Klimakatastrofen er over os og har (blandt andet) givet anledning til fremkomsten af en hel række nye debattører, som så at sige lever af den krise, der truer med at ødelægge jorden.
En af de frelste sjæle er stifteren af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, Selina Juul. Argumentet bag hendes bevægelse, som kommer til udtryk i klummen »Man smider da ikke kærlighed ud«, er farligt simpelt: Mad er resultatet af »en masse tilblivelsesprocesser«, som indebærer »naturen, marken, landmanden, gødningen, dyrene, transporten, energien og mange andre ressourcer«, hvorfor vi skal til at anerkende den rigtige løsning på klima- og fødevarekrisen. Den består ifølge Juul i en »mentalitetsændring: Mad er kærlighed. Kærlighed smider man ikke ud«.
Hvor psykotisk det end lyder, er rationalet en del af en større bevægelse på venstrefløjen. Juuls krav om en mentalitetsændring stemmer perfekt overens med ideen om den politiske forbruger, der gennem sine bevidste valg af produkter kan tilkendegive sin indædte modstand imod den type produktion, som tvinger klimaet, arbejderrettigheder osv. i knæ.
Selv om det praktisk taget er umuligt at være imod, at vi skal stoppe madspild, ændrer det ikke på, at enhver (forbruger)bevægelse, der kræver en mentalitetsændring som modsvar til klimakrisen, individualiserer skylden og ansvaret for selvsamme krise. Og enhver bevægelse, der individualiserer en krise, som er universel af natur, vil tvinge sig selv til at forlænge og styrke det system, som har skabt de objektive betingelser for krisens eksistens.
Politisk forbrug sviner også
Den politiske forbruger er først og fremmest en idealtype, som blev skabt i kølvandet på 68’er-oprøret, hvor venstrefløjen krævede et opgør med det kapitalistiske forbrug og den fremmedgørelse, der fulgte heraf. Venstrefløjen krævede et autentisk modsvar til det konforme forbrugerhelvede – og et autentisk modsvar fik de. Økologi, bæredygtighed og nøglehulsmærker er først og fremmest systemets svar til oprøret i ’68: ’Vil I have autentiske muligheder for at udtrykke jeres personlighed og politiske ståsted gennem forbrug? Intet problem, vær så venlig.’
I dag er den politiske forbruger en skræmmende realitet, som tillader den slappe venstrefløj at deltage i det kapitalistiske forbrug og samtidig udtrykke deres modstand imod selvsamme ved at bruge deres penge på at betale en smule mere for de økologiske produkter, den bæredygtige fisk og varer producerede under ordentlige forhold.
Dette politiske forbrug tillader venstrefløjen at frelse deres ’skønne sjæl’ og deltage i kapitalismens forbrug uden rigtig at deltage i det kapitalistiske forbrug. I dag er der alt mulig plads til at købe sig ud af krisen, lege politisk forbruger og udtrykke sine holdninger gennem det rigtige valg af produkter – vel og mærke under forudsætning af, at det kapitalistiske system, som har skabt klimakatastrofen og kravet om et modsvar til selvsamme, forbliver intakt.
Filosoffen Slavoj Zizek har udtrykt det helt præcist: »Processen når dermed sit klimaks: At deltage i forbrugerbevægelsen bliver samtidig præsenteret som en deltagelse i kampen mod de onder, som i sidste ende er skabt af det kapitalistiske forbrug.«
Pointen er fuldstændig klar: Enhver type forbrug – uafhængigt af dets økologi, bæredygtighed, arbejderrettigheder etc. – er med til at forlænge det kapitalistiske system, som i første omgang skabte den krise, som ’den politiske forbrugers mentalitetsændring’ angiveligt skal hjælpe os ud af. Forbruget kan aldrig være en løsning på de problemer, som i første omgang er skabt af forbruget selv.
Farligt venstrefløjsdogme
I den henseende er dette venstrefløjsdogme langt mere farligt end de republikanske klimanægtere, virksomheder som Monsanto, ’frihandelsaftaler’ som TTIP og liberalismens ligegyldighed i henhold til klimaet; ved at præsentere det politiske forbrug, det ’individuelle ansvar’ og en ’mentalitetsændring’ som det eneste modsvar til den altomfattende klimakatastrofe, vil man blot forlænge det system, som har skabt klimakatastrofen – alt imens en skøn sjæl (og kapitalismen) er i behold.
Enhver på venstrefløjen, som advokerer det individuelle ansvar over for en systemisk klimakatastrofe, er en naiv idiot, som populistisk afviser at forstå de grundlæggende processer, der har sat betingelserne for krisen.
Derfor bør klimakatastrofen først og fremmest splitte venstrefløjen i to lejre: De, der tror på reelle forandringer af de kapitalistiske koordinater, som har sat alle lukrative betingelser for klimakatastrofen, og de, som mener, at en ’mentalitetsændring, ’kærlighed’, individuelt ansvar og politisk forbrug er vejen frem. Sidstnævnte gruppe er paradoksalt en endnu større fjende end den egentlige fjende.
Kristoffer Bayer er skribent
Socialisme er synonym for demokrati og samfundsplanlægning, så lad nu bare de neoliberale og socialdemokratiske vækstapologeter om at stirre sig skrækslagne på, hvad det er deres politiske valg fører med sig - miljø og klimamæssigt. Så kan socialisterne være vejledende og samarbejdende, men samtidig koncentrere sig om, at skabe folkelig forståelse for de politiske tiltag, der er nødvendige i forbindelse med den parallelle kapitalistiske krise, samt skabe forståelse for den omlægning af omfordelingen af samfundets BNP, der ligeledes er nødvendig hvis alle i fremtiden skal have dækket det livsnødvendige basisforbrug så som bolig, vand, varme, el, mad osv.
Husk venstrefløjen er - og har altid været - drivkræfter i en lang række organisationer og ngo'er med miljø og klimamæssigi sigte.. Lad nu bare de neoiliberale modne i den sag - de skal jo være med hvis samfundet skal ændres. Det værste vil være hvis miljø- og klimakampen bliver et spørgsmål om ideologiske modsætninger - så få vi aldrig en løsning i tide.
Det er dog det værste spild af tid jeg længe har været igennem. Ikke et eneste regulært argument.
De små rødhvide standere der står langs vejene, kaldes 'præster' - de viser vejen, men går den ikke selv. Kristoffer Bayer beskriver en sygdom, men jeg er mere interesseret i medicinen, som ganske vist beskrives som modstand mod det kapitalistiske system, men det er der jo så mange (oftest indbyrdes stridende parter), der er.
Hvad er det for en vej, K.B. selv går, og hvor mange går han den sammen med? Det lyder mest som ridderne af det runde bord i DKP-fraktionen af EL.
Ja, ja, nu går jeg efter manden igen, ikke bolden, men det er, fordi manden er mere interessant end bolden, for hvordan kan det være, at en forholdsvis ung mand (efter billedet at dømme), fyrer denne gamle vise af med, at naboen er den største fjende, og de der vil noget godt er onde? Det minder mig om Uffe Ellemann, der engang i 80'erne beskyldte fredsbevægelsen for at gå russernes ærinde.
Hvad er der at diskutere her? Medicinen? Godt, så lad os få den!
Bill: Jeg har anbefalet din kommentar, fordi jeg forstår den, om end jeg ikke er helt indforstået med den. Jer, der går efter socialismen, skal selvfølgelig gå efter den og søge folkelig opbakning til projektet, og I kan gå et langt stykke ad vejen sammen med os, der ser lidt anderledes på tingene. Det er en god vej for mig at se, og så er der fred blandt naboer.
Socialisme er som alle andre -ismer menneskeskabt og dens virkeliggørelse afhænger udelukkende af de individer (mennesker), der vil indføre og opretholde den. Altså enkeltindivider. Det samme gælder for kapitalisme. Samfund er menneskeskabte og kan kun ændres og opretholdes af mennesker (enkeltindivider). Så hvis samfundet, der er skabt af individer, skal ændres, sker det kun, hvis eller når enkeltindividerne ændrer sig. Så jeg og hin enkelte bærer vores del af ansvaret for verdens tilstand. Ingen går fri.
Det jeg har at indvende til Kristoffer Bayers udlægning ovenfor, er hans fraværende fokus på, at miljø- og klimaproblemet er globalt, og at venstrefløjen i et større globalt fokus er en ubevidstgjort størrelse, uden politisk magt i den imperiale anglosaksiske implanterede udgave af demokratiet, som baserer sig på et to-parti system, hvor begge fløje er neoliberale kapitalismetilhængere, og mest slås om magten - ikke for eller imod regulering af kapitalismen, som siden monetarismens sejr, med dens fatale imperialistiske import-eksportøkonomi, har været aldeles ureguleret, globalt set.
Løsningen er, ud over fokus på miljø- og klimaproblemet, fokus på en nødvendig regulering af kapitalismen verden over - fra minimalstat til socialstat - og ikke en tro på kapitalismens sammenbrud eller pludselig opstået humanisme. Kapitalismen er darwinistisk og tilpasser sig brutalt i forhold til sine egne profitskabte miljø- klima- og human- katastrofer.
Det afgørende er ikke om kapitalismen er i stand til at overleve - det er de omkostninger der følger med der er interessante. Og dem skal socialisterne tage sig af at forudsige og forklare faren af - det er de bedst til.
Man behøver ikke være antikapitalist for at gennemskue at den såkaldte politiske forbruger er uden indflydelse. Hver gang du handler miljømæssigt rigtigt, f.eks. udleder mindre CO2, bliver der mere rum til at andre sviner, f.eks. køber den CO2-kvote du kunne have brugt — den er endda billig nu, du har jo bevirket at der er overskud af dem. :-(
Ingen går fri. skriver Kjeld Madsen. De der er økonomisk polstret har også mulighed for at betale sig fra ødelæggelserne og tjene på folks genopretningsbestræbelser. Det er business as usual i en kapitalists øjne.
Det ene udelukker ikke det andet.
Bill: Jeg er enig med dig i 10.53 lige med undtagelse af den sidste tilføjelse - "det er de bedst til". Det betyder nemlig ikke, at de er gode til det, bare bedst, og resultatet ser vi nu, hvor alt for få har lyttet til socialisterne og i stedet lytter til nationalisterne, selvom de ud fra deres status burde være lydhøre over for socialisterne. Jeg vil sige, at socialisterne har ret uden at få ret, og det er et delikat problem.
Når det nu er sådan, må der lægges en ny strategi, og den ser jeg allerede komme. For det første er der fred mellem ledelserne i Ø og Å. Fodfolket kan godt stikke lidt til hinanden, det er OK. Ser man nu på SF, som jeg lige så i en Deadline med Pia og René Gade fra Å, så var hun uforsonlig og tog patent på, at SF kæmpede for de svageste og Å underløb dem. SF er så meget i åndenød, at det hellere vil sparke til de gode naboer end række en hånd ud til dem. Dermed går skillelinjen ved SF, så Ø og Å har hele 'rosset' imod sig. Det er en alvorlig udfordring. Ydermere vil Å helst ikke anerkende højre-venstreopdelingen, men i praksis vil vi nok gå længere til venstre end Ø - på visse punkter.
Og så er jeg tilbage til artiklen, for en meget stor del af dem, der lægger økologi i indkøbskurven, stemmer på Å (eller på Ø, NB!). Jeg møder jo mange fhv. Ø-stemmer i Å - søde, rare, fornuftige folk med stor bekymring for verden. Jeg mener, at alle gode kræfter skal forenes i kampen for overlevelse, se på det der forener os og omsider stemme en ny og bedre regering til magten. Det er min strategi, men jeg er åben over for bedre forslag.
Jeg er ked af, at SF har forskanset sig hos, nå, ja, Goldman Sachs banditterne. Jeg blev lige kontaktet af SEAS-folk, så nu får jeg ikke mere min el fra Dong. Mange bække små...
Ole: Du har desværre en pointe, at det, som nogle sparer, får andre til at bruge mere, men hvad skal vi gøre ved det? Grave os ned? Det bør vel bare skærpe opmærksomheden.
Kristoffer Bayer's beskrivelse af _Stop mad spild kampagnen_ er ganske fint.
Stop madspild er jo bare et forretningskoncept som giver butikken mulighed for at sælge gammel mad, og cafeen chancen for at servere mindre fadøl til samme pris.
Når Folkekirkens Nødhjælp driver Wefood, er det mest forretning der skal spæde til lønningerne i godhedsindustrien.
Madspilds appen udgives - sært nok - af Netto, som også betaler for luderartikler i store dele af dagspressen om den livsnødvendige og eksistientelle fight mod øh madspild. Ganske almindelig profit-maksimering anno 2016
Kjeld: Det er da rigtigt, at der er en vekselvirkning mellem individ og samfund. Socialismen har jo også sine personligheder, som der hele tiden bliver henvist til, ligesom persondyrkelse ofte var et problem. Dvs. at hvis der skal ske noget nyt, skal det komme fra dig og mig eller en tredje. Vi begynder nu!
Ernst: Nå, og hvad gør vi så nu? Dig fx?
Så vidt jeg kan forstå, er Kristoffer Bayers pointe, at vi ikke standser klimakrisen, før vi har afskaffet dens årsag, nemlig kapitalismen.
Men hvis vi skal vente, til der er indført socialisme i alle verdens lande (eller i det mindste de lande, der er syndere på klimaområdet), kan vi vente meget længe - faktisk så længe, at det er for sent.
Skal der gøres noget effektivt ved klimakrisen, bliver vi altså nødt til at handle nu inden for de kapitalistiske systemer, og så er alle tiltag velkomne, især hvis sådanne tiltag kan overbevise de "fæleste af alle fæle kapitalister" om, at det kan betale sig for dem.
Socialisme mig i røven. Ville være relevant i 1916 men ikke i 2016. Find nu et historieforum at dyrke jeres fetish i, venner (-;
Verden omhandler i dag kun to parametre: Økonomisk og politisk magt. Klima, forget it. Verden befinder reelt i en art krigstilstand om den fremtidige verdensorden. En krigstilstand ingen vil give op over for og hvor klimaforandringer ikke står øverst på dagsordenen - Langt fra.
Samtidig står milliarder af mennesker i klar i kulissen og kræver forbrug af ressourcer som vi i dag tager forgivet: Masser af kød på bordet, biler, elektronik og alle andre bekvemligheder uden grænser.
Ikke for at være lyseslukker. Der er da små lyspunkter. Men det er generelt den vej den store verden går uanset, hvor du kikker hen.
...Hvis der var lige så mange penge i at rede klimaet her og nu som det er at skabe krige så skulle du bare se løjer. Kortsigtet profit regerer verden. Uanset konsekvenser.
...Se f.eks. Ernst Enevoldsen. Han har forstået det. Ha ha ha
Når jeg skriver:
Kapitalismens krumspring skal socialisterne tage sig af at forudsige og forklare faren af - det er de bedst til. ...så mener jeg at det skal de: fordi de gerne vil - det interesserer dem, fordi de har en videnskabelig metode til at analysere kapitalismen.
At ingen rigtig gider hører efter, er nok fordi at det er svært at komme til orde med kapitalismekritik i en kapitalistisk verden. Derfor synes jeg også at udenomssocialistisk aktivitet er super. Koeksistens mellem socialisme og klimaaktivisme er mulig og ønskelig.
Socialdemokraterne var knald dygtige til opbygge den socialdemokratiske socialstat, men de undlod netop at konsolidere den i befolkningen - hvilket netop var Lenins oprindelige kritik af socialdemokraterne.
@Niels-Simon: Mit fingeraftryk på planeten er - feks. - ganske lavt og såmænd økologisk.
I en globaliseret verden er det personlige valg helt afgørende, for så vidt at et system kræver en afgrænset helhed (feks. nationalstaten) som ikke længere findes. Eller et EU som snart heller ikke.
Så vidt er artiklen hovedpointe rent vås.
Det personlige valg får naboen til at tænke sig om, og så breder tingene sig.
Som Tor Nørretranders har formuleret det, så er heltene i den stagnering af befolkningstilvæksten som vi for tiden er vidne til: fulde mennesker i en dobbeltseng der har taget en beslutning om at ville have færre børn.
Ernst Enevoldsen, Du har her helt ret at naboens eksempel tæller, og hvis du tage en tur ud i verden så vil se en udvikling hvor de økonomisk accelererende lande i Sydamerika, Asien og Afrika efterligner Europa og USA. De "9 millioner cykler i Beijing" som Katie Malua sang om i 2006, er blevet til 9 millioner biler.
Hvis de økonomisk accelererende lande skal følge den rige verdens klimabevidsthed, så er vi nød til at udvikle og tilbyde en teknologi som er ren og billig, og som giver den samme komfort som vi har.
Løsningen kommer, når eliten kan få produceret sine bekvemligheder automatisk uden menneskelig indblanding og mængden af overflødige i det-blå-tankesæt er steget til vilde højder - Smuk bliver det ikke.
...Med mindre altså man er en del af den absolutte elite med magt og penge uden grænser. Socialgruppe 1-5? Glem det.
I øvrigt Ernst Enevoldsen så starter socialisme jo med kapitalismeregulering a la den skandinaviske model som selveste Bernie Sanders og Clinton diskuterede - og som mange skæver misundeligt til ude i verden (Den danske model og EU) - værre og mere utidigt er det ikke.
Herman Hansen, socialgruppe 1% ved godt, at de sejler i en plimsoller, hvis et oprørt folkehav får øje på dem. "Del og hersk" er stadig den poltiske dogme i de kredse.
Sanders, Clinton (og Michael More i hans vildt naive _Where to invade next_) diskuterede nok myten om den skandinaviske model, som den var en gang.
FlexiCurity funkede i den lukkede økonomi i lokalsamfundet (den gang verden bare var Danmark), og de facto havde vi borgerløn. Nu er der kun Flexi tilbage i arbejdslejren. Med digitalisering, et pivåbent EU, migrantstrømme og hjerneflugt fra Danmark til de multinationale er det en saga blot.
Og bare vent til TTIP er manipuleret igennem.
Vi er nødt til at prøve at tage fat i virkeligheden. Ikke noget isme-værk - inkl. humanisme (politik er komplekst, altså opfinder man humanismen, - der som fredselskende- er simpelt og nemt at dunke folk oven i hovedet med.)
Skal der laves ny er det lokalt - og det vil sige nationalt. Gerne med masser af fremmede fra de varme lande, der kan læse og skrive nok til at bestå indfødsret prøven.
Har kapitalismen skabt klimakatastrofen ?
Det hedengangne USSR og andre kommunistiske/socialistiske stater præsterede mestendels mangel på basale forbrugsgoder (bl a mad) , ringe sundhedssektorer o s v - men de ønskede brændende at overgå de kapitalistiske staters livskvalteter.
(De kinesiske kommunister var kvikke nok til reelt at droppe socialismen og udvikle en kapitalistisk samfundsmodel med kommunistpartiet som overordnet "manager".)
Uanset om mennesker er overklasse , mellemklasse eller underklasse i et socialistisk, kommunistisk eller kapitalistisk system , så vil de gerne have det fornøjeligt og godt den tid de er på jorden - så "klima-griseriet" er ærlig talt ikke et produkt af ejendomsforhold .
I øvrigt, hvis vi kun var de ca 4 milliarder mennesker, som vi var i 1970, så ville vores klimaproblemer være megte lettere at håndtere - men vi er p t på vej mod de 8 milliarder mennesker og det giver klimaproblemer - men med ny teknologi, så redder vi måske os selv lige på målstregen inden det går helt galt ?
Robert Kroll, der er socialismens narrativ om menneskelig fornuft, fordeling og planløsninger, op i mod kapitalismens profitstyring , eksklusion af mennesker, ignorering af alvorlige samfundsproblemer og hang til kriser og krige, der gør socialismen interessant. Interessen for socialismen vil selvfølgelig stige hvis kapitalismen tager sig en gevaldig nedtur eller møder muren. Så er det godt at være parat, med løsninger.
Ernst Enevoldsen 14:11, at noget er under afvikling, eller var engang, betyder ikke at man ikke kan genskabe det. Den økonomiske udvikling er ikke irreversibel.
Marxismens videnskabelige metode og store nytte kan blandt andet anskueliggøres via Marx' teori om relativ overbefolkning:
(Relation til situationen i dag sat i parentes)
Akkumulationen fører til, at kapitalkoncentrationerne bliver stadig større (den ene procent), og konkurrencen kapitalkoncentrationerne imellem fører til fusioner mellem disse (virksomhedsopkøb), til handelskrige (EU/USA og Rusland ...m.fl.) eller egentlige krige. Konkurrencen tvinger kapitalisterne til at innovere ny teknologi (robotter). Mennesker udstødes (kontanthjælp bliver til overlevelsesydelse). Kapitalens værdisammensætning, der er forholdet mellem værdien af produktionsmidlerne og værdien af arbejdskraften ændres accelererende på grund af teknologiens reproduktionshastighed - som overstiger arbejdskraftens (bl.a. skyld i udflytning af arbejdspladser til lavtlønsområder som er en mellemfase i robotiseringen). Efterspørgslen efter arbejdskraft aftager (arbejdsløshed, i SydEU og uden for EU/USA). Dette er grundlaget for Marx' teori om relativ overbefolkning og udviklingen af den industrielle reservearmé (woorking poors).
(Lettere omskrevet analyse udfra Karl Marx, 1865 teori om relativ overbefolkning.)
Alle der tænker sig bare en lille smule om, kan jo indse, at det ikke en økonomisk betinget forstækning af verdens overbefolkning, der er brug for lige nu.
Så skulle Karl Marx igen trækkes op af graven. Enhver gymnasieelev med interesse for samfundsfag kunne komme til samme konklusion. Manden har været død i mere end 130 år - det begynder at ligne en religiøs bevægelse.
Det, jeg har oplevet i de to afdelinger af Enhedslisten, som jeg (pga. flytning) har set indefra, er præcis de to lejre, som Kristoffer Bayer beskriver, hvor den sidstnævnte lejr ikke blot er en endnu større fjende end den egentlige fjende, men også udgør langt den største lejr.
Jeg er imidlertid ikke enig i, at denne lejr udgøres af naive idioter. Det drejer sig om velmenende medlemmer, som gør et stort arbejde for at fremme Enhedslistens politik i bl.a. kommunerne. Så stort er dette arbejde, at meget andet ryger i baggrunden.
Det er selvfølgelig meget beklageligt, når det drejer om en så alt omfattende katastrofe som klimaændringer, man ikke forstår alvoren af. Man skal ikke læse ret mange klimarapporter for at indse, at det er for sent at gøre noget. Der er altså ingen løsning på dette problem.
For vores børn er det et spørgsmål om overlevelse - mad og vand. Det er Titanic efter at skibet har ramt isbjerget.
Tal med en hvilken som helst proletar, der er blevet ramt af uheld eller økonomisk uformåenhed - eller har overværet det - han vil kunne formulere præcis det humane og helbredende samfund Karl Marx beskriver vejen til - men magthaverne og deres belæste lakajer, er i det 21. århundrede er ikke i stand til bare at erkende behovet... inhuman hybrispåkaldende ignorance.
Det er skam ikke kun NGOer og andre sammenrend på venstrefløjen, som skaber et økologisk narrativ, der ikke blot er ineffektivt, men er helt ude i hampen. Det kan regeringer også gøre.
Den norske regering subsidierer elbiler (Tesla) i et omfang, som svarer til at man betaler 10.000 Euro for hvert ton CO2, som atmosfæren sparres for. Dette skal sammenlignes med, at CO2 kvoter for øjeblikket handles til 5 Euro per ton. Man kunne altså spare atmosfæren for 2000 gange så meget CO2 ved at handle rationelt.
Lige hjemkommen fra Beijing (næsten) kan jeg berette at servicefolk i millionvis pendler ind til city og hjem, mange af dem fungerer som bude, og alle sammen på elektriske knallert/motorcykler - millionvis hver dag, frem og tilbage ud og ind - hvis de blev drevet af larmende benzinmotorer (som ikke er tilladt uindregistret) så ville Beijing være et sandt støj- og benzinoshelvede.
Frank Hansen, man kan ikke sætte pris på noget, der skal undgås. Det er ikke sådan, at nogen andre får lov, hvis man selv sparer - der skal spares over hele linjen, så handel med CO2 er en misforståelse.
Steffen Gliese,
Ineffektive brunkulsværker i Tyskland, Polen og Tjekkiet opkøber i øjeblikket store mængder af CO2 kvoter, som derefter tillader dem at sende enorme mængder af CO2 ud i atmosfæren. Hvis fx Norge købte nogle af disse kvoter i stedet for at subsidiere elbiler, så ville prisen stige meget betydeligt og det ville gøre i hvert fald nogle af disse investeringer urentable.
Bill Atkins,
Jeg besøger Kina en gang om året og har også bemærket de mange elcykler. Der er dog meget langt før den forfærdelige luftforurening i Bejing forsvinder. Sidste år i maj måtte jeg en tur på hospitalet i Beijing på grund af forureningen. Derfor har jeg også afvist alle følere om at modtage et professorat i Beijing. Til September skal jeg på en rundrejse i Kina og give foredrag på Beijing Institute of Technology, der forsker i elbiler, på Chinese Academy of Sciences, på universiteter i det indre af Kina samt på hjemvejen i Shanghai, hvorfra jeg i øjeblikket har flere studerende.
Da jeg sidste år besøgte Chengdu i Sichuanprovinsen blev jeg overrasket over at opdage, at en af de største bilforhandlere i området er Tesla. Der ydes ingen subsidier, så der er tale om en sund generisk udvikling af markedet.
Ja, Frank Hansen, vi to har hvert vores syn på Staten som en igangsætter i markedet for nødbendig og langsigtet udvikling.
Du må have en 3m-maske i inderlommen. Den hjælper når smoggen fra eksportproduktionen slår ned mellem højhusene i Beijing.
Bill Atkins,
Den var sjov. Mine kinesiske venner fortæller, at forureningen er værst om vinteren, idet private i stor stil benytter kul til opvarmning. Det passer også med de ovne, som står i kælderen på mange nye højhuse. De brænder kul og sender varm luft op i bygningen. Bliver det for varmt kan man jo altid åbne vinduet. Det var også en god gammel Sovjetrussisk metode.
Zizek-filosofi fra A til Z. Analysen er ikke ukorrekt. Hvis man slår en skid i et kapitalistisk samfund, er det en kapitalistisk skid - udtrykt i Zizek's tilsyneladende foretrukne latrinære sprog. (Jfr. Zizek's filosoferen over forskellen mellem franske, tyske og engelske lokummer.) Diskussionen er ligeså gammel som venstrefløjen: Støtter man det borgerlige demokrati ved at deltage i det parlamentariske arbejde? Naturligvis gør man det, men spørgsmålet er, om det er en tilstrækkelig begrundelse for at lade være. I stedet for en streng ortodoks alt-eller-intet-filosofi kunne vælge at se al forandring som en proces af stigende modstand og skiftende former for modstand. Som Bill Atkins gør opmærksom på ovenfor, så skal også de neoliberale leve i andet samfundssystem, når det kapitalistiske systems mangel på enhver former for bæredygtighed går op for flertallet af befolkningen.
Når det parlamentariske arbejde løber ind i det kapitalistiske systems absolutte grænser, vil modstandens fremtrædelseform nødvendigvis ændre sig. Den nye form for modstand vil vokse ud af erkendelsen af det borgerlige, parlamentariske systems begrænsninger. På samme måde vil den politiske forbruger afgå ved døden, når det står klart for flertallet, at man ikke kan købe sig til bæredygtighed. Derfor på den ene side: Køb økologisk men hav ingen illusioner om, at du kan forandre verden gennem et ændret forbrugsmønster. På den anden side: Læn dig ikke tilbage i forventning om et pludseligt kapitalistisk sammenbrud og et der ud af automatisk voksende socialistisk alternativ. (Hvad socialisme så end er.) Det nye som ikke vil fødes eksisterer allerede indenfor det gamle system, som ikke vil dø. (Frit efter Marx.)
Vær også lige opmærksom på klasseaspektet i den politiske forbruger. Hvis man tror, at ændret forbrug er vejen til forandring, udelukker man alle de personer, som lever under kontanthjælpsloftet fra at deltage i den nødvendige forandring. Den politiske forbruger er et forandringsprojekt for den velhavende elite, som i værste fald lader de mindst priviligerede dø af kræft, fordi de kun har råd til at spise junk. Vi kunne starte med at gøre opmærksom på, at fattigdom er lig med usund levevis og dårligt helbred og kræve at alle har ret til en ernæring som ikke er påviselig kræftfremkaldende.
Frank Hansen, du er en morsom mand, med et meget forenklet syn på virkeligheden.
Nu er forureningen i Beijing meget svingende og naturligvis har opvarmningen af privatboliger - primært Hutonger - af en vis betydning, men langt de fleste moderne højhuse i Beijing er opvarmet med elektricitet. 40% af luftforureningen stammer fra bilerne, 60% stammer fra industri og skibsfart som havnemæssigt og enegiproduktionsmæssigt er samlet i nogle centre omkring Beijing og derfor spiller vindretningen en meget stor rolle.
Gennem de seneste 3 år har Beijing desuden brugt 17 milliarder dollars på at bekæmpe luftforureningen. Den skyldes dog også det støv der blæser ind over byen fra den nærliggende ørken. I 2002 målte man således et nedfald af støv på 50.000 tons fra bare en enkelt storm!
Men rent faktisk var vores diskussion Frank Hansen om Staten som en uundværlig igangsætter af langsigtet og nødvendig produktion i en privatkapitalistisk kortsigtet profitstyret økonomi.
Bæredygtighed indebærer, at ressourcer cirkulerer i lukkede kredsløb. Der er ikke meget, der tyder på, at et frie markeder er i stand til at skabe sådanne kredsløb. Tværtimod.
Man kan ikke afskaffe markeder med et snuptag. Det vil medføre kaos. En eller anden økonom har beregnet, at en typisk storby vil kunne eksistere i 8 dage uden sult og sammenbrud i f.eks. el- og vandforsyning med voldsomme epidemier til følge, hvis væsentlige markeder lukkes ned. Absolut frie markeder medfører også altid en eller anden form for kaos. Men absolut frie markeder er en illusion. De eksisterer ikke - bortset fra i den neoliberale tågesnak.
Frank Hansens lovpriste CO2 kvoter er en fiasko. De fratager virksomhedernes motivation for at investere i alternativ energibesparende teknologi.
https://ing.dk/artikel/eus-system-co2-kvoter-gisper-efter-vejret-114507
»Med de gældende regler vil EU’s kvotesystem ikke fungere før i 2045 – derfor er kvoterne værdiløse,« lyder vurderingen fra Per Lekander.
https://www.information.dk/indland/2013/01/co2-kvoter-kaldes-vaerdiloese...
Frank Hansen, skal lige beklage en uberettiget lidt ubehøvlet indledning 22:58 - bogstaverne er ved at blive lidt små - god nat til alle.
Korrektion: Absolutte frie markeder har eksisteret, men i relativt korte tidsrum. De ender altid med at blive regulerede, fordi de fremtræder som en trussel mod selve systemet og dets sociale, økonomiske og økologiske bæredygtighed. F.eks. har børnearbejde været tilladt i samtlige europæiske lande. DDT har været tilladt til bekæmpelse af myg, men er nu forbudt i de fleste lande i verden. Såkaldte subprime lån endte med at blive regulerede i USA, fordi de blev en trussel mod det finansielle system etc. etc. Absolut frie markeder er en ideologi, og det er tvivlsomt om de neoliberale selv tror på deres egne fortællinger.
Frank Hansen
15. juli, 2016 - 19:05
I 2015 var der solgt ca. 50.000 elektriske biler i Norge. Statsstøtten har kostet den norske stat ca. 2 mia norske kroner. At tro, at man kan redde verden fra en klimakatastrofe med 2 mia norske kroner, er en voldsom undervurdering af problemet.
I 1958 pumpede den japanske regering milliarder af japanske yen ind i en symaskinefabrik, efter at man havde smidt General Motors og Ford ud af landet. Den omstrukturerede symaskinefabrik konstruerede et håbløst monstrum af en bil, som hele verden lo ad. Bilen kaldte de for Toyopet. Efter at Toyopet blev til Toyota forstummede latteren. På samme måde startede det kinesiske statsplanlagte såkaldte økonomiske mirakel med produktion af billige sokker, plasticbestik og paraplyer, som verden trak på skuldrene af. Internettet er et resultat af en joint venture mellem det amerikanske forsvarsministerium og nogle private virksomheder. Jetmotoren er et produkt af den amerikanske planøkonomi under den 2. verdenskrig. De fleste statssubsidierede produktionsprojekter starter i det små med ubetydelige og ofte latterlige ineffektive projekter med høje omkostninger. Efterhånden bliver disse projekter overtaget af private virksomheder, som kan lave store penge ud af det, fordi staten har sparet dem for de grundliggende start-up omkostninger. Det kan gå Tesla på samme måde. De neoliberale peger fingre af og skælder ud på den 'ineffektive' stat og dens 'håbløse' produktive investeringer lige indtil return on investment har nået et punkt, hvor private investorer kaster sig over projektet og scorer profitten - altså indirekte for skatteyderfinansierede midler. Ingen elsker statsstøttede projekter højere end neoliberale økonomer. De holder det bare for sig selv.
Det er sjovt at en "skribent" godt må kalde folk for psykotiske og idioter. Vi andre ville nok få vores kommentarer slettet hvis vi skrev sådan, nå, han fik da sat gryden i kog herinde kan jeg se, det godt vi ikke er flere der debatterer her eller skriver sådan noget lort som denne "skribent", så ville verden nok ikke flytte sig så meget. Hurra for alle dem der prøver at gøre noget, så stort eller småt det ende måtte være, så kan I alle hygge jer med ordsalaten herinde. Og "skribenten"? han må da kende nogen på redaktionen siden han har fået lov til at boltre sig her, det er i hvert fald ikke studenterhuen der trykker ham.
Netop, Frank Hansen, problemet er, at CO2-kvoter kan handles i stedet for al magt nedbragt ved forbud imod teknologier, der udleder dem mest umådeholdent.
Det stopper dog ikke, før vi holder op med at jagte arbejdspladser, fordi vi tror, at det er vejen til velstand. Hvis det handlede om at løse et problem og holde fri, havde EU ikke længere kulproduktion, en masser af jord-, vand-, vind- og solenergi.
Jeg synes det hele lyder noget selvmodsigende, forbrugerne af økologiske varer er i skribentens øjne, jo nærmest 'onde', de er i hans øjne ikke bedre med deres forbrug end andre der køber ikke-økologiske varer, og burde holde op med at forbruge, fuldt stop!
Ingen kan holde op med at forbruge, vi skal alle have mad på bordet, tøj på kroppen, og møbler i huset. Så det er noget sludder han siger.
Det var det jeg fik ud af den kronik.
At være bevidst forbruger er ikke nødvendigvis det samme som at være politisk forbruger. Og ja, man sender et signal, desværre er der for få der sender det.
@ Troels Brøgger,
Jeg kan godt forstå at Information trykker denne kronik, prøv at se en debat det har affødt, og det er nok netop det der er meningen med at trykke kronikken.
Et debatoplæg, uanset om det korresponderer med avisens holdninger eller ej, er godt hvis det sætter en debat igang, det ved de inde på redaktionen, er jeg sikker på.
Fremtiden ligger i, ikke at skulle have den nyeste dims eller koldskålsversion i nutiden. Når vi med kærlighed anerkender dette aspekt, så tror jeg på at resten af løsningen nok skal udfolde sig.
Paradoksalt, må vi nok også skulle lukke internettet. Jeg er ikke så sikker længere om at internettet skulle sætte os (viden) fri. Det synes som om at det tilfører apati frem for nødvendigt engagement.
Sider