Klumme

Jeg er en arbejdsnomade. Det har jeg i hvert fald indstillet mig på at være

Prekariatet er dømt til at præstere i en uendelighed. Med mindre vi gør modstand
25. juli 2016

Jeg er en arbejdsnomade. Det har jeg i hvert fald indstillet mig på at være. Her på femte år i deltids-, projekt- og korttidsansættelser plus diverse freelancearbejde, blæser vinden mig nok kun et sted hen: prekariatet. Et produktivt nyord, ikke mindst distribueret af den engelske professor i økonomi og samfundsforhold, Guy Standing.

At tilhøre prekariatet er et vilkår, sådan nogle som mig – med akademikerbaggrund og fødderne solidt plantet i venstrefløjs- og højskolemuld – i højere og højere grad er underlagt. Og på mange måder er prekariatet ikke et særlig rart sted at være. Man svinger ind og ud af dagpenge. Ind og ud af ansættelser. Ind og ud af arbejdspladser, hvor man konstant skal yde sit ypperste for at sikre den der forlængelse, der måske lurer lige om hjørnet. Her er der ikke plads til øv- og omsorgsdage. Her skal der præsteres.

Man kan også godt opgive at stige på det tog, som ens mere fastansatte venner er på. Større lejlighed? Drop det. Økonomisk sikkerhed? Glem det. Råd til dit, dut og dat. Nix. Nul. Nej. Kapitalen og neoliberalismen har vundet. Vi forventes at understøtte en forbrugskultur, der kun kan opretholdes med gæld. Men der er plads til revolte.

Ingen bevægelser er kommet af sig selv. Forandringer, der kommer folk som os i nutidens prekariat til gode, har aldrig været et resultat af det strukturelle establishments vilje. Tværtimod.

De rettigheder, arbejderbevægelsen har sikret både nutidens og forne tiders arbejdere, er et produkt af modstand. Løn under sygdom, fem ugers ferie og omsorgsdage er resultater af arbejderkamp. Af en direkte kamp mod arbejdsgiverne, som i øvrigt må have en fest i disse prekariattider. For at tilhøre prekariatet er ikke en situation man vil ende i. Hvad enten man er akademiker eller slagteriarbejder.

Hvad gør vi så? Hvad med at yde modstand. Det gælder både os med prekære livsvilkår og os, der har vores på det tørre med slagfærdige karrierestillinger og Eames-stole. I virkeligheden kan prekariattendensen bruges som afsæt for modstand. Modstand mod min generations evige karriere-, prestige- og performancekultur. Modstand mod den evige forbrugsjagt efter det lykkelige liv. Modstand mod at rette ind. Modstand mod, at det skal være vores lønarbejde, der bærer os gennem livet. Der former os.

Hvad nu, hvis der findes andre måder at leve på? Hvad nu, hvis vi fik vores identitet og værdi i egne projekter, frivilligt arbejde, ideer, gøgl og gejl. Hvad nu, hvis vi gør op med forestillingen om det produktive menneske som et, der garanterer økonomisk vækst?

Det kræver selvfølgelig velvilje. Ikke bare fra fagforeninger og a-kasser, som er så dårligt tunet ind på realiteterne, at man skulle tro, det var løgn. Men også fra os prekariatere. Og dem, der kender os. Måske mest dem, der kender os. Det kræver, at vi organiserer os. At vi holder op med at købe politikernes newspeak om skyld og skam.

Det kræver, at dem, der kender os, holder op med at synes, det er synd. Holder op med at se ned på os og have ondt af os. Holder op med at bruge karrierejobbet med mange penge som målestok. Måske vi skulle stå sammen om at tænke arbejdsliv og penge og karriere og prestige og identitet på nye og andre måder. Alternativt smide de gamle måder helt ud og ikke underlægge os kapitalen og neoliberalismens dogmer. Tjene til smørret på brødet, men finde vores identiteter andetsteds.

Det betyder ikke, at vi skal anerkende og acceptere den prekære tilstand og dens følger, men en reel erkendelse af tingenes tilstand vil kunne bruges som afsæt for modstand. Til at vende bøtten og tænke anderledes. Til at være kritisk. Til at sige fra.

