Kronik

Da jeg kom på psykiatrisk hospital, forsvandt vennerne

Jeg er indlagt på psykiatrisk afdeling på sjette måned. Flere venner har sagt, at de vil kigge forbi, men jeg har ikke set skyggen af dem. Andre droppede kontakten, da de fandt ud af, hvor jeg er. Det nager mig, for det kræver netværk at få fodfæste i samfundet igen
Jeg er indlagt på psykiatrisk afdeling på sjette måned. Flere venner har sagt, at de vil kigge forbi, men jeg har ikke set skyggen af dem. Andre droppede kontakten, da de fandt ud af, hvor jeg er. Det nager mig, for det kræver netværk at få fodfæste i samfundet igen
25. juli 2016

Den 13. januar havnede jeg på psykiatrisk skadestue på Bispebjerg Hospital. Der begyndte en rejse ind i et system, jeg ikke forstår og ikke kan affinde mig med at være en del af.

I begyndelsen troede jeg, at jeg kun skulle være her et par dage. Lægen mente et par uger. Nu er der gået et halvt år. Dagene her er noget lange og meget trivielle. Det meste af tiden går med at sidde og stirre ud i luften.

Ud over de piller, jeg får stukket i munden, er det mest af alt en opbevaringscentral, hvor jeg håber, at tiden og medikamenterne læger alle sår. Mine tanker er noget rodede, og jeg kan ikke rigtig finde rundt i dem. Jeg ved dog, at der er nogle ting, jeg slet ikke forstår.

Jeg prøver at forstå, hvorfor plejepersonalet på afdelingerne ikke har mere tid. Her er hverdagen så travl, at man føler, man er i vejen og til gene for, at personalet kan udføre deres opgaver – på trods af, at jeg jo faktisk er en del af deres arbejde.

Jeg prøver at forstå meningen med at være på et hospital, når der kan gå over en måned imellem, jeg taler med en læge. Godt nok har de givet mig en diagnose og pakket mig ned i en lille boks, men det betyder vel ikke, jeg er færdigudredt?

Jeg forstår godt, at psykiatrien synes, flere skal behandles ambulant. Men at skære så meget i sengepladserne, at to, der ikke har nogen mulighed for udgang, skal dele værelse, det forstår jeg slet ikke. Der er ingen mulighed for den mindste smule privatliv eller for at give hovedet lidt ro. Selv om det faktisk er hovederne, den er galt med for de her patienter.

En ting, jeg til gengæld forstår alt for godt, er den uvished, psykiatriske patienter ligger inde med. Du ved aldrig, hvornår du skal noget næste gang, hvad det næste træk bliver.

Mange advarselslamper

For mig begyndte det tilbage i gymnasietiden. Tre år, der ikke just var en dans på roser. Jeg kravlede rundt nede blandt tornene, i forsøget på lige akkurat at klare mig igennem og finde min vej ud. Jeg blev mødt af et uddannelsessystem stort set uden fokus på psykiske problemer. Måske pjækkede jeg bare fra de timer, da de var på skemaet – men skal jeg være ærlig, tror jeg aldrig, de var der.

Det var tre år, hvor der ad flere omgange var tændte advarselslamper både over for venner, lærere og studievejleder. Jeg tror ikke, at nogle af dem var i tvivl om, at jeg ikke altid havde det lige let. Alligevel var der ingen, der sagde noget til mig. Selv da jeg havnede ved skolepsykologen i slutningen af 3.g, med hvad jeg troede var en enorm ensomhed, blev jeg bare mødt med en sommerferieklar attitude. Hun havde ikke rigtig tid til mig, for jeg blev alligevel snart student.

Jeg bebrejder dem ikke. Jeg drømmer bare om et uddannelsessystem, hvor der er fokus på psykisk sårbarhed. Så kunne jeg og mange andre være blevet hjulpet meget tidligere. Jeg er nok bare en naiv dagdrømmer, men vi kurerer ikke psykiske sygdomme ved at ignorere dem. Tværtimod.

Nu er jeg havnet på det, de kalder det bedste tilbud for indlagte patienter, der skal hjælpes ud i samfundet igen. Atmosfæren er lidt som en spejderlejr bare uden alle aktiviteterne. Personalets timer er minimumnormeret, hvilket betyder, at der ikke er tid til at lave flere aktiviteter. Jeg forstod ellers, at det netop var hensigten med det her sted.

