Kommentar

En mere ’håndfast tilgang’ gør ikke bostedet til et bedre sted

Efter drab på en SOSU-assistent i påsken har mange talt for mere tvang over for psykisk syge. Men botilbuddene har brug for det modsatte, nemlig midler til at skabe mere nærvær og fællesskab
Debat
6. juni 2016

Selv om man er alvorligt psykisk syg og samtidigt har et misbrug af rusmidler er det meget langt fra sikkert, at man på et eller andet tidspunkt vil begå vold, endsige begå et drab.

Derfor bliver vi alvorligt bekymrede over de mange stemmer, der argumenterer for, at mennesker på en blot og bar mistanke om, at de måske kunne begå farlig vold skal tvinges til langvarige ophold i særlige institutioner. Det er argumenter, der er blevet fremført i kølvandet på, at en psykisk syg beboer i påsken begik et drab på en medarbejder på et socialt bosted

Drab er en forfærdelig katastrofe – også når det begås af en psykisk syg på en medarbejder i et socialt botilbud. Og selvfølgelig skal der gøres, hvad der er muligt og rimeligt for at forhindre flere. Spørgsmålet er bare hvordan.

Vi er helt uenige med FOA’s formand, Dennis Kristensen, når han siger, at en »del af beboerne på de her bosteder, burde slet ikke være der«. Og vi er uenige med Københavns Kommunes Socialborgmester, Jesper Christensen (S), der mener, at løsningen er, at der skal oprettes »en helt ny type bosteder for de mest syge og utilregnelige patienter«.

Problemet er, at Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, er med på den idé. Hun mener, at socialpsykiatrien er et farligt sted for beboere og medarbejdere, og ønsker en forsøgsordning med en ny type institution til de psykisk syge, der er for syge til bostederne. Samme holdning har formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), der mener, at »adskillige hundrede har brug for en mere håndfast tilgang, ellers bliver de holdt fast i deres misbrug, og så kommer de ingen steder.

Fortalerne for mere tvang og mere lukkede opholdssteder er mange.

Ingen garantier

Vi har begge deltaget i den nødvendige udvikling af socialpsykiatrien over de sidste par årtier. Den ene med udviklingen af socialpsykiatriens forskellige tilbud, den anden med arbejdet i et socialpsykiatrisk botilbud. Vi er henholdsvis formand og forstander for et botilbud med 16 beboere, der alle lider under omfattende psykotiske symptomer og alle som én har et betydeligt misbrug af rusmidler.

Der er ingen garanti for, at der ikke kan ske et voldsomt overfald med katastrofale følger også på dette bosted, men det er meget langt fra forventeligt, at det vil ske. Det tør vi godt skrive – også selv om drabet i påsken er det femte i løbet af de sidste fire år på sådanne botilbud.

Ét drab er ét for meget, men virkeligheden er, at der begås omkring 40 drab om året, og at otte af disse begås af en person, der lider af en psykisk sygdom. Det viser justitsministeriets opgørelse over drab i perioden 2008 til 2011. ’Psykisk syg’ dækker i øvrigt i denne sammenhæng over flere end blot personer med en egentlig og kronisk psykose – en lidt mindre kategori, der sandsynligvis har omkring tre drabsmænd om året, og sådan har det været i mange år.

Der er således intet nyt i, at forpinte mennesker med vrangforestillinger vil kunne risikere at begå vold og drab tilfældigt ude i samfundet, der hvor de bor eller på de steder, de kommer. Det forhindres ikke med mere tvang.

Slet ikke når tvangen sker på et usikkert grundlag. Der er efter vores skøn mindst 500 – måske endda mange flere – personer, der både er psykotiske og misbrugende her i landet. Det er således et absolut mindretal af disse, der begår drab, og der er fagligt set helt umuligt med nogenlunde sikkerhed, at udpege de, der vil kunne begå alvorlig vold.

Hvor mange af dem skal – uden at der er sagligt belæg for beslutningen – påtvinges at leve et mindre frit liv i semipsykiatriske institutioner? Hvor mange skal varigt være underlagt tvangsforanstaltninger, uden ret til at være deltagere i samfundslivet, på en tynd mistanke om, at de eventuelt en dag kan begå livsfarlig vold?

Bedre fysiske rammer

Det er ikke den vej, vi skal gå. Botilbuddene kan blive et både bedre og mindre voldeligt sted at være for beboere som for medarbejdere, hvis vi vil ofre det, der skal til.

Det kan først og fremmest være bedre fysiske rammer og mere kompetence i forhold til samarbejdet med psykiatrien, hvilket også kræver mere respekt fra psykiatriens side over for de vurderinger, der tages på botilbuddene.

Det ville også hjælpe, hvis man politisk og fagligt anerkendte, at botilbuddenes opgave er at skabe muligheder for god livsudfoldelse, og ikke først og fremmest være et sted, hvor mennesker med en alvorlig psykisk lidelse og samtidige sociale problemer målrettet skal behandles og genoptrænes til en mere normal tilværelse.

Omsorg og skadesreduktion, tid til nærvær og fællesskab bør være de bærende elementer i de socialpsykiatriske botilbud. Det må være statens pligt at sikre, at kommunerne har pengene til at gennemføre dette.

Marlene Kryger Engel er forstander for Mette Marie Hjemmet. Preben Brandt er formand for projekt UDENFOR og Mette Marie Hjemmet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

erik mørk thomsen

Hvorfor er der ingen, der omtaler, hvor mange psykiske syge, der bliver slået ihjel, på bosteder og psykiske hospitaler m.m.
Er det fordi, det af myndigheder, ikke kaldes drab, men system fejl, som bl.a. Region Hovedstaden gør?