Kronik

Man kan tælle Vestens sejre i Mellemøsten på én hånd og stadig pille næse

Når Vesten har engageret sig i Mellemøsten, har man været for ivrig efter at fremme retfærdighed – ikke mindst i form af demokratisering – på bekostning af orden
Canadiske tropper tager stilling på et hustag i Kandahar i Afghanistan under en jagt på talebankrigere. Både Irak og Afghanistan er eksempler på, at man ikke kan have retfærdighed uden orden, sådan som Vesten har forsøgt begge steder, skriver dagens kronikør.

David Guttenfelder

26. juli 2016

Femten års vestlig kamp mod terror og for stabilitet i Mellemøsten har affødt bemærkelsesværdigt få sejre.

Nøgternt set kan vi – med en omskrivning af en CIA-operatørs kyniske vurdering af amerikanske kilder internt i Saddam Husseins Irak – tælle sejrene på én hånd og i rigeligt omfang stadig pille næse.

I det store perspektiv fortæller forløbet os, at vestlige lande har utrolig svært ved at finde et balancepunkt mellem orden og retfærdighed.

De går hånd i hånd, jovist, men Vesten har været for ivrig efter at fremme retfærdighed – ikke mindst i form af demokratisering – på bekostning af orden.

Det er muligt at have orden uden retfærdighed, men det er ikke muligt at have retfærdighed uden orden. Dette forhold har Vesten været uhyre ringe til at forstå.

Afghanistan og Irak er desværre gode eksempler. Væsentlige minoriteter stod uden for fredsprojektet: Taliban i Afghanistan og sunnier i Irak.

Vesten satsede på, at en demokratisk orden kunne kompensere, men forstod ikke ordenens dna. I Afghanistan – traditionelt et land med en svag stat og et stærkt samfund – støttede Vesten opbygningen af en stærk stat.

Læs også: Det er ikke lyst, der driver Vestens interventioner i Mellemøsten

I Irak – traditionelt et land med en stærk stat og et svagt samfund – satsede Vesten på en svag stat. Orden førte derfor ikke til retfærdighed, men magtkamp, oprør og menneskelig elendighed.

Hvorfor gik det så galt? Selve Irakkrigen er en del af forklaringen: En misforstået krig med katastrofale følger.

Men beslutningen om at invadere Irak fylder for meget i vores debat, for den reducerer historien om Vestens engagement i Mellemøsten til en enkelt, kontroversiel person – præsident George W. Bush.

Afghanistan kom forud for Irak, og ingen vestlige lande så klart nok i 2001-2002, at den centrale stat, som afghanerne ville have (fordi de frygtede en fornyet borgerkrig), måtte pakkes ind i en større politik, som på sigt skulle forlige Taliban med staten samt forlige den centrale stat og landets reelle magthavere ude i provinserne.

Vesten fulgte ikke op med denne større politik. I stedet bandt Vesten sig trofast op på den centrale stat, som Karzai mere og mere overtog som sit personlige magtprojekt, og som han kun nødigt trådte et skridt tilbage fra i 2014 – og i kulissen stadig forsøger at styre.

Tilsvarende i Syrien, hvor Vesten aldrig har fået fastlagt en politik over for Assad-regimet. Vesten vil tydeligvis have præsident Assad til at gå af, men ambitionen er afkoblet den førte politik.

Præsident Obama kunne have grebet ind i 2013, da Assad forbrød sig mod Obamas ’røde linje’ ved at bruge kemiske våben, men Obama veg i sidste øjeblik tilbage.

Siden har fokus været på Islamisk Stat, hvilket passer Assad-regimet udmærket. Tilsvarende i Libyen, hvor Vesten mobiliserede sig til en retfærdig krig mod Gaddafi-regimet i 2011, men ikke til at gennemtænke betingelserne for politisk orden.

Vestlig ønsketænkning

Vestlig uformåenhed og mellemøstlig evne til at udnytte vestlige svagheder har drevet Vesten selv ud i en slags desperationens ideologiske borgerkrig markeret af tre positioner. Hver især lover de retfærdighed efterfulgt af orden; hver især er de udtryk for ønsketænkning.

Den første position handler om oprørsbekæmpelse (også kendt som counter-insurgency eller COIN), kapacitetsopbygning og stabilisering. COIN var i 00’erne nationalt fokuseret og lovede stabilisering af Irak og Afghanistan ved ‘hearts and minds’-engagementer.

I dag optræder COIN i en mere regional udgave, hvor Vesten skal sigte bredere, men fokus er stadig på statslig kapacitetsopbygning til gavn for de lokale borgere. Kort sagt, hvis borgerne kan se, at systemet er retfærdigt, vil orden følge.

Manglende tålmodighed og tro på denne langsigtede strategi fører os til den anden position, som går ud på at bekæmpe terrorister (også kendt som CT – counter-terrorism).

Det er Obamas strategi par excellence, og den gør brug af en cocktail af luftvåben, specialstyrker, efterretninger og lokale allierede til at nedslide og eliminere terrorister som Islamisk Stat. Det er en retfærdig krig, er temaet, og man fornemmer en tro på, at orden nok skal følge den.

Endelig er der en tredje position drevet af en revolte mod militære interventioner, og som går ud på at skabe et rent civilt og humanitært engagement i regionen (en human security-doktrin).

Her er der ikke brug for Joint Strike Fighters og lignende, men humanitære brigader, der leverer et godt liv for lokale samfund og dermed trækker loyaliteten fra lokale krigshøvdinge til det internationale fredsprojekt.

Med denne position fornemmer man i særdeleshed, hvordan retfærdighed kan antages at være en form for orden i sig selv.

Den mest solide og løfterige position er den første. Den anden position – som Vesten i dag har lagt sig op ad – er simpelthen alarmerende fattig på politiske løsninger.

Den tredje position – som har betydelig indflydelse i form af FN-segmentet i det politiske spektrum – har helt afskrevet politisk orden som et løsningselement, vist nok i en appel til en kosmopolitisk fusion af retfærdighed og orden.

Fra orden til retfærdighed

Fortalere for position to og tre er i sagens natur stærke modstandere af position ét og dermed COIN. Vi har ikke tålmodighed og ressourcer, og vi kan ikke skabe demokrati med militær magt, lyder essensen af deres indvendinger. De har en pointe, men drager de forkerte konklusioner. Konklusionen er, at vi skal gentænke COIN.

COIN gik galt i 00’erne, fordi indsatsen blev for stærkt bundet op på statiske og nationale modeller for orden: den stærke stat i Afghanistan; den svage stat i Irak.

Det var, som om COIN gik ud på at kaste enorme ressourcer ind på at udmatte modstanderne af disse stater og håbe på, at de ville blive mere udmattede end os. Det gik omvendt. Oprørerne er stadig i gang; Vesten er gået over til discountstrategien CT.

Det var gamle COIN. Fornyet COIN – som vi har brug for – skal kobles ind i en mere dynamisk diplomatisk strategi for at fremme regionale politiske løsninger, som kan skabe en orden inden for hvilken, retfærdighed kan få en chance.

På den ene side må man være pragmatisk. Det kan ikke nytte noget at stille betydelige aktører uden for døren, som man i en årrække gjorde med Taliban i Afghanistan.

Rusland, Iran og elementer af de sunnimuslimske oprørere i al-Nusra og Islamisk Stat skal således med i dialogen. På den anden side kan man ikke naivt overlade banen til dem.

De bruger betydelige militære ressourcer på at tippe magtbalancen til egen fordel, og Vesten må identificere sine allierede og arbejde med dem. Vil Vesten etablere orden i regionen, må diplomati og væbnet indsats aktivt koordineres.

Defekten i gamle COIN var, at den godtog den politiske ramme (den var jo demokratisk!) og dernæst forsøgte at optimere koblingen mellem væbnet indsats og udviklingsbistand.

