Kronik

Mellemøsten skulle have fået demokrati, men fik kaos og ødelæggelse

I Mellemøsten har vestmagterne kompromitteret deres egne værdier med interventioner og metoder, der udelukkende har handlet om at styrke egne geopolitiske magtinteresser. Men Mellemøsten behøver Vestens demokratiske frihedsværdier
Da Jan Pêt Khorto var barn, blev han i skolen opdraget til at elske Hafez al-Assad, som blandt andet var afbildet på hans stilehæfte. Traditionen fortsatte med sønnen, Bashar al-Assad, hvis portræt her hænger i en skole i Damaskus i 2013.

Peter Hove

Debat
28. juli 2016

Skoleinspektøren råber: »Hvad sværger vi alle?«

Vi svarer som med én mund: »At konfrontere imperialismen, zionismen og de reaktionære kræfter. Og at knuse deres kriminelle redskab: Det Muslimske Broderskab.«

Sådan begyndte min første dag, da jeg startede i grundskolen i 1990.

Hver eneste morgen, fra klassetrin til klassetrin, måtte vi aflire den ed uden at begribe meget af ordenes betydning. Selv øvede jeg mig i at udtale den foran spejlet for at vise mine kammerater og lærere, at den syriske nation og dens landsfader, Hafez al-Assad, ikke havde nogen mere hengiven søn, nogen mere kærlig søn end mig.

Læs også: Det er ikke lyst, der driver Vestens interventioner i Mellemøsten

På vores stilehæfters forsideomslag kunne vi hver dag beundre Landsfaderens idealiserede portræt. Vi behandlede dem med en påpasselighed, som var de hellige skrifter.

I skolen, i radioen, i fjernsynet og ved offentlige markeringer blev vi bestandig mindet om vores dødsfjende i syd, Israel, og om udspringet for al ondskab i verden: Amerika – navnlig når Amerika eller én af dets allierede angreb eller invaderede et nyt land. Da Vores Landsfader faldt væk i 2000, fældede jeg en tåre. Min rigtige far bemærkede det, kneb øjnene sammen og hviskede: »Hvor er du dog en idiot!«

Så bag om facaden

I skolen lærte vi om den arabiske verdens historie og storslåede sejre over vestlige invasionsmagter i forgangne århundreder. Men fra begyndelsen af 2000’erne gik det op for mig, at Syriens politiske facade var en farce. Efter 11. september 2001 var Bashar al-Assad hurtig til at fordømme terrorangrebet på World Trade Center. Alligevel var der slet skjult fryd både blandt regimets tilhængere og blandt ’de skæggede’.

Under fredagsprædikenerne lovpriste de religiøse ledere den uventede sejr over »kilden til al ondskab« og »de vantro amerikanere«. Og da amerikanskledede koalitionsstyrker invaderede Afghanistan og Irak, eskalerede den folkelige vrede.

I hele Syrien var der utallige demonstrationer i protest mod de vestlige invasioner af disse to muslimske lande – en reaktion, som syntes at stride imod Syriens selvforståelse som en af Mellemøstens mest robuste sekulære stater.

Folkets opinion kunne deles i tre: De, som var imod USA’s invasioner; de, som støttede dem (et synspunkt ingen ville lufte i en større offentlighed); og de ambivalente. Jeg undrede mig altid over den sidste gruppe: Hvilke skjulte mål havde de? Hvad var det, de ville?

Under Irak-krigen blev Syrien springbræt for de ekstremister fra hele verden, der kom for at bekæmpe de fremmede vantro i Irak. Vores kynisk kalkulerende regime stillede sig ikke i vejen for jihadisterne – tværtimod. Min onkel var dengang officer i hæren og gjorde tjeneste ved al-Bukamal-kontrolposten ved grænsen til Irak.

Han fortalte mig, at han havde fået ordre til at registrere alle, der rejste ud af Syrien og ind i Irak for at kunne tilbageholde dem, når de kom tilbage.

Et par år senere mødte jeg nogle af de ekstremister, der havde kæmpet med al-Qaeda i Irak – det var i det hemmelige politis interneringscentre, hvor jeg selv var havnet i 2007 som følge af min politiske aktivisme. De fleste af dem brugte det syriske regime som redskab i diverse ondartede taktikker i regionen.

Håbede på hjælp fra Vesten

Før jeg blev anholdt, læste jeg journalistik på universitetet i Damaskus. Sammen med medstuderende udgav jeg en illegal avis. Vores mål var klare: Vi ville have et engageret civilsamfund i Syrien og en ny politisk struktur med flerpartisystem og ytringsfrihed og dermed al-Demokratiyai i Syrien. Vi var imponerede over det vestlige demokrati, og vi krævede ytringsfrihed i Syrien.

Som agnostiker syntes jeg også, at den danske regering agerede rigtigt i den såkaldte Muhammed-krise. Retten til at tegne måtte forsvares for herigennem at forsvare ytringsfriheden. Jeg var tæt på tumulten ved den danske ambassade i februar 2006. Jeg husker demonstranterne messe »Med vores blod og sjæle forsvarer vi dig, oh Gud, oh profet.«

Læs også: Man kan tælle Vestens sejre i Mellemøsten på én hånd og stadig pille næse

Første del af denne sætning var blevet gentaget igennem næsten fire årtier i Syrien – blot med Oh, Hafez … og herefter: Oh, Bashar. Mine venner og jeg forlod hurtigt ambassadekvarteret for at slippe for konfrontationer med demonstranterne eller det hemmelige politi.

Men hændelsen bestyrkede os i vores opfattelse af, at skulle vores kamp for et demokratisk civilsamfund lykkes, så ville vi få brug for vestlig assistance.

Uden hjælp fra Vesten lod intet i Syrien sig ændre. Og selv om vi udmærket kendte den vestlige imperialismes blodige historiske engagement i Mellemøsten, og selv om vi forstod de skadevirkninger, USA’s nye krige ville få på den politiske og sociale atmosfære i den islamiske verden, kunne vi ikke se alternativer til at bede om hjælp fra vestmagterne. Det eneste, vi ønskede, var frihed.

USA støttede de forkerte

Efter et par år blev min situation så farlig, at jeg måtte forlade Syrien. Jeg kom til Danmark i 2009. I kraft af de erfaringer, jeg havde gjort mig i fængslet, og gennem mine personlige oplevelser med den politiske sfære i Mellemøsten begyndte min forståelse af konflikterne i den islamiske verden at rykke sig. Jeg kom til den erkendelse, at det vestlige engagement i Mellemøsten havde skabt overvældende ugunstige forhold, som ikke ville have eksisteret, hvis Vesten havde holdt sig væk.

Næsten alle diktaturer – herunder monarkierne – blev direkte eller indirekte bakket op af USA, eller havde og har stadig stærke økonomiske og politiske bånd til amerikanerne.

Eftervirkningerne af krigene er forfærdelige: Afghanistan, Irak og Libyen hører i dag til verdens mest fejlslagne stater, og væksten i de sekteriske spændinger og opblomstringen af islamistiske jihadgrupper har frygtelige følger. Ikke kun for de enkelte lande, men for regionen, ja, for verden generelt.

Læs også: Er belejringen af Aleppo begyndelsen til enden på oprøret?

Da den syriske revolution gradvist gled over i borgerkrig, oplevede jeg, hvordan jeg selv var blevet en af de ambivalente. Jeg følte mig overbevist om, at den syriske opposition ikke ville kunne overvinde al-Assads regime uden hjælp fra Vesten.

Samtidig var jeg lige så sikker på, at vestlig involvering i krigen ville forværre den yderligere – især pga. stedfortræderdimensionen i den syriske konflikt, hvor Saudi-Arabien står over for Iran og den russiske/regimetro syriske lejr over for den vestlige/syrisk oppositionelle lejr.

Kaos er også Vestens ansvar

I dag, fem år inde i konflikten, er det kun blevet sværere for mig at acceptere tanken om vestlige tropper i Syrien. USA’s fiksering på at bekæmpe IS har fjernet det internationale samfunds fokus fra nødvendigheden af at besejre den hovedansvarlige for Syriens elendighed: al-Assads regime.

Meget kunne have ændret forløbet i Syrien. En flyveforbudszone i konfliktens tidlige fase kunne have fået afgørende betydning og muligvis have udløst regimets fald. I al fald kunne den have forhindret tøndebomberne fra regimets kamphelikoptere og siden hindret al-Assads og Ruslands flyvevåben i at smadre titusindvis af boliger med titusinder af dræbte og hundredtusinder af flygtninge som resultat.

Var Den Frie Syriske Hær blevet bedre bevæbnet, kunne det have vendt krigslykken – især i kombination med trusler om sanktioner mod Iran, Rusland, Saudi-Arabien og Golf-landene, hvis ikke de trak støtten til deres stedfortræderstyrker på landjorden.

Under alle omstændigheder har de vestlige nationer gennem deres involvering i krige i Mellemøsten pådraget sig medansvar for regionens ulykker. Et medansvar for flygtningestrømmene og et medansvar for at bistå med genopbygning, når freden kommer.

Det er afgørende at mane den opfattelse i jorden, at begivenhederne i Mellemøsten på en eller anden måde skulle være en ’naturlig’, ’religiøs’ og ’kulturel’ konsekvens af regionens egen historie. Var lampen ikke blevet knust i første instans, var alle disse onde ånder ikke myldret ud af den.

Jan Pêt Khorto er syrisk-kurdisk forfatter og journalist, bosat i Danmark. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dan Johannesson

Er der én ting jeg og stadig flere andre savner i den offentlige debat er det: Erkendelse og direkte tematisering af loven om kausalitet, retsforfølgelse af kriminelle danske politikere, for at medvirke til destabilisering af 4 nationer, drab på hundredetusindvis af civile mv.

Hertil er der et desperat behov medierne får ændret diskurs og vinkling ifht. "terrorhistorierne" eller "udbredelsen af demokrati", fra manipulerende og propaganderende til en gang for alle at få det gjort klart for befolkningerne i Danmark og i vesten som helhed, at alle de nationer vi er i krig med, bortset fra afhanistan (hvor det handler om kontrollen over opiums makedet og adgang til deres mineraler) havde det til fælles at de kort før krigene startede, alle ønskede at standse med at handle deres primære resurser i petrodollars, og i stedet for fiktiv værdi ville handle i guld / egne valutaer. Umiddelbart efter startede krigen. Hver gang.

Så krigene handler IKKE om terrormytologierne, "demokrati" eller noget af det andet mytologiske materiale, men om økonomisk kontrol. De færreste ved disse ting, og her savner jeg en mere direkte og ærlig tilgang i stedet for at fastholde de gamle del og hersk mytologier om "terror" og "de andre".

Også i denne artikel omformuleres hvad der reelt er stats-terror til et spørgsmål om at "udbrede demokrati". Det er absurd. Før eller siden må hykleriet STOPPE, og selverkendelsen træde i stedet.
Når en koallition af stater inkl. Danmark, uanset påskud, går ind og dræber næsten en million civile, (baseret på endnu en US løgn) samt smadrer infrastrukturen i 4 suveræne stater totalt, og ikke indgiver f.eks. formelle protester over at USA har brugt beriget uran i deres ammunition (hvilket allerede nu, men også i årtier fremover, forårsager fødselsdefekter) at den amerikanske præsident har en "kill list" som ekskveres gennem rutinemæssige ulovlige droneangreb på civile mv. - så er det STATS-TERRORISME.

At tale om demokrati eller at klandre andre folkeslag for "terrorisme" (som mange andre artikler end denne gør), er i den sammenhæng hykleri af groteske dimensioner. De største terror organisationer i verden i dag er PNAC, Pentagon og Israel. De er topprofessionelt organiseret, og bedriver, med hjælp fra danmark, mere terror på et år, end ISIS kunne drømme om på to årtier.

