Kronik

Neoliberalismen har suget kraften ud af EU

Hvis Storbritannien melder sig ud af EU, sker det paradoksalt nok, fordi det er lykkes landet at eksportere sin neoliberalisme til EU. Det har gjort Unionen ineffektiv, for ingen har nogensinde kunnet løse vor tids komplekse problemer med neoliberal politik
Den europæiske neoliberalisme blev især introduceret af den tidligere britiske premierminister, Margaret Thatcher.

Den europæiske neoliberalisme blev især introduceret af den tidligere britiske premierminister, Margaret Thatcher.

Michel Lipchitz

Debat
23. juni 2016

Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas, der længe har været den væsentligste intellektuelle debattør af europæisk politik, hævder, at der er to lag i den europæiske udvikling.

Ud over de almindelige stridigheder om EU-politik er der et dybere lag, som vi må besinde os på:

At vi i Europa – og måske verden – alle er europæere. Geografisk og historisk set er det for de fleste af os en triviel kendsgerning. At det samme gælder for nutiden og fremtiden er så velkendt, at vi næsten ikke kan få øje på det.

Faktum er, at uanset hvad vi mener om EU’s politiske legitimitet, foregår politik i dag ved, at vi reelt efterligner de ’lande, som vi plejer at sammenligne os med’. Det gjorde vi faktisk ikke i 1930’erne.

Men det gør vi i dag. Når det gælder politik, forvaltning, massemedier, forskning, jura, modediller, spise- og rejsevaner, forbrug og økonomi, sport, menneskelivet og erhvervslivet.

Den kopieringseffekt betyder, at Europa integreres.Det samme sker i hele den vestlige verden og måske tilmed endda på et helt globalt niveau.

Solidaritet i opløsning

Imidlertid ser vi også, at forskellene, differentieringen bliver større. Det sker umiddelbart på grund af øget arbejdsdeling og specialisering. Men de sociale forskelle øges også næsten eksplosivt i disse år, til trods for at næsten en milliard mennesker globalt er rykket fra den yderste fattigdom op i middelklassen.

Problemet er, at middelklasserne samtidig rykker nedad, for eksempel i det der kaldes prekariatet, mens dele af proletariatet bliver til et subproletariat i konkurrencestaternes ræs mod bunden. Det sker i høj grad i Europa og Nordamerika.

Det er der to forklaringer på: Dels ser vi den økonomiske konkurrence fra de nye middelklasser i f.eks. Kina og Indien. Dels ser vi en politisk neoliberalisme, der bevidst presser saften og livet ud af borgerne i de vestlige lande i form af reformfeber, stress, udbrændthed og konkurrence om at undgå afskedigelse.

Vi lider under opløsningen af den efterkrigstidssolidaritet med andre, der er anderledes end os selv. Det sker endda, selv om ingen ønsker et samfund, hvor der er tiggere og dermed også tyve på gaderne, indbrudstyve i husene og nedbrud hos naboerne.

Ikke engang Liberal Alliance ønsker den tilstand. Men problemet ligger ikke blot i, at absolut fattigdom, altså regulær sult, kan hærge, men i at den relative fattigdom øges. Liberalister vil sige, at misundelsen øges; socialister vil sige, at miskendelsen øges.

Fænomenet er paradoksalt. Liberalismen bliver stærkere og forsøger at styre velfærdsudgifter med resultatstyring (New Public Management), hvilket oftest virker ineffektivt og stik imod hensigten. I bitter affekt mod liberalismens opløsning »af alt solidt, der fordufter« (Karl Marx’ ord) reagerer de modernitetsangste atter med nationalisme. De vil tilbage til ’vores samfund’.

Den yderste ekstreme nationalisme marcherer i takt med, at den yderste ekstreme liberalisme marcherer ind i børsernes spekulationshaller.

Dér liberaliserer den reguleringen af finansielle spekulationer, så banker og aktionærer (det vil sige de rigeste) kan skabe penge ud af ingenting, nemlig ved blot at skabe tillid til sig selv. Tillid er blevet til et produkt, der koster penge. Den skaber mere til de rigeste – på bekostning af tilliden i ’vores samfund’.

EU fik aldrig chancen

For EU er det yderst paradoksalt. Efter Murens fald ville EU’s ansvarlige politikere for alt i verden igen undgå en desintegration af Europa og undgå gentagelse af 500 års krige. Det krævede en stærk europæisk politik, offensiv finanspolitik, EU-forfatning, stærk miljøpolitik osv. I den situation burde vi have gjort noget andet, end det vi gjorde.

