Kommentar

EU som ondskabens imperium?

Jeg forstår EL’s kritiske holdning til EU. Unionen giver ofte for lidt politisk modspil til de rå markedskræfter. Men hvis alternativet er, at der intet sker, er vi på herrens mark. Hvis vi ikke havde EU, måtte vi opfinde det
16. juli 2016

Mange undrede sig, da Enhedslisten (EL) sammen med den yderste europæiske højrefløj jublede over resultatet af den britiske folkeafstemning. Kan det være rigtigt, at den yderste venstrefløj optræder som aktive støtter for den nynationalistiske bølge, som i disse år skyller hen over Europa?

Det burde det ikke være, og derfor er det også naturligt, at EL føler trang til at forklare sig. Hvad man så har gjort i talrige artikler og et stort interview med Nikolaj Villumsen i Information den 9. juli.

EL afskriver på forhånd EU som noget i retning af ondskabens imperium. Der er ganske enkelt ingen grænser for, hvor forfærdelig EU er.

»EU er både antisocial, antidemokratisk, uigennemsigtig og bureaukratisk« (Christian Juhl i Information den 9. juli). »Nyliberalismens projekt EU står i dag for en nyliberalistisk nedskæringspolitik, der har næret højrepopulisme, fremmedhad og racisme« (Rune Lund i Information den 7. juli).

Skal man tro EL, er det EU, som er årsag til den nyliberalistiske nedskæringspolitik, som ganske rigtigt har trukket Europa længere ned i hængedyndet.

Men nyliberalismen forsvinder jo ikke, hvis EU forsvinder. EL forveksler årsag med virkning. EU er ikke et naturgivent nyliberalistisk projekt, men afspejler den herskende økonomiske tankegang, der gør sig gældende i medlemslandene, og her ikke mindst Tyskland.

Tror EL, at Merkel vil ændre sin økonomiske politik, hvis EU går i opløsning? Tror partiet på, at Storbritannien efter Brexit vil begynde at føre en mere socialt ansvarlig økonomisk politik?

EU er bare en politisk arena

Der er brug for en mere nuanceret tilgang til EU-samarbejdet. Hvor vi anskuer EU som det, det er: et samarbejde mellem europæiske nationalstater, der ser en fordel i at arbejde sammen om at løse problemer, der ikke kan løses i den enkelte nationalstat alene.

Og hvor man af den grund overlader suverænitet til fællesskabet på de områder, hvor det er nødvendigt. Og hvor der er opbygget stærke institutioner, som skal påse, at reglerne følges, og at samarbejdet ikke sander til.

Det er i sin natur hverken ondt eller godt, rødt, grønt eller sort, men som den slags samarbejde altid er: en politisk arena, hvor politiske interesser mødes og politiske kampe udkæmpes.

Læs også: Hvorfor er det altid kun EU-modstanderne, der lyver?

Men EL holder fast i, at Danmark skal melde sig ud af EU, og at der i stedet skal opbygges et helt andet europæisk samarbejde. Nikolaj Villumsens forslag er, at Europarådet skal erstatte EU.

Europarådet er en vigtig organisation med fokus på menneskerettigheder og demokrati. Stort set alle europæiske lande deltager, men der er ingen reel magt bag vedtagelserne.

Og Europarådet kan på ingen måde håndtere de økonomisk-politiske problemstillinger, som er kernen i EU-samarbejdet. Det indre marked, miljøregulering, klimapolitik, transportpolitik, forbrugerrettigheder, arbejdsmiljø, kamp imod skattesvindel, udenrigspolitik m.v. Det er ikke et seriøst alternativ – eller et alternativ overhovedet.

Vi må ind i kampen

Naturligvis skal venstrefløjen kritisere EU’s fejl og mangler. Der er demokratisk underskud – om end det jo også kan konstateres i mange nationalstater.

Men Europa-Parlamentet arbejder faktisk ganske åbent, og vi bør derfor også støtte alle tiltag, der giver parlamentet større indflydelse på beslutningerne. Og så i øvrigt arbejde for mere demokratisk involvering i de nationale beslutningsprocesser.

EU er ganske rigtigt i for høj grad præget af en liberalistisk filosofi. Men det betyder jo ikke, at alle beslutninger er præget af markedsfundamentalisme. Også her er der kamp mellem forskellige interesser.

