvenstående eksempel jeg bringer frem i indlægget, giver god mening regelmæssigt at have en agressiv nedladende tone til de anbragte, give dem nyreslag, lammere, og forsøge at istandsætte en seksuel kontakt til dem, uønsket fra de anbragte, så snart de er flyttet, uden at nogen af delene dokumenteres videre til kommunen eller bestyrelsen, men holdt for sig selv i ledelsen. Hvis du synes det er tegn på en sund og respektfuld pædagogisk kultur omkring ens arbejdsopgave, så er jeg bekymret for de børn du har haft ansvaret for fra 73-93.

Og i forhold til dine oplevelser med "krævende og ondskabsfulde" anbragte. Hvis du tænker det udelukkende skal forklares ud fra en omsorgsvigtet tid inden anbringelsen, fuldstændig skrællet fra de abnorme opvækst rammer de havde ikraft af en dagligdag på en institution, så tænker jeg du skal have opdateret din viden omkring institutionsanbringelser, og deres påvirkning på de anbragtes adfærd og overlevelsesstrategier.

Anne Eriksen, uffe hellum, Nanna Wulff M., erik mørk thomsen, Troels Ken Pedersen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Hans Larsen, Karen Grue, Claus Nielsen, Leif Høybye, Lars Bo Jensen, Jørgen Steen Andersen og Steen Bahnsen anbefalede denne kommentar
Helle Degnbol

David Adrian Pedersen, tak for din indsats i foreningen De Anbragtes Vilkår - http://deanbragtesvilkar.dk - og tak for indlægget her, personligt, foruroligende, nødvendigt. Også meget præcist, hvilket det vel ikke behøvede være, men det er til hjælp at få påpeget visse mekanismer.

Karl Aage Thomsen har tydeligvis noget, han må af med, men det virker jo noget sindsforvirret, denne snak om at ville score billige points og så: "Jeg synes at du skal skrive en bog...". Karl Aage Thomsen er jo velkommen til at skrive sin bog, sin beretning. Om respekt/ikke-respekt, metoder, lederskab, tilsyn og forhold til myndighederne, men da ikke mindst om børnene. Det er lidt ufatteligt, hvad der ligger i så rask en bemærkning, efter hele 23 års ansættelse på en døgninstitution i København NV: "Jeg oplevede ikke det du skriver om".

Ang. undskyldning forestiller jeg mig, at den kan have betydning, måske stor betydning, for Godhavnsdrenge såvel som andre børnehjemsbørn, og det er vel overhovedet det vigtigste. Jeg havde glemt eller overset en underskriftindsamling, men tøver ikke med at tilskynde "min" stat til at give en undskyldning nu.
http://www.skrivunder.net/godhavn

Fint med overvejelserne, Torben Lindegaard. Jeg vil for egen del sige, at når samvittighedsspørgsmål af denne art fremkalder David Rehlings latter, så ville jeg tage latteren med - det gør du vist også. David Rehling har en herlig evne til at "få sig en sund latter", og der er vel heller ikke noget så stimulerende som sådan en Søndagsfrokost i bedste DR-sendetid, hvor man frit kan udfolde sig, med klirrende bestik og det hele. Dermed ikke sagt, at samme journalist er overfladisk eller kun det. Jeg har én gang, da David Rehling i en Inf.artikel havde gjort sig gevaldig lystig over en lille forkølet befolkningsgruppe og især deres slogans - det drejede sig om krigsmodstandere, og man kan roligt sige, at Information under David Trads' daværende lederskab ikke førte an i nogen hverken alvorlig eller sjov diskussion om den tilstundende Irakkrig, avisen bragte knap nok spørgsmålet på bane - da greb jeg undtagelsesvis knoglen og spurgte ham, hvad avisen havde gang i og hvad han selv ville foreslå. Osv. Jeg var selv på vej ud af døren til en demo, havde malet mit eget skilt, hvor jeg fremførte min bøn til de mere krigsglade i landet - eller til de sært tavse som fx Information. Hver gang han så hjerteligt lo af det ene og det andet, prøvede jeg at stille en smule på skruerne og blev ved med at spørge det rare og samvittighedsfulde menneske, hvad vi i grunden skulle stille op, både inde på avisen, ude på gaden og rundt om i hjem og forsamlinger. Efterhånden kom der gang i en ærlig snak om et stort og svært emne.

Randi Christiansen, Torben Lindegaard, erik mørk thomsen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Tak til David Adrian Pedersen for at have mod nok til at stå frem og fortælle sin historie og måske få nogen til at forstå, at det ikke kun er noget der er sket i en fjern fortid.

Karsten Aaen, Nanna Wulff M., erik mørk thomsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Tak David for at komme med de her beskrivelser af virkeligheden på nogle børneinstitutioner.
Jeg håber inderligt, det kommer de børn til gode, som er anbragte.

Randi Christiansen, erik mørk thomsen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Noget af det værste, man komme ud for, som bisidder for psykiske syge, er de sager, hvor vedkommen har været anbragt uden for hjemmet.
Man kan kun beundre dem, at de tros alt, med den behandling, de har fået, kæmper for, at få et menneskeværdig liv!
Og desværre en familiepleje ikke meget bedre.

Nanna Wulff M.

I midten af 1950 var jeg anbragt, meget midlertidigt, men af to gange, på et plejehjem. Et par år senere var begge mine forældre døde og jeg (12) blev anbragt på et børnehjem og senere på et pigehjem. Sidstnævnte var fint og med en forstanderinde der havde hjertet på rette sted. Men plejehjemmet og børnehjemmet kan stadig give 'hjertehop'.

Ingen billige points her.

Den 1.september 1950 ansatte staten Christian Bek som leder af Godhavn.
Den 1.august 1975 blev han 70 og forlod dermed Godhavn.
25 års tortur var tilendebragt.
Staten hædrede ham med Ridderkorset.

Karsten Aaen, Torben Lindegaard og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det største svigt er svigtet af forsvarsløse. Selvfølgelig skal godhavnsdrengene have en kæmpe undskyldning og en kæmpe krammer og kærlighedserklæring - og ikke mindst en gedigen check som kompensation for den danske stats kæmpe svigt af sin omsorgsopgave for disse børn.

Det er et fattigt og kynisk samfund, som har råd til kampfly og luksus til den ene procent, men ikke kan passe på sine børn. Mit hjerte græder, men vender sig til lyset for at overleve denne mørke sjælens nat, som vi er midt i.