Læserbrev

Læserbreve

14. juli 2016

Integrationsydelse hindrer integration

Ellen Dalsgaard, Ry

»I Syrien kunne jeg ikke sove på grund af krigen, i Danmark kan jeg ikke sove på grund af økonomien,« fortalte en syrisk familiefar forleden. Han er, som så mange andre nyankomne flygtningefamilier, meget bekymret og frustreret.

Mange flygtninge går på sprogskole for hurtigt at lære dansk, samtidig med at de er i ulønnet praktik og aktivt søger job. Og oven i alt det kæmper familierne altså også med at få økonomien til at hænge sammen.

At flygtninge med børn skal leve på SU-niveau er stort set umuligt. De får ikke fuld børnecheck, og de har ikke muligheder for at få hjælp fra familienetværk eller tage lån som de danske studerende, de ofte sammenlignes med.

Når man har vanskeligt ved at klare huslejen og konstant skal bekymre sig for, om næste uge nu kan hænge sammen rent økonomisk, så bliver det psykiske overskud til at lære et nyt sprog og integrere sig naturligvis mindre.

Hvordan er det lige, at integrationsydelsen stemmer overens med FN’s udviklingsmål, som Danmark som bekendt har underskrevet og dermed pålagt sig at overholde? Hvor udviklingsmålenes første punkt lyder »afskaf alle former for fattigdom i hele verden«, går det tiende punkt ud på, at der skal skabes mindre ulighed i og mellem verdens lande.

Kys endelig, kære pædagoger

Signe Skelbæk, Søborg

Man skal være gjort af et ganske særligt stof for at blive pædagog. At være pædagog handler i dag ikke alene om pædagogisk faglighed og arbejde, men desværre også om at være evig skydeskive for en offentlig − ofte usaglig og ukvalificeret − debat.

For stort set alle tillader sig at have holdninger til, hvordan pædagoger bør udføre deres arbejde − senest i debatten om institutioners såkaldte kyssepolitik.

Jeg husker stadig følelsen af, at blive taget i hånden en af pædagog, når jeg blev afleveret i børnehave.

Jeg husker at sidde på skødet af en pædagog, imens vi sammen vinkede farvel til min mor, og jeg forberedte mig på en dag uden selskab med de mennesker, der ellers var mine primære omsorgspersoner.

Og det er jo dét, det handler om: Når vi som forældre indskriver vores børn i institutioner, så siger vi ja til, at pædagogerne overtager vores opgave som omsorgspersoner i dagtimerne. Vi siger ja til at stole på, at de vil varetage vores børns behov.

Nogle gange vil behovet være at sætte grænser og sige nej. Andre gange vil behovet være at tage et barn på skødet, trøste det eller gengælde et kys.

Og selvfølgelig må man som pædagog gengælde kys og give kærtegn. Ved at opsætte statiske regler for, hvad pædagogerne må, bør og skal, skyder vil hul i den tillidskontrakt, som er altafgørende for, at vores velfærdssamfund kan hænge sammen.

Vi lader til at have glemt, at tillid er en uomtvistelig præmis for, at pædagogernes job overhovedet kan eksistere. Og for det vil jeg gerne sige undskyld, kære pædagoger. Undskyld for, at vi igen er kommet til at så mistillid til jeres faglighed og narrer os selv til at tro, at vi ved, hvad det kræver at få hverdagen til at hænge sammen i institutionerne.

Videotolkning forringer tolkekvaliteten

Elvir Pelešević, København N

I forbindelse med regionernes fælles udlicitering af tolkebistand, udtaler regionsrådsformand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V), stolt og bekymringsfrit, at man satser på videotolkning, fordi det er billigst og højner tolkekvaliteten. Der er dog intet fagligt belæg for, at videotolkningen højner tolkekvaliteten. Tværtimod.

Faktisk er det sådan, at videotolkning besværliggør tolkesituationen. Det går især ud over tolken, som ved videotolkning fratages et af de allervigtigste arbejdsredskaber: aflæsning af kropssprog.

I en tolkesituation er kommunikationen ikke alene verbal. Nonverbal adfærd fortæller meget om, hvordan den, der tolkes for, har det, og tolkens opgave går som bekendt også ud på at formidle følelser og stemning.

At påstå, at videotolkningen er den optimale form for tolkning, vil groft sagt svare til at hævde, at en tegnsprogstolk vil kunne klare sit arbejde med hænderne bundet.

Den eneste vej frem til en tolkning af højere kvalitet, hvor alle parter føler sig trygge og tilfredse, er bedre tolkeuddannelse og indførelse af tolkecertificering.

Dette faktum er politikere og embedsmænd blevet konfronteret med gentagne gange i de seneste mange år. Men de vælger åbenlyst besparelser og forringelser frem for kvalitet og ordentlighed, og det er bare et spørgsmål om tid, før denne strategi får fatale konsekvenser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu