År 5 – i ulvens tegn

Begrebet ’the boy next door’ har siden 22. juli 2011, da en ung mand slog 77 af sine norske landsmænd ihjel og kvæstede flere, også i Skandinavien fået ildevarslende klang.

Naboens søn, som godt kunne være din egen. Det var emnet for Erik Stephensens og Jørgen Flindt Petersens film om håndlangerne i det græske oberstregimes tid: At den pæne unge mand, du har kendt hele livet, en skønne dag er din torturbøddel.

Ikke fordi manden er ond, men fordi omstændighederne er til det. Det er blevet sådan, staten har kasseret moralen, et flertal følger parolen som nu i Tyrkiet.

Den spanske læge Eva Forrest skildrede i Franco-diktaturets sidste dage sit ufrivillige ophold i det hemmelige politihovedkvarter på Madrids plads Puerta del Sol: De unge velklædte mænd, der mishandlede hende i kælderen og afbrød torturen, fordi de også skulle nå at se fodbold i tv.

De iførte sig deres menneskelighed, som de for en stund i regimets – og folkets – tjeneste havde aflagt over for offeret.

Eva Forrest indser, at disse pæne unge mennesker under andre omstændigheder ville rejse sig høfligt for hende i metroen og holde døren i butikken.

Bødlerne har ikke nedfilede hjørnetænder, flammer ud af legemesåbningerne og en lodden hale skjult i bukserne. De er almindelige normale unge mænd, født af normale forældre i almindelige miljøer.

Dette var også det skræmmende i den indsigt, Hannah Arendt delagtiggjorde verden i, da hun skrev sin reportage fra Eichmann-processen og heri beskrev grusomhedens alment kedsommelige normalitet.

Adolf Eichmann, den praktiske hovedmand i nazisternes udryddelse af millioner af jøder, var lige så intetsigende som han så ud, og som han lød.

Han gjorde sin pligt, således som pligten og ikke forstanden driver andre almindelige normale mænd i et samfund, der styres af almindelighedens og banalitetens tyranni.

Overgreb i statens navn er som regel indfattet i juridiske fundamenter støbt i en højere sags tjeneste: Nationen, kirken, sejren over fjenden, Vorherre, juletræ, stegt flæsk og frikadeller.

Mennesker og nationer myrder sjældent og lader det være godt ved dét; de skaber legitimitet i handling og forbrydelse. Den norske massemorder så sig som tempelridder til frelse af nordmændene fra islam, som han mener erobrer fædrelandet.

Han myrdede ikke målrettet folk af islamisk baggrund, men landsmænd med politisk forståelse for indvandrere. Den idé kostede 69 unge socialdemokrater livet, samt otte andre ved bomben i Oslo.

Morderen bragte uorden i regnskabet. Umiddelbart tog mange det for givet, at udåden var forøvet udefra af en islamisk terrorist.

At det viste sig at være en indre norsk nordmand, hvis udseende næsten var en fornærmelse af det ordinære, lod sig ikke umiddelbart indpasse i det fremherskende fjendebillede. Blond og nydelig uden at være det påfaldende, forskruet uden at det var himmelråbende. Det påfaldende ved manden var handlingen.

Siden 22. juli 2011 har begivenheden gentaget sig til bevidstløshed. Igen, igen i USA: Mænd uden at være påfaldende, mænd uden egenskaber, uden venner, uden kendetegn griber geværet og skyder så mange, de kan overkomme – inden de i de fleste tilfælde selv bliver skudt.

En højere sag – nogle gange kun deres egen – byder dem at gøre det, siger de få overlevende. De handler i en atmosfære af selvoppumpet ret, hvor der et sted findes en kerne af forvrænget motiv, uden at det af den grund er begribeligt.

Fra tankegang til handling

At handle på nationens vegne mod en ydre eller indre fjende for at frelse nationen ved at tortere eller myrde er totalitær tankegang velkendt.

Det begynder i krav om afgrænsning, siden udgrænsning af de uønskede. For at frelse kirken, tyskerne, og i sidste ende Gud, anbefalede Luther at indfange og brænde jøderne i deres synagoger. Ideen til Endlösung var født.

Man forbyder tilstedeværelsen af de udgrænsede og fjerner deres spor. Dette er begyndelsen på den umenneskeliggørelse, der lidt efter lidt udstyres med moralsk juridisk maskering: Til fællesskabets bedste, for de tørklædeklædte kvinders egen skyld, af hensyn til integrationen og velfærden, til forsvar for danske værdier osv.

Et meget nationalt parti forlanger nu, at landets leder undlader at lykønske en minoritet, hvilket næste skridt, som allerede i skrivende stund er taget, logisk fører over i forbud mod minoritetens kultur og tanker.

I gamle dage forbød man jøderne at dyrke deres gud i det åbne og fordømte deres væremåde. Konvertér eller skrid, men skrid før du konverterer.

Tiltag af den art, eller formuleringen af forslag til at gøre tålte menneskers tilværelse utålelig, som den ansvarlige minister har udtrykt sig, legitimerer den opfattelse, at utåleligheden ikke kan blive utålelig nok.

Fra den indstilling bliver vejen til handling kortere. Og dét mere dag for dag når etablerede samfundskræfter overgår hinanden i krav om foranstaltninger mod de uønskede.

Alt sammen udført af ganske normale almindelige mennesker til nationens frelse. En meget enkel politiker i ovennævnte parti anbefaler at landsforvise skolepiger, der ikke vil gå kollektivt i bad.

En dag er tankegangen modnet og blevet til krav om håndfast handling. Som når Trumps ganske almindelige tilhængere i takt med deres rollemodel brøler på flere våben mod afvigelser og gerne bruger dem, så dem, de truer, griber til deres.

Det kalder man borgerkrig. Det skal man være mere end almindelig dum for ikke at forstå. Men inden det kommer dertil, tilskynder det stadige og nidkære hadsprog forvirrede hoveder til at gøre ondt værre og pakke tasken med sprængstoffer og lade geværet.

Eller marginaliseringen af taberne gør det indlysende for svage sjæle med nederlagene i kø bag sig at leje en lastbil og finde vejen til nærmeste strandpromenade.