Klumme

Man behøver ikke være skør for at myrde

Det trygge liv under Europas velfærdsvinger får os til at søge en rationel, sekulær forklaring på terrorismen. Vi kan ikke begribe, at nogle mennesker dræber, fordi Gud er stor
Debat
21. juli 2016

Jeg har engang mødt en terrorist. Han hed Ali og boede i en sparsomt møbleret lejlighed i Jerusalem.

Ali havde udtjent sin lange straf efter et forfejlet forsøg på at sprænge en bombe, der skulle dræbe israelske mænd, kvinder og børn.

Hans motiv var palæstinensisk frihedskamp. Han var formet af en rå barndom og had til den israelske besættelse. I fængslet havde han læst Marx og angret.

Hvor forkastelig Alis handling end var, var det med andre ord ikke svært at forstå ham. Han passede ind i en typisk, vestlig forklaringsmodel: En fattig mand fra et undertrykt mindretal, som angreb en besættelsesmagt i desperation. Hans hensigt var klar og ikke mindst materiel. Håndgribelig.

I mine unge år som politisk aktiv var det en forklaringsmodel, vi anvendte på stort set al terrorisme. Fra selvmordsbombere i Sharm el-Sheikh til guerillakrigere i Sydamerika. Terrorismens årsager måtte, ræsonnerede vi, være sociale, for hvorfor i alverden ville man ellers sprænge sig selv i luften og myrde i flæng?

Efter lastbilchaufføren Mohamed Lahouaiej Bouhlel fredag den 15. juli kørte en 19-tons lastvogn ind i en menneskemængde i Nice og dræbte 84 mennesker, har alt fra journaliststanden til private mennesker på sociale medier ventet med tilbageholdt åndedræt på at høre mere om gerningsmanden.

Da de første profiler af ham begyndte at dukke op, spejlede mange af dem min ungdoms politiske logik: Mohamed var en småkriminel depressiv fra et kuldsejlet ægteskab. Man kunne næsten høre et lettelsens suk: »Pyha, han havde en dårlig barndom og en sindslidelse. Det var ikke islam.«

Desværre er det ikke så enkelt. Islamister kommer fra alle lag af samfundet. Langt de fleste har deres baggrund i intakte, velfungerende hjem, og en væsentlig andel – over halvdelen ifølge psykiateren Marc Sageman – har gået på universitetet. Deres eneste fællestræk er, at de næsten altid er vokset op i det land, hvor de begår deres myrderier.

Den nye bølge af islamisk terrorisme i Europa er ikke Alis håndgribelige, materielle oprør. Det er ideologiske manifestationer, der først og fremmest handler om gerningsmændenes egen overbevisning.

Selv Bouhlel, som ikke beskrives som særligt religiøs af sine nærmeste, udførte angiveligt sit angreb på vegne af Islamisk Stat. Dels har organisationen taget ansvaret for angrebet, og dels har nogle af dens fremtrædende medlemmer for nylig opfordret til at bruge tunge køretøjer som instrumenter til at sprede død og ødelæggelse i Europa.

Årsagerne til terror er selvfølgelig langt mere komplekse end en enkelt klumme kan afdække. Men fælles for de uhyrligheder, der nu jævnligt hjemsøger Frankrig er, at islamismen var en hovedfaktor i dem alle.

Det, vi ikke forstod i vores ungdom, og som fortsat virker intuitivt ufatteligt, er, at ideologi og religion er i stand til at antænde så voldsom en iver i mennesket, at det vil dø herfor.

Vores manglende forståelse for dem, der slår ihjel i Guds navn, har samme rod som terroristernes udlængsel: I det europæiske velfærdssamfund er der intet at dø for. Intet behov for at sætte livet på spil.

Rastløse jyske knejte kan tage på stroppetur, men hader du Vesten, og er du ramt af nihilistisk kedsomhed i et samfund, der er så trygt, at et benbrud nærmest kan resultere i en medieoptræden, er din eneste vej jihadismen.

Islamisk Stat har ganske enkelt et tilbud, ingen europæisk institution kan matche. Glorværdighed. Ære. Blod. Muligheden for at kæmpe til døden for noget større og vinde hæder blandt ligesindede.

I Nordeuropa er vi efterhånden så emaskulerede, at vi ikke kan acceptere, at følelsen af at slå fjender ihjel, kan være berusende og dragende, også i et sundt og raskt sind. Ord som »vanvittig« og »forrykt« går igen, når vi skal beskrive terrorister.

Formanden for Radikale Venstres Ungdom, Victor Boysen, kaldte angrebet i Nice for »gale mænds værk«. Ræsonnementet er, at der må være sindssyge bag så ond en hensigt.

Den bedrøvelige sandhed er, at man ikke behøver være skør for at myrde. Ofte er had til vesten, kærlighed til Gud og ønsket om at betyde noget i en verden, hvor intet rigtigt betyder noget længere, nok.

Casper Gronemann er cand.scient.adm. og journalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Hvad er en 'islamist', og kan man overhovedet begå 'islamisk terror' [sic], hvis man ikke er 'islamist'? Spørgsmål som blafrer i vinden, hvis man nærlæser Gronemanns klumme.

Nemmere er det åbenbart ikke at tænke sig om, og derved smide mere brænde på et allerede særdeles velnæret bål...Velbekomme!

Hans Larsen, Bill Atkins og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar
Jesper Brink

Selve påstanden passer jo ikke, at ingen europæisk institution kan tilbyde ære og hæder og blod. Forskere, forfattere og kunstner bløder ofte for deres værker. Desværre spinner medierne stadigvæk rundt i persondyrkelsen af terroristen, og opererer med simple dikotomier.

Steffen Gliese

Ak nej, Casper Gronemann, det er meget simplere: hvis I ikke vil være venner med mig, går jeg hen til nogen, der godt vil.

Viggo Okholm

Jeg forstår ikke indlægget eller vil det måske ikke. Ingen tilstand kan berettige til mord og terror. At det sker vil altid være den enkeltes ansvar.

Casper Gronemann er ude i en primitiv og gennemskuelig stereotypisering af vores potentielle had til de der har islam som kultureligion. Svagpisser.

Hans Larsen, Bo Carlsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Man behøver ikke være skør for at myrde - men det hjælper da, gør det ikke? ...

De fleste lande i Europa har militærstyrker, der tilbyder ære, hæder og blod.