Kommentar

’Remain’ var værst, men det var ’Leave’ også

I kaosset efter det britiske nej til fortsat EU-medlemskab ligger der en gylden chance for venstrefløjen til at definere et nyt europæisk projekt
I kaosset efter det britiske nej til fortsat EU-medlemskab ligger der en gylden chance for venstrefløjen til at definere et nyt europæisk projekt

Michael Kappeller

30. juni 2016

Sent i sit liv stillede Freud det legendariske spørgsmål »Was will das Weib?« (hvad vil kvinden?) som indrømmelse af sin forvirring over den kvindelige seksualitets gåde. Er vi ikke i dag forvirrede på samme måde? »Hvad vil Europa?«

Brexit-afstemningens fulde dimension står klart, når vi ser på den større historiske kontekst. I både Vest- og Østeuropa ser vi tegn på en langsigtet omkonfigurering af det politiske liv. Indtil for nylig kappedes to dominerende partier om vælgerkorpsets gunst – dels et centrum-højre-parti (kristdemokrater, konservative, liberale, populister osv.), dels et centrum-venstre-parti (socialister, socialdemokrater) – og derudover en række småpartier, der henvendte sig til smallere vælgergrupper (grønne, neofascister osv.).

Nu har vi fået en samlet establishmentfraktion, der går ind for globalkapitalismen som sådan og som regel er relativt tolerant over for spørgsmål som abort, homoseksuelles rettigheder, etniske minoriteter osv. – og over for den står en stadig stærkere indvandrerfjendsk fraktion, som forgrener sig ud i direkte racistiske og neofascistiske grupperinger.

Europa er fanget i en ond cirkel, der svinger mellem på den ene side et Bruxelles-teknokrati, der er ude af stand til at trække kontinentet ud af dets inerti, og på den anden en folkelig vrede imod samme inerti – en vrede, som nye, mere radikale venstreorienterede bevægelser prøver at samle op, men som primært højrefløjens nationalpopulisme har forstået at slå mønt af.

Brexit-folkeafstemningen rykkede ind i denne nye modsætningsakse, hvilket siger alt om, hvad der var så forfærdeligt galt ved den. Betragt blot de sære sengekammerater i Brexit-lejren: højreorienterede ’patrioter’, populistiske nationalister næret af frygten for indvandrere blandet op med desperat arbejderklasseraseri. Er en sådan blanding af patriotisk racisme med vreden fra ’almindelige mennesker’ ikke et ideelt grundlag for en ny form for fascisme?

EU spilder tiden

Vi skal ikke lade os narre af intensiteten i de følelsesmæssige investeringer i folkeafstemningen. Dette valg tilslørede de sande spørgsmål: Hvordan bekæmper vi ’handelsaftaler’ såsom Det Transatlantiske Handels- og Investeringspartnerskab (TTIP), der udgør en reel trussel mod den folkelige suverænitet? Og hvordan kan vi afværge de økologiske katastrofer og økonomiske ubalancer, der skaber større fattigdom og flere migrationsstrømme. Jaet til Brexit har medført et alvorligt tilbageslag for disse kampe.

Da Stalin sidst i ​​1920’erne blev spurgt, hvilken politisk orientering, der var værst – højrefløjen eller venstrefløjen – vrissede han: »De er begge værst!« Forholder det sig ikke lige sådan med det valg, de britiske vælgere blev stillet over for? ’Remain’ var værst, fordi det var ensbetydende med at blive hængende i den inerti, der holder Europa nede. ’Leave’ var også værst i den forstand, at det fik førnævnte ’inerti’ til at se ud som det mindre af to onder.

I dagene før folkeafstemningen cirkulerede der pseudo-dybe tanker i vores medier: »Uanset resultatet bliver EU aldrig det samme – unionen vil have lidt uoprettelig skade.« Men faktisk er det modsatte tilfældet: Intet har virkelig forandret sig, bortset fra at Europas inerti er blevet umulig at ignorere. Europa vil igen spilde tiden på lange forhandlinger mellem EU-landene, der fortsat vil gøre ethvert storstilet politisk projekt uigennemførligt.

Grib chancen

Den forvirring, der ligger bag Brexit-folkeafstemningen, er ikke begrænset til Europa – den er en del af processen i hele vores samfunds aktuelle krise, der viser sig i ’fabrikation af demokratisk samtykke’. Vi ser den igen og igen reflekteret i den voksende kløft mellem de politiske institutioner og den folkelige vrede, der også har frembragt en Trump og en Sanders i USA. Tegnene på kaos findes overalt: Fra den seneste debat om våbenkontrol i den amerikanske kongres til Demokraternes sit-in-protest.

Er tiden da inde til fortvivlelse? Nej. Husk på Mao Zedong gamle motto: »Under himlen hersker der totalt kaos – situationen er fremragende.« En krise må tages alvorligt, uden illusioner. Men også som en chance, som det må gælde om at udnytte til fulde. Selv om kriser er smertefulde og farlige, er det også det terræn, hvor kampe skal udkæmpes og vindes.

Tilbyder den herskende forvirring os ikke en unik chance for at reagere på behovet for radikale forandringer på en mere hensigtsmæssig måde? Med et projekt, der kan bryde EU-teknokratiets og den nationalistiske populismes onde cirkel? Den sande front burde ikke gå mellem de anæmiske teknokrater og de nationalistiske lidenskaber. Men mellem deres onde cirkel og et nyt paneuropæisk projekt, der kan adressere de sande udfordringer, som menneskeheden står over for i dag.

Nu da der som et ekko af Brexits sejr også lyder krav om udtræden af EU i flere andre lande, kalder hele situationen på lige præcis et sådant projekt. Hvem griber chancen? Desværre næppe den eksisterende venstrefløj, som er berygtet for sin enestående evne til aldrig at gå glip af en chance for at gå glip af en chance.

© Slavoj Žižek og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Ejvind Larsen
  • Torben R. Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • erik mørk thomsen
Olaf Tehrani, Ejvind Larsen, Torben R. Jensen, Niels Duus Nielsen og erik mørk thomsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nille Torsen

Det er værd at minde om at et parlamentarisk demokrati ikke er POSITIVT, men NEGATIVT defineret (Karl Popper: "The Open Society and Its Enemies"). Folket har ikke reel mulighed for at vælge en regering der vil det samme som dem selv. De har derimod mulighed for at vælte en regering som de er imod. Det gør de ved at stemme Marine Le Pen, Donald Trump, etc.

Touhami Bennour

Det er ikke noget I vejen med demokratiet, men folket har altid villet de samme: Brød og spil som cæsar sagde. Det er heller ikke noget I vejen at ville brød men brødet er det samme fra Cæsars tid. og det værste føler folket sig lykkeligt med brød og spil. Det værste er spil går nogle gange så langt at det bliver til krig.

Niels Duus Nielsen

Niels Bøjden, jeg kan forstå, at du er ganske godt tilfreds med den måde, det repræsentative demokrati er organiseret på, og det er din ret. Det er jeg så ikke, bl. a. fordi det har udartet sig på en måde, så ganske snævre flertal kan lade fuldstændig hånt om store mindretal. At 51% af en repræsentativ forsamling kan ignorere de 49% er ikke et sundhedstegn for et oplyst demokrati.

At 51% af en befolkning kan afgøre 100% af en befolknings fremtid ved en folkeafstemning er ikke meget bedre. I Storbritannien har vi netop set, hvordan et snævert flertal i parlamentet har lidt nederlag til et snævert flertal i befolkningen. Havde befolkningen stemt, som det snævre parlamentariske flertal havde ønsket, havde vi to ikke haft denne meningsudveksling.

Men nu gik beslutningen etablissementet imod, så nu må vi alle lægge øre til den såkaldte "elites" forfærdede forsøg på at bortforklare resultatet med antidemokratiske argumenter. Befolkningen er simpelthen for uoplyst til at kunne afgøre så vanskelige spørgsmål, hører vi. Folkets repræsentanter har ikke været gode nok til at forklare, hvad afstemningen gik ud på, hører vi. Der er visse beslutninger, der simpelthen er for vigtige til, at vi kan lade befolkningen afgøre dem, hører vi.

"Måske fordi de valgte har en større indsigt i konsekvenserne ved at forlade EU" skriver du, og mit spørgsmål er så: Hvorfor har de så ikke delagtiggjort os i disse konsekvenser på en måde, så vi kan forstå det? For hvis det virkelig var så simpelt, er det jo blot et spørgsmål om at fremlægge kendsgerningerne åbent og uden hverken over- eller underdrivelser. I stedet vælger begge sider at køre skræmmekampagner, der taler mere til følelserne end til intellektet.

I forvejen er tilliden til politikerne på et historisk lavt niveau. Som Mihail Larsen gerne påpeger i sine indlæg, minder det om folkestemningen i Weimarrepublikkens slutperiode, hvilket jeg er helt enig med ham i. Der er ingen der siger, at det behøver at ende ligesom dengang, men der er meget, der taler for, at vi og politikerne bør ændre den måde, vi kommunikerer på. Når man har brug for professionelle kommunikatører for at kunne tale sammen, er der noget grundlæggende galt i et samtaledemokrati.

Partidisciplin har udartet sig til at være en hæmsko for den demokratiske samtale. Ifølge grundloven skal en folkevalgt stemme efter sin overbevisning. I dagens Danmark får en parlamentariker frataget sine ordførerskaber, hvis vedkommende stemmer imod partilinjen.

Det minder mig om min ungdom, hvor enhver afvigelse fra centralkomiteens udstukne kurs blev skarpt forfulgt og sanktioneret. Forskellen er blot, at der dengang ikke var nogen der påstod, at der var tale om en demokratisk fremgangsmåde, der var bred intern forståelse for, at basisdemokratiet af effektivitetshensyn var afskaffet indenfor Partiet. Det er bl. a. derfor, det i dag kaldes "betonkommunisme" - kursen var støbt i beton og ikke til at rokke. Men det var dog et ærligt diktatur, der ikke smykkede sig med demokratiske fjer, i modsætning til den politiske elites nuværende diktatur, der forsøger at overbevise os om, at det er os, folket, der bestemmer, når det i virkeligheden er lobbyisterne, der har det sidste ord.

Derfor maler jeg fanden på væggen, og advarer om, at demokratiet er ved at afskaffe sig selv. Forhåbentlig tager jeg fejl. Men uanset hvad, er den demokratiske løsningen ikke i demokratiets navn at afskaffe demokratiet. Og heller ikke at fortsætte som om intet var hændt.

Nils Bøjden

"Det er værd at minde om at et parlamentarisk demokrati ikke er POSITIVT, men NEGATIVT defineret"

Sikke dog noget sludder. De eneste der kan finde på at sige sådan noget er de der ikke har en chance for at komme til at bestemme i et demokrati.

Nils Bøjden

"Niels Bøjden, jeg kan forstå, at du er ganske godt tilfreds med den måde, det repræsentative demokrati er organiseret på, og det er din ret."

Jeg har endnu ikke set noget bedre en parlamentarisk demokrati. Og hvis det skal været et diktatur, kan det selvfølgelig kun være med mig som diktator.

"Men nu gik beslutningen etablissementet imod"

Ikke beslutning. Netop ikke beslutning. Mening. Eller vejledning. Men absolut ikke beslutning. Det er netop den vejledende afstemnings natur. Hvis det skulle have været en beslutning skulle der have ligget et lovforslag.

"Hvorfor har de så ikke delagtiggjort os i disse konsekvenser på en måde, så vi kan forstå det? "

Det tor jeg at f.eks Labour har nogle gevaldige interne rivegilder om, nogle rivegilder som mest af alt ligner en borgerkrig. Men ellers kan jeg ikke sige hvad der blevet sagt og ikke sagt i løbet af Remain/Leave afstemningen.

"Havde befolkningen stemt, som det snævre parlamentariske flertal havde ønsket, havde vi to ikke haft denne meningsudveksling. "

Forskellen med de 2 standpunkter er netop at ved at sige JA har man en klar viden om hvad konsekvenser er. Ved at sig NEJ er der ingen der aner hvad konsekvenserne bliver:

2mio britiske pensionister uden opholdstilladelse i Spanien, Italien og Portugal? Måske.

10.000 britiske ansatte i EU som sendes hjem? Vel at mærke veluddannde administratorer som er monstersure. Så absolut.

Etablering af nye konstruktioner i det britiske administrationssystem til at håndtere alle de områder som EU har håndteret? Ja da. Med omkostninger svarende til eller dyrere end de der var til EU.

Handelsaftaler med EU? Ikke før de har meldt ud om de vil være i EU eller ej. Og derefter regn med 2 - 5 år.

Manglende investeringer grundet tvivl om tilslutning til EUs indre marked i overskuelig fremtid? Med stor sandsynlighed.

Etablering af nye visum aftaler for britiske statsborgere? Tid, tid og tid. Og indtil da formodentlig ganske besværlige rejser for britiske statsborgere.

Handelsaftaler med resten af verden? Regn med 5 - 10 år som minimum. EUs aftale med Canada tog 9 år at forhandle på plads.

Hvad vil man gøre for , som var et af hovedtemaern i valgkampen, at begrænse indvandringen. En udmeldelse af EU vil kun fjerne ca 40% af indvandringen. Og det er ikke sikkert at det fjerne den uønskede del.
http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/File:Immigra...(%C2%B9)_YB15.png

Hvad vil man gøre ved de ca 1mio EU statsborgere der har arbejds- og opholdstilladelse i UK? Smide dem ud?

Tusindvis af nye love som skal erstatte EU regler? Jeps. Og det haster. Og det bedste bud de har på de love, er at overtage EU reglerne da man ellers skal til at forhandle love i parlamentet. Og det er der nok ikke tid til.

Dette er blot nogle af de områder man skal arbejde med hvis man vil effektuere det forslag et flertal mente man skulle. Og så skal man nok forberede sig på en reduktion af størrelsen af UK. Både geografisk og økonomisk.

Sören Tolsgaard

@Sören Tolsgaard

"Du tager i den grad fejl. Tyskerne er de der er mest bekymret for en mulig britisk EU exit. Med Uk ude vil de sydeuropæiske lande sammen med Frankrig kunne lægge en ny EU finanspolitik. For tyskernes penge. Og hvis det sker vil tyskerne bakke ud og så vil EU knække over i et sydeuropæisk EU og et nordeuropæisk EU (uden Polen)."

Tja, Sydeuropa plus Frankrig kan næppe vedtage ret meget uden Tysklands accept, for bag de lukkede døre i EU's korridorer er det udelukkende de økonomiske muskler der tæller, det troede jeg dog, du var klar over? Du udtaler dig jo hele tiden meget autorativt, nærmest som et orakel, men måske er dine skråsikre synspunkter blot ønsketænkning;)

EU er allerede ved at knække over. Visegrad-landene (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn) har på udenrigsministerniveau udtrykt ønsket om en langsommere udvikling med flere nationale hensyn, og der er formentlig folkeligt flertal imod EU i både Holland og Frankrig, som er i total opløsning indadtil.

Det er storslået at høre dine belæringer om, at man blot kan stemme på den rigtige, eller selv stille op eller, danne sit eget parti, osv. I teorien korrekt og en snild måde at mobbe menigmand på. Det forandrer dog intet ved, at de etablerede og de velstillede er korrupte og misbruger deres magt til at vildlede en stadig mere splittet befolkning. Manglen på ærlige statsmænd med folkeligt perspektiv er katastrofal og konsekvenserne uoverskuelige. Et tiltrængt hjertesuk, også selvom man ikke selv mener sig kompetent til at løfte opgaven. En bøn til højere magter om at sende en forløsning, når man ved, at de nuværende magthavere ikke magter opgaven. Og undlad nu blot venligst yderligere udpensling af, at musen selv kan bekæmpe elefanten.

"Forskellen med de 2 standpunkter er netop at ved at sige JA har man en klar viden om hvad konsekvenser er. Ved at sig NEJ er der ingen der aner hvad konsekvenserne bliver."

Tja, de færreste havde vist nogen forestilling om, hvad de sagde ja til, de vi gik ind i EF i 1973?Propagandaen lød, at det handlede om økonomiske fordele, flere gange siden blev unionens spøgelse lagt stendødt, men rejste sig hver gang fra graven og blev stadig mere levende, ikke mindst, da 100 mio. østeuropæere (såkaldt "arbejdskraft") pludselig fik fri adgang til jobs i vores lille del af verden. Som det næste har vi måske udsigt til at 75 mio. tyrkere får samme rettigheder. Det var vistnok en af de usikkerheder, som fik mange til at stemme nej.

Så konsekvenserne har været vidt forskellige, for de rige udsigt til yderligere gevinst, for de fattige udsigt til yderligere marginalisering. Så derfor er det vel ikke særlig sært, at resultatet af UK's afstemning er vidt forskelligt i rige og fattige kvarterer.

Konsekvensen af et nej er på den anden side ikke helt så uklar og uoverskuelig, som du påstår. EFTA-landene klarer sig ganske udmærket og har allerede inviteret UK (det skriver pressen dog ikke meget om, folk skulle jo nødig få gode ideer). Specielt Island har vist, hvordan man kæmper sig fri af korrupte politikere og beror sig på folkelig solidaritet.

Nils Bøjden

"Du udtaler dig jo hele tiden meget autorativt, nærmest som et orakel, men måske er dine skråsikre synspunkter blot ønsketænkning"

Det har jeg i mange år forsøgt at forklare mine børn at jeg er. Med skiftende held.

Nils Bøjden

"I teorien korrekt og en snild måde at mobbe menigmand på."

Ikke i teorien. I praksis. Og det er ikke en mobning med en konstatering af demokratiets natur. Og du kan også etablere dit eget parti. Uden der en nogen der forsøger at slå dig ihjel eller bortføre dine døtre. Modsat mange andre styreformer.

Nils Bøjden

"Konsekvensen af et nej er på den anden side ikke helt så uklar og uoverskuelig, som du påstår. EFTA-landene klarer sig ganske udmærket og har allerede inviteret UK"

Hvis det er hvad man vil. Og der er udfordringen. Ingen ved hvad de vil i stedet for EU. Heller ikke britterne.

Sören Tolsgaard

Nils Bøjden -

"I teorien korrekt og en snild måde at mobbe menigmand på. Ikke i teorien. I praksis. Og det er ikke en mobning me[n] en konstatering af demokratiets natur."

Well, en kringlet tilkendegivelse af, at der faktisk er tale om mobning;) - Det er jo unægtelig mere realistisk for rigmandssønnen Donald Trump at stille op som præsidentkandidat, end for en almindelig borger. Et er teori; noget andet, at nogle er mere lige end andre. Uanset vores overfladiske civilisation beror vi os langt hen ad vejen på primitiv manifestation af magt.

"EFTA-landene klarer sig ganske udmærket og har allerede inviteret UK. - Hvis det er hvad man vil. Og der er udfordringen. Ingen ved hvad de vil i stedet for EU. Heller ikke britterne."

EU ved heller langtfra, hvad man vil. Visegrad-gruppen (Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn) har netop erklæret, at de ønsker større national selvbestemmelse, Tyskland ønsker turbo på ensretningen, Frankrig synes i opløsning, mens Grækenland er sat i skammekrogen. EFTA-landene har i det mindste den fordel, at deres politikere ikke kan dække sig ind bag EU's krav om mørkelægning og ensretning, ingen kan overtrumfe det nationale flertal.

Nils Bøjden

@Sören Tolsgaard

Det virker ikke helt som om du forstår hvad jeg skriver så jeg forsøger en anden indgangsvinkel.

Hvis UK træder ud af EU har de ingen internationale aftaler. Det drejer sig om handel (både materielle og services, herunder finansielle) , arbejdskraft (både udenlandske i UK og britiske i udlandet) , politiinformationer, visumregler samt en masse andre aftaler. De skal regne med 5 - 10 år for at forhandle disse aftaler på plads. Efter at de har etableret de statslige strukturer der med tilstrækkelig professionalisme er i stand til at forhandle disse. Et eksempel på dette er at de britiske pensionister der er bosat i Spanien, Italien og Portugal måske ikke mere kan blive boende i disse lande idet de opholdstilladelser de i dag har vil blive ændret. Eller britiske studerende som via de aftaler EU har rundt om i verden (f.eks Erasmus) formodentlig alle vil blive smidt ud af deres studier. Eller de britiske finanshuse som vil blive smidt ud af de låneprogrammer som findes i EU regi. Eller transport af farligt affald som er standardiseret som EU regler. Osv. osv.

Og alle disse aftaler skal gentænkes og genforhandles, da man ikke kan være sikker på at kunne opnå samme aftale som de aftaler EU har forhandlet.

Og i mellemtiden har man ingen aftaler!

Om man er interesseret i UK i at bruge de næste mange år for at få disse aftaler på plads og i mellemtiden leve uden disse aftaler kan jeg ikke sige noget om. Men det er uden tvivl nogle af de emner der kommer på banen når man i UK skal til at debattere hvad konsekvenserne af den nyligt overståede meningstilkendegivelse betyder.

Sören Tolsgaard

Nils Bøjden -

Jeg mener at forstå, at du beskriver, hvorledes især de svagt stillede EU-modstandere vil blive mobbet og truet til at fortryde og frafalde deres "NO" pga. udsigt til uendelige eksistentielle og bureaukratiske problemer, som tårner sig op de kommende 5-10 år. Så er det da meget lettere blot at forblive i klubben!!! Og man kan jo overhovedet slet ikke være bekendt, især ikke ift. til unge velhavere i London og forgyldte pensionister på Costa del Sol, at føre UK ud i uvisheden.

Men lad os nu se. Overdrivelse fremmer forståelsen, men er netop overdrivelse. Mange unge samler sig omkring et Labour i forvandling, og måske ser vi her begyndelsen på et oprør fra neden, som for alvor vil kunne ryste de neoliberale kræfter, der længe har været fuldstændig dominerende i UK. Revolutionære tendenser er nok lettere at gennemtrumfe lokalt, end i det strømlinjede EU. Og man skal ikke undervurdere britternes innovative kultur, som fortsat har forbindelser og fans over hele verden.

Nils Bøjden

"Jeg mener at forstå, at du beskriver, hvorledes især de svagt stillede EU-modstandere vil blive mobbet og truet til at fortryde og frafalde deres "NO" pga. udsigt til uendelige eksistentielle og bureaukratiske problemer, som tårner sig op de kommende 5-10 år."

Det må de da fuldstændigt selv om. Hvis landene mener at det er hvad de vil så er det da bare "Go Ahead".

Men at tro at alt er lyserødt, godt og vanilieduftende fordi man har sagt NEJ til et spørgsmål forekommer mig i den grad verdensfjernt.

Nils Bøjden

"Og man kan jo overhovedet slet ikke være bekendt, især ikke ift. til unge velhavere i London og forgyldte pensionister på Costa del Sol, at føre UK ud i uvisheden."

Der er vist noget du har misforstået. Hovedparten af de pensionister der har slået sig ned udenlands er fra arbejder og middelklassen. Og hvis deres opholdstilladelser ændres kommer til at give udfordringer for UK såvel som de mennesker der er berørt. Hvor skal de gøre af dem?

Og at kalde majoriten af skotter for "velhavere i London" fordi de hellere vil forbliv i EU er nok lige at stramme den.

Men den nationalisme og retorik der har været anvendt i valgkampen fra Leave siden (af det jeg har hørt af den) får DFs hardlinere til at ligne en stak konsensussøgende, omsorgsfulde børnehavepædagoger.

Men lad os nu se om de der har stemt for Leave overhovedet kan blive enige om hvad det så er de vil. Det tror jeg ikke at de kan. Og dermed kommer der aldrig en udmelding af EU, idet det vil kræve at man bliver enige om hvad man så vil i stedet for.

Aftale som Norge? Det vil jo kræve at de accepterer arbejdskraftens frie bevægelighed, i f.eks UKIPs optik en vederstyggelighed.

Aftale som Schweiz? Så er det ud med alle britiske borgere af EU indtil de kan få aftaler på plads med de enkelte lande. Og ud af det indre servicemarked hvilket formodentlig vil medføre en massiv udvandring af finansielle institutioner. Måske til Edinburgh i et selvstændigt Skotland som vil fortsætte som medlem i EU. Bye-Bye olie, fisk og status som verdens 5. største økonomi, og dermed en plads ved forhandlingsbordene i G5, G7, G12 og andre steder hvor der netværkes.

Og indtil de der mener at Leave er den rigtige løsning kommer med nogle beskrivelser af hvilket drømmeland UK bliver i den måske kommende tilstand som, så kan jeg ikke andet end se at den eneste vinder i dette spil er et nationalistisk, stærkt konservativt, xenofobisk, revanchistisk Rusland.

Sören Tolsgaard

Nils Bøjden -

De fleste aldrende insulanere på solkysten er opkomlinge fra en bedre tid, og tilhører ikke det pjalteproletariat, som de senere årtier har skabt.

Spanierne smider dog næppe britterne på porten lige med det første, som de heller ikke gør med russere, arabere og andre investorer, men skulle solkystdyrkerne endelig vende hjem, ville det nok skæppe en smule i den hårdt trængte britiske statskasse.

Og ingen andre end du, Nils Bøjden, har vistnok været inde på, alt skulle blive "lyserødt, godt og vanilieduftende fordi man har sagt NEJ" - dæmp dog retorikken en smule!

Favoritterne til den konservative formandspost er enige om, at afstemningen forpligter og ikke kan gøres om, og at bevægeligheden skal begrænses, men også, at engelsk økonomi kan få fordele af selvstændig stillingtagen, som allerede markeret ved opretholdelse af egen valuta.

Du nævner Skotland, som jeg gik udenom, fordi forholdene synes særlig indviklede. Fiskerne har i høj grad stemt "NO", fordi de forventer større frihed uden EU's kvoter, mens fortalerne for skotsk selvstændighed anvendte (og fortsat vil anvende) afstemningen til dette formål.

Tiden vil vise, hvilke aftaler UK vil indgå, bl.a. af stor betydning for DK, som givetvis vil kæmpe for at bevare en stor eksport. Vi var jo heller ikke ligefrem glade for, at Rusland blev isoleret, men de gamle stormagter giver ikke efter for bollemælk, næppe heller UK.

Sider