Klumme

De overlevede krigen, men freden knækkede dem

Afghanistan var, ud over død og lidelse, også et liv med formål og et intenst fællesskab. Vi levede som de første mennesker i små tætte grupper. Sov sammen, spiste sammen og sked i huller sammen. Da vi kom hjem, var der fred, men intet fællesskab. Måske er det derfor, veteraner går til grunde?
1. juli 2016

Man ser først opslaget i en af de mange facebookgrupper for veteraner og deres pårørende. En desperat hustru eller bror efterlyser Peter eller Anders, eller en tredje hvis telefon de sidste par døgn er gået direkte på telefonsvarer.

Så kommer dødsannoncen, mindeopslagene på Facebook og et par artikler i aviserne. Og således ender rejsen for en kriger, der stod imod kugler, raketter og nedgravede sprængladninger. Som faldt. Ikke blandt venner i Helmands ørkensand, men for egen hånd alene i en dansk skov.

På under en måned har to danske afghanistanveteraner med PTSD taget livet af sig selv. For os, deres gamle soldaterkammerater, er det hjerteskærende. Det liv, vi kæmpede så indædt for, og al den offervilje, vi udviste for hinanden, virker omsonst.

Værst er smerten for de pårørende. Alle deres bekymringer og glæden over at have fået deres elskede uskadt hjem var forgæves.

I krig smager livet som vand for den tørstende. Som ilt for den druknende. Når døden er tæt på, er alternativet så nærværende. Så hvorfor opgiver veteraner, der har overlevet krigen, det hele i mødet med freden?

Der er ingen simpel forklaring, og for den individuelle soldat kan PTSD opstå af vidt forskellige grunde. Den rammer soldater i støttefunktioner såvel som kampsoldater.

Dog viser forskning, at det ultimativt mest traumatiserende er at se sine kammerater blive sårede eller dræbt. Det skete heldigvis aldrig for mig, og det er nok derfor jeg plejer at sige, jeg havde en nem udsendelse. Selv om jeg var i kamp, skød efter mennesker og så masser af blod dernede.

Hvor forfærdelig krigen end var, var det et nemt liv. Der var ingen rudekuverter og regninger. Vi skulle ikke lave mad eller vaske tøj, og de par kvadratmeter, vi boede på, kunne rengøres på et kvarter. Rakte man armen ud i mørket, kunne man nå alle sine ejendele, som man vidste præcis hvor lå.

Læs også: Afghanistan kræver stadig ofre

Det lyder helt zenbuddhistisk, men mens hele ’new age mindfullnes’-bølgen søger ind i sindet, var vi konstant omgivet af andre mennesker, der snorkede, snakkede og larmede. Vi sov og arbejdede få meter fra hinanden, og selv når man skulle skide uden for lejrene, stod der en sikringsmand ved siden af med skarpladt gevær.

Vi levede som de første mennesker i små tætte grupper, hvor alle havde en funktion, og hvor gruppens overlevelse afhang af den enkelte. En form for sparta-militaristisk socialisme.

Herhjemme møder man et liv, hvor individet og friheden står over alt. Hvor man ikke rigtig skylder hinanden noget, og hvor enhver er sin egen lykkes smed. Som veteran har man friheden til at komme på universitetet og skrive klummer til Information.

Man kan også bure sig inde og spille X-Box og pisse i flasker et par år. Eller flytte ud i en skov. Der er ikke rigtig nogen, der blander sig.

Det man var god til i krig, kan sjældent bruges til særligt meget herhjemme, så man må skabe sig en helt ny identitet, uden at være del af noget større.

Samtidig skal man fungere i et samfund, der er designet af hyper-rationalistiske akademikere. Når man hører om PTSD-ramte veteraners kamp mod systemet, så slås de med de samme grundlæggende banale problemer, som alle andre borgere i Behandlingsdanmark.

Uoverskuelige papirmængder og mødeindkaldelser. En eller anden dokumentationsfrist, der bliver overset, og hundredtusindvis af kroner i sygedagpenge eller boligstøtte, der skal betales tilbage. Fremmedgørelse og psykiske problemer er et stigende problem i samfundet generelt, så måske fungerer de psykisk mærkede veteraner bare som kanariefugle i kulminen.

Det var ikke krigen, der knækkede dem, men manglen på formål og fællesskab herhjemme.

