EU kan modstå alt – bare ikke kriser. Vi så det i 1990’erne, da Jugoslavien gik i stykker. Vi har set det igen under de seneste års økonomiske uro: De fleste lande falder tilbage til handlemønstre fra 1800-tallet. Al retorik om, at »vi alle er europæere nu« forstummer – der kommer ikke flere inspirerende taler fra Europas ledere. At varetage de nationale interesser bliver vigtigere end at udbygge fællesskabet.
Når de europæiske ledere mødes, har man aldrig indtryk af, at det sker med Europas fælles bedste for øje.
Det handler i stedet om at forfægte modsatrettede nationale dagsordener. Om argumenter, der bygger på snævre prioriteringer, og som oftest ikke tager sigte på andet end at opnå de mest umiddelbare politiske gevinster.
Vi så det med flygtningekrisen. Trods Dublin-forordning og Schengen-aftale var alle europæiske lande mest stemt for at klare krisen på egen hånd. Nogle få åbnede døren for flygtninge, men måtte lukke den igen – i fraværet af støtte fra deres partnere.
Trods alle bestræbelser på at udvikle en paneuropæisk politik besluttede EU-landenes regeringer sig, da det kom til stykket, for at håndtere flygtningekrisen, som om der slet ikke var nogen union – i al fald ikke en union, der betyder noget.
For Bruxelles må det være fristende at forklare Wales’ og Englands ja til Brexit som et udslag af postimperial stressforstyrrelse – eller af uansvarlighed i Tory-partiet. Muligvis findes der endda i Bruxelles-systemet personer, der drømmer om at realisere, hvad Bertolt Brecht fantaserede om: opløse folket og vælge et nyt.
Frygt og foragt
Mange af EU’s institutioner har karakter af rent alibi. Europa-Parlamentet, for eksempel, virker som et alibi for demokratiet. ’Den integrerede europæiske udenrigspolitik’ virker som alibi for en udenrigspolitik, der er famlende, fragmenteret og næsten ikke-eksisterende.
Europa-Kommissionen ligner en organisation, hvis primære fjende er Europas demos. I Europas hovedstæder kan man iagttage Kommissionens medlemmer og medarbejdere, når de på vej til næste topmøde passerer gennem vores gader i limousiner med tonede ruder. Sirenelyd og politieskorte ledsager dem fra lufthavn til regeringsbygning. De er lidt bange for os. Men deres vage frygt overgås af den vage foragt, de føler.
Foragten er som ubehaget hos diplomaterne fra det store land, der udstationeres i det lille land. Det lille land er kedeligt, men må ikke desto mindre håndteres med følsomhed. Frem for alt må der praktiseres diskretion.
Europa-Kommissionen ligner mere en udenrigstjeneste end et regeringsapparat. Politikken føres distanceret. De stramme læber, de svage smil og at holde kortene tæt til kroppen er vigtigere end at angle efter popularitet eller fremme gennemsigtighed.
Mon Kommissionen og dens bureaukrater overhovedet forstår sig selv som ansat af Europas befolkninger, hvis tjenere de skal forestille at være? Måske nogle af dem tænker, at de handler i vores bedste interesse. Men ikke så meget, at de giver udtryk for at være påvirkelige af det, vi måtte ønske eller ikke ønske.
I deres drømme er vi børn. Mareridt har de ikke. Dertil har de alt under en for stram kontrol. De er jo ikke diktatorer, der venter på at blive væltet. Det sker ikke. Dertil er deres magt for dreven, snu og snigende.
Nogle af EU’s institutioner har udviklet metoder til at underminere de nationale parlamenter, der har afstået dele af deres suverænitet til dem. Hvad værre er, har de måske også udviklet metoder til at svække nationale, lokale og transnationale debatter om etik og politik.
I det Europa, der vil blive tilbage – det Europa, der vil have overlevet Brexit og svækkelsen af idealismen i EU – må EU reformere sig selv. For det første må møderne i Ministerrådet åbnes for offentlighed og medier. Kommissionens medlemmer må lettere kunne drages til ansvar. De må forpligtes til at lægge argumenterne for deres beslutninger klarere frem.
