Klumme

Kvindepis putter man da på pornosider

Kvinder kan ikke tisse op ad hegnet på en festival uden at risikere at blive filmet og ende på en pornoside på internettet. Selv i den ’åh så frigjorte’ og ’vi er alle lige’-festivalstemning lurer uligheden og misogynien
Kvinder kan ikke tisse op ad hegnet på en festival uden at risikere at blive filmet og ende på en pornoside på internettet. Selv i den ’åh så frigjorte’ og ’vi er alle lige’-festivalstemning lurer uligheden og misogynien

Lars Just

7. juli 2016

Jeg elsker sommerens festivaler. For nylig var jeg på Roskilde. Efter et par timer og ditto fadøl skulle jeg tisse. På Roskilde tisser man(d) over det hele.

Som kvinde er man lidt mere på spanden, for der er ofte lange køer til toiletterne, og dem gider man ikke rigtig bruge tid på. Der er koncerter, der skal høres; danse, der skal danses; øl, der skal drikkes; venner, der skal krammes.

Så jeg tissede – ligesom alle mændene og et stort antal andre kvinder gør det – op ad hegnet bag et træ. Der gik ca. 15 sekunder, før en mand stillede sig op lige foran mig og gloede uhæmmet. Det er ikke noget nyt.

Hverken for mig som roskildegæst eller de hundredvis af andre kvinder, der ifølge Ekstra Bladet er blevet fotograferet og filmet i smug for derefter at ende på pornosider på nettet til fri download.

Det, mine damer og herrer, er altså et regulært overgreb. Det er ulovligt. Man må ikke. Lige meget hvor meget diverse kommentarspor på historien flyder over med, at det altså er kvindernes egen skyld, og at de bare kan lade være med at tisse i al offentlighed.

Er man ikke blevet filmet eller fotograferet, har man som kvinde højst sandsynligt oplevet at blive kigget på, grinet ad, råbt ad eller sågar skubbet til, mens man har tisset.

Det er oplagt at drage en parallel til, at mænd kan tisse, hvor end de har lyst uden at skulle frygte at blive beluret, chikaneret, udskammet eller ende på en pornoside uden deres samtykke. Og med det gjort, så fortæller reaktionerne på de tissende kvinder på festivalen en hel del om vores samfunds blik på kvindekroppen.

Først og fremmest, at kvinder ikke kan have deres kroppe i fred. Kvinder kan ikke gå på gaden, dyrke sport, spise eller tage på stranden, uden at deres kroppe bliver gjort til genstande, der må tales om, kommenteres, hånes, skammes, fotograferes.

Kvinders kroppe kan ikke være i verden, uden at de skal ejes, beglos og reguleres af det mandlige blik. Uden at deres grænser skal overskrides. Heller ikke når de gør noget så knaldhamrende universelt som at tisse.

Kvinder kan simpelthen ikke tisse op ad hegnet på en festival, uden at være i risiko for, at de og deres kroppe bliver udsat for hån, overgreb og seksualisering med profit in mente. Vel at mærke ikke deres egen. Det er fandeme tankevækkende. Og uhyggeligt.

Især når man helt lavpraktisk tager i betragtning, at der reelt set er mere synlig pik end kusse, når kønnene tisser offentligt.

Det er nærliggende at spekulere i, om kvindekroppen overhovedet har en plads i verden, hvis den ikke er seksualiseret. Amme- og menstruationsdebatten og nu debatten om tissende kvinder på Roskilde Festival, tyder på det modsatte.

Kvindelige kropsfunktioner skal pakkes væk. Gør kvinder ikke det, er de selv ude om at blive hånet og chikaneret. Eller fotograferet, filmet og beluret. Altså seksualiseret.

Dermed er kvinder, der tisser offentlig på Roskilde Festival en art mikroperspektiv på et problem, der gennemsyrer vores ellers så frigjorte andedam. For hvordan kan det være udtryk for en påstået frigjort – endsige ligestillet – kropskultur, at kvinder ikke kan have deres kroppe i fred? Det kan det ikke.

Og det er et kæmpe problem. Fordi det helt lavpraktisk betyder, at jeg som kvinde skal iføre mig bolværk og teflondragt, inden jeg tager på en festival.

Jeg skal passe på, jeg skal være obs, jeg skal være i stand til at tænke, at jeg kan ende et mere eller mindre obskurt sted på internettet med mine blottede baller og tissestråle. Jeg skal have min ’fuck dig’-brynje på. Det lyder nemt. Det er det ikke. Og det er ikke rimeligt. Så langtfra.

Jeg gav i øvrigt en kæmpe fuckfinger og et »Skrid!« til ham, der gloede. Jeg er 36. Det er jeg ikke sikker på, at jeg ville have haft stamina til, dengang jeg var 17. Det er – også – værd at tænke over.

Katrine Arnfred er cand.mag. og skribent.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

Muligt, at jeg er gammeldags, men jeg fatter simpelthen ikke de af mine medbrødre, der har den slags lyster. Hvad med om drengerøvene gør en anstrengelse for blive voksen?

Rikke Nielsen, Ralph Gottlieb, ingemaje lange og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

... bare rolig en dag vokser de op og bliver udannede læger, sygeplejesker, advokater, dommere osv ....

Jens Kofoed, Flemming Berger, Ralph Gottlieb og Keld Albrektsen anbefalede denne kommentar
Keld Albrektsen

@Poul Solrant Sørensen:
Jeg ved ikke om det var med vilje, men det er altså en fed kommentar, at de bliver "udannede" - det er bare ramt helt præcist... :-)

Poul Sørensen, Rikke Nielsen, Jens Kofoed, Flemming Berger, Majbritt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Ralph Gottlieb og Kit Boye anbefalede denne kommentar
Troels Rasmussen

Jeg tænker mere på, om det handler om at kvinder ikke er så imponerede af, at medlemmer af det modsatte køn har kønsdele; og selv hvis de var, ville de undgå at lade det komme til udtryk på en så hensynsløs, privatlivskrænkende og/eller generende måde.