Det lykkes faktisk af og til at presse en grønnere politik igennem. Det lykkes på arbejdsmiljøområdet og i forbindelse med forbrugerrettigheder. Der forhandles i øjeblikket et forslag om bekæmpelse af skattesnyd. Det er ikke så vidtrækkende, som det burde være, men alternativet ville være, at der slet ikke skete noget.

Her er en vigtig pointe. Fra en dansk venstrefløjssynsvinkel er der ofte tale om alt for små skridt, når det handler om at give politisk modspil til de rå markedskræfter. Jeg er enig, men hvis alternativet er, at der intet sker, er vi på herrens mark.

Det er ingen løsning at give magten tilbage til nationalstaterne, når vi har at gøre med problemer, der nødvendigvis skal løses internationalt. Hvis vi ikke havde EU, måtte vi opfinde det.

Der er derfor ingen vej uden om at gå ind i kampen – med de kompromiser og vanskeligheder, det giver. Som Jacob Mathiassen så rigtigt siger i Information den 12. juli, var det danske demokrati også i begyndelsen et elitens projekt, men arbejderbevægelsen gik alligevel ind og påvirkede det. Med held. Det er den samme opgave, vi står over for i Europa.

Det er nødvendigt, at arbejderbevægelsen, den grønne bevægelse og venstrefløjen tager den opgave på sig. I modsat fald kommer den yderste højrefløj til at triumfere endnu mere. Og den internationale finanskapital vil endnu en gang kunne gnide sig i hænderne.

Holger K. Nielsen er MF for SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ole Maigaard
  • Benno Hansen
  • Ebbe Wagner Smitt
  • Glenn Lynge Andersen
  • Torben R. Jensen
  • Mihail Larsen
Ole Maigaard, Benno Hansen, Ebbe Wagner Smitt, Glenn Lynge Andersen, Torben R. Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jean Thierry

Mange undrede sig, da Holger K. og SF i sin tid begyndte at gå ind for det EU, som de ellers havde bekæmpet, men efterhånden blev det klart, at det var en del af en generel højredrejning, som vel foreløbig kulminerede, da SF var med til at lave brutale indgreb mod lærerne, som har muliggjort en voldsom forringelse af undervisningssystemet, og da SF stemte FOR salget af Dong-aktier til Goldman Sachs.
I dag kan SF som parti reelt ikke betegnes som venstreorienteret, men er en del af det neoliberale magtsystem, og har derfor heller ikke grund til at være imod EU.
Den ydre højrefløj er her kun en utroligt dårlig undskyldning for magtpartierne for at afdemokratisere og neoliberalisere endnu mere, hvilket gør både kapitalen og samme ydre højrefløj endnu stærkere.
Der sker heldigvis meget reelt internationalt samarbejde i Europa, ikke bare i Europarådet, men også i OSCE, FNs underorganisationer som flygtninghøjkommissariatet (som vi kunne bruge meget mere), UNESCO, UNICEF, UNDP, UNEP og UN/ECE. Og mange andre steder.
Hvis Holger K. var venstreorienteret, så heppede han på at venstredrejningen af Labour fortsætter i UK, så kan de nemlig bruge Brexit til at føre en langt mere social politik, som i de gamle dage, hvor de bl.a. indførte gratis tandlægehjælp, og Labour i øvrigt også var imod EEC/EU.

Ole Bach, Flemming Berger, Poul Simonsen, Martin E. Haastrup og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er ingen løsning at give magten tilbage til nationalstaterne, når vi har at gøre med problemer, der nødvendigvis skal løses internationalt. Hvis vi ikke havde EU, måtte vi opfinde det. siger Holger K. Nielsen ...åbenbart uden at forstå sandheden i sine egne ord eller enigheden med Enhedslisten.

Handelsunionen Kul- og stål har tiltvunget sig nogle legitimiteter i det europæiske samarbejde som aldrig, som aldrig, skulle have været underlagt en sådan kommerciel handelsorganistion. Samarbejde og mellemfolkelig forståelse har intet, at gøre med driften af en globalt dominerende toldunion.

Enhedslisten tager konsekvensen og forlanger sammenblandingen og makværket ombrudt.

Michael Kongstad Nielsen

Hvis vi skulle opfinde EU igen, skulle vi nøjes med EF, og undlade den indledende sætning:
"skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk"
Den sætning var Holger K. jo selv med til at sabotere i 1992, men det har han glemt alt om.
I stedet har han været skatteminister uden at rydde op i SKAT - ikke imponeret.

Flemming Berger, Martin E. Haastrup, Jan Weis og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Jeg husker engang, da man stemte på VS, så de kunne holde SF i ørene, så de kunne holde SD fra at føre politik med de borgerlige.
Nu er SF blevet bolværk mod venstrefløjen...

For kort tid siden hørte jeg socialdemokraten Gunter Verheugen (tidligere vicepræsident for Europa-Kommissionen, kommissær for erhverv og industri og EU-kommissær for østudvidelsen). Han kritiserede skarpt EU for at have forhandlet en omfattende handelsaftale med Ukraine uden at have inddraget dets største handelspartner Rusland. En strategisk partner, hvor man de sidste 10 år har forsømt dialogen. Vi har fået en deling af Europa. Efter 2 år er der ingen fremskridt sket i Ukraine og med den nuværende regering vil der næppe ske noget. Han havde fra starten været skeptisk over den pro- EU opstand og mente dele af den var en tilrettelagt plan for regime change. Mange i EU ønskede at tro på, at det var pro- EU og pro- demokratisk. Han mente, at stort set ingen vidste, hvilken art aftale der var indgået.
På det sidste topmøde i NATO kunne vi så høre, at Ukraine stortset havde opfyldt Minsk 2, men googler man Gordon M. Hahn ( Analyst and Advisory Board Member of the Geostrategic Forecasting Corporation, Chicago, Illinois; Adjunct Professor and Senior Researcher, Middlebury Institute for International Studies at Monterey) får man en gennemgang af de manglende punkter: In sum, Kiev is significantly more in violation of the agreement than the Donbass rebels and/or Moscow. Rygter vil vide, at Ukraine vil tage Donbass, hvilket vil få russerne til at rykke ind og det kan let blive en atomkrig, og hvad hjælper så at man har fået en grønnere politik igennem?
Eller som Nepper Larsen skriver i Information:
I sit indædte forsvar for en styrket europæisk solidaritet og et nyt EU skriver Habermas, at uden tilbagekoblingen til en dynamisk politisk offentlighed og handlingsduelige samfundsborgere, så kommer det politiske management til at savne tilskyndelsen til overhovedet at søge at kontrollere og regulere den gevinstorienterede kapitals imperativer med demokratiske midler, herunder retssystemet, med henblik på at arbejde for overordnede politiske mål om social retfærdighed og lighed. Men stående over for kolossale og særdeles konkurrencebevidste kapitalinteresser, der er ude i overhalingsbanen, længe før det politiske niveau får nathuen af og morgentøflerne på, virker drømmen om den politiske viljesdannelses konstitution og de håbefulde bekendelser til de aktive Europa-borgere ikke just som et stærkt og samfundsfornyende alternativ.
Problemet med Habermas er, at han forestiller sig, at den revitaliserede EU-politik kan »penetrere« økonomien; men at han ikke vil eller kan se, at EU-politikken synes at være udset til at spille en fast birolle som smøremiddel og kompenserende bagtæppe for en altpenetrerende økonomi. Tankevækkende er det således at læse, at den kloge ugle ganske systemkonformt medgiver, at Europa og EU slet ikke kan klare sig uden vækst og konkurrenceevne.
Gysi sagdei marts 2014, at alt hvad EU og NATO kunne gøre forkert, har de gjort forkert.
Man kan hævde, at NATO er blevet et interventionsforbund og tilføje lidt firkantet, med en ideologisk og geopolitisk overbygning. EL har taget konsekvensen og vil ud. Venstrefløjen har fået 2 valgmuligheder. Det er vel ikke så ringe?

Kurt Nielsen, Flemming Berger og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

"Som Jacob Mathiassen så rigtigt siger i Information den 12. juli, var det danske demokrati også i begyndelsen et elitens projekt, men arbejderbevægelsen gik alligevel ind og påvirkede det." Både Jacob Mathiassen og Holger K. Nielsen er historieløse. Jeg foreslår et nærstudium af Thomas Piketty. Arbejdbevægelsen tiltog sig en vis magt på et tidspunkt, hvor kapitalen var trængt af et kaos, som man selv havde skabt. I dag er situationen en helt anden. Arbejderbevægelsen er blevet en fast bestanddel af det neoliberale projekt (tænk f.eks. på hvordan man støttede den såkaldte dagpengekommissions konklusioner), og den internationale finanskapital har tilranet sig en enorm magt over både EU og de nationale parlamenter. Svingdøren mellem EU-bureaukratiet og finanskapitalen klaprer frem og tilbage, og nu har Goldman Sachs netop fået fat i Barosso. Det er ikke til at skelne mellem bureaukratiet og den internationale finanskapital. Hvad er det for en massebevægelse, som Holger K. Nielsen og Jacob Mathiassen ser som en modstand mod denne efterhånden totalitære magt? Europaparlamentet? Skal vi le eller græde?

Kurt Nielsen, Flemming Berger, Torben R. Jensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

“EU er ikke et naturgivent nyliberalistisk projekt.” Jo, det er lige præcist hvad EU er. Holger K. Nielsen har ikke sat sig ind i EU's historie. Han forestiller sig – ligesom den elite som han vist nok påstår, at han er i opposition til - at EU hverken er 'godt' eller 'ondt', men hvorfor udelader HKN den dikotomi, som handler om samfundsklasser? Er SF ikke et parti, som påstår at støtte en bestemt klasseinteresse? Eller er også SF blevet et middelklasseparti, som tror på klasseneutrale nationale og overnationale organisationer, og vi er alle i samme båd. Den fortælling kan HKN måske sælge i middelklasse-Danmark, men HKN burde tage en tur til Spanien eller Grækenland og holde en tale for de 50% unge arbejdsløse og fortælle dem, at EU er et fællesskab, som arbejder på at løse deres problemer. Men hvis HKN ikke kan lide lugten af rådne tomater, bør han måske blive hjemme i andedammen.

EU er et “naturgivent nyliberalistisk projekt”. EU blev grundlagt på den såkaldte ’pan-europæiske ide’. Ideen var at skabe et frit centraleuropæisk marked primært styret af de store europæiske kul- og stålselskaber. Formålet med en centraleuropæisk union var at undgå, at de største europæiske selskaber udkonkurrerede hinanden og at skabe en stærk centraleuropæisk økonomi, som både kunne skærme mod Sovjetunionen i øst og England i vest. Til det formål mente man, at det var nødvendigt at skabe en ’demokrati-fri’ union med – på længere sigt – en fælles valuta. Ideen blev støttet af virksomheder som AEG, Krupp og Siemens og af en fremtrædende tysk politiker som Robert Schuman, men også af den franske præsident Charles de Gaulle. For så vidt som formålet var at holde sovjetisk indflydelse væk fra Europa, støttede USA ideen. Det gav sig konkret udtryk i Marshall-hjælpen. Selvom formålet var at skabe en union, var det aldrig hensigten at skabe en demokratisk overbygning på unionen som den amerikanske kongres. Storkapitalens ledere besad den viden og den kompetence, som var nødvendig for at skabe en økonomisk union, og det var både unødvendigt og forstyrrende at inddrage befolkningen i beslutningerne om den økonomiske politik. Ud af processen voksede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab – forløberen for EEC og EU.

For at give fællesskabet et ’schein’ af demokrati oprettede man allerede i 1952 Det Europæiske Parlament, men parlamentet havde kun en rådgivende funktion. Parlamentets beføjelser er gradvist blevet udvidet, men det er stadigvæk ikke en lovgivende forsamling. Kun kommissionen kan fremsætte lovforslag. Parlamentet kan forkaste lovforslag fremsat af kommissionen.