Gamle COIN arbejdede sig således fra retfærdighed mod orden – og fejlede. Nye COIN bør sætte den politiske ramme i centrum og koble væbnet indsats og diplomati sammen i en strategi for at opnå den. Nye COIN skal arbejde fra orden mod retfærdighed.

Nye COIN er ikke let. Vesten må gå på kompromis med sin retfærdighedssans, opgradere diplomatiet og koblingen til militæret, og vænne sig til, at politisk orden er noget, der skal kæmpes for.

Og så må vestlige ledere udvise lederskab – formulere realistiske mål, samle vennerne, åbne forhandlinger, og ikke mindst gå foran i dialogen med egne befolkninger for at forankre tålmodige og langsigtede strategier i vores politiske systemer.

Har man ikke lyst til det, så er der counter-terrorism og human security at falde tilbage på. Det skal nok blive en fest.

Sten Rynning er professor, leder, Center for War Studies, SDU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aksel Gasbjerg

Krigene i Mellemøsten er ren og skær imperialisme fra USA/Vesten's side. USA vil have verdensdominans både politisk, økonomisk, militært og ressourcemæssigt.

Midlerne til dominansen er krige, økonomiske afpresninger, CIA's hemmelige forbrydelser, politiske rævekager, medieinfiltrationer osv.

Et led i denne imperialisme er desuden at destabilisere de stater i Mellemøsten, der strategisk udgør en trussel mod et Israel, der er USA's trojanske hest i regionen.

Artiklen ser de mellemøstlige krige udelukkende gennem amerikanske briller og fokuserer derfor kun på overfladiske symptomer, mens en dybere årsagsanalyse er fuldstændig fraværende.

Lars Jørgensen, Jan Pedersen, Tom Clark, Erik Boye, Bo Carlsen, Herman Hansen, Hans Larsen, Palle Yndal-Olsen, peter fonnesbech, Mark Thalmay, Eigil Thomassen, Bill Atkins og John Andersen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Sten Rynning

Det allerbedste er at holde sig langt væk fra Mellemøsten - både med soldater og luftvåben.

Lad dem selv finde en balance.

Hvis vores indblanding og de rædselsfulde menneskelige ofre - både af egne tropper og lokale indbyggere - kunne ses at have en positiv effekt, så kunne vi diskutere en intervention.

Men det ender galt hver eneste gang - situationen bliver værre for de lokale indbyggere, og vi sidder tilbage med en række unge mennesker, der er ødelagt i krop og sjæl.

For slet ikke at tale om de faldne og de familier, der skal samle skårene op.

Erik Boye, John Andersen og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne kommentar

En af de mest interessante artikler i lang tid. Vestens militære skrivebordsstrategier oplistes, muligheder opregnes, den millitære uformåenhed i den demokratiske spændetrøje udpeges som årsag til den udeblivende militære succes.

Den militære opfordring til løsning er "Ny COIN” Implicit: Flere vestlige soldater på landjorden. (Og hustagene. Se foto)

Vesten må gå på kompromis med sin retfærdighedssans, opgradere diplomatiet og koblingen til militæret, og vænne sig til, at politisk orden er noget, der skal kæmpes for. siger Sten Rynning.

Politisk skal demokrati, civilisme og retfærdighedssans altså afkobles fra den militære dagsorden. Miltæret skal have frie hænder.

Og så må vestlige ledere udvise “lederskab"

Denne opfordring til politisk “lederskab" kom også fra Laurence "Larry” Fink lederen af Blackrock, verdens største kapital fond. Efter han i samme sætning havde afvist mere hjælp til de private banker, vel vidende at Deutsche Bank, verdensøkonomiens Lehmann Brothers, skulle trækkes i retten. Finanskapitalen vil af med deres lortelån, de skal skylles ud i lokumet. "Folk er vrede", sagde Larry også.

Det kapitalistiske system er bankerot, nedtællingen er begyndt. Tidligere i historien ville denne situation have udløst en krig allerede på nuværende tidspunkt.

"Westlichen Führer müssen Führung zeigen"

uffe hellum, Arne Thomsen, Niels Duus Nielsen, Erik Pedersen og Mark Thalmay anbefalede denne kommentar

Mange interessante synspunkter findes der da i artiklen, - og det meste syntes at være rent skrivebordsarbejde efter læsning af rapport efter rapport m.v., men realiteterne ude i det virkelig liv i såvel Irak som Afghanistan, og vestens handlinger undervejs i krigene er helt forsvundet.

Fra de film - dokumentarer, der har været vist fra Irakkrigen og den civile indsats giver et billede af "nedrivning, nedrivning og atter nedrivning" af Bath-partiet og dets institutioner som der altovervejende mål, og sideløbende hermed yderligere "nedrivning osv., osv." forsat indenfor andre grene af samfundsstrukturen i Irak, - som en politisk besættelse udført af administratorer uden indsigt i meget andet end - "politisk nedrivning", med formålet at bygge en demokratisk stat op sidenhen på 14-dage.

Så enkelt gik det som bekendt slet ikke - tværtimod(!), disse politisk valgte tåber til administratorer havde slet ingen forståelse for hvorledes samfundet var bygget op, og hvilke "normer" der var standard for orden, stabilitet og sammenhæng i samfundet.

Et lille eksempel på "nedrivningen" og det tilhørende kaos som følge heraf, ses tydelig ved general Petraeus overtagelse i Irak, hvor administratorerne havde fyret alt politi, så der ingen var til at tage vare på lidt lov og orden i byerne.

Det var næppe alle der elskede Saddam Hussein i Irak, så mon ikke mindre havde været mere relevant, og Petraeus fik da også hurtigt en politistyrke på benene igen, hvilket skabte nogen fred i f.eks. Bagdad.

Nu ligger der væsentlig mere bagved en blot lige politi på gaden selv om det er udmærket, men dertil kommer også selv "indretningen" af det lokale element i byområderne med Sheiker og deres grupperinger, som vigtige faktorer i samfundet.

Dette enten anede eller overså man totalt for "nedrivningens" skyld som ligegyldigheder, men også her begik man en væsentlig fejl i mangelen på forståelsen af samfundsstrukturen, hvilket viser man ikke skal indsætte politiske venner eller høge blot fordi de er høge, eller maniske tosser der tror de ved hvordan det skal gøres - uden nogen som helst indsigt i de samfund man skal bestyre og styre mod et troværdigt demokrati.

Robert Ørsted-Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Danmark har fået opfyldt sine to vigtigste målsætninger ved at deltage i USA's angreb på Irak.
Mærsk har stadig sit lukrative monopol på at sejle forsyninger til Pentagons baser over hele kloden og Anders Fogh blev generalsekretær i Nato.

Lars Jørgensen, peter fonnesbech, Espen Bøgh, John Andersen, Niels Duus Nielsen, Hans Larsen, Erik Pedersen og christen thomsen anbefalede denne kommentar
Mathias Wulff

Hvad har motiverne egentligt været for at gå i krig i mellemøsten? Artiklen nævner

"Når Vesten har engageret sig i Mellemøsten, har man været for ivrig efter at fremme retfærdighed"

"... har drevet Vesten selv ud i en slags desperationens ideologiske borgerkrig"

Mon det er resultatet af uvidenhed eller et journalistik fravalg at aspekter som olie og kontrol med området end ikke nævnes?

Lars Jørgensen, peter fonnesbech, Jan Pedersen, Tom Clark, Steffen Gliese, John Andersen, Bo Carlsen, Herman Hansen, Niels Duus Nielsen, Erik Pedersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Mathias Wulff, selve krigens flytten penge fra staten til militæret til indkøb og udvikling nævnes heller ikke, ej heller erhvervslivets indtjening på den skattefinansierede militære destruktion og opretholdelse af åbne markeder i regionen. Kort sagt hele den underliggende økonomi er ikke til debat.