Så forfatteren har en god pointe, som jeg tillader mig at spidsformulere lidt: Stop klynkeriet og tag ansvar for det svineri vi hver dag deltager i i stedet.

Thomas Petersen, Laurids Hedaa, Leif Briis, John Andersen, Lars Jørgensen, Toke Andersen, Mads Berg, Michael Højgård Hansen, Lars Peter Simonsen, Torben Jørgensen, Janus Agerbo, Søren S. Andersen, Espen Bøgh, Martin E. Haastrup, Jakob Trägårdh, Niels Borre og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Ifølge Chilcot rapporten handlede dansk deltagelse i de mellemøstlige krige om forretninger langt mere end demokrati. Så lad os først aflive den løgn at det handler om demokrati. Vestens indflydelse handler om penge og ikke noget som helst andet. Hjælp til alle andre gode og noble formål opnås kun hvis der er udsigt til økonomisk gevinst.

John Andersen, Lars Jørgensen, Anne Eriksen, Mads Berg, Michael Højgård Hansen, Lars Peter Simonsen, Torben Jørgensen, Janus Agerbo, Espen Bøgh, Martin E. Haastrup, Jakob Trägårdh, peter fonnesbech og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Foråret lykkedes fint i Tunesien. Mindre heldigt i Ægypten, og helt ad helvedes til i Libyen.
I Syrien var omstændighederne ikke til stede. Ikke tilstrækkelig utilfredshed blandt middelklassen, ikke tilstrækkelig svaghed i regimet, og alt for meget indblanding udefra.

Jakob Trägårdh

CIA installerede Syriens første præsident i `49 og der efter fulgte tyve års ustabilitet og kup på kup indtil Al-Assad tog styret. Hvad er alternativet, hvem kan danne en samlende regering i Syrien, der består af så mange uenige klaner og trosretninger og folkeslag? Hvad er det for en naiv demokratisk forestilling der fremstilles og efterspørges i artiklen?

Viggo Okholm, Lars Peter Simonsen, Torben Jørgensen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Henning Egholk

Fint indlæg fra en syrer der selv har måttet flygte diktaturet. Assad er og bliver en diktator. Han er allawit og dermed shia, uden at jeg dog kender forskellen. Men IS er Sunnier, uanset om vi kan lide dem eller ej. De hader også Assad. Styret i Syrien har begået forbrydelser imod deres eget folk. Der må komme et retsligt efterspil engang når krigen forhåbentlig er vel ovre.

Odin Rasmussen

En no fly zone er noget man skaber ved at bombe "fjendens" flypladser og nedskyde deres fly. Og ved at levere våben til "oprørerne", præcis som USA gør i Syrien i dag. Og ikke mindst i Syrien, som er det sidste land, som USA/UK har haft mulighed for at ødelægge. Og med stor succes.

John Andersen og Michael Højgård Hansen anbefalede denne kommentar

Ak ja, en sørgelig historie for hele Mellemøsten igennem omkring 70 årtier, hvor Amerika også har brugt sin undergravende metoder overfor landene, det blev kunstigt skabt ved Sykes-Picot aftalerne i 1916 mellem Frankrig, England og Rusland, som opdelte("delte") områderne efter økonomiske interesser, og som fortsat står i vejen for en naturlig udvikling.

Kuppet i Iran i 1953 mod den folkevalgte premierminister Mohammed Mossadeq, der blev erstattet af Shahen af Persien, som sympatiserede med Amerika, må også siges at være en stor fejltagelse, som igen kun førte til berigelse, berigelse og undertrykkelse af befolkningen i stedet for et demokratisk styre, der kunne have ført noget godt med sig i regionen, men i stedet oplevede undertrykkelsen tortur fra Shahens hemmelige allestedsværende politi SAVAK.

Atter og atter ser og har i set den amerikanske exceptionalisme til overalt på kloden at styre sine politiske ønsker, der er en alen lang historie som ikke mindst Sydamerika har fået at føle igennem tiden, og med samme blodige mellemspil i scenesat af amerikansk imperialismedrømme for hele kloden.

De seneste krige Irak, Afghanistan og Libyen var alle forfejlede af flere årsager såvel internt ilandene som eksternt fra koalitionens side både militært og civilt, hvor man ikke gad sætte sig ind i forholdene, fordi folk klædt i sandaler og lagner med æseltrækvogne vor socialt og intellektuelt ikke værd at regne med som mennesker, der skulle respekteres - når man alene kunne klare dette lille spørgsmål med et stempel over lederne, at de var sataner, tyraner osv., osv., og så hjalp "en stor sort løgn" om "masseødelæggelsesvåben" også tingene på vej for den militære besættelse af koalitionen.

Åh, de ædle hensigter om at befri folket, skabe demokrati, ligeværd for individer samt fjernelse af "sataner, tyraner" skulle sikre gennemførelsen af demokratierne, der skulle skabes med militær magt, og civile projekter(også lidt til egen fordel af disse naturrigdomme),

Intet lykkedes i en tiårig periode fordi man ikke ville sætte sig ind i tingene, og tog alt for let på den politiske korruption som herskede i landene, og lod den blot fortsætte for de mange mia. der blev pumpet ind i landene, - mens soldaterne på slagsmarken kæmpede for de førnævnte ædle mål med livet som indsats. underbød politikere og administratorerne deres indsats ved at lade korruptionen flyde frit i centraladministrationerne.

Med det handlingsmønster frapolitisk og administrative side "dolkede mand soldaterne i marken i ryggen" for de motiver de var sendt ud for kæmpe for, og som reelt var et bedrag!

Måden samfundene var bygget op( på, ikke den formelle del, men derimod ikke mindst den uformelle del(gamle traditioner) i såvel byerne, bydelene osv. blev helt negligeret ligesom selv klan og stamme strukturerne ikke på noget tidspunkt blev "taget i ed",- men nærmest blot skudt i sænk som ligegyldigt, for i den amerikanske optik handlede det - ikke mindst i Irak, om at rive hele staten ned i alle dens strukturer.

Når man river en formel og uformel struktur i stykker på den måde, kan man ikke bygge noget nyt op på 14 dage, - og som vi har set er det heller ikke lykkedes over en tiårig periode, og som eksempel herpå i Irak så afskedigede man hele politistyrken som noget af det første,

Hvem der så skulle holde blot en lille smule ro, lov og orden iblandt folket i dagligdagen anede man ikke, og man indså heller ikke, at næppe alle i landet "tilbad Saddam Husein" som en gud, så mon ikke man kunne have brugt en del af politistyrken alligevel.

Historien om Afghanistan var på mange punkter ikke meget bedre, og Libyen fandt aldrig sin egen vej efter Gadaffis fald, hvor nogle af de samme årsager også var til stede.

Efter Gadaffis fald, skulle magten fordeles i en storblomstrende demokrati skabt af vestens militær, og modellen var at lade dem selv vælge deres vej - lidt ligesom i Tunesien, - der var den store våde drøm!

Sådan gik det som bekendt slet ikke, - tværtimod(!), - ingen klanledere ville eller turde komme tilbage til deres klan med tomme hænder uden noget politisk "ridderslag" for det "broderblod" der var blevet udgydt for at befri landet fra Gadaffi!

Nu kæmper man så imod demokrati og alene for magten indtil en ny stærk diktator(klanleder) sidder for bordenden og kan diktere fremtiden, hvilket vi så venter på nu!

Det vi har set er, at vesten ikke trods militær overlegenhed, ikke er i stand til at vinde en krig på krigens præmisser alene, og heller ikke ud fra blonde motiver om økonomisk gevinst alene, uden at forstå eller sætte sig ind i hvorledes disse landes samfundsstrukturer er i de enkelte lande, og som ikke umiddelbart blot kan brydes op ved nedrivning, nedrivning og atter nedrivning, og samtidig accepterede den helt uhæmmede korruption i centralregeringerne.

Lars Jørgensen, Jakob Trägårdh, Mads Berg, Lars Peter Simonsen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Peter Bækgaard

Personlig frihed, demokrati og rettigheder som vi kender dem fra Danmark er vel et meget positivt ønske for mellemøsten, men omvendt kan vi også vælge at blande os helt og aldeles uden om mellemøsten. vi kan overlade dem til de samfund der vinder fodfæste og lade dem klare sig selv. det vil formentlig ikke koste os alverden, hverken i menneskeliv og politiske bekymringer.

Jakob Trägårdh

Propagandaen i vesten er så tyk, at når Hillarys emails, hvor hun bl.a. skriver, at Syrien skal ødelægges for Israels skyld, så vendes historien om til, at det er de onde russere, der står bag lækket—og spinder videre hos Trump— via wiki-leaks. Og pressen spiller bare med! Sandheden om de geopolitiske og regionale magter, der står bag oprøret i Syrien kommer bare ikke på forsiden, selv når den er at finde i egen hånd fra den daværende amerikanske udenrigsminister. Sandheden har mange ansigter og er ikke kun krigens første offer, men også diplomatiets, handelspolitikkens og informationens. Hvad er centralt—for der er ikke mange love der bare står? Vi skal holde fast i f.eks. nationalstaternes suverænitet, i hvert fald så længe, der ikke er en overstatslig instans (der burde være FN) til at beskytte almindelige menneskers rettigheder.

Allan S. K. Frederiksen, Thomas Petersen, Leif Briis, John Andersen og Lars Jørgensen anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Ovenstående artikel er et godt eksempel på, at det uafviselige offer—en flygtning fra et krigshærget land—misbruger sin offerrolle. For forfatterens politiske budskab bringes ukritisk videre (oversættes og udkommer) uden, at der tages kritisk stilling til, hvad budskabet er? Hvem er det, der skal have magten og hvorfor? Ville vedkommende kunne håndtere magten bedre? Eller ville det blot føre til at en anden befolkninggruppe i Syrien fik mere indflydelse? Det er ganske ukritisk, al den stund at mandens (og landets) skæbne selvfølgelig er fortvivlende sørgelig, at viderebringe det her stykke propaganda.

Allan S. K. Frederiksen og Thomas Petersen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Bashar al-Assad eller ISIL.

Den ene part er lige så modbydeligt frastødende som den anden -
så hvorfor i alverden skulle vi hjælpe Bashar al-Assad mod ISIL?

En humanitær indsats er noget andet.

Selvfølgelig skal EU være en gedigen bidragsyder til FN's indsats for flygtninge i Jordan, Libanon & Tyrkiet. Og selvfølgelig skal EU generøst støtte de 3 lande direkte i deres hjælpeindsats for de mange millioner flygtninge.

Det er en humanitær pligt - og desuden en vej til selvhjælp, hvis vi vil undgå en ukontrolleret flygtningestrøm fra Mellemøsten.

Vi kan ikke rangordne de 2 hensyn - begge har samme store betydning.

Torben Lindegaard

@Jan Pêt Khorto

Pas på med at bede om hjælp fra "Vesten".

Vi tumler rundt som den berømte elefant i en glasbutik, og kan slet ikke orientere os i så fremmedartet et miljø som Mellemøsten.

Og heller ikke "Vesten" uddeler gratis frokoster - enhver hjælp koster på en eller anden måde.
Om ikke andet så ved et smadret land med 100.000'er af krigsofre, og med det tidligere ekvilibrium totalt forrykket.

Den er efterhånden feset ind - har lige vendt pjosker-bunken
De fleste problemer med folk i Mellemøsten er Vestens egen skyld – de fleste problemer i Danmark er vores egen skyld – de rene hænders propaganda for fri udblæsning uden at være til diskussion - så er den ged knæppet …

Grethe Preisler

"Elefanten går ned til floden og vasker sig over det hele"

Godt agurketiden snart er ved at være slut for i år.

Ak ja, det var dengang der var ægte pseudodebatter til imellem ronkedorerne i pjoskerens sommerhul -
https://www.information.dk/moti/anmeldelse/2014/07/elefanten-gaar-floden...