Kronik

Diagnosen er den nye arvesynd

Ligesom arvesynden i gamle dage forklarede vores uhensigtsmæssige handlinger, er diagnosen blevet et indre fremmedlegeme, som har magt over os: Det er diagnosen i mig, der handler for mig. Det er en sygdom i selvet, en fejl eller en dysfunktion, som handler på mine vegne. Men den forklaring kan hurtigt ende som en bortforklaring
Ligesom arvesynden i gamle dage forklarede vores uhensigtsmæssige handlinger, er diagnosen blevet et indre fremmedlegeme, som har magt over os: Det er diagnosen i mig, der handler for mig. Det er en sygdom i selvet, en fejl eller en dysfunktion, som handler på mine vegne. Men den forklaring kan hurtigt ende som en bortforklaring

Illustration: Johanne Sorgenfri/iBureauet

22. juli 2016

Vi skriver tidernes morgen. Jesus, en ung jødisk revolutionær, er blevet klynget op på korset, og nu hænger han der i al sin afmagt, mens hans følgere står nedenfor og føler sig forrådt.

Han havde lovet dem alt, en helt ny verden, en ny begyndelse. Han havde lovet dem at gøre det forjættede land stort igen! Men i afgørelsens time viste det sig, at nok havde han ordet i sin magt, men han turde ikke sætte magt og handling bag ordene.

Derfor forrådte efterfølgerne Jesus og udleverede ham. Jesus dør på korset, og med ham dør al mening. »Tilgiv dem,« siger han bare, »for de ved ikke, hvad de gør.«

Det bliver startskuddet på et kolossalt og øjeblikkeligt omfortolkningsprojekt. De efterladtes massive behov for at finde en forklaring udmønter sig i vilde analyser.

De bladrer deres lovtekster igennem for at finde mening, og allerede på tredjedagen er de klar med et nyt og endnu bedre meningskompleks: Han var ikke bare politiker. Han var Gud! Han ofrede sig med sin vilje, ikke mod den. Det hele var en del af planen.

Forklaringsmodel genbruges

Siden da har det ikke skortet på forklaringsmodeller hos de kristne. Augustin er måske den, der kommer med den vildeste af dem alle, nemlig arvesyndslæren: Adams synd er blevet nedarvet gennem generationer, og derfor er den virksom i generne på os alle.

Adam kunne som det første menneske have undladt at synde, men alle vi andre, der kommer efter, kan ikke ikke synde.

De kristne var begejstrede, for Augustins forklaringsmodel kom det første hold af vilde analytikere til undsætning med tilbagevirkende kraft: De vidste ikke, hvad de gjorde, for det var synden i dem, der handlede for dem. De var så at sige lovligt undskyldt.

Eller som det hedder hos Paulus: »For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Men når jeg gør det, jeg ikke vil, er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig« (Rom 7, 19-20).

Vers 19 er på en gang udtryk for det mest uforklarlige og et af de mest genkendelige fænomener i den menneskelige eksistens.

Det er den smertelige erfaring, vi alle gør os, at vi nogle gange svigter de mennesker, vi elsker allerhøjest, selv om det er det, vi ønsker allermindst.

Vers 20 er forklaringen på det uforklarlige: Når jeg svigter, så er det ikke mig, der handler, men synden i mig, der handler for mig. Se hvordan det grammatiske subjekt i sætningen belejligt flytter sig fra ’mig’ til ’synden’.

Arvesyndslæren er mildest talt et belastet begreb i dag, og med god grund. Den har en indbygget mulighed for at blive misbrugt som undskyldning og ansvarsfraskrivelse af den enkeltes handlinger. Og det er ikke til at komme uden om, at den er blevet brugt på netop den måde.

Men hvad kan vi forvente? Det er jo et religiøst påfund, opfundet til at undertrykke mennesker og flygte fra sit ansvar. Synden er, med Nietzsches ord, en sygdom opfundet af præstestanden for så meget desto mere at kunne promovere Gud som den, der frelser. I dag skriver vi 2016. Vi er heldigvis kommet videre.

Diagnosejagt

Derfor er det bemærkelsesværdigt, at vi finder præcis samme forklaringsmodel i vores forhold til diagnoser i dag. Vi lærer endda vores børn at forstå sig selv igennem denne logik: ’Det er ikke mig, der gør det, men ADHD’en’.

