Klumme

Når Ronaldo viser sin nøgne krop

Når Ronaldo sørger for, at hans sponserede underbuksekant fanges af kameralinsen, kvæler han sportens romantiske fortælling om den rene, altopofrende kæmper, der ekstatisk når sit mål. Tilbage står den nyttemoral, vi kender fra resten af samfundet
Når Ronaldo sørger for, at hans sponserede underbuksekant fanges af kameralinsen, kvæler han sportens romantiske fortælling om den rene, altopofrende kæmper, der ekstatisk når sit mål

Hollandse Hoogte

16. juli 2016

Jeg elsker at se sport. Det har noget at gøre med den akutte oplevelse af mening, selv om både jeg og alle involverede ved, at sport som sådan er en meningsløs aktivitet.

Noget, vi har fundet på, hvor vi er blevet enige om nogle regler, som vi løbende laver om for at gøre sporten mere underholdende eller mere sikker, så risikoen for, at den enkelte sportsudøver ikke dør, bliver mindre.

Derfor er det for eksempel ulovligt at dope sig over visse grænser. Det er med til at holde sportsudøvere fra at presse sig selv, til deres krop stopper med at fungere.

Det, der netop gør de professionelle udøvere af sport så mesterlige, er deres vilje til at ofre alt for at vinde. Det er smukt, netop fordi det er en kamp mod andre kroppe, hvor ingen behøver at dø.

På den måde er reglerne med til at sikre en renhed, der betinger det smukke og romantiske. Ikke bare en biologisk renhed, men også en renhed i forestillingen om den uafhængige stolte sportsudøver: Den, der respekterer de moralske kodeks. Den, der ofrer sig af egen fri vilje.

Spørgsmålet om fri vilje er ofte omdrejningspunktet, når jeg kommer op at skændes om sport med mine venner. Dem, der synes, at cykelrytterne bare skal have lov til at dope sig. Og at det er helt fint, når Ronaldo efter at have vundet EM-finalen med Portugal smider trøjen og flasher sin sponserede underbuksekant.

Der er ingen tvivl om, at også Ronaldo ligger under for den fortælling, i hvilken han er det evige centrum; at det faktisk er ham, der har vundet EM. Derfor kan jeg også sagtens forstå hans lettelse. Som Jørgen Leth har sagt om Thomas Voeckler i Tour de France, så ved Ronaldo hele tiden, hvor kameraerne er. Og de ved hele tiden, hvor han er.

Så når Ronaldo flasher sin krop, er det ikke længere i ekstase. Det er ikke, fordi han spontant bliver ramt af følelsen af ikke længere at kunne være i sin krop.

Det er ikke, fordi han er gennemblødt efter en lang kamp med endnu en omgang forlænget passiv spilletid, for selv om han var febrilsk på bænken som et lille barn, så blev han altså udskiftet i det 25. minut.

Grunden til, at Ronaldo viser sin nøgne krop, er de iskolde kontanter i hans iskolde sponsoraftale. Væk er den overvældede følsomhed, og tilbage står billedet af sportsmanden som Hollywoodstjerne og forretningsmand. (Det gælder også på instagram, da han donerede sin Silverboot til Nani.)

Når Ronaldo smider trøjen, har det konsekvenser. Det betyder, at han får en bøde for at bryde et regelsæt og et moralsk kodeks. Den slags reklame kan ikke købes for penge, som en af cheferne for det sponserende firma selv har været ude at sige. Bortset fra, at det er lige præcis, hvad den kan – og det er netop grunden til, at Ronaldo bliver så kynisk.

Men trøjesmidningen har også en langt vigtigere konsekvens: Illusionen om romantik og renhed er simpelthen ved at dø, og tilbage står den nyttemoral, som vi også kender fra resten af samfundet.

Det er ikke den enkelte sportsudøver, jeg er skuffet over her. Det er ikke Ronaldo – fordi han ikke længere er Ronaldo, men en udlejet version af sin krop. Det er heller ikke den enkelte måske dopede cykelrytter, jeg er skuffet over. Doping er ikke bare historien om den ensomme rytter, der ofrer sig for at presse sin krop.

Det er også historien om et menneske, der skal leve op til umenneskelige krav, for den kollektive underholdnings skyld. Og måske endnu vigtigere: for den sponsor, der er klistret ud over den svedende krop.

En krop, der i øvrigt lever et liv i askese, for at holdejere som Oleg Tinkov kan sidde og rive damer og champagne rundt på en eller anden technoklub.

Eller en krop, der får et løfte om storhed, men tvinges ind i Ruslands nationale dopingprogram, som igen tvinger alle andre til at blive menneskelige maskiner. Det er den virkelige synd.

Måske har det altid været sådan. Men nu hvor det er blevet sportens sæson, den tid på året, hvor jeg har flest følelser, så savner jeg virkelig muligheden for øjeblikke, som da Poul-Erik Høyer vandt OL-finalen i 96, smed sig på gulvet og rev sin trøje i stykker – ikke for at blotte maskinen indenunder, men bare fordi.

Caspar Eric er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Runa Lystlund

R ikke SL
Ronaldo er en af sportens ligegyldige fodboldtspillende drenge med pommadehår. Dem er der mange af. De bor ofte i de pæne kvarterer og omgås de rige og har sjældent den store hjernevirksomhed. Ronaldo kan spille fodbold, det er det han lever af. Jeg har allergi mod fodboldt. Det er en af verdens mest korrupte sportsgrene. Har selv dyrket sport på et vist niveau og kender miljøet. Ledere i fodboldsporten er alt for ofte, rent ud sagt regulært dumme, derfor et det, at økonomien sejler i klubbene.

Runa Lystlund

R ikke SL
Jeg vil tilføje. Fodboldtspillere og tennisudøvere er de mest pengefikserede sportsudøvere. Det er de, fordi det er de sportsgrene, hvor der er flest penge. Idræt er underholdning og derved forretning. De fleste fodboldtspilleres lægge/ben/fødder begynder, at koste samfundet omkring udøverens 30 års alder.

Bevægelse og moderat idræt er sundt, men tænk hvor meget overdreven sport og derved skader koster samfundet. Her kan vi bare nævne skisportsudøvende danskere. Hvor har de kostet samfundet meget og de fleste kan slet ikke stå på ski. Vi fik den blå sygesikring takket være dem. Det nye er marathon og ironman, det er de næste skader.

Der er INGEN, der med rette kan påstå, at Cristiano Ronaldo ikke er engageret i sin sport.
Når han er på banen, har han intet andet ønske, intet andet formål med sit liv, end at VINDE.
Hans ageren som assistent træner for Santos var endnu et tegn på dette: Så længe kampen er i gang, er det kampen, det gælder.
At han så, når kampen er fløjtet af, kommer i tanker om, at han har nogle sponsoraftaler, bør ikke skygge for hans helhjertede forhold til spillet.

Kurt Nielsen

Den professionelle sport er - som det fremgår af artiklen - en selvdestruktiv psykose som kun hæmmes af at udøveren bliver underlagt en nidkær kontrol.

Konkurrencesport er set i forhold til massesport, som egoisme i forhold til solidaritet. Og mediernes hysteriske fokus på eneren og vinderen er ren systempropaganda.

Søren Jensen

Undskyld jeg siger det, men professionel sport på topplan minder mest om en flok dresserede aber, der hopper rundt efter en banan, til underholdning for masserne. At atleterne så trækker det længste strå og kører hjem i en ferrari, mens de betalende gæster må hoppe på bussen, gør det bare endnu mere komisk, hvis ikke det var så trist at så mange spildte kræfter kunne være brugt på at gøre godt.