Revolutions-romantikerne lader Venezuela i stikken

Vesterlændinge uden anden attraktion end deres rigdom flygter fra sexløse liv og tilkøber sig prostituerede, der for en stund går ind på at lade, som om de finder dem seksuelt attråværdige. Illusionen opmuntres af sexturistguider, på tryk og online.

I Caribien får læserne at vide, at de prostituerede bare er »søde piger, der elsker at feste«. I Thailand bliver barpiger ikke udnyttet – de deltager bare frivilligt i en særlig form for fair trade.

Med lysterne tilfredsstillet flyver turisterne så hjem og lader fattigdom og korruption bag sig. De løgne, de har levet på og betalt andre for at udleve på egne vegne, nager dem ikke. Menneskehandel i Thailand eller kronisk fattigdom i Den Dominikanske Republik ligger uden for deres horisont.

Lidt på samme måde er politiske turister på deres side groet fast i et glædesløst politisk ægteskab med trivielle liberale demokratier, der ikke kan tilbyde nogen spænding. Proletariatet har i generationer nægtet at lytte til deres råb om revolution. Aldrig kan de få deres radikale fantasier opfyldt. Altså må også de gennemsøge verden for at finde tilfredsstillelse.

Læs også: Venezuelas socialistiske mareridt

I årevis var topattraktionen det politiske modstykke til Pattaya Beachs bordeller: ’chavismens’ Venezuela. Hollywood-stjerner, figurer fra det britiske Labour-parti, spanske ’folkelige modstandsbevægelser’ – og hver en pseudointellektuel venstreradikal fra Noam Chomsky til John Pilger – har som valfartende fellow travellers hengivet sig til denne særlige venstrefløjsorientalisme, hvor man svælger i ’den andens’ eksotiske charme.

At opleve ’det 21. århundredes socialisme’ i Venezuela var at blive kildret på sine erogene zoner. Hugo Chávez og hans efterfølger, Nicolás Maduro, var jo antiamerikanske og ’antiimperialistiske’. »Venezuela«, proklamerede kommentator Seumas Milne i Guardian, har »omfordelt rigdom og magt, forkastet Vestens neoliberale ortodoksi, og udfordret imperialistisk dominans«.

Og hvad mere kan en åndeløs vestlig thrill-seeker forlange?

Forestillingen er forbi

Undervurdér ikke trangen til at tilbede magtfulde figurer, der hævder at tale magtesløses sag. Hvis man i sit hjertes mørke længes efter stærke mænd, som knuser alle fjender, lugter chavismo meget af machismo.

»Hadet af de veletablerede klasser«, rablede en sorgtynget Oliver Stone på dagen for den store leders død, »vil Hugo Chávez leve for evigt i historien. Min ven, hvil omsider i den fred, du så længe har fortjent«.

Nu er forestillingen forbi. Efter at have fået deres politiske fantasier masseret i årevis lægger de vestlige politiske turister det ødelagte land bag sig uden at kaste så meget som et brødebetynget blik over skulderen.

Venezuela ligner i dag et land, som er blevet udplyndret af en fjendtlig hær. Det internationale samfund siges at overveje en katastrofeappel. Vand og el er rationeret. Der er desperat knaphed på basal medicin. Inflationen ventes at nå op på 481 procent i år og 1642 til procent næste år! Mordraten er verdens næsthøjeste.

Læs også: Har venstrefløjen svigtet eller sejret i Latinamerika?

Det ville kræve mange sider at beskrive det fulde omfang af Venezuelas elendighed, men lad mig i stedet nedskyde en sidste desperat undskyldning.

Jovist, enhver olieproducerende økonomi er hårdt ramt af faldende oliepriser, men ingen anden – end ikke så elendigt regerede nationer som Nigeria og Rusland – har oplevet sociale sammenbrud som Venezuelas; eller er tyet til pengetrykning i Weimar-skala; eller har formået at drive korruptionen i deres land op på det niveau, som Partido Socialista UNIDO de Venezuela har præsteret.

For nok har Chávez og siden Maduro i nogen udstrækning omfordelt olierigdomme til de fattige – men hovedparten af dem har de betænkt deres egne kumpaner med.

’En særlig plads i helvede’

Hvorfor ofre opmærksomhed på naive vestlige venstreradikalisters moralske fallit? Skulle man ikke overlade det til ’den borgerlige presse’?

Tværtimod. Burde vi ikke have lært, at hele forestillingen om, at vi skal afholde os fra at kritisere ’vores egen side’, er et vildspor?

En hel generation af amerikanske konservative vånder sig nu over, at de ikke tide tog opgøret med Donald Trump – hvis paranoia og løgnagtighed for øvrigt er som snydt ud af næsen på Latinamerikas peronistiske og chauvistiske caudillos.

»Der bør reserveres en særlig plads i helvede for dem«, siger Thor Halvorssen, grundlæggeren af Oslo Freedom Forum, om de vesterlændinge, der har dyrket chavismens Venezuela som ideologisk legeplads.

Regimet skød hans mor og fængslede hans venezuelanske far og holder endnu hans fætter, oppositionsleder Leopoldo López, som politisk fange, fordi han var dristig nok til at gå op imod det.

Halvorssen hævder, at når chavisterne gik så langt i forhold til at skænde forfatningen og udplyndre staten, var det, fordi de kunne regne med, at enhver, der rejste kritik af regimets overgreb, ville blive overdøvet af chavismens heppekor af vestlige venstreradikalister.

Sexturister bilder sig ind, at de kvinder, de køber, ikke er som kvinderne derhjemme, der afviser dem som kedelige og uattraktive – disse piger vil bare feste og more sig. Venstreradikale turister bilder sig ind, at pilgrimsmålets befolkning helst er fri for at nyde godt af de fundamentale rettigheder, de selv tager for givet hjemme.

Når de på denne måde beder andre om at udleve deres ’antiimperialistiske’ fantasier for sig, præsterer de en unikt nedværdigende bedrift: De får deres egne vrangforestillinger, luderens nød og alfonsens løgn til at gå op i en højere enhed.

© The Observer og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen