Læsetid 5 min.

Statsborgerskabet er en klump ler, som politikerne omformer igen og igen

Hvorfor skal en granvoksen svensker have nemmere ved at opnå stemmeret end en ung, der er opvokset i Danmark, men har forældre fra et ikkevestligt land?
Hvert år fejres nye statsborgere på Christiansborg. En stadig større del af befolkningen er dog afskåret fra at deltage i demokratiet, fordi reglerne i dag er så stramme, at der ifølge dagens kronikør ikke længere findes nogen indfødsret: ’Blod og ’nedarvet kultur’ er tykkere end opvækst i Danmark og at gå i danske skoler. Arkiv

Hvert år fejres nye statsborgere på Christiansborg. En stadig større del af befolkningen er dog afskåret fra at deltage i demokratiet, fordi reglerne i dag er så stramme, at der ifølge dagens kronikør ikke længere findes nogen indfødsret: ’Blod og ’nedarvet kultur’ er tykkere end opvækst i Danmark og at gå i danske skoler. Arkiv

Sebastian Buur Gunvald
9. juni 2016

Mens vi taler om integration og assimilation, kultur og værdier, og mens reglerne for statsborgerskab strammes, vokser antallet af udlændinge og efterkommere, der lever i Danmark uden at være statsborgere og deltagere i demokratiet.

Det drejer sig faktisk om lidt under en halv million mennesker. Denne voksende gruppe har en anden status som borgere og rettighedsbærere. De har en begrænset politisk identitet.

Nogle af disse hundredetusinder er selvvalgte gæster i demokratiet. De er vandrende arbejdstagere, ikke mindst fra EU.

Andre ønsker at blive statsborgere, men kan ikke leve op til kriterierne. Antallet af opholdstilladelser stiger, mens antallet af nye borgere med stemmeret falder. I 1979 var andelen af ikkestatsborgere i Danmark 1,9 procent. Sidste år var tallet steget til 8,1 procent.

Er det en ønskværdig demokratisk udvikling? Er det en tendens, som politikerne ligefrem bør arbejde for skal fortsætte?

De fem F’er

I Danmark mener regeringen, bakket op af et stort flertal, at nye borgere skal være »reelt integrerede i det danske samfund« og have vist, at »de vil Danmark«, før de kan tildeles statsborgerskab. Disse tågede idealer begrunder de seneste stramninger af reglerne.

Sidste efterår blev kravene til immigranter skærpet. Og i februar blev det vedtaget, at unge født i Danmark af udenlandske forældre skal søge om statsborgerskab på linje med indvandrere. De skal bestå indfødsretsprøven, der består af en multiple choice-test om samfund, kultur og historie – selv om de er født og opvokset her. Der findes altså ingen indfødsret. Der findes en afstamningsret. Blod og ’nedarvet kultur’ er tykkere end opvækst i Danmark og danske skoler.

Situationen minder om dengang, andre borgergrupper ikke havde fulde politiske rettigheder – fruentimmere, folkehold, forbrydere, fjolser og fattige. Der er naturligvis forskel på at forskelsbehandle statsborgere og på at forskelsbehandle statsborgere og ikkestatsborgere. Begge slags forskelsbehandling fører dog til en ulige status blandt indbyggerne. I begge tilfælde handler det om, hvilken vægt den politiske identitet som stemmeberettiget har i forhold til andre af borgerens egenskaber, rettigheder og meritter.

Hvem er borgeren?

Mange europæiske borgere vandrer, men må stadig kun stemme ’derhjemme’ samt til EU-valg. Den nationale stemme er desuden faldet i værdi på grund af EU’s indretning. Også indvandringen fra Asien og Afrika giver anledning til demokratisk underskud – for så vidt de nye borgere bliver boende, men ikke bliver statsborgere og ikke kan stemme og stille op til folketings- og EU-valg.

Man skulle tro, at regeringerne i Europas demokratiske, sekulære samfund ønskede at indoptage nye fastboende borgere, uanset herkomst, og ligestille dem politisk med resten af befolkningen. Forvandle dem fra denizens eller metoikere – altså ikkestatsborgere – til fuldgyldige borgere med statsborgerskab og stemmeret.

Men så simpelt er det ikke. Demokratierne vil gerne bestå af demokrater, men endnu vigtigere synes det, at nationalstaterne består af the natives samt de helt ’naturaliserede’.

Spørgsmålet er, hvordan vi ser borgeren.

Er hun først og fremmest et specifikt kulturvæsen, et medlem af en klan eller fællesskab? Eller er hun en arbejdsressource, og dernæst et politisk dyr med stemmeret?

Et menneske kan også godt ytre sig politisk uden at stemme. I dag udlever mange deres politiske engagement på sociale medier, laver frivilligt arbejde – eller bliver ’hellige krigere’. Men hvis stemmeret stadig betyder noget, og i Danmark er valgdeltagelsen som regel ganske høj, bør fastboende borgere, også dem med udenlandsk baggrund, kunne stemme.

Diskussion af demokratisyn og -praksis og af statsborgerskabsregler kan ikke lukkes med henvisning til integrationsproblemer. Ligesom folk engang forkastede politikken om, at kun formuende mænd måtte stemme, står det i dag til diskussion, om de skærpede statsborgerskabsregler er retfærdige.

Er forskellen mellem dem, som kan eller ikke kan bestå indfødsretsprøven og Dansk Prøve 3, en væsentlig forskel, der bør bestemme adgangen til deltagelse i demokratiet? Skal ansøgere sorteres ud fra uddannelsesbaggrund? Skal indfødte efterkommere have en helt anden adgang til ’indfødsret’ end resten af landets børn? Hvorfor skal en granvoksen svensker have nemmere ved at blive dansk statsborger end en ung, der er opvokset i Danmark, men har forældre fra et ikkevestligt land?

En skrøbelig figur

Spørgsmålet om, hvem der skal have statsborgerskab og stemmeret, er ikke enkelt. Men i de seneste årtier er adgangen til statsborgerskab blevet en klump ler, som politikerne omformer igen og igen, alt efter deres svingende holdninger til, hvordan man opnår (reel) integration i det danske samfund. Statsborgerskabet er ’en gave’, siges det gerne, en gave, man gør sig fortjent til. Men dermed bliver stemmeretten altså også en gave. Om man får demokratigaven eller ej, afhænger især af ens afstamning og testresultater.

Samtidig migrerer mange mennesker nu så meget rundt, at det virker rimeligt, at politisk deltagelse forudsætter mere end blot at være til stede i et land. Spørgsmålet er, hvad det bør forudsætte. Hvorfor lade folk bosætte sig, arbejde og uddanne sig i et demokrati, men ikke leve som demokrater? Hvorfor give dem rettigheder og pligter af social og økonomisk art samt grundlovens borgerrettigheder, men ikke politisk indflydelse? Hvordan kan flere undervisningsfrie test, men ikke (mere) undervisning i grund- og sprogskoler styrke integration og demokratisk dannelse?

Man hører det argument for stramme statsborgerskabsregler, at de hindrer antidemokrater i at få stemmeret. Det er en selvmodsigelse: Hvis du er imod demokratiet, så må du ikke stemme!

Måske findes der politikere og debattører, som frygter et diktatur indført ad demokratisk vej. Men sagen er snarere, at statsborgere ikke kan udvises. Denne ’gave’ bør ikke tilfalde dømte for grov kriminalitet eller (potentielt) radikaliserede unge. Sådanne bagtanker kan gemme sig i idealet om ’reel integration’. Dog rammer de skærpede regler alle indfødte unge med udenlandsk baggrund.

Mens de sproglig-intellektuelle krav i dag er for elitære og testbaserede, giver krav om selvforsørgelse og lovlydighed god mening i forhold til migranters ret til ophold og statsborgerskab. Så længe vi lever i nationalstater, i en union eller sågar i en kommende europæisk republik, der baseres på borgernes indfødthed, vil de indfødte have særrettigheder. Men det er helt urimeligt, at Danmark klart forskelsbehandler de indfødte. Afstamning er nu ’indfødsrettens’ grundsten.

Borgeren, den egentlige bærer af suveræniteten og demokratiet, bliver en skrøbelig figur, der spalter sig i borgertyper med forskellig status. Når status afhænger af familiebaggrund og delvis arbitrære meritter, er den politiske lighed i demokratiet ikke meget bedre end dengang, da ens fødsel som mand eller kvinde, rig eller fattig, bestemte ens borgerstatus og ret til at stemme.

Marie Møller Kristensen er cand.mag. i filosofi og underviser indvandrere i dansk

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for David Hajek
    David Hajek
  • Brugerbillede for Chr. Mondrup
    Chr. Mondrup
  • Brugerbillede for Jakob Trägårdh
    Jakob Trägårdh
  • Brugerbillede for Dorte Sørensen
    Dorte Sørensen
Niels Nielsen, Viggo Okholm, David Hajek, Chr. Mondrup, Jakob Trägårdh og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Jakob Trägårdh
Jakob Trägårdh

For én som mig, der blev født af en dansk mor på Søborg Torv med en herboende svensk far og voksede op på Østerbro, gik i skole, tog en HF, en videregående uddannelse og blev selvstændig, gift med en jysk mø og fik to dejlige unger ... ja, så virker den tilfældighed, at jeg blev boende hos min svenske far og dermed fik svensk statsborgerskab efter mine forældres skilsmisse, den tilfældighed virker helt grotesk som udslagsgivende faktor i forhold til at den begrænser udstrækningen af mine demokratiske rettigheder—det at jeg ikke kan stemme ved folketingsvalg. Så jeg var da rigtig glad for, at det så ud til, at jeg kunne få dobbelt statsborgerskab. Jeg ville så ønske, at det kun var en formsag og ikke den åndsvage optagelsesproces som den blev.

Niels Nielsen, Carsten Wienholtz, Viggo Okholm, Birgit Schov og David Hajek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jakob Trägårdh
Jakob Trägårdh

Helt konkret, så foregik tilvalget af mit svenske statsborgerskab i anledningen af, at jeg som tiårig skulle bruge et pas til en ferierejse—iøvrigt til demokratiets vugge Grækenland.

Brugerbillede for Søren Knudsen
Søren Knudsen

En lille korrektion til artiklen. Hvis man er EU-borger bosat i et andet EU-land end hvor man er statsborger, må man både stemme til kommunal-/ regional- og EU Parlamentsvalg. Det er kun den lovgivende forsamling man ikke må stemme til. Danmark har så besluttet, modsat mange andre lande, at udenlandsdanskere heller ikke må stemme til Folketingsvalg. Det er naturligvis ikke i demokratiets ånd, men kræver desværre en ændring af Grundlovens§ 29.

Carsten Wienholtz, Jakob Trägårdh, Gert Romme og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Viggo Okholm
Viggo Okholm

De oplysninger her, som du beskriver Jakob, var jeg faktisk ikke klar over.
Nu er der så ikke noget galt i at være svensker :) men det er altså skævt at de mennesker som bor fast i dette land uanset dna og etnicitet ikke bare har eller får stemmeret. Man kunne jo sige 5 år hvis man er kommet efter det 18.år og i øvrigt ikke har begået ulovligheder er man stemmeberettiget, hvis det ønskes. Der er jo ikke stemmetvang.

Brugerbillede for Jan Weis

For øvrigt burde regeringen indføre en lov, som kriminaliserer enhver form for importeret Holokaust-benægtelse, som det netop i dag er sket i Italien - kræve af alle applikanter til dansk borgerskab, at de overholder enhver dansk lov – sådan for en sikkerheds skyld, hvis der, mod forventning, skulle være noget, man endnu ikke har fattet …

Brugerbillede for Jakob Trägårdh
Jakob Trägårdh

Jeg tror, at jeg var 37 år da det pludselig gik op for mig at jeg er en skide 2Ger! Erkendelsen kom til mig på en af mine mange vandringer igennem København, hvor jeg var nået til Nikolai Kirke og stod og grundede over den, fordi jeg er opkaldt efter en Jakob Trägårdh, der levede på Chr4s tid, boede i Købmagergade (eller Bjørnegade, som den vist nok hed dengang) og var kaper for kongen ude i Nordsøen. Mine forfædre havde dengang (og indtil kirken brændte) et gravsted inde i kirken og det var her, at jeg stod og kom i tanke om realiteterne. Måske er jeg bare på vej videre ud i verden? Måske hører jeg slet ikke til her i København?

Brugerbillede for Leo Nygaard

Borgere, der lever her og agter at blive ved dermed, og ikke kan umiddelbart accepteres som statsborgere, lever faktisk på "tålt ophold".
De måles ikke på deres personlighed, men på tåbelige tests.
De er blevet lukket ind, optaget på alle andre måder i samfundet, men nej - "stuerene statsborgere bliver I aldrig ".
Der må være en skjult dagsorden bag ?

Brugerbillede for Jørgen Mathiasen
Jørgen Mathiasen

Pointerne er der ikke noget i vejen med, men den historiske fremstilling halter.
Indfødsretten er nævnt i Grundloven, men den liberale grundlov overtog indfødsretsbegrebet fra enevælden, som indførte det i 1776 (Ove Guldbergs nationale styre).
Det havde den virkning, at udlændinge herefter blev udelukket fra statsembederne.

Brugerbillede for Marie Møller Kristensen
Marie Møller Kristensen

@Jørgen Mathiasen (jeg skriver sent, da min profil ikke har virket)

Trods ordet "indfødsret" blev der allerede i 1776 indført særregler for indfødte børn af udlændinge. De havde dog langt nemmere ved at opnå "indfødsret" end i dag.
Senere blev indfødsret og (fuld) stemmeret som bekendt forbundet, selvom kun visse indfødte/statsborgere fik stemmeret.
Senere igen blev det sværere for børn af udlændinge at opnå indfødsret/statsborgerskab. Det var i 1898. Afstamning blev vigtigere end fødested. Efterhånden kom der lempelser igen - for de indfødte efterkommere.
I 2016 er det sværere end (måske nogensinde) før for børn af udlændinge at opnå statsborgerskab. Det skyldes at den såkaldte "erklæringsadgang" blev ophævet i feb. 16.
Mvh Marie

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Mine forfædre var kartoffeltyskere, der indvandrede tilbage i 1700-tallet. Så jeg går sådan set bare bare og venter på, at man fratager mig mit statsborgerskab. For jeg tilhører jo en familie, der kun har haft tilknytning til landet i en fem-seks generationer. Eller er det godt nok at have fire generationer danskfødte forfædre for at opfylde magthavernes Blut und Boden-politik?

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Jan Weis, ???

Øh ja, min bedstefar hed Søren Nielsen, hans far hed Niels Nielsen, hvis far igen hed Søren Nielsen, og sådan fortsætter det, indtil min mor på grund af alderdom opgav at rejse til Tyskland for at forske videre i kirkebøgerne. Så jeg ved ikke, hvad mine tyske aner kaldte sig. Men for en sikkerheds skyld kaldte jeg min søn Søren.

På min mors side fortaber anerækken sig på Als. Så lidt tysker er der nok også i den side af familien.

PS: Min far hed Thorvald, men han var ikke den førstefødte. Som blev kaldt Niels. Onkel Niels, som han hed i familien.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

@Niels Nielsen,
Det der med slægtsforskning er en farlig sport for folk, der behøver at dokumentere deres ret til bevarelse af statsborgerskab i DK som følge af deres tip-tip-tip-oldeforældres pælerod i den danske muld siden Gorm den gamle og Thyra Danebods regeringstid.

Min slægtforskende niece har for nylig opdaget, at hun og dermed jeg har en i syttenhundredtallet fra Ungarn indvandret lejesoldat af tvivlsom etnisk oprindelse i anegalleriet. Så hvad kan det ikke ende med, hvis integrationsordfører, MF Martin Henriksens kreative forslag til skærpet tilsyn med efterkommere af personager af uintegrerbar etnisk oprindelse ender med at blive ophøjet til lov?

Brugerbillede for Jan Weis

@Grethe Preisler,
ja, hvad skal det ikke ende med - i nærværende tilfælde med Gorm og Thyra (med lidt hiv og sving) - men det redder nok ingen for internering i Horserødlejren - i tidens fylde ... ;-)

@Niels Nielsen,
Als? - uha, det er sku tæt på - så vi er sku nok i familie - men har dine alsingere et navn? ...

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Jan Weis, ja, slægten fra Als lider under slægtsnavnet Duus. Møllen i den gamle by i Odense var i sin tid ejet af en møller, som var min tipoldefar på mødrene side. Der er også en vinstue i Aalborg af samme navn, så det er nok også noget familie - den nærige del af familien, tror jeg, for jeg har aldrig fået dem til at give en lille en, selv om vi er forenede i blodets bånd.

Men det er noget rod, min bedstefar på mødrene side var storbonde på Fyn (det gav vist godt at være møller, så dengang var der noget at arve), mens min bedstemor var datter af en københavnsk havnearbejder, som jeg ikke ved, hvad hed, og som sikkert ikke har efterladt sig meget, der var værd at arve.

Ellers hedder de Hansen, Jørgensen, Nielsen etc. Ligesom så mange andre.

:-)

Brugerbillede for Jan Weis

Genbrug

Kolonisterne, der kom til Slesvig i begyndelsen af 1761, overvejende fra Baden-Württemberg i Sydtyskland, aflagde denne ed, bl.a. en ungkarl Marcus Weis med to strittende fingre i vejret, midt i slotsgården på Gottorp Slot: -

”Wir schwören zu Gott und dem heiligen Evangelio:
Dem Allerduchlauchtigsten, unserem jetzo mit Hertz und Mund angenommenden Allergnädigsten Erbkönig und Herrn Friderich dem Fünften, von Gottes Gnaden König zu Dänemark, Norwegen, der Wenden und Gothen, Herzoge zu Schleswig-Holstein, Stormarn und der Dithmarschen, Grafen von Oldenburg und Delmenhorst, Und Seinem Allerhöchsten Königl. Erbhause als auf alle Weise vorzüglich und nac hallen Kräften zu suchen, Schaden und Nachteil hingegen zu verhindern, insonderheit aber durch unser Betragen in Worten und Werken dahin zu streben, dass Sr. Königl. May. Absolutum, Dominium, Souverainitet, und Erbrecht auf Allerhöchst deroselben Reiche und Lande unveränderlich beybehalten und auf dero rechtmässige Erb-Successores fortgepflanzet werde.

Darüber wollen wir halten, und desfals Guht, Blut, ja selbst Leib und Leben wagen.

Wir wollen weder heimlich noch offenbar, weder directe noch indirecte verstatten, dass jemand, es sey, wer es wolle, dagegen auf einige Weise unterfangen, sondern insoferne ein solches wieder Verhoffen geschehen solte, und das wir das geringste davon erfahren, wollen wir, ohne Ansehen der Person solches unverzüglich Sr. Königl. May. allerunterthänigst vorbringen, und uns überhaupt in unserem Stande und Berufe so aufführen, wie es getreuen Unterthanen gebühret und wohl anstehet.

So wahr uns Gott helfe, und Sein Seliges Wort!”

Med denne ed blev kolonisterne officielt danske (hertugelige) statsborgere med alle rettigheder og pligter – og de fleste af dem blev i løbet af de næste par generationer optaget i den slesvigske befolkning uden de store problemer - men de var jo også protestanter eller reformerte (Weis'erne) ...

Så enkelt kunne det gøres dengang, og eden kunne, med mindre ændringer, grundet de historiske og geografiske forhold, sagtens genanvendes i dag - ikke sandt? …

@Niels Nielsen - familienavnet Duus er iøvrigt vidt udbredt her på øen ...

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Lol, Jan Weis, allerede dengang forventedes borgerne at angive hinanden til myndighederne, hvis de pønsede på samfundsnedbrydende virksomhed. Og samfundsnedbrydende virksomhed var meget enkelt defineret som alt, hvad der modarbejdede kongens "Absolutum, Dominium, Souverainitet, und Erbrecht".

Jeg er sikker på, at det må have været meget nemmere at være magthaver, dengang man ikke behøvede at begrunde alt hvad man forordnede - man sagde bare, hvad man forventede af folk, og tilføjede "hvorefter alle Vedkommende sig have at rette" - så var den ged barberet.