Kommentar

Efter Brexit kan EU udvikle sig socialt

Storbritanniens exit skaber mulighed for at relancere det sociale projekt i Europa – med større fokus på mobilitet, retssikkerhed og lighed
8. juli 2016

I disse dage foregår en massiv bearbejdning af den hændelse, der ramte det europæiske projekt, da Storbritannien valgte at forlade EU.

Der har været argumenteret for, at de engelske vælgere ikke har forstået, hvor afgørende det europæiske indre marked er for at bevare vækst og arbejdspladser, og at engelske vælgere systematisk har undervurderet de velfærdsgoder, der følger med et EU-medlemskab.

Sandheden er, at det netop er den økonomiske rationalitet, der har vundet over andre konkurrerende rationaler i kampen om, hvad der definerer Europa.

EU er ikke længere et socialt, politisk eller kulturelt projekt for Storbritannien. Tværtimod har både liberale og konservative kræfter fastholdt, at Storbritannien har sin egen kultur, ofte tættere på den amerikanske, og at den sociale politik i EU nærmere ligner de kontinentale socialdemokratier end Englands liberale politik.

England er et land, der hviler på en langt større klasseinddeling end de fleste øvrige EU-lande. Eliter, aristokrater og hyperkapitalister deler stort set ingen af de sociale motiver og solidaritet, som EU-projektet også er bygget på.

Af samme grund har England været en vedblivende skeptiker og stædig forhandlingspartner i EU, som har trukket unionen mere i retning af en økonomisk alliance end en social model. Med Storbritanniens exit kan det sociale projekt i Europa relanceres – med større fokus på mobilitet, retssikkerhed og lighed samt en mere ambitiøs kulturel integration.

Arven fra Thatcher

Den britiske EU-modstand har især været koncentreret i Thatcher-generationen. Siden Margaret Thatchers regeringsår i 1980’erne har den politiske kultur i England været præget af en tiltagende nyliberal statskritik.

Før den blev vendt mod EU, var den vendt mod de britiske institutioner – først og fremmest de engelske fagforeninger og siden de britiske myndigheder, der har været genstand for et 30-årigt reformprogram baseret på New Public Management, der styrer staten som et marked for serviceydelser.

Læs også: Europa revner

Thatcher var berømt for at sige, at der kun findes mænd og kvinder og deres familier. Det sidste var en henvisning til Det Konservative Partis fokus på traditionelle familieværdier, men det afgørende var individet.

For individet er staten ifølge thatcherismen altid en trussel, der risikerer at skabe overgribende tiltag, der fjerner friheden for den enkelte og i stedet installerer en administrativ klasse af kommissærer, der vil styre samfundet direkte ind i socialismen.

Thatcher selv var en markant skeptiker over for EU. Og det er ikke svært at se, hvordan den nyliberale statskritik i thatcherismen kan overføres til EU.

Kigger vi frem til 2016 har Brexit-kampagnen gang på gang fastslået, at EU stjæler borgernes arbejde, at EU ophæver individets frihed, at EU overbeskatter lønmodtagerne, og at EU er bureaukratisk og på afstand af borgernes liv. Alle disse argumenter kan tilbagekobles til den skepsis over for staten, der er resultatet af den nyliberale tankegang.

Vi står i dag over for en afgørende politisk kamp om, hvorvidt EU skal defineres af positiv eller negativ frihed.

Distinktionen mellem positiv og negativ frihed blev oprindeligt formuleret af Isaiah Berlin i hans skrift Two Concepts of Liberty. I modsætning til positiv frihed, der betegner individets mulighed og evne til at udfolde sig i fællesskab med andre, betegner negativ frihed retten til ikke at blive undertrykt.

Det er i denne tradition for negativ frihed, at vi finder den engelske EU-kritik. Dens forkæmpere ser det som et urimeligt overgreb, når staten skaber økonomisk omfordeling og sociale foranstaltninger. Statens opgave er ikke at gribe ind i individernes liv, men at beskytte deres ejendomsret.

EU for social sikkerhed

Den Europæiske Union står med Brexit i den nye situation, at det kontinentale sociale projekt kan genopfindes, og at den europæiske integration kan udstrækkes til at omfatte den positive frihed: at give de europæiske borgere mulighed for udfoldelse og mobilitet baseret på en fælles social kontrakt.

I stedet for en kritik af staten og i forlængelse heraf EU’s institutioner, kan argumentet nu vendes, så EU’s direktorater får til opgave at skabe den sociale sikkerhed og lighed, som Europa desperat har brug for, men som i mødet med nyliberalismens negative frihed ikke realiseres.

Der er dog en væsentlig risiko for, at EU med Storbritanniens exit ikke vil udvikle sig i retning af et mere socialt projekt. Hvis EU’s medlemslande har købt præmissen i thatcherismen og selv ladet sig forføre af den økonomiske doktrins reduktionisme, vil svaret på Brexit ikke blive et mere integreret Europa.

Læs også: Neoliberalismen har suget kraften ud af EU

I stedet vil det blive et Europa, der konstant forsøger at skabe vækst, arbejdspladser og synlige forbrugsgoder, og som vil holde de europæiske institutioner i et endnu hårdere jerngreb i forsøget på at levere økonomisk fremgang.

Muligheden for en ambitiøs klima-, social- og beskæftigelsespolitik vil blive afvist til fordel for kortsigtede resultater, som netop er kernen i den britiske EU-modstand.

David Budtz Pedersen er lektor i filosofi og videnskabsstudier, Aalborg Universitet.

Theresa Scavenius er postdoc, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • ingemaje lange
  • Mihail Larsen
  • Torben Skov
  • Ole Rasmussen
  • Liliane Murray
Robert Ørsted-Jensen, ingemaje lange, Mihail Larsen, Torben Skov, Ole Rasmussen og Liliane Murray anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anne Eriksen

Eller - en nedlæggelse af et foretagende, der aldrig vil kunne leve op til sine forpligtelser - demokrati og sociale hensyn?

Nille Torsen, Finn Thøgersen, erik mørk thomsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

"Med Storbritanniens exit kan det sociale projekt i Europa relanceres – med større fokus på mobilitet, retssikkerhed og lighed samt en mere ambitiøs kulturel integration"

Tak for kaffe. Udenlandske apparater skal ikke under nogen omstændigheder fastsætte dansk mobilitet, retssikkerhed, lighed eller integration. Hug hovedet af konstruktionen og bevar mulighederne for samhandel mellem selvstændige nationer i et decentralt Europa. Genopliv diversiteten og lad frivilligheden råde for de enkelte medlemsstater. Det er, hvad der skal til for at få Europa tilbage på skinnerne. Resten af verden venter ikke på os.

Vi har set hvad centraliseringen har gjort ved vores velfærdssystem og sammenhængskraft gennem de landespecifikke henstillinger. I et frit Europa kunne vi restaurere dette, og hvem ved ? Måske kunne vi få implanteret fagbevægelsens nosser igen.

Skrot al den bureaukratiske detalje lovgivning og frigør/omstil arbejdskraft til produktorienteret udvikling, forskning og produktion. Hvorfor vente ?

Nille Torsen, Benta Victoria Gunnlögsson, erik mørk thomsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Søren Rehhoff

Der er åbenbart nogen, der er så skuffede over Brexit, at briterne nu skal have skylden for alt, hvad der er gået galt i EU. Men når EU fører en grundlæggende neoliberal politik, så har det mere været en del af en international trend med et skift i det økonomiske paraigme, hvor man er gået fra en
keynesiansk politik og mere i retning af en monetaristisk økonomisk politik.
Thatcher var en repræsentant for det, men det var Reagan også og hvadmed Chicago økonomerne med Milton Friedman i spidsen. EU har været baseretpå monetarisme i mange år, men, at det specielt skulle være briterne, der har vredet armen om på de andre lande, det tvivler jeg på. Lige
nu forhandler EU med USA om TIPP, jeg ved ikke hvor godt et grundlag, det er for skabe et Europa med større lighed og social sikkerhed.

Nille Torsen, erik mørk thomsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Kapitalismen og liberalismen blev opfundet i England - og begge har været afgørende for landets historie. Selv i perioder med konservativt og socialistisk styre. Den konservative Thatcher var liberalist, når det gjaldt økonomisk politik; den socialdemokratiske Blair afskrev socialismen og advokerede for en NPM.

Men historien går meget længere tilbage, hvad jeg ofte nok har skrevet om i bøger, artikler og dette dagblads spalter. Der er tale om en helt grundlæggende forskellig retskultur mellem kontinentets romerretslige og den angelsaksiske common law.

Meget kort fortalt handler den om forholdet mellem individ og samfund. I den kontinentale tradition går fællesskabet (samfundet) forud for individet, og individet får sine rettigheder fra fællesskabet gennem anerkendelse (Hegel). I den angelsaksiske commonlaw fødes mennesket med præsociale rettigheder, og fællesskabet (samfundet) opfattes som noget ydre, potentielt fjendtligt, som man skal værne sig imod.

I disse postfaktuelle tider er den slags historiske kendsgerninger naturligvis ligegyldige for nogle af Informations læsere, der frit ræsonnerer uden historisk viden, eller med en viden, der begrænser sig til nutiden. Selv om jeg og andre igen og igen gentager, at der er dette historisk funderede, kulturelle skel og ind i mellem belægger påstanden med mere udførlige forklaringer, så preller de af på nogle.

Bl.a. derfor har vi nu om dage fået en el af 'venstrefløjen' til at synge unisont med på frihandelens og nationalismens fortræffeligheder. De formår ikke at skelne - selv ikke mellem Isaiah Berlins berømte (og pædagogiske) skelnen mellem positiv og negative frihed. De er virkelig uden for pædagogisk rækkevidde. Og det gør dem ikke mere tilforladelige, at de energisk udbryder "Hvorfor vente?", når hele deres præmis hviler på uvidenhed om en så vigtig distinktion.

Mihail Larsen

"Fagbevægelsens nosser"?

Det første land, der i moderne tid virkelig fik kastreret fagbevægelsen var Thatcher. Nu tiljubler nogle på venstrefløjen den EU-kritik og liberalisme, som hun så effektfult repræsenterede.

Sören Tolsgaard

The Dance of Albion

Jamen Mihael Larsen, England var jo også den første nation, der for alvor blev industrialiseret, anvendte dampmaskiner, jernbaner og frimærker, og det er ikke ensbetydende med, at de stadig er i forreste linje. Og det er jo ikke udelukket, at ovennævnte debattører kender en smule til de forhold, du nævner, selv om de ikke gennemgår hele lektien hver gang. De, der er tidligst ude, er ofte dem der hurtigt når til vejs ende, sadler om og betræder nye veje. Hvad engelsk Labour er i færd med, må tiden vise. Den kuede engelske fagbevægelse har haft slagkraft engang, hvorfor skulle den ikke genopfinde sig selv i bevidstheden om, at NPM var en narresut?

England kan ikke blot placeres i en reaktionær kategori, dets kultur er stadig i front på mange områder, mere international end de fleste steder, men ukontrollabel migration gør nu landet så kaotisk (i lighed med USA), at mange erkender, der må bremses op, selv om man af eliten får skudt i skoene, at man er uvidende og uden for pædagogisk rækkevidde, og sådan er det nok også mange andre steder, hvor befolkningerne blot ikke får lov til at stemme om sagen, men i stedet stemmer på stadig mere yderliggående partier.

Nu får vi se, om de engelske konservative tør anvende deres position til blot at diktere endnu mere af samme skuffe (udenfor eller vedblivende i EU) eller om folkeligt pres og et reformeret Labour får tilstrækkelig indflydelse til at ændre kursen i mere social retning. En NV-europæisk alliance (som næppe bliver nationalistisk i historisk forstand, da UK i sig selv er en af Jordens mest multikulturelle statsdannelser) med andre traditioner end det kontinentale Neuropa, kan blive et interessant alternativ, som forebygger, at tysk-romersk dominans går for vidt. Schweiz, Norge og Island er givne medspillere i en sådan alliance, uanset om UK indgår i EFTA, og EU-modstandere i flere lande gør sig naturligvis overvejelser herom.

Den mastodontiske union, som eliten forsøger at implementere, har som adskillige historiske fortilfælde vist sig at skabe social ustalilitet, som det vil kræve stadig mere magtanvendelse at holde i skak. De, der har lukreret på de senere års udvikling, taler varmt om mere mobilitet og ensretning af Neuropa, mens alle de, der har oplevet de negative konsekvenser, og mange andre, som har udsigt dertil, ønsker nærdemokrati i en politisk kontekst, som kan drages til ansvar, og ikke i enhver henseende kan overtrumfes af magthaverne i Bruxelles.

Mihail Larsen

Sören Tolsgaard

Nu handler artiklen faktisk om, at EU mangler en social dimension - og at der nu, efter UK's udmelding - er en chance for, at den kan komme på bane. Arkitekterne bag EU forestillede sig en gradvis integration, er af historisk-ideologiske og materielle årsager måtte starte med økonomien, men hvis mål var en politisk (og kulturel) union

UK har meget konsekvent forhindret, at EU kunne udvikle sig i social retning. Det ville nemlig indebære et opgør med UK's historisk nedarvede klassesamfund. Det er synd for den engelske arbejderklasse, der kunne have draget fordel af en social dimension, hvor EU gik ind - med et flertal af de øvrige lande i ryggen - og krævede sociale reformer i UK.

I aftenens DR2 Deadline var der en udmærket diskussion om disse forhold.

Sören Tolsgaard

Mihail Larsen -

Jeg har desværre ikke set denne Deadline, men derimod hørt flere ekspertpaneler i P1, hvor EU-modstandere var fraværende, mens de indkaldte eksperter forekom påfaldende ensrettede. Det begyndte allerede den dag, Brexit var en kendsgerning. Et vel i forvejen indkaldt panel, hvor alle var pro EU, gjorde et besynderlig indtryk. Men havde resultatet som ventet været remain, havde heller ingen vel gidet høre på tabere, forstås.

Jeg forstår, ifølge artiklen, at den kontinentale statsform lægger vægt på det sociale, hvilket nu kan udmøntes i mere union, ensretning og bevægelighed, måske endda social solidaritet, men risikoen er naturligvis, at at det sociale munder ud i kontrol og austerity, kort snor og vi alene vide for at kunne fastholde det enorme magtapparat, som er ved at kollapse, fordi det lokale, særegne, kulturelle og menneskelige invalideres i denne proces.

Det sociale vil inderst inde være gjort af preussisk beton.

Robert Ørsted-Jensen

Dette brexit har indtil nu været en herlig oplevelse for en gammel indædt europæisk socialist. Endelig lidt debat der handler om mulighederne i det europæiske projekt. Uk har gjort os en stor tjeneste

Det er synd for den engelske arbejderklasse, der kunne have draget fordel af en social dimension, hvor EU gik ind - med et flertal af de øvrige lande i ryggen - og krævede sociale reformer i UK.

Mihail Larsen, varm luft. Hvor skulle pengene dog komme fra? Hvorfra ved du hvilket niveau en sådan reform skulle lægge sig på?

Den tyske Hartz IV på 3000 kr pr måned ?

EU er frihed for kapitalismen med ret til at træde på folk - både positiv og negativ frihed. på en gang, "Two Concepts of Liberty" ... in one.

Jørgen Steen Andersen og Nille Torsen anbefalede denne kommentar
Søren Rehhoff

@ Mihail Larsen

"Meget kort fortalt handler den om forholdet mellem individ og samfund. I den kontinentale tradition går fællesskabet (samfundet) forud for individet, og individet får sine rettigheder fra fællesskabet gennem anerkendelse (Hegel). I den angelsaksiske commonlaw fødes mennesket med præsociale rettigheder, og fællesskabet (samfundet) opfattes som noget ydre, potentielt fjendtligt, som man skal værne sig imod."

Hvis du mener, at det skulle forklare Brexit og britisk EU-modstand, så holder det altså ikke helt. Der er også EU-kritik i andre lande og dele af befolkningen i andre lande, der ønsker at forlade EU, uanset om de så måtte være rundet af det, du kalder for den kontinentale tradition.
Bare tag Frankrig. Holland, eller f. eks. Danmark

Mihail Larsen

Det er jo det, jeg siger - måske mellem linierne

UK har formået at lægge EU i en liberalistisk benlås og derigennem påvirket kontinentaleuropa i samme retning. Et ganske hjemligt eksempel er Fogh Rasmussen, der i sit første nytårsinterview i Weekendavisen forklarede, at hvis man vil ændre et samfund, må man starte med at ændre folks mentalitet. Det er lykkedes til overmål. Nu k r æ v e r dele af venstrefløjen frihandel, nationalisme og individualisme.

Falsk bevidsthed.

Hvad galt er der med: frihandel, stærk Stat og individualisme (yd efter evne og nyd efter behov)?

Nå ja, jeg skulle selvfølgelig have tilføjet at "frihandel" skal være "frivillig" for det enkelte land. Godt set Robert Ørsted-Jensen.

Mihail Larsen

Det er jo hel fantastisk ...

så åbenlyst en del af venstrefløjen glider af på beskyldningerne for at støtte frihandel, nationalisme og individualisme - tre af den borgerlige ideologis dogmer.

Frihandel betyder, at markedet bestemmer.

Nationalisme betyder, at international (proletarisk) solidaritet ignoreres.

Individualisme betyder, at private interesser sættes højere end fællesskabet.

Her er virkelig et skoleeksempel på 'falsk bevidsthed', der burde være - og sagtens kunne fungere eksemplarisk som - genstand for en moderne ideologikritik.

Mihail Larsen den fejl du gør, er nok at du udpeger så komplekse begreber og undlader den økonomiske og klassemæssige analyse:

Frihandel (Staten bestemmer over eget marked) eller Handelsaftaler (Vesten tvinger svage markeder til at åbne sig på Vestens præmisser)

Handelsaftaler tillader store farmere i Nord-amerika og EU at sælge statsstøttet korn og olie billigt i u-lande. Dels udkonkurreres den lokale landbrugsproduktion, og samtidig bliver de fattige lande sårbare overfor prissvingninger på verdensmarkedet, når de importerer fødevarer.

F.eks. var billig import af majs fra USA noget som kom folk i Mexico til gode. Men da prisen på majs blev fordoblet indenfor et år, da den Mexicanske valuta blev devalueret i 1995, så fik den mexicanske befolkning lov til at betale. (Internationale Socialister)

Handelsaftaler er årsagen til monokulturer eller grønne ørkener eksv oliepalmer så langt øje rækker.

Handelsaftalernes gangsterorganisationer: IMF, WB, WTO, OECD, EU, USA, NATO

Handelsaftaler styrker den rige elite og fører til landgrabbing og undertrykkelse i udviklingslandene.

Nationalisme eller Stærk Stat

Kampen for selve den stærke demokratiske, sociale Stat, lægge sig tæt op ad netop nationalstatens fysiske eksistens, og derfor kan kampen for den stærke Stat ofte, rent retorisk udlægges som den så forkætrede nationalisme.

Vi husker alle Anders Fogh Rasmussens tale om "småstatsmentalitet" (andet ord for begrebet "nationalisme" ...et ord der ville have provokeret DF) da han skulle have Danmark i krig. Nationalisme er først et problem når den udvikler sig til imperialisme, som eksempelvis nationalsocialismen i Nazityskland og altså "aktiv udenrigspolitik" i Danmark.

Den stærke socialstat var også målet for AFR's ideologiske korstog for udvikling af minimalstaten i hans bog Fra socialstat til minimalstat, som senere er blevet en bibel for neoliberalisterne i Danmark.

Kampen for 'den stærke socialstat' kaldes ofte "nationalisme" af især eliten som ser socialstaten med dens indbyggede solidaritet som en begrænsning for deres fortagsomhed og selvrealisering.

Nationalisme er alt for diffust et begreb til at en seriøs diskussion kan forgå uden en præcisering.

Sker det - manglende præcisering - ved man at kombattanten er ude i propagandistisk ærinde.

Jørgen Steen Andersen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar

Mihail Larsen, individualisme er ligeledes et begreb som ikke bare kan afskrives som negativt, uden en nærmere definition - med mindre altså at man vil forhindre en seriøs debat.

"Yde efter evne, nyde efter behov" er det marxistiske bud på et samfund der tillader individualisme. Intet samfund der ikke giver plads til individualisme vil overleve ret længe. Individualisme er i folks bevidsthed et spørgsmål om frihed.

Måske skulle du fundere lidt nærmere over artiklens begreb:

Two Concepts of Liberty. I modsætning til positiv frihed, der betegner individets mulighed og evne til at udfolde sig i fællesskab med andre, betegner negativ frihed retten til ikke at blive undertrykt.

Du må jo ikke tro Mihail Larsen, at der er tale om, et enten eller. Der er tale om en balance mellem de to delbegreber, afgjort på demokratisk vis.

Forenkling og one-liners fører kun til propagandisme.

Jørgen Steen Andersen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar

Men Mihail Larsen du brugte dine tre stråmænd som du pludselig klasker på bordet til at aflede vores debat om artiklens hovedbudskab: EU's sociale dimension ...så jeg gentager lige mit spørgsmål som også andre har stillet her i debatten. Du skriver:

Det er synd for den engelske arbejderklasse, der kunne have draget fordel af en social dimension, hvor EU gik ind - med et flertal af de øvrige lande i ryggen - og krævede sociale reformer i UK.

Jeg spørger:

Hvor skulle pengene dog komme fra? Hvorfra ved du hvilket niveau en sådan reform skulle lægge sig på?
Den tyske Hartz IV på 3000 kr pr måned ?

Jørgen Steen Andersen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Og det er ikke tilstrækkeligt. - er den stærke stat også for ham det ultimative endemål, hvor vi traditionelt drømmer om statens hendøen. Vor gode Atkins er ikke stalinist for ingenting ;-)

Robert Ørsted-Jensen, jeg kan påvise flere kommentarer i Brexit-debatten hvor jeg forklare og dokumenterer at Karl Marx, Vladimir Lenin og jeg mener, at den stærke Stat en nødvendig base på vejen til det klasseløse og statsløse samfund, men du bliver ved med at klaske rundt med din forpjuskede stråmand om, at den stærke Socialstat er endemålet - hvorfor mon du mener Staten skal sælges allerede, mens de neoliberale er ved magten, Robert Ørsted-Jensen?

https://www.information.dk/comment/1142055#comment-1142055

Det er så her jeg skal spørge, Hvad er det du ikke forstår i citatet fra Det kommunistiske manifest Robert Ørsted-Jensen?

Robert Ørsted-Jensen

Du har ikke fattet ret meget af det mainifest og du forstå endu ikke det s kontext - det er så sandelig ikke et argument for dine fantasier om stærke et-partistater