Den rette café

Man skulle tro, de altid havde været her, cafeerne. Men nu fylder den første i moderne forstand blot 40 år, Det er Café Sommersko, der stadig ligger i Kronprinsessegade 6 i indre København, uden at skoens for tiden vaklende niveau kan anbefales.

Siden blomstrede cafeerne op overalt i de større danske byer, overvejende fransk inspireret. Mærkeligt nok ikke østrigsk, eller wienerisk som i form og indhold egentlig ligger danskerne nærmere.

I Wien går man på café for at sladre og læse avis på stang og spise småretter og drikke mere kaffe, og man kan sidde der i timevis, uden tjeneren bliver gnaven. Teoretisk. Den kultur slog aldrig an i Danmark, måske fordi ingen rigtigt prøvede bortset fra gamle Café a Porta, som nu er kedsommelig kludeburgerbar.

Den moderne franskorienterede café står i skærende kontrast til fortidens kaffestuer, flere drevet af kvindernes afholdsbevægelse og lige så ophidsende som det lyder.

Kaffen bestod dengang – som stadig foretrukket af dem der passer på Danmark – af kogevand hældt på stoffilter i rigtig blå emaljekaffekande; Madam Blå. Denne metode efterlignes mekanisk i kontorkaffemaskinerne, filterkaffen som står og lumrer på en varmeplade med kaffens sorte fluidum, nærmest tyktflydende i mentaliteten og som en blodprop i maven.

Denne form for kaffe blev i mange år yderligere terroriseret af kaffetilsætning lavet af cikorie og sukkerroe indfarvet brunt og tørret og ganske aldeles helt forfærdeligt. Tilsætningen blev leveret i små gule karduspapirspakker med samlemærker til børnene.

To fabrikater kæmpede om forbrugerne: Richs og Danmark. Sidstnævnte løb med genistregen af en reklame. Richs havde først fundet på det knappe effektive: »Det er Richs der drik’s«. Danmark tilføjede sejrsikkert: »… men det er Danmarks der duer!«

Kaffehusene serverede selvsagt også tilsætningskaffe, der til sidst blev det, man kaldte solokaffe, nemlig da der rent faktisk ikke fandtes mere kaffe i landet, og drikken nu var ren erstatning eller surrogat.

Erstatningskaffen holdt sig længe på markedet, også efter befrielsen. Denne skribent husker de gule pakker hældt i bøtten, mens forældregenerationen højlydt fortvivlet længtes efter den ægte vare – og drak te.

Kaffen, den ægte, kunne man efter 1945 få i Sverige, men i begrænset mængde og med bister endevendende toldetat i Havnegade. Det var dengang, der var rigtige grænser mellem landene, såfremt DF’s flommenationalister skulle finde på at spørge hvordan dét så var.

Omsider blev kaffen frigivet under stærk bekymring i Valutacentralen. Man var godt klar over, at danskerne var parate til at drukne sig i den importerede kostbare kaffe og lænse bunker af valuta ud af landet. Det var jo, hvad kaffen var: hundedyr og efter sigende ikke på højde med vore dages mere udsøgte kvaliteter.

Og nogle vaneforbrugere – der gik jo trods alt næsten 20 år med surrogater – fastholdt faktisk erstatningskaffen, også efter den rigtige, dyre var kommet. Skribentens moster var i den grad vænnet til cikorier og roer i kardus, at hun blå i hele sit pænt store hoved var ved at krepere, da hun fik den første ægte kop kaffe og senere til sin fortvivlelse ikke mere kunne købe sin elskede erstatning. Fabrikkerne gik selvfølgelig den visse død i møde og drejede nøglen om i 1960’ernes start.

Var man ude at rejse, fik man smag for en kaffe af en helt anden karakter end Madam Blå. Italienerne kom først med den lillebitte kop espresso fra højtryksapparat med skruer og gesvejsninger, damp ud af alle ventiler og opskummet mælk til caffé latte eller den lidt mere raffinerede cappuccino.

Narkotisk islæt

Al kaffe har et narkotisk islæt og efterlader kaffedrikkeren som regel i et ubevidst og trods alt svagt afhængighedsforhold.

Denne afhængighed er måske mere utvetydig i espressokulturen. Kunden invaderer en italiensk, siden fransk, nu dansk café, beder om en espresso, søder den med skovlfulde af økologisk sukker, rører rundt, slår skeens dråbe af på kopkanten – som Den sorte Hånd i Godfather – og slynger den mørke væske med skum i halsen i ét drag.

Umiddelbart herefter breder sig en følelse af optimistisk livsduelighed i hele kroppen, den holder sådan set, indtil trangen efter næste skud melder sig. Her er ikke noget med at sidde og sutte i en kop med mælkeskæg og føre uendelige enetaler sammen med andre om liv og stil. I svælget med espressoen og videre mod nye nederlag.

Cafeernes udstyr er efterhånden en floskel. Ejerne og kæderne udstyrer deres lokaler med en art caféuniformering, som skal ligne noget, der har stået der i længere tid end sandt er og med forfalskede originale ting og sager på vægge og gulv. Nogle steder fotos af kendte med signatur, som man sikkert kan købe hos grossisten.

En københavnsk café, der skiller sig ud, er den Blå Time i Store Kongensgade med original kunst malet direkte på væggene, dertil personlige og egenhændigt prentede bon mot’er på ledig vægplads.

Ydermere en bevægende original gestus: en lille messingplade med navn skruet ind i disken, hvor dette blads daværende redaktør og mangeårige medarbejder Torben Krogh (1943-2007) hver eneste dag år ind og år ud stod på samme plads og bundede dagens fadøl i flertal, inden han fór i tasterne og skrev så det sang.

Cafeen har fået sin plads i det danske og så markant, at dens produkt lægger navn til en generation, hvis samvær defineres af dens miljø: Caffé latte-generationen, fjernt fra skribentens ungdomsårgange, der mere var til bodegaen som forlængelse af mere eller mindre mådeholden kæven på arbejdspladsen og foretrak spiritus i ledigt samvær frem for nok så mange spande latte. Den livsform tog sin told, kan man roligt sige.

Intet tyder på, at cafélivet er så farligt, men fænomenet er jo kun fire årtier gammelt, så vi kender jo ikke langtidsvirkningen i den danske stamme.