International kommentar

Mindre indvandring løser ikke Storbritanniens mange problemer

Brexit-fortalere bruger kynisk indvandrere som forklaringen på alt ondt. Tror man på kvaksalverne, venter en slem skuffelse forude
13. juni 2016

Storbritannien er ved at koge over af vrede og frustration. De sociale problemer er endeløse, og politikerne har længe undladt at handle, hvilket har ført til udbredt bitterhed.

Men hvad enten det gælder manglen på sikre ansættelser og boliger, der er til at betale, de faldende levestandarder eller underfinansieringen af offentlige services, så bliver alt set gennem indvandringens prisme. Og det er denne mekanisme, som har affødt så store følelsesudbrud i forbindelse med den kommende afstemning om Storbritanniens medlemskab af EU.

Min hjemby Stockport er en postindustriel by med mange problemer og få indvandrere, faktisk er kun én ud af 20 indbyggere født uden for Storbritannien eller Irland. Den største ikkebritisk fødte gruppe er pakistanere, som udgør under én procent af indbyggerne.

Ikke desto mindre var indvandring et stort nok tema ved sidste valg til at sikre UKIP en tredjeplads i Stockport. Til det kommende valg vil en god del af Stockports indbyggere stemme for en udmeldelse af EU, ikke mindst på grund af indvandring. Sådan er det i flere lignende provinsbyer.

I indvandringsbyen London derimod er UKIP et marginalt parti, og meningsmålingerne peger på et solidt flertal for at blive i EU. Det er ikke, fordi London mangler sociale problemer, men de bliver ikke i overvældende grad forstået gennem indvandringens prisme.

Kæmper mod kvaksalvere

I Stockport står tusindvis af mennesker i kø på endeløse boliglister, og flere og flere er så lavtlønnede, at de har vanskeligt ved at klare dagen og vejen.

Årsagerne til den udsigtsløse tilstand er manglende politisk vilje til at opføre tilstrækkeligt med socialt boligbyggeri, manglende strategi til at fremme sikre ansættelser samt en økonomisk politik, som har fjernet det sociale sikkerhedsnet. Og gerningsmændene bag denne forbrydelse går frit omkring.

I stedet er indvandring blevet en bekvem ramme at forstå alting i. Uden for London er vi mislykkedes i forsøget på at forklare årsagerne til de sociale problemer, der hærger det britiske samfund.

Vi har måske argumenteret for, at det er konsekvenserne af en nation, som styres af en lille elite, af et samfund, hvor markedskræfterne står over menneskers behov og ønsker. Men selv hvis folk har hørt os, er de ikke blevet overbevist.

Det ved folkene bag Brexit-kampagnen godt, og de udnytter situationen til at skabe fjendebilleder, som det vil blive vanskeligt at mane i jorden igen. Vi kæmper mod kvaksalvere, og dem, som tror på en kur bestående af EU-udmeldelse, vil få sig en ubehagelig overraskelse.

For det første kommer langt de fleste indvandrere fra lande uden for EU. Dem vil der næppe komme færre af, faktisk vil vi være nødt til at rekruttere flere indvandrere som direkte konsekvens af regeringens politikker. Sidste år måtte Storbritannien f.eks. rekruttere én ud af fire sygeplejersker udefra efter at have skåret ned på sygeplejerskeuddannelsen.

Slem skuffelse forude

En af de største bekymringer er, at indvandring vil presse lønningerne yderligere nedad. Men arbejdere fra internationale vikarbureauer er kun garanteret samme løn som fastansatte på grund af vores EU-medlemskab og EU’s vikarbureaudirektiv.

De Konservative var imod implementeringen af dette direktiv, og en fremtidig højrefløjsregering vil hurtigt gøre sig af med denne lovgivning og give frit løb for undergravning af lønnen.

Brexit-fløjen leger kynisk med en venstrepopulistisk retorik, blandt andet ved at beskylde sine modstandere for at være Goldman Sachs-marionetter.

Hvis Storbritannien trækker sig ud af EU, vil de mennesker, jeg voksede op sammen med, ikke opleve kortere ventelister til boliger, for en konservativ regering vil ikke bygge det sociale boligbyggeri, vi mangler.

De vil ikke få udsigt til reelle job, for der vil ikke blive udarbejdet nogen industriel strategi, der kan skabe disse job. De vil ikke opleve stigende levestandarder, for nedskæringspolitikken vil kun blive forstærket.

En stemme på at forlade EU er blevet en stemme på, at mindre indvandring er løsningen på Storbritanniens mange problemer. Der venter en slem skuffelse forude.

Jeremy Corbyn bliver kritiseret for ikke at tale varmt nok for at blive i EU og for ikke at slå pjalterne sammen med premierministeren i kampagnen.

Men at efterligne Skotlands Better Together-kampagne – hvor Labour stod skulder ved skulder med Tory’erne i en skræmmekampagne – kunne få katastrofale konsekvenser, hvor euroskeptiske Labour-vælgere blev sendt i armene på UKIP.

Ikke desto mindre har Labour, uanset udfaldet, meget at frygte, for det er mange års ophobet social og økonomisk usikkerhed, der er blevet kanaliseret over i indvandringsmodstand. UKIP er sulten på Labours vælgerbase, og Corbyns parti bliver nødt til at håndtere den voksende bitterhed, som den kommende afstemning er et billede på. Det kan kun gå for langsomt.

Owen Jones er klummeskribent og forfatter til ’Chavs: The Demonisation of the Working Class and The Establishment – And How They Get Away With It’.

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • John Hansen
  • Mihail Larsen
John Hansen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Brexit fører til mere 'konkurrencestat' og social forarmelse

Det er som dejà vue at se på, hvordan højrefløjen forsøger at bortforklare den uhæmmede markedsøkonomis ansvar for de politiske, økonomiske og sociale problemer ved at udnævne en marginaliseret befolkningsgruppe som syndebukke for alle problemer. Og hvordan den tror, at mere nationalisme er vejen ud af kviksandet.

Det begrædelige er ikke mindst, at de socialt truede og undertrykte grupper selv godtager denne 'falske bevidsthed' som en gyldig forklaring og giver sig til at støtte deres egne plageånder i et fortvivlet håb om, at de dermed vil kunne redde deres eget skind, selv om det netop kun gør det hele værre.

Læs endnu en gang Wilhelm Reichs klassiker: "Hvad er klassebevidsthed?", hvor mekanismen er beskrevet.

Nazismens opkomst i 30-ernes Tyskland skyldtes delvist de samme fordummende mekanismer og social forarmelse – dengang var det jøderne, nu er det indvandrerne over én kam, der får skylden for de fleste sociale problemer, som er opstået godt hjulpet af EU-lovgivningen – her hjælper ’klassebevidsthed’ næppe til at skaffe det næste måltid i en socialstat under afvikling, hvor alt og alle efterhånden udsættes for den neoliberale såkaldte konkurrenceudsættelse …

Grethe Preisler

Folket, konkurrencestaten, den danske model og 'vi [ansvarlige] politikere'

Det 21. århundredes højt- og langtidsuddannede evigt unge aspiranter til personligt medlemskab af 'den europæiske politiske elite' opererer ikke med forældede begreber som 'over- og underklasse', når de taler om de 'nødvendige økonomske reformer' til videns- og velfærdssamfundets udbygning og bevarelse i 'det Danmark vi elsker og skal passe på', men med 'forbruger-segmenter' og 'deleøkonomi'. Uber, Uber über alles!