Klumme

Ud i smoggen

For tre måneder siden flyttede vi til en af verdens mest forurenede byer. Vores søn på to år er med. Så jeg går på kompromis med sundheden hver dag
13. juni 2016

Beijing er en af verdens mest forurenede byer. Hver dag holder vi øje med luftkvaliteten. Vurderer om det er skadeligt at gå ud, eller om vi skal blive inde med luftrenseren tændt.

Men så var der en lørdag morgen: Himlen var blå. Det var forår. Næsten sommer. Solen fristede med sine varme stråler. Husets toårige løb frem og tilbage. Klatrede op og ned. Gik balancegang på sofaryggen. Hoppede og gjorde ved. Det bliver godt at komme ud, tænkte jeg. Vi skal hen på legepladsen og bruge noget energi. Det var ikke, fordi jeg selv havde meget af den på lager.

Mens vi spiste de importerede danske økologiske havregryn med langtidsholdbar mælk fra Australien og skyllede ned med fiskeolie fra Norge, tjekkede jeg lige forureningsniveauet. Af vane og bare for en sikkerheds skyld.

Niveauet for skadelige finpartikler i luften lå på omkring 130 PM 2,5 eller det, der svarer til »usundt for følsomme grupper«.

Grafisk går det indeks, jeg støtter mig til, fra ufarlig grøn og gul over i de mere alarmerende rødlige nuancer. Netop denne lørdag var en orange dag. Det var langt fra at være en farlig bordeaux dag.

Men på orange dage anbefales det, at børns udendørsaktiviteter »begrænses«. Det er fire niveauer under betegnelsen »farlig«. Altså sundhedsfarlig. Målt i smøger svarer det sikkert til at være udsat for passiv rygning på et tilrøget værtshus en hel dag. Noget, de fleste samvittighedsfulde forældre sikkert vil undgå.

Det er ikke sjældent, at luftforureningen sprænger skalaen. Sidste år i december blev luftforureningen fra fine partikler målt til 976 PM 2,5 i Beijings forstæder. Det er næsten 10 gange det anbefalede niveau. Luftforurening er en ubehagelig realitet, som alle taler om – især forældre med børn.

Ofte drømmer jeg mig tilbage til dengang, jeg studerede i Beijing for 11 år siden. Dengang lugtede vinteren af kul. Der var vinterdage med høj blå himmel og frost i luften. Og der var dage med gråbrun dis. Vi vidste godt, at luften var forurenet. Ingen var naive. Det var bare ikke noget, vi talte om.

Siden er luftkvaliteten faktisk blevet bedre. Tal fra Greenpeace viser, at luftforureningen i Beijing i første kvartal af 2016 er faldet med 27 procent sammenlignet med samme periode sidste år. Det er dog en trøst.

Jeg kiggede opgivende på min søn, der var i gang med at kaste alle sofapuderne ned på gulvet. Jeg følte trætheden. Det her bliver en lang dag. Jeg så for mig selv, hvordan jeg kravlede rundt på gulvet og legede hest, mens jeg for tiende gang sang »Jeg er en glad lille cowboy«, desperat for at aktivere en dreng, der hellere ville løbe rundt på græsset. Så jeg tog beslutningen:

»Vi går ud!«

Det gjorde vi. Og vi blev ude hele dagen.

Lige der og flere gange siden, har jeg nemlig brudt med de forholdsregler, jeg ellers har lovet mig selv, at jeg vil overholde.

Måske handler det om, at farerne er uendelige. Vi kan ikke drikke vandet fra hanen, den lokale mælk er af tvivlsom kvalitet, babyprodukterne og kødet indeholder alt muligt skidt, tandpastaen er giftig, sæbeboblevandet er lavet af afblegningsmiddel eller det, der er værre, og ballonsælgernes balloner er sprængfarlige. Og nu jeg er i gang, så er der trafikken, som mildest talt er kaotisk, broer, der kollapser, fortove og rulletrapper, der pludselig tager et dødsstyrt ned mod jorden.

Selv om vi kan købe importerede fødevarer, tage creme og tandpasta med fra Danmark og rejse væk fra byen, hvis forureningsniveauet er alarmerende, så er vores hverdag ligesom millioner andre kinesiske familiers fyldt med kompromiser.

Den lørdag gik jeg på kompromis med min søns helbred for at tage ham med i parken. For at komme lidt ud.

Men det føles ikke helt rigtigt.

Laura Dombernowsky er Informations korrespondent i Beijing. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Erik Nielsen
Niels Erik Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer