Kronik

Jeg står her for at forsvare mine børns liv

Mine børn er jødiske – men jeg er lavet af leverpostej, har blå øjne og er døbt. Jeg var ikke forberedt på denne situation. Jeg var ikke forberedt på, at jeg skulle iføre mig skudsikker vest for at passe på dem
Carolineskolen er tidligere blevet udsat for hærværk, herunder antisemitisk graffiti, og efter terrorskyderierne i København sidste år har både bevæbnet politi og forældre bevogtet skolen. En af de sidstnævnte fortæller i dagens kronik om den frygt, danske jøder lever med hver dag.

Carolineskolen er tidligere blevet udsat for hærværk, herunder antisemitisk graffiti, og efter terrorskyderierne i København sidste år har både bevæbnet politi og forældre bevogtet skolen. En af de sidstnævnte fortæller i dagens kronik om den frygt, danske jøder lever med hver dag.

Line Ørnes Søndergaard

10. juni 2016

Min datter på syv år peger stolt på mig.

»Se, min far er vagt i dag,« siger hun til sin veninde fra 1. klasse og banker på skjoldet i min skudsikre vest.

»Hvorfor har du egentlig den på?« spørger hun og kigger op på mig.

Spørgsmålet er stillet nysgerrigt, neutralt – ikke med angst eller frygt. Hun er jo kun syv år.

Hvad skal jeg svare hende? Jeg vælger den praktiske vinkel og forklarer hende, at en skudsikker vest gør, at jeg ikke dør, hvis jeg bliver skudt.

»Men hvem skulle da skyde dig?«

Jeg når at konstatere antydningen af frygt i hendes øjne, inden jeg svarer hende, at hvis der nu skulle komme en bandit med en skyder, så er det jo meget rart at vide, at jeg ikke kommer til skade. Hun lader til at være tilfreds med den forklaring, eller også er det bare venindens insisteren på at lege, der lader mig slippe for at komme med yderligere forklaring.

Men tiden nærmer sig, hvor jeg bliver nødt til at forklare hende sagernes sammenhæng – hvorfor jeg fire gange om måneden er nødt til at sætte livet på spil for hendes skyld. En skæbne, jeg deler med en stor gruppe forældre på den jødiske Carolineskolen i København.

Vi er med i det frivillige vagtværn, der understøtter de professionelle vagters og politiets arbejde med dagligt at sikre, at vores børn overlever at gå i skole. For det er dét, det handler om: overlevelse.

Vi ved ikke, hvornår angrebet kommer, og vi ved heller ikke, hvilken slags angreb det vil være – varme eller kolde våben, som det hedder. Vi ved det ikke, men vi har forberedt os på det meste. Vi har fået undervisning og uddannelse og øvelser gennemført af professionelle sikkerhedsfolk.

Det føles så urimeligt

Man kan spørge, hvorfor vi spilder vores tid med at stå vagt, når politiet også er til stede med deres skarpladte våben: Det gør vi, fordi vi ved, hvordan området ser ud på en almindelig dag. Vi ved, hvem der bevæger sig på gaderne, hvornår. Vi ved, hvem der må komme ind – og hvem der ikke må komme ind.

Og sagen er, at vi også stod vagt før den 15. februar 2015, før politiet kom. Vi står der nok også, hvis politiet er væk igen engang. Når man står vagt, presser to modsatrettede strømme af tanker sig på:

Den ene handler om det tragiske i, at vores børn går i en skole, der er under belejring. Takket være den tætte sikkerhed er vi stadig i stand til at komme ind og ud af skolen. Men alt kontrolleres. Ind- og udgange er overvågede både af mennesker og elektroniske systemer.

Grænserne for skolens lilleputrige patruljeres grundigere end Berlin-muren i sin tid, og det var lettere at komme gennem Checkpoint Charlie, end det er at komme ind på vores skole. Det føles så urimeligt, at vores børn skal vokse op i denne krigstilstand.

Hvorfor?

Svaret er lige så enkelt, som det er rystende: Det er sådan, fordi vores børn er jøder. De jødiske mindretal i Europa er i dag så udsatte, at statsmagten mange steder leverer svært bevæbnet beskyttelse til de jødiske samfund.

Antisemitiske hændelser eksploderer i disse år, og angrebene på jødiske mål finder sted med alt for jævne mellemrum i Europa – også i Danmark, hvor en vagt for halvandet år siden betalte den højeste pris for at beskytte en fest i det jødiske forsamlingshus i København.

Eleverne på skolen har også øvelser. De handler om at træne, hvad man skal gøre i tilfælde af et angreb. Man skal ikke tage sine sko på, hvis man skal evakueres – man skal bare løbe. Sådan noget véd min lille pige på syv år. Nogle børn har svært ved at sove om natten, for vi er nødt til at lære dem, hvad de skal gøre, hvis de ser et menneske med et bombebælte, en pistol eller andet – hvilket desværre er et realistisk scenarie.

Følelsen af uretfærdighed er rystende, men det er ikke tid til at være rystet, når man er på vagt. Det gælder om at være opmærksom. Flere gange om måneden spottes mistænkelige personer i området. Nogle observerer vores rutiner. Nogle går rundt om vores indhegnede skole og tjekker låse og installationer. Andre tager billeder. Det er vores daglige kamp på gaden mod de mørke ideologier.

Overvejer at emigrere

Og her kommer så den anden strøm af tanker og følelser, nemlig følelsen af ultimativ mening. Jeg står her for at forsvare mine børns liv. Skulle noget ske, har jeg gjort, hvad jeg kunne. Den tanke sniger sig endda ind, at skulle jeg blive det første offer, ville det være OK. Alle forældre er klar til at dø for deres børn. Det er heldigvis de færreste i Danmark, der konfronteres med den mulighed dagligt. Men hvis ens børn er jøder, så er det virkeligheden. Virkeligheden er krig.

Jøderne i Danmark og i de fleste andre europæiske lande er få, og de bliver færre. Alene de seneste to år er 20.000 jøder emigreret fra Frankrig. Jødernes vurdering er, at situationen ikke er holdbar, og at det ikke bliver bedre.

Jeg er ikke jøde. Jeg har giftet mig ind i det. Mine børn er jødiske – men jeg er lavet af leverpostej, har blå øjne og er døbt. Jeg var ikke forberedt på denne situation.

Flere forældre overvejer at emigrere. Jævnligt taler vi om, hvilke lande, der er mere sikre. Israel er oplagt, men andre lande er også på dagsordenen. Vi taler om, hvad der vil ske, hvis vi ikke emigrerer. Hvordan er fremtiden for jøderne i Danmark? Vil truslen blive mindre? Næppe.

Vi kan se frem til en tilværelse, hvor det smarteste at lade være at tale om, hvem man er, og når man deltager i jødiske begivenheder at vænne sig til, at det foregår under svær bevogtning, fordi der konstant er en trussel på vores liv.

Hvad gør staten?

Man hører ofte, at terroristerne ikke må vinde. Hvad betyder det? At vi ikke skal leve i frygt? Det gør vi. Har terroristerne så vundet? Og er spørgsmålet ikke rettere, om terrorister overhovedet kan tabe? Hvor mange angreb skal der til, før frygten, som jøderne for længst har vænnet sig til, begynder at sprede sig til andre?

Foreløbig er det få, som føler sig rigtig truet. Man kan måske have nogle perifere forestillinger, når man skifter til metroen på Nørreport, men det er glemt, så snart toget ruller ud i dagslyset igen. Angsten er ikke allestedsnærværende, som den er for jøderne.

Men jøderne har været skræmt i mange, mange år, så for dem er der intet nyt under solen. Det er os andre, der skal bruge noget tid på at vænne sig til krigens virkelighed. Vi voksede op med en forestilling om fred, velfærd og sikkerhed. Vi lærte, at jøderne var forfulgte – ikke, at jøderne er forfulgte. Vi havde ikke forestillet os, at vi skulle iføre os skudsikre veste for at passe på vores børn.

Hvad skal der ske? Hvad kan og skal det danske samfund gøre? Er der tale om en accept af, at sådan er det? Og så længe jøderne er i landet, er vi nødt til at passe på dem?

Den danske stat, det danske politi og Politiets Efterretningstjeneste gør en enorm indsats, som de ikke kan takkes nok for. Men hvad skal der ske på længere sigt? Ingen har lyst til at leve hele sit liv i krig. Hvordan kan Danmark blive et sikkert hjem for alle minoriteter?

