Asiens fred er Danmarks fred

Kina truer med at ignorere en FN-dom, som underkender landets krav til et omstridt område i Det Sydkinesiske Hav. Slipper Kina af sted med det, kan danske havrettigheder blive de næste, der krænkes
14. juli 2016
Delt 44 gange

FN’s permanente voldgiftsdomstol i Haag gav i denne uge Filippinerne medhold i en klage over Kinas overtrædelse af FN’s Havretskonvention. Kina har boykottet sagen og truer med at ignorere dommen.

Hvordan Verdenssamfundet forholder sig til Kina i sådan en situation, er af afgørende betydning for Europas sikkerhed – og ikke mindst for Danmarks.

Sagen er en udløber af en kompliceret territorialkonflikt, som ved første øjekast synes fjern fra Danmarks kyster. Ikke færre end seks lande gør krav på de ubeboede øgrupper Paracel og Spratly og det omkringliggende farvand i Det Sydkinesiske.

Kina hævder at have historisk krav på øerne. Vietnam mener dog at kunne dokumentere, at øerne har været under vietnamesisk herredømme siden 1600-tallet.

Filippinernes hovedargument for deres krav beror på øernes geofysiske forbindelse til de filippinske øgrupper. Taiwan, som tidligere var en del af Kina, mener at være den retmæssige arving til Kinas historiske krav på øerne. Malaysia og Brunei mener begge, at de med FN’s Havkonvention i hånden kan gøre krav på dele af farvandet.

Konflikten er spidset til i takt med Kinas voksende militære muskler og bunder i fund af olie i området, men også i retten til at fiske og ønsket om kontrol over strategisk vigtige handelsruter.

Stormagter på kollisionskurs

Konflikten har allerede kostet menneskeliv. I 1974 mistede 70 vietnamesiske soldater livet ved et sammenstød mellem Kina og Vietnam, og igen i 1988 døde 60 vietnamesiske soldater i endnu et sammenstød med den store nabo.

I 2012 lå de kinesiske og filippinske flåder i nervekrig, og kort derefter anlagde Kina en kunstig by, Sansha Ciy, på en af Paracel-øerne.

Siden er spændingerne i regionen kun tiltaget med antikinesiske demonstrationer i Vietnam, flere sammenstød på havet i forbindelse med en kinesiske borerigs tilstedeværelse ved Paracel-øerne og senest med Kinas anlæggelse af en militær landingsbane på Spratly.

Når konflikten udgør en betydelig global trussel, skyldes det USA’s tilstedeværelse. USA’s interesser i regionen består i at sikre uhindret adgang til farvandet, som lægger vand til vigtige skibsruter, og i at sikre USA’s egen indflydelse både militært og økonomisk.

Truslen fra Kina har ført USA og Vietnam tættere på hinanden. Så sent som i maj var præsident Obama i Hanoi, hvor han ophævede et gammelt forbud mod salg af våben til Vietnam.

Samtidig underskrev USA og Filippinerne i 2014 en forsvarsaftale, som giver amerikanerne adgang til fem flybaser i øriget.

Således er to af verdens største militærmagter på kollisionskurs. Imens Kina i forrige uge gennemførte en flådeøvelse tæt på filippinerne, patruljerer tre amerikanske destroyere i disse dage kun 14-20 sømil fra øer, som kineserne har taget i besiddelse.

Der skal ikke megen historisk bevidsthed til for at vide, at i så højspændt en situation kan en lille gnist antænde en ild, som magthaverne ikke er i stand til at slukke.

Konsekvenser for Danmark

Selv hvis konflikten ikke ender i åben konfrontation, kan Verdenssamfundets håndtering af konflikten få store konsekvenser for Danmarks sikkerhed.

Hvis først Kina kan slippe af sted med at ignorere international lov og krænke sine mindre naboernes territorialfarvand, hvordan skal det så ikke gå Danmark, som har en sag for samme domstol om retten til Nordpolen – en ret som Rusland bestrider.

Står Verdenssamfundet ikke sammen om at få Kina til at respektere Havretskonventionen, kan det således næste gang meget vel blive de danske bølger blå, som står for tur. Vi har derfor al mulig grund til at få Verdenssamfundet på banen og til én gang for alle at slå fast, at Havretskonventionen skal overholdes af alle.

At konflikten i Sydøstasien ikke nyder langt større opmærksomhed i den danske presse og på Christiansborg, kan derfor undre. I disse dage dukker historier om konflikten op i den danske presse som en sæl, der et kort øjeblik stikker snuden over havoverfladen. Men sælen burde erstattes af en selvlysende orange bøje, som ikke kan overses af nogen.

Uden at skulle forklejne den krise, som EU er i – og som trækker mange dramatiske overskrifter – er det til sammenligning med den overhængende sikkerhedstrussel, som konflikten i Det Sydkinesiske Hav udgør, at regne for en storm i en provinsiel andedam.

Verdenssamfundet må stå sammen om at finde en fredelig og permanent løsning på denne konflikt. En løsning, som respekterer Den internationale Havretskonvention. Det er i høj grad i Danmarks interesse, at store lande må respektere også mindre landes territoriale rettigheder. Derfor er Asiens fred også Danmarks fred.

Jonas Wirke Schlein Andersen er formand for Dansk Vietnamesisk Forening

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for uffe hellum
    uffe hellum
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
uffe hellum og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Retten til nordpolen? Er i udgangspunktet verdens fælleseje og i perioden med omstilling til miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed med respekt for tilliggende staters eksistens grundlag. Alt andet forekommer egl absurd og som opskriften på ballade.

Brugerbillede for uffe hellum

Nordpolen er bare en region i Grønland.

Vi kan enten etablere en flybase og et par raketbaser, så kongerigets landsoldater kan forsvare territoriet for Grønland.

Eller (smartere), vi kan sammen med Grønland aftale en delvis afgivelse af suverænitet til USA. De har en del mere isenkram til at etablere et territorium, og de elsker konflikter...