Kommentar

Det bliver en kolossal opgave at rydde op i København

Det er en uskik, at byggeri primært fortæller om samfundets overordnede magtstrukturer. Det burde afbilde det demokratiske samfund. Så ville det måske også være til at holde ud at leve i
Det er en uskik, at byggeri primært fortæller om samfundets overordnede magtstrukturer. Det burde afbilde det demokratiske samfund. Så ville det måske også være til at holde ud at leve i

Ditte Valente

23. juli 2016

I vores samfund er bevidstheden om, hvilke fysiske rammer det gode liv kræver, forsvindende lille. Det ser man over alt, hvor nye byggerier skyder op.

I vor verden er det i en vis forstand kun de ting, som kan udtrykkes i ord, der gælder, men ord alene bygger ikke et hus. Der skal billeder til i form af planer, tegninger, tredimensionelle fremstillinger og modeller for at forklare en bygning eller en planlagt bebyggelse eller bydel.

Picasso skal have sagt, at hvis han kunne udtrykke det, han malede, i ord, var der jo ingen grund til at male det.

Hvem har ikke set filmatiseringer af romaner, hvor hele billedsiden var overraskende anderledes, end de billeder ens fantasi fremmanede, da man læste bogen.

Vi kan altså udmærket tænke i billeder, men andres fantasibilleder er svært tilgængelige for ikke at sige umulige at se, og det er altid en større eller mindre overraskelse for bygherrer og opdragsgivere, at det byggeri, de fik, blev, som det blev.

Smukt på papiret

Selv om tegninger og modeller foreligger, kan mange ikke helt forstå meget andet, end at det jo ser meget godt ud som grafik og billeder.

Det gør det, fordi arkitekten eller designeren altid bestræber sig på at vise sit projekt fra dets bedste side, og fordi det viste af gode grunde hovedsageligt er skaleret ned til at kunne overskues inden døre og på papir.

Selv for professionelle kan det være vanskeligt helt at sætte sig ind i andres projekter, så det er ikke så mærkeligt, at uprofessionelle har svært ved det.

Da planen for Ørestad i sin tid blev præsenteret i bordhøjde for beslutningstagerne, så de reelt, hvordan det nok ville komme til at tage sig ud fra temmelig stor højde – en højde og vinkel, kun de færreste vil opleve.

Man må da håbe, at måger og andre højtflyvende kan nyde, hvad planlæggerne har lagt vægt på, tvunget som de var af planens skala. For mange andre er det temmelig svært. For ikke at sige umuligt.

Byggeuskik

Den berømte amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright skal engang have sagt til en bekendt, der var kirurg, at han var heldig, fordi han kunne begrave sine fejltagelser, mens han som arkitekt var tvunget til at leve med sine.

Nu ville det være løn som forskyldt, hvis fejltagelsen alene gik ud over arkitekten, men hans værk kommer typisk til at spille en rolle i mange menneskers liv i mange, mange år.

Altså bør det byggede miljø planlægges med ekstraordinær omhu fra samfundets side, men når man ser sig omkring i dagens Danmark, savner man i deprimerende grad den omhu.

Bevidstheden om, hvad der gør byggerier varige og bæredygtige, er mangelfuld selv blandt fagfolk. Forstyrrende ideer om størrelser og udformninger har skabt en moderne byggeskik, som i meget høj grad er en uskik.

Det er en uskik at bygge stort og ude af menneskelig skala. Det er en uskik, at det, bygninger og miljøer afbilder og udtrykker, er organisationerne eller investorerne bag det byggede og disses arkitekter. Det er en uskik, at alle enheder, hvis sådanne overhovedet udtrykkes, er ens, når indholdet er så relativt uens.

Læs ogaå: ’Jeg har svært ved at pege på én vellykket ny bydel i København’

Det er i det hele taget en uskik, at så meget byggeri prøver at stå ud som noget særligt, når indholdet er almindelige familieboliger. Det er en uskik, at der tages så lidt hensyn til det allerede byggede, når nyt skal tilføjes.

Endelig er det først og fremmest en uskik, at det byggede miljø primært fortæller om overordnede magtstrukturer, når det jo burde afbilde det demokratiske samfund, vi ønsker at leve i.

Det nybyggede er sjældent rart. Det kan være imponerende eller flot set fra visse positioner, men rart er det ikke. De fleste arkitekter foretrækker da også selv at bo i noget andet.

Det begyndte at gå galt tidligt, da byggeskikken i København for 400 år siden blev brudt af kongemagten med et Nyboder, der har huslænger på op til 180 meter. Mange familier skulle nu uniformeres og helt anonymiseres bygningsmæssigt, så den ene ikke kunne skelnes fra den anden.

Det var dog først efter branden i 1728, at der for alvor begyndte at blive spekuleret i at lave boliger til andre end en selv, og først i det 20. århundrede løb denne udvikling helt løbsk i mastodontbyggerier, som ignorerede alt, hvad der var rart ved det gamle København. I

dag er Nyboder jo nærmest hyggeligt i sammenligning med, hvad befolkningen ellers har mulighed for at bebo, og den enkelte brugers mulighed for at udtrykke og indrette sig udadtil er ganske forsvundet.

Vestersøhus, som alle professionelle beundrer, selv jeg, ser flot og fint ud fra den anden side søen, hvor det hele kan overskues, men at vandre langs dets uendelige facade er en ørkenvandring.

Demokratiet burde sikre os mod uskikke i vort fysiske miljø, men så længe uvidenheden og grådigheden får lov at herske, sker det ikke. Når bevidstheden engang måtte blive tilstrækkelig, foreligger der en kolossal opgave med at rydde op i København.

Niels Barrett er arkitekt og lektor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Planlægning og byggeri afspejler faktisk demokratiet i dag. Planloven giver befolkningen masser af muligheder for at øve indflydelse på, hvad der skal bygges og hvor meget. Problemet er, at det i sidste ende er op til politikerne at bestemme, hvor meget de vil lytte til borgerne.

På en måde var det bedre under enevælden. Dengang besluttede kongen Frederiksstaden uden hverken adel, borger eller bondes medvirken, ligesom også landboreformerne. men at Niels Barrett her kritiserer Nyboder er dog mærkeligt, så fremsynede, sunde (relativt), lyse og luftige de var. Man skulle 2-300 år længere frem i tiden, før Lægeforeningen byggede Brumleby og diverse arbejder-boligforeninger Kartoffelrækkerne med mere, også et godt demokratisk aftryk..

Klaus Seidenfaden

Flere gode punkter. Men behag! Bliv ikke båret væk af din begejstring for engelske udtryk som 'stå ud'. Alt det tager, er nogle få tidlige adoptanter, og det vil sprede som vild ild. Anglismer er til sproget, hvad dårlig arkitektur er til bybilledet...

(Undskyld, kunne ikke modstå...) ;-)

Jeg sidder med en følelse af at arkitekter er en temmelig fintfølende faggruppe - og dømmer hinanden temmelig hårdt . Jeg kan godt se nogle af fejlene ved Ørestaden, men synes ikke det helt er så slemt. Ja, der er sgu' ulemper ved at bygge i højden, men de praktiske fordele udelades her, hvor det kun er fagmanden æstetiske sans der får taletid.

Niels Barrett

Kære Michael Kongstad Nielsen
Jeg er enig i, at det byggede afspejler samfundets tilstand, men den er, som jeg skriver, præget af et utilstrækkeligt bevidsthedsniveau, og det har store skadesvirkninger. Jeg anser ikke Brumleby og kartoffelrækkerne for gode demokratiske udtryk.

Kære Klaus Seidenfaden
Jeg tror, det danske sprog, tilføjet denne betydning af at "stå ud", vil forbedre muligheden for at forstå et væsentligt forhold vedrørende byggeri, og det er nu mit professionelle felt.

Kære Theo Askov
Æstetik er for mig snævert knyttet til nyttehensyn, og højt byggeri har mange ulemper, som i højere grad har med nytte end med æstetik at gøre. Høje bygninger kræver megen plads omkring sig, og de er ubehagelige at være i nærheden af, på grund af deres skygge og vindforstærkning. Der er for mig ingen god grund til, at det byggede ikke er rart.

Venligst
Niels Barrett

Sup Aya Laya

"Det er en uskik at bygge stort og ude af menneskelig skala. Det er en uskik, at det, bygninger og miljøer afbilder og udtrykker, er organisationerne eller investorerne bag det byggede og disses arkitekter. "
Hmmm, når man lytter til Ditte Okman - der har søgt aktindsigt i processen omkring byggeriet på Postgrunden i København - er det igen tydeligt, at det eneste parameter der bygges efter er bygherrernes ønsker. Når de altså har penge (magt) nok.

I nedenstående link kan man hører:
Grunden ejes nu af Danica og investeringsfirmaet BlackRock.
I december vedtages det på rådhuset at der på grunden må bygges max 24 m i højden og med en byggeprocent 185%. Det viser sig dog i aktindsigten, at det på forhånd er blevet aftalt at der kan bygges 105 m høje tårne og en byggeprocent på 450%.

Endvidere har bygherrerne kundgjort at de grønne områder bliver betydelig mindre end lokalplanen foreskriver, og at 30 % af dem etableres på tagene af tårnene ( ikke tilgængelige for offentligheden).

Via aktindsigten vises også hvordan forvaltningen arbejder. Planchef Ingvar Sejr Hansen, Københavns Kommune, giver beredvilligt bygherrerne gode råd om hvorledes retorikken skal drejes i kommunikationen med borgmestrene. Danica skal huske formlen "Giv tilbage til byen" når de kommunikere med Morten Kabel, og " husk at nævne arbejdspladser" når det er Frank Jensen der skal drejes.
Der hvor sagen er nu, forlyder det, forsøges det at samle stemmer udenom Teknik og Miljøforvaltningen - dermed kan dispensationerne gives uden at der stemmes om dem . . .
Fra ca 17:35
http://www.radio24syv.dk/programmer/det-vi-taler-om/14099478/17%3A21/det...