Læsetid: 3 min.

Den dag mine bryster blev opdaget

Det var et af mit livs store øjeblikke: Et bevis på, at jeg var en attraktiv kvinde! En kvinde med erotisk udstråling! En kvinde med en barm, som tændte mænd! En rigtig sexet kvinde med en lækker indbydende krop! Det var den definitive bekræftelse af mig som kvinde
Det var et af mit livs store øjeblikke: Et bevis på, at jeg var en attraktiv kvinde! En kvinde med erotisk udstråling! En kvinde med en barm, som tændte mænd! En rigtig sexet kvinde med en lækker indbydende krop! Det var den definitive bekræftelse af mig som kvinde

Kristine Kiilerich

Debat
15. juli 2016

Der er en lille, meget pinlig historie fra min ungdom, som jeg aldrig har turdet fortælle til nogen.

Den er fra før internettets tid. Fra dengang vi endnu ikke behøvede at frygte for, at billeder af vores krop skulle havne på pornosider til fri afbenyttelse for alverdens liderlige mandspersoner.

Scenen er Paris, latinerkvarteret, med Sorbonne om næste gadehjørne og med udsigt til det stolte Panthéon for enden af gaden. Jeg er midt i tyverne og absolut ikke jomfru, men stadig usikker. Jeg elsker at være i Paris, og nu er jeg i gang med mit speciale om min yndlingsdigter, Charles Baudelaire, på Bibliothèque Nationale.

Det er Paris, det er sommer. Jeg har let og sommerligt tøj på og bare ben i espadrillerne. Men ikke noget med bare arme, ikke noget med nedringet bluse med udsigt til kavalergang – nej, en umådelig tækkelig lille hvid bluse og en lige så tækkelig løs nederdel i New Look-længde, i smukke changerende lilla og sort-hvide tern, syet i hånden (symaskine var en ukendt luksus for en fattig studine). Jo, jeg husker det hele, som var det i går.

Selvfølgelig også, fordi jeg var helt klar over, at den pæne hvide bluse sad ret tæt omkring min overkrop. Ingen kunne være i tvivl om, hvad der sad hvor under det stramme stof.

Jeg husker, at jeg stod på hjørnet af Boul’ Mich og … hvad er det nu, gaden hedder, var det Rue Soufflot eller Rue du Panthéon? Jeg stod i hvert fald med ansigtet mod Panthéon. Solen skinnede, vejret var så dejligt, og alt åndede fred.

Men så skete der noget.

En ung mand, formodentlig en studerende, med en stak bøger under den ene arm kom løbende i fuld fart oppe fra Panthéon og ned mod hjørnet, hvor jeg stod. Ikke fordi jeg havde lagt specielt mærke til ham, men det gjorde jeg til gengæld nu – for idet han passerede mig, strakte han den frie arm ud og tog lige et fast tag i mit ene bryst. Og løb videre i fuldt firspring.

Og dér stod jeg. Jeg følte mig nøgen, totalt afklædt. Det gjorde ondt i mit bryst, det gjorde ondt i mit selvværd, alle havde set mig i denne ydmygende situation. Aldrig før havde jeg været ude for en så direkte grænseoverskridende krænkelse – og så i fuld offentlighed!

Jeg spejdede efter en politibetjent, men fik ikke øje på noget, der lignede sådan en. Jeg kunne være krøbet i et musehul. Jeg skammede mig …

Nej, for nu kommer det pinlige: Gu’ gjorde jeg da ej – tværtimod! Jeg var stolt som aldrig før i mit liv!

Når jeg husker scenen i alle detaljer, når jeg har billedet stående uudsletteligt for mit indre øje, så er det, fordi det var et af mit livs store øjeblikke: Et bevis på, at jeg var en attraktiv kvinde! En kvinde med erotisk udstråling! En kvinde med en barm, som tændte mænd! En rigtig sexet kvinde med en lækker indbydende krop! Det var den definitive bekræftelse af mig som kvinde.

Hvor ville jeg have ønsket, at nogen havde taget billeder af den scene og lagt dem ud til almindelig beskuelse, og alle skulle være velkommen til at bruge dem til, hvad de nu havde lyst til! Men det var længe før mobilen og internettet. Og for resten også før begrebet sexchikane.

I dag ved jeg jo mere om det patriarkalske samfund og dets kvindebilleder og kvinderoller og kvindeundertrykkelse, med alt hvad dertil hører af overgreb, fysisk eller psykisk. Men jeg nægter at smide barnet ud med badevandet, jeg tillader mig stadig at mærke den smukke, livsbekræftende følelse i mit indre, den skønne sommerdag i Paris. Mærke den og nyde den den dag i dag.

Kan man det? Må man det? Nej, nej, nej, nej, nej, det må man ikke, det er da totalt ufeministisk – jeg burde da selvfølgelig have været rasende, og flov, jeg skulle da virkelig skamme mig! Det er da også første gang, jeg fortæller den pinlige historie til nogen.

Det lettede. Nu kan jeg nyde et af mit livs store øjeblikke med fred i sjælen resten af mine dage.

Maria Marcus er forfatter og sexolog. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ole Vedel Villumsen

Dejlig historie, tak for den.
Så længe vi netop bare kan holde barnet og badevandet adskilt. Den unge mands opførsel er stadig utilstedelig, for han ved ikke hvordan du har det med det. Og hvor den ene bliver stolt (det er dejligt), bliver den anden vred, den tredje begge dele på en gang (hvis hun kan rumme det, det håber jeg) og den fjerde reagerer på en helt syvende måde.

Mattia Guidarelli, Glenn Lynge Andersen, Poul Sørensen, Frederikke Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Benny Jensen

Facebook ->

Det er lidt det samme som mange mænd føler hvis de bliver klappet i numsen. Det er politisk ukorrekt, men rigtig mange har ikke det fjerneste imod det, fordi de ser det netop som at de er vurderet attraktive og det er for dem et stort plus.

Det er svært at forstå hvornår det går fra noget okay til noget fornedrende. Og det vil være meget forskellig fra person til person, derfor er det fint at det generelt ses som værende helt utilstedeligt. Det handler nok også om omfanget. Sker der en enkelt gang eller sker det ofte. Sker det af en flok, eller en enkeltperson, etc.

Jeg har i mine unge år haft et par klaps i numsen, som gav mig selvtillid og glæde. Jeg har dog også været opdraget med aldrig nogensinde st gøre det samme med en kvinde, fordi her kan man på ingen måde forvente samme reaktion. Og der er sikkert også mænd, der ikke bryder sig om det, men næppe så mange.

For en dag er vi gamle og uattraktive, og så vil vi længes efter da vi kunne opnå det andet køns begær.

Og nej, ingen ønsker at opleve det relativt uskyldige nå et omfang hvor nogen bliver kede af det, og derfor bør ingen mænd( og i ligestillingens navn heller ingen kvinder ) befamle. Alligevel kan mange af os godt genkende det positive i situationen. Et af dilemmaerne i livet.

Men et godt livsgladt indlæg, må det blive opfattet i samme hånd som det er skrevet.

Ole Frank, Mattia Guidarelli og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

liderlige mandspersoner.
En hysterisk omskrivning af de drifter de fleste mænd er udstyret med, men som bliver behandlet som ja liderlige mandspersoner-hysteriske madamme sexolog, my ass.
Kvinders påklædning, som her beskrevet ligner ofte den udfordring det er at kunne få den op at stå hos det modsatte køn uden at blive voldtaget!

Niels Duus Nielsen

For mange år siden sad jeg ved et busstoppested dybt inde i Afrika og ventede på bussen. På den anden side af gaden stod en ung mand og en ung kvinde og talte sammen. På et tidspunkt prikkede manden hende med et smil på det ene bryst. Hun agerede forarget og protesterede, men det var tydeligt, at hun i virkeligheden ikke havde noget imod hans fysiske tilnærmelser, tværtimod.

Det kræver fingerspitzgefühl at vide, hvornår noget er okay, og hvornår det går over stregen. Som udgangspunkt skal man undlade at befamle sine kvindelige bekendte. Men i visse situationer har det en god virkning.

Hvo intet vover, intet vinder.

PS: Sjovt, at det kun er mænd, der kommenterer?

Troels Rasmussen

Der er to ting, jeg er i tvivl om, når jeg læser indlægget. 1) Om følelsen er en blanding af skam og stolthed, eller om det mest bare var stolthed, og 2) om reaktionen ville være anderledes, hvis fortælleren havde vidst mere "om det patriarkalske samfund og dets kvindebilleder og kvinderoller og kvindeundertrykkelse, med alt hvad dertil hører af overgreb, fysisk eller psykisk."

Jeg mindes en historie, fra da jeg gik i 8. klasse. En af de selvsikre drenge får en af pigerne til at spænde sin biceps, så han kan se, hvor store muskler hun har. Dernæst udnytter han chancen til at tage hende på brystet. Hun virkede ikke krænket (snarere virkede spøgen til at have moret hende), da hun bagefter sagde, at det var godt at jeg ikke var sådan.
Hendes udtalelse kan jeg nemt betvivle, idet det nok havde været bedre end at være bange for at nærme sig piger, hvis jeg da overhovedet skulle overveje at piger kunne være nogen, jeg kunne have at gøre med.

Jeg kan godt lide, at kvinder må antage, at mænd generelt synes positivt om kvinders tilnærmelser. F.eks. har jeg ikke hørt noget negativt om det med, hvis unge kvinder smider med trusser ved en koncert.

Anne-Marie Paul

Det er stadig kun kvinder der skriver.....
Det er sikkert meget forskelligt hvordan vi oplever det at blive rørt ved (befamlet) af en fremmed eller en person vi kender i det offentlige rum - også selvom det er en kæreste eller partner. For mig var det at læse Maria Marcus artikel lidt af et chock. Maria Marcus ved alt om hvordan kvinder bliver chikaneret både nu og før og hun har skrevet bøger om seksualitet og holdt kurser om det også, med vægt på hvordan vi bliver mere fortrolige med vores egen seksualitet og lader den være der.
For ikke så længe siden havde jeg hvad man kan kalde en "Køln" oplevelse ude i det offentlige rum. En mand med arabisk baggrund spurgte på gebrokkent engelsk om vej. Intet sted i verden tager man på kvinders bryster i det offentige rum og en arabisk mand rører heller ikke ved en kvindes hånd. Jeg var fuldstændig lammet og den første følelse, der kom bagefter var: Havde jeg lagt op til dette i min adfærd - var jeg ikke tækkeligt klædt nok? Kort sagt var det min egen skyld. Kølns borgmester var jo hurtig efter Nytårsaften til at sige at kvinder måtte lade være at drikke for meget og iøvrigt tænke sig om mht hvad de klædte sig i.
Så ja - der er nok mange forskellige følelser omkring sådan en situation og mange reaktioner. jeg må sige at jeg foretrækker at kunne opholde mig i det offentlige rum uden at blive krænket, fordi en mand rører ved mig på en klart grænseoverskridende måde.