Kronik

Erdogan ofrer civilsamfundet i kampen mod Gülen

Erdogan spiller på den vestlige islamforskrækkelse, når han fremstiller imamen Gülen som kupmageren. Selv fremstår Erdogan som demokraten, der bekæmper terrorisme. Men mange af Gülens tilhængere udgør en vigtig del af det civilsamfund, som netop skal styrke det tyrkiske demokrati
’Køber vi Erdogans påstand om, at alle Gülens støtter er kupmagere og terrorister, giver vi ham carte blanche til at tage kvælertag på civilsamfundet,’ skriver dagens kronikør.  Billedet af det centrale Istanbul en dag efter det fejlslagne kupforsøg.

Emilio Morenatti

Debat
21. juli 2016

Dæmonen fra Pennsylvania skal stilles til regnskab. Det sagde Tyrkiets præsident Erdogan umiddelbart efter fredagens kupforsøg. Og så var den 75-årige tidligere imam Fethullah Gülen, bosiddende i Pennsylvania, udnævnt til kupforsøgets mastermind.

Et snedigt træk fra Erdogan. Med Gülen som syndebuk iscenesætter Erdogan kupforsøget som et magtopgør mellem en demokratisk valgt leder og hans ærkerival, en suspekt islamisk prædikant.

Men hvem er Fethullah Gülen? I de vestlige medier er der forvirring. Der cirkulerer de samme vage fakta. Det øger den mystik, der omgærder Gülen. Og tjener dermed Erdogans formål.

Jeg ved heller ikke, hvem Gülen er. Jeg kender ham i hvert fald ikke personligt. Men efter 10 måneders feltarbejde i Istanbul kender jeg mange af dem, der arbejder for at omsætte hans visioner til virkelighed.

De udgør en livlig del af Tyrkiets civilsamfund. Køber vi Erdogans påstand om, at de alle er kupmagere og terrorister, giver vi ham carte blanche til at tage kvælertag på dette civilsamfund.

Mangfoldig bevægelse

Ønsker flertallet af Gülens tilhængere et regeringsskifte? Ja. Er der antidemokratiske fragmenter blandt hans tilhængere? Måske. Er nogen parate til vold? Jeg ved det ikke.

Men jeg ved, at de mennesker, jeg kender blandt Gülens tilhængere, ikke passer ind i det snævre fjendebillede, Erdogan og den tyrkiske regering maner frem.

De ligner hverken terrorister eller kupmagere. Jeg har mødt dybt konservative muslimer, ambitiøse akademikere, hektiske journalister, flittige studerende, pligtopfyldende husmødre og en håndfuld passionerede feminister. Med deres moderate fortolkning af Islam er de med til at bygge bro mellem den religiøse og den mere sekulære, liberale del af det tyrkiske civilsamfund.

Et godt eksempel er Yasemin. Hun er i begyndelsen af 30’erne. Da Yasemin var færdig med gymnasiet, betød tørklædeforbuddet, at hun måtte vælge mellem uddannelse og sin religion. Men det ville Yasemin ikke. Hun rejste til Sydkorea. Her tog hun en bachelor og en kandidatgrad i engelsk. Tørklædet blev på.

Læs også: Tyrkiet lukker for WikiLeaks og forbyder akademikerrejser

Mens jeg boede i Istanbul, delte Yasemin og jeg kontor. Yasemin talte ofte højlydt og gestikulerende i telefon. Sommetider på tyrkisk, andre gange på engelsk, arabisk eller koreansk.

I forbindelse med kvindernes internationale kampdag, udarbejdede hun et 8. marts-tillæg til avisen Zaman, som dengang var drevet af Gülen-tilhængere. Senere arrangerede hun en stor international konference for kvinderettigheder.

Yasemin er ikke den ’typiske’ Gülen-tilhænger. Et sådan eksempel findes ikke. Det er bevægelsen omkring Gülen for mangfoldig til. Men hun er et eksempel på, at det portræt, Erdogan-fløjen tegner, i bedste fald er overgeneraliseret. I værste fald uden hold i virkeligheden. Hvorfor tegner de dette portræt?

Stemplet som terrorcelle

Siden korruptionsskandalerne i 2013 har Erdogan og AKP’s ledelse anset Gülen for deres fjende nummer ét. Politibetjente med tilknytning til Gülen blev mistænkt for at stå bag de lækager, der satte skred i en lavine af korruptionsanklager. Flere blandt AKP’s kerne blev revet med.

Siden har Erdogan konsekvent henvist til bevægelsen, der støtter Gülen, som ’den parallelle struktur’. Han fremstiller således bevægelsen som en lyssky organisation, der bag kulisserne arbejder for en ikkedemokratisk magtomvæltning. I Tyrkiet, der siden 1960’er har været rystet af en række militærkup, er det en alvorlig beskyldning.

Det seneste år er pro-Erdogan-medier også begyndt at referere til Gülens tilhængere som ’FETÖ’, ’Fethullahs Terror Celle’. Denne betegnelse anbringer Gülen og hans tilhængere i samme kategori som PKK og ISIS.

Er det ikke bare en strid om ord? Det er det. Eller det er det også. Men ord former virkeligheden. De legitimerer overvågninger og arrestationer. Og de betyder, at Yasemins far ikke længere taler til hende. Han tror, hun er med i en terrorcelle.

Som Lasse Ellegaard skriver i tirsdagens Information, ser det ud, som om officerer med tilknytning til bevægelsen omkring Gülen var med til at organisere kupforsøget.

Erdogan havde planlagt udrensning blandt militæret efter sommeren. Det var tilsyneladende den, de prøvede at komme i forkøbet. Retfærdiggør det et militærkup? Nej. Selvfølgelig ikke. Havde kuppet været en succes, kunne borgerkrig have været det næste.

Gülen selv fordømte kupforsøget og understregede sin tro på demokratiet. Men da han på en pressekonference i Pennsylvania blev spurgt, om hans tilhængere var at finde blandt kupmagerne, var svaret vagt. Jeg kender end ikke en brøkdel af mine tilhængere, sagde han.

Hvad betyder det? Umiddelbart lyder det som udenomssnak. Det er det måske også. Men det peger også på den decentraliserede struktur, der kendetegner bevægelsen omkring Gülen.

Kollektivt anklaget

Gülens tilhængere kalder bevægelsen for Hizmet, som betyder service. For at tjene Gud, må man tjene mennesket, siger de. Hizmet er et løst netværk af skoler, universiteter, mediehuse, firmaer og velgørenhedsorganisationer. De drives af mennesker, som er inspirerede af Gülen.

Dem, jeg kender, læser hans mere end 70 bøger, de lytter til hans internettransmitterede prædikener, og de diskuterer hans ideer med hinanden. Men der er intet formelt medlemskab, ingen optagelseskrav, og intet centralt styringsorgan i Hizmet-bevægelsen.

Det betyder, at hverken Gülen, eller andre, har fuld kontrol over, hvem der lader sig inspirere af Gülen, eller hvordan de omsætter den inspiration til handling. Mange bygger skoler, nogen skriver aviser. Måske planlægger nogen et kup.

I så fald er det dem, der skal stå til ansvar. Ikke bevægelsen som helhed. Men det er lige præcis, hvad Erdogan og AKP-regeringen gør: holder hele bevægelsen ansvarlig. Skoler, mediehuse, velgørenhedsorganisationer og firmaer er allerede blevet lukket. Mange har mistet deres job. Nogle er røget i fængsel. De, der kan, har forladt landet.

