Kronik

Det er ikke lyst, der driver Vestens interventioner i Mellemøsten

Når Vesten griber militært ind i Mellemøsten, sker det af nød, fordi alternativet forekommer endnu værre. Det står i modsætning til Irak-krigen, hvor indgrebet i højere grad var drevet af høgene i Bush-administrationens lyst til at gøre det af med Saddam Hussein
Den franske kampindsats i Mali og efterfølgende indsættelse af en fredsbevarende FN-styrke var måske en generalprøve på fremtidige vestlige interventioner i Mellemøsten.

Baba Ahmed

20. juli 2016

Danske soldater er atter i krig i Mellemøsten. Lige nu er kampfly og specialstyrker indsat til støtte for den amerikansk-ledede koalition, der bekæmper Islamisk Stat (IS) i Irak og Syrien.

Mange ser det som udtryk for, at Vesten – og Danmark – ikke har lært noget af krigene i Afghanistan, Irak og Libyen.

I alle tre tilfælde resulterede de vestlige interventioner i statskollaps, borgerkrige og flygtningestrømme, og der er heller ingen udsigt til, at den militære indsats imod IS vil skabe fred og stabilitet i Irak og Syrien i overskuelig fremtid.

Hvorfor lader de vestlige stater ikke være? Hvorfor lader de ikke parterne slås, til de bliver trætte og selv finder ud af at afslutte deres krige på en måde, så der bliver stabilitet bagefter? Har Vesten ikke lært, at deres interventioner ofte ender med at gøre mere skade end gavn?

Jo, vestlige beslutningstagere har lært, at der ikke automatisk vokser fred og stabilitet ud af et geværløb.

Deres mantra i forhold til Syrien-krigen har været, at der ikke er nogen militær løsning på konflikten – det er der aldrig. Problemet er imidlertid, at spiselige løsninger nogle gange kræver brug af militær magt.

Det var frygten for massakrer på civilbefolkningen, der fik de vestlige lande til at intervenere i Libyen i 2011 med FN’s Sikkerhedsråds velsignelse. Det var frygten for Bagdads fald, der fik præsident Obama til modstræbende at gå i krig mod IS i 2014.

De seneste års vestlige interventioner i Mellemøsten er ikke sket af ’lyst’, som det var tilfældet med den amerikanske intervention i 2003, hvor høge i Bush-administrationen udnyttede terrorangrebet den 11. september 2001 som påskud for at gøre det af med Saddam Hussein. De er sket af nød, fordi alternativet forekom endnu værre, da beslutningerne om at bruge magt blev taget.

Presset til intervention

Det vil ske igen i de kommende årtier. Vestlige beslutningstagere vil med jævne mellemrum føle sig presset til at intervenere militært i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) for at forhindre værre alternativer, selv om de helst ville være fri.

Det kan være for at forhindre nye terrorgrupper som IS i at få fodfæste i områder, som regeringer ikke kontrollerer, for at forhindre eller standse massive overgreb på menneskerettighederne, for at forhindre nye flygtningestrømme af syriske proportioner i at søge mod Europa eller for at forhindre en kombination af disse tre scenarier.

Årsagen er, at mange MENA-lande er fastlåst i en ond cirkel af lav økonomisk vækst, dårlig regeringsførelse, fattigdom, stor ulighed, stor arbejdsløshed, stor befolkningstilvækst og lav folkelig opbakning. Disse interne problemer forstærkes af den ustabilitet og uro, som de væbnede konflikter i regionen fører med sig i form af flygtninge, radikalisering, øgede sunni-shia-spændinger og ødelagt handel.

Regimernes manglende evne og vilje til at skabe tålelige levevilkår og fremtidsudsigter for størstedelen af befolkningerne i MENA-regionen vil være en konstant kilde til uro, ustabilitet og væbnet konflikt i de kommende årtier.

Selv om en forstærket vestlig indsats for at stabilisere regionen ville kunne reducere risikoen for, at nye konflikter bryder ud, vil den ikke kunne forhindre det.

Erfaringerne fra de seneste årtiers bestræbelser på at stabilisere Balkan, Mellemøsten og Afrika viser, at der er grænser for, hvor meget Vesten kan gøre for at påvirke regimer til at iværksætte større reformer, som på afgørende vis ændrer de interne magtforhold.

Sådanne reformer vil i reglen rammer de eksisterende eliter, som derfor modarbejder dem med både arme og ben.

Hertil kommer, at der heller ikke er nogen enkle opskrifter på, hvordan man skaber høj (over fem procent), inklusive økonomisk vækst over en længere periode, hvilket er forudsætningen for at få MENA-landene ind i en mere stabil gænge.

Interventionerne fortsætter

Vesten skal derfor blive bedre til at intervenere militært i de situationer, hvor alternativet forekommer værre. Hvis det skal lykkes, er det afgørende at lære af de fejl, der er begået i de senere årtier.

Her er den gode nyhed, at vestlige beslutningstagere har erkendt, at de var alt for ambitiøse i deres tilgang til interventionerne på Balkan, i Afghanistan og i Irak. Det er umuligt at ændre samfund grundlæggende og fjerne dybtliggende konfliktårsager i løbet af 10 år.

’Aldrig mere landtropper’ er imidlertid heller ikke nogen løsning. Den tilgang fik katastrofale følger i Libyen, hvor Vesten støttede lokale oprørere med fly, skibe og specialstyrker og smuttede igen, så snart Gaddafi var aflivet.

Det efterfølgende statssammenbrud kunne måske være undgået, hvis nedkæmpelsen af Gaddafi-regimet var blevet fulgt op med indsættelsen af en fredsbevarende styrke og en større diplomatisk indsats for at hjælpe det nye regime i den svære overgang fra krig til fred.

Den fejltagelse blev ikke gentaget i 2013, da Frankrig intervenerede i Mali for at standse en jihadistisk oprørsgruppe, der truede med at indtage hovedstaden og kaste hele landet ud i kaos.

Læs også: At gå i krig er let – at komme ud er tungt

Den succesfulde franske kampindsats blev fulgt op med indsættelsen af en fredsbevarende FN-styrke og diplomatiske bestræbelser på at få en fredsaftale forhandlet på plads mellem de stridende parter.

Den opfølgende indsats er dog langtfra nogen solstrålehistorie. FN har de sædvanlige problemer med skaffe de nødvendige soldater og ressourcer. Den vestlige opbakning har været halvhjertet, sikkerhedssituationen er forværret det seneste års tid, adskillige FN-soldater har mistet livet, regeringen i Mali er en vanskelig dansepartner, og en effektiv fredsaftale er stadig ikke på plads.

Operationen tegner til at blive langvarig, og den bidrager mere til at lægge låg på end til at løse de underliggende problemer med dårlig regeringsførelse og diskrimination af befolkningen i nord, som udløste oprøret i 2013.

Svær stabiliseringsfase

Mali-operationen er instruktiv, fordi den giver et godt billede af de vestlige interventioner, der er i vente. En vestlig regering følte sig tvunget til at intervenere for at forhindre en konflikt i at løbe løbsk og skabe en uoverskuelig situation.

En effektiv vestlig kampstyrke fik hurtigt og uden større problemer fjernet den overhængende militære fare. Så kom den svære stabiliseringsfase, hvor man skal have parterne til at holde op med at slås og overbevist regeringen om, at den skal forbedre forholdene for alle sine borgere og ikke kun de grupperinger, der har bragt den til magten.

Her bliver Vesten nødt til at væbne sig med større tålmodighed og erkende, at der ikke findes nogen hurtige fix eller standardløsninger. Her er der behov for en erkendelse af, at problemerne ikke kan løses med afholdelsen af demokratiske valg eller træning af lokale hærstyrker.

I de fleste tilfælde vil der være behov for en langvarig fredsbevarende operation og en kontinuerlig diplomatisk og økonomisk indsats for at holde problemerne i ave og give reformvenlige kræfter mulighed for at bide sig fast.

I MENA er de vesteuropæiske lande nødt til at føre an i langvarige og besværlige stabiliseringsindsatser, der kommer til at minde om operationerne på Balkan, for der er ikke andre, der har interesse og kapacitet til at gøre det. Det kan forekomme udsigtsløst, men alternativet er at skulle intervenere igen og igen med korte mellemrum, som det har været tilfældet i Irak.

Så er det billigere og bedre – økonomisk og menneskeligt – at understøtte langvarige indsatser, der kan lægge låg på og forhindre væbnet konflikt i at (gen)opstå.

Peter Viggo Jakobsen er lektor på Forsvarsakademiet og professor (deltid) på Center for War Studies, Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Robert Kroll
Olaf Tehrani og Robert Kroll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er mange smukke motiver for at slå andre ihjel.
Der er også lidt mere snuskede, som traditionel vestlig sikkerhedspolitik, hvor det for næsten enhver pris gælder om at holde Rusland indelukket i en ring at lydige statsledere, undskyld frie stater, og gamle kolonitanker, hvor råstoffer til vestens vækstfilosofi skal beskyttes af hensyn til verdenssamfundets mulighed for at skabe den nødvendige vækst.

Kurt Nielsen, Thomas Petersen, erik mørk thomsen, Niels Duus Nielsen og curt jensen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Ikke af lyst, men af nød, skriver PVM. Hvad kan det mon være for en nød?
Det er først og fremmest sikringen af vore forsyningsveje, og så er alt andet sekundært. Det er kommet tydeligst frem ved Suezkrisen og Panamakrisen. De to handelsveje skulle simpelthen fungere, og gjorde det ikke det, betød det krig.

Hvis vores formål skulle være af idealistisk karakter (demokrati eller undervisning af piger), kunne det jo medføre, at vi skadede vores handelsinteresser, og sker det, må vi opgive idealismen.

Et demokrati som USA’s, hvor pengene afgør, hvem der bliver valgt, fører man udenrigspolitik ved at gå efter pengene. Krig er jo dyr, og når nu verdenspolitikken ’føres med penge’, burde man sige det rent ud. Ønsker man stabilitet og fred er det pengestabilitet og pengefred, man går efter. Man ønsker nok ikke at sige det for tydeligt, for hvor mange vil så melde sig til militæret? Mange bruger begrundelsen ’ud at gøre en forskel’ for deres engagement. Dermed mener de oprette demokratiske institutioner. Det sker da også – så længe det kan betale sig. Når verdenshandelen hviler på magt/overmagt kan den enkelte soldat umuligt have overblik over det gavnlige af sin egen indsats, og derfor bliver vi tit vidne til de bitre erkendelser fra hjemvendte soldater.
Man kan også bare sige, at vi kæmper for vækst. Slut, prut! Det ville være ren besked, men hvem gider melde sig til et så diffust formål. At forsvarets hvervefilm i virkeligheden er vækstfremmere, tænker de færreste på.

Kurt Nielsen, erik mørk thomsen, Niels Duus Nielsen, curt jensen, Randi Christiansen, Herman Hansen, Lise Lotte Rahbek, peter fonnesbech, Toke Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

PVM-'fjenden han skal bare trækkes ud på slagmarken og have nogle tæsk' - forbigår fuldstændig den engelske Sir John Chilcot-rapport, der beviser et uhørt bedragerisk anslag mod Vestens demokrati og befolkninger, fra blandt andre Toni Blair, og dermed også Anders Fogh Rasmussen. I stedet skriver han:

"Jo, vestlige beslutningstagere har lært, at der ikke automatisk vokser fred og stabilitet ud af et geværløb." ...dumme dumme dem.

Ovenstående artikel fra Center for War Studies, Syddansk Universitet er, set i fortielsens lys en direkte hån mod kravet, om oplysning af folket i demokratiets navn. (For vores egne penge)

Kurt Nielsen, Niels Engelsted, erik mørk thomsen, Niels Duus Nielsen, curt jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Løsningen på stop for vilkårlige skyderier i USA er stop for salg af våben til private, og løsningen af stop for krig i Mellemøsten er ophør af våbeneksport og destruktion af de computerprogrammer, der gør krig mulig på nuværende tidspunkt.

Herman Hansen

...Stop al våben eksport til den tredie verden og mellem østen osv. - Uden krudt ingen krig.

Tag nu f.eks. Tyrkiet, hvis demokratiske evner ser mere og mere tvivlsome ud. De har licens til at producere f.eks. F-16 kampfly. Og om få år får de mulighed for selv at producere F-35 kampfly på licens fra amerikanerne. De har ligeledes fået tildelt fuld kontrol af ca. 40 atomvåben fra amerikanerne.

Robert Kroll

God artikel .

Man kunne også overveje den mulighed, at vi lader være med at engagere os medmindre vi føler os truede - d v s , at vi lukker øjnene for lokale folkemord, religiøse fejder, borgerkrige, undertrykkelse o s v, når det ikke berører os materielt/sikkerhedsmæssigt.

Jeg tror dog , at en sådan kynisk tilgang til problemer i andre lande næppe vil vinde nogen synderlig tilslutning hverken i Danmark eller i de øvrige lande , som vi normalt arbejder sammen med.

Den nuværende russiske ledelses adfærd (Krim, Ukraine, Syrien m v) er en stor skuffelse - så vi bliver atter nødt til at investere mere i forsvaret for at bremse Moskvas ambitioner om at gøre de omliggende lande (herunder de nordiske lande) til eksklusive interesseområder og lydstater for Rusland.

På den lange bane bliver Rusland nok igen mere spiselig, og på den helt lange bane bliver Rusland måske endda medlem af EU - vi skal bare "håndtere" Ruslands akutte anfald af nationalisme og afvente , at nogle mere forstandige ledere hen ad vejen ( 10-25 år ?) kommer til magten i Rusland.

charlie white

"Professor" i krig, hvem kan det så undre at han synes det er "nødvendigt" at intervenere når der ikke er andre "spiselige" valg.

Hvis man brugte et beløb svarende til de penge våbenindustrien tjener ville det skaffe ro på 1 dag hvis de blev brugt på en humanitær indsats.

Den påstand er mere fredsskabende end en tese' om den "nødvendige" militære indsats som kun medfører død og ødelæggelse og sikkerhed for at det fortsætter sålænge der er penge at tjene.

Kurt Nielsen, Torben Jørgensen, Randi Christiansen, Thomas Petersen, erik mørk thomsen, curt jensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Robert Kroll

Kære Charlie White (kl 11.29)

Så længe "bøller"af typen Hitler/Pol Pot/ Stalin /Mussolini/Kim Il Sung ( og afkom)/Assad m fl kan komme til tops i diverse lande, så hjælper din "medicin" (massiv humanitær indsats) ikke en tøddel.

Det er ligesom i et frikvarter i en skole - får mobberne lov til at udfolde sig uden at der gribes fysisk ind, så ødelægger de det hele for alle eleverne samt for lærerne.

Der er nogen sociopatiske mennesker , der er uden for pædagogisk rækkevidde, og får de magt, så skal de nedkæmpes med magt .

".....skal blive bedre til at intervenere, hvor alternativet forekomme værre " - siger PVJ.
Han ballancerer på en knivsæg, for hvem kan vide med sikkerhed hvad alternativet er - og om det er værre. Og værre end hvad ? Terrorisme overalt i Europa ? Flygtninge strømme, som vi alligevel ikke vil modtage.
Blande en tredjepart sig i en kamp, bliver han en del af kampen. Der er kampe overalt. Hvordan sætter vi grænsen - ud fra citatet.
Den bedste fremgangsmåde kan derfor være at begrænse, inddæmme og yde humanitær bistand, hvor modtageren er modtagelig - og lade dem slås, der vil slås.
I en gammel film fra Irland blev der i en pub spurgt : Er det et privat slagsmål er offentligt ?

Kurt Nielsen, Randi Christiansen, Thomas Petersen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Olaf Tehrani

Det er måske ikke længere lyst, der driver Vestens interventioner.
Peter Viggo Jakobsen går måske lidt for let henover de bevæggrunde, der indtil for nylig gjorde sig gældende.
Hvis man ønsker en mere præcis analyse af disse, kan man med fordel lytte til dette foredrag af Noam Chomsky: https://www.youtube.com/watch?v=Nz966b_aoyI

Randi Christiansen, Niels Engelsted, Thomas Petersen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Tja. ..
Enig i den del af analysen der siger at det at komma ud af en krig er sværere end at komme ind i en og at vesten må ruste sig med mere tålmodighed når det gælder om at skabe stabilitet.

Men kunne vi ikke finde et andet ord for "elite(r)?
Elite er jo for det meste noget positivt og det kan man ikke ligefrem sige om de mennesker der har sat sig på toppen af de sociale og politiske hierarkier med formål at suge mest muligt ud af samfundet til egen fordel, både hertillands og i langbortistan.
Og at blive bedre til at imødekomme også andre grupper end dem man kan takke valgsejren for, det ville være dejligt hvis vores politikere kunne tage til sig, ikke mindst for at kunne stå fremme med gode eksempler frem for tågesnak som de langbortistanske "eliter" jo ikke er for dumme til at gennemskue med det samme dersom vestens regeringer i de seneste dekader kun gør det modsatte af det de lover og prædiker.

Niels-Simon Larsen

Læs Charlie's indlæg igen!

Hvis vi fx havde indført borgerløn i Somalia for de penge, der er brugt der på militær, havde der ikke været somaliske flygtninge. En borgerløn på 100 kr om dagen ville give landet ro. Afghanistan? Libyen? I stedet har vi smadret det ene land efter det andet eller ladet dem selv gøre det for vore penge.

Kurt Nielsen, Randi Christiansen, erik mørk thomsen, Leo Nygaard, Niels Duus Nielsen og curt jensen anbefalede denne kommentar

Hvad jeg mener med det er at vi næppe kan forvente at MENAFs regeringerne samt deres diverse befolkningsgrupper vil betragte os som troværdige samarbejdspartnere så længe vi selv er i gang med at skabe mere og mere af det som er hovedårsagen til hele verdens konflikter: den støt voksende ulighed mellem dem der har og dem der ikke kan få.

Kurt Nielsen, Carsten Svendsen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Niels-Simon L.
Nu tror jeg ikke at penge alene ville skabe fred når man ikke kan købe noget for dem, og når ingen kan stoppe bøllerne fra at røbe dem fra de forsvarsløse, men ideen er jeg helt med på. Vi bør bombe disse områder med mad, energi generatorer og livsnødvendige forbrugsgoder i en omfang at det ikke længere er profitabel at stjæle og rane dem til sig. Som US i øvrigt har gjort i de værst ramte områder i Tyskland, lige før og efter kapitulationen i WW2. For at skabe stabilitet og forhindre uro og oprør mod befrielsen, som blev en af historiens få vellykkede militære besættelser overhovedet.

Hvor er Marshall planen for MENAF?

Man glemmer i dag fuldstændig at vel var det soldater der vandt krigen men det var Marshall planen der vandt freden og var grobund for EUs rigdom i dag.

Jens Falkenberg

Et af hovedproblemerne bag Vestens ofte klodsede rolle i MENA regionen er vel nærmere at vi ikke rigtig ved hvad vi selv vil. Under den Kolde Krig mærkede vi truslen fra Soviet hvilket ledte staterne i Vesten til at agere mere pragmatisk omend det ikke altid var moralsk. Efter den Kolde Krig blev krige mere ideologiske og i eliternes smalle forstand mere moralske.
I dag, og særligt efter Rusland igen er blevet en faktor i international politik er vi fanget i krydsfeltet mellem at føre ideologiske/moralske interventioner imod despoter og religiøse grupper der ikke deler vores overbecisninger og balancere Rusland ved at begrænse deres indflydelse. Når disse to ting udføres samtidig, fører det til akave politiske tiltag der udstiller Vestens dobbeltmoral.
Men, hvis vi skal skabe stabilitet i MENA (og begrænse konfliktens konsekvenser i Europa) kræver det vi tager et valg og handler pragmatisk ud fra det. Enten tager vi skeen i den anden hånd og løser problemet i MENA regionen i fællesskab med Rusland. Alternativet er at lukke Europa, koncentrere sig om Rusland, lade MENA løse problemerne selv og lade flygtningene sejler i deres egen sø.
Med andre ord skal vi finde ud af om vi vil være venner med ubehagelige typer som Assad, Ghadafi, og kongefamilien i KSA, eller om vi vil se flygtninge drukne 200 meter fra den Græske kyst. Vi kan ikke løse begge problemer samtidig.

jan henrik wegener

Man kan nogle gange få det indtryk at disse områder ses som en "fjern planet". Der er da også nogen afstand på gåben fra grænsen ved Padborg. Der er dog tale om et område der er og altid var meget nær ved Europa, som de indre danske og nordiske farvande og der har så længe man har kilder tilbage, været masser af forbindelser.

Niels-Simon Larsen

Rusland nævnes, men jeg forstår ikke postyret omkring Rusland. Demokrati af navn, reelt et kleptokrati og bøllevælde. Ingen nævneværdig industri. Havde Rusland ikke atomvåben var det ikke militært af betydning. Gas og olie, som vi gerne vil aftage, er rigdommen. Jeg kan ikke se, at vi har grund til at føle os truet.

For mig at se er problemet, at Danmark er uden en selvstændig udenrigspolitik. Vi klynger os til USA, og det er så det. Der er sjældent interessante debatter, for det ligger i kortene, hvad vi må gøre. Vi befinder os under NATOs atomparaply. Det er en politisk flertalsbeslutning, og så er alle med i puljen. Pacifister også. Sådan er politik. Det er ligesom, hvis man er imod folkekirken, så er man alligevel med til at betale til den, fordi flertallet bestemmer. Den slags er gift for demokratiet, og hvad er ikke det efterhånden? Et forført flertal lægger en masse faste rammer, der er umulige at ændre. Irreversible byggerier binder landet i strukturer, som senere generationer ikke kan ændre på. Politik som folkestyre forsvinder. Derfor er det så interessant, at brexit gik igennem. Til sidst stemmer folk nej, bare for at overbevise sig selv om, at der stadig findes et ord, der hedder nej.

Mht. militærpolitikken er det utopisk at tro, at der findes pacifister, og at der kan stemmes nej til militær. Ordet nej findes ikke her. Alene af den grund er det værd at gøre forsøget og skabe et nej. Et nej der vender der hele på hovedet. Ikke kun af den grund, for det kunne jo være, at tiden alligevel var til det, og der ingen mening er i at opruste. Hvordan får man en såkaldt oplyst befolkning til at stemme for 50mia.kr nye kampfly? Der må da være noget galt.

Kurt Nielsen, Randi Christiansen, Thomas Petersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

’Aldrig mere landtropper’ er imidlertid heller ikke nogen løsning. Den tilgang fik katastrofale følger i Libyen, hvor Vesten støttede lokale oprørere med fly, skibe og specialstyrker og smuttede igen, så snart Gaddafi var aflivet.

Information 4. maj 2011
Der var ellers ingen tvivl om FN-mandatets grænser, da Lars Løkke Rasmussen i går afholdt sit ugentlige pressemøde:
»Det internationale mandat, der er givet, og som vi agerer inden for, er ikke et mandat til at gå militært efter Gaddafi,« sagde statsministeren.

Det er ikke lyst, der driver Vestens interventioner i Mellemøsten. Hvad er det så? Geostrategiske?
Det kan næppe overraske, at Ruslands og Kinas tillid til fremtidigt samarbejde med Nato-magterne i FN’s Sikkerhedsråd blev væsentligt svækket, hvilket kom frem i Syrien.

En artikel på et besynderligt tidspunkt for EU, Europa i en tid med krigstrommens buldren mellem Vest og Øst, og hvor koldkrigsretorikken stiller sit lumpe ansigt frem igen, og udstiller Vesten med den militæralliance NATO som den svage part, - men man samtidig andetsteds kan læse at det reelle styrkeforhold På hvad der bruges på militæret, antal soldater og antal våben af alle slags(fly, kanoner osv.., osv.) er i vestens favør i forholdet 10:1!?

Vedrørende Irakkrigen var der som Chilcot rapporten omtaler, intet FN mandat hertil, kun en forfattet løgn om "masseødelæggelsesvåben" og en Al-Qeada forbindelse mellem Saddam Hussein, som ligeledes sidenhen viste sig heller ikke at være sand!

Over 1 mio. irakere er døde som følg af flakse udsagn fra Amerikas ledende politikere med høgene i kølvandet som vejledere for krigen, og muligvis også dem der profiterede mest på en krig i Irak, der gerne skulle være langvarig, så aktiekurserne kunne stige.

Sagt helt kort, så begik vesten med sin invasion af Irak i det årti et folkemord af helt uhørte dimensioner, uden nogen er stillet til ansvar herfor, - kun sorte fra Afrika, og "slyngler" udråbt fra Amerikas politiske system, er endt for Haag domstolen for at stå til ansvar for deres ugerninger(!),
en det er åbenbart vestens doktrin for menneskerettigheder?

Afghanistan var næsten et oplagt må efter 11. september, men dertil kom også de storslåede fraser og floskler om Taleban, og undertrykkelsen af kvinder, lærerettigheder osv., osv., men her druknede meget i den accepterede samtidige korruption i centralregeringen, med de mange mange mia. som blev sendt dertil i civil forbindelse med den militære indsats.

Politikerne vidste udmærket koblingen i centralregeringen med korruptionen, men undlod at handle herpå, trods det de selv havde soldater i felten der mistede livet eller blev lemlæstet for de storladne ord om frihed, demokrati, ligeret og ret til lærdom, som politikerne anvendt, - men altså lod dem samtidig i stikken ved ikke at tage e opgør med korruptionen i centralregeringen, så på den måde svigtede man soldaterne i felten, - ja man kan nærmet ligefrem sige der var tale om at stikke dem en kniv i ryggen.

Nu er situationen løbet helt løbsk i Mellemøsten efter Krigen i Irak, og en del af regionen står i flammer, - og det må forventes at selv efter nedkæmpelsen af IS vil og kan v ikke føle os sikre imod terror i fremtiden, og et politisk stabilt styre i såvel Irak som Syrien skal man uden tvivl bruge en stjernekikkert af endnu ukendte dimensioner for at få øje på i mange år frem.

Det helt samme scenarie ligger næsten også i kortene omkring Libyen, - hvor vi bare lige ville "beskytte civilbefolkningen", som det ædle mål der let kunne opnås enighed om imod "Afrikas gale hund", som Gadaffi engang blev kaldt.

Hverken Irak, Afghanistan eller Libyen ha vesten forstået særlig meget af inden man iværksatte krigene, - derimod peger mere på at selvforståelsen for politiske stordrømme om frelserrollen der bringer "demokrati, frihed og lighed" uegennyttigt opofrende stiller militær til rådighed for dette kunne forevige deres kontrafej på de bonede gulve til evig hyldest i disse kredse.

Vedrørende Afrika skal vi nok se tingene i et lidt andet perspektiv end det vi får serveret, for "nuancerne" er vist meget større end denne lette udgave giver indtryk af.

Mange lande har rigtig nok ikke meget demokrati eller udbredelse af rigdom via landets naturressourcer, som landene får "hjælp" til at udnytte fra vestlige selskaber - "måske også lidt for meget hjælp til", som ikke rigtigt skæpper noget i statskassen grundet fiffige arrangementer, om kun beriger de få i lander, og måske endnu flere i endnu rigere nål udenfor landet, og hvor dem der beriges i landet holder masserne i skak for fortsat yderligere berigelse til dem selv.

En økonomisk politisk symbiose der kun gavner de få, og som holder de stærkeste ved magten, så de kan holde de fattige ude fra velstanden.

En tilstand der gavner vesten og som vesten er bekendt med, men ikke ønsker ændret!