Læsetid 3 min.

Enhedslisten kæmper stadig for et rødt-grønt Europa

Nej, Enhedslisten har ingen taktisk anti-EU-alliance med DF. Men som venstreorienterede kan vi ikke lade være med at kritisere EU’s demokratiske underskud, bare fordi vores politiske modstandere på højrefløjen har meldt sig i debatten. Det ville give højrefløjen frit spil
7. juli 2016

I Information skriver Aksel Færk (29. juni) og Claus Bryld (5. juli), at Enhedslisten ikke kan betegnes som et europæisk venstreorienteret parti.

Ydermere hævder begge, at partiet skulle have indgået en taktisk alliance med Dansk Folkeparti i EU-spørgsmålet. Intet kunne være mere fjernt fra virkeligheden.

Enhedslisten er et internationalistisk parti. Vi har samarbejdspartnere, søsterpartier og venner i hele Europa, som vi er i konstant kontakt med.

Disse partier er blandt andet Podemos i Spanien, Syriza i Grækenland, Die Linke i Tyskland, Socialistpartiet i Holland, Vänsterpartiet i Sverige og Sinn Féin i Irland.

Og vi samarbejder med rød-grønne partier i hele Europa i blandt andet European Left, som er et europæisk partisamarbejde for venstrefløjspartier. Så selvfølgelig er Enhedslisten et europæisk venstreorienteret parti.

Vi har desuden ingen ’taktiske alliancer’ med Dansk Folkeparti. Vi har en holdning om, at demokrati og socialisme er uløseligt forbundet. Og at jo længere væk beslutningerne bliver flyttet fra befolkningerne, desto mere svækker vi demokratiet.

Med centraliseringen og svækkelsen af demokratiet sker der også en svækkelse af venstrefløjen af den simple årsag, at venstrefløjen, fagbevægelsen, græsrødder og ngo’er har bedst mulighed for at påvirke den politiske dagsorden, hvis der er en politisk offentlighed.

I EU er der ikke nogen fælles politisk offentlighed. Lige så snart kamppladsen bliver EU, er der andre aktører – ikke mindst virksomheder og deres lobbyister – der får en stor fordel. Mere centralisering i EU svækker derfor både demokratiet og venstrefløjen på en gang.

Europa i flere rum

I Enhedslisten diskuterer vi EU på tre niveauer. For det første, hvordan vi ville indrette internationalt samarbejde i Europa, hvis Enhedslisten ’kunne bestemme det hele’.

Her ville vi lave et mere demokratisk, mellemstatsligt og mere fleksibelt samarbejde, hvor der var fokus på almindelige menneskers behov og på den nødvendige grønne omstilling. Vi ser gerne, at det bliver et EU og Europa i flere rum og flere hastigheder.

For det andet vil vi gerne lave grundlæggende forandringer i EU. For eksempel kæmper vi for, at det skal være muligt at bekæmpe social dumping, uden at EU-domstolen kommer og siger, at arbejdskraftens frie bevægelighed betyder, at dette ikke er muligt.

Vi vil også have muligheden for at ’gå foran’ og indføre bedre miljøregler, skrappere kemikalieregler og bedre dyrevelfærd – uden at EU siger, vi ikke må, fordi det er konkurrenceforvridende på grund af princippet om varernes frie bevægelighed.

For det tredje arbejder vi med det daglige lovgivningsarbejde. 80 procent eller mere af lovgivningen i Danmark udspringer af EU-lovgivning. EU-politik er derfor indenrigspolitik.

I Folketingets Europaudvalg giver Enhedslisten mandat til alle forbedringer og afviser at give mandat til forringelser. På nøjagtig samme måde, som vi stemmer i folketingssalen. Sådan har vi i øvrigt gjort i Europaudvalget, lige siden Enhedslisten kom i Folketinget i 1994.

Nyliberalismens projekt

EU står i dag for en nyliberalistisk nedskæringspolitik, der har næret højrepopulisme, fremmedhad og racisme. Det er den samme politik, der er årsagen til, at arbejdervælgere i Storbritannien i stort omfang har stemt Leave.

Vi må ikke som venstreorienterede lade være med at kritisere EU’s demokratiske underskud, bare fordi vores politiske modstandere på højrefløjen gør det samme.

Hvis vi undlader at være en stemme for de mange mennesker i hele Europa, der vil have en anden vej for Europa end en centralistisk og nyliberalistisk union, overlader vi ganske enkelt hele banen til højrefløjen. Dette er en farlig vej at gå.

Remain ville have betydet undtagelser for Storbritannien, der ville fremme social dumping. Derudover ville det have givet EU-eliten og højrefløjen yderligere vind i sejlene til at fortsætte deres centralistiske og nyliberalistiske dagsorden.

For de ville have brugt argumentet om, at hvis selv briterne er for at blive i unionen, så er der intet galt med det nuværende EU. Det ville have stillet os som venstrefløj i en meget ubehagelig situation.

Tiden er nu virkelig inde til at stoppe op og tage en grundlæggende diskussion af, hvordan det internationale samarbejde i Europa bør se ud.

Vi synes ikke, at der er noget, der bør være forbudt at diskutere – heller ikke udmeldelse som en vej til en anden og løsere tilknytning til de tilbageværende EU-lande.

Vi har endnu en gang med Brexit set, at det er en dødssejler bare at fortsætte som hidtil. For folk stemmer jo nej og Leave, når de får muligheden for det.

I Enhedslisten er vi drevet frem af en tro på, at det må kunne lade sig gøre at lave et internationalt samarbejde i Europa, der kan skabe begejstring og opbakning blandt befolkningerne i Europa. Det er derfor, vi fortsat kæmper for et rød-grønt Europa.

Rune Lund er medlem af Folketinget for Enhedslisten

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Aksel Gasbjerg
    Aksel Gasbjerg
  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
  • Brugerbillede for Mark Thalmay
    Mark Thalmay
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
Aksel Gasbjerg, Jan Weis, Mark Thalmay og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ole  Brockdorff
Ole Brockdorff

”Vi har en holdning i Enhedslisten om, at demokrati og socialisme er uløseligt forbundet”, skriver Rune Lund i sin klumme, og så kan man jo som ikke-socialistisk demokrat tænke lidt over denne fantastiske definition i relation til, at den grundlæggende ideologi i socialismen og kommunismen gennem 100 år altid har været planøkonomi, ikke kapitalisme med privat ejendomsret og fri markedsøkonomi, selv om disse to egenskaber beviseligt har været drivkraften i de opbyggede vestlige demokratiers udvikling og rigdom samt menneskerettigheder gennem flere hundrede år.

”Hvis vi undlader at være en stemme for de mange mennesker i hele Europa, der vil have en anden vej for Europa end en centralistisk og nyliberalistisk union, overlader vi ganske enkelt hele banen til højrefløjen. Dette er en farlig vej at gå.”, skriver Rune Lund, der tilsyneladende aldrig har gjort sig den tanke, at det er den europæiske venstrefløj med alle sine kommunister og socialister, der har skabt den nuværende centralistiske og nyliberalistiske union gennem de sidste 23 år.

Mere end nogen andre har den europæiske venstrefløj siden Maastricht-aftalen blev sat i gang den 1. december 1993, været med til at gøre EU til en centralistisk og nyliberalistisk union med politisk ensretning af befolkningerne, og netop derfor har partier som Dansk Folkeparti fået luft under vingerne siden 1995, fordi ingen andre har villet forsvare nationalstatens suverænitet med blandt retten til at bestemme, hvem der skal kunne indvandre til vores land.

Rune Lund påstår også i sin klumme, at EU i dag står for en nyliberalistisk nedskæringspolitik, der har næret højrepopulisme, fremmedhad og racisme, men overser imidlertid den ubestridelige historiske kendsgerning, at nyliberalismen i EU gennem de sidste 23 år som nævnt kun har kunnet ladet sig gennemføre, fordi næsten alle venstrefløjspartier i de vestlige demokratier har ladet sig åndeligt og økonomisk korrumpere af superkapitalisterne fra hele verden, der er hamrende ligeglade med demokrati og menneskerettigheder.

EU har et årligt budget på omkring 1200 milliarder kroner, hvoraf den ene halvdel går til landbrugsstøtte for medlemslandene, og den anden halvdel til et væld af EU-strukturfonde, som millioner af socialister og kommunister i de europæiske venstrefløjspartier, går og nyder godt af i hverdagen på bekostning af hårdt arbejdende private virksomhedsejere og private lønmodtagere, der konstant er under pres fra den globale konkurrence.

Den amerikanske senator og forfatter Frederick C. Howe (1867-1940) skrev i sin bog ”En monopolists bekendelser”, at klodens superkapitalister ønsker et omfattende monopol på regeringer, penge, industri og ejendom, som er selvbevarende for evigt, og han forklarede dets virkemåde i praksis på følgende vis:

- Reglerne for en stor virksomhed er, at du skal lade samfundet arbejde for dig. Lige så længe vi betragter alle internationale revolutionære og alle internationale kapitalister som hinandens uforsonlige fjender, så overser vi et yderst vigtigt punkt: nemlig at et partnerskab mellem international monopol-kapitalisme og international revolutionær socialisme er til deres gensidige fordel.

Se lige på udviklingen i Europa gennem de sidste 23 år.

I foråret 1993 satte den danske socialistiske og kommunistiske venstrefløj hele Nørrebro i brand med efterfølgende 113 pistolskud fra politiet i raseri over, at folkeafstemning nummer to om Maastricht-aftalen blev gennemført med et knebent ja, skønt befolkningen året forinden havde stemt klart nej til EU, men i dag kunne ingen fra den samme venstrefløj drømme om, at gå ud i gaderne og protestere imod EU’s løbende politiske centralisering og politiske ensretning.

Nu er nedkæmpelsen af kapitalismen ikke længere hovedmålet for den europæiske venstrefløj, der ikke længere ønsker at kalde sig for socialister og kommunister, men i stedet internationale humanister, der omfavner hele verden, og som hellere end gerne ser en fuldstændig destruktion af de europæiske nationalstater som blandt andet Danmark med sit kongerige gennem mere end 1000 år, hvilket er i fuldstændig overensstemmelse med neoliberalisternes visioner.

Superkapitalisterne (neoliberalisterne) er smarte folk.

De har gennem hele opbygningen af EU gennem de sidste 50 år vidst, at den europæiske venstrefløj kunne totalt korrumperes på deres oprindelige politisk-ideologiske idealer, hvis blot de blev økonomisk korrumperet gennem opbygningen af omfattende strukturfonde, der giver dem adgang til selv at få en social og økonomisk tilværelse på 1. klasse, og med løn, ferie, pension, frynsegoder og friværdi som var man ansat som direktører og koncernchefer i det private erhvervsliv.

Milliarder og atter milliarder af kroner går årligt til spilde i Europa på grund af ligegyldige projekter fra EU-strukturfondene, som hverken skaffer fast arbejde, vækst og velstand til millioner af arbejdsløse europæere, der med den europæiske venstrefløjs accept har set i tusindvis af hæderkronede industrier udflytte hundredtusinder af arbejdspladser til hårdkogte totalitære kommunistiske et-parti regimer som Kina og Vietnam, hvor man får billig arbejdskraft helt ned til 10,00 kroner i timen.

”Hør nu her, I kære socialister og kommunister, tag I bare regeringsmagten i de enkelte nationalstater i Europa, og styr jeres befolkninger på kryds og tværs. I skal bare sørge for, at jeres lovgivninger hele tiden skaber optimal fri bevægelighed af kapital, arbejdskraft, varer og serviceydelser på tværs af landegrænserne for os, og så kan I for vores skyld gøre hvad fanden I vil med jeres lande og jeres befolkninger”, synes mantraet at være fra klodens superkapitalister.

Klodens værste superkapitalister (neoliberalister) har for længst begravet demokratiet som politisk styreform i deres hjerner, menneskerettigheder er for dem en Gulag-lejr i Sibirien, de arbejder konsekvent hen imod èn verdensregering, styret af de største magtfulde privatejede koncerner på kloden, og med den europæiske venstrefløj af socialister og kommunister som deres håndlangere og nyttige idioter.

Næh, Rune Lund, engang for mange år siden var den vesteuropæiske socialisme et fredsprojekt, hvor alle dets tilhængere påstod, at kapitalismen ville ende som imperialisme, at udviklingen af EF og EU ville blive kapitalismens sidste krampetrækning. I dag er de onde kapitalister skiftet ud med nationalister i venstrefløjens bevidsthed, og superkapitalisterne rundt omkring i verden sidder og klasker sig på lårene af grin over udviklingen af den europæiske venstrefløj anno 2016, for i dag er socialismen blevet til EU.

Spørg bare Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti.

Brugerbillede for Bill Atkins

Ole Brockdorff, planøkonomie der er underlagt parlamentarisk rammesætning for fokus af en statsdirigeret nationaløkonomi, er da et demokratisk fremskrift i forhold til en økonomi, der er baseret på nogle få menneskers ejendomsret.

Brugerbillede for Bill Atkins

Ole Brokdorff her hopper kæden helt af:

det er den europæiske venstrefløj med alle sine kommunister og socialister, der har skabt den nuværende centralistiske og nyliberalistiske union gennem de sidste 23 år.

Det er noget af det underligste jeg har læst i lang tid, men du dokumentere det jo heller ikke, så det siger vel bare noget om det blæsevejr der hersker inde i dit hovede.

Holger Madsen, Torben Skov og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bill Atkins

Ole Brokdorff skriver:
EU investeringer som hverken skaffer fast arbejde, vækst og velstand til millioner af arbejdsløse europæere, der med den europæiske venstrefløjs accept har set i tusindvis af hæderkronede industrier udflytte hundredtusinder af arbejdspladser

Her peger du på et helt essentielt problem men du gør samtidig dig selv til grin ved at give de venstreorienterede andel i denne et af privatkapitalismens mest asociale og grådige profitmaksimeringstiltag.

Brugerbillede for Bill Atkins

Og så overgår din beskrivelse af et klassesamarbejde mellem neoliberalisme og venstrefløj alt hvad jeg tidligere har læst af den slags inkl. 22:48.

Neoliberalismen kan aldrig skabe et stabilt økonomisk system - det kan kun folket.

Folkets politiske bevidsthed bliver konstant øget, aldrig svækket, kvalitativt - kvantitativt dog i kortere perioder - en sådan kvantitativt svækket periode er vi i lige nu - hvor opbakningen til socialismen tilsyneladende er antalsmæssigt lavt, mens den teoretiske og metodemæssige udvikling sikre den konstante kvalitative udvikling.

Sovjetunionens opløsning var en manifestation af en ny epoke i folkets politiske modning. Socialismen havde gennem den konkurrence vi kalder "Den kolde krig" nået flere af sine fastsatte mål: en spredning af den industrielle magt ud over verden, landbrugsprodukter til alle, verdensfred (atombombens spredning), koloniernes befrielse, uddannelse en menneskeret.

Næste socialistiske bølge kommer med en altomfattende forandringskraft, og til gavn for hele menneskeheden og demokratiet, der vil blive løftet op på et udviklingstrin, vi ikke ville turde drømme om, under den kortsigtede smalsporede krigeriske systemkapitalisme, der sidder på produktionsapparatet idag. De der bedst ved hvad der kommer er magthaverne - derfor agerer de som de gør - latterlige i deres magtesløshed.

Brugerbillede for Torben Skov

Ja, det er en dødssejler at fortsætte som hidtil, Rune Lund. Ergo er det tid at sadle om. Uden England øges mulighederne for en bedre socialistisk platform i EU.
Du skriver:
Hvis vi undlader at være en stemme for de mange mennesker i hele Europa, der vil have en anden vej for Europa end en centralistisk og nyliberalistisk union, overlader vi ganske enkelt hele banen til højrefløjen. Dette er en farlig vej at gå.

Hvordan vil du være en stemme for forandring i EU, ved at være udenfor? Det runger så hult, at Europas folk må ryste på hovedet og grine.
Forøvrigt et elendigt skriv hr. Rune, og hvis det er hvad du magter skulle du måske vende tilbage til hvor end du kommer fra.

Det er nu, der er kaos-det er nu, der skal handles. Men alle er så fede af velvære og opknapning efter aftendavre, at ingen kan røre sig! Whisky slører hjernen!

Brugerbillede for Bill Atkins

Mon ikke Rune Lund mener en "røst" og ikke en politisk "stemme"? Med hensyn til at "handle", så er folk vel bare bundet af en sund tro på demokratiet - og Vestens elite, den er tvunget til at skære så tykke skiver af den fælles pølse for at overleve, at den - i mangel af en lille rask krig - må finder på alle mulige måder at omgå demokratiet på: mediemonopol, mørkelægning, afkobling af EU-parlamentet i økonomiske spørgsmål, frivillighed i miljøspørgsmål, afkobling af de nationale parlamenter ifm. TTIP, centralisering af produktionsapparatet osv

Imidlertid ser vi alle hvad der foregår, og tålmodigheden er så småt ved være opbrugt...