Læs også: Kupforsøg giver Erdogan en blankocheck

Da jeg selv forlod Istanbul i december 2015, stod Yasemins kontor tomt. Ingen turde længere donere penge til konferencerne, og hoteller turde ikke lægge hus til. De var bange for at blive beskyldt for at samarbejde med en terrororganisation. Der udkom heller intet 8. marts-tillæg i år. Zaman-avisen er blevet underlagt en regeringsvenlig bestyrelse.

Siden korruptionsskandalerne i 2013 har Erdogan og regeringen arbejdet på at afvikle det civilsamfund, som en stor del af Gülen’s tilhængere dygtigt har været med til at bygge op.

Fra november 2015, hvor AKP genetablerede det absolutte flertal i parlamentet ved genvalg, er det gået stærkt. Og med fredagens kupforsøg må man frygte, at Erdogan griber chancen til at eskalere fremstødet.

De seneste års fremfærd mod Hizmet-bevægelsens civilorganisationer er et enkelt eksempel på Erdogans tiltagende autoritære metoder. For mange i Vesten rimer metoderne dårligt på demokrati. Men når Erdogan udpeger Gülen som manden bag kupforsøget, håber han alligevel at fremstille fredagens begivenheder som et opgør mellem demokratiet og terrorismen.

Og ved at spille på den vestlige islamforskrækkelse prøver han at bilde verden ind, at han vogter over det tyrkiske demokrati. Men i virkeligheden angriber han selve det civilsamfund, som demokratiet er forankret i.

Ida Hartmann er ph.d.-studerende i antropologi ved Københavns Universitet. Yasemin er en virkelig person, hendes navn er ændret af hensyn til hendes sikkerhed

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Men alle ved jo, at Erdogan er langt mere islamistisk end Gülen, der er en nærmest venligt moderat imam.

Robert Kroll

"Yasemin er en virkelig person, hendes navn er ændret af hensyn til hendes sikkerhed" siges det nedenunder artiklen.

ALTSÅ - med de informationer der er om kontorfællesskab m v i artiklen, så er det vist en let sag for den tyrkiske sikkerhedstjeneste at finde hende - håber, at der er gjort mere end blot et "navneskifte" for at skjule hende.

Touhami Bennour

Det er altså ikke en konflikt mellem verdslige og religiøse men der foregår inden for Islam, mellem muslimer og muslimer, måske den ene er mere demokratisk end den anden. Det er ikke spendende historie. Men nyt alligevel.

Herman Hansen

...Borgerlige politikere har altid brugt skræmmekampagne og manipulation af vælgerne frem for argumentation. Sådan var jo også før demokratiets fremkomst. Da blev almindelige borgere truet til rette med pisk og halshugning - Så intet nyt her.

Michael Kongstad Nielsen

Man får ikke meget at vide om, hvad Gülen står for. Og det er ærlig talt for dårligt i sådan en lang artikel. Vi hører, at hans tilhængere læser hans mere end 70 bøger, de lytter til hans internettransmitterede prædikener, og de diskuterer hans ideer med hinanden. Men så skulle der vel også være mulighed for at løfte sløret for, hvad det indholder.

Det lyder lidt som en personkult. Bevægelsen kalder sig Hizmet, som betyder service. For at tjene Gud, må man tjene mennesket, siger de. Det bliver man stadig ikke klogere af.

Anne Eriksen

Man skal elske sin næste?
Jeg føler mig ikke sikker på andet, end at Erdogan har brug for at "udrydde sine fjender" - men det kan måske ikke bevises?
Altså næppe iværksat af andre end Erdogan.
Han har en særdeles kedelig personlighed!

Svend Erik Sokkelund og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Valget i slutningen af sidste år gav AKP over halvdelen af pladserne i parlamentet, og nogle af de mange millioner, der stemte på dem, må vel også udgøre en det af civilsamfundet. Dem kender skribenten her åbenbart ingen af, men de er måske mere bønder ude på landet. I øvrigt kravlede det kurdiske parti over spærregrænsen på 10 % og er nu repræsenteret i parlamentet.
http://www.dr.dk/nyheder/udland/tyrkiet-overraskende-valg-giver-erdogan-...

