Kronik

Uvirkelighedens politik

Finansministeriet og De Økonomiske Råds vækstprognoser for de kommende år er allerede forældede. De tager nemlig ikke højde for åbenlyse udfordringer som mulig Brexit, risikoen for Donald Trump i Det Hvide Hus og truslen om, at den kinesiske gældsfælde klapper. Forhold som kan få alvorlige konsekvenser for vores økonomi. Den slags burde ikke være grundlag for økonomisk politik
Finansministeriet og De Økonomiske Råds vækstprognoser for de kommende år er allerede forældede. De tager nemlig ikke højde for åbenlyse udfordringer som mulig Brexit, risikoen for Donald Trump i Det Hvide Hus og truslen om, at den kinesiske gældsfælde klapper. Forhold som kan få alvorlige konsekvenser for vores økonomi. Den slags burde ikke være grundlag for økonomisk politik

Illustration: Johanne Sorgenfri/iBureauet

21. juni 2016

Så kom Finansministeriet med en ny prognose for væksten i dansk økonomi. 1,1 procent i 2016 og 1,7 procent i 2017. De Økonomiske Råd fulgte op med deres, og vi kan glæde os over, at begge prognoser indikerer, at væksten fra 2018 og frem vil normaliseres. Det vil den sjovt nok altid, når man spørger makroøkonomer.

Det er prognoser, der får konsekvenser. For de lægges til grund for 2025-planen, som givet bliver en 2030-plan, så der er råd til skattelettelser nu og her. I de guldgravermodeller, Christiansborg baserer sin politik på, kan der altid findes penge – alt går op i en højere enhed, når man justerer mod det strukturelle niveau på lang sigt.

Det får selvfølgelig hverken politikere eller økonomer til at undre sig. Tværtimod tilrettelægger politikerne gladeligt deres politik for at imødekomme den politiske virkelighed, som modellerne skaber.

Af en fodnote på side 226 i rapporten fremgår det sikkert, at antagelser og beregninger vedrørende fremtidens økonomiske udvikling er forbundet med en ’vis’ risiko, men det vil næppe få mange til at løfte et øjenbryn.

Tilbage står diskussionen om de tal, der er gravet frem og spørgsmålet om, hvad vi skal gøre for, at tallene bliver til virkelighed. Rammerne for den diskussion er også fastlagt af teknokrater og økonomer i budgetloven og EU’s Stabilitets- og Vækstpagt. Underskuddet på de offentlige finanser må ikke overskride 3 procent af det danske BNP, og det såkaldt strukturelle underskud må ikke være højere end 0,5 procent, så vort politiske råderum og valg af instrumenter er, ja, forudbestemt.

Forudsigelige stød

Som IMF påpeger, er der tale om en af nogle økonomer vedtaget mekanisme, som er stærkt konjunktur- og kriseforstærkende. Krisen bliver nemlig dybere og længere af netop at søge balance i det strukturelle fantasifoster. En lang række årsager, som økonomerne ikke indregner eller direkte modregner, har nemlig store negative og langsigtede konsekvenser for væksten. Ét er, at modellerne og de politikere, der laver politik ud fra dem, i sig selv er en katastrofe, et andet og mere truende problem er, at modellerne er designet til at negligere virkeligheden, og derfor slår politikerne skævert på skævert.

Helt aktuelt er der to kendte forhold, som med et slag kan ændre udviklingen i økonomien betydeligt. Den første er Brexit-afstemningen, som finder sted i denne uge. I øjeblikket ligger ja- og nej-siden meget tæt i målingerne, og det gør situationen uforudsigelig. Men uanset resultatet vil de finansielle markeder reagere – også uden for Storbritannien, og erfaringerne fra 2007-2009 viser, at det kan få stor betydning for økonomien også på længere sigt. Så allerede mens regnedrengene hygger sig med uvirkeligheds- beregningerne frem mod 2030, kan de blive endnu mere uvirkelige, fordi virkelighedens hændelser overhaler dem indenom.

Den næste nære begivenhed er præsidentvalget i Guds eget land, USA. Det ser ud til at blive en kamp mellem Donald Trump og Hillary Clinton. Kommentatorerne fra den politiske elite, som bakker Clinton op, forudser hende som vinder. Men det er værd at huske, at de også langt ind i primærvalgkampen anså Trump for at være en joke. Nu er det Trump, der griner.

Trump har ramt samme nerve i befolkningen, som Hillarys demokratiske udfordrer, Bernie Sanders. De støttes af den del af befolkningen, som ikke gider flere teknokrater og levebrødspolitikere. Folk, der ikke vil finde sig i at måtte stå og se på, mens politikere spinner lort til kringle. Trump spiller det kort godt, og over for Hillary, som med hans ord er »ejet af banker og kapitalinteresser« og er personificeringen af det, lægfolk ikke kan lide, har Trump en chance for at vinde. Rykker Trump ind i Det Hvide Hus i november, vil det kaste ikke kun de finansielle markeder, men alt andet ud i uvished, og det vil få konsekvenser for økonomien. Så en måned efter vi har vedtaget næste finanslov på baggrund af de ’nagelfaste’ beregninger i Finansministeriet, kan vi stå i en ny situation … helt uforudset naturligvis.

Kinesisk nedtur truer

En tredje event, som er svær at give en præcis dato for, drejer sig om, at Kinas gældsfælde vil klappe – og den vil klappe hårdt. Priserne på ejendomme er på himmelflugt, men der bygges faktisk flere ejendomme, end der efterspørges. Samtidig er der enorme driftsunderskud i mange af de statsejede virksomheder – man kalder det ’investeringer’, men det gør ikke problemet mindre omfattende.

Når markedet først mister tålmodigheden, vil der ikke være nogen exit, der vil kun være nedtur tilbage, og det vil gå hårdt ud over den reale økonomi i hele verden. Det er som sagt svært at spå om, præcis hvornår udviklingen løber løbsk i Kina, men jeg tør godt smide penge på, at det sker inden 2020, og så står vi i en krise, som formentlig er dybere end den i 2009. Vi kommer til at ’redde’ bankerne endnu engang – det har flere finansforskere allerede gjort klart.

Foruden disse tre åbenlyse game changers er migrantstrømmene til Europa, terrorisme og især de politiske svar på begge udfordringer af fundamental betydning for økonomien i de kommende år. Et par tusinde flygtninge, som skal til lægen og i uddannelse, kan ende med at blive vort mindste problem. Hvis EU for alvor slår sprækker, og hvert land passer sit, vil det betyde usikkerhed på de finansielle markeder og for realøkonomien. Hvis svaret er, at EU bygger mere mur omkring sig selv og hårdhændet forsvarer sine grænser, er det svært at svare på, hvordan det vil påvirke den globale geopolitiske stabilitet. Resultatet er usikkerhed.

Rigtige løsninger

Så 2030-planen og det råderum, som makroøkonomerne graver frem, er værdiløst som politisk instrument. Og de politikker, som Folketinget kommer til at vedtage med udgangspunkt i beregningerne og antagelserne i de fejlbehæftede modeller, forstærker den kommende krise. Det kan godt være, at makroøkonomerne ikke finder det interessant, men vi kommer alle sammen til at leve vores dagligdag i skyggen af konsekvenserne.

Allermest frustrerende er det, at den økonomiske tågesnak forhindrer, at vi finder virkelige løsninger på vore udfordringer – løsninger, der rækker langt ud over vor økonomi.

For svarene er der. For det første skal den finansielle sektor reguleres og polstres. For det andet skal Danmark gå foran med at realisere de 17 verdensmål ved selv at investere kraftigt i dem både herhjemme og i udlandet for på den måde at vise vej og insistere på, at EU følger trop og bruger sin magt til at få resten af den industrialiserede verden med. Det vil skabe vækst på kort og lang sigt.

Men den slags tiltag strider mod de makroøkonomiske regnedrenges dogmer. Politikermod er ikke en faktor i deres modeller. Men som Nyrup sagde til vrangvillige dommedagsøkonomer, da han ville investere i det uddannelsesmæssige dobbeltløft: »Skulle vi nu ikke prøve alligevel?« Tænk, hvis det viste sig, at finanspolitiske investeringer i vækst og mennesker på sigt ikke fører til dommedag i virkelighedens verden.

Frank Skov er analysechef i CEVEA

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Henriksen
  • Tue Romanow
  • Jørgen Steen Andersen
  • Steffen Gliese
  • erik mørk thomsen
  • Rasmus Knus
  • Kurt Nielsen
  • Torsten Jacobsen
Ole Henriksen, Tue Romanow, Jørgen Steen Andersen, Steffen Gliese, erik mørk thomsen, Rasmus Knus, Kurt Nielsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Men også denne artikel er et fatamorgana ved at anerkende muligheden for økonomiske forudsigelser. Reelt set sker det, som vi beslutter, så vi må beslutte, hvordan vi vil have samfundet og SÅ finde ud af, hvordan det er nødvendigt at arbejde og skabe, for at det kan realiseres.
Det må være ressourcerne, man ser på, for de er i realiteterne den eneste virkelige værdi.

Janus Agerbo, Kurt Nielsen og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
Christian Nymark

Men 'vi' danskere har jo flere ressourcer under et imperialistisk tyvekost-cirkus, end hvis vi laver reel politik udfra danske ressourcer på dansk jord.

Hvis vi ikke følger reglerne for international finans, så får vi forværret vores lånemuligheder og forringer derved adgangen til de ressourcer der er på det åbne marked.

At det så er det rigtige at gøre for klimaets skyld at begrænse ressource-forbruget helt ekstremt meget, det er åbenbart tomgangs-snak her i de enogtyvende århundredes nordiske ø-helvede. Suk..

Jens Winther

Det er ikke nogen - mindst af elle økonomerne - som nægter, at resultatet af dagens afstemning i UK vil få stor betydning for vores den internationale økonomi og derfor også danskernes økonomi. Det sammen gælder hvad angår den kinesiske bobleøkonomi. Spørgsmålet om hvem, der bliver USA's næste præsident har langt mindre betydning for os.

Så, ja, prognoserne er usikre og vil blive påvirket at udefra kommende forhold, som vi ingen indflydelse har på.

Det er jo let at drage den konklusion. Og den er ingen uenig i.

Men hvad er egentlig Frank Skovs svar på denne udfordring?

Noget løst og usammenhængende snak: "For det første skal den finansielle sektor reguleres og polstres. For det andet skal Danmark gå foran med at realisere de 17 verdensmål ved selv at investere kraftigt i dem både herhjemme og i udlandet for på den måde at vise vej og insistere på, at EU følger trop og bruger sin magt til at få resten af den industrialiserede verden med. Det vil skabe vækst på kort og lang sigt".

Er der noget, der har kvalt investeringer og vækst er det regulering og polstring af den finansielle sektor. Denne regulering og polstring er den direkte årsag til, at de små og mellemstore virksomheders muligheder for at finansiere skabelsen af arbejdspladser er væk - helt væk!

Og finansieringen af investeringerne i realiseringen af de 17 verdensmål - hvor skal den komme fra, Frank Skov? Yderligere skatter og "grønne" afgifter, som i sig selv vil virke vækstbegrænsende og reducere velstand og velfærd?

Eller mener Frank Skov, at vi skal gøre som grækerne har gjort det de sidste 20-30 år: stikke hovedet dybt ned i busken og "investere" løs for lånte penge uden tanke for kommende tiders renter og afdrag?

Frans Skov, Cervea, den "analyse" giver jeg ikke noget for. Hvis du og Cervea skal have jeres berettigelse i debatten, så må I levere et seriøst stykke arbejde og ikke sådan en gang letvægts-lirum-larum.

Steffen Gliese

Jens Winther, du efterlyser jo selv lånte penge til investering! Det er ikke reguleringen, men dereguleringen, der skaber usikkerheden og den manglende finansiering for rigtige, produktive virksomheder - fordi det med liberalismens fiffighed, men ikke rationalitet, bedre kan svare sig at investere i noget andet.
Derfor er Sparekassen en meget bedre idé - det lokalt forankrede, non-profit finansielle institut, som man anbringer en lille kapital i på et garantbevis.

Jens Winther

Steffen, der er forskel på om en virksomhed låner penge og skaber aktivitet eller det er staten, der gør det! Det er virksomheden selv, der har ansvaret for at lægge budgettet og tage risikoen. Talrige praktiske eksempler viser, at hver gang det offentlige "investerer", så er beslutningerne drevet af alt andet end interessen i, at der er en samfundsmæssig gevinst i projektet. Så er det kun stemmefiskeri for skatteydernes penge. Og det bliver hver gang 30-60% dyrere end beregnet, tager den dobbelte tid og virker sjældent. Der er ingen - som i slet INGEN - der i realiteten tager et ansvar for offentlige "investeringer". Det er konsekvent uduelighed og ansvarsforflygtigelse.

Synes du selv at den allerede indførte regulering har ført til nogen gode resultater? Bidragssatserne er 4- til 5-doblede og rentemarginalen slår ny rekord, bankerne låner ingen penge ud (ikke fordi de ikke vil, men fordi kapitalkrav og tilsynsdiamant forhindrer det). Og nu taler man om yderligere reguleringer, som yderligere forværrer situationen.

Og nej: det er i hvert fald ikke liberalisterne, der er fortalere for yderligere regulering!

Og nej: det er ikke fordi det "bedre kan svare sig at investere i noget andet", at de virksomheder, som rent faktisk kunne skabe vækst, produktivitet og arbejdspladser, ikke kan få finansieret deres investeringer. Hvis ikke Finanstilsynets reguleringer hindrede det, vil bankerne låne penge ud - i egen interesse og for at tjene penge.

Men når man aldrig har været i en rigtig levende, samfundsgavnlig, kommerciel virksomhed - hvad enten det er som ejer, leder eller medarbejder - så ser man ikke virkelighedens problemer, fællesskab og løsninger. Så "ser" man cigarrygende, "neo-liberalistiske", fede kapitalister, der mæsker sig på "arbejderklassens" bekostning. Det er det, der er "uvirkelighedens politik" - og det er en verden, som muligvis fandtes i det 18-århundrede. Men det er ikke sådan, den virkelige verden ser ud i dag!

Steffen Gliese

Hold nu op med det p.s med virksomhedernes egetansvar, Jens Winther, som samfund skal vi såmænd gerne lette dem for det, hvis de bare til gengæld arbejder for samfundet i stedet at modarbejde det med skattefiduser og dårligt arbejdsmiljø. Hele den logik, som den form for økonomi hviler på, er håbløst forældet, for den forvalter en mangel, som verden ikke har. Verden lider under urimelig fordeling, ikke mangel.

Steffen Gliese

Der er jo ikke anden samfundsgavnlighed i virksomheder end det, de kan aflevere til fællesskabet til at løse de opgaver, der er virkeligt uomgængelige.

Mogens Fosgerau

Der er ikke mere analytisk bund i Ceveas "analyser", end der er i så mange andre indlæg her på Informations debatsider. Det foregår i sådan et mærkeligt parallelunivers, hvor guruerne er meget venstreorienterede meningsmennesker fra Roskilde og Ålborg, som stort set aldrig har publiceret noget akademisk. Det anses måske for en kvalifikation.

Det er til at leve med, at der findes små lommer af fantaster, som kan finde meningsfæller herinde på Informations hjemmeside, som mener, at de hjemme fra lænestolen forstår al økonomi, mens økonomerne ingenting har fattet. Det er lidt sværere at leve med, at fagbevægelsen poster penge i noget så plat som Cevea. Det er noget pjat at spilde medlemmernes penge på og hjælper intet i forhold til at få en seriøs økonomisk debat.

Steffen Gliese

Nej, Jens Winther, det gælder ikke for os allesammen. F.eks. gør rengøringspersonalet hos Galle & Jessen formodentlig mere gavn, reelt, end dem, der fremstiller slikket. Der er de ægte, nødvendige og nyttige funktioner i samfundet, og dem, der blot er fordelagtige, fordi de giver os nogle penge, og her er det jo eksporten, der er vigtig, for nationalt kan vi jo blot distribuere, som det er mest nyttigt.

Talrige praktiske eksempler viser, at hver gang det offentlige "investerer", så er beslutningerne drevet af alt andet end interessen i, at der er en samfundsmæssig gevinst i projektet.

Dybt diskvalificerende påstand!

Jens Winther

@Steffen Gliese, det var dog en sælsom formodning! Der var jo ikke brug for ret meget rengøring i fabrikshallerne i Ballerup, hvis ikke nogen gad spise slikket og nogen producerede det. Og det er jo heller ikke rengøringen, men slikket, der bliver eksporteret.

"Nyttige" vs "fordelagtige"? Virkelig en knivskarp distinktion...

Jens Winther

@Bill Atkins, ja, ja. Jeg er vist ikke den eneste herinde, der skærer argumentationen lidt skarpt..

I hvert fald kan jeg konstatere, at politikere har en tendens til at omdøbe "offentligt forbrug" til "offentlige investeringer" - kun fordi det lyder bedre. Politikere respekterer ikke den definitoriske forskel. Og jeg kan konkludere, at politikere - ofte - er drevet mere af stemmefiskeri i deres beslutninger end af overvejelser om samfundsmæssige gevinster.

Og der er i hvert fald klar evidens for, at offentlige investeringer ofte bliver langt dyrere og tager længere tid at gennemføre end vurderingen var, da man tog beslutningen. Og så kan jeg opremse en lang række totalt fejlslagne offentlige investeringer - hvor det heldigvis for politikerne er sådan, at de har taget så lang tid at gennemføre, at ingen kan huske, hvem der traf den tåbelige beslutning!

Blot ét eksempel: Folketinget havde truffet en meget fornuftig beslutning om elektrificering af det danske jernbanenet. Men da det netop var en fornuftig beslutning besluttede en socialdemokratisk regering at aflyse elektrificeringsprojektet, netop da det var startet. DSB protesterede og sagde, at det ikke længere var muligt at skaffe diesellokomotiver. Det troede politikerne ikke på - og valgte at købe IC4 tog. En hel række af tåbelige beslutninger!

Jens Winther

Nåh, så - og så disponeringen af motoevejsinvesteringerne:

Sendrægtighed med investeringer på steder, hvor det samfundsøkonomisk vill ahve være t en en enorm gevinst vad gennemførelse og ivrighed overfor at investere penge på steder, hvor man skal lede meget længe efter den samfundsmæssige gevinst.

Jens Winther.
Fejlbedømmelse, fejldisponering (forkommer også i det private), samt "ført politi" (ideologi) er ikke det samme som usaglige hensyn i investeringsbeslutninger, sådan som du udlægger det i formuleringen Så er det kun stemmefiskeri for skatteydernes penge.

Generelt er den offentlige produktion her i landet helt på højde med - og i flere tilfælde mere rentabel for samfundet end tilsvarende offentlig - men privatiseret - produktion i andre lande.

Jeg vil dog imødekomme din påstand i et vist omfang, med hensyn til den erklærede neoliberale Venstreregering, vi lider under i disse år, og som bruger sin regeringsmagt til at "effektivisere" (fyre ansatte, skræmme bort) i det offentlige på en måde så det offentlige kommer i vanskeligheder med at løse sine opgaver (eksv SKAT) ...men det er ikke "investeringer" - det er ført gedulgt uansvarlig neoliberal politik.

Jens Winther

Bill, i det private erhvervsliv laver man bestemt også fejl. Forskellen er, at her erkender man fejlene, retter op og tager ansvaret for fejlene. Det sker ikke i det offentlige i nær samme omfang, desværre.

Problemerne i SKAT skyldes ikke mangel på ressourcer, men elendig ledelse og fravær af moral og etik i forholdet til medarbejdere og skatteborgere. At "løse" det problem ved at bevilge flere penge er helt uansvarligt! Desværre er det sådan, at posten som skatteminister traditionelt enten besættes med en grønskolling eller et politisk ringvrag - uanset regeringens farve.

Men det er jo meget karakteristisk for det offentlige systems funktion, at det fortsat ikke er lykkedes at finde nogen i SKAT, som har ansvaret for, at 10 miaDKK er overført til udenlandske svindlere. Derimod kan man tilsyneladende godt finde det store skyts frem, når man vil forsøge at knalde grønthandler Mustafa ned på hjørnet, fordi han ikke kan finde ud af at udfylde SKAT's håbløse elektroniske formularer til indberetning af det ene eller andet.