Nyliberalisme er i korthed og lidt klichéagtigt udtrykt den ide, at markedet er absolut rationelt indrettet, og derfor er markedet en langt bedre styringsmekanisme end det parlamentariske demokrati. Teknokrater og bureaukrater med den 'rette' indsigt i markedsmekanismen er derfor langt bedre til varetage 'fællesskabets interesser' end folkevalgte politikere. Det er selve kernen i ideen bag en møntunion. Møntunionen fratager de nationale parlamenter en væsentlig del af deres magt til at træffe økonomiske beslutninger. Sådanne beslutninger overlades til teknokraterne i kommissionen og i ECB helt i overensstemmelse med den nyliberale ideologi. Det er ikke noget, der uheldigvis er sket pga. en bestemt ideologis overmagt i en tilfældig historisk fase. Det er en helt bevidst politik og strategi fra den ’pan-europæiske ide’ grundlæggelse i 1947 på den Europæiske Parlamentariske Unions Konference. At HKN nu også er faldet for bedrageriet er på en gang ærgerligt og ligegyldigt. HKN kunne måske bruge sit snarlige otium på at læse de venstreorienterede hovedværker. Især de der handler om klassesamfundet.

Kurt Nielsen, Flemming Berger, Søren Rehhoff og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Ivan Breinholt Leth, gode betragtninger, godt overblik, bortset fra: og nu har Goldman Sachs netop fået fat i Barosso. Det har de haft i mange år - nu får han blot sin fee.

Flemming Berger, Liliane Murray og Ivan Breinholt Leth anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Jo, Bill Atkins, men netop når han får sin fee, træder virkeligheden klart frem i al sin nøgne kynisme, så selv de mest tungnemme må kunne indse, at der er noget, der er helt galt. Præsident Hollande har protesteret mod Barosso's udnævnelse til GS rådgiver, og Obama nægter at mødes med lobbyister som er 'presidential appointees' - hvad det så end står for i amerikansk politik. Holger K. Nielsen, Jacob Mathiassen o.a. kan ikke længere påstå, at det kun er venstreorienterede 'dagdrømmere' og 'ekstremeister', som peger på, at der er noget, som er fuldstændig skævt. Det er Holger K. Nielsen, der fremtræder som en dagdrømmer, som vil reformere EU gennem hans politiske kampe i EU Parlamentet. Holger K. er en politisk Don Quixote.

Poul Simonsen

Man må sige, at Holger K. Nielsen er helt patetisk, når han udnævner EU til, at føre "kamp imod skattesvindel".
Hvem er det lige EU's etablisment har kåret til Kommisionsformand ?

Kurt Nielsen, Ivan Breinholt Leth, Flemming Berger og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Diskussion vs. stillingskrig

Det virker ikke længere sandsynligt, at der kan føres en egentlig diskussion på venstrefløjen af forholdet til EU. Udvekslingen af synspunkter har taget form af en skyttegravskrig, og fronterne bevæger sig ikke. Det er de samme (få) mennesker, der siger de samme ting igen og igen.

Som jeg ser det, har EU-modstanderne besluttet sig for at være helt og aldeles imod, uanset hvad, og forlader sig på nogle fantasier om en europæisk-socialistisk folkefront. Den anden fløj er ikke EU-elskere (som nogle vil hævde), men EU-kritiske tilhængere med plads til nuancer. Et godt eksempel på sidstnævnte gruppe er Habermas, der har beskæftiget sig indgående med politisk filosofi, økonomi og historie. I dag kan man f.eks. læse et interview med ham i Politiken (oversat fra Die Zeit):

http://politiken.dk/debat/ECE3300205/vi-har-aldrig-givet-den-politiske-o...

Til anbefaling.

Hvad er der egentlig at diskutere med en Mihail Larsen – og hvordan kan … de samme (få) mennesker … udgøre venstrefløjen? ...

Mihail Larsen siger Det er de samme (få) mennesker, der siger de samme ting igen og igen.

Jeg har nu ikke set før, at Grækenland/EU-svindleren Goldman Sachs har ansat EU-kommissionsformand Barosso ...men det er jo virkelighed og ikke filosofisk udenomssnak. Til gengæld kan jeg huske at du ikke ville definere hvad du lægger i begreberne "frihandel, nationalisme og individualisme", og så er det jo svært at få en dybere diskussion om en en europæisk-socialistisk folkefront.

Mihail Larsen

Ikke ville definere?

Det er gået min opmærksomhed forbi. Fortæl venligst hvor, så vender jeg gerne tilbage.

Mihail Larsen

"de samme (få) mennesker"

Er det svært at forstå. De kalder sig ellers kommentariatet - i ental bestemt form.

Mihail Larsen

Barroso var i sin ungdom maoist ...

Gør ikke EU ansvarlig for hans evne til at sno sig. Hans ansættelse i Goldman Sachs er i øvrigt blevet fordømt af en stribe EU-politikere, bl.a. Hollande.

Glem ikke psykologien

På et lidt dybere psykologisk plan, måske i det ubevidste, kan Brexit og følelsen af et udefinerbart ubehag ved tyskdomineret EU, som det har udviklet sig mange steder, måske skyldes sene efterveer efter WWII, selvom kun de færreste i dag har oplevet denne forfærdelige tid, men har lyttet til fortællingerne fra krigen i familierne, også i GB, kunne det for en menig englænder ikke lige være det mest beroligende, at skulle lade sig belære af f.eks. en Herr. Schulz fra en forhenværende krigstabernation i EU-Parlamentet …

Ivan Breinholt Leth

Er der nogen der påstår, at EU er ansvarlig for Goldman Sachs' ansættelsespolitik? Det drejer sig om, at GS tilegner sig en insider-viden i EU bureaukratiet, som er guld værd, og som er betalt af skatteyderne i EU. Barosso har formentlig en fed fratrædelsesordning som tidligere præsident for EU-kommissionen. Et af formålene med en sådan fratrædelsesordning er (eller burde være), at en person med en sådan insider-viden afholder sig fra at sælge sin viden til privatkapitalistiske interesser. Barosso fratrådte stillingen 31. oktober 2014. Der bør være en længere karensperiode.
Desuden er både Barosso's nuværende og Draghi's forhåndværende ansættelse hos GS et symptom på et uhyggelig sammenfald i tankegangen hos EU-bureaukrater og finanskapitalen. I den forbindelse er det nærmest ligegyldigt om venstrefløjen er for eller imod EU. Læren af brexit og anden folkelig modstand mod EU, samt den fatale fiasko som møntunionen udgør, er, at den herskende virkelighedsfjerne ideologi i EU er den største trussel mod EU-projektets bæredygtighed. I den sammenhæng har det absolut ingen betydning, om Enhedslisten stiller op til valget til EU-parlamentet.
Man kan ikke i EU-systemet lovgive om, hvad de ansatte skal tænke. Men det burde være muligt at lukke svingdøren mellem EU og finanskapitalen. Obama har nu nægtet at mødes med lobbyister, som tidligere er udpeget og ansatte under en amerikansk præsident. Det sker næppe i EU. EU-systemet er så lukket, sammenspist og konservativt at en forandring indefra fremtræder som det rene dagdrømmeri. En af dagdrømmerne på den danske venstrefløj

Ivan Breinholt Leth

En af dagdrømmerne på den danske venstrefløg er Holger K. Nielsen. Jfr. HKN's kronik "EU som ondskabens imperium".

Mihail Larsen
Ikke ville definere? Det er gået min opmærksomhed forbi. Fortæl venligst hvor, så vender jeg gerne tilbage.

Jeg ser frem til din udhvilede og vågne analyse og definition af dine udpegede kernebegreber: "frihandel, nationalisme og individualisme" ...hvilke debatbidrag jeg helt sikkert vil finder meget mere interessante end hvad Harbermas har af debatdræbende germanske elitære verdenfjerne holdninger, (se evt. "Diskussion vs. stillingskrig" 20:47)

Efter Brexit kan EU udvilkle sig socialt
https://www.information.dk/comment/1142742#comment-1142742

Mihail Larsen

Aha

'Frihandel' betyder ikke, som du skriver, først og fremmest, at 'staten bestemmer over eget marked'. Hverken i den økonomiske litteratur eller i den betydning, som de fleste EU-modstandere bruger ordet. I den økonomiske litteratur fra Adam Smith og frem er begrebet knyttet til et opgør med merkantilismen og etablering af et åbent verdensmarked. Sidstnævnte knytter begrebet til EFTA eller lignende og forstår det som etablering af en 'frihandelszone'.