Med Margaret Thatcher i spidsen havde de engelske konservative genopfundet en antistatslig liberalisme. Samtidig var ikke mindst nordeuropæiske socialister bange for, at de politiske projekter blev for svage i EU.

Det førte til EU-skepsis, og man talte om et demokratisk underskud i EU – som om demokratiunderskuddet i international politik ikke ville blive meget større, hvis man helt fjernede de overstatslige institutioner til fordel for statslige klassiske magtkampe.

Læs også: Den virkelige fare er ikke Brexit, men EU’s opløsning

Socialisterne gik imod EU blot for dermed at fremme neoliberalismen. Samtidig var man naiv i forhold til den modernitetsangst, som med sikkerhed ville skabe stadig mere neonationalisme. Meget skyldes en angst for it-globaliseringen. Den er lige så fascinerende som den er stressende, specielt for udkants- og bagkantsborgerne; de gamle og de lavt uddannede.

Neonationalismen frygter neoliberalismen, men begge giver EU skylden for, at det ikke går, som det skulle. Sammen er de to politiske bevægelser enige om, hvad de er imod: EU.

Men de kan ikke blive enige om noget som helst konstruktivt. Den ene part er proglobalistisk og den anden antiglobalistisk. Midt imellem ligger EU.

Sandheden er at EU aldrig fik chancen for at skabe egentlig politisk integration. EU kunne ikke skabe en fælleseuropæisk udenrigspolitik på Balkan, og heller ikke i forhold til flygtningene og Syriens-krisen, som vitterligt skyldes USA’s, Storbritanniens, Polens og Danmarks katastrofale Irakkrig.

Men den europæiske afmagt opstår jo netop, fordi EU aldrig fik en integreret europæisk udenrigspolitik med direkte valg til europæisk toppolitik.

Splittet EU

Et er sikkert: Suverænitet kan kun skabes i fællesskab. Eksempelvis kan en stærk miljøpolitik kun skabes i fællesskab. Nu vil Storbritannien så muligvis melde sig ud, fordi landet eksporterede sin neoliberalisme til et EU, der ikke kan løse problemerne med neoliberal politik.

Der er stærke kræfter i Europa, som udmærket er klar over, at virkeligheden er endnu mere europæisk end nogensinde. Derfor bliver europæisk politik formodentlig spaltet.

Den gamle generation, der havde dyrekøbte erfaringer med, hvad dyb europæisk splittelse egentlig var for noget, er godt nok ved at uddø, men til gengæld er yngre europæiske kræfter bedre uddannede, mere realpolitiske og mere europæisk orienterede.

De europæiske befolkninger vil muligvis opleve en så stærk svækkelse af, hvad der kan lade sig gøre, at de borgere og stater, der reelt kender til gensidig afhængighed, vil gå sammen. De stater må konstituere et kerne-EU betydeligt skarpere og nærmest konføderalt med magtdelte institutioner, forfatning og direkte valg.

Resten af EU må så igen genskabe et slags EFTA-lignende handelsnetværk. Danmark må finde ud af, om man ønsker neoliberalistisk, neonationalisme eller finde muligheder for at udvikle velfærdsstatslige institutioner i en gensidig inspiration og læreproces.

Spørgsmålet er for os, og for andre europæiske borgere, om vi vil indrømme, at vi orienterer os europæisk – eller om vi vil fastholde en politisk mytologi om national suverænitet, der altid har været en illusion og fortsat vil være det.

Gorm Harste er lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Du burde til gengæld også vide, Mihail Larsen, at din påstand er usand, men er det ikke noget for dine analytiske evner at give sig i kast med, sådan bare for objektivitetens skyld ...

Manden på ’gajen’

En anden ting, de ’kloge’ hoveder kunne begynde at analyser på, og i et forståeligt enkelt sprog meddele offentligheden, gerne i dette forum, kunne f.eks. være, hvorfor en vilkårlig ’Rest-EU-borger’ bliver tillagt flere forskellige såkaldte rettigheder og dermed identiteter afhængig af de forskellige situationer, de teoretisk er blevet forsynede med i dette neoliberale postdemokratiske paradis, den bedste af alle verdener – betragtet som menneske, arbejdstager, forbruger, vælger eller bare som et udefineret subjekt …

Mens de fleste af alle disse selvbestaltede bogkloge dusinspecialister og andre ’kloge’ folk har tiltusket sig en særlig identitet, som ikke står mål med hverken deres kunnen eller samfundsmæssige relevans – et lettere komisk fænomen for de fleste normale forstandspersoner – ja ja, nu kommer jeg, mit navn er – Larsen … ;-)

Sider