Det EU, der i dag bygger på afgørelser bag lukkede døre, må indlemmes i det offentlige rum. Hvor mange tabte folkeafstemninger, hvor stor offentlig apati, hvor stor fremgang for de EU-fjendtlige partier skal der til, før den erkendelse bliver uafviselig?
Europa trues af træthed
I mellemtiden trues verden uden for Europa-Kommissionen – ikke af de krige, der sønderrev vores verden to gange i det 20. århundrede gange. Men af træthed.
Historien udspiller sig første gang som tragedie. Siden bliver verden bare træt. Og denne træthed er fuld af den strøm af penge, der hurtigt bevæger sig over grænserne på grund af traktater, som de europæiske lande har underskrevet. Når tiderne er gode, hører vi tom retorik om Europas lyse, skinnende fremtid. Er tiderne dårlige, står den på natlige krisemøder og sene telefonopkald.
Simultanoversættere vågner fra urolige drømme for at hjælpe vores ledere med at forstå, hvad de siger til hinanden. Men ingen lytter.
Noget er dog intakt. F.eks. findes der stadig den forestilling i kernen af den europæiske drøm om, at vi alle skal have en fair chance. At der skal være lige muligheder. Og lige adgang til uddannelse og sundhed. At kvinder og mænd skal ligestilles. Sådan fungerer det ikke altid i praksis. Men kun et mindretal af Europas ledere vil tale imod en sådan ligestilling eller tale for, at den udvandes drastisk. Det er stadig en del af, hvad vi mener med europæisk identitet.
I Europa tager vi også stadig tanken om social velfærd meget alvorligt. Vi har afskaffet dødsstraffen, og den kommer næppe tilbage. Dette er helt sikkert et fremskridt og er med til at understrege, at en bestemt idé om menneskelig værdighed og forståelse for menneskerettighederne har konsolideret sig på vores kontinent.
Demokrati som akilleshæl
Problemet med demokratiet står imidlertid tilbage. Var jeg borger i USA og ville stemme for eller imod en præsident, kunne jeg uden videre gøre det. Ligesom jeg kunne stemme på andre kandidater til offentlige embeder med en klar afgrænsning af omfanget for deres magt. Hvordan kan jeg gøre noget tilsvarende i Europa? Jeg kan stemme ved de nationale valg, hvis resultater så igen bestemmer, hvem der skal sidde med ved bordet, når Europas finansministre eller statsministre mødes. Men ministrene mødes i hemmelighed.
Efter den græske krise har vi i Europa nu det indtryk, at når de europæiske ministre mødes er det kun for at godkende, hvad en mindre gruppe imellem dem– de største og mest magtfulde – allerede har klappet af. Som oftest ud fra egne interesser.
Jeg kan stemme ved valg til Europa-Parlamentet, men når jeg gør det, sker det i bevidstheden om, at blev Parlamentet afskaffet i morgen, ville det ikke gøre nogen forskel for mit liv eller verden omkring mig.
Den enorme afstand, der er kommet imellem den europæiske elite og de europæiske befolkninger, er blevet til en permanent krise. Men frem til Brexit er den ikke blevet set sådan – hverken af de vigtigste europæiske aviser eller kommentatorer eller af flertallet af politikere og politiloger. Krisen er en normalitet – denne snigende, giftige fremmedgørelse af de europæiske borgeres forhold til de europæiske institutioner – denne snigende følelse af, at vi som demokratiske medborgere ikke er til at stole på, ikke egnede til inddragelse.
Uanset hvor mange spørgsmål, vi som borgere kan være uenige om, er der måske ét, som alle vi, der bor i Europa i dag, må medgive: Skulle vi starte på en frisk, ville ingen med en ægte demokratisk samvittighed finde på at udforme et regeringssystem og et medborgerskab, der ligner det, Europa har nu.
Colm Tóibín er irsk romanforfatter © Colm Tóibín og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
"Simultanoversættere vågner fra urolige drømme for at hjælpe vores ledere med at forstå, hvad de siger til hinanden. Men ingen lytter."
Det moderne menneskes svøbe: Ingen lytter..
EU har et ansigt, som EU viser omverden, der bør vække stof til eftertanke.
EU er rigdom beskyttet af pigtråd (NATOhegn), EU vil ikke bekæmpe fattigdom i EU eller i verden, EU puster igen til ilden fra 30'erne og lader uligheden stige, behandler flygtninge på deres knæ for vores føder, som ligegyldige menneskeliv og sender dem tilbage over Middelhavet til døden.
Det er afgørende for borgerne i EU, at få stoppet acceleration af klimaforandringer, befolkningstilvækst og deraf følgende flygtninge der søger til EU, at store dele af Afrika, får et løft ud af ekstrem fattigdom, det kan betegnes, hvis EU's hensigt var at ville borgernes bedste, som hjælp til selvhjælp, men Europa/EU vælger 'fortsat' direkte eller indirekte medvirken til udryddelse af de uønskede.
EU ligner en gentagelse af historiens værste forbrydelse imod menneskeligheden, indadtil fortælles historien om en "forestilling i kernen af den europæiske drøm om, at vi alle skal have en fair chance. At der skal være lige muligheder. Og lige adgang til uddannelse og sundhed. At kvinder og mænd skal ligestilles."
Stanken af død er nået kernen.
Det er kleptokrati, bureaukrati, teknokrati og ignorante, selvglade politikere, som skal forestille at lede befolkningerne i Europa til et godt liv og en bedre fremtid.
Det er ikke muligt, så borgere i Europa: vågn op!
"I det Europa, der vil blive tilbage – det Europa, der vil have overlevet Brexit og svækkelsen af idealismen i EU – må EU reformere sig selv. For det første må møderne i Ministerrådet åbnes for offentlighed og medier. Kommissionens medlemmer må lettere kunne drages til ansvar. De må forpligtes til at lægge argumenterne for deres beslutninger klarere frem."
Det er, som også jeg ser det, dét, der bør gøres her og nu.
Hvor er vore politiske partier her i Danmark i den sag?
Det afgørende kendetegn ved et repræsentativt demokrati er vælgernes mulighed for at stille lovgiverne til ansvar og evt. vælge andre lovgivere. EU-kommissionen, og ikke at forglemme EU-domstolen, er EUs lovgivere. Disse institutioner er som bekendt hverken valgt ved demokratiske valg eller skal stå til ansvar overfor vælgere.
Det er vigtigt at holde fast i disse grundlæggende og banale forudsætninger for ethvert demokrati - og det er mig ubegribeligt, at vores politikere gennem de sidste 40-50 års historie ikke i højere grad har holdt fast ved disse principper. Danske politikere og deres skrantende partiorganisationer lever mere og mere i en lukket fra resten af samfundet afsondret form for professionelt folkestyre, der mere handler om processer og taktik end om politisk indhold.
Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at reformere EU på afgørende vis i demokratisk retning. Det var heller ikke intentionen fra grundlæggernes side , at fællesskaberne skulle være demokratisk opbygget, snarere tværtimod (Jean Monnet, Robert Schumann m.fl.).
EU er og bliver en demokratisk dødsejler.
Den postdemokratiske virkelighed – revisited.
Alle kender Viggo Hørups sentens: Intet over og intet ved siden af Folketinget, hvor han den gang mente Landstinget – men ved nedlæggelsen af dette, en form for pseudodemokratisk postRestEU måtte stafetten, givet de nye omstændigheder, naturligvis gives videre til Folketinget …
Da devisen – 'om 100 år er alting glemt' – er glemt, humper man videre på lånt tid og udhuler folkestyret, nu ved fremmed hjælp …
Jeg også der er noget at glæde sig over, i EU er demokratiet da et demokrati bestående af valgte kommissærer til deres poster, og ikke ligesom den udemokratiske form vi har i Danmark, hvor udefra kommende personer, som end ikke engang har været opstillet for noget parti, kan komme ind og få en ministerpost!?
:-)
Begreberne rodes godt og grundigt sammen i dette oplæg.
"Det handler i stedet om at forfægte modsatrettede nationale dagsordener. "
I stedet for hvad? "De europæiske ledere", der mødes, er nok de 28 medlemslandes stats- og regeringschefer. Hvorfor skulle de mødes, hvis formålet ikke skulle være formidling af nationale dagsordener og prøve at finde kompromiser?
Både Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet er mere aktive på internettet og sociale medier på flere niveauer, end fx. Folketinget er. På Christiansborg er kun ministre, nogle folketingsmedlemmer og nogle såkaldte særlige rådgivere kendte, mens departementschefer og medlemmer af Folketingets administration er ukendte. Hvis danske ministerier har profiler på sociale medier, bruges de i bedste fald af ministrene. Europa-Kommissionens profiler på sociale medier er mere forskellige, og nogle kommissærer og højtstående embedsmænd har endda egne satireprofiler som supplement til deres mere formelle profiler. Selvom der er overlap mellem kommissærers og generaldirektoraters (DG'ers) profiler, skriver kommissærer ikke på DG'ernes profiler. Der er også flere billeder på Europa-Kommissionens profiler på Twitter. I nogle tilfælde var der gruppebilleder af de embedsmænd, der var involveret i store topmøder. Det forekommer ikke på Christiansborg.
"Den enorme afstand, der er kommet imellem den europæiske elite og de europæiske befolkninger, er blevet til en permanent krise."
Det er i høj grad en konsekvens af befolkningens meget begrænsede interesse for EU, som Europa-Kommissionen har opdaget. Der er grænser for, hvor meget fx. Europa-kommissærer vil gøre for at prøve at nå ud til befolkninger, som ikke gider dem. Dette debatoplæg er et godt eksempel, hvor en debattører fremfører sine fordomme uden antydning af interesse for de faktiske forhold. Som Jean-Claude Junckers kabinetschef Martin Selmayr kan kommissærerne skrive, hvad har lyst til på sine Twitter-profiler, fordi ingen læser det.
"I Europas hovedstæder kan man iagttage Kommissionens medlemmer og medarbejdere, når de på vej til næste topmøde passerer gennem vores gader i limousiner med tonede ruder. "
Det er vist snarere ministre, der passerer gennem byens gader i limousiner med tonede ruder på vej til topmøder. Jeg ved ikke, hvordan Europa-Kommissionens medlemmer kommer på arbejde, udover nogle cykler. Jeg har forstået, nogle af Kommissionens medarbejdere kommer med metro.
Jeg mener da godt EU kan reformeres, men det kræver mindst én yderst standhaftig regeringsleder som tør kræve mere gennemsigtighed. Jf. kravet om énstemmighed! Nogen må rejse sig op og med trods sige "NEJ" til Frau Merkel og Hollandes mfl.
Men det tror jeg ikke nogen levebrødspolitiker vil. Det er vigtigere at blive aet af de store!
Gør kommissionen folkevalgt. Der er jo en kommissær fra hvert land, og de vil jo kunne opstilles og vælges i forbindelse med valget til Parlamentet.
Så kunne de komme til at ligne 500-mandsrådet i det athenske demokrati, der udviklede de lovforslag, som folkeforsamlingen - her parlament og ministerråd og i sidste ende det nationale parlament - skulle stemme om.
Nogle dage før hvert EU-topmøde mødes Merkel mfl. til hemmeligt paralleltopmøde i organisationen ERT (European Round Table of industrialists) Her klappes politikken af med industriens- og finansverdenens topfolk. (Multinationale)
http://www.ert.eu/
Trods den megen patos og digteriet, eller måske snarere på grund af sine virkemidler, rammer Tolbin ganske godt den fremmedgørelse og afmagt, man føler som almindelig borger og offentligt ansat, ikke kun over for EU, men lige så meget over for de hjemlige politikere, der i stadigt højere grad synes at fungere som ekspeditionskontor for beslutninger truffet andetsteds, eller som agenter for et embedsværk, som reelt kun er en forgrening af andre, fjernere embedsværk, hvis beslutninger og dagsordener det viderebefordrer og omsætter til vore hjemlige forhold. Mere lokalt, i regioner, i kommuner og på offentlige arbejdspladser, henvises rutinemæssigt til udefrakommende og -givne vilkår og forordninger, anvisninger og notater. Hele balladen kan kaldes udviklingen - there is no alternative.
Ja, det hele er pilråddent, så lad os forlade det hurtigst muligt og vende tilbage til de gode gamle dage, hvor verden var overskuelig, tryg, national-demokratisk og retfærdig. For ikke at glemme snevejret hver eneste juleaften.
Der er mange og store grupper som oplever, at de profiterer af, hvordan systemet er indrettet i dag. Det er vel ikke så svært at forestille sig at nogle/mange af disse faktisk arbejder imod en forandring/forbedring af systemet, da det alt andet lige vil forringe deres egen position!
Der er også flere og flere som oplever at den del af deres egen suverænitet og magt de har overdraget til politikerne, ikke bliver forvaltet i overensstemmelse med deres ønsker. Måske det er relevant at stille sig selv spørgsmålet, hvorfor afgav jeg min suverænitet til andre og er det overhovedet ønskeligt, hvis man ønsker at skabe et frit og lige samfund for alle?
En anden læser gjorde mig opmærksom på en gammel og meget sigende tekst fra det danske historiske arkiv; forordet til Jyske lov, som siger noget i stil med "hvis alle kunne passe deres og lade andre gøre det samme, ville loven ikke være nødvendig"
I tider hvor kaos synes at råde kan det være svært at spejle sig i de eksterne begivenheder, det er måske en ganske fin anledning til at følge en anden opfordring af ældre dato: "Kend dig selv" - man kan jo ende med at blive positivt overrasket over hvad man finder ....
Præsenteret for Sandheden, kan folk sagtens træffe deres egne valg i livet.
- det er løgnene som volder alle problemerne
Get a life.
Og så henslæber de deres tilværelse bag afspærringer og politibeskyttelse ... ;-)
Jan Weis
04. juli, 2016 - 14:34
Det var ligeså meget kongen, Hørup hentydede til, i: "Ingen over, ingen ved siden af ...
Kommissionen har faktisk også lidt kongemagt over sig.
Danmarks Riges Grundlov
§ 3
Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.
I EU er kommissionen som kongen i Danmark, dog kører de ikke i karet.
Bum-Bum - vi må nok hellere spørge Tim Knudsen - de riges grundlov, du henviser til, er langt senere - så det kan kun være Landstinget, han havde i tankerne - eller har det noget med dette at gøre - 'Knæk Sablen - Bryd Kronen - Styrt Kirken' ... ;-)
...Simpel, ægte, ligetil, ren og vedrørende formulering uden ligegyldige DJØF fedt indsprøjtninger.
Wiki:
"Hørup blev indvalgt i Folketinget ved valget i 1876. Han var radikal i ordets oprindelige betydning og derfor ikke indstillet på små skridt gennem langsomme reformer. De mere moderate venstrefolk betegnede han engang som ””reformidioter””. [6] På et folkemøde i Eksercerhuset 30. december 1878 gav han sin opfattelse af målet med den langsigtede strategi udtryk i de bekendte ord, at "Folketinget er den højeste Myndighed, der har ingen over sig og ingen ved siden af sig", en udtalelse som både udfordrede kongemagten og Landstinget. [2]. ..."
https://da.wikipedia.org/wiki/Viggo_H%C3%B8rup
MKN_OK, I stand corrected - men ellers er mit indspark da ikke særlig fyldt med meningsforstyrrende ordgejl, bortset fra, at der skal stå præRestEU i s.f. postRestEU - det er sku også efterhånden så pisse indviklet, at forstanden også begynder at brokke sig ... ;-)
“Mon Kommissionen og dens bureaukrater overhovedet forstår sig selv som ansat af Europas befolkninger, hvis tjenere de skal forestille at være?”
Det kunne også tænkes, at “Kommission og dens bureaukrater” har en ret præcis forståelse af, EU's centrale virkemåde og formål.
I 1947 holdt grev Coudenhove-Kalergi en tale på den Europæiske Parlamentariske Unions Konference. Greven var optændt af den 'pan-europæiske ide'. Ideen var at skabe et frit centraleuropæisk marked primært styret af de store europæiske kul- og stålselskaber. Formålet med en centraleuropæisk union var at undgå, at de største europæiske selskaber udkonkurrerede hinanden og at skabe en stærk centraleuropæisk økonomi, som både kunne skærme mod Sovjetunionen i øst og England i vest. Til det formål mente man, at det var nødvendigt at skabe en 'demokrati-fri' union med – på længere sigt – en fælles valuta. Ideen blev støttet af virksomheder som AEG, Krupp og Siemens og af en fremtrædende tysk politiker som Robert Schuman, men også af den franske præsident Charles de Gaulle. For så vidt som formålet var at holde sovjetisk indflydelse væk fra Europa, støttede USA ideen. Det gav sig konkret udtryk i Marshall-hjælpen. Selvom formålet var at skabe en union, var det aldrig hensigten at skabe en demokratisk overbygning på unionen som den amerikanske kongres. Storkapitalens ledere besad den viden og den kompetence, som var nødvendig for at skabe en økonomisk union, og det var både unødvendigt og forstyrrende at inddrage befolkningen i beslutningerne om den økonomiske politik. Ud af processen voksede Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab – forløberen for EEC og EU.
For at give fællesskabet et 'schein' af demokrati oprettede man allerede i 1952 Det Europæiske Parlament, men parlamentet havde kun en rådgivende funktion. Parlamentets beføjelser er gradvist blevet udvidet, men det er stadigvæk ikke en lovgivende forsamling. Kun kommissionen kan fremsætte lovforslag. Parlamentet kan forkaste lovforslag fremsat af kommissionen.
Siden begyndelsen af 80erne har den neoliberale ideologi domineret EU-bureaukratiet, og bureaukratiet har været ganske dygtig til at leve op til ånden i den oprindelige 'pan-europæiske idé'. Ifølge den neoliberale ideologi er frie markeder per definition absolut rationelle. Markedets agenter opfører sig i princippet rationelt, og hvis de ikke gør det, ophører de omgående med at agere på markedet. Problemet i forholdet mellem marked og demokrati, er bl.a. at folkevalgte politikere kan finde på at ignorere markedets rationelle mekanismer. F.eks. kan politikere finde på at lytte til folket og prioritere skabelse af arbejdspladser vha. statslige investeringer fremfor f.eks. bekæmpelse af inflation. Dette udgør ifølge ideologien en forvridning af økonomien, og det udløser næsten altid økonomiske kriser. Det drejer sig derfor om, at holde folkevalgte politkere så langt væk som muligt fra de økonomiske beslutninger, og dette er baggrunden for de aktuelle påstande om, at brexit er en katastrofe, og at folket ikke er egnede til at tage komplicerde politiske beslutninger. Løsningen er angiveligt at lytte til eksperterne og begrænse folkeafstemninger, og det er fuldstændig glemt, at det var de såkaldte eksperter, som skabte roderiet med den fælles mønt. Den største splittelse i EU drejer sig ikke om indvandrere eller om brexit, men om overskudslande og underskudslande skabt af såkaldte økonomiske eksperter og EU-bureaukraterne. Underskudslandene har store dele af deres befolkninger, som er sunket ned i dyb fattigdom, men det problem synes næsten at være glemt i lyset af den britiske folkeafstemning. Ironisk nok var et af formålene med Kul- og Stålfællesskabet at holde angelsaksisk økonomisk inflydelse væk fra Centraleuropa, men nu er det UK, som beder EU om at holde sig væk. Hvis altså UK vælger at melde sig ud af EU.
Og nu da du har listet alle svaghederne, egoismen og inkompetencen, Colm Tóibín, så tænker jeg:
Så opløs dog det neoliberale horrorkabinet, og lad os starte forfra. Måske kan vi opnår et fællesskabe, der består af MENNESKER.
Problemet er, Ivan Breinholt Leth, at markeder slet ikke er rationelle, de er tværtimod dybt inficeret af de mest primitive impulser i menneskehjernen.