Jeg er ikke selv bannerfører. Jeg er underlagt præcis de samme dogmer, som jeg er imod. Det sker ofte, at jeg drømmer mig væk fra prekariatets daglejertilstand og ind i karriere-villa-ræset. Men jeg fastholder mit kritiske blik, som jeg tænker, at jeg måske især har, fordi jeg har oplevet på egen krop, hvordan det føles ikke at kunne tage den der omsorgsdag, når krisen ramte.

Min seneste kontrakt blev i øvrigt ikke forlænget. Til gengæld øver jeg mig i at have værdi andre steder. Husk det, når I møder mig, eller andre som mig.

Og lad os så være sammen om den revolution.

Katrine Arnfred er cand.mag. og skribent. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ivan Breinholt Leth
  • Ole Henriksen
Ivan Breinholt Leth og Ole Henriksen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Winther

Kære Katrine Arnfred,

det sete afhænger af øjnene, der ser!

Du opfatter din situation som medlem af "prekariatet" - hvilket ses som negativt, må man forstå. Du finder det nærmest urimeligt, at du skal præstere hver dag. Hvis ikke ligefrem du er totalt blottet for ambitioner - faglige og personlige - ville det med nødvendigheden af at præstere nok ikke være meget anderledes i et ansættelsesforhold. Der findes rimeligvis ikke "fripladser" i tilværelsen, men mindre du kan leve med at ligge andre (samfundet til last).

Dem, der som dig, opfatter sig som "medlemmer af prekariatet", kunne med samme ret kalde sig selvstændige - et ord med en anden positiv klang. Som selvstændig (altså beskæftiget med sin egen virksomhed) har man en udstrakt faglig, personlig og også økonomisk frihed, som efter manges opfattelse lang opvejer de negative aspekter. Ofte viser det sig faktisk også at de fastansattes oplevede jobsikkerhed er illusorisk.

Hermed en opfordring fra en mangeårig selvstændighed (som også har prøvet fastansættelse): fokuser på og dyrk de positive sider som selvstændig i stedet for at opleve dig som offer.

Lise Lotte Rahbek

Ja, Katrine Arfred, nu bør du altså præstere lidt positivitet som Jens Winther skriver,
ikkesandt.
Ingen offermuler her, for der er ikke noget der er så skidt, at det ikke kan blive værre. Du kunne blive HELT arbejdsløs og ligge samfundet til last og SÅ kan det sørme nok være, at du ville nok at se til. Skam og skyld helt op til øjenbrynene, det er det der venter dig, hvis du ikke nøjes og er glad for det, du har.
Bare på med jahatten og glem så alt om detder fagforeningstjaller. Fagforeningenre kan ikke nøjes med at slette cookies og en hurtig genstart. De skal genistalleres før noget sker.

Britta Hansen, Kim Øverup, Niels Duus Nielsen, Jeppe Lykke Møller, Sup Aya Laya, Steffen Gliese, Keld Albrektsen og Mette Møhl anbefalede denne kommentar
Frank Hansen

Jeg har aldrig opfattet mig som tilhørende prekariatet på trods af at jeg blev kandidat som 26 årig og først fik fast ansættelse på København Universitet to måneder før jeg fyldte 38. Næsten 12 år brugte jeg på løse ansættelser, stipendier, et enkelt lektorvikariat og masser af stillinger i udlandet. I et tilfælde fik jeg 6 timers varsel til at købe en togbillet til Paris for dagen efter at tiltræde en to måneders stilling på CNRS i Marseille efterfulgt af en tre måneders forskningstillng på Universitetet i Geneve. Derefter var der er hul åbent i København for et stykke tid.

Det var lærerigt, spændende og lønnen ofte højere end hvad der blev betalt i København.

Randi Christiansen

Jens winther - ligge samfundet til last? Vor frue bevar mig vel. De, som ligger samfundet til last, befinder sig i et helt andet segment. Det er skattelyeksperterne, finanshajerne, de multinationale virksomheder som fascistoidt sætter indtjening for enhver pris før alt andet, kort sagt den 0.0001 % og deres politiske og andre medløbere, som blottet for miljø-og socioøkonomisk ansvarsfølelse er skyld i omgivelsernes nød og elendighed, herunder de i stigende grad urimelige, fysisk og psykisk sygeliggørende forhold på det arbejdsmarked, som burde være fælles ansvar, men som nu er et amokløb af de fås udnyttelse af de mange.

Jeppe Lykke Møller, Svend Høg, Sup Aya Laya, Ole Bach, Karsten Aaen og Ernst Enevoldsen anbefalede denne kommentar

Vi er faktisk mange, der har måttet være mobile for at få fat i de spændende og interessante jobs.

Men det, der for os er et spændende luksus problem, er for mange andre (læs de arbejdslæse) er reelt samfundsproblem, der både berører mulighed for at skaffe ny bolig samt motiverende ægtefællejobs. Og også på begge disse områder er Danmark en håbløs bananrepublik.

For det er ganske let at sidde i Folketingssalen og lovgive om de dovne arbejdsløse, når man ikke selv har noget at miste. Men at sikre ordentlige vilkår omkring de arbejdsløses mobilitet, er noget, der både koster penge, og interesse.

I hvert fald koster det, at der er et konstant overskud på omkring 10% lejeboliger til rimelige priser fordelt over hele landet. Desuden koster det faktisk også, at der interessante og motiverende job til ægtefæller. Og kan man ikke eller har man ikke viljen til dette, - og det drejer sig mest om vilje, så kan man glemmer alt omkring arbejdskraftens mobilitet efter jobbene.

Steffen Gliese

Vi er desværre kommet dertil, hvor vi må sige farvel til ideen om et arbejdsmarked og tildele job efter interesser og kompetencer - herunder, hvad man har lyst og mod på at lære indenfor en overskuelig tid.
Vi er forbi jungleloven, selvom dyrene øverst i fødekæden kæmper en brav kamp, som det ses i Jens Winthers indlæg (og sikkert i Frank Hansens, men det sprang jeg nu over, jeg kan næsten gætte indholdet).
Vi er nødt til at holde op at betragte voksne mennesker som børn, man har retten til at bestemme over, f.eks., blot fordi man køber deres arbejdskraft - og man bliver også nødt til at acceptere, at folk udfører arbejde vidt forskelligt og selvfølgelig finder og udvikler deres egen måde om ikke andet så at tilegne sig de nødvendige færdigheder på.
Tydeligvis er det nødvendigt at lovfæste de rammer, for de kommer ikke af sig selv.

Randi Christiansen

Jo steffen, men så længe miljø-og socioøkonomien ejes af den 0,0001%, så er arbejdsmarkedet jo også ejet og dermed bestemt af dem.

Peter Sterling

Du har ret, oprøret mod de fattigdomsskabende politikere starter fra bunden, det er sådan velfærdssamfundet blev skabt og dette er sådan fremtiden skabes, velfærden er vores ansvar. Der er kun en måde at vende skuden på og det er ved at skabe sociale alliancer. Vi kæmper imod den uhæmmede griskhed hos den økonomiske magtelite, som har købt og betalt det repræsentative demokratis folkevalgte politikere. Vi vil genskabe den skandinaviske model i modsætning til den amerikanske, hvor alle pengene går til den ene procent og fanden tager resten.

Vær med i VelfærdsReformationen, vis os en aktiv indsats for retten til et rimeligt eksistensgrundlag i et af verdens rigeste lande. Vi vil genskabe velfærdssystemet som sætter mennesket først, vi må underskrive en social kontrakt og skabe et stabilt Danmark, gennem et mere lige samfund. Ingen velstand uden velfærd, ikke uden de 40 % af de fattigste i samfundet, bunden skal iltes for at landet kan gro.

Forholdene forværres hastigt fordi virksomhederne har frit spil. Med en arbejdsminister som har hånd- og halsret over socialområdet - han er tidligere formand for virksomhedernes fagforening, er hele socialvæsenet og arbejdslivet underlagt erhvervslivets mørke codex nåde og forgodt befindende.

De horrible forhold som de fattige, de ældre og kontanthjælpsmodtagerne samt de handikappede udsættes for, kræver at vi indfører VelfærdsReformationen nu. Vi vil genoptage forrige århundredes succes med demonstrationer, blokader og civil ulydighed.

Christian Bang Jensen

Hvor lang tid tager et sådant debat indlæg at skrive? Og får du betaling for det, eller er det blot noget endnu noget frivilligt arbejde til CV'et? Ikke for at være sortseer- men tror ikke kapitalismen ligger sig fladt på maven og vinker det hvide flag, fordi der bliver organiseret prekariatets-terapi og selvhjælp af bløde humanister fra den priviligerede middelklasse.

Steffen Gliese

Nej, Randi Christiansen, hvis politikere ville bestemme, som politikere er valgt til at gøre, kunne de i stedet for at give efter for pengemagten, stærkt beskære dens indflydelse. Det er sådan, demokratier altid har handlet og formodes at handle. Er de blot et værktøj for den rigeste minoritet, er de ophørt med at være demokratiske.

Randi Christiansen

Steffen - "Er de blot et værktøj for den rigeste minoritet, er de ophørt med at være demokratiske."
Præcis - den såkaldt 'nødvendige politiks' nedskæringer i stadig fleres miljø-og socioøkonomiske råderum og de fås stadig større ditto. Følg pengene - find de ansvarlige. Kan politikere tage pengene/indtjeningsmulighederne fra den besiddende klasse, den 0,0001 %? Det bliver nok af flere grunde en vanskelig manøvre. Håbet, om at det alligevel kan ske, er i, at de forstår, at det med henblik på miljø-og socioøkonomisk balance, er, nødvendigt.

Randi Christiansen

Altså at den lille besiddende klasse forstår nødvendigheden af ressourceomprioriteringen. Et folkeligt og politisk pres vil naturligvs hjælpe - her er forudsætningen ligeledes bevidstgørelse om visionen for, hvad vi må sætte i stedet for de finansielle oligarkers udemokratiske hegemoni.

Steffen Gliese

Men vi kan altså stadig sætte dem fra bestillingen, Randi, der er bare en defaitisme, hvor folk synes at have opgivet på forhånd.

Randi Christiansen

Steffen - sætte dem fra bestillingen? Nogen goe effektive ideer? Husk at du er oppe mod de få, som ikke desto mindre har en økonomiske magt, som - det er svært at gennemskue helt hvor meget - er lykkedes med at opkøbe den politiske magt.

Steffen Gliese

Ja, men det er altså stadig sådan, Randi, at det er medlemmerne i partierne, der opstiller kandidaterne, og før folk tager det ansvar alvorligt, organiserer sig og vælger nogle, der er repræsentanter for bevægelserne fremfor i luften frit hængende folk med anciennitet i partiet, bliver det ikke bedre. Desværre er der heller ingen genvej igennem voldelig opstand, som vil give det helt forkerte resultat.
Der er dog også den mulighed, der mere og mere viser sig i horisonten: at omsvinget vil komme, fordi det er uafvendeligt, at politikken ikke lader sig gennemføre, fordi den er for virkelighedsfjern.

Jeg kom i tanker om det mest eklatante eksempel på, at vores virkelighedsopfattelse er forskruet - jeg tror ikke, at det er med vilje, men simpel faglig blindhed: pga. computerne er vores output og vore muligheder for at øge produktionen steget voldsomt i de seneste 20 år - de samme 20 år, hvor det påstås, at væksten er stagneret eller faldet!

Randi Christiansen

Og så er vi igen tilbage ved bevidstgørelse. Hvor vil vi hen - dette vi, dette fællesskab som må være enige, må dele en vision, men som er fanget i et dødvande af almindelig ubevidsthed, fastholdt i hamsterhjulet med en blanding af frygt og uvidenhed, brød og skuespil, del og hersk. Jeg smører tykt på, men ville kvæles, hvis jeg var tvunget i arbejdslejren. Jeg har et lille åndehul, som jeg ser stadig snævres ind. De gældsatte bønder udpiner jorden omkring mig i et dødsdømt forsøg på at overleve med forældede metoder, biodiversiteten og dermed vores eksistensgrundlag bliver til monokultur.

Hvordan vil du få vælgere, partimedlemmer, til at vågne op og forstå, at kursen skal ændres - væk fra en forbrugerkultur, som bruger tusindvis af kostbart liter drikkevand til at fremstille en t shirt til 20 kr. En kultur, som forbruger kostbare ressourcer på meningsløsheder, og som ikke engang betaler kostprisen. Den nødvendige omstilling er så radikal, at hr og fru danmark ikke er vågnet op til den virkelighed, og de besiddende klasser gør alt for at dope dem, så de sover videre, for uden hensyn til den større sammenhæng, som også de befinder sig i, at bevare deres illegitime privilegier. Synes fx at de har fortjent 80 mio plus det løse for at være frontfigurer i afleveringsforretninger af fællesejet, dong, ktas, m.m.