Hvordan lever jeg et liv, der er værd at leve? Det er et spørgsmål, som enhver stiller sig selv – før eller siden. Det er også et spørgsmål, som implicit ligger i den evindelige diskussion om stress og velvære i Danmark.
Mange forsøger at finde svaret i selvhjælpslitteraturen. De fleste af de hjælpsomme bøger siger det samme. Dyrk motion. Etabler relationer til andre mennesker. Få dig en hobby. Spis sundere. Hjælp andre. Gør noget meningsfuldt. Vær taknemmelig. Smil. Alt sammen fornuftigt nok. Alligevel er det de færreste, som gør det. Hvorfor?
Tillad mig at opremse nogle grunde:
Selvhjælpsbøgernes første og største fejl er antagelsen om et autentisk og uforanderligt selv. Dette egentlige selv finpudses typisk i overensstemmelse med samfundets herskende idealer og normer, hvorved det autentiske minder om ensretning. Sandheden er dog, at selvet er foranderligt og uden essens.
Selvhjælpsbøger moraliserer. Mange er selvforherligende på en måde, der lyder værre end en eksrygers forbandelser over tobaksrøg. Mange er pakket ind i uinteressante narrativer, a la manden der sælger sin Porsche og bliver lykkelig.
Selvhjælpsbøger henvender sig typisk til den bedrestillede hvide middelklasse, der sjældent lider under sociale eller økonomiske problemer, men derimod af eksistentielle. Dens medlemmer leder ihærdigt efter grunde, der viser, at lige netop de har haft eller har et svært liv. Hvem har i grunden ikke fundet livet svært og lidelsesfyldt – til tider?
Selvhjælpsbøgernes moral er endvidere tynd, som forholdet mellem materialisme versus eksistentialisme. Det betyder reelt, at en stor del af verdens befolkning ikke skulle have nogle nævneværdige problemer, fordi de ikke har råd til at konsumere. Desværre er livet ikke så simpelt. Selv fattige bliver syge og dør, mister venner og børn.
Forbrugsselvsving
Hermed er vi fremme ved et klassisk paradoks i selvhjælpsbølgen. Den privilegerede middelklasse har råd til at købe selvhjælpsbøger, og måske supplere med det ene kursus efter det andet. Hermed ikke sagt, at kurserne partout er dårlige.
Tværtimod, er der mange dygtige folk, der reelt gerne vil hjælpe, men mange af dem er også næringsdrivende, hvilket betyder, at hjælpen også gerne skulle generere omsætning. Kort sagt: En ny forbrugsvare – kurser eller selvhjælpsbøger – opstår for at overkomme de problemer, som en forbrugskultur producerer. Man bekæmper ild med ild.
At der er tale om forretning, kan ses, når mange gerne vil brande sig selv i henhold til tidens idealer – f.eks. økologi, meditation, yoga, ældgammel spiritualitet, osv. Der er intet galt med de fænomener i sig selv, men meditation eller yoga har aldrig været en konkurrence. Spirituel selvbranding er sjældent et visdomstegn.
Desværre er den kritiske sans under afvikling, mens trangen til spirituelle genveje er i vækst. Det er altså mangel på kritisk sans og fordybelse, der stresser os og leder os i armene på hvem som helst uden kritisk sans.
Mere tålmod, tak
De bedste råd følger ikke købmandslogikken.
Den franske filosof Gilles Deleuze talte om at gøre sig værdig til at bære det sår, som vi hele livet har ventet på. Sagt på en anden måde: Vi har altid de tanker og følelser, som vi fortjener baseret på den måde, som vi lever. Så kan du ikke lide det, som foregår i knolden på dig, må du ændre dit liv. Eksperimenter med dit liv. Det kan også siges modbydeligt arrogant, men sandt: Er du stresset, så er det, fordi du fortjener det. Du har glemt at tage kampen op med de strukturer, som dagligt destruerer os, f.eks. kravet om vækst.
Den filosofiske øvelse består i at se det, der sker, som havde vi selv valgt det. Elsk din skæbne, opfordrede Nietzsche. Det er svært. Men der er ikke et alternativ.
Mød verden uden partout at vurdere, hvorvidt den passer til dine præferencer og mål. Tidens shoppekultur har gjort os utålmodige. Vi vil have, at de andre skal passe til os, vores mål og ideer. Lykken er dog aldrig andet end en sidegevinst ved at leve et meningsfyldt liv.
Måske er børn altid så glade, fordi de endnu ikke har mødt selvhjælpslitteraturen. De glædes blot over livet. Børn er medfølende og nysgerrige. Som min datter Smilla spurgte: »Hvorfor er det mørkt, når du slukker lyset far … og nu er det lysere?«
Hvad er det rigtige svar: Er det lysere, fordi du vænner dig til mørket, eller fordi der rent faktisk er lys i mørket? Svaret er vigtigt. For som Nietzsche sagde, kan du ikke stå i et punkt uden at flæbe, så er det dig den er gal med, ikke de andre. Det er aldrig lyset den er gal med. Måske øjnene.
Vi lever i en mørk tid, hvor det er blevet en god forretning at sælge lygter. Måske skulle vi blot træne vores øjne – og vores kritiske sans.
Finn Janning er filosof
Befriende læsning! Og en vigtig diskussion at tage. Vi er så vant til at "skulle være lykkelige" hele tiden, at selv bruddet med teenage-kæresten kræver et langt psykolog-forløb. Det er da okay at være kede af det, det tager tid at slikke sår. Men vi skal hurtigt videre til den næste lykke. Det er spild af liv at være trist. Og det i sig selv er meget trist.
Mange har ondt i livet - ergo er der et marked for hjælp og hjælp til selvhjælp. Nogle 'aktører' slår plat på behovet; nogle mener det godt, men batter lidet - og så er der nogle virkelig værdifulde tilbud indimellem. Sådan er det også i andre markedssegmenter...
Du skriver at du vil opremse grunde til at folk ikke praktiserer det som selvhjælpslitteratturen (SL) foreskriver. Men jeg ser ikke nogen forklaring af årsagssammenhængen, kun en kritik af SL.
I øvrigt finder jeg generelt filosofsnak snørklet, hjernetrættende og løsrevet fra virkeligheden. Hvorimod mange selvhjælpsbøger har givet mig værdifulde indsigter - og indimellem endog positiv indvirkning på mit levede liv.
Selvom det kan lyde barskt, at du selv er skyld i de sår du bærer, nikker jeg genkendende til det. Jeg har levet fint med skizofreni i mange år, men på et tidspunkt ved et vendepunkt i mit liv, brød et voldsomt symptom ud og jeg havde ikke erfaring med det på nogle måder. Jeg blev belastet af enormt mange og virkelig svære stemmer, der på skift i døgnets 24 timer udøvede det jeg sidenhen valgte, at kalde for psykisk tortur. Jeg var i psykiatrisk behandling med medicin og skæbnen ville, at jeg var i et "hul" midt imellem to systemer pga. en flytning, og at jeg derfor selv måtte gribe til handling for at forbedre min situation hurtigst muligt. Midt i kaosset begyndte jeg at lytte til det de modbydelige stemmer faktisk sagde til mig, og jeg fik i løbet af kort tid vendt dem alle fra at være udpræget negative til at være udpræget positive. Alt det de negative stemmer sagde til mig, var ting jeg selv havde fodret mit sind med - en massiv selvkritik og et enormt selvhad - gennem mange år af mit unge liv. De negative stemmer afspejlede med andre ord de sår jeg havde givet mig selv og det krævede en enorm omgang selvransagelse og mod at vende dem om på den anden side. Nu er mit eksempel på at have ondt i livet måske ekstremt, da det ikke inkluderer den almindelige dansker, men jeg ved i dag, at alle uanset udfordring med livet, kan vende det om og at man kan gøre sig fri af smerte i livet - ved blot at handle på den, lytte til den og turde være 100% ærlig overfor sig selv ift. den angst eller smerte man oplever. At tænke sig om en ekstra gang eller reflektere over det der er galt med ens livsførelse er ganske gratis og kræver ikke selvhjælpsbøger, men selvhjælpsbøger kan for nogle være en åbning ind til refleksionen og den handling der skal til.
