Læserbrev

Læserbreve

20. juli 2016

Hvem ringer klokkerne for?

Anders Stjernholm og Mads Jessen, Ateistisk Selskab

Kirkeklokker – undrer du dig aldrig over dem? Eller er det bare baggrundsstøj for dig? Deres eksistensberettigelse i det danske samfund findes ikke længere. Og kirkeklokkerne er et symptom på en kirke, som generelt er hævet over loven eller laver sine egne regler på mange områder.

Kirkeklokker ringer med ét formål: Gudstjeneste og bøn. Enkelte gange ringer de for at markere solens op- og nedgange – dem kan man også holde øje med ved at kigge på dagslyset.

Gudstjenester bliver unægteligt gæstet af et mindretal af danskerne. Og med opfindelsen af det elektroniske ur for over 150 år siden, kan man roligt argumentere for, at kirkegængerne ikke behøver højtlydte klokker til at informere dem om, hvornår der er gudstjeneste.

Kirkeklokkerne er en evig påmindelse om, at man skal bede til sin gud. Helt på linje med kristendommens religionsfælle, islam. Dem, der har besøgt et muslimsk land, har formentlig oplevet de højtalerassisterede bønner, som man bruger inden for islam. Vores kirkeklokker har samme funktion, som muezzinen har – hvorfor accepterer vi automatisk det?

For her kommer problemet med kirkeklokkerne: Modsat for eksempel ambulancer, der naturligvis må gøre opmærksomme på sig selv, og modsat børn, som græder og har brug for at gøre deres forældre opmærksomme på deres behov for trøst, så har kirkeklokkernes højlydte ringen ingen fornuftig funktion i det danske samfund i dag. 

Den danske folkekirke har i det hele taget en række privilegier, som går imod den lovgivning, der gælder for alle andre. Kirkeklokkerne ringer over de decibelgrænser, som gælder for virksomheder, jernbaner og trafikstøj. Normalt må ingen virksomhed støje med en spidsbelastning på over 85 decibel. Arbejdstilsynet har målt op mod 100 decibel fra kirkeklokker.

Derudover er folkekirkens blade undtaget ’reklamer nej tak’-ordningen, og for nylig kom det frem, at sognerådene nedlægger veto mod nye byggerier, som kan blive højere og overskygge kirkerne. Den slags barnlige privilegier må da høre fortiden til?

 Nogle vil kalde det for en unødvendig diskussion – andre vil lægge sig på hver sin side af det standpunkt. Uagtet mener vi, at det er på tide, at kirkens mange juridiske privilegier igen kommer til diskussion. For hvem ringer klokkerne for?

Mange fordele ved videotolkning

Morten Sodemann, Odense

Ejeren af tolkebureauet Perfect Communication, Elvir Pelešević, kritiserer brugen af videotolkning i læserbrevet »Videotolkning forringer tolkekvaliteten« (15. juli). Det er bekymrende, at en fagperson vedholdende prøver at miskreditere en teknologi, som har øget brugen af tolke, genetableret tilliden til tolkene og demokratiseret adgangen til tolkning, så der i dag også er tolkeadgang uden for København.

Det er lige så foruroligende, at de fleste tolkebureauer stadig ikke har taget videoteknologien til sig. Den har eksisteret i årtier, og der findes faktisk oceaner af videnskabelige undersøgelser, som bekræfter, at videokvaliteten mindst er på højde med ansigt til ansigt tolkning. Lyd- og billedkvalitet er i dag i HD-kvalitet, og alle nonverbale signaler opfanges tydeligt og problemfrit.

Videotolkning er blevet anvendt i syv år på Odense Universitetshospital, og man har opdaget en række fordele for både tolkene og patienterne. Tidligere skulle tolkene ofte køre flere timer ulønnet i bil fra sygehus til sygehus. Samtalen er derfor blevet mindre stressende med video, og dét mærker patienterne. Og patienter, som ikke før ønskede en tolk, selv om de havde brug for det, siger nu ja, fordi de føler sig bedre beskyttet.

Patienterne er glade for videotolkning, lægerne er glade for det, og de tolke, der anvender det, er glade for det. Ejerne af tolkebureauerne er måske mindre glade. De er nemlig nødt til at opdatere deres viden og investere i nyt udstyr for at kunne være med i Danske Regioners kommende udbud på tolkeområdet – et udbud, der også kommer til at stille krav om tolkeuddannelse, hvilket bureauerne heller ikke har prioriteret tidligere.

Sammenligning af EL og Hitler er langt ude

Finn Sørensen, Enhedslisten

Claus Bryld er langt ude, når han i læserbrevet »Europæisk samarbejde eller modarbejde?« (13. juli) påstår, at Hitlers og Mussolinis forsøg på at påtvinge Europa deres samfundssystemer var et eksempel på det mellemstatslige samarbejde, som Enhedslisten ser som alternativet til EU. Som jeg og de fleste husker det, var krig og undertrykkelse fascisternes foretrukne form for ’samarbejde’. Men så fordrejet kan man åbenbart se tingene, når man har forelsket sig i visionen om EU som en føderal superstat.

Den vision er imidlertid lige så farlig i dag, som den var i tiden mellem de to verdenskrige. Prisen for at realisere den er underkastelse under finanskapitalens traktatfæstede herredømme og afskaffelse af de demokratiske landvindinger, som den europæiske arbejderklasse har tilkæmpet sig. Forhåbentlig går det snart op for den EU-forelskede elite, at det i høj grad er dette tab af selvbestemmelsesret og velfærd, arbejderklassen gør modstand imod, når den siger nej tak til EU.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu