Kronik

Under studenterhuen sidder lydigheden

Tillykke med huen, Student 2016. Må I blive årgangen, der siger fra. Som ikke føler behov for at undskylde hver en omvej. Som giver jer tid til at overveje, hvordan I kan finde en plads i verden, der både er god for jer og for samfundet. Det gjorde jeg ikke – og det fortryder jeg
Studenterne fejrer fortjent huen i disse dage. Men både forældre og samfund lægger et alt for stort pres på de unge, hvilket ingen har glæde af. Det mener Sophie Winkel, der selv lå under for forventningerne og senere måtte droppe ud af jura. Der skulle efterfølgende tre sabbatår til, før hun fandt sig selv på medicin.

Finn Frandsen

25. juni 2016

Hvornår det skete første gang, er jeg ikke sikker på. Nok omkring 3.-4. klasse. Min mor til højre for mig, en lærer eller to på den anden side af bordet.

Kaffekopperne og den obligatoriske ’føl dig hjemme’-skål med slik stod i mellem os.

»Sophie, hvad er dit bedste fag i skolen?«

Mit nogle og ti-årige sind kom på arbejde. Jeg syntes jo egentlig, at det hele var sjovt. Men forventningen lyste ud af de voksnes øjne. Jeg måtte give dem et svar. De forventede noget konkret.

»Samfundsfag,« sagde jeg med så meget sikkerhed i stemmen, jeg kunne mønstre. Og åndende lettet op. Tilfredsheden var synlig rundt om bordet. De voksne smilede og mumlede samstemmigt, for jeg viste jo talent for samfundsfag.

Året efter gentog ritualet sig. Og året efter. Og året efter det. Det blev fuldstændig indgroet for mig at svare samfundsfag. Jeg overvejede det ikke engang længere. Med tiden blev skolehjemsamtaler til læreplaner og yndlingsfag til gymnasieretning. Jeg marchede ret og med faste skridt ned ad den vej, jeg havde udset mig i skolehjemsamtalens neonblå skær.

Og så kom tiden til at vælge uddannelse. Igen var svaret parat. Jeg vidste, hvordan min sikkerhed gjorde de voksne glade: Samfundsfag. Spørgsmålet var bare, hvilken DJØF-vej jeg skulle vælge. Valget faldt på jura.

Men der gik et år, og jeg måtte erkende, at juraen ikke var for mig. Økonomi eller statskundskab virkede heller ikke rigtigt. Hvad i alverden? Jeg kunne ikke få det til at passe sammen. Jeg vidste jo, at jeg skulle være noget inden for samfundsfag. DET ER MIT YNDLINGSFAG! Jeg kunne udfylde læringsplanen i søvne.

Droppet ud

Da jeg droppede ud, var det som at tage en afkørsel på samlebåndet. De andre blev ført videre, men med et bump var jeg pludselig rullet ned og landede alene i ingenmandsland uden for Excel-arket. Og til min rædsel opdagede jeg, at dette ikke var et sted, jeg var opdraget til at overleve.

Der var mørkt, og ekkoet af de ansvarlige voksne omringede mig: ‘Jamen, du har jo altid været så sikker!’, ‘hvordan gik det så galt?!, ‘hvad er din plan så nu?!’.

For første gang havde jeg ikke et svar at give dem. Jeg vidste det simpelthen ikke. Men lige meget hvor længe jeg sad og ventede, kom ingen og stak mig en ti-punkts-plan i hånden og forklarede, hvordan jeg konstruktivt kunne arbejde mig ud af denne her identitetsknibe.

Så til sidst rejste jeg mig og gik på jagt. Jeg begyndte at lede efter det, jeg kunne mærke, jeg havde tabt på min vej gennem systemet: min mavefornemmelse. Ethvert lille tegn jeg havde fået fra den gennem årene, havde jeg druknet i kaffe og øl, så den til sidst var stukket af.

Vejen var lang, men ved den lykkelige genforening kom barndommens klogskab tilbage til mig og Spørge-Jørgens vise ord gav genlyd. Svaret på ‘HOP!’ er ikke ‘hvor højt?’, men ‘hvorfor?’.

Generation efter generation er børnene af 90’erne og 00’erne blevet mere og mere indoktrinerede. Det begyndte på universitetet, rykkede langsomt ned i gymnasiet. og nu må man med rædsel se til, mens folkeskolebørn er spærret inde til klokken 15 hver dag. For ridning og fodbold er altså ikke noget, der pynter på CV’et.

Forvirring, ja tak

I disse uger får årets studenter deres huer på. Og hvor ville det være fantastisk, hvis det blev årgangen, der sagde fra.

Årgangen der ikke følte et behov for at undskylde for hver en fejl og for hver en omvej. Og som satte sig ned og tog sig tid til at overveje, hvordan de kan finde en plads i verden, der både er god for dem selv og for samfundet.

Som rent faktisk fik lov til at opføre sig som de 18-19-årige, de er, ved at prøve grænser af, tænke kreativt, sprænge rammer, råbe højt og gøre opmærksom på verdens uretfærdighed.

For kæreste voksne: et samfund har også brug for legende børn og forvirrede unge mennesker. Vi er her for at udfordre standarden, for at lære jer at tænke nyt og for selv at få lov til at lære verden at kende.

I kommer ingen vegne med at forsøge at mase os ind i effektivitetens færdigformede kasser. I ødelægger os og vores mulighed for en dag at blive til de reflekterede og rodfæstnede voksne, som I selv har fået lov til at udvikle jer til.

Se statsministeren anno 2040 for jer. Fra hun var ét år gammel, har al hendes leg været skemalagt. Hver en kvist, hun har proppet i munden, har skullet forbindes til viden om økosystemet. Hun skulle finde et fokus for sine bestræbelser i en alder af 10 år, så hun var klar over, hvilken fremtid hun arbejdede sig hen imod.

Gymnasiet gik med skiftevis knoklen og stresssammenbrud. Fik hun ikke 12 hver gang, kunne hun ikke komme ind på statskundskab.

Endelig fik hun huen og det absurde gennemsnit, hun skulle bruge. Eksamensbeviset kom med streng besked om, at hvis hun tillod sig selv en pause, skulle den være kort og studierelevant.

Hun gjorde honnør og skyndte sig ind på universitet, hvorfra hun efter fem år begravet i bøger var klar til voksenlivet og den magtfulde post, der ventede hende.

Opskriften på en dygtig og visionær leder? Nej. Karikeret og overdrevet? Ja. Reelt og problematisk? Ja.

Rekordmange tilfælde af angst og stress blandt børn og unge er kun toppen af isbjerget. For hvad skal der ske, når det en dag er os, der skal bære samfundet videre? Når vi skal indtage Christiansborg og ministerierne, fordi dukkeførerne er gået på pension?

Vi er blevet opdraget til ikke at tænke en selvstændig tanke. Vi er blevet presset fremad med skræmmehistorier om kineserne, der kommer og overtager vores arbejde, fordi de er mere hårdtarbejdende end os.

Og ja, hvis kineserne kommer, skal de nok få overtaget. Det sker ikke, fordi de arbejder hårdere end os, men fordi vi ikke har lært andet end at parere ordrer. Siger de ‘dæk!’, så gør vi det. Eller også er vi alle sammen for dopede på antistress-medicin til overhovedet at forstå, at vores job er blevet overtaget.

Tid til at tænke

Kan vi få lov at drømme om et fremtidigt Danmark, hvor et lavt gymnasiegennemsnit ikke ødelægger hele din fremtid?

Hvor sabbatår ikke er en synd og en vej for de hvileløse og forvirrede – staklerne, der ikke kunne finde deres kasse at bo i? Og hvor det at uddanne sig inden for noget så ukonkret som humaniora ikke bliver anset som landsforræderi?

Jeg afsluttede i denne måned det første år på medicinstudiet. Her endte jeg ikke på grund af læringsplaner og et system, der kæmpede for at holde mig målrettet. Jeg valgte studiet på trods af dette.

Jeg fandt den plads, jeg føler er min, fordi jeg tog mig retten til at overveje en anden fremtid, end den jeg så for mig, da jeg var 10 år gammel. Og det der en dag gør mig til en god læge, vil i lige så høj grad være mine tre sabbatår som mine 20 år på skolebænken.

Så lad der lyde et stort tillykke til de nye studenter. Lad hverken skiftende regeringer, bekymrede forældre eller forstokkede 1,08-regler fortælle jer, hvornår I er klar til at træde inden for i uddannelsessystemets snævre rammer igen.

Nyd friheden og kæmp for retten til at være forvirret. Det bliver ikke mellem linjerne i fremdriftsreformen, I finder nøglen til jeres fremtid.

Sophie Winkel er medicinstuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Pedersen
  • Ole Henriksen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Vivi Rindom
  • Niels Duus Nielsen
  • Viggo Okholm
  • Steffen Gliese
  • Jørgen Steen Andersen
  • Christian De Thurah
  • Hans Larsen
Morten Pedersen, Ole Henriksen, Lise Lotte Rahbek, Vivi Rindom, Niels Duus Nielsen, Viggo Okholm, Steffen Gliese, Jørgen Steen Andersen, Christian De Thurah og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Sophie Winkel har fuldstændig ret. Man kunne unde nutidens unge, at de kunne have deres uddannelse på skole, gymnasium og videregående uddannelser "i fred", dvs. få lov at betragte disse perioder som livsafsnit af selvstændig værdi og ikke blot tilløb til noget andet. Alle de senere års "reformer" har kun resulteret i stress , forstillelse og jagt på (urealistisk) høje karakterer, der i virkeligheden ikke måler ret meget.
Det ville være dejligt, hvis skiftende regeringer, der alle har været nogenlunde lige tonedøve på dette felt, kunne tage en slapper og give uddannelsesinstitutionerne og deres elever/studerende ro til at få det bedste ud af tiden, både fagligt og menneskeligt.

Torben Skov, Vivi Rindom, Jørn Andersen, Steffen Gliese og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Det er igen en af konsekvenserne af det neoliberale helvede!

Arne Lund, Mads Berg, Per Jongberg, Torben Skov og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Så er vi igen i diskussionen, hvis er mennesket? sin egen eller det til enhver tid bestående samfund og dets mål og menneskesyn? Vi bilder os måske også ind at vi/de som tror de knokler for samfundet og eget begær jo ikke skal gøre det, hvis de unge, som får del i de surt tjente skattekroner bare vil demonstrere, tænke egne tanker og tvivle. For vore penge uha da. Det er lige som kontanthjælpsmodtagere og flygtninge, de ødelægger de mennesker som har fået job og magts mulighed for at blive rigtigt rige. Måske mennesket bare skule have lov til at være menneske og med ansvar til at udvikle værdier og samtidig bekymre sig med automatisk medfølelse i forhold til ens næste uanset status.

Peter Jensen

"Så til sidst rejste jeg mig og gik på jagt. Jeg begyndte at lede efter det, jeg kunne mærke, jeg havde tabt på min vej gennem systemet: min mavefornemmelse. Ethvert lille tegn jeg havde fået fra den gennem årene, havde jeg druknet i kaffe og øl, så den til sidst var stukket af."

En retorisk detalje med væsentlige implikationer; der må være tale om et tab af intuition/følelsesmæssig kontakt til sig selv. Mavefornemmelser, som er primitive reaktioner/tilstande af reptil art, trives storartet i såvel kaffe/øl-overforbruget som i konkurrencestatens dydige dumheder.

jens peter hansen

Der har aldrig været så mange studenter som nu. 75 % af en årgang bliver studenter. Der har i over 30 år været adgangsbegrænsning til universitetet. For 30 år siden blev omkring 1/3 studenter. Det vanskelligste studium at komme ind på var jordemoderskolen, derefter medicin. Sabbatåret/årene blev en naturlig konsekvens af det karakterræs det havde været for at score høje karakterer i gymnasiet. Nu har langt flere mange flere muligheder, men bare for få år siden lå frisørsaksen eller skiftenøglen parat for de fleste af dem som i dag ville have gået på gymnasiet. Ja man bliver presset, hvad fanden tror man at man bliver på et bilværksted, en byggeplads eller på et landbrug. Stop selvmedlidenheden og tag et sabbatår til eller tag til en provinsby og tag dit drømmestudium der, her er kravene sjældent helt så høje som i København.

Jovan Tasevski

Meget rammende skrevet. Hele (skole-) systemet er bygget op til at få hamstret til at løbe sig træt i hjulet og lægge sig til at dø. Helst uden et otium. Uden at tænke. Uden at stille spørtsmål til formålet. Hvem lukrerer af alt denne løben og stress. Kunne det være de selv samme, som har opbygget det. David Icke og Max Igan er blandt mange, som giver et godt bud på, hvem det kan være.

Arne Lund, Torben Skov og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Desværre alt for sandt. Jeg har en bi-tjans som eksamensvagt (aka elevservice) på et par lokale uddannelsessteder. Og jeg er temmelig paf over hvor afrettede og lydige du unge er. Der er ikke gnist af trods, oprør, eller vilje til at stille utidige spm. til skolen, til samfundets indretning, og til det liv, de unge forventes, at skulle træde ind i.
Hvem fa'en skal så arve riget, når vi andre kradser a'? Og hvad stiller nutidens unge op med det?
Er der nogen, der har et bud?