Kronik

’Pas på hinanden på hele ruten’

Den empati og tilgang til fællesskabet, som 14 drenge fra Blågårds Plads har skabt med et motionsløb, bør være vores fælles udgangspunkt. Ikke kun på ruten igennem Nørrebro, men i hele vores land, i hele vores verden
Den empati og tilgang til fællesskabet, som 14 drenge fra Blågårds Plads har skabt med et motionsløb, bør være vores fælles udgangspunkt. Ikke kun på ruten igennem Nørrebro, men i hele vores land, i hele vores verden
13. juni 2016

Du finder mig oppe på scenen og smiler med et smil, der er større end din egen krop. Jeg kan høre på dine ord, at dit hjerte banker hurtigt af begejstring.

»Der er kommet 1.000 løbere!« råber du og griner. Du er stolt. Stolt af dig selv, dine venner og jeres arbejde.

Alle på Blågårds Plads afventer startskuddet. Solens stråler kan ses på brostenene. Børnene står på tæer helt oppe foran. Tusind mennesker er samlet.

14 unge drenge med anden etnisk baggrund har skabt et motionsløb med store ambitioner. I skulle være iværksættere og herigennem opnå en stærkere tilknytning til uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og det danske samfund. Efter lange skoledage har vi haft lange arbejdsdage.

Jeg er en af de voksne, som har hjulpet, rådet og vejledt undervejs. I har udarbejdet kontrakter, forhandlet med store virksomheder, holdt oplæg for flere hundrede mennesker og søgt tilladelser hos blandt andre kommunen og politiet.

14 unge drenge med anden etnisk baggrund ønskede at skabe noget: Et motionsløb rundt i Nørrebros gader. Et ønske om at vise, at Blågårds Plads og Nørrebro er langt mere, end hvad medierne fortæller. Det er alt andet end afbrændte biler og bandekriminalitet. Det er jeres hjem. Det meste af overskuddet skulle gå til en rejse til jer selv.

»Det er smart, at vi kan tjene penge til en rejse sådan her, for ellers er vi måske nogen, der aldrig ville komme ud at rejse,« forklarede du mig. Men samtidig skulle 10 procent af overskuddet gå til Læger uden Grænser. I en tid med stort fokus på flygtninge vil I gerne hjælpe og støtte dem.

Alle kommer fra et sted

Et par dage før løbet spurgte du mig, hvor jeg egntlig kommer fra.

»Jeg er født i Danmark,« forklarede jeg dig. »Men er du så rigtig dansker?« spurgte du og kiggede på mit mørke hår. En stor eksistentiel tanke fra en dreng på 14 år. Du forklarede dig med, at jeg ikke ligner en dansker.

Jeg fortalte dig, at min familie rejste fra Portugal længe før min tid. Mit mellemnavn er albansk, mit efternavn er stavet på fransk, min familie er jødisk, og mit hår er mørkt.

»Jeg kan godt forstå, at du spørger,« sagde jeg. »Men jeg har ikke det svar, som du leder efter.«

Jeg har ikke svaret på dit spørgsmål, fordi det ikke handler om, hvorvidt jeg er dansker. Det handler om, hvad det betyder at være dansk, og hvorfor det at være dansk overhovedet er af betydning. Er din nationalitet vigtig i forhold til din selvforståelse og dermed din eksistens? Ja. Men er den vigtigere end din eksistens? Hvis vi sætter jeres nationalitet før jeres eksistens, glemmer vi at forene det, I er, og det, I kommer fra, med det, I drømmer om.

At sætte nationaliteten forud for eksistensen er det samme som at sætte essensen forud for eksistensen. Når vi fokuserer på essentialisme i stedet for eksistentialisme, har vi pludselig ikke muligheden for at skabe vores egen tilværelse. For er det jeres nationalitet, der skaber jeres tilværelse?

14 unge drenge med mørkt hår, som drømmer om at være iværksættere. Jeg har aldrig tænkt over, hvilken nationalitet I har. Om I er danskere eller ej. I er jo her med mig. I Danmark.

At navigere elegant

Hvorfor tænker du over, om jeg er dansker? Som unge drenge med anden etnisk baggrund står I på mange måder med en fortid, der er langt fra jeres nutid. Hvor kommer I fra, hvor er I nu, og hvordan skal I være i dette. Traditioner, sprog og udseende. At glemme det eller at glemme sig selv. At navigere elegant imellem flere nationaliteter.

Er I danskere eller er I marokkanere, pakistanere, tyrkere eller albanere? Hvad er det, der definerer jeres nationalitet?

Grunden til, at jeg ikke har tænkt over, hvilken nationalitet I har, eller hvilket land jeres familier kommer fra, handler om, at det ikke bør være vores udgangspunkt. Udgangspunktet er dig og din tilstedeværelse. Din eksistens, og hvordan du møder mig. Jeg kan ikke tage stilling til, hvem du er, ud fra hvor du kommer fra. Jeg kan tage stilling til, hvem du er, ud fra hvordan du møder og behandler dine omgivelser.

Jeg forstår godt, at nationaliteten har betydning for selvforståelsen. At have forståelse for hvorfor man er, som man er. Men skaber det en tættere og tryggere relation for jer, hvis vi kommer fra det samme?

At føle sig fremmed handler ikke om at være fremmed. Det handler om at være fremmedgjort. At medierne ikke fokuserer på jeres positive historier. At I som telefonsælgere skal kalde jer for Morten i stedet for Mohammed. Og at I ikke er med på de danske politikeres billede af, hvad Danmark er.

Når samfundet skaber et fokus som dette, kommer nationaliteten til at veje tungere end eksistensen. Man bliver fremmed i et land, som er ens hjem. Men skaber det gevinst eller risiko?

Det er derfor, at samtalen opstår. Samtalen om, hvor du og jeg kommer fra. Samtalen om, hvorvidt vi er danskere. Og det bliver tillagt værdi og følelse.

»Der er så meget, vi skal passe på,« siger Dansk Folkeparti.

Ja. Vi skal passe på hinanden. Vi skal passe på ikke at fremmedgøre.

»Pas på hinanden, når I løber igennem kirken. Husk at give hinanden plads. Pas på hinanden på hele ruten, det er dét, løbet her handler om,« lyder det i højtalerne på Blågårds Plads.

Den empati og tilgang til fællesskabet bør være vores fælles udgangspunkt. Ikke kun på ruten igennem Nørrebro, men i hele vores land, i hele vores verden.

Lys i øjnene af glæde

Startskuddet lyder, og løbet er i gang. En lang arbejdsproces er ved at runde af. Vi står oppe på scenen og ser et tusind løbere løbe over startlinjen.

Jeg ser rundt på jer. Jeg ser jer betragte resultatet af jeres arbejde med lys i øjnene. Jeg er stolt af jer. Og jeg er til med stolt af jeres drømme. I har skabt rammerne for et nærværende fællesskab. I kan ikke gøre mere nu.

Nu afhænger succesen af, at dem omkring jer tager del i det. Nu er det op til dem, at de tager det samme udgangspunkt som jer. Det er op til dem, om de også drømmer om en fremtid i et fællesskab med resten af samfundet.

Jeg ser på blomsterne, som ligger i min cykelkurv. Blomsterne, som jeg har fået af jer. Jeg er rørt over, at der er tusind mennesker, der støtter op om jeres arbejde, visioner og drømme. Jeres ønske om at skabe noget. Men jeg drømmer videre i mit stille sind. Jeg drømmer om, at der er langt flere end tusind mennesker, der støtter op om jer.

At støtte op og passe på hinanden er at være menneske. At være menneske bør blive tillagt større værdi end at være dansk.

Emilie Adelina Monies er film- og tv-fotograf. Hun er tilknyttet udviklingsprogrammet Mind Your Own Business, som arbejder med unge drenge i udsatte boligområder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Malan Helge
  • ingemaje lange
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Karsten Aaen
  • Henrik L Nielsen
  • Britta Hansen
Tino Rozzo, Malan Helge, ingemaje lange, Mikael Velschow-Rasmussen, Karsten Aaen, Henrik L Nielsen og Britta Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Britta Hansen

Bare jeg kunne give en dobbelt anbefaling!

Tak for at fortælle om dette løb - tak for dit arbejde og tak til de 14 entusiastiske drenge. Et lysglimt og opmuntrende på en ellers mørk dag.

Og nej, vi kommer ikke ret meget længere med at kategorisere os selv og hinanden i 'nationaliteter'. Der er helt andre værdier, der vejer tungere - det er dem, du har beskrevet i dit indlæg.

Tino Rozzo, Malan Helge, ingemaje lange, Torben Skov og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Det er helt fint. Jeg var lige inde at se hjemmesiden. Fint alt sammen, men blev alligevel lidt skuffet over stort set alle "voksne" var pæredanske. Hvor er de voksne med indvandrerbaggrund? Deltagerne i løbet var også domineret af etniske danske, men måske tager jeg fejl her. Og så et lille opstød. Kunne man ikke undgå udtrykket: Unge drenge. Drenge er sgu unge. Man kan for skæg kalde én gamle dreng og en ung for en ung mand. Hvad med et ungt spædbarn ?

odd bjertnes

Intet nyt er godt nyt. og motionsløb er sikkert hyggelige foreteelser (har ingen praktisk erfaring dermed). Men i sig selv er dette nyhed på DR-plan : Der er fundet en angiveligt integrerings-interesseret asylant i en landsby i Skive - (som ikke kunne finde på at LØBE igennem en kirke endda - det var her i morges...) - eller den slags .... sensationer ?