Jeg betragter mig selv som et lykkeligt menneske, og med det mener jeg, at jeg har gjort mig fri på de punkter i livet og af de normer, jeg før lå under for og som jeg ikke brød mig om at ligge under for, og lever et meningsfuldt liv i dag.
Tidsfaktoren er vigtig. Det kræver tid og ro at hele ens smerte i livet, men når man får livet trefoldigt tilbage, er det selvsagt al den tid værd man skal bruge på det. For mig er det lykkelige liv ensbetydende med det meningsfulde liv - og det er forskelligt fra person til person hvordan sådan et liv udformer sig. Ikke alt i livet hverken kan eller skal give mening, men kan man finde en indre ro et overskud til at se igennem fingrene samfundets normer ved at finde sin egen vej, kommer man langt.
Livet er en gave - og man har selv ansvaret for at forvalte denne gave bedst muligt.
Livet består af lidelse, lidelsen har en årsag og der findes så en vej ud af denne lidelse o.s.v.
Buddhismen beskriver så nogle begreber og udsagn (læresætninger) som kan bruges, testes og diskuteres og helt uden facitliste. Ansvaret er hos den enkelt som jo ud fra denne tro/filosofi er "tom" og dermed ikke en fast kerne. Altså vi kan forandre vores indgang til dette liv, men lidelsen. lykken og begæret er og bliver en følgesvend.
Vi bliver ikke klogere på os selv ved at 'pille os selv i navlen'. Vores indre er en 'sort boks', som vi aldrig vil forstå hvad rummer. Den bedste måde at blive klogere på sig selv er ved at interagere med andre mennesker. Som de sociale dyr vi er kommer vores psykiske karakter først til udtryk gennem vores sociale ageren.
Er du utilfreds med dit liv så gør noget sammen med andre mennesker, for at forandre det. Alene er vi fortabte. Vi kan ikke ’trække os selv op ved håret’.
Det var da en fin lille selvhjælpsartikel - og nytige selvhjælpskommentarer.
Refleksionen er et symfoniorkester og du er dirigenten. Du bestemmer selv hvad du vil tænke og du ved at dine tanker sætter spor i dit sind. Løfter du dine tanker op i de højere oktaver vil du se nye højder i dit væsen du hidtil ikke har set og tør du gå hele vejen vil du indse sider af dig selv du ikke før turde drømme om du rummede. Men vejen kan være trang og ubehjælpelig. Du står på egen hånd og er helt alene i dette univers. Men tanker sætter spor. Evner du at vende de utålelige sandheder om dig selv til dit eget bedste, vil du evne, at forstå livet fra andre perspektiver end dit eget. Du vil vide, at dine tanker blot er dine instrumenter til at nå musikken og den sammenhængskraft du bærer i dig. Du vil hele som menneske og du vil hele som sand væren. Alle dine tankers løser ender vil blive samlet i et og musikken vil spille i dig ligeså naturligt, som bølgen flugter havets linjer. Der burde ikke stilles spørgsmål til hvad filosofi skal bruges til. Alle er podet med et lille stænk af filosofiens væsen og det er kun hvis du tør at give slip på dig selv i dette refleksionens univers, at du vil nå de højder i livet, som kun filosofien kan give dig. Filosofi er sand væren. Det er det nærmeste vi kan komme sandheden om livet. Du rummer dine egne fine instrumenter, din evne til at reflekterer, og tør du spille dig selv ud mod dine vante måder at tænke på, vil du opleve at de revner og sprækker du før så væk fra og som du antog for at være fejl i dit væsen, er åbninger indtil nye smukke universer. Refleksionen er et symfoniorkester og du er dirigenten. Giv dit liv det stænk af mening som kun filosofien kan give dig. Spil din egen musik. Bestem selv. Kom i gang.
Er i øvrigt ikke enig i at man ikke kan trække sig selv op med håret. Det kan man godt. Og at blive klogere på sig selv går også via. tankens eller refleksionens vej og er en ensom proces. Det kan være, at nogle tænker bedst sammen med andre, men andre tænker bedst på egen hånd. Jeg tilhører den sidste type.