Kronik

Neoliberalismen har suget kraften ud af EU

Hvis Storbritannien melder sig ud af EU, sker det paradoksalt nok, fordi det er lykkes landet at eksportere sin neoliberalisme til EU. Det har gjort Unionen ineffektiv, for ingen har nogensinde kunnet løse vor tids komplekse problemer med neoliberal politik
Den europæiske neoliberalisme blev især introduceret af den tidligere britiske premierminister, Margaret Thatcher.

Den europæiske neoliberalisme blev især introduceret af den tidligere britiske premierminister, Margaret Thatcher.

Michel Lipchitz

23. juni 2016

Den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas, der længe har været den væsentligste intellektuelle debattør af europæisk politik, hævder, at der er to lag i den europæiske udvikling.

Ud over de almindelige stridigheder om EU-politik er der et dybere lag, som vi må besinde os på:

At vi i Europa – og måske verden – alle er europæere. Geografisk og historisk set er det for de fleste af os en triviel kendsgerning. At det samme gælder for nutiden og fremtiden er så velkendt, at vi næsten ikke kan få øje på det.

Faktum er, at uanset hvad vi mener om EU’s politiske legitimitet, foregår politik i dag ved, at vi reelt efterligner de ’lande, som vi plejer at sammenligne os med’. Det gjorde vi faktisk ikke i 1930’erne.

Men det gør vi i dag. Når det gælder politik, forvaltning, massemedier, forskning, jura, modediller, spise- og rejsevaner, forbrug og økonomi, sport, menneskelivet og erhvervslivet.

Den kopieringseffekt betyder, at Europa integreres.Det samme sker i hele den vestlige verden og måske tilmed endda på et helt globalt niveau.

Solidaritet i opløsning

Imidlertid ser vi også, at forskellene, differentieringen bliver større. Det sker umiddelbart på grund af øget arbejdsdeling og specialisering. Men de sociale forskelle øges også næsten eksplosivt i disse år, til trods for at næsten en milliard mennesker globalt er rykket fra den yderste fattigdom op i middelklassen.

Problemet er, at middelklasserne samtidig rykker nedad, for eksempel i det der kaldes prekariatet, mens dele af proletariatet bliver til et subproletariat i konkurrencestaternes ræs mod bunden. Det sker i høj grad i Europa og Nordamerika.

Det er der to forklaringer på: Dels ser vi den økonomiske konkurrence fra de nye middelklasser i f.eks. Kina og Indien. Dels ser vi en politisk neoliberalisme, der bevidst presser saften og livet ud af borgerne i de vestlige lande i form af reformfeber, stress, udbrændthed og konkurrence om at undgå afskedigelse.

Vi lider under opløsningen af den efterkrigstidssolidaritet med andre, der er anderledes end os selv. Det sker endda, selv om ingen ønsker et samfund, hvor der er tiggere og dermed også tyve på gaderne, indbrudstyve i husene og nedbrud hos naboerne.

Ikke engang Liberal Alliance ønsker den tilstand. Men problemet ligger ikke blot i, at absolut fattigdom, altså regulær sult, kan hærge, men i at den relative fattigdom øges. Liberalister vil sige, at misundelsen øges; socialister vil sige, at miskendelsen øges.

Fænomenet er paradoksalt. Liberalismen bliver stærkere og forsøger at styre velfærdsudgifter med resultatstyring (New Public Management), hvilket oftest virker ineffektivt og stik imod hensigten. I bitter affekt mod liberalismens opløsning »af alt solidt, der fordufter« (Karl Marx’ ord) reagerer de modernitetsangste atter med nationalisme. De vil tilbage til ’vores samfund’.

Den yderste ekstreme nationalisme marcherer i takt med, at den yderste ekstreme liberalisme marcherer ind i børsernes spekulationshaller.

Dér liberaliserer den reguleringen af finansielle spekulationer, så banker og aktionærer (det vil sige de rigeste) kan skabe penge ud af ingenting, nemlig ved blot at skabe tillid til sig selv. Tillid er blevet til et produkt, der koster penge. Den skaber mere til de rigeste – på bekostning af tilliden i ’vores samfund’.

EU fik aldrig chancen

For EU er det yderst paradoksalt. Efter Murens fald ville EU’s ansvarlige politikere for alt i verden igen undgå en desintegration af Europa og undgå gentagelse af 500 års krige. Det krævede en stærk europæisk politik, offensiv finanspolitik, EU-forfatning, stærk miljøpolitik osv. I den situation burde vi have gjort noget andet, end det vi gjorde.

Med Margaret Thatcher i spidsen havde de engelske konservative genopfundet en antistatslig liberalisme. Samtidig var ikke mindst nordeuropæiske socialister bange for, at de politiske projekter blev for svage i EU.

Det førte til EU-skepsis, og man talte om et demokratisk underskud i EU – som om demokratiunderskuddet i international politik ikke ville blive meget større, hvis man helt fjernede de overstatslige institutioner til fordel for statslige klassiske magtkampe.

Læs også: Den virkelige fare er ikke Brexit, men EU’s opløsning

Socialisterne gik imod EU blot for dermed at fremme neoliberalismen. Samtidig var man naiv i forhold til den modernitetsangst, som med sikkerhed ville skabe stadig mere neonationalisme. Meget skyldes en angst for it-globaliseringen. Den er lige så fascinerende som den er stressende, specielt for udkants- og bagkantsborgerne; de gamle og de lavt uddannede.

Neonationalismen frygter neoliberalismen, men begge giver EU skylden for, at det ikke går, som det skulle. Sammen er de to politiske bevægelser enige om, hvad de er imod: EU.

Men de kan ikke blive enige om noget som helst konstruktivt. Den ene part er proglobalistisk og den anden antiglobalistisk. Midt imellem ligger EU.

Sandheden er at EU aldrig fik chancen for at skabe egentlig politisk integration. EU kunne ikke skabe en fælleseuropæisk udenrigspolitik på Balkan, og heller ikke i forhold til flygtningene og Syriens-krisen, som vitterligt skyldes USA’s, Storbritanniens, Polens og Danmarks katastrofale Irakkrig.

Men den europæiske afmagt opstår jo netop, fordi EU aldrig fik en integreret europæisk udenrigspolitik med direkte valg til europæisk toppolitik.

Splittet EU

Et er sikkert: Suverænitet kan kun skabes i fællesskab. Eksempelvis kan en stærk miljøpolitik kun skabes i fællesskab. Nu vil Storbritannien så muligvis melde sig ud, fordi landet eksporterede sin neoliberalisme til et EU, der ikke kan løse problemerne med neoliberal politik.

Der er stærke kræfter i Europa, som udmærket er klar over, at virkeligheden er endnu mere europæisk end nogensinde. Derfor bliver europæisk politik formodentlig spaltet.

Den gamle generation, der havde dyrekøbte erfaringer med, hvad dyb europæisk splittelse egentlig var for noget, er godt nok ved at uddø, men til gengæld er yngre europæiske kræfter bedre uddannede, mere realpolitiske og mere europæisk orienterede.

De europæiske befolkninger vil muligvis opleve en så stærk svækkelse af, hvad der kan lade sig gøre, at de borgere og stater, der reelt kender til gensidig afhængighed, vil gå sammen. De stater må konstituere et kerne-EU betydeligt skarpere og nærmest konføderalt med magtdelte institutioner, forfatning og direkte valg.

Resten af EU må så igen genskabe et slags EFTA-lignende handelsnetværk. Danmark må finde ud af, om man ønsker neoliberalistisk, neonationalisme eller finde muligheder for at udvikle velfærdsstatslige institutioner i en gensidig inspiration og læreproces.

Spørgsmålet er for os, og for andre europæiske borgere, om vi vil indrømme, at vi orienterer os europæisk – eller om vi vil fastholde en politisk mytologi om national suverænitet, der altid har været en illusion og fortsat vil være det.

Gorm Harste er lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Lene Timmermann
  • Carsten Søndergaard
  • Olaf Tehrani
  • Torsten Jacobsen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Sup Aya Laya
  • Torben K L Jensen
  • Søren Kristensen
  • Rasmus Knus
  • Steffen Gliese
  • Mihail Larsen
  • Torben R. Jensen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Torben Skov
  • Peder Pedersen
  • Bill Atkins
  • Erik Karlsen
  • Mads Berg
Benno Hansen, Lene Timmermann, Carsten Søndergaard, Olaf Tehrani, Torsten Jacobsen, Robert Ørsted-Jensen, Sup Aya Laya, Torben K L Jensen, Søren Kristensen, Rasmus Knus, Steffen Gliese, Mihail Larsen, Torben R. Jensen, Jørgen Steen Andersen, Torben Skov, Peder Pedersen , Bill Atkins, Erik Karlsen og Mads Berg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men hvordan kommer befolkningerne ud af neoliberalismens åg, så længe de selvsamme grupperinger, der nyder godt af neoliberalismen, samtidig har den afgørende indflydelse i EU.

Forhåbentlig kan EU under befolkningernes stadigt stigende protester tvinges til forandring, men tager man fx TTIP-forhandlingerne, der foregår i total hemmelighed, til indtægt for dét håb, er vi et stykke fra at have vristet os ud af eliternes favntag.

Per Torbensen, Jan Weis, Carsten Søndergaard, Henrik Klausen, Uffe Illum, Lars Peter Simonsen, curt jensen, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Olav Bach, Nille Torsen, Jan Pedersen, Carsten Wienholtz, Jacob Jensen, Bodil Waldstrøm, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Andersen, Anne-Marie Krogsbøll, Torben R. Jensen, erik mørk thomsen, Janus Agerbo, Randi Christiansen, Anne Eriksen, Benny Larsen, Jørgen Steen Andersen, Ervin Lazar, Bill Atkins, Lillian Redam, Torben Skov og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Lillian Redam

De socialister, der er imod EU er jo netop IKKE imod europæisk samarbejde, men journalister og neoliberalister får det til at lyde sådan.
Det er da nødvendigt med et europæisk samarbejde, men hvis grundlaget konstant er i modstrid med ens grundlæggende samfundssyn OG samtidig virker som en unødig kæmpestor administrativ pengemaskine, så er det klart man ønsker ændringer, for det må være muligt at gøre det anderledes.

Vivi Rindom, Jan Weis, Carsten Søndergaard, Uffe Illum, Christel Larsen, Lars Peter Simonsen, Olav Bo Hessellund, Svend Høg, Torben R. Jensen, curt jensen, Torben K L Jensen, Flemming Berger, Olav Bach, Niels Duus Nielsen, Nille Torsen, Jan Pedersen, Torben Skov, Peter Jensen, Carsten Wienholtz, Jacob Jensen, Bodil Waldstrøm, Anne-Marie Krogsbøll, erik mørk thomsen, Janus Agerbo, Randi Christiansen, Anne Eriksen, Jørgen Steen Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Artiklen ovenfor har en interessant vinkel på EU's malfunktion. Men igen er socialismen tabu. Frustrationerne lyser ud af nedenstående volapyk:

Socialisterne gik imod EU blot for dermed at fremme neoliberalismen. Samtidig var man naiv i forhold til den modernitetsangst, som med sikkerhed ville skabe stadig mere neonationalisme. Meget skyldes en angst for it-globaliseringen. Den er lige så fascinerende som den er stressende, specielt for udkants- og bagkantsborgerne; de gamle og de lavt uddannede.

Kære Gorm Harste der er noget du med fordel kan dyrke om ikke andet for din egen indre forståelse af hvad moderne socialisme er, og ikke mindst hvad klassekamp er.

Carsten Søndergaard, Olav Bo Hessellund, uffe hellum, curt jensen, Flemming Berger, Nille Torsen, Jan Pedersen, Torben Skov, erik mørk thomsen, Anne Eriksen og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Meget rigtigt; men en del af problemet er også denne samnenligningssyge - jeg har som dansker absolut ingen interesse i efterlignelse af lande, hvor alting reelt set er indrettet ringere. Udenrigs- og forsvarspolitik som udadrettet fælles politik, kan man virkelig kun hilse velkommen; fælles løsninger af omstilling til vedvarende energi, giftfrit landbrug og ikke-CO2-fremmende kvæg, udveksling af forskningsresultater, studerende m.m.; men i meget ringere omfang arbejdskraft, som må formodes at gøre bedst gavn hjemme, i det lange løb.

Torben K L Jensen, Bill Atkins, Flemming Berger, Torben Skov, erik mørk thomsen, Janus Agerbo, Anne Eriksen, Benny Larsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

Gorm skriver: "...de borgere og stater, der reelt kender til gensidig afhængighed, vil gå sammen. De stater må konstituere et kerne-EU betydeligt skarpere og nærmest konføderalt med magtdelte institutioner, forfatning og direkte valg."

Uden at han nævner det, er det præcist den model Habermas har stillet op. En helt ny statsdannelse.

Problemet er blot, at det kan blive vanskeligt at samle den gruppe lande, som kunne udgøre en sådan "superstat", ikke mindst hvis England ikke vil være med.

Tyskland og Frankrig ville i så fald være de naturlige førerhunde - men hvor meget er de to lande enige om?

Italien og Spanien kommer man vel ikke uden om - men hvad mener italienerne og spanierne om den løsning?

De tidligere østeuropæiske lande? Nogle vil sikkert gerne være med, koste hvad det vil. Såvel nogle af dem der vil med, og dem der ikke vil, vil man i førerbunkeren være yderst skeptiske overfor. Hvad vil løsningen på det problem betyde for stabiliteten i den nye magtsituation?

Bag alt dette ligger det helt afgørende problem, at i intet af de kommende deltagerlande i den nye superstat, er det lykkedes politikere og meningsdannere at samle befolkningerne bag en klar forståelse af, hvad retningen skal være for denne. Måske med en lille reservation for Tysklands vedkommende.

Vil man fortsat indordne sig under den globaliserede og reelt ustyrlige kapitalisme, så er der et meget lille handlingsrum for en alternativ politik.

Torben R. Jensen, Flemming Berger, Torben Skov, Jørgen Steen Andersen, erik mørk thomsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Europas største problem opstod med samlingerne af stater - det gælder Italien, Tyskland og UK, og i realiteten gælder det såmænd også Frankrig og Spanien. Små lande er glade lande, små lande er velfungerende lande, små lande er demokratiske lande.

Bill Atkins, Olav Bach, Nille Torsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Henning Egholk

Tak for stor klarhed. Jeg er fan af Gorm Harste kan jeg se! Iøvrigt kan Neoliberalisme aldrig medføre noget godt. Det var på et tidspunkt ligesom "det nye sort", men nu kan man se at det er det ikke.. Jeg er selv offentlig ansat i sundhedssektoren, hvor New Public manegement har været det fremherskende Princip i årevis. Det har medført stress, udbrændthed, urimelige nedskæringer og dårligere behandling og pleje af patienterne. Dette forsøges der så lappet på nu med ekstra bevillinger. Som det måske er for sent at komme med. - UK burde deltage meget mere helhjertet i EUs institutioner og reformere dem ifald nødvendigt. Kun et samarbejdende Europa kan vise vejen frem, skabe et bedre miljø, bekæmpe klimakrisen, stoppe uligheden i befolkningerne, skabe fælles indvandringsregler etc.

Charlie Breindahl, Lene Timmermann, rene bolvig, Torben R. Jensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Østlandene er selvfølgelig om nogle ofre for det omsving i EUs politik, som neoliberalismen betød: hvor de gamle diktaturlande i syd længe nød godt af den massive støtte for at bringe dem på niveau med kernelandene. blev de nye landes opgave at hive sig selv op ved håret, fordi tiltroen til et stærkt institutionelt opbygget samfund blev forladt for den naive tro på, at ting sker af sig selv, hvis bare markedet råder.
Det er selvfølgelig det mest direkte eksempel på blasfemi, man kan finde: det eneste, der kommer af sig selv, er Guds tilgivelse, resten handler om beslutsomhed og idealisme.

Carsten Søndergaard, Torben R. Jensen, Torben Skov og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Desværre en del falske modsætninger i indlægget.

Jeg tror, at hvis vi vil et stærkt EU, så skal det skabes i opgangstider. I nedgangstider vil alle være sig selv nærmest.

Paradokset er selvfølgelig, at det er i nedgangstider vi allermest har brug for et stærkt EU.

Steffen Gliese

Problemet er, at neoliberalisme behandler økonomiske omkostninger som noget faktisk forekommende; men det er kun en omtrentlig model til ækvivalering af umage størrelser - og til opretholdelse af et belønningssystem, vi ærlig talt som voksne og ansvarlige mennesker burde gøre os fri af. Hvad koster en hospitalsseng? Ingenting i sig selv - kun fordi nogle regner med, hvad man kunne have gjort i stedet for at behandle folk, herunder hvordan arealet kunne have været mere lukrativt anvendt, opstår ideen om, at det koster. Priser i et liberalistisk system opstår i sammenligningen med, hvad man kunne have gjort i stedet.

Gorm Harste, Carsten Søndergaard og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Benny Larsen

Nogle "vi"ér er i nedgangstider pga bla cepos og saxo alliancens lignende påstande om at alt hvad der ikke kan betale sig skal falde, ingen produktivitet ingen berettigelse, en holdning der adopteret af s og sf(ihvertfald i Søvndal tiden, og vi afventer stadig hvad nu sf!).
Parradokset er at englænderne synes eu er for Neoliberalistiske, og vil afskaffe dette ved at støtte kræfter der er endnu mere neoliberalistiske.

Carsten Søndergaard, Torben R. Jensen, Jørgen Steen Andersen, Steffen Gliese og Anne Bøll anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det burde være indlysende, at det altid er den underliggende forretningsmodel, som er afgørende for et projekts succes. Den neoliberalistiske konkurrencestatsmodel, som eu abbonnerer på/underlægger sig, kan ikke og har ikke leveret den miljø-og socioøkonomiske balance, som er en forudsætning for den folkelige opbakning. Det burde ligeledes være klart, at det er den del af befolkningen, som profiterer på status quo, som stemmer ja - de andres nej er et protestnej, ikke et nej til europæisk samarbejde. Den sociale ulighed er ekstrem i england, hvor børn sulter, mens andre lever et luksusliv. Det er en tragedie, og et perspektiv, som er afgørende for at forstå eu's problematik, men som har været ignoreret - og som denne artikel måske nu endelig kan være med til at belyse.

Kort sagt : før eu systemet leverer miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed, som er retfærdighed, kan systemet ikke forvente den nødvendige folkelige opbakning.

Carsten Søndergaard, Olav Bo Hessellund, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Torben Skov, Jørgen Steen Andersen, Ib Jørgensen og Benny Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg får sværere og sværere ved at forstå, hvad folk vil med alle de penge.

Olav Bach, Torben Skov, Jørgen Steen Andersen, Bodil Waldstrøm og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Samarbejde er en absolut forudsætning for fredelige og fremgangsrige samfund. Eu er en tragisk faliterklæring, som med sin nuværende økonomiske model forhindrer dette nødvendige folkelige samarbejde.

Anne Eriksen, Ib Jørgensen, Nille Torsen, Torben Skov og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Benny Larsen

Steffen Gliese 12;05. Mit bud er at de super rige vil have/samle alle disse penge, for at forhindre andre i have nogen, bare fordi de kan. Lovligt og desværre politisktilskyndet.

Torben Skov, Jørgen Steen Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Hvor store skyklapper kan man i eu systemet iføre sig? Store - og hvor ofte skal det siges, før den fiser ind under tænkehatten? Den ene procent må slippe slanterne - der er ingen vej uden om, men de holder fast, som om det gjaldt deres liv. Det gør det - og alle de andres med, som nu lider under herskende retarderede ressourceadministration. Befolkningerne siger nej til pengemafiaen, til banditterne i habitter, til finansgribbene, som under dække af konkurrencestaten stjæler med arme og ben fra fællesejet - IKKE til europæisk samarbejde. Dumhed og/eller korruption i en uhellig alliance, det er så tydeligt, men den ene procent og co vil ikke slagte guldkalven, og får i stedet et selvdødt stinkende ådsel. Velbekomme jer og glædelig midsommerfest

Nille Torsen, Torben Skov, Jørgen Steen Andersen, Carsten Wienholtz, Benny Larsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg tror, at der er en enorm angst og en enorm følelse af, at løbet er kørt. I øjeblikket foregår de sidste manipulerede røverier; men nu bliver de afsløret af pressen, som en behagelig forandring.
Det gælder i dag Nykredit, hvor det er blevet afsløret, at repræsentantskabet har godkendt, at mere end 50% af aktierne kan sælges - hvorved kundernes indflydelse forsvinder. Det gøres af dem, der er indsat til at varetage ejernes interesser - hvad de jo ikke gør! Nina Smidt kunne ikke træffes for en aftale, fordi hun "holdt foredrag". Frem med leer og høtyve, Nykreditkunder!!!

Carsten Søndergaard, Anne Eriksen, Flemming Berger, Torben Skov, Jørgen Steen Andersen, Carsten Wienholtz, Benny Larsen, Randi Christiansen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Det drejer sig om hvem, der bestemmer - ikke hvad, der bestemmes.
Det offentlige bestemmer meget over familier og enkeltpersoner - og er det for meget, protesteres.
Kommunerne er sure, når staten vil bestemme for meget - der forhandles.
Danmark - mange borgere er sure over EU, når der bestemmes for meget, som vi mener vi selv skulle bestemme. Men hov, vores politikere følger med som dikkende lammehaler - kan ikke andet.
Dvs nogen protesterer, uden virkning.
Helt galt bliver det så, når aller øverste lag bestemme dagligdagen for det aller nederste. Friskt eksempel : Økonomien i mandlig og kvindelig fertilitetsbehandling er ikke ens !! Det er en EU beslutning.

Hver gang vi som enkelpersoner møder tåbelige forhold, der komme fra EU-beslutninger med betydning for vores liv, præges vores indstilling.
Her er årsagen til : Ja til samarbejde - nej til unødvendig styring fra oven og ned på alle niveauer.

I Nykredit sagen sagde en økonom : Aktierne stiger i værdi, når de bliver interessante for investorer.
Så ringer advarselsklokkerne - Ding - DONG.

Anne Eriksen, Flemming Berger og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Steffen Gliese 11:17
Jeg forstår ikke dette med, at en hospitalsseng sammenlignes med noget andet man kunne have fået i stedet.
Hvor præcis er det, at den sammenligning finder sted?
Al service, al arbejdstid, forbrug af råvarer, transport og al menneskelig behandling af en vare inden den når forbrugeren/ aftageren/ køberen bliver prissat både i privat og offentlig regi og det er en prioritering og beslutning om køb og et reelt køb, som bestemmer prisen på serviceydelser og varer.
Det er med andre ord markedsprisen, som bestemmer hvad en vare eller tjenesteydelse skal koste.

Steffen Gliese

Ja, netop, Jørgen Steen Andersen, men det kan man jo ikke basere noget på: en hospitalsseng koster kun noget vejet imod andet, man kunne have brugt ressourcerne på - men det løser jo ikke den opgave, der foreligger.

Jørgen Steen Andersen

Helt præcist Steffen Gliese.
Der foreligger en opgave, som skal løses.
Men hvilken opgave udførligt og præcist er det, som skal løses?
Jeg mener grundlæggende, at uanset hvilket økonomisk system, som skal afløse det neoliberalistiske ditto, så skal de basale økonomiske teoretiske grundlag for at kunne udveksle varer og tjenesteydelser fortsat være gældende.
Det er de mere spekulative overbygninger med mange og derfor uoverskuelige forudsætninger som bruges i fremskrivningsmodeller, som skal helt ud.
De misbruges politisk og kan iøvrigt ikke give noget retvisende billede af fremtiden.
Der skal udvikles meget mere pålidelige og letforståelige beregningsmodeller i den hensigt at gøre økonomien til et redskab for menneskelig trivsel og ikke økonomisk profitoptimering.

Søren Kristensen

"Nu vil Storbritannien så muligvis melde sig ud, fordi landet eksporterede sin neoliberalisme til et EU, der ikke kan løse problemerne med neoliberal politik." Nå ja, nu du siger det.

curt jensen, Anne Eriksen, Flemming Berger, Randi Christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

EU afstemningen er ikke lovligt bindende da det er det britiske parlament der er øverste lovgivningssouveræn. Så hvis Parliament siger 'Remain', så bliver det 'Remain', ligegyldig hvor meget 'Leave' der står på stemmesedlen. Cameron's sidste nødbremse.

Det sker endda, selv om ingen ønsker et samfund, hvor der er tiggere og dermed også tyve på gaderne, indbrudstyve i husene og nedbrud hos naboerne.

Det er desværre ikke korrekt. Faktisk er det lige præcis den slags samfund man altid har haft i UK og også i USA. Madame Thatcher har engang iværksat en stor undersøgelse for at finde frem til hvor megen fattigdom det britiske samfund kan klare før der er fare for instabilitet. Resultatet af denne undersøgelse sagde op til 30%

I dag er man ved at være der, og hele Brexit debatten er et tegn på at de kloge herrer dengang måske har forregnet sig en smule.

Jørgen Steen Andersen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Den yderste ekstreme nationalisme marcherer i takt med, at den yderste ekstreme liberalisme marcherer ind i børsernes spekulationshaller.

Tja, det har vi jo set før. Men åbenbart har vi ikke lært meget af historien. Grådighedeg og griskheden vejer tunger end fornuft, hos den enkelte, når det kommer til stykket.

Jørgen Steen Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Thatcher ville have nikket anerkendende til Enhedslistens politik. Det gør i dag også Putin.

Det er selvfølgelig urimeligt, for Enhedslisten vil et ganske andet samfund end Thatcher og Putin. Men en gang imellem kan man i sin idealisme komme i dårligt sel(v)skab. Og utilsigtet fremme kræfter, man egentlig vil bekæmpe.

For at undgå det, må man have udviklet en strategi. Og for at denne strategi skal være troværdig, må den kunne angive, hvem der i givet fald er med på vognen. Ikke kun til at sige NEJ, men til at sige JA. Man må altså have nogle venner, der har de samme, konkrete mål for fremtiden (ud over at sige NEJ).

Det er her, Enhedslisten er på Herrens mark, for de har kun nogle fugleskræmsler at støtte sig til. De alliancepartnere, de vil have os andre til at tro på, er lige så marginale opg utroværdige som 70'ernes danske revolutionsromantikere.

Problemet for Enhedslisten er ikke mangel på intelligens; den har partiet i overmål. Men det har en temmelig stor blind plet, der forhindrer det i at agere rationelt. Det er en skam.

Jeg er optimist. Jeg håber, partiet hen ad vejen skiller sig af med betonsocialisterne (hvis retorik for gamle rotter som mig er let genkendelig) og i stedet satser på en udogmatisk, realistisk og strategisk socialisme. Den vil så - til nogens forundring - pludselig være i samklang med det øvrige Europas socialistiske partier.

Lige nu, er den ikke til at skelne fra højrefløjens.

Gorm Harste, Lene Timmermann, Jørgen M. Mollerup og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Hurra

Jeg ser nu på engelsk fjernsyn, at briterne vil melde sig ud af EU. Det har jeg plæderet for i lang tid.

Det kommer ganske vist til at svække min egen, private pensionsordning, men jeg ser en stor socialistisk gevinst i, at det ærkeliberalistiske England kommer til at sejle i sin egen sø.

For alt tyder på, at Skotland, Wales og Nordirland har en helt anden kærlighed til EU. Så efterlades 'England' i en grøftekant af Europa. Den økonomisk vitale del, der holder til i London, vil helst forblive i EU, og man kan forvente, at den vil flytte sine investeringer til kontinentet, hvis England melder sig ud.

Tilbage bliver en 'stolt', tidligere imperiebevidst, gennemsnitligt dårligt uddannet, proletariseret middelklasse, der fantaserer om 'britisk storhed'. De vågner nok op - for sent - når de ser, at det økonomiske grundlag for deres velstand forsvinder.

Men de vil kunne varme sig med sympatien fra Enhedslisten i Danmark.

Mihail Larsen

Hurra (2)

For en politisk interesseret person som mig, er den engelske afstemning også interessant derved, at dens nu sandsynlige resultat vil fratage Enhedslisten licensen til at skøjte hen over virkeligheden. Partiet bliver nu nødt til at sætte sin eksistens som EU-modstander på højkant.

Andre end jeg har bemærket, at mange EU-skeptikere og -kritikere, faktisk meget nødigt vil have, at EU forsvinder. De vil bare have lov til at brokke sig - uden at komme med konstruktive modforslag.

Hvis det nu bliver alvor med at UK melder sig ud, og der efterfølgende opstår en almindelig opløsningsproces i EU, så vender vi tilbage til samfund, hvor man har anderledes håndfaste metoder til at lukke munden på medlemmer af partier som EL.

Så er det nok for sent at appelere til hjælp fra de 'samfundsstøtter', man selv har været med til at delegetimere.

Det er ikke længere muligt at hygge sig med en EU-modstand uden konsekvenser.

Steffen Gliese

Jeg tror, at et Brexit (og et efterfølgende velkommen tilbage til et uafhængigt Skotland) vil betyde det modsatte af opløsning for EU, men forhåbentlig en voldsom forandring i prioriteringerne, så vognen ikke længere spændes for hesten.
Danmark er jo ulykkeligvis blevet bundtet med angelsakserne, men vi har jo i historisk tid været kulturelt tættest forbundet med Frankrig og tildels Tyskland.

Lene Timmermann, Carsten Søndergaard og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Noget af det, som jeg tror også betyder meget, slap ud af munden på en ung Remain-tilhænger på BBC, da hun sagde, at det også handlede om, hvilket land de ville ønske at blive set som.
Jeg tror, at folk er trætte af denne sammenligning mellem lande, for det handler jo ikke om, hvordan man vil bedømmes, men hvordan man vil være. Her i landet bruges denne sammenligning tit til - også manipulerende og forkert - at hævde, vi stadig er de mest generøse med dit eller de mest dat; men det ændrer ikke på: det går i den gale retning! Det er galt, at syge mennesker ikke kan få lov til at være syge og blive raske - eller ikke blive raske og få en pension og blive ladt i fred. Det er ikke rigtigt, at folk skal aflevere arbejdskraft for offentlig hjælp, når grunden til den offentlige hjælp er den tilsyneladende mangel på arbejde. Osv. osv.

Steffen Gliese

Man kan måske sige, at den del-og-hersk-politik, som viste sig forbløffende virkningsfuld, brugt af de traditionelle magthavere imod de europæiske folk, da disse begyndte at blive ganske emanciperede, nu bliver brugt imod magthaverne selv, idet udskillelsen af UK som neoliberalistisk kerneland svækker denne politiks styrke i EU. Englænderne kan selv gøre op med denne ødelæggende politik, og resten af Europa kan også. Vi er desværre et af de større problemer, fordi vore politikere notorisk følger en anden politisk logik end den, befolkningen ønsker.

Peter Jensen

"For at undgå det, må man have udviklet en strategi. Og for at denne strategi skal være troværdig, må den kunne angive, hvem der i givet fald er med på vognen. Ikke kun til at sige NEJ, men til at sige JA. Man må altså have nogle venner, der har de samme, konkrete mål for fremtiden (ud over at sige NEJ)."

Af samme årsag(er) kan man på EU-tilhænger siden, hvor såkaldt udogmatiske, strategiske og realistiske socialister allierer sig med storkapitalen og borgerskabet, se hvordan disse socialisters eget ideologiske og etiske ståsted, ryger ud med badevandet mens man forsvarer en mafiøst fungerende stråmandsvirksomhed med henvisning til at alternativerne er langt værre (selvom man i praksis slet ikke kender disse). Lad os endelig få mere af det glatte, det smarte. Slanger æder gerne naive kaniner.

Carsten Søndergaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Man kan ikke melde sig ud af europa, men forhåbentlig betyder brexit, at det europæiske samarbejde fremover vil møde denne engelske nej protest på passende vis. Og pilen peger fuldstændig umisforståeligt på et opgør med den miljø-og socioøkonomiske ubalance, som truer engelske og andre europæiske borgere på liv og levned, i england fx fattige børn hvis forældre ikke har penge til mad samtidig med at andre borgere lever i overdådig og tilsyneladende ubekymret luksus.

It's the economy stupid. Uden miljø-og socioøkonomisk bæredygtig tryghed kan borgernes opbakning til projektet ikke forventes. Her har eu ikke leveret, så hvis de verdensfjerne skyklapper nu ryger fra de politiske lederes udsyn, er der håb om at det fremtidige uomgængelige samarbejde kan respektere samtlige borgere i stedet for at være et økonomisk elitært projekt, som det ikke burde undre nogen, at der bliver protesteret imod på den måde, der nu gives mulighed for. Hvad havde man egentlig forestillet sig? Skulle vi sige ja, mens vi bliver snydt, så det driver?

Mihail Larsen

Randi

Tror du i fuld alvor at fattige børn i England vil få det bedre efter Brexit? Er det engelske klassesamfund opfundet af EU?

Randi Christiansen

Hvad jeg skriver mihail er, at brexit forhåbentlig bliver et wakeup call ifht den økonomiske politik - og at det er en forudsætning for borgernes opbakning, at det system, som borgerne er underlagt, giver miljø-og socioøkonomisk tryghed. Håbet er lysegrønt, og jeg ved udmærket, at den økonomiske omstilling på ingen måde er givet med brexit.

Jørgen Steen Andersen, Per Torbensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Rigtig set randi christiansen. Brexit er et kunstigt åndedræt til det hendøende borgerlige demokrati. Hvilket er sket til stor ærgrelse for den intellektuelle elite, der har tilladt sig at kalde ja'et til udmeldingen for "følelsesladet". Sult er jo kun en følelse må du forstå - randi.

Jørgen Steen Andersen, Per Torbensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Søren Rehhoff

Jeg synes det ville være nteresant hvis Gorm Harste kunne dokumentere, at det vitterligt var briterne, der gjorde neoliberalisme til et grundlæggende princip indenfor EU. For mig at se handler det da mere generelt om globalisering, som EU også er et eksempel på og den deraf følgende svækkelse af nationalstaters muligheder for at føre f.eks. en mere keynesiansk politik. Hvordan han iøvrigt får nationalisme og neoliberalisme til at være en slags sammenhængende størrelser er for mig en gåde. Måske er det hvad der kommer ud af at læse for meget Habermas.

Tak for mange gode kommentarer, der rummer forskellige og til dels ikke altid kohærente indsigter, men også mange sammenhængende om de risici, som ligger i neoliberalismen. Jeg vil gerne påpege problemet med det paradoks, at en bestemt strategi for en kritisk socialisme rummer risici for, at neo-nationalisme og neo-liberalisme skubber i samme desintegrerende retning. MEN som Mihail Larsen gør opmærksom på er der også en mere omverdensopmærksom kritisk socialisme, som også systematisk arbejder med en egen selvkritik, og som igennem 50-60 år, så at sige siden Altiero Spinelli (den italienske eurokommunist og kommissionær, som skrev bogen The Eurocrats). Habermas er måske den sidste af den type dinosaurer, mens der er en hel ny generation af, hvad man kan kalde "konstitutionalister". De bygger, lige som mange der arbejder med samfundskritik, på uomgængeligheden af, at centrene i EU bør være en stærk retspolitik, en stærk miljøpolitik, en ikke-ekskluderende (og måske endda inkluderende) flygtningepolitik, hvor flygtninge får europæisk statsborgerskab, en venstrekeynesiansk økonomisk politik - som faktisk var den Jacques Delors kæmpede for, og som KUNNE have været konsekvensen af Maastricht-traktaten, som Delors iværksatte efter, at det havde vist sig, at Mitterands socialistiske regering i så stort et land som Frankrig, ikke kunne skabe en keynesiansk velfærdspolitik (altså efter den britiske økonom John Keynes). Kun i så stor en økonomi som EU-økonomien ville det kunne have ladet sig gøre - og meget muligt med euroen som verdens reservevaluta i stedet for dollarsen. Det blev ikke til noget. Tilsvarende tragisk blev Europakonventets arbejde med en forfatning af de rådende neoliberalistiske regeringer, som var i flertal, slået sammen med en traktatslig sammenskrivning. Traktaterne kunne i stedet udgøre udskiftelige rammer for det omfattende lovarbejde, som det moderne transstatslige samarbejde MÅ arbejde ud fra; mens man samtidig kunne have en mere stabil konstitutionel ramme for de institutioner og procedurer, der muliggør samarbejde. HUSK, at det er logisk og reelt nonsens at tale om en stats eller en nations suverænitet. Dette franske begreb fra 1576 blev med det westfalske system af stater overtaget som en betegnelse for statslige selvbestemmelse - og mest markant direkte og umodereret overtaget i Kongeloven i Danmark under enevælden i 1665, siden endda gentaget med Grundloven, senest i 1953. Hvor nonsens: for det første fordi INTET land i verden, heller ikke USA eller Sovjetunionen har været suverænt og da slet slet ikke Danmark. For det andet, fordi selvbestemmelse kun muliggøres, hvis selvbestemmelsen (Grundloven, demokratiet) underlægges den transstatslige konstitution, der kan regulere statslig selvbestemmelse og således forbyde fx nazisme eller andre fundamentalistiske påstande om at ët land selv kan bestemme, om det må erobre et andet - som det eksempelvis skete med Irakkrigen, hvor koalitionen bag Operation Iraqi Freedom i 2003 uden for folkeretten selv bestemte, at den (Bush, Blair, Fogh o.a.) bestemte, at Irak ikke havde ret til at bestemme selv. En berygtet tysk jurist, Carl Schmitt, der var rådgiver for den tyske regering i 1930'erne, mente det samme. Derfor står folkeret og EU-ret principielt over lokal ret, men eksempelvis med en række forbehold om, at miljøforurenende affald kan eksporteres til andre medlemsstater, men ikke må bruges - for nu at nævne et af juraens ekstremt sofistikerede specificeringer.
Tilbage til neonationalisme og neoliberalisme: Mærkværdigvis svarer de to strømninger til neo-katolsk "kommunitarisme" og til neo-calvinisme. Men i Nordtyskland og Skandinavien (og Finland) er man ingen af delene, men er lutheranere - lige som formodentlig opfinderen af suverænitetsbegrebet, franskmaden Jean Bodin. Den lutherske position går ind for fælles procedurer, et fælles institutionaliseret retsgrundlag, hvorefter man så kan bygge en tolerance om ret til forskellighed. Men vi må også se os forpligtede på en beskyttelse af de, der rammes af svagheder og eksklusion, en slags ikke-ekskluderende velfærdspolitik, som kan forhindre omkostningerne for det tempoforhøjede risikosamfund. Det er MULIGT at konstruere den slags i EU, og lad os se mulighederne, "a window of opportunity" åbne sig, nu hvor det er åbenbart, at neoliberalismen - lyt til Thomas Pikettys kritik - har spillet fallit. Vi bliver nødt til at samarbejde med de der kan finde ud af at samarbejde, også selv om de er forskellige og med (an)erkendelse af, at der også er stærke solidariske og sociale traditioner blandt de oprindeligt katolske befolkninger. Prøver vi at lukke os ned i en lille fold af sød og smuk indforståethed ender vi med enfoldigt at overse, at toget og den realpolitiske virkelighed buldrer af en helt anden vej, mens vi kunne have fået det til at skifte spor i en meget bedre retning.
NB jo liberalistisk økonomi er en gammel britisk disciplin fra 1700-tallet, senere udvikledes den af østrigske økonomer (under og efter Første Verdenskrig) gik sin gang i Chicagoskolens matematiske økonomi, der tager fejl i illusionen om, at økonomiske systemer via en "usynlig hånd" søger mod ligevægte - vi har ikke set andet end uligevægte fra neoliberalismens side. Tyske økonomer har også gjort sit, da Tyskland efter krigen ikke kunne konstitueres retligt, men kun økonomisk (Ludwig Erhardts såkaldte Wirtschaftswunder, som reelt blot var en forsinket krigsinvesteringsøkonomi, som også kendtes fra Japan 1945-1989). Englands nøleri efter Thatcher, svarede til Reaganomics og Washington Consensus, som deregulerede økonomien. Det skævvred de interesser, der er blevet båret i EF/EU, men først langt op i 1990'erne, velfærdsprojekterne fortsatte længe med at gå deres krabbegang fremad på tværs af områder, mens EU-toget (neo-funktionalismen) tilsyneladende stod stille.
Det man fra danske politikeres og langt de fleste EF-eksperters side helt overså indtil ca 1987, var at EF og EU fremfor alt må undgå desintegration - men af POLITISKE grunde, fordi desintegration har været hovedtemaet lige siden 1337 og radikalt forstærket i en konkurrence om først militærstatslig så endnu mere fatalt nationalstatslig desintegration, altså først med Trediveårskrigen (der reelt varede næsten 100 år) og dernæst med kolonikapløbet og det 20. århundredes 30-årskrig (1914-45). Vi er dybt naive i Danmark, hvis ikke vi (an)erkender, at de sammenbrud udgør ekstremt dyrekøbte erfaringer, som de der i Europa tør huske også bør huske.

Sandhedsvidne?

Sandheden er at EU aldrig fik chancen for at skabe egentlig politisk integration. - skriver Gorm Harste – men en teoretisk forklaring giver forfatteren ikke, ud over, at det er neoliberalismens skyld det hele, som om mange efterhånden ikke har forstået dette – i stedet en komplet uoverskuelig og sikkert meget lærd ’afhandling’, som selv garvede læsere må kløjs i – en overvægtig opremsning af revl og krat uden forståelig sammenhæng – så her skal gøres et lille kortfattet forsøg: -

Hvem sørgede for, at EU ikke fik chancen – det skulle vel ikke være systemet selv …

A: Primat der Ökonomie
Primat der Ökonomie ist ein vor allem in den Sozialwissenschaften verwendeter Begriff, der die These der Dominanz der Wirtschaft über die übrige Gesellschaft oder ihres Vorrangs gegenüber der Politik bezeichnen soll.

B: Primat der Politik
Der oder das Primat der Politik (lat. primatus ‚Vorrang‘) ist in der Politikwissenschaft die Vorrangstellung der Politik vor anderen Gesellschaftsbereichen wie dem Militär, der Wirtschaft oder dem Recht.

Denne EU-Moloch er en étbenet haltefanden, en elitær primat, der kun bevæger sig på ét ben og kun har ét i hovedet, nemlig – Økonomi - og ovenikøbet en udløbsmodel …

At den omsider, efter at have huseret i et halvt århundrede, også vil udvikle sig til en empatisk og demokratisk politisk primat, for at tøjle neoliberalismen, den seneste mutation af den dræbende globale kapitalisme, opleves af flere og flere som en ren illusion, hele tiden forsøgt solgt med myriader af let gennemskuelige løgnehistorier og direkte trusler …

Det kræver sin gentleman, at turde skifte fra gruppe A til B, men helst søge at skabe en demokratisk funderet mellemproportional til gavn for alle medlemmer …

Gorm Harste går uden om den varme grød:

en ikke-ekskluderende (og måske endda inkluderende) flygtningepolitik, hvor flygtninge får europæisk statsborgerskab,

Det ville være smukt hvis økonomien i EU kunne håndtere ovenstående, men regningen vil på sædvanlig neoliberal vis blive sendt ned i bunden af samfundet - til de lavestlønnede.

Faldende løn, vigende velfærd, arbejdsløshed, fattigdom og sporadisk sult, vil være resultatet. Et resultat, der er en realitet og som risikere at blive forstærket af en vigende nationaløkonomi som følge af 2008 krisens eftervirkninger.

Når så EU's økonomisk pressede lavindkomstgrupper protesterer (eksv. via Brexit) så bliver de beskyldt for racisme og xenofobi. Og eliten har etableret deres 'del og hersk politik' i de lavere samfundslag ,og kan håbe på at skjule kapitalismens fejlslagne økonomi ved at udlægge protesterne som racisme.

Flygtningeproblemerne skal løses i oprindelseslandene. EU's kapitalister kan ikke løse deres krise ved at importere billige migrantarbejdere.

Det er hjerne- og arbejdskrafttyveri fra oprindelseslandene og løntrykkerpolitik i modtagerlandene.

Jørgen Steen Andersen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Så derfor kan vi måske omsider få en præcis samtale, om hvordan vi mest hensigtsmæssigt indretter det nødvendige europæiske samarbejde. Der er selvfølgelig ingen grund til at smide barnet ud med badevandet - de samarbejds-og kommunikationsfora, som er etableret, fortsætter naturligvis. Det, som de politiske ledere forhåbentlig nu har fattet, er, at ligefrem proportionalt med det omfang, den økonomiske model ikke passende tilgodeser borgergrupper, vil der være protest mod det politiske lederskab, det være sig nationalt som overnationalt.

Dele af centrumvenstres fedtspilleri med neoliberal, såkaldt nødvendighedens politik, kan vi godt undvære, nu må de holde op med at gå i seng med udbytterne. Tariffen er for ringe.

Gorm Harste, Jørgen Steen Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Og afgørende er det at huske, at den forretningsmodel, der vælges, må være miljø-og socioøkonomisk bæredygtig. Det hedder ikke kun vækst, det hedder : vækst i hvad?

Jeg kender ingen der har så mange kloge svar på spørgsmål om verdens tilstand som Mihail Larsen

Mihail Larsen

Gorm Harste har leveret en bundsolid analyse,

men han er ikke en god formidler. I al fald ikke i dette indlæg. Det er ærgerligt, for hans argumenter og synspunkter er rigtige.

Hvad med EU-lobbyisterne?

Ophøjede debattører har travlt med at afskrive afstemningsresultatet som et resultat af ’pøbelens’ fordummelse via f.eks. tabloidpressen og Boris the Liar – ikke uden relevans i debatten – men hvilken indflydelse på EU’s politik har f.eks. disse 30.000+ (Modkraft) lobbyister i institutionerne mon, er der overhovedet nogen, der har undersøgt det og har en analyse af denne udemokratiske og utilstedelige påvirkning af beslutningerne …

Kampen står i øjeblikket om ’Exit vom Brexit’ – men mange andre ’kampe’ burde også føres – den ene lige så vigtig som den anden - det der da være nogen 'kloge' hoveder, der vil kunne give ædruelige bud på …

Olav Bo Hessellund, Randi Christiansen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Sider