Klumme

Opskriften på den radikale taber

Vi kan forstå meget om, hvad der driver vor tids massemordere ved at læse Enzenbergers essay om ’den radikale taber’ – men han mangler den sidste komponent
Debat
28. juli 2016

Denne sommer, hvor en ny desperado snart hver dag melder sig i serien af massemordere, falder jeg over Hans Magnus Enzensbergers essay om ’den radikale taber’. Fra 2005, men mere aktuelt end nogen sinde. Dog forklarer han ikke alt. Det vender jeg tilbage til.

Den radikale taber sammenligner sig med, hvad andre har opnået, fastslår Enzensberger. Her er han taber. Men da det er utænkeligt, at han selv er årsagen, søger han efter skyldige: hemmeligt politi, kommunister, amerikanere, storkoncerner, politikere, vantro – »og næsten altid også jøder«.

Han kan dog ikke undslippe den gnavende mistanke om, at ’det er min egen skyld’, så den blandes med følelsen af, at ’det er de andres skyld’, og de to impulser forstærker hinanden. Udvejen bliver en sammensmeltning af destruktion og selvdestruktion. Når hans eget liv er værdiløst, hvorfor så bekymre sig om andres?

Taberen eksploderer. Nu oplever han et øjeblik af pludselig magtfuldkommenhed. Han vinder over andre ved at tilintetgøre dem. På den anden side får hans mistanke om, at hans liv er værdiløst, også sit: Han gør en ende på det.

Men den radikale taber findes ikke kun i ental. Og når han tilbydes et kollektiv af ligesindede, potenseres blandingen af dødslængsel og storhedsvanvid og udløser en katastrofal almagtsfølelse.

Dog er der brug for en ideologisk tændsats, mener Enzensberger, og i nyeste tid er det islamismen, der er leveringsdygtig her. Tidligere har der været andre tændsatser, i Weimarrepublikkens krise og arbejdsløshed var det Versaillestraktaten, der lod Tyskland stå tilbage som den absolutte taber af Første Verdenskrig. Den betød en enorm ’narcissistisk krænkelse’, og så fik propagandaen sin chance. Som Hitler leverede.

Men der er ingen mangel på nutidige eksempler. Når Donald Trump brøler »I love you people« til kulminearbejdere og lover at redde kulindustrien, går samme mekanisme i gang. Også narcissistisk krænkede amerikanske tabere drømmer om at generobre magten med en almægtig Trump ved roret.

Ifølge Enzensberger er nederlaget imidlertid en nødvendig del af pakken. Hvad angår Hitler, så holdt han jo stadigt mere fanatisk fast i sit projekt, desto mere udsigtsløst det viste sig at være: »Det er en nærliggende mistanke, at det for Hitler og hans tilhængere ikke drejede sig om at sejre, men om at radikalisere og eviggøre deres egen taberstatus.«

I den kamp skånede han hverken fjender eller det tyske folk, og med uhyrlige ofre opnåede han endeligt sit mål: at tabe. »Men jøder, polakker, russere, tyskere og alle andre findes stadig.« Kampen kunne ikke vindes.

Parallellen til Islamisk Stats (IS) kamp for kalifatet er til at få øje på her. De kan slå sig selv og andre ihjel, men livet fortsætter. Nu blot med en ny risiko, der dog er mindre end faren for at dø i en trafikulykke.

For islamister består den narcissistiske krænkelse ifølge Enzensberger i, at de med alle deres moderne kommunikationsformer i et og alt er afhængige af Vesten. Denne diagnose udstrækker han til hele den arabiske verden, hvor kalifatet for 800 år tilbage står som Arabiens guldalder, og hvor det siden er gået ned ad bakke. Selv de stenrige oliestater er afhængige af vestlige opfindelser, hvis de skal have råolien op af undergrunden. Vesten er krænkelsen.

Så langt er jeg med. Men når Enzensberger skal forklare »den arabiske verdens enorme videnskabelige, tekniske og industrielle tilbageståenhed«, kommer han det ikke nærmere end ’uforklarede endogene årsager’. Dem kan jeg imidlertid bidrage med et fuldt ud dækkende ord for: patriarkatet.

De arabiske lande hører til verdens mest patriarkalske, og der er intet, patriarkatet frygter som moderniteten, ergo: Vesten. Med modernitet følger individualisme, med individualisme kvindefrigørelse, og vupti mister patriarkatet fodfæstet.

IS forsvarer ikke islam. IS er patriarkatets krænkede sønner, som med alle midler bekæmper moderniteten, men samtidig er totalt afhængige af den. Det er opskriften på den radikale taber.

Karen Syberg er forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bange for Scharia Polizei
Enzensberger går, ligesom Sloterdijk og katten, uden om den varme grød, nemlig religionskritikken – patriakatet i sig selv er én ting, alvorlig nok, men når dette magtsystem kombineres med åndelige torturmetoder, som truer hele samfundet og alle menneskene udsættes for, indoktrineres med en arkaisk religion, som kalder til bøn fem gange i døgnet, hvor folk holdes mere eller mindre vågne og kommanderes til at udføre faste ritualer, ikke stiller spørgsmålstegn ved hele konstruktet, får leveret autoriserede svar på alt mellem himmel og jord, ikke behøver at tænke selv – så er der vistnok, selv med disse mentale krykker, ikke ret megen energi tilbage til at passe sit tæppehandlerjob i bazaren, hvilket er fuldt ud forståeligt og en del af forklaringen på, at Mellemøsten ikke har kunnet følge med Vesten ligesom det meste af Verden – og slet ikke, da de oven i købet så fandt olie – gudernes og pengenes straf …
Kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik – K. Marx – men i dag nøjes de fleste med at analysere og ingen tør efterhånden kritisere noget som helst under ytringsufrihedens nye regimente – man kunne jo komme til at vække nogle ’radikale tabere’ …

Henrik Bjerre

Er det nødvendigt at analysere dette så meget i detalje? Nu hvor olie er en vigende forretning vil Saudiarabien formodentlig lide en krank skæbne økonomisk - og så bliver dogmatisk Islam nok mindre populært.

odd bjertnes

De dogmer som er islams er ikke nye, mildest talt. Ikke engang i forhold til 'Weimar-republikken'. Jeg vil betvivle at der findes et muslimsk folk per se, men det påstår disse dogmer. Og har gjort i 1000 år. Hvis nu vi applikerer Grundtvigs lokale og velkendte definition, så lad os acceptere at de der påstår de er muslimer også er det. OK, så mangles at få egentlig klarlagt hvad det er som forener 'Oslem Cekic' (dels som medie-gestalt, dels som privat person ..) med palæstinensiske og iranske hitlerister, Erdogan og saudiske prinser og skomagerlærlinge i Sudan. Forskellene kan vi godt se og debattører føler sig trygge ved at skelne mellem 'deres og vores', mellem dem-der og dem-her. Men hvad er en muslim for en størrelse ? Det er også højt besunget at det islam, som på en eller anden måde alle disse 'repræsenterer', er noget som ellers neutrale systemer og enkeltpersoner bør Tage Hensyn Til. Det man i behandlersprog kalder - at en person er 'udfordret' af et eller andet. Har et handicap. Er det et fysisk ? Et psykisk ?
Den slags skal defineres og klargøres, inden man med klar knold kan gå videre med pro og con i forhold til det på bordet smidte forslag om 'muslim-stop'. Stop for hvad ? Terrorister er jo ikke det samme som 'muslimer'. Folk fra Mellemøsten er ikke det samme som 'muslimer'.
Der er eet sted man ikke skal henvende sig for at få definitionen, og det er det muslimske miljø. For førnævnte Cekic er efter eget udsagn 'rettroende' muslim. De andre er ikke. Og det samme slags svar får man overalt inde i de såkaldt 'muslimske' miljøer. Mere dem og os, så at sige. Igen, det er væsentligere at definere, hvad alle disse muslimer har tilfælles - og så kan man derefter spørge, om det er noget man skal have 'stop' for eller ej, og hvis - på hvilken måde. .

Michael Kongstad Nielsen

Karen Syberg skriver:
"Men når Enzensberger skal forklare »den arabiske verdens enorme videnskabelige, tekniske og industrielle tilbageståenhed«, kommer han det ikke nærmere end ’uforklarede endogene årsager’. Dem kan jeg imidlertid bidrage med et fuldt ud dækkende ord for: patriarkatet."

Ja, den ene er klogere end den anden, i egen selvopfattelse.

Jeg vil bidrage med: - hvem siger, de er tabere? - hvem siger, de er tilbagestående? - hvem siger, at kvinderne ikke har noget at skulle have sagt?

Michael Kongstad Nielsen

Den arabiske verden var og er aldeles ikke videnskabeligt og teknisk tilbagestående. Den viderebragte indisk og kinesisk kultur, matematik, geometri og astronomi. Den viderebragte også gammel græsk kultur, der var glemt i Europa, men husket i Ægypten og Syrien. 10-talsystemet, krudtet og papiret bragte araberne til Europa, og i Spanien havde de en særlig kulturel storhedstid.

MKN_du har vel opdaget, at det var mere end 1000 år siden, har du ikke? ...

Michael Kongstad Nielsen

Jo men kultursporene holdt sig levende, ligesom de europæiske, kinesiske, indiske. Det er derfor højrøvet bedrevidenhed, når Enzensberger taler om "den arabiske verdens enorme videnskabelige, tekniske og industrielle tilbageståenhed". Hvad bilder han sig ind? Det er typisk europæisk arrogance, som også herskede i kolonitiden - vi, Syberg og Enzensberger ser sig selv som kulturelt overlegne, hvilket der ikke er grundlag for, andet end magt.

Og i stedet for Sybergs ide om patriarkatet som forklaringsmodel, vil jeg foreslå Vestens beherskelse og undertrykkelse.

Michael Kongstad Nielsen

I stedet for "beherskelse" i sidste linje ville jeg hellere skrive "herskertrang"

Steffen Gliese

Og jeg vil kalde det: Vestens hegemoni - det er gamle stridigheder om magt, især magt over det åndelige centrum, vi kan kalde "smørhullet."
Derimod er det forfejlet at pege på religion som årsag til noget som helst - religion er symptom på en tilstand: erkendelsen af Gud uden viden om tingens beskaffenhed.

Steffen Gliese

Men jeg elsker, at Karen Syberg i den del af artiklen, jeg kan læse, når at kalde ugerningsmændene for desperadoer, det er meget rammende.
Det er også typisk et symptom - symptom på et samfund i opbrud, sådan som vi også så det i 70erne.
Jeg kan kun sige: Spil "ASSASSINS"!, det er sådan en afdækkende musical om det terroristiske sind.