Kronik

ADHD er alles skyld – men dit eget ansvar

Når skylden for ADHD i samfundet skal findes, peges fingrene i mange retninger: Samfundet generelt rummer ikke de skævere tænkende, skolerne mangler forståelse, medicinalindustrien er grådig, lægerne er dovne, vores mad er forkert, og forældrene er for slappe. Jeg vover en påstand: Det er alles skyld.
Når skylden for ADHD i samfundet skal findes, peges fingrene i mange retninger: Samfundet generelt rummer ikke de skævere tænkende, skolerne mangler forståelse, medicinalindustrien er grådig, lægerne er dovne, vores mad er forkert, og forældrene er for slappe. Jeg vover en påstand: Det er alles skyld.

Pernille Sloth/iBureauet

2. juli 2016

ADHD er en neurologisk størrelse. Vi ADHD’ere har en skævhed i hjernen. Der mangler signalstoffer, og derfor fungerer vi ikke optimalt. Men en persons ADHD kan skyldes mange ting.

At du har en neurologisk skævhed i hjernen, betyder ikke, at den dermed er kommet indefra, og det betyder heller ikke, at du står alene med ansvaret. Du kan få lov til at dele det med os andre. Det bliver jeg næppe populær af at sige, men det er min holdning: Alle har noget af skylden for den udbredelse og effekt, diagnoser som ADHD har på vores samfund.

Verden er stor

Samfundet er generelt blevet mere uoverskueligt. Når man som barn skal lære at tilrettelægge sit arbejde – og senere vælge sin uddannelse, er der så uhyggeligt meget at tænke over, at apati bliver den mest tiltalende mulighed. Vores velstand og rigdom har en slagsside: Der er meget at vælge imellem.

Skolen

Vores skoler mangler rummelighed. Mest af alt fordi de mangler hænder og tid. For egentlig er lærere og pædagoger blevet dygtigere og mere indsigtsfulde, men hvad skal det nytte, at de ved, hvad Katrine har brug for, når de ikke har muligheden for at give hende det?

Medicinalindustrien

Vores pillemagere er grådige. Det kan der efterhånden ikke herske tvivl om. Med så mange historier om fusk med forsøg, vanvittige sælgere med gigantlønninger og uhyrlige summer i retsforlig bør ingen være i tvivl om, at industrien ikke kun rummer kittelklædte forskere, der ønsker at redde verden – den rummer i høj grad også jakkesætklædte røvhuller, der ønsker at bo på Strandvejen.

Lægerne

Jeg tror ikke, vores læger er dovne, men de bliver bedt om at overskue en ufattelig vifte af sygdomme og syndromer, som de umuligt kan nå at forstå indgående. Derfor bliver behandlingerne overladt til manualer, vejledninger og sågar indlægssedler.

Vi er nødt til at ændre vores gammeldags antagelse om, at sygdom er lægens ansvar. Især når det kommer til psykiske lidelser, skal patienterne se en indlysende sandhed i øjnene: Du kender bedst selv dit hoved – du har selv de bedste muligheder for at skabe forbedring. I mit arbejde med ADHD og psykiske lidelser har ét stået klart: De, der er villige til selv at håndtere deres lidelser, klarer sig bedst.

Maden

Uden at den videnskabelige evidens nødvendigvis foreligger, bør vi se på den mad, vi putter i vores kroppe. Hurtige kalorier, tilsætninger og vanedannende ingredienser dominerer butikshylderne i en grad, vi ikke bør acceptere.

Når jeg ser 10-årige gå fra skole med en halv liter energidrik, får jeg lyst til at ruske i deres forældre. Hvorfor skal dit barn have en koffein-afhængighed så tidligt? Koffein bør ligesom øl som minimum vente til efter, man har givet finger (eller modtaget).

Forældrene

Jeg vil gerne pege en ekstra lang finger mod forældrene. Ja, jeg prøver virkelig ikke at få nogen venner med dette indlæg.

Som foredragsholder om ADHD er jeg stødt på mange forældre, som indgående har søgt viden og indsigt, der kunne hjælpe dem med at hjælpe deres børn, men jeg har også mødt nogle andre: Forældre, som har søgt efter en undskyldning – en forklaring, der ikke inkluderer dem selv, så ansvaret for juniors problemer og balladen i skolen kunne tørres af på nogle andre.

Og det gør mig trist hver gang. Selv om dit barns ADHD kan være kommet fra mange steder, så er du ungens primære forbillede, kok, vejleder og behandler. Hvis du som forælder ikke er villig til at tage en del af ansvaret for dit barns ADHD, så kan du ikke være en del af løsningen. Du skal erkende dit medansvar – for så bliver du også opmærksom på, hvad du kan gøre bedre.

Mere end en recept

At du har en neurologisk skævhed i hjernen betyder altså ikke, at det er et rent genetisk problem, og derfor heller ikke, at ADHD kun skal behandles indefra. Vi hører stadig om børn og voksne, hvis eneste behandlingstilbud er en recept.

Forhåbentlig er det efterhånden en sjældenhed i systemet, for vi har brug for at kigge langt mere helhedsorienteret på vores måde at tackle disse vanskeligheder på.

Rent politisk kræver det handling på alle disse områder. Vi er nødt til at have bedre kontrol med medicinalindustrien – til at begynde med kan vi jo sørge for, at Sundhedsstyrelsen bliver rent offentligt finansieret.

I dag bliver over halvdelen af Sundhedsstyrelsens budget dækket af de virksomheder, hvis produkter den skal tjekke. Hvad nytter det at have en vagthund, når den spiser af gæsternes hånd? Det kræver også, at vi investerer mere i vores skoler og institutioner – først og fremmest bør vi efter min mening se på personalet.

Lad os få mere af det! At have ordentlig kontakt med voksne er den sikreste måde at hjælpe børnene på – uanset, hvad deres udfordringer er.

Individet

Men først og fremmest handler det om patienten. Selv om jeg faktisk ikke bryder mig om det ord, når det kommer til lidelser, som knapt nok kan kaldes sygdomme. Som tidligere nævnt i afsnittet om lægerne, er det de patienter, der erkender deres ansvar for udfordringerne, som klarer sig bedst.

Når det kommer til ADHD, begynder det med en bevidsthed om problemerne. Du skal se på din ADHD, og hvad dine problemer er. Det vil jeg forvente af enhver voksen patient. For børn er det naturligvis anderledes – og så alligevel ikke.

For et barn kan også blive sig sine svagheder og udfordringer bevidst. Det er et spørgsmål om den rette tilgang fra lærere, pædagoger og især forældre.

Selv om jeg var talentfuld i skolen, orkede jeg ikke meget, så derfor krævede min uddannelse, at mine forældre var efter mig. Ja, jeg mener det på den helt gammeldags måde – de var efter mig. »Har du skrevet den stil, Anders?«, »Hvorfor hører vi, at du ikke læser dine matematik-lektier?«

Jeg var ikke diagnosticeret som barn, men mine forældre kendte godt til nogle af mine svagheder alligevel: Jeg var doven. Det faktum, at jeg grundet min lidt særlige neurologi nok havde svært ved at overskue mit arbejde, ændrede ikke på, at kerneudtrykket i mine arbejdsvaner var dovenskab.

Og med to hårdtarbejdende spejderopdragede forældre blev det naturligvis ikke accepteret. Deres vedholdende opmærksomhed hjalp på min indsats i skolen.

Jeg kunne godt have haft gavn af endnu mere vejledning – mere indsigt i mine egne vaner. For det er først langt senere i livet, at jeg er blevet helt klar over, hvordan jeg skal tackle de vanskeligheder, min koncentrationsevne byder mig.

Det var først, da jeg som voksen kiggede grundigt på min ADHD og de svagheder og udfordringer, den bød mig, at jeg virkelig fik gjort noget ved det. Men at mine forældre gjorde, hvad de kunne, og gav mig den nødvendige opmærksomhed var afgørende for min udvikling.

Fælleskabet

Desuden skal vi som samfund se på, hvordan vi opfatter diagnoser. Til trods for indsigter, der peger en anden vej, har vi stadig en sort/hvid-tilgang til mange diagnoser.

Da mine forældre i sin tid stillede sig på bagbenene over, at jeg skulle have ADHD-diagnosen, kom jeg på en simpel analogi: ADHD er en diagnose ligesom nærsynethed. Det kan være en bagatelagtig vanskelighed, såsom minus 1,5, hvor briller skal bruges lejlighedsvist – til at være et altfavnende handicap – som at være blind.

Ligesom nærsynethed, depression, OCD, diabetes og mange andre diagnoser er ADHD en størrelse, som kan variere enormt. Og derfor duer det ikke, at vi har et system, hvor diagnosen bliver regnet som en enten/eller-størrelse.

I februar fremlagde Det Etiske Råd en undersøgelse af anvendelsen af diagnoser i Danmark, herunder ADHD, og fandt forskellige opfattelser heraf.

Sundhedssektorens medarbejdere havde en forståelse af, at spektret var bredt og patienternes vanskeligheder mangeartede, mens tilgangen i det sociale system var anderledes stringent og uhensigtsmæssig.

Her var du en borger med et specifikt problem, som passede i en specifik kasse. Den tilgang er nødt til at ophøre så hurtigt som muligt.

Vi er ikke ens. Og derfor er det allermeste også op til den enkelte. Du bærer ikke skylden for din diagnose – men du har hovedansvaret.

Anders Stjernholm er komiker og folketingskandidat for Alternativet

Serie

Kronikserie: DNA og diagnose – skyld og skam

Hvad betyder vores hang til diagnoser og vores øgede viden om hjernekemi for vores forestilling om skyld og skam? Hvordan påvirker viden om biologiens indflydelse på psykiske sygdomme omverdenens opfattelse af den diagnosticerede?

Kan man have personligt ansvar for uhensigtsmæssige handlinger, hvis de skyldes dårlige gener? Og hvad bliver der tilbage af personligheden, når stadig flere af vores handlinger kan forklares med DNA eller hjernekemi?

De spørgsmål sætter en række forskere og mennesker, der selv er ramt af sygdom, fokus på i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Diagnosen er den nye arvesynd

    22. juli 2016
    Ligesom arvesynden i gamle dage forklarede vores uhensigtsmæssige handlinger, er diagnosen blevet et indre fremmedlegeme, som har magt over os: Det er diagnosen i mig, der handler for mig. Det er en sygdom i selvet, en fejl eller en dysfunktion, som handler på mine vegne. Men den forklaring kan hurtigt ende som en bortforklaring
  • Skyldfølelse kan være drivkraft ud af psykiske problemer

    18. juli 2016
    Følelsen af skyld er smertefuld. Derfor føler mange forældre til børn med adfærdsvanskeligheder en lettelse, hvis børnene får en diagnose. For derved tilskrives problemerne biologi, og så har de ikke noget med forældrenes opdragelse at gøre. Men faktisk kan skyldfølelse også motivere til at gøre skaden god igen og derved blive en positiv drivkræft
  • Min søns diagnose gjorde også mig til en anden

    7. juli 2016
    Når man får et barn med en diagnose, føles det, som om pilen peger direkte tilbage på ens egne måske fejlbehæftede gener. Ligger der noget og lurer hos mig eller min kæreste, som aldrig er blevet identificeret, og som vi skulle have tænkt over, før vi fik barn?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vivi Rindom
  • Tanni Kromann
  • Randi Christiansen
  • Anne Eriksen
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Kurt Nielsen
Vivi Rindom, Tanni Kromann, Randi Christiansen, Anne Eriksen, Anne-Marie Krogsbøll og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hanne Koplev

Anders Stjernholm mangler at skrive om, at ADHD meget vel kunne skyldes den cocktail af miljøgifte, som moderne mennesker udsættes for.
Desværre er det således, at politikerne og hele EU hellere servicerer den forurenende industri end beskytter befolkningen mod belastning med diverse miljøgifte.
Derfor er det blevet således, at forskere ikke tør forske i betydningen af belastningen med miljøgifte, da dette er et politisk ubekvemt emne.

Karsten Aaen, Randi Christiansen, Christel Larsen, steen nielsen, Anne Eriksen, Jørn Andersen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Vi skal slet ikke hoppe med på den tankegang, at alting kan forklares med psykologi, det er medicinalfirmaernes dagsorden, jo mere der kan sættes etiketter/diagnoser på, ligefrem proportionalt mere medicin sælger man, al kriminalitet, i dag forklares ud fra psykologi, det betyder, som det blev beskrevet her i avisen, at vi helt kan udelukke at diskutere at årsagen kan være sociale problemer. Selv den mindste reaktion hos folk, fra vuggen til graven, bliver overfortolket som en psykologisk misdannelse, som der kan sættes etikette på i form af diagnoser. De skønne medicinalfirmaer, hvor Danmark også er rigtigt godt med, er ikke tilfredse før hele befolkningen har en diagnose, det er kassetænkning og vi elsker det, det er billigt og effektivt for samfundet, det er for dyrt og tidskrævende, hvis vi skal årsagsforklare, så vi symptom behandler, på det rene ingenting og på selv minimale afvigelser fra normen, som de her medicinalfirmaer har dikteret! Længe leve medicinalindustrien!

Hanne Koplev, Jørn Andersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Vi danner myter indenfor psykiatrien siger Peter Götsche, fra Cochrane, det har vi gjort i rigtigt mange år, siger han også, USA går forest, i det game, det er i mange tilfælde det rene hokus pokus forskning man laver, som kun laves med en bagtanke, mersalg af psykofarmaka produkter! Der findes helt konkrete tilfælde hvor forskningsresultater som ikke gavner medicinalfirmaerne, bliver fortiet og hemmeligholdt eller manipuleret i en positiv retning, læs Peter Götsche bøger, venner og bliv klogere! Men vi har købt myterne som denne industri har skabt, vi er om muligt blevet mere interesseret i myter end vi var før vi bekendte os til kristendommen! Fakta er ikke sundt, så vi køber hellere myterne!

Karsten Aaen, Hanne Koplev, Anett Desiree Avlastenok og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Man forklarer nok problemerne ved psykologi, en taknemlig metode, der svært kan modsiges...
Men nu kommer gen-teknologien! - så skal du bare testes lidt mere (penge)
Udover miljøgifte, der også findes i maden - så er mad i dag (hvis man ikke har tid, råd eller tanke) heller ikke noget at råbe hurra for - så hvad gør man så?

steen nielsen

Myte:
Fra gammel tid overleveret fortælling om (hedenske) guders liv, bedrifter osv.; gudesagn.
(Op)digtet fortælling, der helt eller delvis mangler virkelighedsgrundlag; eventyr; usandfærdig eller urimelig fortælling eller beretning; fabel.
Uden forestilling om en afsluttet beretning: løs snak; digt; løgn; noget opdigtet.
Myte bliver især i hverdagssproget ofte brugt synonymt med legende, allegori, fiktion eller løgn.

Hvis man skal bruge psykopharmaka forebyggende eller preventivt, så skal man bruge rigtigt gode argumenter, for det er jo ikke lovligt i dag, har man ikke dem, kan man jo skabe dem, det gøres effektivt gennem myten! Derfor får vi ikke adgang til viden om skadelige virkninger af de her produkter og alt det der, i øvrigt, er i omløb på det sorte marked!

steen nielsen

Ups! Beklager har skrevet navnet forkert!

Peter Götzche!
Skriver i sin bog: "Dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse", om hvordan man manipulerer med forskningsresultater, endda helt ned i detaljen, det er skræmmende læsning og ikke for sarte sjæle! Men en sandhed der har være mere hemmeligholdt end Oplysninger om overvågning eller ulykker på atomkraftværker!

Anett Desiree Avlastenok, Anne-Marie Krogsbøll og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Jeg påstår, at vi alt for let griber til brugen af netop denne diagnose, selvom det er nyt for mig, at man mener at også miljøpåvirkning kan forårsage ADHD, findes der konkrete beviser på det?
Ellers er det min erfaring, at folk i langt de fleste tilfælde, reagerer naturligt på de fysiske og psykologiske påvirkninger, de bliver udsat for, det er klart at har man været ude for stor stress påvirkning, samt indtaget alkohol eller medicin der gør folk aggressive, hvad temmeligt meget medicin gør, så reagerer folk lettere selv på små ting, sammenholdt med alle de psykologiske stressfaktorer folk ofte bliver mødt med, ikke bare på deres arbejde men også når de kommer hjem, så er det klart at der ikke skal så meget til før folk reagerer naturligt, på disse påvirkninger, problemet er bare, tror jeg, at det må vi ikke, myterne indenfor psykiatrien fortæller os, at hvis vi reagerer, så er der tale om en fejl eller en defekt! Myterne trives som aldrig før især indenfor psykiatrien!

Rammer ADHD samfundets borgere ligeligt? Eller er der, som jeg vurderer, tale om en overrepræsentation blandt samfundets mere udsatte borgere?

Jeg har en tese om at der også kan være en social slagside her, selvom AS i så fald er en udtagelse derfra.

Anne Eriksen

“Much of the damage occurs in the brain’s frontal lobe, which undergoes massive changes from puberty until the mid-twenties. Frontal lobe development, in turn, largely determines success in every area of life — from sense of well-being to academic or career success to relationship skills.”

Der er ikke tid til leg og pjat og elektronisk, stillesiddende leg giver næppe en ægte tilpasning til livet som voksen tilpasset vores syntetiske verdensorden.

Hanne Koplev

Belastning med tungmetaller / toksiske metaller, som f.eks. kviksølv, bly, kobber, aluminium, kan medføre mentale symptomer.
Endvidere må man være opmærksom på, at de nævnte tungmetaller / toksiske metaller forstærker hinandens giftige virkning, hvorfor en plus en ikke bliver to, men en plus en giver måske 100, som det f.eks. gælder for kombinationen af kviksølv og bly i forsøg med mus / rotter.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at blodets mængde af en miljøgift ikke nødvendigvis afspejler, mængde af deponeret miljøgift i indre organer.