Diagnosen er blevet et indre fremmedlegeme, som på en underlig måde har mere magt over os, end vi har over det diagnosticerede. Det er diagnosen i mig, der handler for mig. Det er en sygdom i selvet, en fejl eller en dysfunktion, som handler på mine vegne.

Som Svend Brinkmann har påpeget, bruger vi i dag diagnoser som en forklaring på de symptomer, patienten oplever, men denne forklaring er egentlig en cirkelslutning: Man forklarer symptomerne ud fra diagnosen, men en diagnose er ikke andet end et katalog over de symptomer, den lidende mærker.

Alligevel oplever både diagnostikeren, den diagnosticerede selv og ikke mindst de pårørende, at der med diagnosen endelig foreligger en forklaring på de problemer, de oplever.

Diagnosen forklarer ikke alene, hvorfor jeg er, som jeg er, men hvorfor jeg altid har været sådan. Der falder et forklarelsens lys over ens historie og lidelse, der skabes en kontinuitet og en mening, som ikke var der før.

Derfor ser vi i dag, at diagnosen ikke så meget bliver betragtet som noget, samfundet presser ned over hovedet på den stakkels borger, men at vi borgere i stigende grad selv går ud og opsøger den.

Det er ikke ualmindeligt at se forældre, der rejser landet rundt for at finde en læge, der vil diagnosticere deres barn med ADHD.

Det interessante er imidlertid, at ADHD i dag antages at være 80 procent arvelig. Det betyder, at hvis det eksempelvis lykkes mig at få diagnosen til mig selv, så er der 80 procent sandsynlighed for, at mit barn arver diagnosen efter mig. Det begynder at ligne udviklingen af en decideret diagnoselære.

Diagnosen i sig selv er ikke noget problem. Vi har brug for diagnoser i vores samfund. Lægen har brug for dem. Vi har brug for dem. Problemet er den måde, vi forholder os til dem på. Derfor er det måske på tide med et opgør med diagnoselæren?

Angst

Her kommer endnu en kristen tænker på banen, den vilde analyses sværvægter, som har foretaget den mest radikale omfortolkning af arvesyndslæren til dato.

Ifølge Kierkegaard er mennesket hverken grundlæggende syndigt eller grundlæggende godt. Men det er grundlæggende angst. Det er ikke rationelle beslutninger, der ligger til grund for vores handlinger, men først og fremmest angst.

Det afgørende ved angsten er imidlertid, at den ikke har nogen kausallogik. Angsten er tvetydig. Man er på en gang draget af og afskyer det, man ængstes for.

I Begrebet Angest skriver Kierkegaard: »Den, der gjennem Angest bliver skyldig, han er jo uskyldig; thi det var ikke ham selv, men Angesten, en fremmed Magt, der greb ham, en Magt, han ikke elskede, men ængstedes for; – og dog er han jo skyldig, thi han sank i Angesten, som han dog elskede, idet han frygtede den. Der gives i Verden intet Tvetydigere end dette.«

Nej, der gives nemlig intet mere tvetydigt. Vi foretrækker at tænke i en logik, hvor vi enten er entydigt underlagt genetikkens nødvendighed eller vores eget suveræne, frie valg.

Men hvordan kan vi sige, at et menneske har gjort sig skyldig i noget, hvis han er blevet grebet af angst? Angsten er netop »en fremmed Magt«, som overtager subjektet og handler i ham for ham. Men, siger Kierkegaard, det er stadig ham, der synker i angsten!

Pointen synes at være, at spørgsmålet om personligt ansvar, vilje og frihed er langt mindre entydige, end vi gør det til, når vi taler om psykiske lidelser.

Derfor er det så meget desto mere tragikomisk, at angst i dag alene synes at være en diagnose, vi skal helbredes fra. Ikke ulig arvesynden. Men hvem promoverer diagnoserne? Er det samfundet eller os selv?

Jeg tror, vi i stedet må spørge, hvad det betyder for os, at diagnosen i dag tilbyder sig som en mulighed, som vi både kan bruge til at tage ansvar for vores liv, og som vi kan (mis)bruge til så at sige at ’udlicitere’ en del af vores vilje til diagnosen.

Bortforklaring

Vi bruger store dele af vores liv på at forklare os selv ud fra omstændigheder. Men spørgsmålet er, om vi så forstår os selv, når vi har forklaret os selv. En forklaring kan meget let blive en bortforklaring.

Der er en reel risiko for, at man med diagnosen forklarer sig selv bort i en grad, hvor man til sidst må spørge: Hvor er jeg nu selv henne? Hvor er min egen vilje og frihed i det her?

Vi bliver nødt til at indse, at diagnosen på en gang er nødvendig og dog en forklaring, som vi i frihed kan bruge til at fange os selv i ufrihed.

Spørgsmålet er derfor, hvad der skal veje tungest? Tryghed og vished i at få en diagnose, eller frihed og ansvar for alle sine handlinger? Den enkeltes svar på dette spørgsmål bør være lige så tvetydigt som angsten.

Christian Hjortkjær er phd.-studerende ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret. Han forsvarer til november sin ph.d.-afhandling ’Utilstrækkeligt enestående – En kierkegaardsk diagnose af diagnosesamfundet’

Serie

Kronikserie: DNA og diagnose – skyld og skam

Hvad betyder vores hang til diagnoser og vores øgede viden om hjernekemi for vores forestilling om skyld og skam? Hvordan påvirker viden om biologiens indflydelse på psykiske sygdomme omverdenens opfattelse af den diagnosticerede?

Kan man have personligt ansvar for uhensigtsmæssige handlinger, hvis de skyldes dårlige gener? Og hvad bliver der tilbage af personligheden, når stadig flere af vores handlinger kan forklares med DNA eller hjernekemi?

De spørgsmål sætter en række forskere og mennesker, der selv er ramt af sygdom, fokus på i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Skyldfølelse kan være drivkraft ud af psykiske problemer

    18. juli 2016
    Følelsen af skyld er smertefuld. Derfor føler mange forældre til børn med adfærdsvanskeligheder en lettelse, hvis børnene får en diagnose. For derved tilskrives problemerne biologi, og så har de ikke noget med forældrenes opdragelse at gøre. Men faktisk kan skyldfølelse også motivere til at gøre skaden god igen og derved blive en positiv drivkræft
  • Min søns diagnose gjorde også mig til en anden

    7. juli 2016
    Når man får et barn med en diagnose, føles det, som om pilen peger direkte tilbage på ens egne måske fejlbehæftede gener. Ligger der noget og lurer hos mig eller min kæreste, som aldrig er blevet identificeret, og som vi skulle have tænkt over, før vi fik barn?
  • ADHD er alles skyld – men dit eget ansvar

    2. juli 2016
    Når skylden for ADHD i samfundet skal findes, peges fingrene i mange retninger: Samfundet generelt rummer ikke de skævere tænkende, skolerne mangler forståelse, medicinalindustrien er grådig, lægerne er dovne, vores mad er forkert, og forældrene er for slappe. Jeg vover en påstand: Det er alles skyld.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Mads Berg
  • Alan Strandbygaard
  • Ruth Gjesing
  • Viggo Okholm
  • Poul Sørensen
  • Anne Eriksen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
Steffen Gliese, Mads Berg, Alan Strandbygaard, Ruth Gjesing, Viggo Okholm, Poul Sørensen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er vel forskel på, om du er skyldig i handlingen, og om det er virksomt at straffe med fængsel, eller andre sanktioner er mere hensigtsmæssige.
Kleptomanen kan godt påberåbe sig sygdom i gerningsøjeblikket, uden det fritager for sanktioner feks i form af tvungen behandling.
Diagnoser er ved at være det nye fyord, og det er synd, for diagnosen repræsenter en stadig bedre forståelse af det menneskelige sind. Det giver os en bedre mulighed for at håndter lovbrydere med et positivt resultat end alene fængselsdomme giver.
At nogen ved at få en diagnose får større selvfølelse, "jeg er ikke blot et menneske med en svag karakter og en slap holdning, jeg har en sygdom", hvad gør det?
De bliver jo ikke ansvarsfri af den grund, men vore sanktioner bliver mere målrettet.
Det er arvesynden, det er samfundets skyld, jeg har en diagnose. Det kan ses som undragelse af skyld, men det kan også ses som en urgammel viden om, at et menneske er mere end den bevidste, opdragbare personlighed vi ynder at forestille os vi er.

Lise Lotte Rahbek

..[..] denne forklaring er egentlig en cirkelslutning: Man forklarer symptomerne ud fra diagnosen, men en diagnose er ikke andet end et katalog over de symptomer, den lidende mærker.

Hm.. sandt nok. Den cirkel skal jeg vist lige tygge igennem

Kurt Nielsen

Det er lige præcis, som det fremgår af artiklen , angsten, som Kierkegaard har analyseret den og den evige jagt på 'mening' der gør det rigtig svært for mennesker, at påtage sig ansvaret ved at blive voksen og selvstændig - at påtage sig sin egen autoritet.

Som tryghedsskabende aktivitet afspilles båndet med familierelationer igen og igen og dermed reproduceres elendigheden i al evighed, amen.

Dana Hansen, Ruth Gjesing, søren ploug og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Vær sherif i dit eget liv, vær med til at støtte op omkring retfærdighed for alle, oplysning for alle, dannelse og medbestemmelse for alle. For at have et oplyst demokrati, så må alle have adgang til redskaber så de kan fortolke på deres livssituation og dermed både se det komplicerede og det enkle ved livets forskellige aspekter. Vi behøver ikke reproducere elendigheden, hvis vi gør progressionen enkel og forstålig og vi behøver ikke miste overblikket, hvis accepter at enhed og helhed oftest er mere kompliceret end ordne indikere - "alt hænger sammen med alt andet." Lenin

Anne Eriksen, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det er jo altid både relevant og interessant at studere sig selv i verden. Hvorledes tager man sit liv på sig? Eckhart tolle har en udmærket formulering om, at hvor der ikke er visdom, er der udfordringer - som mennesket, hvis det handler klogt, tager ved lære af. Spørgsmålet er egentlig ikke, om der er udfordringer, men om hvordan vi møder dem. Er diagnosen en sovepude eller en hjælp? Det er selvfølgelig relevant at vide, hvad man evt lider af men da kun, hvis diagnosen er entydig. Og mht fx psykiske udfordringer er det ikke lige til at stille en entydig, fulddækkende diagnose. Hvis man derimod antager/ved, at inden i ethvert menneske er der en sund kerne, som kan aktiveres og styrkes, så er man på rette vej. Både mht diagnosticering af omgivelserne og af individet.

Så hvad er denne 'sunde kerne', og hvordan får man kontakt til den? Først skal man ville det så meget, at man forstår, at ens liv afhænger af denne kontakt - med mindre man kan affinde sig med et liv mere eller mindre zombieficeret og sygeliggjort - men det kan man, een selv og/eller ens omgivelser, jo ikke, i og med man har en 'diagnose'. Så med mindre der er skade på intelligensen, bør nødvendigheden af at ville denne kontakt kunne forstås. Og så går arbejdet i gang - og her er omgivelserne naturligvis af stor betydning, fordi stress og uskønhed gør det vanskeligt for de særligt udfordrede at finde fred.

Et menneske har, ligesom andre levende organismer, brug for både fysisk og psykisk næring, og i den moderne konkurrencestat henvises vort esoteriske liv til et stadig mindre sted i og med, at kampen for den fysiske overlevelse er så rå og nådesløs, som det i stigende grad er tilfældet. Miljøgiftenes ansvar for psykiske forstyrrelser er også en faktor, som ikke bør overses.

Randi Christiansen

At studere sig selv i verden er et spændende detektivarbejde - hvis der ellers er tid og overskud hertil.

Heidi Larsen

Må ærligt indrømme, at som syg med mange diagnoser - de fleste pålagt mig at "jagte" af det rigide sygedagpengesystem vi har haft i årevis - føler jeg mig voldsomt provokeret af kronikken. Men det er måske meningen?

odd bjertnes

I genetikkens barndom overfortolkede man også racebegrebets betydning - dels blev en kvantitativ egenskab forsøgt kvalitativiseret, dels måtte i hvertfald een oprindelig defineret genetisk linje falde for videnskabelig bedømmelse, da den ikke repræsenterede en oprindelig autonomi, men i den sammenhæng var østens svar på vestens mulatter og mestitzer.
Der er også i dag absurde overfortolkninger af begrebet løs i nogle kulturbaggrunde, der har et mere adspredt forhold til mellemfolkelighed end den der gælder for civilisationens hovedlinje.
Det vi ser med personlighedsdiagnosticering, er et lignende forløb. Man kan nogenlunde forudsige forløbet ved at sammenligne med det tidligere fænomen, men for tiden måles der i hvert fald hovedskaller, men negroide forældrepar får stadig den dag i dag negroide børn, og der er ikke en disse at gøre ved det.

Steffen Gliese

Meget fin forklaring, bortset fra det lille faux pas i begyndelsen med OPSTANDELSEN. Det er jo beviset på, at Jesus ER Guds søn; men de teologiske udledninger i det efterfølgende er ganske udmærkede.

Ruth Gjesing

Pas på med diagnoser. Mit gæt er, at en fjerdedel af de diagnoser, folk render rundt med, er fejlagtige. Som det bliver sagt ovenfor, systemet forlanger diagnoser, og det får systemet så på samlebånd.

Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Det er åbenbart, at livsstilen i det moderne samfund gør mennesker syge. Antager man den præmis, må det naturligvis undersøges nærmere, hvad det er i det moderne, som bærer denne skyld.

Mennesker har altid lidt af fysiske og psykiske ubalancer, i høj grad kulturelt betinget. Måske er spørgsmålet så enkelt : hvad gør os glade, og hvad gør os kede? Det tilskrives fx indiansk kultur, at man ikke skal bevæge sig fysisk hurtigere, end man kan nå at få sjælen med. Med industrialiseringens betagelse af fart og effektivitet er den pointe gået tabt - for de fattige med umiddelbart større konsekvenser end for de, som ikke har næringssorger - men den omsiggribende hastighed og kravet herom, afsmitter naturligvis på hele samfundet. Og alle bliver stressede og mister evnen til den livgivende, rekreative kontakt med det liv, som vi jo alle har i os.

Kurt Nielsen, Karsten Aaen, Alan Strandbygaard, Carsten Mortensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Når jeg bliver 85, og den sidste dag gryr, så er jeg stensikker på en eneste ting:

Jeg har levet i en verden fyldt med støj og fuldkommen ligegyldige detaljer, der ingen betydning har haft. Og disse detaljer har stjålet min tid og livskvalitet.

Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen, Ruth Gjesing, Carsten Mortensen, Anne Eriksen og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Spændende kronik om livet og dets betingelser og afveje. Men hvad der er årsag eller virkning omkring afveje kan diskuteres. som vi ser her. Synd. skyld og syndernes forladelse er som skrevet en del af kristendommens budskab. Men derfor behøver det jo ikke være rigtigt. Men vi vil uanset tro som mennesker være udfordret omkring årsag og ansvar. Hjernen påvirkes og styres og kan være ramt af fejl i forhold til at virke hensigtsmæssigt. Hvorfor det sker bruges der milliarder på at undersøge.Buddhismen har nogle andre udgangspunkter. Livet består af lidelse, som har en årsag og der findes en vej til at mindske denne lidelse o.s.v.

Randi Christiansen

Politisk opfattelse baseret på den enkeltes karakteregenskaber, som er defineret af den politiske virkelighed. Så går vi rundt om en enebærbusk, tidlig og silde, rundt og rundt ... katten om den varme grød

Anne Eriksen

Hvad er forskellen på religion og politik?
Er det ikke magt, man søger nu og før - for slet ikke at sige økonomi - via manipulation af mennesker.
Det er iboende i mennesket, ganske som kærlighed til næsten er det.

Diagnoser er et begreb, der er vokset til noget der ikke tjener mennesket. Ikke en hjælp, men et værktøj til kontrol, hvor det engang måske var en hjælp...
Har vi i virkeligheden flyttet os ret meget på flere tusind år - og kommer vi til det - verden er ved at være lille.
Forhåbentlig beror det ikke på menneskets evner.

Liliane Murray

At syge i dag jagter en diagnose, er der vel intet underligt i? For uden en diagnose er der ingen hjælp at hente nogen steder.

Det er samfundets indretning og regler, der får syge borgere til at jagte en diagnose.

Kurt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Peter Knap, Heidi Larsen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Randi Christiansen, Steffen Gliese og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Der er ingen tvivl om, at det er en hjælp (i samfundet i dag) af få den diagnose og det er sørgeligt, at det er nødvendigt.
Og naturligvis er det den bedste løsning...
Alligevel kan et udvidet system af diagnoser være en ligeså stor hæmsko, fordi det lægger op til at acceptere en skævvridning af behandlinger og få endnu flere "systemer" til at blive iværksat uden protester.

Pórto Qisuk

”Forholdet til myndighederne
v1  Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. v2  Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom. v3  De styrende skal jo ikke skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Vil du slippe for at frygte myndighederne, så gør det gode, og du vil blive rost af dem;v4  for de er Guds tjenere til dit eget bedste. Men gør du det onde, må du frygte. Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde. v5  Derfor skal man underordne sig, ikke kun for vredens, men også for samvittighedens skyld. v6  Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det.v7  Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære.”

Jeg har valgt bringe Paulus diktater til de troende, Jesus troende.
Paulus skriver at Statsmagten er fra Gud og derfor skal vi dødelige underordne os Statsmagten. Vi skal gøre det gode og ikke genere unødigt Statsmagten. Du skal betale din skat og told som Statsmagten har bestemt. ”Den I skylder ære, ære.”
Æren er Statsmagten og æren skal ikke på nogen måder krænkes. Moderne Statsmagt konstruktion har dybe rødder i det hellige skrifter. Derfor er mennesket skyldigt indtil det modsatte er bevist.
Statsmagten er guddommelig og guddommelige projekt er ufejlbarlig. Dommen mod Glistrup er godt eksempel på at Statsmagten er guddommelig og ufejlbarlig.
Det er svært at ændre normer og kulturer. Derfor lurer hele tiden fascismens ansigt. Vi frygter fascismen fordi inde i alle sjæle findes fascismen.
Der er bred enighed om at Kristendommen ikke er lovreligion. Og det er jo en skrøne. Paulus skriver også i starten: ”for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud” Myndighederne i Staten har guddommelige autoritet.
Derfor har mennesket svært ved at anerkende Statsmagtens handlinger kunne være problematiske. Guddommelige status gør at borgeren pr. automatik ser Statsmagten som beskytteren. Mennesket svagheder over for Statsmagten guddommelighed har katastrofale konsekvenser. Historien har gang på gang fortalt os mennesket barbariske sider.
Paulus har enorme indflydelse på mennesket forståelse for Statsapparatet. Og Paulus har enorme indflydelse på moderne Staters filosofi.

Randi Christiansen

Den, der betaler for musikken, bestemmer, hvad der skal spilles. Derfor er vi nødt til at se på den miljø-og socioøkonomisk bæredygtige omstilling. Og som det siges i en anden tråd 'grøn energi kan ikke redde os - det kan kun et nyt økonomisk system', så er den måske så småt ved at fise en lille smule mere ind på lystavlen. Så er vi nået så langt, hvad er næste skridt? Hvad er forudsætningen for, at den 0,0001 % og co vil give afkald på deres privilegier?

Det er, at de forstår, hvorfor det er nødvendigt. Derfor begynder den bæredygtige omstilling med bevidstgørelse. Mange fastholder, at visionen om denne omstilling er naiv og er dermed med til at blokere for den. Til disse mennesker kan vi blot henvise til menneskets historie. Hvad, der tidligere er forekommet utænkeligt og umuligt, er realiseret. Desværre alt for ofte ud fra ubevidsthed, og vi er som menneskehed nu - atter - i en så tilspidset situation, at forhastede reaktioner er i en højrisikozone for katastrofe, endda så tilspidset, at vi ofte må vælge mellem pest eller kolera.

Tidsfaktoren ånder os med eksponentiel fart i nakken, marginen bliver hele tiden smallere. Vi må skynde os langsomt, og det starter med den åbne samtale, som gerne skulle føre til den rette problemanalyse, som er forudsætningen for den rette løsning.

Kurt Nielsen, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

@Christian Hjortkjær

Forleden sad jeg i en samtale med en ven, hvor han på et tidspunkt spurgte: "Mener du gravalvorligt at du mener, at du ikke har nogen fri vilje?!?"

Her føler jeg mig fristet til at stille dig et tilsvarende spørgsmål: Mener du gravalvorligt at vi har nogen fri vilje og dermed noget frit valg?!?

Mit argument er at vi har en krop. Den består af atomer. Enhver ændring i sammensætningen af disse atomer, f.eks. en handling, forudsætter en årsag. Hvis ikke vi bare er en serie af "små billardkuglers kollisioner", forudsætter det er form for "sjæl" til at forårsage, og dermed styre, kroppens ændringer. Så langt så godt.

Mine næste spørgsmål: Hvad sker der med den der "sjæl" når vi dør? Forlader den kroppen? Hvornår sker det?

Anna Bågenholm oplevede f.eks. at have været klinisk død i 40 minutter. I dag er hun røntgenlæge på Universitetssykehuset i Tromsø:

https://en.wikipedia.org/wiki/Anna_Bågenholm

Som man er begyndt at sige: "Nobody is dead until they are warm and dead"

Var Anna's sjæl på vej til det hinsides da hendes hjerte begyndte at slå igen? Eller venter sjælen i kroppen i et stykke tid, indtil den tænker: "Nå fuck det! Der kommer ikke nogen of vækker min krop til live igen, så nu daffer jeg videre"?

Det kan jo være gud som bestemmer hvornår sjælen drager hinsides, men det harmonerer dårligt med sjælens fri vilje, og da der dør ca. to mennesker her på kloden pr. sekund, vil det være rimeligt stressende for gud at skulle vurdere hvornår de enkelte var døde nok til at komme videre. Det er jo ikke bare at sætte æggeuret for den enkelte.

Nu ved jeg også at nogen siger at gud er omnipotent og kan alt, men kan han så lave en sten der er så tung at han ikke kan løfte den selv?

Lad mig citere en af de "store nutidige" filosofer:

https://www.youtube.com/watch?v=FPmmLp9ATsM

"Is that what God does? He helps? Tell me, why didn't God help my innocent friend who died for no reason while the guilty ran free? Okay. Fine. Forget the one offs. How about the countless wars declared in his name? Okay. Fine. Let's skip the random, meaningless murder for a second, shall we? How about the racist, sexist, phobia soup we've all been drowning in because of him? And I'm not just talking about Jesus. I'm talking about all organized religion. Exclusive groups created to manage control. A dealer getting people hooked on the drug of hope. His followers, nothing but addicts who want their hit of bullshit to keep their dopamine of ignorance. Addicts. Afraid to believe the truth. That there's no order. There's no power. That all religions are just metastasizing mind worms, meant to divide us so it's easier to rule us by the charlatans that wanna run us. All we are to them are paying fanboys of their poorly-written sci-fi franchise. If I don't listen to my imaginary friend, why the fuck should I listen to yours? People think their worship's some key to happiness. That's just how he owns you. Even I'm not crazy enough to believe that distortion of reality. So fuck God. He's not a good enough scapegoat for me."

Randi Christiansen

Til spørgsmålet om den frie vilje kunne man spørge tilbage : hvis du gerne vil leve, har du så et valg ifht dit åndedræt? I stedet for at ruminere fortænkt og eksistentielt udmattet omkring de 'yderste' spørgsmål kunne man meditere over, fordybe sig utilknyttet i det, som er. Nuet er indgangen til evigheden og livet, til det evige liv. Til en oplevelse i væren som giver alle svar. Der er kun nu, hvis du ikke er der, forstår du intet. Vi er del af kosmos, og derfor har vi adgang til viden om kosmos.

Anne Eriksen

Retfærdighed og "tilfældigheder" a´la Lone Franks opfattelse er nok ikke realistiske, når man husker på hvad man er.
På et tidspunkt bliver vi jo alle afklarede, men indtil da kan vi handle og beslutte med respekt for næsten og os selv, der ligger vores valg. Hvis man opfatter den højere intelligens, der står bag denne verdens skønne planter og dyr, deres effektivitet og løsninger - virker det lidt overvældende.

Det ligner ikke universet af have en manglende sans for genbrug? Men det er meningen, der er svær at fatte :)

Randi Christiansen

Og morten, der er krop og der er bevidsthed. Jo mere bevidst, jo mere kontrol over kroppen. Den dør, men bevidstheden kan ikke dø. Hvad der sker med den individuelle bevidsthed, kan man jo godt fundere over, forberede sig på den sidste rejse, hvor dråben vender tilbage til havet, der, hvor dit spørgsmål vil blive besvaret. Som mesteren på sit dødsleje sagde til de grædende disciple : hvorfor sørger I? Jeg skal på mit livs mest spændende rejse.

Randi Christiansen

Meningen er at nyde livet, og det ville der være god grund til, hvis mennesket ikke i ubevidsthed spændte ben for sig selv. Vi går i en hård skole - pt er jeg på ferie, og nyder livet. Hvad har jeg gjort, at jeg har det så godt? Har jeg evnet i et eller andet omfang at stille ind på 'kanal ha det godt', altså at lade være med at give mig selv for mange benspænd? Jeg tror på karmas lov forstået som, at det man sender ud, vender tilbage.

Pórto Qisuk

Mennesket vej er smal. Du har dine vaner og traditioner. Du skal ikke afvige for meget fra din tilværelsen. Hvis du finder på at synge en sang spontant på gågaden i Vejle så vil du mødt med forundring og med skæve smil. Mennesket har af natur en flokdyr. Det betyder at du skal indordne dig i din arbejdsplads og blandt familie og venner.
Diagnose er hvert mands eje. Mindste afvigelse kommer diagnosen. Diagnose er også et undertrykkelses instrument. Diagnose behøver ikke udstedt af en autoritet. Diagnose er integreret del af vores dagligdag. Hvis du fortæller dine venner at du bliver stresset af f.eks. af politiet så møder du mistillid og der er kort vej til diagnose. Paranoia bliver din titel. Derfor har myndighederne uden større risiko foretage handlinger. Diagnose er går lige bagved dig til dagligt. Og mindste fejltrin er du fanget af diagnosen

Lise Lotte Rahbek

Pórto Qisuk
Kommer an på, om du befinder dig i Vestergade eller i Torvegade i Vejle. Vestergade vil meget nemmere kunne acceptere en spontan sang end Torvegades publikum ;-)
Men ellers er det rigtig nok.

Randi Christiansen

Morten, der er instant karma, og så er der snigeren - ingen slipper for at høste, hvad de har sået. Ingen kan undgå konsekvensen af deres synder, af deres fejlskud. (At 'synde' betyder 'at ramme ved siden af'). Taber du sutten, så må den samles op. Og det er sådan, vi udvikler os, individuelt og kollektivt.

Jeg kan ikke nok anbefale peter laugesens interview med peter bastian på p1, hvor peter, som jeg hører og forstår det, formidler budskabet fra menneskehedens store esoteriske vejledere ud fra sin egen personlige oplevelse. Mestrenes ord bliver til virkelighed, han får udvidet sin teoretiske forståelse til at være praktisk erfaring. Det er meget smukt at høre.

Morten Balling

@Randi

"ingen slipper for at høste"

Hvad bygger du det på? Håb? Historien byder på talrige eksempler på mennesker, som i den grad har fucket up, og for hvem det absolut ikke har haft nogen konsekvenser. Jeg sidder lige nu og ser en canadisk dokumentar serie om finanskrisen i 2008. Det er ret lærerigt at slå nogle af "skurkene" op og se hvad de laver i dag. Lige dér er det sgu lidt svært at se bare antydningen af karma. Endnu mere grotesk bliver det, når man for nylig har studeret børskrakket i 1929. Talk about history repeating...

For at citere Phillip Price, CEO for E Corp. i serien Mr. Robot:

"You're panicking right now. I understand. It's a big decision you're making, because these men, their lives will be destroyed. But the minute you remove emotion from this, you'll do just fine."

Randi Christiansen

Morten, som du ved, er jeg inderligt forarget over de administrative tåbeligheder, som huserer. Jeg ved også, at det er et udviklingsforløb, som det tager sin tid at forandre, og man kan jo altid arbejde på sin egen bevidstgørelse, det har afsmittende effekt på omgivelserne. Jeg er fast overbevist om at et menneske, som forbryder sig mod livets lov, ikke kan være et lykkeligt menneske. Mit håb befinder sig i, at læringskurven desangående udvikler sig eksponentielt i den rigtige retning.

Randi Christiansen

Og fordi alt er forbundet, så er livets lov, at 'hvad du gør mod een af disse mine små, gør du mod mig' (og dermed mod dig selv)

Liliane Murray

Diagnose og symptomer er ikke det samme.

Jeg er holdt op med at gå til læge, også når jeg ellers ville have brug for det. For hver gang jeg er ved en ny læge/speciallæge, så har han/hun en anden/ny mening om de symptomer jeg har, og giver mig en ny/yderligere diagnose. Så jeg på et tidspunkt var oppe på omkring 20 forskellige diagnoser. Det er da lige til at blive syg af!