Hvem bliver de næste, der skal leve i frygt? De homoseksuelle? Ateisterne? Eller andre, der ikke kan få lov til bare at være dem, de er?

Kronikøren er far til to børn på Carolineskolen i København. Af hensyn til sin egen og sin families sikkerhed, ønsker han at være anonym. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen M. Mollerup
  • Roselille Pedersen
  • Jan Weis
Jørgen M. Mollerup, Roselille Pedersen og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg husker tydeligt at Bent Melchior og andre fra det jødiske samfund demonstrerede til fordel for israel under de frygtelige bombninger af Gaza forrige år.
Det faldt mig virkelig for brystet, så hvordan må det være for palæstinensiske flygtninge her i landet, som i generationer har levet i flygtningelejre, fordi de er blevet fordrevet og deres ejendomme konfiskeret?
Hvis der skrives hadegrafitti på muslimske grave eller på skolerne, så er der slet ikke det postyr. Eller hvis kvinder får revet deres tørklæde af. Muslimer bliver afkrævet at tage afstand til terror. Men er den far, som skriver her, blevet afkrævet det samme i forhold til Israels endeløse række af overgreb?

Bill Atkins, Sascha Olinsson, Hans Larsen, erik mørk thomsen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar

Jeg vil foreslå den anonyme far at læse Ilan Pappe: The Ethnic Cleansing of Palestine, så han måske forstår, at den "antisemitisme" som vokser frem nu i Europa, ikke er den samme, som plagede Europa tidligere, men er funderet i denne mørklagte virkelighed.

odd bjertnes

OK, så er vi tilbage i sprogsumpen. Hvor billedsprog, analogi og tvær-emne-anskuelse er 'onde' fænomener. Humor findes slet ikke.
Nikolaj Kirkeby : det er dig der 'sviner debat'. At du får 'likes' for det, det er så den populistiske belønning, herinde som derude.
Siden du ikke selv udtrykkelig tager fat i noget usandt skrevet, så må jeg selv vælge et eller andet.
Men du citerer jo begrebet 'direkte nazistisk aktion'. Jae, det er tydeligvis en parafrasering af det autonome begreb i samme vene. At male graffitti på jødiske institutioner - og butikker og hjem for den sags skyld. er og bliver i vores kultur at beskrive som dette hvis det i sammenhængen giver mening. Det er ikke vildledende, bare irriterende ... for nogen, som har en anden selvopfattelse end 'nazist' og som så gør det alligevel. Vil du hellere 'palæstinensisk direkte aktion' ? Jeg har ingen viden om at der står palæstinensere bag ...
Men du er nødt til at tage noget konkret til diskussion. Debat udelukkende af andre debattører slettes sådan er det. Skraldespanden alene, - den er i højere risiko for moderering end ....'direkte nazistisk aktion'.

Kan det virkelig passe, at "den anonyme far" overhovedet ikke er bevidst om, at den chikane, som jøder oplever i Europa, er en direkte følge af den chikane og undertrykkelse, som israelerne, med mange af de jødiske samfunds velsignelse, udøver overfor palæstinenserne?
Og har man lov til, på sine børns vegne, at være så uvidende?
Der er jo ikke et ord om den konflikt.
Palæstinensiske skolebørn blive ofte mødt af tåregas på vej til skole. Helt uden grund.
http://www.dr.dk/nyheder/udland/israel-faengsler-palaestinensiske-boern
måske det var værd for Carolineskole at sætte deres problemer i det perspektiv og tage det nødvendige ansvar.

erik mørk thomsen, Hans Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Wegner

Nogle nuancer:

'Jøderne har altid været foragtede og forfulgte'.

Det er en sandhed med modifikationer. I kristne samfund, ja! I muslimske, nej!
Historisk har islamiske lande behandlet anderledes troende med respekt. Når man lige undtager tider med krig, har islamiske stater inkorporeret anderledes troende i deres samfund, ladt dem klæde sig og spise, som de ville, samt ladt dem håndhæve egne love og skikke. Dette mønster af autonomitet ('millet' på arabisk) voxede ud af den arabiske stammetradition med gæstfrihed overfor fremmede ('jar' på arabisk).
Både jøder og kristne levede generelt i sikkerhed i muslimske samfund, medens jøder og muslimer altid var i fare for forfølgelse, fordrivelse eller udryddelse i kristne lande. Henover århundrederne konverterede mange jøder og kristne frivilligt til islam. At dette skete ved tvang er en udbredt myte. Tværtimod var islamiske stater opsatte på at lade folk beholde deres religioner, da dette betød, at de skulle betale extra skat til staten.