Niels Jespersen er cand.mag. og debattør

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pernille Elholm
  • Niels Duus Nielsen
Pernille Elholm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ernst Enevoldsen

Man kunne vove den tanke, at den tilstand der får veteraner til at gå i hundene, er den samme tilstand der fik dem til at melde sig til krigstjeneste i første omgang. Og at den sociale nedtur de stakkels mennesker får efter hæren, mange gange ikke har så meget med jobbet som soldat.

Lis Kyllikki Turunen Pedersen

Jeg er pacifist og vil fra hjerte og forstand ønske, at vi løste ( ja også de store ) konflikter med dialog og...... Iblandt påstår jeg, at tanker er toldfrie.... og det er vist kun sandt ( om overhovedet), hvis de forbliver bare en tanke. OG jeg bliver meget beklemt ved Ernst Enevoldsens "vov"ede indlæg.
Jeg vil gerne takke for det forstandige klumme... jeg har PSTD del-vis pga. meget voldelig voldtægt ... jeg er ikke ( en ) stakkels og jeg er fuld af medfølelse med "sårede" soldater.

Niels Duus Nielsen

Ernst Enevoldsen, der tror jeg du tager helt fejl og foretager en virkelig grov generalisering.

Niels Jespersen tror jeg er et godt eksempel på en frivillig, der har haft en "nem" udsendelse. Han er ikke blevet voldsomt traumatiseret, så han har været i stand til at udnytte de muligheder, der er for en hjemvendt veteran.

Men hvis den selv samme Niels Jespersen havde været så uheldig at have oplevet sine venner dø under udsendelsen, er det ikke sikkert, at han ville være i stand til at skrive sine afbalancerede klummer her i Information. Så ville han måske sidde ude i skoven og "spille X-Box og pisse i flasker et par år", som han skriver.

Du er åbenbart uvidende om, at der i de seneste mange år er blevet forsket intenst i PTSD, netop fordi så mange velfungerende mennesker går ned med flaget efter at have været i krig. Det er et kæmpeproblem i USA, fordi de hele tiden er i krig et eller andet sted.

Her er et lille udvalg af citater fra videnskabelige rapporter om emnet:

"Gulf War veterans, compared with non-Gulf veteran controls, reported significantly higher rates of PTSD."

http://aje.oxfordjournals.org/content/157/2/141.short

"The PTSD and subthreshold-PTSD groups did not differ with respect to aggression, though both groups were significantly more likely to have endorsed aggression than the non-PTSD group."

http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/jts.20258/abstract;jsessionid...

"The medical burden of PTSD includes physical health problems; combat veterans with serious somatic concerns should be evaluated for PTSD."

http://ajp.psychiatryonline.org/doi/abs/10.1176/ajp.2007.164.1.150

Og der er mange, mange flere, hvor disse kommer fra. Google er din ven.

Ernst Enevoldsen

Jeg tvivler ikke på at PTSD er et resultat af grusomme erfaringer som soldat. Jeg gør diskret opmærksom på, at det er os i samfundets nederste kaster der bliver soldater. Både i Danmark og i USA.
Det må man ikke sige i et demokratisk samfund, men jeg gør det alligevel, for det er sandt.
Derfor er påstanden om, at de livsomstændigheder der gør folk til soldater, også kan være med til at få dem til at gå ned med flaget efter en udsendelse, noget der skal med. Ellers kommer man ikke videre. Der er alt for mange tatoveringer og historier om dummebøder blandt de udsendte.
Og jeg er en gammel mand. Jeg har både været soldat og kommer fra bunden. Jeg ved hvad jeg snakker om.

Philip B. Johnsen, Torben Skov, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@lis kyllikki turunen pedersen

Jeg indrømmer, at jeg hverken er pacifist eller tror på, at alle konflikter kan løses med dialog.
Men........ikke desto mindre er det mig komplet umuligt at forstå, hvad danske tropper har at gøre i en borgerkrig i Mellemøsten.

Jeg forstod til fulde Natos eskortetjeneste mod piraterne ud for Somalia - jeg havde også kunne forstå en kraftig rekognoscering til lands for at ryge pirathulen ud.

Men danske landtropper i Irak, Afghanistan, Syrien eller hvorsomhelst udenfor Europa - Nej.
Det skaber flere problemer end det løser.

Når man hører om så og så mange sårede ved en eller anden mineeksplosion, så er det ikke John Wayne, det får en pil i skulderen. Typisk er der tale om bortsprængte og amputerede lemmer, typisk bortsprængte ben - og det er det altså ikke værd.

Jeg plejer at kunne holde kæft ud af respekt for krigsinvaliderne; men............................

Og så er der alle de PTSD ramte veteraner, som Niels Jespersen skriver om.