Kronik

Den helt nødvendige arbejderkamp udebliver

De ufaglærte job forsvinder. Vores vilkår bliver stadig dårligere. Men ingen kæmper imod, for fagbevægelsen er selvtilfreds, solidariteten er væk, og arbejderne har travlt med at debattere frikadeller og muslimer
De ufaglærte job forsvinder. Vores vilkår bliver stadig dårligere. Men ingen kæmper imod, for fagbevægelsen er selvtilfreds, solidariteten er væk, og arbejderne har travlt med at debattere frikadeller og muslimer

Mia Mottelson

11. juli 2016

En af mine gode kolleger og jeg lavede forleden sjov med regeringens udspil om igen at øge pensionsalderen. Forestillingen om at skulle fungere i et job som vores til vi fylder 72 år, er skræmmende morsom.

Vi er postarbejdere, vores arbejdsdag består af ensidigt belastende arbejde, tunge løft og skub. Det sætter sine fysiske spor, og det er snarere reglen end undtagelsen at døje med smerter i skuldre, albuer, lænd og knæ. Så vi får brug for både kørestole og stokke i det fremtidsscenarie.

Men spørgsmålet er nok snarere, om vi overhovedet har et arbejde til den tid. For det er ingen hemmelighed, at brevmængderne er støt faldende, og vi har måttet sige farvel til mange gode kolleger de seneste fem-seks år.

Konkurrencen på pakkemarkedet er hård, og det er som bekendt ikke alle, der har ordnede og overenskomstdækkede forhold for deres ansatte. Kampen mod udenlandske transportfirmaer og falske postkasssefirmaer er en del af den barske hverdag.

Usikkerheden og frygten for at stå uden et arbejde er for alvor rykket ind i produktionen. Vi ved, at det kan ramme os alle sammen, og selv om vi ikke taler meget om det, så kommer det klart til udtryk i hverdagen.

Vi oplever, at der ofte sker tilpasninger af produktionen, at arbejdsgange ændres, at kolleger rykkes fra en afdeling til en anden, og om et øjeblik flytter fra postcentret København til Høje Taastrup. Bag os lægger vi minderne fra 37 års postproduktion og den betalte frokostpause, der har måttet lade livet ved sidste lønforhandling.

Ingen arbejderkamp

Umiddelbart kunne det synes, som om der er grobund for et raskt lille opgør. For modstand. For faglig kamp og solidaritet. Men der tales ikke længere om arbejderkamp og solidaritet i frokoststuerne.

Den faglige kamp er reduceret til et opslag fra fagforeningen på Facebook, hvor vi bliver mindet om alle de store sejre, fagbevægelsen har opnået gennem tiden – strejkeret, 37 timers arbejdsuge, ligeløn og den sjette ferieuge.

Men det er faktisk 18 år siden, den sjette ferieuge blev vundet. Inden for de sidste fire-fem år er efterlønnen taget fra os, dagpengereformen og kontanthjælpsreformen blev gennemført under en socialdemokratisk regering, og senest er 225-timersreglen indført.

Protesterne fra fagbevægelsen har været få. LO’s daværende formand Harald Børsting gik endda så vidt som til at rose regeringens finanslovsforslag i 2014.

»Solidariteten er ved at gå fløjten, hvad nytter det, når tilkæmpede rettigheder er så nemme at fjerne eller udhule igen?« spurgte en god kollega mig for nylig.

Jeg er bange for, at han har ret. Mantraer som ’at sidde med ved bordet’ og ’den nødvendige politik’ har sneget sig helt ud i de lokale faglige klubbers bestyrelser. Noget, vi for nylig fik at føle, da førnævnte betalte frokostpause blev taget fra os som en del af en række forringelser i den nye lønaftale.

Der var overvejende enighed blandt kollegerne om, at en forlængelse af arbejdstiden og en teknisk lønnedgang oven i hatten, burde have været sat til afstemning blandt medlemmerne af fagforeningen.

Når de valgte faglige repræsentanter træffer beslutninger af sådan en karakter uden at tage dialogen med os først, er det et udtryk for den samme magtfuldkommenhed, som folketingspolitikere lægger for dagen, når de trods massiv folkelig modstand, sælger ud af arvesølvet (DONG), eller når de ignorerer befolkningens ønske om en afstemning om udtrædelse af EU. Man regner ikke med kamp, for man ved bedst.

Det er, som om fagbevægelsen har forladt os. De gode arbejdsforhold, vi normalt bryster os af i Danmark, hviler på mere end 100 års faglig kamp, men i dag synes der langt fra toppen af fagbevægelsen og ud til os, medlemmerne.

Reaktionær fagbevægelse

For langt de fleste af os på gulvet er det helt naturligt og rimeligt at være med i en rigtig fagforening. Spørgsmålet er, om det bliver ved med at være sådan.

Det er svært at forestille sig fagbevægelsen i dens nuværende form som en modstander af den politiske linje, der føres – ligegyldigt om den systemforvaltende, nyliberalistiske regering består af Socialdemokratiet eller Venstre.

Når Mette Frederiksen siger, at hun vil tale arbejdernes sag, samtidig med at hun og resten af Socialdemokratiet stemmer sammen med Venstre i 80 procent af afstemningerne i Folketinget, klinger det hult.

Læs også: Fremtidens arbejdsmarked er tyendets tilbagekomst

Det virkede langt mindre forlorent, da Bjarne Corydon udtalte, at han tror på konkurrencestaten, kort efter at han havde lagt pres på de kabineansattes fagforening for at få dem til at sige ja til SAS-ledelsens spareplan.

Fagbevægelsen er, med få undtagelser, reduceret til en systembevarende, reaktionær, elitær klub. En talentudviklingsfabrik for håbefulde politikeraspiranter, der bruger bevægelsens platform til at gøre karriere.

Hvis forholdene for os ufaglærte skal forbedres, kræver det et opgør med den ulighedsskabende politik, der er ved at fjerne sikkerhedsnettet under os. Skal fagbevægelsen være en naturlig allieret i den kamp, kræver det, at den træder ud af Socialdemokratiets skygge og begynder at tale og føre arbejderkamp igen.

Drukner i indvandrerdebat

Hvis fagbevægelsen er så reaktionær, hvorfor laver vi så ikke et alternativt oprør mod nødvendighedens politik uden om fagbevægelsen? Det er der mange forklaringer på, at vi ikke gør.

For det første er en stor del af de ufaglærte, der arbejder i Danmark, oprindeligt fra lande, hvor den danske model, fagbevægelse, og arbejderkamp er et ukendt eller i al fald anderledes fænomen.

For det andet, har de færreste lært at føre arbejderkamp. Fagforeninger over en bred kam har gjort organiseringsgraden til det mest dominerende succeskriterie, og det er selvfølgelig dejligt med en masse gode organiserede kolleger, men man lærer altså ikke at føre arbejderkamp alene ved at være en del af en fagforening, især ikke når der ingen væsentlige arbejderkampe er kæmpet i flere dekader.

At være skolet i arbejderkamp er en væsentlig forudsætning for at organisere arbejderkamp. Den skoling er det efterhånden de færreste, der har.

Den væsentligste grund ligger dog i den splittelse af arbejderne, som eliten skaber, og som effektivt fjerner vores opmærksomhed fra den politik, der er ved at udhule vores velfærd.

Politikere og meningsdannere bilder os ind, at vi ikke har noget tilfælles med hinanden. I hvert fald ikke mere, end vi har med dem, der bestemmer. Vi deles op i falske fællesskaber efter nationalitet, køn, etnicitet, geografi, kultur og så videre. Uden fællesskab, ingen solidaritet, og uden solidaritet, ingen organiseret arbejderkamp.

Et glimrende eksempel på den splittelse, er flygtninge- og indvandrerdebatten. Her har især DF udfyldt sin rolle som nyttig idiot for kapitalismen til perfektion. I stedet for at diskutere aktionærernes bonusser og vanvittige afkast, multinationale firmaer, der sender milliarder i skatteskjul og skattelettelser, diskuterer vi forhud, frikadeller og frisind.

Hver gang, der skæres i kontanthjælpen til den enlige mor, i bevillingerne til de handikappede eller i boligstøtten, råber vi efter dem, der ikke ser kulturkristne ud eller ikke spiser bacon.

Fremmedfjendskhed er blevet det eneste samlende projekt for de partier, der over en bred kam kalder sig for arbejderpartier. Det er derfor, arbejderkampen har så trange kår.

Steen Knøster Rasmussen er postarbejder

Serie

Kronikserie: Fremtidens arbejdsmarked

Robotter og kinesere har overtaget mange traditionelle industrijob. Også vidensarbejdere mærker nye vinde. Nettet kan gøre konkurrence om arkitektopgaven global; med tiden kan den praktiserende læge erstattes af søgemaskiner, der kobler symptomer med forskningsresultater og spytter en diagnose ud. Etablerede virksomheder bør frygte deres kodak-moment. Hvad gør Mærsk, når vi kan printe varer på 3D-printerne i stedet for at shippe dem?

Freelancevilkår, vikariater og løsarbejde erstatter faste ansættelser. Samtidig skaber digitaliseringen nye muligheder for folk med ideer.

Hvem vinder, hvem taber, og hvordan ændrer udviklingen magtstrukturen i det samfund, vi kender? Det giver en række forskere og praktikere deres bud på i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Min årgang er uddannet til ikke at gøre oprør

    2. august 2016
    På universitetet læser vi om magtkritik og magtanalyse. Så når vidensmagerklassen ender på kanten af arbejdsmarkedet, skulle man tro, at oprøret ventede lige om hjørnet. Men nej, for vi er skolet til at holde os i ro og vende kritikken indad
  • Jeg tænkte: Gadefejning kan de da ikke flytte til Kina

    23. juli 2016
    Da jeg gik fra at være arbejdsløs grafiker til gadefejer, følte jeg mig sikker på, at jeg havde fået fast arbejde. Men i dag truer kommunernes brug af privatisering, løstansatte og nyttejobbere
  • Fremtidens arbejdsmarked er tyendets tilbagekomst

    9. juli 2016
    Elitens behov for selvrealisering betyder – sammen med det øgede arbejdsudbud – at vi er på vej til igen at få en klasse af mennesker, der alene lever for en anden families velbefindendes skyld
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Martin E. Haastrup
  • Holger Madsen
  • Bill Atkins
  • Søren Roepstorff
  • Mads Berg
  • Daniel Santos
  • Lars Bo Jensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Carsten Mortensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Karen Grue
  • Per Jongberg
  • Jakob Lilliendahl
  • Kim Øverup
  • Jan Weis
  • Tino Rozzo
  • Jens Kofoed
  • Jacob Juhl Kjær
  • Flemming Berger
  • Liliane Murray
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Jørgen Steen Andersen
  • peter fonnesbech
  • Morten P. Nielsen
  • Tom Andreæ
  • Anker Nielsen
  • Per Torbensen
  • David Breuer
  • Jakob Trägårdh
  • Henrik Petersen
  • Bjarne Andersen
  • Jan Pedersen
  • Anne Schøtt
  • erik mørk thomsen
  • Leif Koldkjær
  • Steffen Gliese
  • Anne Eriksen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Anita Ulrich
  • Hans Larsen
  • Ebbe Overbye
  • Dorte Sørensen
  • Kurt Loftkjær
  • Kurt Nielsen
  • Torben Skov
  • Kurt Nielsen
Mikael Velschow-Rasmussen, Martin E. Haastrup, Holger Madsen, Bill Atkins, Søren Roepstorff, Mads Berg, Daniel Santos, Lars Bo Jensen, Estermarie Mandelquist, Anne-Marie Krogsbøll, Carsten Mortensen, Niels Duus Nielsen, Karen Grue, Per Jongberg, Jakob Lilliendahl, Kim Øverup, Jan Weis, Tino Rozzo, Jens Kofoed, Jacob Juhl Kjær, Flemming Berger, Liliane Murray, Robert Ørsted-Jensen, Jørgen Steen Andersen, peter fonnesbech, Morten P. Nielsen, Tom Andreæ, Anker Nielsen, Per Torbensen, David Breuer, Jakob Trägårdh, Henrik Petersen, Bjarne Andersen, Jan Pedersen, Anne Schøtt, erik mørk thomsen, Leif Koldkjær, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Anita Ulrich, Hans Larsen, Ebbe Overbye, Dorte Sørensen, Kurt Loftkjær, Kurt Nielsen, Torben Skov og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Nielsen

Sådan!

Bill Atkins, Mads Berg, Benta Victoria Gunnlögsson, Karen Grue, Erik Feenstra, Flemming Berger, Liliane Murray, Hans Paulin, Jørgen Steen Andersen, peter fonnesbech, Morten P. Nielsen, Dan Johannesson, Henrik Petersen, erik mørk thomsen, Steffen Gliese og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Fagbevægelsen er tandløs, hvis I på arbejdspladserne ikke er villige til at kæmpe. Det er ikke nok, at der er en kaffeklub, der er rede, det skal være et flertal. Men vi har det da ok og vi har meget at miste, vi har familie og børn, et hjem, venner.
Skal vi sætte alt det på spil for en sag, vi ikke engang er rimelig sikker på at vinde? Så er det bedre at dukke sig og håbe på at det nok går det hele.
Så kan vi jo med jævne mellemrum demonstrere vores sindelag og foragt over de forholdsvis få i fagforeningen, ikke slås med liv og klør for os.
At kæmpe selv, det har vi nok for meget at sætte på spil til og hvad kan det også nytte?
Næ I andre, på fagforeningen. Kæmp for mig, så mit fede liv kan fortsætte uden jeg selv skal sætte røven på spil.

Kurt Nielsen, Lotte Young, Helle Bing, Helene Kristensen, Liliane Murray og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Charlotte Primdal

En klar og rigtigt analyse af forholdene.

Lotte Young, Benta Victoria Gunnlögsson, Liliane Murray, Hans Paulin, Jørgen Steen Andersen, erik mørk thomsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Fagbevægelsen burde gå ind for UBI og for at ophøje de mellem parterne aftalte mindsteløn til lov.
"Magtforholdet" mellem tager og giver ville ændres, og løndumping umuliggøres. Eller løbe risikoen for at ende i arbejdsretten for at bryde loven.

Lise Lotte Rahbek

Fag-foreninger bruges sjældent mere som foreninger, hvor medlemmerne har indflydelse på udviklingen, økonomien, fokus eller fo den sags skyld på, hvem der er ansat.
De er bare blevet en del af et hierakisk systemdanmark.
Og jo, jeg har selv forsøgt at råbe min nu tidligere fagforening op omkring nogle mærkesager, som kunne fungere som samlingspunkt - dog uden held.
Nu, har jeg ikke længere råd til at stå i fagforening og det er såmænd efter råd fra selvsamme forening, at jeg meldte mig ud. Fagforeninger har ikke kapacitet til at hjælpe kontanthjælpsmodtagere, da lovgivningen på området er under konstant 'reformering'.

Hvad skal man stille op?

Mads Berg, Estermarie Mandelquist, Per Jongberg, Helle Bing, Jakob Lilliendahl, Flemming Berger, Keld Albrektsen, Liliane Murray, Kim Houmøller, Jørgen Steen Andersen, peter fonnesbech, Kurt Nielsen, Bjarne Andersen, Anne Schøtt, Peter Andreas Ebbesen, erik mørk thomsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Som med alting er det, der var en god idé i fagbevægelsen engang, blevet det modsatte: engang var det en beskyttelse imod fristelsen af svage sjæle, at det var et indirekte valgsystem, der beskyttede imod opportunister.
I dag er det en ulempe, fordi opportunisterne i sidste ende vandt og nu holder idealisterne ude.

Torben Skov, Niels Duus Nielsen, Liliane Murray og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Fagforeninger "døde", da den indførte hen over hoved på medlemmer, at de fuldtidsansatte, skulle havde en løn, der modsvare arbejdsgiverne.
For hvad har en person, der få over en milion om året, og det løse, tilfælles med folket på gulvet?
Og det samme gælder de politiker, der påstår, at de befinder sig på venstrefløjen.

Christel Larsen, Flemming Berger, Hans Paulin og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Leonard Mortensen

Med fabriksbesættelserne i Argentina 2001-nu, Tuzlas lokale borgeroprør i 2014, stigningen af kooperativer globalt osv. ser det vidst ud til at det kampen ift. prekariseringen af arbejdsmarkedet først lige er startet. Når timeout er forbi, vil det begynde igen.
En dag vender folket tilbage.

Kurt Nielsen, Lotte Young, Benta Victoria Gunnlögsson, Helle Bing, Jens Falkenberg, Flemming Berger, Liliane Murray og Dan Johannesson anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Begyndelsen på nedturen, Erik Mørk Thomsen, var, da man accepterede akkord-arbejde midt i 70erne.

Liliane Murray, Hans Paulin og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Den økonomiske model vi følger nu kan ikke blive ved at holde.

Oprøret er i gang. Over 40% stemmer allerede på "ikke-regeringsbærende partier", Brexit......

Benta Victoria Gunnlögsson, Helene Kristensen, Flemming Berger, Liliane Murray, Hans Paulin, Jørgen Steen Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Tak, Steen Knøster Rasmussen,

- Du har langt mere ret, end du nok selv er klar over. Og til listen over arbejdsprocesser, der kan og vil blive automatiserede i nærmeste fremtid, kan nævnes:

- Selvkørende lastbiler - starter allerede som on location-test i Sverige, Tyskland, Frankrig og Tjekkiet til efteråret.
- Selvkørende busser og nær-tog er en realitet.
- Automatiske trucks på lagrene til selv stærkt komplicerede opgaver har man kendt til i 31 år.
- Helt automatiske bilfabrikker så jeg første gang i Sachsen omkring 1997.
- Automatiske bearbejdningsprocesser er en realitet.
- Og en dansk opfindelse, som man netop nu markedsfører over hele Europa er en automatisk ordning, der helt uden hjælp fra mennesker tager gamle og handikappede direkte fra sengen og på toilettet, og bagefter spuler dem rene og tørre bagi, før de igen placeres i deres senge.
- Også i undervisningssektoren er man i fuld gang med voldsomme bortrationaliseringer af mennesker (undervisere).
- Operationer af mennesker udføres i dag via robot.
- Visse ingeniøropgaver og journalistopgaver er ved at blive bortrationaliseret af robotter.

Så dette er blot nogle få at de arbejdsopgave, der forsvinder, og det kommer til at ramme alle faggrupper men først de uddannelsessvage.

Jørgen Larsen, Torben Skov, Mads Berg, Hans Jørn Storgaard Andersen, Carsten Mortensen, Benta Victoria Gunnlögsson, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Liliane Murray, Hans Paulin, Jørgen Steen Andersen, Steffen Gliese, Morten P. Nielsen og Tom Andreæ anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Der mangler noget. Modviljen mod nogle indvandrere er ikke eneste samlende projekt. Et andet samlende projekt er modvilje mod andre omkostninger end dem, der sjældent omtales.

En anden mulig årsag til det påståede fravær af solidaritet blev antydet i en bog sidste år, der blev omtalt i dette debatforum: De fleste øverste ledere i fagbevægelsen plejer omgang med erhvervsledere og politiske ledere i fællesskaber, hvor de vigtigste beslutninger aftales under uformelle møder. Vigtigste krav for medlemsskab i disse fællesskaber er efter sigende loyalitet og diskretion, så der er sikkerhed for, aftaler overholdes men ikke offentliggøres.

Postvæsenet er langt fra de eneste, der har oplevet bl.a. tilpasninger af produktionen, ændring af arbejdsgange og ændringer af organisationen. Det kaldes ofte rationaliseringer. Det underlige er, at omkostningerne ved rationalisering sjældent nævnes, og hvis de gør det, nævnes kun den samlede pris uden spørgsmål om, hvorvidt det kan betale sig. Rent økonomisk er det lidt ligegyldigt, hvis prisen for en given rationalisering er tjent ind på tre år, hvis projektet gentages året efter.

Generelt stilles sjældent kritiske spørgsmål til økonomers vurdering af egen og andre medarbejderes værdi. Det tages bare for givet, at økonomer skal have andel i de økonomiske gevinster, de skaber, hvorved rekvirenternes gevinst bliver tilvarende mindre, og andre medarbejdere mister alt. I nogle tilfælde fx. hos Dong foruddiskonteres ventede fremtidige økonomiske gevinster endda, hvorefter de involverede direktører og konsulenter får bonusser af indkomster, før de er kommet ind.

Steffen Gliese, Carsten Mortensen, Jørgen Steen Andersen, Niels Duus Nielsen og Helle Bing anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

Steffan
Akkord arbejde er betydelig ældre, end 1970 erne, og er i principper ikke noget i vejen med.
Problemet var og er, at nogle få morakker ødelagte det, var at sprænge lønrammen.
Specielt slagteriarbejde var slemme.
Som vi sagde, 10-15 år med høj løn, og resten af tiden, førtidspension, p.g.a. ødelagt ryg.
Men som maskinarbejder, som jeg er udlært som, var det fin dengang.
Vi var dengang stærke nok, som fagforening til, at sætte morakkeren på plads.
Men tiden var en anden dengang, for da sagde vi til vores lokalafdelingsformand, da han klage over han løn, gå da ud, og skaf medlemmer mere i løn.
For han fik gennemsnitte af afdelingen løn gennemsnit + 3 %
Men så kom der fra forbundet, at løn til fastansatte, skulle sættes betydeligt op, endda med den bemærkning om, at vi i afdelings bestyrelse ikke måtte få at vide, hvor højt, den skulle op.
Som vi var for dumme til, at vi ikke kunne læse vores egne regnskaber.
Det var hovedbestyrelse, der alle var ansatte, der havde bestemt det.
Uden at høre os medlemmer.
Og jeg tro, at mange havde det som mig, hvorfor skulle jeg lave fagforenings arbejde i min fritid, når pamperne fik en løn, jeg ikke kunne opnå, ved at arbejde på gulvet.
At der også kom feriehuse, både i udlandet(Malta) og her i lande til en billig penge, til medlemmer, sagde det, men hurtig viste det sig, at pamperne selv leje dem.
O.S.V.
Og det er ikke meget bedre i dag, prøv du at spørge til, lønnen til lo-forkvinden , den forskellige fagforeningbosser, hvad har den med lønnen til de folk, de påstår at repræsentere?
Men man kan vil ingengang få det oplyst, og specielt, alt det ved siden af.

Helle Bing, Kurt Nielsen, Helene Kristensen, Flemming Berger og Hans Paulin anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Hvis postarbejderne ikke vil hjælpe sig selv, bør de indse at en indsats mod den ved lov indførte fattigdom er påkrævet, lad ikke de fattige betale prisen.

Oprøret mod de fattigdomsskabende politikere starter fra bunden, de horrible forhold som de fattige, de ældre og kontanthjælpsmodtagerne samt de handikappede udsættes for, har nået et lavpunkt som ikke længere kan akcepteres. Det er grusomt at sårbare mennesker fastholdes i en uværdig livssituation og får det tiltagende psykisk dårligt.

Indfør VelfærdsReformationen. Uligheden gør hele Danmark fattigere, bunden skal iltes for at landet kan gro. Kontanthjælpen tilbage, ingen under, garanti imod fattigdom, fattigdom er unødvendig, der er tusinde af milliarder i Danmark, alt andet er løgn og hjernevask, ingen velstand uden velfærd. Fuld genopretning af Skat og alle andre socialinstitutioner. Velfærd før forældrekøb, leasingbiler og andre af virksomhedernes ekstravagante fradrag.

Regeringens U-Løkke er at de fortsætter udplyndringen som sædvanligt, krigene og ydmygelsen af de nødlidende, de arbejdsløse og de fattige, de skaber et mere og mere ustabilt land og nedbryder alle sociale institutioner som f.eks. Skat, med det ene formål at fremme Magtelitens politik som er Minimalstaten. Det de ikke indser er, at velfærden er fundamentet, og at det er Danmark de er ved at nedbryde.

Den udenomsparlamentariske bevægelse, der de seneste par måneder har protesteret i Paris’ gader, har mobiliseret en modstand, der ikke er fagforeningsorganiseret. Selv om kriser er smertefulde og farlige, er det også det terræn, hvor kampen mod fattigdomen skal udkæmpes og vindes, put your body where your mind is, vi ses på de sociale medier.

Flemming Berger, Olav Bo Hessellund, Helle Bing, Kurt Nielsen, Helene Kristensen, lone bording, Hans Paulin, Jørgen Steen Andersen, Anne Eriksen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Socialdemokratiet har bollet for meget med de borgerlige, og fagforeningerne har fejlet ad helvede til.

Torben Skov, Steffen Gliese, Kurt Nielsen, Flemming Berger, Robert Ørsted-Jensen, Jørgen Steen Andersen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Man behøver faktisk ikke at blive indlagt på et psykiatrisk hospital, for Danmark og Verden minder mere og mere om et kæmpestort globalt galehus.

Steffen Gliese, Charlotte Svensgaard, Lotte Young, Benta Victoria Gunnlögsson, Kurt Nielsen, Helene Kristensen, Christian Nymark, erik mørk thomsen, Flemming Berger, Liliane Murray og Hans Paulin anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Postarbejderne rammes af digitaliseringen/IT-teknoloigien - ganske ligesom bankfunktionærerne, SKATS medarbejdere, TAP-personale i det offentlige og det private o s v.

Mange arbejdsopgaver er forsvundet ( tækkemænd, kakkelovnsrensere, kopister, maskinskrivere, malkepiger, hestepassere o s v ) - og mange nedslidende/farlige arbejdsopgaver er gjort lettere og ufarlige takket være bedre teknologi og større viden om arbejdsmiljøets betydning.

Så der er ikke basis for en så "intens 100% klynkeartikel", som den ovenfor .

Der var engang, hvor postbudene måtte gå trappe op og trappe ned med tunge byrder - idag er der el-cykler og posten afleveres i stueplan - sådan skal det være, og der bliver sikkert endnu større fremskridt fremover for de få tilbageværende postarbejdere .

Frank Hansen og Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne kommentar
lars ulrik thomsen

Det er en virkelig fin kronik med en sand skildring af vilkårene i dagens Danmark. Når vi i fagnevægelsen ikke er i stand til at imødegå nedskæringspolitikken skyldes det frem for alt manglende analyse af forandringerne i kapitalismen. Vi har simpelthen ikke de nødvendige værktøjer til at genrejse fagbevægelsen. Et stort ansvar hviler på Enhedslisten som kalder sig socialistisk, men reelt er uden kendskab til fagbevægelsen og dens betingelser i det 21. århundrede.

erik mørk thomsen, Flemming Berger og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

Måske 'arbejdskampen' slet ikke er en 'arbejdskamp' mere, om ret til at blive aktivt interagerende udbyttet og vilkår derfor ?
Måske det er en 'fritidskamp' så at sige, om ret til eksistens overhovedet -. og vilkår derfor ?
Men det er glædeligt at artiklen er skrevet, og at den berører de distraktionselementer der har været benyttet fra kapital-siden.
Når engang vi får generationer hvor ikke det demokratiske flertals nærmeste dannelsesberøring med humaniora er det HR-tema de pjækkede fra på CBS

@ Børge Rahbech Jensen,

Jeg ved ikke, hvad du mener med at "Modviljen mod nogle indvandrere er ikke eneste samlende projekt".

Hvorfor ikke modvilje alle indvandrere?

Sagen er i hvert fald denne, at hvis Danmark ikke vil have udenlandsk arbejdskraft, vil udlandet formentlig heller ikke have den danske arbejdskraft i udlandet. Og som du nok er klar over, arbejder der mellem 2,2 - 2,7 gange flere danskere i udlandet, end der er udlændinge i Danmark. - Se blot på Stor-London, hvor der bor og arbejder småt 35.000 danske familier, hvilket er mere end Viborgs befolkning på 40.000 indbyggere.

Og hvis denne danske arbejdskraft i udlandet kommer hjem til Danmark, vil der først rigtigt blive arbejdsløshed så det kan mærkes. Og herved vil de sociale omkostninger eksplodere, så det kommer til at berøre alle danskere, - skatterne må stige og de sociale ydelser må reduceres.

En af løsningerne er, at man arbejder sig frem mod at samle hele EU i et stort arbejdsmarked. At alle arbejdsgivere og arbejdstagere i EU bliver underlagt præcis samme love, regler og lønniveauer.

Det vil helt fjerne konkurrencen om at opnå lave lønninger, men det vil også betyde, at alle leveomkostninger bliver ens. På denne måde kan arbejdskraften frit bevæge sig over hele EU-området, og ingen vil være motiverede til at klumpe sig sammen i mere attraktive områder.

Robert Ørsted-Jensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Det er det mest intelligente jeg har læst i Information i år! Bravo!

Niels Duus Nielsen, lars ulrik thomsen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

"Vejen bort fra lønslaveriet er at ophøre med at være lønslave. Og tiden for lønslaveriets ophævelse er den sommerdag, hvor alle lønslaver erklærer sig selv for arbejdsløse, ikke af mangel på arbejde, men af mangel på lyst til at udføre lønarbejde" - Chr. Christensen, 1913

http://www.leksikon.org/art.php?n=926

Flemming Berger, Steffen Gliese, Jørgen Steen Andersen, Helle Bing og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Forskellen på nu og tidligere er vel det, der er at miste. Man er defensiv, ikke offensiv, og så er der noget med personligt ansvar. Hvis foreningen ikke taler medlemmernes sag, så må medlemmerne forlade den og lave en ny forening, for uden medlemmer, hvem skal pamperne så være pampere for?

Flemming Berger, Liliane Murray, Jakob Lilliendahl og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Forskellen på nu og tidligere er vel det, der er at miste. Man er defensiv, ikke offensiv, og så er der noget med personligt ansvar. Hvis foreningen ikke taler medlemmernes sag, så må medlemmerne forlade den og lave en ny forening, for uden medlemmer, hvem skal pamperne så være pampere for?

Jacob Hassing

Som magthaver er et af de vigtigste værktøjer: "split din fjende". Det er lykkedes til fulde blandt arbejderbevægelsen og i borgerlivet.
Vi bliver...... eller måske snarre ....... dressere os selv til individualitet med frygt for at miste de goder vi kan opnå på kort sigt.
Steen Knøster ........ hvad skal vi gøre ?

Hans Jørn Storgaard Andersen

Glimrende indlæg fra en postarbejder. Som bekender sig til Enhedslisten jf. "når de trods massiv folkelig modstand, sælger ud af arvesølvet (DONG), eller når de ignorerer befolkningens ønske om en afstemning om udtrædelse af EU. "

Jeg har dog et par spørgsmål til den gode mand:
1. "den betalte frokostpause"
2. "strejkeret, 37 timers arbejdsuge, ligeløn og den sjette ferieuge".
og sikkert flere sejre

Hvor går grænsen? Hvor mange betalte pauser vil man mene er rimeligt?
Hvor mange betalte ferieuger udover den sjette vil man kræve?

Min pointe er, at den ærede postarbejde mener, at han arbejder for meget og for længe - det optimale - hvad er det mon?

Og så den forb.... konkurrence - udenlandske transportfirmaer truer eksistensen af forretningsgangen - hvad ligner det at flytte fra det indre København til det ydre Tåstrup?

Jeg begynder igen at forstå, hvad LO-formand Th. Nielsen mente med "Vi har sejret ad Helvede til".

Lise Lotte Rahbek

Hans Jørgen Storgaard Andersen
Du har store evner udi at formulere dig nedladende, arrogant og direkte uforskammet, når du henvender dig til mennesker, du er uenige med.
Der er absolut ingen grund til at bruge vendinger som "den ærede postarbejder" - tværtimod så provokerer du til, at folk holder op med at tage dine indlæg seriøst.

Prøv om ikke du kan holde en sober tone.
Det vil hjælpe på det generelle debatniveau her hvor mange færdes.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Lise Lotte Rahbek har tilladt sig at anmelde min debatstil, fordi jeg skrev "den ærede postarbejder"?
Det er en formulering, jeg har lært fra Folketinget, hvor man engang var tvunget til at bruge dette respekterede udtryk - så jeg forstår ikke din forargelse?

Når vi skal i petitesser, så var det og er vist stadig en fornem disciplin at tiltale ens modpart i en debat med det korrekte navn - hvis jeg må være så fri. Mit fornavn er altså Hans Jørn og ikke Klaus Jørgen, som du formentlig henviser til i en lidet spøgefuld form. Ikke at jeg har noget imod at blive sammenlignet med en Spørge-Jørgen - for det præcis det, jeg mest gør brug af i en debat.

Plus en god del ironi, for øvrigt. Måske jeg skulle have tilføjet dette ikon: ;-)

Min pointe er ganske klar: Hvor går grænsen for antallet af ferieuger mv.? På et tidspunkt er der jo ikke tid til det egentlig arbejde eller hvad?

Amerikanske postarbejdere har mig bekendt 2 betalte ferieruger om året. Og det gælder vist alle amerikanere, at de arbejder mere, end vi gør i Danmark. Måske det er årsagen til, at de har optjent en større rigdom. Som nogle her i landet misunder dem - uden at forstå, hvorfor det er sådan.

Det her er ikke ironisk ment, det er realpolitik, så det vil noget.

Jens Thaarup Nyberg

Storgaard tror han er i folketinget det ene øjeblik, og i Usa i det andet.

Flemming Berger, Steffen Gliese, Hans Jørn Storgaard Andersen, Jørgen Steen Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Charlotte Svensgaard

Fag bevægelsen er sten død og har været det i årevis. Fagforenings ledelserne er kun til for 2 ting, nemlig det samme som vores politikkere, nemlig at fylde egne lommer med andre folks penge og at beskytte kapital ejernes interesser.
Jeg ved godt at fagforeningerne i deres reklamer bryster sig af sager hvor de har opnået en erstatning her og et medhold der. Og ingen tvivl om det, men det er _små_ sager og hundekiks til medlemmerne i forhold til der hvor der for alvor burde kæmpes både nationalt og internationalt. 3F's bos udtaler i dag "over mit lig" at der skal kæmpes for mindste løn og rettigheder i EU. Hvornår siger medlemmerne "Det kan vel arrangeres?"
En HK'er udtaler at "hun aldrig har oplevet noget lignende" og "hun er chokeret" over fyrings metoderne i Københavns Kommune. Enten har konen snorksovet, og det tvivler jeg på, eller også....
Fagbevægelse og organisationerne skal nok desværre til at starte helt forfra inden for det næste årti frygter jeg

Flemming Berger, Steffen Gliese og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Kære Charlotte Svensgaard ( og andre fagforeningskritikere) (kl 11.08)

Succes måles oftest på, at man får tingene til at glide helt som planlagt og uden ballade og modstand.

De fleste fagforeninger får faktisk de indgåede overenskomster og deres medlemmers tilkæmpede rettigheder respekteret til punkt og prikke af arbejdsgiverne uden ballade og konflikt - og det er udtryk for "godt håndværk" i medlemmernes interesse. .

Man kan også bedømme fagforeningernes succes ud fra, hvordan situationen mon ville have været, hvis de ikke eksisterede.

"Bulder og brag" er ikke udtryk for effektivitet (- tomme tønder buldrer mest ! - ) .

Charlotte Svensgaard

Kære Robert Kroll - "Bulder og brag" er ikke et udtryk for effektivitet - men det er larmende tavshed heller ikke.

Flemming Berger, Steffen Gliese, Kurt Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Jørgen Steen Andersen

Det er uhyggeligt så mange fantaster og drømmere man møder på disse debatsider.
Med disse mennesker som med dumme ditto, så kæmper selv guderne forgæves.

Robert Ørsted-Jensen

Tak Jeg var ufaglært arbejder i 15 år og der er altså ingen her der får mig til at fælde tårer over at lortejobs blir automatiseret væk. Maskinstormeri er ikke vejen frem. Tværtimod. Der er mere perspektiv i fornuftig samfundsmæssig omfordeling frihed til alle via erobring af magten over produktionsmidlerne

Torben Skov, Hans Jørn Storgaard Andersen, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Konkret er postvæsenets problem, at man har taget funktioner fra det, uden at give det andel i de nye opgaver, der er kommet til.

Der er mange bud på hvorfor Danmark får sværere og sværere ved at beskæftige landets borgere. Der bliver fokuseret på strukturmæssig omlægning - dels i erhvervsstrukturen og dels på arbejdsmarkedet eksv. ved arbejdsfordeling, men fakta er at kapitalismen i Danmark ikke vil skabe hverken arbejdspladser eller arbejdsfordeling.

'Arbejdskraftens frie bevægelighed' og ikke mindst 'kapitalens frie bevægelighed' - det vil sige EU bestemmelserne - undergraver samfundsstrukturen. Danmark har et fysisk erhvervs- og arbejdsmarked som er internationaliseret og dermed bliver landet lænset jobmæssigt og økonomisk.

Arbejdskraftens frie bevægelighed er et problem som fagbevægelsen søger at få styr på - hidsigt modarbejdet af arbejdsgiverne og deres politikere.

Kapitalens frie bevægelighed er mindre belyst, men har stor indflydelse på den indenlandske job-skabelse. Danske virksomheder med udenlandske datterselskaber placerer deres omkostninger i danske hjemmehørende selskaber uden tilsvarende at placere indtægterne i Danmark. Senest har udviklingen af disse konstruktioner været præget af, at udenlandske selskaber, hovedsageligt kapitalfonde - kapitalfonde som danske pensionskasser er ivrige investorer i -, som opkøber danske selskaber, hvorefter omkostningerne placeres i de dansk selskaber, mens indtægterne flyttes til udlandet.

Salget af danske virksomheder til udenlandske ejere er steget med 20% årligt i de sidste fem år. Hertil kommer alle erhvervslivets øvrige krumspring for ikke at betale skat, senest aktielånsordninger, men også mange andre fiduser.

EU adskiller merværdien fra produktionsapparatet og skaber større ulighed i medlemslandene. Fra fattige Grækenland til velhavende Danmark fattiggøres underklassen.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Bill Atkins: Hvorfor tror du, at amerikanerne har nået så enormt store resultater i deres økonomiske smeltedigle - kunne det tænkes, at det er .. arbejdskraftens frie bevægelighed?

Når jeg tænker på det daværende USSR, så fik det enkelte menneske ikke lov til at bevæge sig, eller hvad? Du skulle vist søge om tilladelse til at flytte til f.eks. Moskva - for ikke alle kunne komme dertil, vel?

SÅ dette med den "frie bevægelighed", det har vi kopieret fra amerikanerne i EU - og det virker ikke helt endnu, dertil er de 27 lande FOR forskellige - ikke mindst de mange sprog giver problemer.

Dine mareridtsagtige "visioner" om at alle lande i EU bliver fattigere, det burde da være vand på din mølle? Jo flere fattige, jo mere ret får du i dine spådomme - eller er det bare lønlige håb?

ps! Kapitalen har vist altid haft fri bevægelighed, hvis du ikke skulle vide det :-)

Hans Jørn Storgaard Andersen spørger: Bill Atkins: Hvorfor tror du, at amerikanerne har nået så enormt store resultater i deres økonomiske smeltedigle

Tænker du her på de 47 mio. på foodstamps og på de mange millioner daglejere, der lever illegalt i landet til sultelønninger og som Obama forgæves forsøgte at legalisere her for nogle måneder siden.

Eller måske tænker du på smeltediglens evne til at placere de hvide på topposterne i samfundet og de brune og sorte i fængslerne med en en overrepræsentation på 300% og efterfølgende uden stemmeret.

Eller tænker du på din aktieportefølje?

Og fakta er at alle lande i verden har grundlagt deres økonomi under en protektionistisk beskyttelse.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Bill Atkins har fået de sorte briller på, især når han betragter det USA, som jeg kender:
- Hvem betaler disse "food stamps"?
- De mange daglejere klarer sig fint, de kan faktisk ikke undværes
- Obama er vel et godt eksempel på en dreng, der arbejdede sig op i systemet?
- Topposter i samfundet er noget man vælges til - bortset fra virksomhederne.
- Min aktieportefølje har vist intet med sagen at gøre ;-)

Dine fakta, Bill - er ikke mine.
Du er bagud - ikke bare på points, men især på troværdighed.
Du fornægter kommunismens fallit - længere er den potte såmænd ikke.

Herdis Weins

Jeg spurgte i en anden tråd om, hvordan du egentlig forholder dig til de stasi- agtige metoder, ledige på kontanthjælp, folk der ansøger om førtidspension, langtidssyge meldte m. fl. udsættes for ?
Hvordan du forholder dig til at f.eks. folk på kontanthjælp fratages rådigheden over eget privatliv - resultatet af lovgivning iværksat og vedtaget af S og V i skøn samdrægtighed og glimrende eksempler på, at S regner de ledige for mindre end det skidt, de træder på. For da slet ikke at tale om brugen af ledige som gratis arbejdskraft.
Men det er måske for konkret at skulle forholde sig til ?

Hans Jørn Storgaard Andersen

Det skal jeg sige dig, Herdis Weins: Du aner intet om Stasi, hvis du vover at sammenligne det med vores sociale velfærdssystem.
Mener du måske, at det er et tag-selv-bord?
Eller bør der ikke være en læge med på sagen, når/hvis et menneske skal have tilkendt førtidspension?
Vi har afsat beløb til sikring af de mest fundamentale ting i vort samfund - dermed være ikke sagt, at alle kan få præcis det, de ønsker. Det kaldes i mit hovede for optimering - og det har intet at gøre med de kriminelle ting, som foregik i DDR-tiden.

S regner intet menneske for det, du skriver af ord fra din skidtbog.

Storgaard - Hæng dig ikke ordet Stasi. Oversæt til danske forhold. Se på alle de vidnesbyrd, der ustandselig dukker op i medierne. Det er jo ikke borgernes skyld, at der ikke er ballance mellem borgerne og systemet - arbejdsmarkedet og i ydelsesbureaukratiet. Du har sikkert aldrig selv været igennem vridemaskinen ?
Ikke mere om det, som jeg har tærsket langhalm på i lang tid. (UBI)

Robert Ørsted-Jensen

I sig selv udgør hverken "arbejdskraftens" eller "kapitalens" fri bevægelig noget problem for andet end nationalister og natuionalegoister der ikke ønsker at se danmark indgå i union og økonomisk udligning med fattigere lande.

Det eneste der kræves er tværnational fagligorganisering og tilsvarende progressive poilitiske bevægelser på Europæisk nivea.

Vi har alle dage levet med "arbejdskraftens" og "kapitalens" frie bevægelig inden for nationalstaten Danmarks grænser. Det forhindrede os ikke i at kæmpe for og opbygge en velfærdsstat. Udfordringen nu og her er at det nu er påkrævet at organisarere sig Europæisk og tværnationalt.

Leo Nygaard du må ikke hive "Stasi" ud af Hans Jørn Storgaard Andersens formel - så bryder den totalt sammen og han kan ikke forene sin socialdemokratiske retorik med den neoliberale virkelighed han støtter.

Bill Atkins - Den må lige vendes, da vi jo som bekendt ser S fra hver sin side.

Socialdemokratismens big mother filosofi er nemlig ikke spor liberal.
I godhedens navn har de spundet befolkningen ind i et spindelvæv af adfærdsregler og lighedsmageri.

Resultatet er "stasi" metoder, der følger med, når befolkningen ikke kan rette ind.
Storgaard så nok ikke serien på TV sidste år om kontrol og overvågning over fru Jensen og hr Hansen, spiste sammen eller hyggede sin på anden vis, selv om de på papiret var enlige.
Her blev systemet klædt af til skindet.

Børnechecken var universel - uddelt til også til velhavere. Det kunne selv Thorning se var galt, og der blev indført indtægtsgrænse i beregningen.

Den over mange år dyrkede S- bacille bredte sig til andre. Selvfølgelig alerede på venstrefløjen, men også DF og Venstre red med på bølgen af misforstået velfærdsSTAT.

Og hvem går det mest ud over ? Dem, der i forvejen er ude i tovene.
Men de snakker stadig om at BEVARE "velfærdsstaten".

Leo Nygaard læg venligst mærke til at jeg skrev "neoliberal" - altså, økonomien før mennesket: Privatiseringer, New Public Management, mere overvågning og kontrol, kapitalens frie bevægelighed, arbejdskraftens frie bevægelighed, top- og erhvervsskattenedsættelser baseret på sænket niveau i det offentlige, større ulighed, imperial krigsførelse osv. osv...

Ovenstående er det Socialdemokratiet stemmer for selv om de siger noget andet, og HJSA bruger slet ikke begrebet "Stasi" som en metafor for den danske stats overvågning. Han bruger "STASI" sammen med "USSR" til at undgå at diskutere socialdemokraternes dobbeltspil med socialisterne.

Liberale tanker i oprindelig forstand strejfer ikke Socialdemokraterne - kun når de skal danne regering uden om socialisterne, så bliver de Radikale udlagt som værende liberale

Ok - men det ærgre mig inderligt, at ordet liberal skal misbruges - og dermed misforstås.
Neofrihed ! Betyder åbenbart frihed for eliten til at berøve den brede befolknings frihed.
Dansk sprognævn må tage affære.

Leo Nygaard, jeg synes det er perfekt at vi har et samlebegreb for dereguleringen af bankerne og frisætningen af finanskapitalismen, samt alle de samfundsmæssige følgevirkninger...

Sider