Nationalisme er ganske rigtigt et 'diffust begreb', og historisk har det været brugt til meget forskelligt - bl.a. til at indoktrinere folk ideologisk til at tro på Gud, Konge og Fædreland, hvilket i realiteten altid betyder solidaritet med den herskende klasse. Men du har ret i, at 'national' også kan forbindes med fænomener som 'den stærke, demokratiske, sociale stat', men hvorfor så ikke bruge dette udtryk, der ikke så let lader sig misbruge til alliancer med højrefløjen? Og som ikke forhindrer international solidaritet? I den hjemlige EU-debat ærgrer en del modstandere sig over, at vi skal være solidariske med Øst- og Sydeuropa; UK i særdeles ser ingen grund til at være 'social' - og lige præcis UK optræder i disse tider som forbillede for mange EU-modstandere.

'Individualisme' er ikke det samme som 'individualitet' - og det er sidstnævnte, Marx taler om i sin utopi. Individualisme som politisk og ideologisk fænomen indebærer individets forrang for samfundet, og er historisk rodfæstet i liberalismen og forestillingen om, at mennesker har præ-sociale rettigheder. En del af Informations EU-modstandere er reelt anarkistiske individualister - af den art, der i mere outreret form findes i USA (hvor de bevæbner sig m o d s t a t e n). Jeg 'tror' aldeles ikke, at der er tale om et enten-eller mellem de to frihedsbegreber, men netop om en balance (har skrevet om det i flere bøger - bl.a. "Menneske ret").

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig din afsluttende bemærkning om, at "forenkling og one-liners fører kun til propagandisme".

Vi må tage en ting af gangen, Mihail Larsen, der er jo ikke Fugls Føde eller selvstændig tænkning i det du skriver, selv om du håner debatniveauet her i din indledenden kommentar 20:47

Mihail Larsen: Hvis ikke Staten bestemmer over eget marked hvem gør så? Den internationale monopolkapitalisme?

Om "frihandel" tager du end ikke stilling til antagonismen mellem frihandel og projektionisme. Du henviser monolitisk til Adam Smith, ureflekteret.

Det jeg havde håbet du Mihail Larsen magtede, var en diskussion på et realistisk grundlag, eksv:

Når økonomernes teorier skader økonomien
Alle vestlige lande har benyttet en eller anden form for protektionisme for at holde internationale konkurrenter på afstand under opbygningen af deres industri, selv USA og Storbritannien. Men kun de færreste økonomer accepterer, at udviklingslande bør nyde samme privilegium i en global økonomi med frihandel.

https://www.information.dk/udland/2014/10/naar-oekonomernes-teorier-skad...

Men din manglende lyst til selvstændig analyse og tænkning Mihail Larsen - giver mig mulighed for lige så ureflekteret at citere Karl Marx.

Karl Marx har efter hver af sit utal af forskellige analyser af frihandelens ødelæggende virkning, et skældsord for frihandelsapologeterne - et rent festfyrværkeri, som jeg synes du skal have en del af: "Frimarkedeskræmmere", "Frihandelsoptimister", "Frihandelsdogmatikere", "... den mildt liberale Forster, medlem af parlamentet, udgyder tårer over frihandelens velsignelser og de profitter, der indhøstes af de fremragende Bradfordhoveder, der gør i worsted (kamgarn)." osv. osv. Karl Marx hader disse "Frihandelsbissekræmmerknægte".

...og Karl Marx skriver i de kommunistiske manifest:

Sit helt rammende udtryk får bourgeoissocialismen først, når den bliver en ren og skær retorisk frase. Frihandel! I den arbejdende klasses interesse. Beskyttelsestold! I den arbejdende klasses interesse. Fængselsreform! I den arbejdende klasses interesse. Det er bourgeoissocialismens sidste ord, det eneste, den mener alvorligt.

"En svækkelse af EU er et fredsskabende initiativ ..."

Sagt som et retorisk svar på Stig Bøgs meget grundige kommentar 21:28:
Gysi sagde i marts 2014, at alt hvad EU og NATO kunne gøre forkert, har de gjort forkert.
Man kan hævde, at NATO er blevet et interventionsforbund og tilføje lidt firkantet, med en ideologisk og geopolitisk overbygning

Randi Christiansen

"Der er brug for en mere nuanceret tilgang til EU-samarbejdet. Hvor vi anskuer EU som det, det er: et samarbejde mellem europæiske nationalstater, der ser en fordel i at arbejde sammen om at løse problemer, der ikke kan løses i den enkelte nationalstat alene.
Og hvor man af den grund overlader suverænitet til fællesskabet på de områder, hvor det er nødvendigt. Og hvor der er opbygget stærke institutioner, som skal påse, at reglerne følges, og at samarbejdet ikke sander til.
Det er i sin natur hverken ondt eller godt, rødt, grønt eller sort, men som den slags samarbejde altid er: en politisk arena, hvor politiske interesser mødes og politiske kampe udkæmpes."

Og det er jo sandt nok, problemet er bare suverænitetsafgivelsen. Her kan borgerne ikke føle sig trygge i eu regi - og heller ikke i nationalstaten, fordi den ene procent sidder på magten. Så enkelt er det, og det er opgøret med det segment, som må tages. I den proces må der trædes varsomt ifht ændring af borgernes grundlæggende rettigheder. Og der er bare længere til bruxcelles end til christiansborg, hvor magtens korridorer også er endog meget formørkede. Borgerne er vitterlig på herrens mark, som det ser ud, og hos de ansvarlige synes kun at være meget sporadisk vilje og evne til at erkende ondets ophav. Holger k har ret i, at eu er ikke noget vi får, men noget vi har. Spørgsmålet er, hvordan vi håndterer status quo. Så inden for og udenfor eu må opgøret med den stadig stigende ekstreme miljø-og socioøkonomiske ubalance tages, hvis funktionelt samarbejde skal opnås. Alle til pumperne overalt. Skuden er synkende.

randi christiansen, du skriver: suverænitetsafgivelsen. Her kan borgerne ikke føle sig trygge i eu regi - og heller ikke i nationalstaten, fordi den ene procent sidder på magten.

1%-kapitalistklassen sidder langt mere solidt på magten i den korporative organisationskonstruktion EU, IMF, ECB end den gør i nationalstaten. På hele det område der er henført til nationalt-regi eksv. sociallovene findes der ikke regelsæt i EU, og skal vi tage Mihail Larsen alvorligt som repræsentant for EU-tilhængerne så skriver han:

Det er synd for den engelske arbejderklasse, der kunne have draget fordel af en social dimension, hvor EU gik ind - med et flertal af de øvrige lande i ryggen - og krævede sociale reformer i UK.

Men Storbritannien har ikke brug for EU's normal "Den tyske Hartz IV på 3.000 kr pr måned". Storbritanniens "Income Support" udløser 3.700 kr. pr måned.

Man kan jo spørge hvorfor springer de danske lavindkomstgrupper mon ikke villigt ind de europæiske fællesskaber?

Det er den diskussion jeg gerne vil have med modstanderne af Brexit.

Randi Christiansen

Jeg er enig bill, man skulle mene, at det er nemmere at håndtere den ene procents overgreb i den mindre enhed, nationalstaten, selv om jeg har mine tvivl, ref fx dong sagen. Samarbejde om at fastholde visionen om det miljø-og socioøkonomisk bæredygtige samfund er det nødvendige forsvar mod den ene procent, som ikke lader sig hindre af nationalgrænser.

Ja randi, du rammer kerneproblemet 16:06. Jeg er tilhænger af at underDanmark og alternativDanmark tager nationen tilbage vedrørende bankvirksomhed, fortrinsret til danskværende produktion på det danske marked, dansk arbejdskraft i danske job, danske landbrugsprodukter året rundt og ikke kun skændes om indvandrerkvoterne. De økonomiuddannede - som i øvrigt har mistet en hel del street-kredit på det sidste - vil nok indvende at Danmark tjener kassen på eksporten - som vil lide under en øget markedskontrol, men den merværdi der skabes i eksportproduktionen, ender primært hos de højtlønnede og kapitalejerne, som derfor også importerer mere fra udlandet og investerer mere i udlandet. Så i realiteten er eksport tyveri fra de laverelønnede, som er med til at skabe den merværdi, der kommer ud af eksportproduktionen. Samfundets mål skal være en arbejdsdeling som sikre basisforbruget for alle. Denne afgrænsning skal sætte en stopper for international kapitalismes ensretning af det danske arbejdsmarked og dansk produktion, og give plads for en vision om det miljø-og socioøkonomisk bæredygtige samfund (God formulering) .
Jo, gu ka det la sig gøre.