Lars Jørgensen, Jan Pedersen, John Andersen, Jan Weis, Olav Bo Hessellund, Niels Duus Nielsen og Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Søren Wegner

@ Sten Rynning

'Præsident Obama kunne have grebet ind i 2013, da Assad forbrød sig mod Obamas ’røde linje’ ved at bruge kemiske våben, men Obama veg i sidste øjeblik tilbage.'

Bare fordi en løgn gentages (af en professor), bliver den ikke mere sand. Assad 'forbrød sig' ikke mod Obamas røde linje.

http://www.lrb.co.uk/v36/n08/seymour-m-hersh/the-red-line-and-the-rat-line

Det eneste, vi med absolut sikkerhed ved om sarinangrebet i Damaskus, er, at raketten blev affyret fra tyrkisk støttet, oprørskontrolleret territorium.
Samt at Assad må være lallende idiot, uden evne til at tænke to sammenhængende strategiske tanker, hvis han bruger sarin mod civile, mens FN's våbeninspektører pakker ud på et hotel i byen.

Efterretninger har siden konkluderet, at Erdogans folk stod bag angrebet!

Obama fik i sidste øjeblik at vide, at Assad var uskyldig, og at massakren reelt var et tyrkisk afpresningsforsøg. Alt tyder på, at det var derfor, han (til høgenes og Erdogans fortrydelse) undlod at reagere med fuldskala krig.

Lars Jørgensen, uffe hellum, Tom Clark, Steffen Gliese, John Andersen, Niels Duus Nielsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Svagheden i artiklen er at sætte demokrati lig med retfærdighed, hvor så orden vil indfinde sig. Man kommer til at tænke på Fukuyamas ”Historiens afslutning”. Der findes masser kritik af Fukuyamas reduktionistiske læsning af Hegel, som mange mener er en fejllæsning. Desuden undgår han helt det etiske spørgsmål om intervention. Alt gøres til teknik og man undgår en filosofisk og etisk debat.
Det kan være letsindigt at tage alt for let på islams tilbud om at optræde som universalistisk alternativ. Indadtil kender vi meget vel til den udbredte utilfredshed med, at kristendommen og den vestlige tanke stiller os alene og frit. Dertil kommer den genklang, islam faktisk har vundet i andre verdensdele ved at markere sig som antivestlig ideologi. Det er altså ingenlunde tilfældet, at islam er ude af stand til at ekspandere ved at vinde sjæle for sig. Inden for vor egen kulturkreds er konvertering til islam ganske vist sjælden, men det er den ingenlunde andetsteds. Idet islam rakker ned på vestlig ”tøjlesløshed” og” dekadence”, tilbyder den folk et ordnet liv i fromhed under shariaèn , en tredje og ”bedre” vej mellem kommunistisk tvang og kapitalistisk opløsning. Derved kan den meget let andetsteds vinde et gehør som er utænkelig for os. Livet under Abrahams sande Gud forud for alle former for jødisk og kristent forfald kan tiltale ved at være enkelt, fast struktureret og overkommeligt.

Robert Ørsted-Jensen

Det er I alle tilfælde et forfrisee nytænkt indlæg

Jo Bøg politisk pluralistisk demokrati er udtryk for rtfærdiged i sammenligning med enhver form for diktatur. Mm politiskdemoksti er ikke og må ikke blive flertals diktatur og demokrati kan ikke stå alene

Olav Bo Hessellund

Mathias Wulff & Bill Atkins: Ejheller er i artiklen nævnt Sadam Husseins hensigt om at erstatte dollaren med euro, når det gælder oliehandel. Det kunne meget vel blive en torpedo under USAs dollar-hegemoni, hvis efterspørgslen efter euro på sigt ville overgå efterspørgslen efter dollar. Og hvordan skulle USA kunne finansiere sine enorme budgetskud, hvis den øvrige verden ikke længere ville købe dollar? Kineserne og andre ville måske tilmed begynde at sælge ud af deres enorme dollarbeholdninger.

Men ét efter min mening afgørende motiv er heller ikke nævnt: 9/11. Denne begivenhed har været katalysatoren for næsten al storpolitik lige siden. Den har ført til det kaos, vi lever med i dag - med de enorme ødelæggelser i Mellemøsten, flygtningestrømme til Europa, terror og indskrænkninger i de borgerlige frihedsrettigheder både i USA og Europa, som vi dagligt må slås med. Påstandene om bin Laden som bagmand fremstår stadig som kun en påstand, der aldrig er bevist. Og Sadam Husseins skjulte masseødelæggelsesvåben viste sig at være løgn.

Når man tænker på hvilke enorme følgevirkninger 9/11 har fået i verden, er det utroligt, at begivenheden aldrig er blevet efterforsket som det, den er, nemlig en forbrydelse. Når man efterforsker forbrydelser, følger man jo helt bestemte procedurer. Det er således forbudt at fjerne bevismateriale fra gerningsstedet, hvilket netop skete ved 9/11.

I det hele taget gælder, at når man dykker lidt ned i selve begivenheden samt de begivenheder, der fandt sted både før og efter, viser der sig at være så mange relevante og ubesvarede spørgsmål, som ikke alene ikke er besvaret, men tværtimod er søgt saboteret besvaret af de amerikanske myndigheder. Det er fx videnskabeligt godtgjort, at de to tårne og bygning 7 (sidstnævnte styrtede sammen uden at være ramt) ikke ville kunne kollapse på den måde, de gjorde uden at trodse fysikkens grundlæggende love (Galilei's lov om faldende objekter og Newton's bevægelseslove).

Alligevel er det stadig tabu i mainstream-medierne for alvor at sætte spørgsmålstegn ved de officielle rapporter om 9/11 . De, der alligevel gør det, er ofte pensionerede forskerere eller militærfolk, piloter m.fl. som ikke risikerer at sætte deres karrière på spil. Herhjemme har general Kjeld Hillingsø dog udtalt, at kun en stat ville kunne have planlagt og gennemført begivenheden, og tidl. major i FET Stephen Egede Glahn tror ikke de officielle forklaringer over en dørtærskel https://www.facebook.com/911truthDK/

Men sagen er vel også, at hvis det viser sig, at 9/11 vitterligt var et insiderjob, så udfordrer det selve det verdensbillede, flertallet i vores del af verden via medierne har dannet sig af 9/11 og af USAs og Vestens rolle som offer - og det er jo altid pinefuldt at skulle indrømme, hvis man har taget grueligt fejl i en vigtig sag og levet på en løgn. Men det er før set i historien, at magthavere har indledt krige, forfølgelser, fået indført diktatoriske beføjelser med begrundelser, som senere viste sig at være falske: Rigsdagsbranden i Berlin 1933, Japans overfald på Kina 1937, Hitlers overfald på Polen 1939, Tonkin-bugten 1964 som ind- og anledning til USAs invasion i Vietnam - og så var der jo også kejser Nero, der brændte det halve Rom ned som indledning til kristenforfølgelserne. Kort sagt: Det er ingen nyhed, at stater også kan optræde som forbrydere.

Lars Jørgensen, Niels Duus Nielsen, Tom Clark, Jan Weis, John Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Dette er da nogle interessante betragtninger - men der ses helt bort fra den afgørende faktor som forudsætning for succes - og det er TIDSFAKTOREN.
Hvis man havde villet Iraq det godt havde man måttet påregne "besættelse" i mindst 3 generationer (ca 75 år) før regnebrættet kunne gøres op - og jeg er stærkt tvivlende overfor om præsiden George W Bush (i sin post-alkholiske afstumpethed) har kunnet overskue dette.

Personligt er jeg mere fokuseret fremad. Eksempelvis er jeg blevet mere og mere interesseret i hvad Sten Rynning, professor, leder, Center for War Studies, egentlig mener med:

Vesten må gå på kompromis med sin retfærdighedssans, opgradere diplomatiet og koblingen til militæret, og vænne sig til, at politisk orden er noget, der skal kæmpes for.

"Retfærdighedssans" er grundlaget for vores retssikkerhed. Kompromisser på retssikkerheden kan åbne op for undtagelsestilstand, og er der undtagelsestilstand er det enkelte menneske i magthavernes vold. Og "koble os til millitæret".

COIN virker lige så effektivt i Frankrig og i Danmark som i Irak og Syrien.

Ovenstående er jo en usminket opfordring til at politikerne overlader den indre sikkerhed til militæret.

Hollande har lige stået og udtalt: "Vi er i krig med IS" om en handling her i Europa. Jeg tror ikke bare det er en beredskabsøvelse eller en dokufiktion på TV vi står overfor.

Arne Thomsen

Skønt at der er så mange kommentarer på denne artikel om USA-EU's provinsielle holdning til denne klodes civilisationer :-)

Robert Ørsted-Jensen
Jeg kan se, at vi er enige, demokrati er ikke entydig = retfærdighed. Man behøver bare at læse ”The Price of Inequality” af Stiglitz.

Steffen Gliese

Iraq var et nederlag, da det havde varet blot halvdelen af den tid, Verdenskrigene hver for sig varede. Amerika skal tydeligvis kun flashe sit militær og for Guds skyld ikke indsætte det i rigtig kamp, for det svækker tilliden til den reelle styrke.

Ved eftertanke helt tilbage til Vietnamkrigen, kan det ikke undgås at den tanke - det spørgsmål dukker op; "kan Amerika overhovedet vinde en krig medmindre de smadrer et land totalt så det er ubeboeligt i de næste 100 år"?

Det amerikanske "allianceparadigme" hvor FN omgås totalt, har lidt et alvorligt knæk siden løgnen om Irakkrigen("masseødelæggelsesvåben") blev en kendt sandhed, der var opfundet til lejligheden, men alligevel ser vi stadig lande tilslutte sig dette "allianceparadigme" uden nogen form for reservation, såvel overfor historiens lære om Irakkrigens løgn, eller i forbindelse med fiaskoerne ved Irakkrigen, Afghanistan og Libyen, - mange syntes fortsat begejstrede for at sende deres soldater og krigsmateriel til fremmede egne langt væk fra landenes hjemlige grænser, og med en retorik om bærret på lagkagen om vor frelsende demokratiske intentioner som mål

Det udsigtspunkt har imidlertid skiftet til i dag at være et spørgsmål om et forsvar imod terrorisme i hjemlandene, - men stadig intet om hvorledes denne terrorisme er kommet til vort "dørtrin", som en følge af vor egen krigsliderlighed ude i det fremmede.

Disse umennesker udefra der slår uskyldige mennesker ihjel for en hellig tro, og skråler Allah når de udfører deres terrorisme, der påfører vores samfund borgere så meget lidelse når deres familiemedlemmer bliver dræbt for de andres religion.

Den slags forstyrrer vores fredelige lande og vores demokratier, som kun kom for at bringe fred og demokrati til deres land igennem en tiårig periode, - nå ja, som ganske vist førte til over 1 mio. dræbte familiemedlemmer i deres land, foruden militærets tab, og lige så ofte til kamphylet "Geronimo" fra en hypermoderne helikopter med alskens elektronik.

I vor selvforståelse er kamphylet "Geronimo" fredens og demokratiets udtryk, selv om vi i alle krigen ti år har slået mindst 50 mennesker ihjel dagligt, og berøvet familiemedlemmer deres kæreste, men fordi de er os livsstilsmæssigt underlegne har deres døde ikke den samme menneskelige relevans for vestlige krigeriske politikere.

Viggo Okholm, peter fonnesbech, Stig Bøg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar