Kommentar

Ti år efter Brexit er Europa i kaos

Hvor galt kan det gå, hvis briterne skulle beslutte sig til at forlade EU? Dette er et forsøg på en dystopisk fremskrivning
9. juni 2016

Året er 2026, og i London har UKIP’s premierminister netop indledt en ceremoni for at markere tiåret for Brexit – ’suverænitets-ja’et’, som han kalder det.

EU er faldet helt fra hinanden. Det meste af Europa bliver i disse år integreret i Kinas Nye Silkevej, som omfatter infrastrukturprojekter i hele Eurasien. Men Europa er ikke stabilt. Kontinentet er genstand for stadig geopolitisk rivalisering. Rusland har befæstet sin indflydelse i flere lande, men ser med misundelse på Kinas større gennemslagskraft. Grækenland har underkastet sig russisk førerskab i Den Ortodokse Union, der beskrives som et projekt for en ’kulturel og åndelig civilisation’ – det samme har Bulgarien.

Frankrigs præsident, Marine Le Pen, søger genvalg. Hun kom til magten i 2022 på en globaliserings- og indvandrerfjendsk platform og udskrev straks en ’Frexit’-folkeafstemning, som gav dødsstødet til det europæiske projekt, der var begyndt i 1957. Uden Frankrig var der ikke nogen levedygtig union tilbage.

Med Frankrig ude enedes de resterende medlemmer i Bruxelles om at ophæve alle EU-traktater og i stedet skrive under på en ’freds- og broderskabsaftale’, selv om ingen var sikker på, hvad den gik ud på, eller hvordan den skulle håndhæves. På tv så man den tidligere kommissionsformand Jean-Claude Juncker briste i gråd.

Tyskland opgav for længe siden at spille en ledende rolle i Europa, efter at det var slået fejl i flygtningespørgsmålet ti år tidligere. Med Storbritannien og siden også Frankrig ude af EU gjorde Tysklands desto større dominans landet til genstand for intens modvilje fra sine naboer. I stedet fokuserede tyskerne på at udvikle nye eksportmarkeder i Asien og på at rette op på sin demografiske ubalance med egne indvandringskvoter.

I de 10 år efter Brexit var der kun to europæiske stater, hvor højreekstremistiske eller populistiske partier ikke dannede regering: Norge (som aldrig blev medlem af EU og bevarede en stærk statslig fond baseret på sine olieindtægter) og Spanien (hvor mindet om Franco-årene fratog enhver appetit på ekstremismens genkomst). I flere lande fik protektionistiske og globaliseringsfjendtlige grupper, nogle af dem stærkt fremmedfjendske, folkelige gennembrud ved valgene.

Amerikansk nyorientering

Da briterne var ude af EU, opdagede de, at deres ’særlige forhold’ til USA kun var en frase. Et Amerika på nyisolationistisk kurs foretrak at vende den gamle verden ryggen.

USA kastede i stedet sin energi ind i Asien og Stillehavsområdet i strategisk konkurrence med Kina. Faktisk var den nyorientering begyndt allerede under præsident Obama og blev fremskyndet under hans efterfølger, Donald Trump. Præsident Trump havde glædet sig over Brexit, Vladimir Putin ligeså. Men ingen stod klar til at hjælpe Storbritannien med at redefinere sin position på den internationale scene.

Til sidst satsede Storbritannien på en tættere forhold til Kina. Som tegn på tilnærmelsen blev Heathrow omdøbt til Xi Jinpings Atlantiske Lufthavn. Kinesiske penge strømmede ind i landet, især gennem offshorefaciliteter. Med disse fulgte også et politisk pres, ikke mindst mod uafhængige medier. En britisk undersøgende journalist, der efterforskede kinesiske selskabers sponsering af parlamentsmedlemmer i Westminster, forsvandt sporløst. Kinas militær blev interesseret i Atlanterhavet og så Storbritannien som en værdifuld platform. Snart blev et kinesisk hangarskib posteret i Devonport, Vesteuropa størstes flådebase.

Et årti efter Brexit var EU et gulnet minde. Skolebøger beskrev det som et projekt, der var kuldsejlet ved mødet med det 21. århundredes virkelighed, og som gik under, da briterne vendte ryggen til »en fejlkonstrueret bureaukratisk enhed«, der »oversvømmede landet med indvandrere« og ville diktere krumningsgraden på agurker.

Krig har Europa ikke oplevet til trods for bortfaldet af solide alliancer. NATO eksisterer formelt endnu. Men så udhulet at det er irrelevant. Med EU’s opløsning og USA’s tab af interesse for kontinentet står NATO uden politisk base.

De europæiske stater tror ikke længere på de amerikanske sikkerhedsgarantier: Tiltroen mistede de, da USA allerede i Trumps første periode lod vide, at man havde fået nok af pseudoallierede, der ikke ville betale prisen for militærbeskyttelse.

Antiamerikanske stemninger er vokset frem overalt i Europa, parallelt med de populistiske bevægelsers tiltagende styrke – endda også i de baltiske lande, som Rusland har destabiliseret gennem korruption, skræmmetaktikker og manipulation med mindretal. Russerne behøvede end ikke at invadere, men kunne bare vente på, at Østeuropas demokratier visnede væk af sig selv.

Nye mure er skudt op

I dag, den 23. juni 2026, er der fyrværkeri over Themsen og Big Bens klokker ringer for at hylde genoprettelsen af ’Storbritanniens frihed’. Men frihed klinger som et tomt slagord. For Briterne lever på kanten af et kontinent, hvis stabilitet ikke er sikret, og hvor Europas nationalistiske spøgelser er vendt tilbage. De større magter enten skræmmer de mindre eller tilkøber sig deres loyalitet. Rusland, Kina og nogle gange selv USA kæmper om indflydelsen i Europa med de små nationalstater som bønder på et skakbræt. Efter Skotlands og Cataloniens løsrivelse er separatismen forstærket og kammer jævnligt over i territorialstrid. Nye mure er skudt op: Europa har nu et sydligt jerntæppe som værn mod flygtningestrømme fra Afrika og Mellemøsten – en region, der er stadig er midt i sin 30års krig.

Europa er ophørt med at være aktør på den globale scene – i stedet rystes det af ydre kræfter, som det ikke har noget håb om at kontrollere og nedslides af indre rivalisering.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Anker Sørensen
Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

"Europa er ophørt med at være aktør på den globale scene – i stedet rystes det af ydre kræfter, som det ikke har noget håb om at kontrollere og nedslides af indre rivalisering."

Europa som kontinent har aldrig været en aktør på den globale scene; de enkelte nationer - Storbritannien, Frankrig, Spanien, Portugal... - har derimod været globale aktører.

Den tid er efterhånden forbi - og godt det samme.

Det er straks værre med den den indre rivalisering.

Mogens Lykketoft har en kronik i JyllandsPosten i dag, hvor han kommenterer på EU & Brexit.

http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE8745617/skeptikerne-har-intet-...

Jeg hæftede mig især ved Lykketofts stærke påpegning af, at det er nonsens at tro på, at de små EU-lande kan genvinde suverænitet ved at bakke ud af EU.

jan henrik wegener

Det kunne på den anden side give mere mening hvis et exit for et land svækker "nej-partierne" og bevægelserne. Ud fra det ræsonnement at når man først er ude har vælgerne ikke samme grund til at tilslutte sig dem.Diverse tilskud fra unionen samt stillinger i blandt andet Europaparlamentet vil jo også ramme såvel modstanderpartier som tilhængere.

Ivar Nielsen

"Ti år efter Brexit er Europa i kaos"? Har EU nogensinde stået for en konkret og stabiliserende orden når det dybest set kommer til stykket? Man lavede i sin tid en organisation baseret på "alles ret til at udkonkurrere alle andre" - hvordan i alverden kan man skabe et genuint fællesskab på denne grundliggende destruktive præmis?

Klaus Flemløse

Det er en tankevækkende kronik, hvor forudsigelser selvfølgelig ikke vil holde 100%, men dele heraf vil naturligvis.

Danske Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten er at betragte som "1864"-partier. Hermed menes, at de overvurdere Danmark betydning, at de har ingen viden om verden omkring os, og de foretager alvorlige fejltolkninger af omverdenen og de har nationalistiske tendenser. De er en trussel for bevarelsen af Danmark som en selvstændig nation og de ser slet ikke konsekvenserne af deres politik også mht. Rusland, Kina.
-
Desuden tænk på et tal og gang det med fire. Her tænke jeg på antal døde i 2.verdenkrig. Hvor skal det ganges med 4 ? For hver død er der familier der mister.

Derfor blev EU-oprettet og derfor er EU en fredsbevarende organisation !

Jeppe Bundgaard

Klaus Femløse;
"Danske Folkeparti, Liberal Alliance og Enhedslisten er at betragte som "1864"-partier. Hermed menes, at de overvurdere Danmark betydning, at de har ingen viden om verden omkring os, og de foretager alvorlige fejltolkninger af omverdenen"

Det var godt nok mange af dine medborgere, du beskylder for ikke at vide noget som helst om verdenen omkring os, og på den måde, diskvalificerer fra debatten.
Kan det nu virkelig passe? Eller er det måske bare fordi, du ikke deler deres synspunkt?

Michael Kongstad Nielsen

Stabiliteten findes i kaos (sådan er det også i naturen, slå op under "kaosteori").
Europa vil opløse det overstatslige, men beholde frihandel. Europa opgiver at spille stormagt, men de mange små og mellemstore stater udvikler sig hver for sig i eget tempo og efter eget temperament, Store kapitalinteresser får det svært, for de har ikke længere ECB i ryggen, og det til stor lettelse for de mange små. I Europa begynder en bevægelse væk fra urbanisering. Folk flytter ud af storbyerne og genoptager primærerhvervene, økologisk naturligvis, en trend der vil sprede sig over hele kloden. Sidst til USA, de kan ikke få skoene vendt. Efterhånden som folk ikke gider krig og militære trusler mere, opløses NATO også, og nedrustningen giver verden råd til velfærd og rent vand.

Jens Erik Starup

I bund og grund er Europa allerede i kaos i dag.
Politikerne er ikke i stand til at finde selv midlertidige anstændige løsninger hvad angår flygtningestrømmen.

jan henrik wegener

Hvorfor ikke i stedet skele til lande udenfor, som Norge, Schweitz og Island? Hvor "uafhængige" er det lige disse lande er i forhold til internationale kapitalbevægelser, råvarepriser, konjunkturer eller for den sags skyld militære alliancer, flygtningspørgsmålet etc.? Vil sydeuropæerne sammenligne kan de jo gøre det med landene i sydøst, Albanien, Makedonien m.fl.

Det nærmer sig majestætsfornærmelse, at spåkonen ikke nævner tilstanden i smørhullet Denmark - det enste, som interesserer socialnationalisterne ... ;-)