Kronik

Medlidenhedsdrab er drab på medlidenheden

Vi siger, at vi vil hjælpe mennesker herfra, fordi vi har medlidenhed med dem. Men vi risikerer at hæmme vores evne til at være medlidende
Vi siger, at vi vil hjælpe mennesker herfra, fordi vi har medlidenhed med dem. Men vi risikerer at hæmme vores evne til at være medlidende

Mia Mottelson

8. juli 2016

Forleden var min treårige søn Harald syg med halsbetændelse. Han var tydeligvis i smerte, klynkede, bevægede sig frustreret fra side til side. Jeg sad med ham, snakkede med ham, trøstede ham. Det gjorde også ondt i mig, som det gør i forældre, når deres børn har ondt.

Heldigvis kendte jeg til et konkret smertestillende middel, som ville afhjælpe situationen: Panodil. Så jeg fandt børnepanodilerne frem og forklarede Harald, at de ville hjælpe ham af med smerterne.

Men Harald nægtede at tage dem. Han strittede imod, det bedste han havde lært. Bøjede sig som en flitsbue, råbte og skreg. Så jeg indstillede projektet.

En irritation havde meldt sig, og min omsorg forsvandt som dug for solen. Hvorfor tog han ikke bare de fucking piller? Nu valgte han jo at have det dårligt. Harald lå stadigvæk og vred sig. Havde stadig smerter. Men han kaldte ikke længere på min medfølelse. En vis kynisme havde meldt sig i mit sind.

»Men Harald, du kan jo bare spise de piller, så får du det bedre!« sagde jeg.

Han ville ikke. Da Harald endelig faldt til ro, gjorde jeg mig en skelsættende erkendelse: Panodilerne havde lagt bånd på min empati, min omsorg.

Jeg forestillede mig en verden uden panodiler. En verden, hvor Harald ikke havde haft muligheden for at vælge. Hvad ville jeg da have gjort? Hvordan ville jeg så have lindret hans smerte? Det vidste jeg jo godt. Jeg ville trøste, finde på historier, være kreativ.

Da Harald efter en times tid igen vågnede, lod jeg, som om panodilerne ikke fandtes. At Harald aldrig havde haft noget valg. Jeg mærkede, hvordan min omsorg for ham genvandt sin styrke.

Omsorgen forvandlede sig til historier om de små bakterier i hans hals. At der var noget dumt noget nede i halsen, som gjorde rigtig ondt. Så sad vi der og skældte lidt ud på det dumme sammen. Det gjorde stadig ondt, men Harald faldt til ro. Måske fordi han ikke længere var alene i smerten.

Samme øvelse lavede jeg med min nu afdøde farmor. Jeg besøgte hende på plejehjemmet. Hun huskede dårligt, hendes sætninger var fragmenterede og uforståelige, hun sad i kørestol, andre måtte klare hendes hygiejne, hun havde ondt.

Hendes situation og forfatning vakte min omsorg. Jeg følte mig kaldet til at besøge hende. Ikke som en ydre pligt, men som et virkeligt kald. Hun havde brug for mig. Brug for os. Så vi kom til hende.

Hvis farmor havde et valg

Ofte lykkedes det ikke at trænge ind. Hun var døsig, sløret, forsvundet. Som om gardiner var trukket for hendes sjæl. Så stod vi der, ved sengen, hvor ordene og samtalerne hørte op.

Uden ord måtte der findes andre veje. Vi sang for hende, holdt hendes hænder. Min kone, jeg og min søn, Harald. Hendes kontakt med ham var anderledes. Hans lysende øjne trængte igennem hendes tåge. Hun så ham. Hun smilte, og hun græd.

Her, ved hendes seng, opstod nogle af de mest bevægende og rørende oplevelser, jeg har været vidne til. I denne, hendes sidste tid, fornemmede jeg, hvordan et sted inde i mig voksede. Et sted, hvorfra jeg følte, ikke blot med min farmor, men også med andre mennesker. Oftere end sædvanligt oplevede jeg at fatte empati for andre. Og for mig selv.

Og så lavede jeg mit indre eksperiment. Tænk nu, hvis hun, min farmor, havde muligheden for at slippe. Hvis aktiv dødshjælp stod ved siden af panodilerne, som endnu en standardvare til at slippe væk fra smerten. Hvis det var et reelt valg, hun skulle forholde sig til. Hvad ville det gøre ved vores relation?

Den fornemmelse, som strejfede mig, virkede bekendt. Jeg havde tidligere oplevet den sammen med min søn. Det var kynismen. Jeg forestillede mig, at hun havde takket nej til aktiv dødshjælp, ligesom min søn havde takket nej til panodilerne.

»Jamen, så vælger du også at have det dårligt,« hørte jeg mig selv sige.

Kunne jeg virkelig drage omsorg for én, som selv havde valgt at have det dårligt?

Jeg forestillede mig at være i min farmors sted. Hvilke spørgsmål, ville jeg stille mig selv, hvis aktiv dødshjælp var en mulighed? Det første spørgsmål, som meldte sig, var dette: Kan jeg tillade mig – nænner jeg – at være så stor en byrde for mine kære længere?

Jeg blev forskrækket over mig selv. Forskrækket over, hvad det betød for min umiddelbare medfølelse, om hun havde et valg eller ej. Forskrækket over, hvad valget betød for hendes evne til at række ud efter hjælp. Og lige dér blev jeg taknemmelig over, at hun ikke havde noget valg.

Sammen i lidelsen

Ét valg har hun selvfølgelig altid. Selvmordet. Men selvmordet, som et valg, adskiller sig alligevel dramatisk fra aktiv dødshjælp.

Et argument, jeg har hørt mange bruge for aktiv dødshjælp, er, at man har krav på en værdig død. Hermed forstås en død uden lidelse, uden for meget blod, uden for meget besvær. Udramatisk.

Dramatikken, frygten for, hvad der vil ske med én, forsøger man at overkomme. Man sætter den døende ind i processen. Fortæller, hvad der vil ske. Man tager lidt medicin og sover forsigtig ind. Man tager frygten ud af oplevelsen.

Men måske er det slet ikke så tosset, at den sidste udvej er en dramatisk og frygtfuld begivenhed. For måske er det dét, som giver mig en forståelse for, hvorfor min farmor ikke tager det valg. Hvorfor hun trods alt vælger livet med alt dets smerte og lidelse. Og lige præcis derfor, forstår jeg, hvorfor hun har brug for mig til at hjælpe hende med at bære den.

Måske er det dét, lidelse kan lære os. At vi har brug for hinanden. Ikke til at slippe for lidelsen, men til at være i den sammen.

Jeg mærkede, at Harald havde brug for mig, da han havde halsbetændelse. Jeg mærkede, at min farmor havde brug for mig, da hun lå på sit dødsleje. De gav sig hen til mig. De havde ikke andre muligheder. Og det vidste jeg.

Gaven fra de hengivne

Jeg opdagede, at min farmor med sin lidelse, havde givet mig en gave. Hun havde kaldt min medfølelse frem. Forstærket den. Og selvom min medfølelse var rettet mod hende, var det, som om selve det sted, medfølelsen udsprang fra, var blevet mere tydeligt. Lettere tilgængeligt.

Derfor flød min medfølelse mere spontant, ikke blot til hende, men til mennesker i min dagligdag. Og til mig selv.

Måske er det dét, alle mennesker, som kalder på vores hjælp, kan hjælpe os med. At kalde vores medfølelse frem i lyset.

Vi har endnu ikke aktiv dødshjælp i Danmark. Men også herhjemme snakkes der om det. Jeg håber, at jeg har åbnet nogens øjne for, hvilken gave de hjælpeløse giver os. Jeg har et ydmygt, om end inderligt håb om, at vi i stedet for at fjerne lidelsen, fjerne de hjælpeløse, kan begynde at se den gave, de kommer med.

Og lad mig så slå en ting fast, før debatten går i selvsving på sin egen velkendte måde: Mit synspunkt er ikke et udtryk for en religiøs idé. De er et udtryk for en personlig erfaring. En erfaring af, at en særlig gruppe mennesker, de, der trænger til vores hjælp – om det er børn, ældre eller lidende – kan forstærke vores medfølelse. Men det kan de kun, fordi de deler en fælles skæbne: De er afhængige af os. De er hengivne.

Jeg er overbevist om, at de hengivne kan komme til at spille en væsentlig rolle for udviklingen af den medfølelse, vi og verden har brug for. Det kræver først og fremmest, at vi tør have tillid til, at vi har noget vigtigt at give dem. Så vil de vise, at de har noget vigtigt at give os.

Frej Prahl er psykolog og parterapeut

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Hajek
  • Jacob Juhl Kjær
  • Liliane Murray
  • Jørgen Steen Andersen
  • Steffen Gliese
David Hajek, Jacob Juhl Kjær, Liliane Murray, Jørgen Steen Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det går meget godt længe, men så falder det ligesom endnu engang ned i denne dræbende noget-for-noget-kræmmermentalitet, der står i skærende modsætning til det, mennesker kan og børe være: givende og generøse. Men artiklen anskueliggør forbilledligt, hvad det er for en afgrund, vi vandrer på. Det er imidlertid kun ved at tage det énsidige perspektiv at gøre noget altruistisk, at man får sin præmie.

Troels Larsen

En interessant kronik, med et spændende synspunkt. Dog et synspunkt jeg umiddelbart ser mig uenig med - i hvert fald hvad angår aktiv dødshjælp.

Det slår mig som en kende... egoistisk? Som om mennesker med en uhelbredelig dødelig lidelse skal undgå at vælge en smertefri død, fordi de så kan hjælpe deres familie og venner med at udvikle medlidenhed.

Målet ser ud til at være at udvikle medlidenhed i den lidendes eller døendes familie og nære, men på den måde det fremstilles bliver de døende reduceret til et middel til dette mål.

Jeg køber fuldt ud, at man ikke skal være bange for at komme dem der lider i møde. Man skal hjælpe dem og føle med dem. Og man får måske noget personlig vækst ud af det oveni.

Men at fratage mennesker en mulighed for at lindre smerten - hvis en sådan eksisterer - fordi man hellere vil udvikle medlidenhed er at spænde kærren for hesten.

Hvis vi tager udgangspunkt i eksemplet med sønnen Harald:

1. gang Harald er syg med halsbetændelse, får han tilbudt medicin. Han takker nej - Haralds årsager er for så vidt ligegyldige. Dette får skribenten til at nære en art kynisme - Harald havde jo muligheden for at slippe af med smerten.

Hvad med næste gang Harald får halsbetændelse? Hvis man skal overføre eksemplet med aktiv dødshjælp, så skal skribenten jo undlade at give Harald muligheden for at tage en Panodil.

Hvis Harald aldrig får muligheden, så vil kynismen ikke vækkes og medlidenheden vil i stedet vokse!

Er det virkelig den bedste måde skabe medlidenhed? Ved at være med til at skabe/forlænge den smerte man skal være medlidende overfor?

At Harald takker nej til medicin er Haralds valg! At fratage Harald dette valg, fordi man vil bruge ham til at udvikle sin egen medlidenhed er uetisk. Det er forkert. Og det er i allerhøjeste grad ikke medlidenhed!

Christian De Thurah, Jonathan Smith, Troels Ken Pedersen, Niels Duus Nielsen, Jørgen Malmgren, Britt Kristensen, Kenneth Graakjær, Nickey Fregerslev, Lise Lotte Rahbek, Nis Baggesen, Søren Bro, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Troels Larsen, jeg er bange for, at jeg ikke får forklaret mig tydeligt nok. Hvad jeg forsøger at vise er, hvad det kan gøre ved os mennesker, at vi får et reelt valg. Et valg om ikke at være hengivet en særlig smerte. Et valg om at slippe for den lidelse, som gør os afhængige af andre mennesker. Det betyder ikke, at vi skal bandlyse alt smertestillende. Det er vidunderligt, at vi har muligheder for at lindre folks smerte. Både med panodiler, morfin, osv. Jeg skal aldrig nægte Harald panodiler. Men jeg skal blive bevidst om, at min kynisme melder sig, når han ikke vil tage dem. Hvis jeg ikke blev bevidst om dette, ville jeg bare være kynisk. Bevidstgørelsen skaber en forandring. Hvad jeg forsøger at beskrive er, at jeg iagttog bagsiden af medaljen, ved at Harald havde denne mulighed (som han ikke greb).
Ligesom der er en bagside af den (dog ukendte) medalje, Aktiv Dødshjælp bringer med sig.
Den bagside er kynismen.

Jacob Juhl Kjær, Niels Duus Nielsen, Liliane Murray, Jørgen Steen Andersen, Karsten Aaen, Steffen Gliese og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Respekt - for andre - og for sig selv...
Desværre er der intet, der tyder på at altruisme vil brede sig, endsige vor måde at behandle andre.

Samfundets udvikling tyder snarere på, at vi skal glemme aktiv dødshjælp indtil videre og prøve at møde andre med et venligt smil :)

Charlotte Svensgaard

Medlidenheds drab og aktiv dødshjælp er ikke 2 sider af samme sag og kan derfor heller ikke side stilles.
Et medlidenhedsdrab udføres jo kun hvis drabsmanden mener at lidelserne, eller værdien af at være i live, er så negative at døden må være at foretrække for ofret. Og ofret kan sagtens leve i årevis med lidelserne, så derfor afsluttes forløbet med eller uden ofrets accept.

Aktiv dødshjælp er noget ganske andet og derfor også en hel anden debat. Patienten er terminal, det er kun et spørgsmål om hvornår. Forløbet for visse patient grupper kan godt være meget langvarig, men kun hvis de får livsstøttende behandling.
Og patienten vil aktivt have tilkende givet at forløbet skal afkortes, men er typisk ikke fysisk i stand til at begå selvmord, i hvert fald ikke uden assistance.

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Troels Larsen

Frej Prahl

Tak for svaret.

Lad mig først lige sige: Det var ikke hensigten at sige, at du faktisk ville tilbageholde Panodil fra sønnike :)

Bevidstgørelse af den kynisme, der kan vækkes ved, at andre tager et (i vores øjne) dumt/besværligt valg er vigtig - særligt i sammenhænge, hvor der er behov for os bagefter valget. Det tror jeg du har fuldstændig ret i!

Og du har ret i, at der kan være stor personlig vækst involveret - i hvert fald i bagklogskabens lys - i at gennemgå svære og sørgelige stunder sammen.

Jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt kronikken er et indlæg for eller imod aktiv dødshjælp, eller om det "blot" er en nødvendig påmindelse om, ikke at miste vores medlidenhed og medmenneskelighed i situationer, hvor denne mulighed potentielt afvises.

Eller sagt anderledes, så har jeg svært ved - ud fra "kynisme-argumentet" - at se det som værende imod dødshjælp uden samtidig at skulle være imod Panodil. Men jeg er til gengæld meget enig i tanken om, at der er faldgruber ved en potentiel lovliggørelse og implementering af aktiv dødshjælp, som man skal være yderst opmærksom på at overvinde som pårørende og som samfund.

(Uden i øvrigt her at ville tage stilling til aktiv dødshjælp generelt).

Og Charlotte kommer med en god skelnen i sit indlæg. Så det skal påpeges, at jeg har diskuteret ud fra aktiv dødshjælp og ikke ud fra medlidenhedsdrab som hun beskriver det.

Jørgen Steen Andersen

Det her handler om empati, fremmedgørelse, konkurrencesamfund, hastværk, neoliberalisme, postkapitalisme og lette løsninger.
Rationalitet, regneark, porno, sex, egoisme fortrænger solidaritet, kærlighed, empati, venlighed, altruisme, kreativitet, fantasi, abstrakt tænkning, umiddelbarhed og endda æstetik og kvalitetssans.
Jeg forstår kvaliteten i at føle smerten sammen med sin søn og komme stærkere og beriget igennem krisen.

Robert Kroll

Sygdom med en uafvendelig og utiltalende afslutning kan vel være et motiv for selv at afslutte livet inden det uafvendelige melder sig med fuld styrke,.

Der er vel mange årsager til selvmord - nogle er forståelige , andre forekommer ubegribelige.

Det burde være muligt på forhånd at bestemme, at såfremt man f eks skulle komme til at henligge som en bevidstløs "grøntsag" skal/kan behandlende læge afslutte ens liv ( - evt efter en retskendelse, der sikrer , at betingelserne er iorden.) - det er sådan set i dette tilfælde et slags "forudbestilt" selvmord.

Medlidenhedsdrab er vel i sin rene fom oftest en handling, hvor den dræbte ikke nødvendigvis på forhånd har ønsket at blive dræbt - og det giver en række etiske problemer.

En af Napoleons feltlæger fortæller i sin dagbog, at garderne ofte havde en aftale med hinanden om, at hvis de blev virkelig slemt lemlæstet i kamp, så afsluttede en af de andre gardere den pågældendes liv - det er vel en kombination af "forudbestilt selvmord" og medlidenhedsdrab ??

Folk må i grunden selv bestemme, om de vil leve eller dø - spørgsmålet er vel, om de skal have hjælp til at dø, eller om de selv må "finde ud af det" - men man kan og bør efter bedste evne forhindre eller prøve at tale den pågældene fra at skride til en så uigenkaldelig handling ,.

Liliane Murray

@ Steffen Gliese,

En sand altruist forventer ingen præmie, end ikke tak.

---------

Jeg er imod aktiv dødshjælp, og ville aldrig assistere nogen til at dø, det er noget der er så endegyldigt, og som ikke kan gøres om, det nytter ikke at fortryde. Det nytter ikke at blive ved med at spørge, om der var mere man kunne have gjort, om man kunne have gjort noget anderledes, om den døde følte sig svigtet, og hvad der ellers måtte komme af et virvar af spørgsmål og følelser en sådan handling kunne afføde.

End ikke hvis døden er uundgåelig, mener jeg man bør hjælpe til en hurtigere død, at den er uundgåelig er ikke nogen grund, det er den for os alle.

Steffen Gliese, Flemming Berger og Jesper Brink anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Robert Kroll
I praksis holder sygehusene somme tider - i aftale med de pårørende - op med at give væske intrevenøst til terminale patienter.
Det oplevede jeg også som en form for barmhjertighed.

Robert Kroll, Troels Ken Pedersen, Flemming Berger og Jørgen Malmgren anbefalede denne kommentar
Martin Ørsted

Det er egentligt utroligt, hvordan nogle mennesker vil bestemme over andre. Hvis folk ikke kan lide aktiv dødshjælp, så kan de jo bare lade være. Men hvorfor denne trang til at pådutte og bestemme over andre? Hvorfor kan man ikke give folk der har fået terminale diagnoser og er store smerter mulighede for aktiv dødshjælp, hvis de selv vælger det?

I øvrigt så minder argumenterne i denne artikel lidt om en forklaring nogle religiøse bruger på ondskab og lidelser. Spørgsmålet til dem er, at hvis der er gud, hvorfor har vi så alligevel lidelser og ondskab. Et ofte givet svar er at det er det, der giver os mulighed for at vise medfølelse og empati. Personligt bryder jeg mig ikke om argumentet, ligesom jeg ikke accepterer denne kroniks argument mod aktiv dødshjælp.

Liliane Murray

@Martin Ørsted,

For min skyld må enhver gøre som de lyster, men pas på, at retten til, at bestemme over eget liv, ikke ender med, at blive andres ret til, at bestemme over dit liv.

Egentlig er jeg slet ikke så nervøs for det, for jeg tror, at det for de aller allerfleste, er så grænseoverskridende, og at der hos ethvert menneske ligger en indgroet aversion, mod netop at skulle være den der trykker på knappen.

Men et andet er, det er ikke noget man kan være bekendt at bede et andet menneske om, for hvad enten dette menneske, sige ja eller nej, så skal det menneske leve med den beslutning resten af sit liv, og vil til stadighed spørge sig selv om det var den rette, længe efter at den døende er borte.

Det er så nemt at være for, så længe man ikke selv har det inde på livet.

Torben Pedersen

Frej Prahl elsker de hjælpeløse så han kan dyrke sin egen omsorg og pylder. Det er fandme kynisk.

Niels Duus Nielsen

Min mor var blevet gammel og affældig. En dag blev hun syg. Landsbylægen kom og så til hende, og erklærede, at hun skulle på sygehuset. Det sagde min mor, at hun ikke ville. De to havde nu en lille samtale, hvor lægen gjorde hende opmærksom på, at hvis hun kom på sygehuset, ville hun få et lidt længere liv med lidt flere piller. Det ønskede min mor ikke - hendes mor var senildement i 10 år før hun døde, det ønskede min mor ikke at udsætte sine børn for. Lægen sagde derefter pænt farvel og tak for den tid, de havde kendt hinanden, skrev en recept på noget smertestillende og gik hjem igen. Tre dage senere var hun død.

I mine øjne er denne læge en helt. Han accepterede min mors ønske om at dø, og gav hende nogle piller, der kunne hjælpe hende igennem den sidste tid, og kom og så til hende hver dag, indtil det var slut.

Sådan døde man på landet for 25 år siden. Jeg ved det, for jeg talte i telefon med min mor, som ringede og fortalte mig, hvad der skulle ske, dagen før hun døde. Min mor var også en helt.

Rikke Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Robert Kroll, Steffen Gliese, Jørgen Malmgren, Troels Ken Pedersen, Jørgen Steen Andersen, Flemming Berger, Liliane Murray og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

@ Niels Nielsen

Sådan er det nemlig, man kan ikke påtvinges en livsforlængende behandling, imod ens vilje, og det synes jeg er fint.
Det vigtigste er at det var hendes beslutning som blev respekteret, men uden at man aktivt hjalp til. Smukt og værdigt.

Steffen Gliese

Døden er uafvendelig, men vi ved ikke, det er slut, før det er slut.

Jørgen Steen Andersen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Jørgen Malmgren

Liliane Murray
08. juli, 2016 - 17:52

Jeg er enig, vi har krav på at dø med værdighed, hvordan og hvorfor er mig inderligt ligegyldigt, hvis det er mit valg og mit valg alene. Det har jeg forsøgt at beskrive i en kronik og jeg havde håbet de havde sluppet morgendagens avis løs nu, det er derfor jeg er tilbage, så jeg kan få forløsning og en dom ;-)

Martin E. Haastrup

Jeg vil anbefale Frej Prahl og alle andre i øvrigt, som virkelig interesserer sig for aktiv dødshjælp, at se filmen : "You Don't Know Jack" - Med Al Pacino i hovedrollen og også Susan Sarandon og John Goodman.

Jeg mener det er fuldkommen ude at proportioner og komplet forfejlet og naivt fordrejet at drage aktiv dødshjælp-debatten ind i en sammenhæng med medlidenheden og/eller kynismen overfor en dreng som er forkølet og ikke vil spise hovedpinepiller på den voksnes anbefaling osv.

At Frej Prahl måske har en real human pointe er ikke sagen for mit vedkommende. Men at drage aktiv dødshjælp-debatten ind i denne sammenhæng er.

Jeg har selv huset lignende synspunkt mht min naive forståelse af hvad 'medlidenheds-drab' er og hvorfor det burde bandlyses! - Filmen har rokket ved mit overfladiske navie synspunkt, uden at gøre mig ti hverken for eller imod. - Nu er min horisont, gudskelov bare blevet lidt mindre, om jeg så må sige ensidig naiv...

Måske er det også noget som naturligt følger alderen, jeg passerede de 50 i 2013...

Martin E. Haastrup

Hov, jeg glemte : For mit vedkommende er aktiv dødshjælp altså således IKKE drab på medlidenheden!! - TVÆRTIMOD!!!

Pórto Qisuk

Jeg siger altid at familien er den største dræber. Nære familiemedlemmer tager alt energi fra den syge. Familiemedlemmer begynder at agere som dommere og smagsdommere. At fratage mennesket valgmuligheder er det værste du kan gøre mod din medmenneske.
Mennesker har samme metode som fugle. Når fugle bliver svage og sygelige bliver de hakket ihjel meget effektivt. Det samme er gældende for mennesket. Vi begynder at tage beslutninger for syges vegne. Det er værst tænkelige tidspunkt vi begynder at agere som små diktatorer.

Liliane Murray

Begrebet 'medlidenhedsdrabs' (brugt af forsvarsadvokater) indebærer ikke nødvendigvis den døendes tilsagn, det ville 'aktiv dødshjælp' gøre. Men det er ikke et ord der afgør forskellen.

Det ville være interessant, med en film der starter med et medlidenhedsdrab/aktiv dødshjælp, og så handlede om de psykiske kvaler, dette kunne give bagefter. Og hvordan det reelt påvirker personen.

Og hvor sætter man grænsen? Skal døden være nært forestående, eller er det nok at den der ønsker aktiv dødshjælp, bare ønsker det, fordi denne har 'ondt i livet'?

Hvor skal grænsen gå?

Bamhjertighedsdrab, har foregået altid, inden for det etablerede sundhedssystem. Det er bare ikke officielt.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/aktiv-d%C3%B8dshj%C3%A6lp-til-r...

Liliane Murray

@Porto Qisuk

Jeg mener ikke man skal fratage nogen valget, om de vil leve eller dø, det er op til den enkelte, hvor jeg stejler, er når selve handlingen, skal lægges over på en anden/andre, som skal leve videre med bevidstheden om handlingen, resten af deres liv, det har man ingen ret til at gøre. Og det er altså ikke helt det samme, som 'vil du hente mig et glas vand?'

Liliane Murray

Aktiv dødshjælp, kan netop gå hen og blive en glidebane, ligesom 'den frie abort', der endte med slet ikke at være så fri endda, hvor det især i forhold til unge piger, ofte var/er pres fra forældrene, kæresten, lærere, vejledere, socialrbejdere, med mere, der bestemte, mere end den unge pige selv.

Robert Kroll

Kære Liliane Murray (kl. 08.33)

Tja, men der var/er også en stor gruppe såkaldte "rådgivere/støtter", der gør nær hvad som helst for at påtvinge kvinder at gennemføre uønskede svangerskaber - endda somme tider selv om der er tale om et produkt af voldtægt o s v.

Det er sandelig noget skidt - så nix pille ( hverken direkte eller indirekte) ved kvindens ret til fri abort.

Liliane Murray

@Robert kroll,

Jeg mener bestemt ikke at der skal pilles ved den frie abort, overhovedet ikke, men jeg mener man skal have et åbent øje for, hvem det er der reelt set ønsker den 'frie abort', er det kæresten der truer med at gå, eller ambitiøse forældre, der mener at uddannelsen må komme først, osv.

Den frie abort er kun fri, hvis det er kvinden/pigen, der helt alene kommer frem til og tager beslutningen, og det er det ikke i alle tilfælde.

Tanni Kromann

Jeg har nu altid haft mine oejne aabne. Men det er rart, at der er en skibent, der synes ligesom jeg. Det kan vaere et ensomt sted at vaere, ikke at vaere for aktiv doedshjaelp. Tak for artiklen!

David Hajek, Anne Eriksen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

"Mange læger i Holland yder aktiv dødshjælp, selv om patienten ikke er syg, men blot "lider gennem det at leve", viser ny rapport"
(Se link i en ovenstående kommentar)

Hvis dette er tilfældet, og hvis dette kan blive enden på det, og det allerede foregår, omend i et andet land, så har lægestanden og samfundet svigtet ud over alle grænser. Som sagt det er en glidebane.

Anne Eriksen

Man skal til USA og andre meget troende samfund, hvis man betragter "tvungent svangerskab" som eneste mulighed. Umiddelbart kan jeg heller ikke se sammenligningsgrundlaget?

Ingen burde presses imod deres overbevisning, hverken af kærester, familie eller "systemet" - Er det i det hele taget ikke den mest presserende form for afpresning, der foregår i dag?
De såkaldte "reformer", puklen af "pakker" og andre finurlige nedskæringer?

Charlotte Svensgaard

Der kan jo være mange grunde til at en patient gerne "vil hjælpes på vej" og til at en læge accepterer at yde den hjælp. Det er ikke nødvendigvis en glidebane men et (anti) livsvalg som vi i dag nægter individet
Selvopretholdelses driften er helt ufattelig stærk og at pånøde en mentalt stabil person døden er voldsomt svært så jeg giver ikke så forfærdelig meget for glidebane ræsonementet.

Rikke Nielsen

Det, der frastøder mig ved dette indlæg, er den selvcentrerede vinkel på andres menneskers lidelse.

Der er kun fokus på, hvad tilskueren, Frej Prahl, føler og får af gevinst ved andres smerte - uden dog selv at skulle mærke denne smerte på egen krop - en gratis oplevelse - og jeg sidder tilbage med en oplevelse af, at skuespilleren - personen der lider - kun er tilstede for at give Frej Prahl denne storslåede oplevelse. Mens mennesket i den person, der lider, er noget sekundært og umenneskeliggjort - skuespilleren.

Udtrykket medlidenhedsdrab vækker også min afsky. Det er selvfølgelig ikke andres følelser for en person, der skal afgøre om denne person skal dø eller ej.

Det er den lidende persons egen ret til egen krop og ret til at bestemme over, hvad der skal ske med denne krop, der er altafgørende i sagen omkring aktiv dødshjælp. Punktum!

Liliane Murray

Jeg kan helt følge ræsonnementet om retten til, at bestemme over eget liv, egen krop og egen død, det er burde være en selvfølge.
Men her handler det ikke kun om én person der er involveret, men også den anden person, som skal leve videre, personligt ville jeg takke nej til at hjælpe et andet menneske i døden, men det er også en beslutning jeg skal leve videre med.
Hvordan jeg kommer herfra, vil kun tiden vise, men jeg ville aldrig aldrig nogensinde, bede noget andet menneske om, at forløse mig fra livet, det har jeg ingen ret til!

En anden måde at se dette på:

Liberalismen betyder at individet har en rettighed til at være sig selv.

Negativ liberalisme (folkestyre, LA, Brexit m.m.): jeg kan gøre som jeg vil, da jeg har suverænitet, dvs. at selvmord også kan være min ret.
Error: selvmodsigende/ikke rationelt, anarikistisk, giver ikke nogen mening.

Positiv liberalisme dvs. liberalisme: jeg har kun en rettighed til at være mig selv, og ikke noget andet, dvs. at selvmord (direkte/indirekte) er i uoverensstemmelse med rettighederne.

Man tillader ikke selvmord, ligesom man heller ikke tillader andre mord. Som individ er man forpligtet til at fremme liv. Hvis man f.eks. er overbevist om at man kan leve længere (ja, dette gælder) kan man evt. vælge en vigtig behandling fra, men ellers vil der tit i sådan nogle situationer være belæg for at man ikke er til stede mentalt, og at man derfor er nødt til at lade andre tage kontrollen over beslutningerne (for at forhindre selvmord).
Rettighederne binder os sammen, og på denne måde er vi aldrig alene, men div. drab er med til at fratage vores allesammens individuelle rettigheder, hvilket nærstående f.eks. kan opleve på en særdeles voldsom måde.

Døden er også simpelthen en fejl, som vi allesammen heldigvis arbejder for at få afskaffet...

P.S.
Man kan stadigvæk altid være en helt, også selv om man laver fejl - det gør alle jo alligevel. Der er også meget godt ved den individualisme, der også ligger bag mange af argumenterne for selvmord, dødshjælp m.m. men man har altså bare misforstået det lidt.

P.P.S.
Her er en dokumentar om Peoples Temple og selvmordene i Jonestown.

Christian De Thurah

"Døden er også simpelthen en fejl, som vi allesammen heldigvis arbejder for at få afskaffet.." - sundhedsvæsenets dilemma i en nøddeskal!