# Hermand Hansen, " Borgerlige politikere har altid brugt skræmmekampagne og manipulation ........"
Det sammen oplever vi gang på gang her i Danmark - tænk på det

Gulen bevægelsen er en religiøs, sekterisk og hierarkisk organisation, og Top-Imammen Gulen er en protege af CIA. Gulen har lovprist det brutale militære kup i 1980 i Tyrkiet, har udviklet og vedligeholdt gode forbindelser til reaktionære dele af det tyrkiske militær som tillod ham at gyde sig langsigtet i det militære system, specielt uddannelses delen for at infiltrere sig hos hærens streng hierarkiske system. Han støttede igennem 90'erne den såkaldte "deep state", forgængeren af the "parallel state", der var primært velorganiseret indenfor Gendarmeriet, og det var også den sektor som bidrog væsentligt til det forfejlede kup i weekenden. Bevægelsens infiltrering hos militæret startede i 80'erne, tog fart efter AKP kom til magten i 2003, og i 2013 lykkedes
det dem at rense mange vigtige positioner for sekulære og demokratiske kræfter under falske og fabrikerede påstande, beviser og skuespil processer.

Den civile del er også en uhyggelig historie, det lykkedes bevægelsen at filtrere sig hos retsvæsenet, undergrave tilliden til retsvæsenet ved at bidrage til skuespillet omkring udrensningerne i hæren og det civile samfund i 2013, fremtvinge udemokratiske strukturelle ændringer af retsvæsenet via en folkeafstemning i september 2010, osv.
Der er altså tale om en systematisk undergravning af den tyrkiske republiks demokratiske, sekulære og sociale karakter via tre grundpiller: retsvæsenet, uddannelse og hæren.
Gulen bevægelsen synes at være i ledtog med de mange farverige "revolutioner" - Ukraine, Georgien og det Arabiske forår - der ikke har formået at bringe andet end kaos og borgerkrige.

Givet historikken, fakta og at Incirlik basen ydede logistisk støtte er det svært at forestille sig at kupforsøget fandt sted uden USA's viden. Der er forlydender om at USA vil deportere Gulen til Canada som del af det damage-contol i kølvandet af følgerne af det horrible kupforsøg.

jens peter hansen

...Borgerlige politikere har altid brugt skræmmekampagne og manipulation af vælgerne frem for argumentation. Sådan var jo også før demokratiets fremkomst. Da blev almindelige borgere truet til rette med pisk og halshugning - Skriver Herman Hansen.
At sammenligne manipulation med halshugning er vel temmelig stærkt. I øvrigt er demokratiet jo vokset ud netop af et borgerligt opgør med et privilegiesamfund baseret på medfødte rettigheder, den gang i slutningen af 1700-tallet.

og så skal vi jo lige huske at nævne, at AKP OG Erdogan samarbejdede med Gulen før i tiden...det var jo opportunt og Erdogan kom så ud på toppen. Det er muligt, at Gulen er en dårlig taber, måske-måske-måske er han ansvarlig for kupforsøget, men alt andet lige så er det Erdogan, som profiterer vildt på det med over 50.000 fyringer/suspenderinger.
Begge er overtroiske fjolser, så for nu spiller religionen lige stor eller lige lille rolle: ingen af dem kan påstås at være sekulære.

Erdogan vil nu - meget magtlogisk - forsøge at se, hvor langt han kan gå over for EU: EU vil æde udrensning i militæret og politiet, nu har det bredt sig til uddannelsessektoren (fordi der jo er "fjender overalt") og EU lader blot "udenrigsministeren" federica mogherini komme med nogle forblommede ord...men klart, hvem ville have forventet, at den pseudo-demokratiske organisation EU ville komme med andet end ord? Det gik vist heller ikke som ventet i Ukraine, da federica mogherini åbnede munden...