'For mig er definitionen på antisemitisme at hade jøder'.

Det får være. Definitionen på en semit, er imidlertid en person, hvis folk nedstammer fra Sem, Noahs søn, og som taler et semitisk sprog. Dette omfatter ikke blot hebraisk talende jøder, men også arabisk talende arabere samt folk, der taler ethiopisk eller aramæisk. Heraf følger det tilsyneladende paradox, at semitter sagtens selv kan være antisemitiske.

Mvh

Robert Ørsted-Jensen, Sascha Olinsson og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Det er svært at deltage i en diskussion når der tilsyneladende er så fuldstændig modsætning med ens egen opfattelse af hvad der er rimeligt og ret. når man får det ud af det hele at nogen slags overfald er meget mindre overfald end andre. Hvis nogen bliver overfaldet eller voldtaget er det da relevant om personen er f.eks. højreorienteret, venstreorienteret, feminist, katolik?

Der eksisterer ikke nogen moralsk pligt til selvødelæggelse.

En del af kommentarerne blev jo som forventet - at en dansk far, i øvrigt ikke af jødisk afstamning, her i det danske smørhul, ser det nødvendigt at beskytte sine børn rent fysisk i en dansk skole for jødiske børn mod lokale, sikkert af ungdommelige ’Racailles’ af mellemøstlig afstamning, som kan få visse kommentarer til at handle om problemerne i Mellemøsten – må være noget af en forstandsmæssig spagat med tendens til selektiv fremmedfobi, inkl. mere end bare en snert af jødeaversion …

Så lad det dog gå over - der kommer ikke spor … ;-)

Robert Ørsted-Jensen

Karen Helle Grue
Det forbliver usmageligt at du konstant akcepterer at det er i ordensstyrker rette skytset mod ofret.
Dine argumenter ligner til forveksling dem der anvendes mod voldtagne kvinder. "De ber selv om det. De har at klæde sig mere anstændigt"

Robert Ørsted-Jensen

"... I orden at rette skytset" skulle det have været

Hvis du ever at indse at alle bør behandles ens så ville du også - efter din egen læst - skulle acceptere at det er rimeligt at chikanere danske muslimer med den begrundelse at en muslimsk stat eller terrornetværk et eller andet sted på kloden. Mishandler, dømmer til døden eller myrder en af din tro eller politiske overbevisning. Eller begår terror mod dine landsmænd eller institutioner på grund af det Jyllandsposten har skrevet eller trykt. Eller at der var en slægtning til dig der omkom under en eller anden ekstremistisk muslimsk terroraktion.

Kan du ikke selv se det? Du skyder dig selv i foden

Torben - Nielsen

@ Søren Wegner:
"Tværtimod var islamiske stater opsatte på at lade folk beholde deres religioner, da dette betød, at de skulle betale extra skat til staten"

Beskyttelsespenge???

Søren Wegner

@ Torben - Nielsen

Tja, sådan kan det sagtens udlægges, og optimalt var det bestemt ikke, men dog stadig kønnere end religiøse udrensninger efter min mening. Også et smart træk, når man skulle stække mere krigeriske og extreme elementer indenfor staten, og i hvert fald utalte menneskeliv bedre, end den løsning Europa historisk har bragt til torvs.
Det er også interessant i et moderne perspektiv, da traditionen med accept af religiøse mindretal fungerede relativt fint i fx. Syrien indtil for nylig. Systemet med extra skat og administrativ frihed blev løbende opgivet under osmannerne op gennem 1800-tallet. I nyere tid har ikke-muslimer været underlagt samme love som troende muslimer i de fleste muslimske stater. Undtagelserne har fulgt det traditionelle europæiske mønster med forfordeling, som vi kender det i fx. Danmark helt op til idag. De muslimske lande, hvor den groveste forskelsbehandling finder sted idag, hører til vore allierede i kampen mod terror. Hvad man skal lægge i det, må være op til den enkelte.

Mvh.

Sider