Hvad går tiden så med? Når jeg ikke kigger ud i luften eller slår lidt til en fjerbold, går tiden med at sladre med de andre patienter om andre patienter. Om det er en effektiv behandlingsform, kan vi godt diskutere. Hvis det her virkelig er det bedste tilbud, så er jeg meget bekymret på psykiatriens vegne. Men i det mindste er der nogle her, der rent faktisk prøver at hjælpe mig videre. De ikke bare snakker om det, de forsøger også at sætte handling bag ordene. Det er jeg taknemmelig for.

Vennerne dukkede aldrig op

Som tiden går herinde, dukker der flere spørgsmål op end svar. De fleste går på det system, jeg er blevet viklet godt og grundigt ind i. Men det, der nager mig mest, er den måde, jeg bliver mødt på af andre. Hovedsageligt mine venner.

Jeg har været meget åben og fortalt, hvor jeg er, når nogen har spurgt, hvad jeg går rundt og fordriver tiden med. Men deres reaktion forstår jeg ikke. Venner, der siger, de vil komme og besøge mig, hvorefter jeg hverken hører fra dem eller ser skyggen af dem. Venner, der, når jeg har sagt, jeg ligger på psykiatrisk hospital, vælger at droppe kontakten og stoppe samtalen. Venner, der når jeg spørger ind til dem, vælger at ignorere mig.

Gennem min indlæggelse har jeg set frygten i øjnene – ikke kun min egen, men også min omgangskreds’ frygt for psykiatrien. Jeg tror ikke, det er, fordi de har lavet en kollektiv beslutning om at ignorere mig. Jeg tror ikke, det er, fordi de ikke ønsker mig det bedste. Jeg tror ikke, det er, fordi de ikke kan lide mig mere – det siger jeg i hvert fald til mig selv, for ellers er det svært at holde fanen højt. Jeg tror, de er bange. Bange for systemet, bange for diagnoser og bange for, at jeg ikke længere er mig.

Jeg bebrejder ikke folk, der er bange. Jeg bebrejder samfundets forskruede opfattelse af psykiatrien.

Når jeg snakker med fremmede og kommer ind på emnet, kan jeg ikke fortælle dem, hvad min diagnose er. Jeg undrer mig over min egen reaktion, men jeg tror frygten for, hvordan de vil reagere, skræmmer mig. For hvordan vil en fremmed mon tage det, når mine venner ikke engang kan rumme det.

Drop frygten

Jeg sidder stadig her i sommervarmen og kan endelig se en mulighed for snart at blive udskrevet. Jeg undrer mig over, hvad der har fået mig til at blive i stedet for bare at stikke af dengang i januar, hvor jeg var her på tvang. Var jeg løbet dengang, var jeg måske sluppet væk fra den situation, jeg nu er havnet i. Den tanke strejfer mig tit, indtil jeg kommer i tanke om, at det dengang var ned til 16 minusgrader. Jeg blev i varmen.

Med udsigt til at blive udskrevet inden ugen er omme, opstår der en del bekymringer. Jeg skal finde min vej ud i samfundet, for ét er sikkert: Jeg skal ikke havne på psyk igen. Problemet er bare, at det kræver et netværk at genetablere sig, og det har jeg formået helt at miste på det halve år, jeg har været indlagt. Skal man virkelig miste sit netværk, bare fordi man for en periode er meldt ud af samfundet og ind i systemet? Jeg er jo stadig bare mig.

Det her er ikke et opråb til min omgangskreds. Det er et opråb til vores samfund. Jeg skriver, for at fremtidige psykiatriske patienter forhåbentlig kan undgå at gå igennem det, jeg har været igennem. For det er i forvejen svært nok at være på psykiatrisk hospital – der er ingen grund til at gøre det hele mere besværligt.

Skal vi ikke bare aftale, at vi stopper med at være bange for psykiatrien? At vi begynder at spørge om de ting, vi ikke ved eller ikke forstår. For vi får aldrig brudt med psykiatriens fordomme, hvis vi bliver ved med at forsøge at tie dem ihjel.

Zenia Thuborg Madsen tager et sabbatår efter endt ungdomsuddannelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels P Sønderskov
  • Keld Albrektsen
  • Kurt Nielsen
  • Estermarie Mandelquist
  • Torben K L Jensen
  • Viggo Okholm
  • Ernst Enevoldsen
  • Anne Eriksen
  • Jonathan Smith
  • Slettet Bruger
  • Lars Bo Jensen
  • Bodil Waldstrøm
Niels P Sønderskov, Keld Albrektsen, Kurt Nielsen, Estermarie Mandelquist, Torben K L Jensen, Viggo Okholm, Ernst Enevoldsen, Anne Eriksen, Jonathan Smith, Slettet Bruger, Lars Bo Jensen og Bodil Waldstrøm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Brockdorff

”Sande venner besøger os i medgang kun, når de er indbudt, men kommer i modgang uden indbydelse”, skrev den græske videnskabsmand og pædagog Theofrastos, der levede i tiden fra år 371 til år 287 før Kristi fødsel.

Disse kloge ord bør den sympatiske Zenia Thuborg Madsen tage positivt til efterretning, også filosofien om, at rigtige venner er dem som har fysisk overskud til at være hos dig for en stund, uden at forvente andet til gengæld end ønsket om, at du som menneske får det meget bedre i hverdagen.

Zenia, du skriver i slutningen af din klumme, ”at det kræver et netværk at genetablere sig, og det har jeg formået helt at miste på det halve år, jeg har været indlagt. Skal man virkelig miste sit netværk, bare fordi man for en periode er meldt ud af samfundet og ind i systemet? Jeg er jo stadig bare mig”.

Ja, det tyder alt jo desværre på, nemlig at du mister dit netværk, fordi du for en periode er meldt ind i systemet som psykiatrisk patient. Hvorfor du måske burde filosofere over den betragtning, hvorvidt dit netværk på noget tidspunkt har indeholdt ægte venner, mennesker, der rummer oprigtig kærlighed, forståelse og medfølelse for andres liv og levned i hverdagen.

De fleste sociale netværk i dag bygger på overfladisk flokmentalitet, som ingen sjæle med et følelsesmæssigt intellekt i den sidste ende kan bruge til noget som helst, fordi du kun er accepteret i ”dyreflokken”, så længe du kan følge med, og ikke afviger fra de andre ”flokdyr” med din menneskelige adfærd, for eksempel ved pludselig at få stærke psykiske og sjælelige problemer.

Så, nej, Zenia Thuborg Madsen, dit sociale netværk er ikke bange for psykiatrien, de er blot nogle sølle menneskelige eksistenser, der aldrig har lært at være der for andre i modgangen, uden at forvente noget den anden vej. De er og bliver ligegyldige ”flokdyr”. Derfor var de skide ligeglade med dig i samme øjeblik du blev syg. Ikke èn af dem er værd at samle på, når du kommer ud fra det psykiatriske hospital, og slet ikke dem som lovede at besøge dig, men som alligevel ikke kom.

Jeg kan måske hjælpe dig lidt på vej med nogle tanker.

Det kræver ikke noget som helst socialt netværk at genetablere sig positivt og stærkt blandt andre mennesker, når bare du grundlæggende forstår, at man aldrig nogensinde kan forvente af andre mennesker, at de skal kunne lide dig, holde af dig, elske dig, respektere dig, være sammen med dig mod deres vilje, udelukkende fordi du så gerne vil have, at de betyder noget for dig.

Kærlighed, ømhed, nærhed, varme, fællesskab, samhørighed og respekt fra andre er noget man skal gøre sig fortjent til, og det gør man bedst ved at være den man nu èn gang er. Og hvis det sociale netværk omkring dig ikke kan acceptere det, ja, så er de hverken gode venner eller gode bekendte, men blot ren og skær overfladiske bekendtskaber.

Men, Zenia Thuborg Madsen, tillad mig venligst at citere nedenstående digt fra den pragtfulde musicalfilm ”Sommer i Tyrol” fra 1964 med Susse Wold og Dirch Passer, hvor skuespilleren Peter Malberg i rollen som den østrigske kejser Franz Josef kommer med nogle herlige ord, der i nu 52 år har været en virkelig positiv guideline for mig i hverdagen:

Livet er nu èn gang så
Alle vi det lære må

Det vi ønsker mest
Sjældent sker

Fik vi alt fra første færd
Uden kampe og besvær

Ønsked` vi os blot
Endnu me’r

Men på livets lange vej
Skuffelserne melder sig

Lærer os beskedenhed
Smil – og vær glad derved

Livet er nu èn gang så
Alle vi det lære må

Det man højest ønsker sig
Når man ej

Jeg ønsker dig alt muligt godt i fremtiden.

Niels P Sønderskov, Keld Albrektsen, Kurt Nielsen, Carsten Mortensen, Troels Ingvartsen, Bodil Waldstrøm, Estermarie Mandelquist, Rikke Nielsen, Klaus Seidenfaden, Heidi Larsen, Torben K L Jensen, Thomas Barfod, Jørn Andersen, Ernst Enevoldsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Bodil Waldstrøm

Ole Brockdorff. Tak for dit smukke, kloge og følsomme indlæg. Jeg håber, Zenia følger med her og læser det. Og hvis du gør, Zenia: Det var stærkt af dig at skrive artiklen - den er virkelig god og interessant og fortæller så meget om både dig og det psykiatriske system. Jeg håber, du får nogle nye, søde og ægte venner meget snart! Og jeg håber, psykiatrien får mulighed for at udvikle sig til patienternes bedste.

Estermarie Mandelquist, Rikke Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Der skal et godt helbred til at være på sygehus og tilsvarende en stærk psyke for at kunne være indlagt på psykiatrisk?
Samfundet har efterhånden udviklet sig til en overfladisk, uforpligtende affære og dermed også et besværligt sted, hvis man ønsker nærhed og ærlige venskaber. Alle ved jo, at det med de sociale mediers likes kan være falske, ikke at der ikke findes ægte...
I mindre byer ud over landet og måske også i større, er dette noget for noget regnskab stadig udbredt, dvs. du skylder og modtager i samme design.

Det er ikke optimalt og som ungt menneske er det svært at skelne, det er i hvert fald forvirrende.
Jo mere man lærer sig selv at kende, jo lettere bliver det også at acceptere disse vilkår og holde af sig selv. Jeg ønsker dig held på rejsen til en ny tilværelse, Zenia. Alle bærer på noget og alligevel lader de som om, det ikke er tilfældet.
Hvis man bliver arbejdsløs, syg eller bare fattig - så bliver det sociale netværk reduceret, men få gode venner er bedre end mange dårlige...

Kurt Nielsen, Estermarie Mandelquist og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Kære Zenia , du skal ikke ukritisk købe den diagnose en biologisk orienteret psykiater klistrer på dig efter sin diagnosefacitliste , livet er så uendelig meget større end det.

Laila Pedersen, Pia Qu og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar
Slettet Bruger

De beskrevne forhold har intet at gøre med de senere års samfundsudvikling. Fraværet af personale og tom opbevaring tilsat medicinske eksperimenter, oftest uddelt med rund hånd, har været kernen i behandlingen gennem årtier. At stuve patienter sammen på tætpakkede flersengsstuer har endda været langt mere udbredt, ligesom det længe har været almindelig praksis at medicinere folk til grøntsager i stedet for at bruge ressourcer på at prøve at forstå dem eller at skele til nogle af medicinens mange frygtelige bivirkninger, til de sløje helbredelses procenter eller for den sags skyld at løfte meget mere end et øjenbryn, når nogen igen er bukket under og kreperet på grund af eksperimenterne.

Dybest set er der heller ikke meget, der har ændret sig i psykiatriens historie. Det er stadigvæk nogle kyniske vi alene vide magtmennesker, der har patent på virkelighedsopfattelse, eksekverer og ‘behandler’ efter for godt befindende. Og for de af patienterne, der brokker sig højlydt over, hvad de måtte opfatte som urimelig Kafkansk indespærring uden rettergang, der udvides behandlingen straks til bæltefixering og tvangsmedicinering. Tragiske tilstande og i særligt stort omfang herhjemme, hvorfor udlandet gentagne gange har rettet skarp kritik mod Danmark for krænkning af menneskers rettigheder.
Politikerne forstår dog hvert år at score vælgersympati ved den årlige satspulje oscar uddeling eller under finanslovsfesten, men systemet er på grund af traditioner, menneskesyn, lægemagt og ensidig fokus på ringe virkende medicin fremfor holistisk menneskopfattelse stadigvæk sygere end mange af patienternes vrangforestillinger, og det sundeste er i mange tilfælde at gå under jorden, når kæden hopper af, hvis man da ellers er bevidst om at man har behandlingssektoren i hælene. Alternativt, hvis man skulle blive taget til fanget, da at foregive man er et såkaldt normal menneske, foregøgle at man sluger pillerne og hoppe af under første terrænfrihed.

Pia Qu, Niels P Sønderskov, Kurt Nielsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Klaus Seidenfaden

Rigtig god kommentar, Ole Brockdorff.

Dog vil jeg gerne forsvare de frafaldne venner. Ikke deres svigt - det fortjener at få konsekvenser. Men at kalde dem sølle eksistenser er lige hårdt nok - hvis du med sølle eksistens mener et menneske som kun fortjener foragt. Man kunne jo vende det om og sige at de fortjener medfølelse. Medfølelse, fordi de i deres overfladiskhed mangler evne til dybe, stærke relationer som tåler - og kun bliver dybere - af at 'mørke' sider af psyken kommer til syne. Medfølelse, fordi deres overfladiskhed forhindrer dem i at erkende deres egen dybde. Medfølelse, fordi deres overfladiskhed med stor sandsynlighed er et stivnet udtryk for tidlige overlevelsesstrategier i et utrygt miljø.

Det er ikke min intention med dette at pålægge Zenia nogen forpligtelse til at have medfølelse med dem der har vendt hende ryggen. Men vi andre kan jo have det. Zenia skal efter min mening først og fremmest have medfølelse med sig selv. Så kan hun komme styrket og dyb videre - og tiltrække nye venner der matcher.

Sascha Olinsson, Anne Eriksen og Bodil Waldstrøm anbefalede denne kommentar
Laila Pedersen

Det er stærkt af dig, Zenia, at du på trods skriver om dit forløb og dine tanker, og jeg ved fra egen erfaring med at ligge under for en psykisk lidelse, at det kræver et stærkt sind, at lide i sindet udover at det også kræver en stærk sjælsstyrke, at komme godt igennem en indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Hatten af for dig, Zenia, fordi du åbner op og sætter tanker i gang hos os læsere. Blot det faktum, at du ikke er gået ukritisk igennem dit forløb med din indlæggelse, men har reflekteret over det og dit forløb, viser din sjælsstyrke. Dit budskab om at vi ikke skal være så bange for psykiatrien og diagnoser er godt, og det kan aldrig siges nok. Jeg var 22 år og i gang med en uddannelse på universitetet da jeg måtte bukke under for en psykisk lidelse, skizofreni, og jeg tog en pause fra mit studie på et år, hvorefter jeg genoptog studiet og gennemførte det. Hvad der dengang var vigtigt for mig, var at jeg kom ud blandt andre studerende igen, og at jeg kunne spejle mig i dem og ikke i min sygdom. Dog fyldte sygdommen alligevel og jeg besluttede, at være helt ærlig omkring den overfor nye mennesker jeg mødte og begyndte også at deltage i online debatter omkring skizofreni, lod mig interviewe til et dameblad og avis samt radio omkring det at have en psykisk lidelse. På den ene side var det vigtigt for mig, at jeg havde en "rask" omgangskreds jeg kunne spejle mig i og på den anden side var det også vigtigt, at jeg var ærlig og åben omkring min sårbarhed. Men det er forskelligt fra person til person hvor åben man har lyst til at være omkring det og uanset hvad man vælger, er det det rigtige valg. Jeg har kun ros til overs for den styrke du Zenia udviser ved at skrive om dit forløb og jeg er sikker på, at der vil dukke nogle gode sunde og stærke relationer op i dit liv. Dyrk det du elsker i dit sabbatår, og vid, at din sjælsstyrke er en sjælden en af slagsen. Find din balance med hvor åben du har lyst til at være omkring sygdommen og kom stærkt tilbage til din uddannelse efter dit sabbatår.

Agnes Marie Geleff, Pia Qu, Jørn Andersen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

I en almindelig hverdag er det altid vanskeligt at finde tid til at besøge/kontakte venner/bekendte udenfor den almindelige daglige trummerum med arbejde eller studier. Der har været lange perioder i mit efterhånden lange liv, hvor det var en kraftanstrengelse at afsætte min. 2 timer alt incl. til at besøge en ven/kollega der var syg/sygemeldt. Et nært familiemedlems sygdom trækker tænder ud.
Hvis man ikke har noget familie i nærheden er man dårligt stillet, for selv de raske har begrænsede ressourcer og der er altid nogle af de raske der har andre omsorgsforpligtigelser.
Hvornår, hvor ofte har du selv besøgt en ven/kollega under sygehusindlæggelse/sygemelding?

Troels Brøgger

Det er ret hårrejsende så lidt drømmevirkelighed de fleste mennesker kan rumme, uden at de er ved at krakelere, det er derfor det kan være så svært at være "psykisk syg".
Min søn er diagnosticeret som paranoid skizofren og selvmordstruet, og han har ingen sygdomserkendelse. Der ER elektroder i hans hoved som det hemmelige politi kan tale til ham igennem. Og så det næste øjeblik er han fuldstændig almindelig og spændende at tale med om alverdens ting.
Jeg har selvfølgelig brugt en del tid på at lære at kunne være med i både den ene og den anden virkelighed, men det kan jeg nu, og nogen gange oplever jeg et strejf af den "syges" ensomhed hvis jeg kommer til at tale med andre og taler lidt for selvfølgeligt om "den anden" verden som jeg deler med min søn.
Så opdagede jeg at der var nogen der havde de samme ideer som jeg: At "sygdommen" er en meddelelse til den syge fra vedkommende selv. At stemmerne har en mening.
I starten var jeg bange når min søn ikke ville tage medicin, nu er jeg glad for at han ikke gør det.
Jeg kan huske ham sidde som en grønsag når han havde fået medicinen.
Det her munder ud i et ønske om at man ville definere psykisk sygdom KUN ud fra om der på grund af den psykiske tilstand var overhængende fare for vold mod andre eller selvskade, og at man KUN medicinerede i disse tilfælde.
Ellers burde man bruge kræfter og penge på samtale, terapi og reel accept af de mange virkeligheder mennesker kan rumme.

Niels P Sønderskov, Kurt Nielsen, Slettet Bruger og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Nu fortæller du ikke Zenia hvad du fejler, men hvis du har stemmer i hovedet skulle du prøve at google Stemmehørernetværket.

Ole Brockdorff

Den franske forfatterinde Madame de Stäel (1766-1817) gik i sine værker meget op i individets selvstændighed, og hun fascinerede mig for mange år siden, da jeg læste hendes berømte filosofiske sætning ”AT FORSTÅ ALT ER AT TILGIVE ALT”.

Ja, selvfølgelig, tænkte jeg første gang jeg læste sætningen, hvis jeg som et selvstændigt tænkende individ forstår, hvorfor mennesker gør som de gør i konkrete situationer, hvis jeg analyserer deres psyke og bevæggrunde omkring en konkret handling, så kan jeg nemmere udvise forståelse, medfølelse og tilgivelse, hvis de sårer mig på det menneskelige plan.

Dermed ikke sagt, at jeg bare vender den anden kind til, hvis nogen gør mig ondt, men ved at forstå hvorfor en person forvolder mig psykisk smerte med sin adfærd kan jeg tilgive, i stedet for at bære rundt på bitterhed i sindet, for bitterhed kan om noget æde et menneske op indefra, så man ender som levende død og selv bliver et ondskabsfuldt menneske.

At tilgive mennesker i sit liv for nogle konkrete handlinger er naturligvis ikke ensbetydende, at man så bare fortsætter relationen dagen efter tilgivelsen, for begreber som tillid og loyalitet kan være slået i stykker, og det tager sin tid at genopbygge noget sådant, hvis det da overhovedet nogensinde lader sig gøre.

Det afhænger selvsagt af, hvad den eller de pågældende har gjort imod mig, men ved at forstå alt kan jeg tilgive alt, og dermed under alle omstændigheder afstå jeg fra personlig hævn, altså princippet ”øje for øje, tand for tand”, og sådan bør alle civiliserede mennesker gøre, hvis de generelt ønsker at leve i fred og frihed med andre.

Så, ja, Klaus Seidenfaden, du har ret i din kommentar om, at jeg nok er lidt for hård i min karakteristik af Zenias frafaldne venner, fordi jeg med ordene ”sølle eksistenser” udtrykker dyb foragt over for deres ligegyldige adfærd mod hende, da hun som psykiatrisk patient har allermest brug for dem, for store dele af nutidens ungdom har desværre aldrig lært at dyrke stærke dybe følelsesmæssige relationer.

Men jeg håber inderligt, at Zenia samt mange andre unge mennesker i den samme tilstand, kommer positivt og stærkt videre i livet, at de i stedet for at gå psykisk ned på grund af smerten og sorgen over tabet af et overfladisk netværk af ”venner” forstår, at man ganske rigtigt – som Klaus påtaler – altid kan komme styrket videre i livet, og tiltrække nye venner der matcher.

Kurt Nielsen, Jonathan Smith, Anne Eriksen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Helle Degnbol

Gribende at læse din artikel, Zenia, så præcist du skildrer de vanskelige forhold, og det er godt at læse kommentarerne.

Jeg genkender så meget fra hospitalsafdelinger i 70erne og 80erne. Hvordan kommer vi videre? Jeg vil læse din artikel igen.

En lille ting... nej, den er slet ikke lille.

Jeg har fulgtes med en del indlagte, venner, familie - og jeg har i den forbindelse, lige sådan som du skriver, været "bange for psykiatrien". Det kom i løbet af nul-komma-fem. Pårørende/venner - det var noget vi var udenfor (og mange patienter blev hurtigt udskrevet fra hospitalet også dengang), men vi blev hverken værdsat, rådgivet eller brugt af behandlerne. Og der blev ikke argumenteret for denne afvisning. Det var meget mærkeligt.

Jeg opgav ikke, men jeg mærkede hurtigt, at der var en kamp under opsejling, hvis vi så meget som stillede et spørgsmål, og jeg kunne hurtigt blive temmelig bange.

Nå, det jeg ville nævne og som jeg er glad for, at du nævner: Jeg undrede mig altid over de to- eller flersengsstuer. Hvordan kunne nogen tro, at et menneske kunne finde ro? Ingen var jo vant til at sove to og to sammen med fremmede. Du beskriver det så godt: "... at skære så meget i sengepladserne, at to, der ikke har nogen mulighed for udgang, skal dele værelse, det forstår jeg slet ikke. Der er ingen mulighed for den mindste smule privatliv eller for at give hovedet lidt ro. Selv om det faktisk er hovederne, den er galt med for de her patienter."

Det forstod jeg heller slet ikke dengang. Og jeg turde ikke engang indleve mig i mine bedste venners situation på det punkt. Der var, så vidt jeg ved, aldrig enestuer. Der var ikke enestuer, dejlige dyner, og der var ikke nogen at tale med bare rimelig ofte. Er det stadigvæk sådan?

Tak at du skrev. Du vil få det godt. Og jeg istemmer en af kommentarerne: "jeg håber, psykiatrien får mulighed for at udvikle sig til patienternes bedste."

Dorthe Meyer

Kære Zenia,
jeg ligger med depression og i dag to jeg skridtet og melde ud på Facebook, hvordan det er fat med mig for at bryde tabuet. Til min store overraskelse blev det meget positivt modtaget og jeg fik søde hilsener og folk synes jeg var modig.
Jeg synes også du er modig for at stå frem. Du skal være velkommen til at blive min ven på Facebook, så vi kan støtte hinanden.
Held og lykke med at finde tilbage til livet.

Niels P Sønderskov

Psykiatrien er vel det lavest rangerende medicinske speciale, og resurserne, der afsættes til området, er de sparsomste i forhold til behovet. Det rammer den enkelte patient på den måde Zenia så udmærket beskriver: Medicinering, som kan være udmærket, men som i bedste fald kun afværger de værste følger af psykosen og kan bane vejen for anden terapi. Den kan ikke stå alene, og det er en skændsel, at nogen mennesker i dag henvises til at stirre ud i luften i et halvt år.

Vi er alle part i dette spil, ligesom Zenias venner, der hurtigt er faldet fra, fordi vi alle er lige rystende angst for at en psykose skal ramme os selv. Men altså, heldigvis er der ikke noget, der tyder på, at psykoser er smitsomme, og det ville være af meget stor betydning for enhver patient, at familie og venner holder ved. Akut kan der være behov for medicin og anden professionel terapi, men det er helt sikkert, at vejen ud af psykosen kan hjælpes virkelig meget af god social kontakt.

Alt for ofte sker det modsatte, som her i Zenias tilfælde. Fordi psykosen skræmmer os. Fordi vi tager afstand i stedet for at tage nærhed.