Kronik

Psykiatrien skriger på et nyt menneskesyn

Psykiatrien opfatter i stigende grad mental lidelse som hjernefejl, der skal rettes. Resultatet er et menneskesyn, der udstiller nødlidende som syge, og et overforbrug af medicin frem for nærvær og vejledning
Psykiatrien opfatter i stigende grad mental lidelse som hjernefejl, der skal rettes. Resultatet er et menneskesyn, der udstiller nødlidende som syge, og et overforbrug af medicin frem for nærvær og vejledning

Johanne Sorgenfri/iBureauet

12. juli 2016

Mens psykiatrien bliver mere og mere faldefærdig, forsøger den (stadig) selvsikre stand af psykiatere desperat at agere autoriteter ved at henvise til hjerneforskning og sundhedsvidenskab.

Deres standardbudskab lyder: Send flere penge og personale. Den tidligere formand for lægeforeningen Mads Koch Hansen har f.eks. gentagne gange råbt op om behovet for hele 1.200 fuldtidsstillinger alene til behandling af skizofreni, angst og depression.

Men han tager fejl. Systemet har penge, behandlere og psykiatere nok. Hvis det endelig skal være, er der brug for færre psykiatere. Psykiatrien har behov for et helt nyt menneskesyn.

I dag er psykiatriens grundlæggende problem, at den er svøbt ind i en letkøbt videnskab, der har distanceret sig langt fra det mentalt lidende menneske. Patienterne opfattes ikke som almindelige mennesker, der har reageret uhensigtsmæssigt på en rå og normløs virkelighed – og som derfor skal hjælpes tilbage til en ansvarlig livsførelse. De opfattes derimod som syge af påståede hjernefejl, der kan kureres – som var de en slags omvandrende fejl, der skal rettes på.

På den måde kan personalet retfærdiggøre brugen af uhyre mængder psykofarmaka som løsning på patienternes problemer. Ræsonnementet er, at denne medicin udgør den rigtige narkotika: modsat såkaldt selvmedicinering, der åbenbart er den forkerte slags.

Ingen omsorg

Hvis patienterne er rastløse, får de medicin. Hvis de er triste og apatiske, får de medicin. Hvis de er ude af kontakt med sig selv og f.eks. hører stemmer, får de medicin. Hvis de er overhæmmede, får de medicin. Hvis de overkontrollerer madindtag, tvinger man mad i dem med sonde – plus lidt medicin.

Dette er desværre den erfaring, jeg har gjort mig i de år, hvor jeg arbejdede i det psykiatriske system som omsorgsmedarbejder: Der er ingen omsorg.

Der er misforstået omsorg. Javist. Men mest af alt ingen omsorg. Hjælpen i psykiatrien kommer enten i form af et ’nårh, hvor er det synd for dig’ eller ’tag de her piller’. Som regel det sidste.

Personalet er fanget i overgangen mellem den – traditionelt set – moderlige og faderlige omsorg: dvs. mellem den blødsødne medlidenhed og nutidens nyliberale kynisme, hvor lidelsen ønskes konfronteret i ensomhed.

Resultatet er, at personalet har svært ved at håndtere mødet med den enkelte patient, idet ubetinget blødsødenhed er blevet et no go. De er fanget i en velment kynisme, der har erstattet brød og vin med en mere potent variant: narkotika.

Dertil kommer, at store dele af det psykiatriske personale vitterligt ikke formår at hjælpe og vejlede patienterne mod et bedre liv. Det skyldes især psykiaternes subtilt nedladende menneskesyn, der siver ned igennem hele systemet. Patienterne mødes ikke, hvor de er. De bliver set hen over. Man snakker til dem, og ikke med dem. I bedste fald forsøger man at rette lidt på dem. Måske give dem nogle letkøbte (og ofte dårlige) råd med på vejen.

Gang på gang siger personalet, at der ikke er ressourcer til andet, alt imens de uddeler tonsvis af pissedyre psykofarmaka. Psykiaterne trækker deres tårnhøje lønninger samt frynsegoder fra medicinalindustrien. Lægestanden sygeliggør rask væk mennesker med ’livssmerter’, der slet ikke hører hjemme i psykiatrien. Behandlerne ’behandler’ de mange patienter med kognitive terapiformer, der mest af alt minder om nyliberal tankemanipulation.

Forbudte kram

Det står ligefrem så skidt til, at en af retningslinjerne i psykiatrien lyder, at personalet ikke må give patienterne så meget som et kram, selv når de stirrer direkte ned i afgrunden. Denne fremmedgjorte tilgang til de sindslidendes livsproblemer er indlejret som en selvfølgelighed. Det ligger i forlængelse af et hensynsløst samfund, hvor man opretholder en uoverstigelig mur mellem den sunde og den såkaldt syge, den perfekte og den uperfekte.

I værste fald er der tale om en ilter, forhastet og kortsigtet irettesættelse af mennesker, man opfatter som moralsk fordærvede. Det er lidt, ligesom når bøllen forsøger at banke svagheden ud af den svage. Alene ordet behandling vidner om, at psykiatrien er et moralsk ingenmandsland. Den fremavler en erstatningsmoral, hvor man hverken behandler de nødlidende godt eller dårligt. Man behandler bare.

Lyspunktet – for ja, sådan et er der – er, at behandlerlogikken involverer en banal erkendelse af, at mental lidelse ikke er kronisk, men kan overvindes. Spørgsmålet er så bare, om det er psykiatere, der burde være hovedansvarlige for denne opgave?

Hjælper det, når de taler lidelsen ind i små, nydelige diagnosekasser? Er lidelsen en medicinsk tilstand, som vi kan fjerne – som var der tale om sygdomme? Eller skal der noget andet til?

Jeg tænker, at det er oplagt at tænke i nye baner. Ikke forstået sådan, at jeg ønsker at underkende nyliberalisternes opløftede blik for, at lidelsen kan overvindes. Men jeg mener, at nyliberalisterne går galt i byen, når de forestiller sig denne overvindelse som en ren énmandsforestilling; når de glemmer respekten for verden og fællesskabet; når de glemmer at ’investere’ deres overskud i andet end det, der skaber mere overskud.

Moral frem for videnskab

Jeg mener, at vi skal væk fra at tænke i sort-hvid og enten-eller. Sindslidende skal hverken bare tage sig sammen eller møde medlidenhed i én uendelighed.

Vores forældede værdier kræver, at vi på ny føler os frem til, hvad der er godt – gerne med basis i moralsk overskud så vidt muligt. Med ’moralsk overskud’ mener jeg, at bølle-brutalitet såvel som klistervarm behagesyge vidner om et moralsk underskud, der forhindrer udviklingen af vejledende værdier, som leder hen mod et godt liv i et godt samfund.

Samme indsigt nåede Aristoteles i sin tid: At moralsk overskud, som investeres i frembringelse af gode værdier, afholder os fra at havne i ekstremer.

Hans indsigt gik bl.a. på, at vi bør lære hverken at være overhæmmede eller uhæmmede, men mådeholdne. Hverken mismodige eller overmodige, men livsmodige.

Den indsigt har vi i dag forfladiget til medicinske forbudstermer, idet vi er ’psykisk syge’ frem for ’normale’, såfremt vi er ’maniske’ eller ’depressive’; ’psykopatiske’ eller ’dependente’ og så videre. Det er netop denne opstyltede moral og mentalitet, vi skal arbejde os ud af. Vi skal væk fra at tænke mentalitet i form af ’tilstande’. Vi skal lægge luppen og løfte blikket.

Det kræver til gengæld et opgør med vores efterkristne forventninger til, at de naturfaglige menneskevidenskaber (neurologi, psykiatri, biologi, psykologi mv.) kan levere svarene på, hvordan vi bør leve.

Det kræver, at vi stopper med at lytte til nutidens mange eksperter, der beskriver os frem til ’det gode liv’ gennem deres ’objektive videnskabelige undersøgelser’, der viser os, at mennesker gør sådan og sådan (underforstået: alle derfor bør gøre sådan og sådan). Som modsvar bør vi for alvor mærke efter og tænke selv – og da slet ikke lade os vildlede af forskere, der fortæller, ’hvad hjernen gør’.

Under overfladen på den videnskabelige fernis forholder vi os i omvendt rækkefølge. Vores værdier farver videnskaben om os selv.

Af samme grund lyder det spørgsmål, vi bør lægge ud med: Hvordan ønsker vi at leve og opføre os over for hinanden? Undlader vi dette, risikerer vi at tale forbi psykiatriens grundproblem. Vi får aldrig løst problemerne.

Dennis Larsen er filosofiblogger på videnskab.dk og har gennem flere år arbejdet som omsorgsmedarbejder i psykiatrien

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Schøtt
  • erik mørk thomsen
  • Britta Hansen
  • Jes Thomsen
  • Olav Storm Jensen
  • Vivi Rindom
  • Joseph Zanella
  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Anne Eriksen
  • Niels Roed
  • Viggo Okholm
  • Jørn Andersen
  • Ebbe Wagner Smitt
  • Knud Larsen
Anne Schøtt, erik mørk thomsen, Britta Hansen, Jes Thomsen, Olav Storm Jensen, Vivi Rindom, Joseph Zanella, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Anne-Marie Krogsbøll, Anne Eriksen, Niels Roed, Viggo Okholm, Jørn Andersen, Ebbe Wagner Smitt og Knud Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det psykiatriske system har brug for et nyt menneskesyn. Omsorg er der ikke meget af i systemet. Men der er brug for flere sengepladser. Som det er idag skal man have forsøgt at begå selvmord førend man lukkes ind.
Jeg har diagnosen skizofreni og har derfor brug for en gang imellem når jeg er psykotisk at være indlagt. Under indlæggelsen har jeg brug for at der er nogen der sørger for at jeg får de basale livsfornødenheder, som mad, søvn og tryghed, da jeg jo ikke eksisterer i den jordiske verden, De basale livsfornødenheder kan jeg få mange steder. Det behøver ikke at være på et dyrt sygehus. Det kunne være på et rekreationshjem hvor der er ansat alminelige mennesker der eks. er uddannet som Sosu.
Psykiatere er meget specielle behandlere. De er af den opfattelse at psykisk sygdom kan kureres med medicin, da der er noget kemisk i hjernen der ikke fungerer. Medicinen dæmper f.eks symptomet angst. Det gør så at man lige så stille vender tilbage fra den psykotiske verden til denne jord. Men angsten bliver ikke kureret. Så rask er man ikke oven på den behandling og indlæggelse. Men ud og hjem skal man jo og genoptage sit daglige liv. Og så siger det jo næsten sig selv at det blot er et spørgsmål om tid førend man bliver psykotisk igen og atter forsøger sig med det nødvendige selvmord for at kunne blive indlagt.
Nogenlunde så enkelt tror jeg det fungerer for mange med skizofreni og andre voldsomme psykiske lidelser som f.eks. bipolar lidelse. Men en dag lykkes selvmordet. Og så er lidelsen kureret.

Det er trist at et så rigt samfund som vores ikke kan behandle mennesker der fungerer anderledes end de raske, på en anstændig og menneskeværdig måde. Den menneskeværdige måde er omsorg og tryghed.

Birgitte Gøtzsche, Jeanne Löwe Lindberg, Keld Albrektsen, charlie white, erik mørk thomsen, Britta Hansen, Søren Andersen, Ulla Blok Kristensen, Lise Lotte Rahbek, lars søgaard-jensen, Jan Pedersen, Søren Johannesen, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen, Anne-Marie Krogsbøll, Anne Eriksen, Jørn Andersen og Ebbe Wagner Smitt anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Hele samfundet skriger på et nyt menneskesyn...
Hvad er forskellen på det somatiske og det psykiatriske system? Ja, først er der forvirringen om - problemet er - hvilken af delene?

Behandlingen er stort set det samme, bortset fra at der er nemmere at tage blodprøver, scanne og måle det fysiske. Nemlig medicin!
Men tag ikke fejl, det er stadig en del af den somatiske behandling at tænke en opsplittelse af problemerne - lokaliseret bestemte dele af kroppen.
Dvs. manglende helhedssyn og symptombehandling - altså meget lig den psykiatriske.

Et andet problem er de såkaldte "pakker" - lidt grinagtigt så er alt leveret i pakker, større fantasi kan man ikke beskylde nogen for.
I Super-systemet skændes man om strålekanoner kontra kunst. Skyde gråspurve med kanoner? Haarder elsker kanoner - Danmarkskanon i højskoleregi?
Den flytter næppe hans partis gennemførte asociale handlemåde i forhold til at opdele befolkningen i A - B - C - D hold osv.
Og så er der naturligvis forskning og medicinalindustrien, der gør netop de øverst nævnte problemer mulige...

Anne Mette Jørgensen, Britta Hansen, lars søgaard-jensen, Søren Johannesen, Jørgen Steen Andersen, Niels Duus Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
odd bjertnes

Har kun erfaring som bisidder i det system, men det er nok. Dette er et væsentligt indlæg. Diagnosen er på rette spor.

Birgitte Gøtzsche, Britta Hansen, Anne Eriksen, Kurt Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Christian Legind

Det er jo en rystende usaglig kronik, selvom spørgsmålet om menneskesyn er interessant og væsentligt, ikke mindst i psykiatrisk sammenhæng, hvor sindet kommer til udtryk i så mange former. Det er ikke et ukompliceret felt og der er ikke mange enkle løsninger, der fuldstændig kan helbrede folk. Jeg er overrasket over at et så simplificeret og ukorrekt billede af psykiatrien formidles af Information.

Colin Bradley, Ulla Blok Kristensen, Bill Atkins og Jacob Juhl Kjær anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Christian Legind, hvad er dine interesser i sagen? Dennis Larsen skriver ud fra sine erfaringer som "omsorgsmedarbejder i psykiatrien" - hvad er dine referencer? (Altså dine personlige bevæggrunde for din kritik - jeg har googlet dig, så jeg kender dine professionelle referencer). På hvilke punkter er du uenig med Dennis Larsen? Hvorfor?

Birgitte Gøtzsche, charlie white, Britta Hansen, Jes Thomsen, Lise Lotte Rahbek, Vivi Rindom, Bill Atkins, Søren Johannesen, Jørgen Steen Andersen, Kurt Nielsen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Det er egentlig lidt sjovt når man tænker over det: de konventionelle læger (psykiatere inklusive) ser som regel holistiske behandlingsformer som kvaksalveri.
Men om noget må man da kalde den grundlæggende ide om 'medicin' for magisk tænkning: en trylledrik til ethvert problem.

Godt indlæg, og jeg er helt enig med forfatteren.

Anne Mette Jørgensen, erik mørk thomsen, Søren Johannesen, Anne Eriksen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Pernille Hansen

Ingen kan vel være uenige i at visse ting er uhensigtsmæssige i psykiatrien. Diagnoser er problematiske. Menneskesynet kan være problematisk. Men der er også mange dygtige mennesker i psykiatrien, der prøver at balancerer rundt i et komplekst felt.

At gøre moral til vejen ud af psykiatrisk sygdom er da ekstremt forfejlet. Og når man kommer med en sådan påstand kunne det være interessant at høre den uddybet, men det sker ikke her. Udover henvisning til Aristoteles, som både så kvinder som ikke-mennesker og holdt slaver, og derfor næppe har vist at indsigt i teoretisk moral fører til det vi vil kalde en moralsk livsførelse i dag. Ja hans bøger er interessante, men ikke som en teori om hvilke problemer en kæmpe gruppe mennesker (de psykisk syge) menes at have. Det er virkelig meget uhensigtsmæssigt fordømmende.

Kommentarer som:

"Patienterne opfattes ikke som almindelige mennesker, der har reageret uhensigtsmæssigt på en rå og normløs virkelighed – og som derfor skal hjælpes tilbage til en ansvarlig livsførelse."
og
"Samme indsigt nåede Aristoteles i sin tid: At moralsk overskud, som investeres i frembringelse af gode værdier, afholder os fra at havne i ekstremer."

er meget arrogante statements om psykisk syge. At sige at psykisk syge ikke har moralsk overskud eller ansvarlig livsførsel er da en mærkelige ting at sige, når skribenten samtidig kritiserer eksperter for at komme med én løsning og så altså selv gør det samme.
Problemet i psykiatrien er først og fremmest som i så mange systemer efterhånden at det enkelte menneske (på trods af love og politiske udsagn) ikke bliver set som individ med egen moralsk habitus, iboende modsætninger og komplekse evner og problemer.
Ydmyghed og selvindsigt er, udover hvad der ellers kræves, vigtigt for at hjælpe mennesker og skabe en bedre psykiatri. Skribenten fører os i stedet ind i en ny parole, der ikke er mindre skræmmende end dem der hersker i psykiatrien nu. Psykisk syge er som udgangspunkt hverken mere eller mindre moralske, kloge eller fejlvejledt i moralsk livsførsel, end mennesker uden psykiatriske diagnoser. Med mindre man vil fastholde en meget snæver og forkvaklet definition af moral. Måske nogle psykisk syge skal finde løsninger til sine problemer via de elementer som nævnes i artiklen, men det er der så mange andre der også bør.
Det moralske i vores samfund hører til i en anden artikel eller med bedre nuancer end her
For nogle psykisk syge er det kun medicin der hjælper, fordi problemstillingen er overvejende et problem i hjernen (på tidspunktet for behandlingen - ikke nødvendigvis forevig eller fra starten) og derfor bør medicin kun fordømmes når det bliver givet med pres eller set som en Gud, der kan fixe alt. Lad mennesker sige hvad de har brug for og hvad der hjælper dem. Mennesket selv er som regel klogere på sit liv end måde skribenter og psykiatere, men de kan have brug for hjælp til at finde rundt i sine muligheder og redskaber ligesom alle andre mennesker.

Og til psykisk syge: Godt kæmpet! og sikke en moral, indsigt og empati jeg har mødt i mange psykisk syge, der muligvis ofte er mere sårbarer overfor et hårdt samfund, men bestemt ikke indbegrebet af dem der skal vejledes moralsk.

hannah bro, Colin Bradley og Poul Brunhøj anbefalede denne kommentar
Kurt Nielsen

Glimrende artikel. Den korte version af grunden hertil:

Psykologien - herunder ikke mindst psykoanalysen - har for længst slået fast at mentale lidelser er relationelle. Det er derfor fuldstændig hen i vejret, at beskrive dem som sygdomme medmindre man hermed mener 'samfundssystemfejl' el.lign. Der er ganske enkelt ikke tale om et naturvidenskabeligt fagområde.

At 'en ting' er relationel er imidlertid ikke så ligetil hverken at forstå, eller forklare, men ikke desto mindre er det vejen frem, hvis ikke vi skal ende som medicinalnarkomaner allesammen.

Birgitte Olsen, Jeanne Löwe Lindberg, erik mørk thomsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Christian Legind

Hej Niels,
Jeg er selv psykiater og arbejder med forskning, og min bevæggrund for kommentaren er at kronikken er meget langt fra min erfaringer med psykiatrien. Det er ærgeligt at vi ikke kan diskuttere de problemer der er, på en mere saglig måde, så det ikke ender i mudderkast.

Det er svært at få en egentlig dialog når medicin sammenlignes med narkotika, videnskab beskrives som overflødigt, psykiaterne som havende et nedladende menneskesyn og det insinueres at de er i lommen på medicinalfirmaerne.

Det er særdeles ærgeligt at læse:"... Hvis de overkontrollerer madindtag, tvinger man mad i dem med sonde – plus lidt medicin..." som en beskrivelse af behandlingen for anorexi. Anorexi er en meget invaliderende sygdom som kan have alvorlige konsekvenser for den enkelte, dennes familie og som folk dør af. Det er komplekst at behandle og vanskeligt for den lidende og omverden at forholde sig til, hvorfor omtaler som den ovenfor forværre situationen.

Det er meget vigtigt med en offentlig debat om psykiatrien, men det er svært at holde den saglig, derfor overrasker det mig at Information ikke er bedre til at holde niveauet.

Birgitte Gøtzsche, Keld Albrektsen, charlie white, Jes Thomsen, hannah bro, Ulla Blok Kristensen, Charlotte Vestergaard, Lise Lotte Rahbek, Bill Atkins, Colin Bradley, Poul Brunhøj, Søren Johannesen, Olaf Tehrani og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Pernille Hansen, at Aristoteles lå under for sin samtids fordomme, skal ikke lægges hans teoretiske tænkning til last, men blot ses som udtryk for, at heller ikke han tænkte alle sine tanker til ende i samtlige mulige og umulige sammenhænge (hvem gør det?).

Den gyldne middelvej, som var hans bidrag til moralfilosofien, opererer med "for meget" og "for lidt", og tilstræber - som socialdemokraterne i gamle dage - en balance mellem yderpolerne. Dennis Larsen anbefaler lidt mindre hjerne og lidt mere hjerterum i psykiatrien, fordi medicinering og vulgærmaterialistiske tolkninger af "objektiv hjerneforskning" - efter hans mening - har taget overhånd og er blevet "for meget", mens basal omsorg er blevet "for lidt".

Jeg ser ikke, hvor i artiklen han afviser enhver brug af medicin eller kommer med en forkromet løsning, der vil revolutionere psykiatrien, som du antyder. Snarere opfordrer han til at se på de psykiatriske patienter som mennesker, og ikke blot (men også) som biologiske maskiner, der er gået i stykker.

Så er det ikke bare en stråmand, du skyder ned?

Birgitte Olsen, steen nielsen, Kurt Nielsen, Christian Nymark og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Christian Legind, tak for svaret.

Mine interesser i problemstillingen er, at jeg har været pårørende til et psykotisk menneske, som blev, ikke rask, men dog relativt funktionsdygtig. I dette forløb lærte jeg, at omsorgspersonerne - plejere, sygeplejersker, portører - som oftest var hjertelige mennesker, som havde overskud til at tale med en bekymret pårørende, mens læger som oftest var fjerne, travle, uopnåelige væsner, som ikke havde tid til at beskæftige sig med os. Patienterne havde samme oplevelse af de to medarbejdergrupper.

Dette har skabt nogle fordomme om psykiatere, som også jeg lider af. Sjovt nok, for når det kommer til mine egne psykiske problemer har jeg det lige omvendt - jeg gider simpelthen ikke snakke med psykologerne, som i vore dage sværger til kognitiv terapi, positiv tænkning og NLP, mens jeg hyggede mig gevaldigt sammen med min psykiater, som ikke er bleg for at kalde en spade for en spade.

I stedet for at afvise Dennis Larsens kritik bør du underbygge din egen kritik. Du har andre erfaringer - hvilke? At du har andre erfaringer betyder jo ikke, at Dennis Larsens - og mine - erfaringer er ugyldige.

HVis du med "saglig" mener, at det er psykiaterne alene, der skal kridte banen op for, hvad der er sagligt og hvad ikke, bliver der ikke meget dialog. Men jeg er sikker på at det heller ikke er det, du mener. Problemet er måske, at afstanden mellem psykiaternes og omsorgspersonalets oplevelser er blevet for stort til, at der kan føres en meningsfuld samtale? Det håber jeg virkelig ikke, for så ser fremtiden sort ud for de gale, efterhånden som omsorgspersonalet spares bort.

Birgitte Olsen, Birgitte Gøtzsche, Anne Mette Jørgensen, Keld Albrektsen, Britta Hansen, Christian Nymark, Olaf Tehrani og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Martin Ørsted

Jeg er ganske enig i, at der er et problem med hensyn ti,l hvordan vi behandler psykisk syge, og at man prøver at gøre et psykisk problem til en kemisk ubalance er decideret forkert. Peter Gøtcsche har skrevet meget om det, og jeg kan varmt anbefale at læse hasn artikler og bøger. Han giver eksemplet med sorg, hvor en patient for 30 år siden var klinisk deprimeret, hvis sorgen over tabet af en nær havde varet over et år. I DSM IV manualen blev perioden ændret til 2 måneder, og for nyligt i DSM V manualen blev det ændret til 2 uger. Totalt uvidenskabeligt. Og man kan ikke måle noget som helst!

For eksempel, i gruppen af psykofarma SSRI (Selective Serotonin Reuptake Inhibitors), påstås virkningen at være, at medicinen gør, at hjernen langsommere genotager Serotonin, som dervor forbliver længere i hjernen, og giver en løkkefølelse. Problemet er, at det overhovedet ikke kan måles, og at den postulerede virkemåde er blevet bevidst videnskabeligt umulig. Så hvordan måler man forbedringer? Med et spørgeskema!

Jeg har lyst til at knytte en til kommentar til ovenstående artikel. I mine øjne er det altså ikke alt, der er politisk. Jeg fatter ikke, hvad nyliberale har med ovenstående at gøre (foruden at der næsten ikke er nogen, der beskriver sig som nyliberale, det er en beskrivelse der næsten udelukkende bruges af venstrefløjen). Nåh, men der er med psykofarma og psykiatri simpelt hen tale om pseudo videnskab i følge mange, og vores medicinske udvikling lider under at være bevisbaseret snarere end videnbaseret. Det gør det muligt at sælge psykofarma hvor den underliggende videnskab er problematisk og fejlbehæftet men hvor det er lykkedes at konstruere et forsøg, der på papiret synes at vise, at der er mere end 95% chance for at skidtet virker. Hvis man respekterer videnskab og den videnskabelige metode så er det i mine øjne, konklusionen man når til, ligegyldig hvilken politisk observans man måtte have.

Birgitte Gøtzsche, steen nielsen, Anne Eriksen, Kurt Nielsen, Søren Johannesen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Christian Nymark

Alle i samme branche, kan næppe være helt enige?

At artiklen bringes og dermed sætter fokus på psykiatrien, bør i disse tider ses i lyset af at al omtale er god omtale. Er psykiatrien ikke stadig et hæmmet område rent økonomisk, ikke udelukkende grundet dets udfordrende væsen?

Og er der ikke meget kvalificeret gætværk involveret i diagnosticering af psykiske patienter, fremfor egentlige, empiriske observationer (ie. fMRI)?

Niels Duus Nielsen

Martin Ørsted, jeg er enig, med et enkelt forbehold:

Hvis jeg har haft det psykisk dårligt, og jeg nu har det bedre, er det for mig en subjektiv, sand kendsgerning, uanset om det fremgår af en "objektiv" spørgeskemaundersøgelse eller ej. Smerten er min, så det er mig, og kun mig, der ved om den er lindret. Om det så er sket ved hjælp af lykkepiller, cannabis, homøopatisk medicin eller salttabletter er fuldstændig ligegyldigt - for mig.

Smerter er ikke objektive i videnskabelig forstand, da de ikke kan måles. Men smerter findes. Hvem har ikke haft ondt i maven?

Keld Albrektsen, Lise Lotte Rahbek, Christian Nymark, Søren Johannesen, Anne Eriksen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
Martin Ørsted

Niels Nielsen: Jeg er fuldstændigt enig i at smerte, sorg og depression er meget subjektive ting. Derfor er en naturvidenskabelig tilgang også problematisk. Og derfor er det nemt at lave fejl. Irving Kirsch beskriver i "The emperor's New Drugs" faktisk præcist, hvordan data viser, at psykofarma ikke virker. Jeg forstår godt, hvis folk er glade, hvis smerten eller depressionen går væk. Argumentet er, at mens man for nogle ser midlertidige forbedringer, så har man nu medikaliseret noget, der ikke er et medicinsk problem til at starte med, og man låser folk fast i psykofarma, med en masse sideeffekter. Samtidigt umyndiggør man dem. Ved at medikalisere problemet siger man jo til folk, at det bare er en kemisk ubalance i deres krop, snarere end i tilfælde af depression at det er noget, de er nødt til at arbejde sig igennem.

Glem omkostningerne for samfundet for et øjeblik, selvom det er dyrt og pengene kunne bruges bedre. Tænk i stedet for på folk der bliver behandlet med medicin der enten ikke virker, eller virker meget ringe, men som til gengæld har massere af ubehagelige sideeffekter. Og folk bliver afhængige af det, både psykisk of fysisk ifølge Gøtcshe. Så de bliver låst fast og tager medicinen i mange år. Det er det, statistikkerne nu viser, og det kan vi ikke være bekendt over for den, der er i behandling, de fortjener bedre!

Birgitte Gøtzsche, steen nielsen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Søren Johannesen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Jeg ved ikke om det er en diskussion om nyliberal tankegang eller ej, men vi har set en tendens til i stigende grad at sygeliggøre selv små afvigelser fra normen, indenfor psykiatrien, vi har set skræmme kampagner i TV hver gang man skal bruge flere penge til området, har vi set indslag om psykotiske personer som løb rundt og overfaldt folk på gaden, det har virket efter hensigten, man fik flere penge, man fik også, en stigende mytedannelse og en skræmme effekt der ikke er set siden det var spedalskhed der var den mest truende sygdom i samfundet! Men har man læst Peter Gøtzsches bog, dødelig psykiatri og organiseret fornægtelse, så forstår man hvad der er baggrunden for dette øgede forbrug af antidepressiv medicin, der er betydelige økonomiske interesser, der er bundet i området. Forskning har ikke bevist at medicin, er den eneste vej til en løsning, tvært imod, beskriver han mange som ikker er hjulpet af en sådan medicin, men snarere som i konkrete tilfælde han nævner, har bragt folk på randen af selvmord eller, som flere som han nævner, der begik selvmord efter endog korte perioder på antidepressiv medicin, han nævner ikke så vidt jeg husker, at det også med stor sandsynlig kan foresage varige skader på hjernen, det forskes der ikke i af gode grunde. Så indtil videre må vi nøjes med alle disse gode myter og skræk kampagner der har til formål, at øge forbruget af antidepressiv medicin og des lige! Læs bogen! Det er absolut interessant læsning!

Birgitte Gøtzsche, Britta Hansen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Al kriminalitet kan forklares med psykiatri, sociale årsager, kan vi se helt bort fra, siger myten, skoleskyderier, kan forklares og løses med medicin, ikke med en anden våbenlov!

Søren Johannesen

Einstein sagde en gang noget i stil med: "et problem kan aldrig løses på det samme bevidsthedsniveau som det eksisterer, men må løses fra et høre bevidsthedsperspektiv"

Vi kan vel alle blive enige om at vi mennesker eksistere på det Fysiske plan, og vi kan vel også nå til enighed om at der med den eksistens følger Følelser og går man skridtet videre så dukker vore Tanker op og tør man tage skridtet fuld ud vil man støde på sin egen Spirituelle overbevisning.

Men af en eller anden grund synes det at virke som om at Alle vore menneskelige problemer alene kan "løses" via fysiske virkemidler eller via at overbevise patienten om, via samtale, at alle deres følelser, tanker og spirituelle overbevisninger er Problemet og at den Fysiske Systemiske Virkelighed er sandheden, hele sandheden og kun sandheden.

Men, starter ikke handlinger med en forudgående Følelse, Tanke eller Spirituel overbevisning?
Hvorfor er det så, at vi mener at Årsagssammenhængen flyder den anden vej, at så længe vi kan tage en fysisk piller så skal alle vore følelser og tanker nok makke ret ..... det minder alt for meget om vores fængselssystem

At tænke og føle: "jeg har ret til at leve her på mine egne måde, når jeg lader andre gøre det samme". Det er for mig et sundhedstegn, men med sådan en tanke følger en stor risiko for kognitiv dissonans for tænkeren, for vores Samfund er absolut IKKE indstillet på at tillade den slags personlige friheder.

"Hail to alle the round pegs ind the square holes"

Og til sidst en ros til os alle, hvor er det en respektfuld og rummelig dialog i denne tråd!
HURRA!

Birgitte Gøtzsche, Britta Hansen, Anne Eriksen, Jes Thomsen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Christian Nymark

I efterhånden nogle år har det været muligt at påvise skizofreni hos en patient, ved at anvende hjernescanninger. Hvorfor er det ikke allerede praksis i dag? Og nu vi har en fagmand på banen; er det en praksis der overhovedet diskuteres anvendt, internt?

Hvor er det fedt at så mange deltager i netop denne, debatternes debat: kampen om sindet!

OT:
Hvis jeg kunne gi' dig fem svin, Niels, så gjorde jeg det. Hvor er det dejligt at du er her. :-)

Michael Kongstad Nielsen

"Psykiatrien har behov for et helt nyt menneskesyn.", siger debattøren.
Ja, det er der behov for mange steder i samfundet. Fx. et syn, der gør mennesker lige gode, hvad enten de er veluddannede eller ej, velhavende eller ej, raske eller ej, "normale" eller ej.

Debatten undrer mig, for den lyder som en reprise af noget fra slutningen af det forrige årtusind. Apparatfejlsmodellen. Hvis "apparatet" ikke fungerer optimalt, kan det repareres. Modstanden herimod handlede om, at det er samfundet, der kræver reparation.

Så vidt jeg ved, vil et sundt menneske, der bliver sygt, i de fleste tilfælde kunne blive rask igen af sig selv, når de rette betingelser i dets omgivende miljø er til stede. Dette gælder for både somatiske og psykiske sygdomme.

Søren Johannesen, Britta Hansen, Jes Thomsen, Martin E. Haastrup, Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Christian Nymark anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Problemet tror jeg er, at vi har fået en medicinsk løsning på det her problem, som vi nu alle pr. Refleks antaget for den eneste mulige, det gør vi fordi det et en løsning, der er nem og ikke særlig tidskrævende, jeg har talt med psykologer som er frustrerede over at al deres viden, ikke kommer i brug, fordi de må ikke ordinere medicin, så et opklarende og tilbundsgående ophold hos dem, er ofte ikke muligt, fordi det er nemmere at dæmpe symptomerne med medicin, det betydet også at, man ofte siger at folk skal bruge medicin hele livet, fordi man ved at folk ryger tilbage hvor de startede, hvis de stopper med at bruge medicin, det betyder reelt, at der ofte kun er 2 modeller, at folk er livsvarigt på medicin eller at det kommer til bunds, i hvad problemet er eller hvad der har forårsaget det, denne sidste mulighed, bliver sjældnere og sjældnere! Igen hvem vinder det kapløb? Medicinalfirmaerne!

Britta Hansen, Kurt Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Christian Nymark

Folk uden adgang medicinal-industriens produkter, vil stadig søge medicinske løsninger på deres psykiske problemer i mange tilfælde.

Jeg tror til gengæld også at MKN er inde på noget:

"Så vidt jeg ved, vil et sundt menneske, der bliver sygt, i de fleste tilfælde kunne blive rask igen af sig selv, når de rette betingelser i dets omgivende miljø er til stede. Dette gælder for både somatiske og psykiske sygdomme."

Utallige eksperimenter gennem tidligere tiders ikke-legaliserede processer (hvis der ikke står noget i loven om at man ikke må, såeh..), viser også ganske tydeligt hvor dramatiske konsekvenser det får for den enkeltes psyke, hvis miljøet omkring subjektet er af meget ekstrem karakter; ie. indespærring under isolation fra al socialitet og natur.

Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Problemet er også, og det er jeg sikker på, at de kvalificerede eksperter på blokken er bevidste om, at de her ting ikke løser noget, iSight selv, de sløver i bedste fald, det betyder at det kan lægges låg på problemerne med medicin, og at man derfor også ofte siger at folk skal bruge det hele livet, for man ved godt at folk ofte skal starte forfra, hvis de holder op med medicinen. Jeg har talt med psykologer som siger, at de er uddannet til at finde årsager til problemerne, medicin er skabt til at lægge folk i dvale tilstand, og at man lægger et låg på problemerne. De må ikke ordinere medicin, så den mulighed med at årsagsforklare, forsvinder ofte. Jeg er ikke mod medicinske løsninger indenfor psykiatrien, men jeg mener, vi bør kunne bevare muligheden for at kunne årsagsforklare, og ikke kun symptombehandle. Eller indkapsle problemerne som vi indkapslet kemisk affald for at kunne bygge ovenpå!

Birgitte Gøtzsche, Britta Hansen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Peter Gøtzsche er uvurderlig - både her og i udlandet!
https://www.youtube.com/watch?v=_9cfjKOmPF8

Jeg vil ikke gå uden for emnet, men truslen fra det somatiske felt er ikke til at overse. I medierne er der kun sporadiske oplysninger - lidt om Novo og aktier/ byggeri.

Men - der foregår en skinger kamp/ opkøb og sammenlægninger for produkter som diabetes, nye kolesterol produkter på trods af at forebyggelse og kost kunne udvirke langt mere/ forebyggelse.
Der er 2 store firmaer, der arbejder for midler mod zika virus (vaccine) - bevise påstanden kan man ikke.
Mange forsøg har dødelig udgang, som skjules for offentligheden.
Nu har Botox-producenten fremstillet et produkt (injektion) til dobbelthager! - godkendt i Sverige og planlagt solgt i 20 europæiske lande.
Jeg kunne blive ved, men spørgsmålet er om ikke psykiatrien bliver overhalet?

Nyt menneskesyn eller nyt syn på den psykiatriske behandling?
Som jeg læser artiklen så er det ikke så meget et nyt menneskesyn der forsøges argumenteret, men derimod et nyt syn på den psykiatriske behandling. Hele retorikken er som hentet fra partiet Alternativets syn på den psykiatriske behandling, som man mener bør flyttes fra fokus på medicinering over til råd fra kosteksperter, massage, akupunktur, musik terapi, mindfullness, meditation og yoga. Der må ligge nogle videnskabelige rapporter til grund for et sådan eksperiment og ikke blot en politisk holdning.

Det er herligt at se, hvor nemt man kommer over psykiske lidelser, hvis blot man spørger lægmand.
Dennis Larsen kan, med en simpel sindlagskontrol, sikre, at alle med et "rødt" tilhørsforhold, øjeblikkeligt kureres for, hvad han kalder falske sygdomme. Han melder sig ind i koret, som også omfatter Carsten Vagn-Hansen og Peter Gøetzsche, og som ikke anderkender medicin i psykiatrien.
Jeg er selv psykisk lidende, og har på egen krop og ved den kontakt, der naturligt kommer af "medlemsskabet", via andres behandlingsforløb, set og mærket den store effekt, der kommer af en korrekt benyttelse af medicin.
Mange kan ikke fungere uden en vis medicinering, og en stor del af resten oplever en lindring, der måske/måske ikke er medicinens skyld, men som ikke desto mindre gør livet klart mindre smertefuldt.
At tale om en psykiatri uden medicin svarer til at ville vinde det aktuelle Tour de France uden kæde på cyklen.

Keld Albrektsen, Bill Atkins, Birgitte Simonsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Colin Bradley

Denis Larsen: først en tak for, at du gider dele dine tanker om psykiatrien i dagens DK og de problemer området bøvler med.

Det bliver ikke mindre interessant af, at du selv har været (men tilsyneladende ikke er det mere?) omsorgsmedarbejder på en ?hospitals afdeling.

Kritikken er altid velkommen såfremt den er konstruktivt, og din kritik har sine stunde. Overordnet dog, får jeg et indtryk af et kludetæppe af brudstykker fra tilfældige observationer med kritiske islæt, du har gjort dig over et styk tid, og som du har støbt sammen i en desværre ikke særligt vel organiseret eller sammenhængende helhed, hvilket gør at det ikke er muligt at finde et rødt tråd man kunne tage fat i og sige: "Her - hvis vi tager fat i det, kan vi virkelig gøre noget, som ville væsentligt forbedre psykiatrien i dette land." Indtrykket er således et tungt karikeret billede af en psykiatri som, uden de mange flere nuancer man ellers kunne have haft med, egentlig ville være svært at genkende for mange af os der har dedikeret mange år af vores liv til at yde hjælp til de psykiske syge indenfor rammerne af dette (medgivet) langt fra perfekt system. Et billede tynget af alt for mange vakkelvorne klicheer hentet fra antipsykiatriens lejre, som efterhånden er blevet brugt i rigtige mange år til at overfuse psykiatriens virke, uden selv at komme med en bedre og mere brugbar alternativ. Hvis jeg bare kunne få ti kroner for hver gang jeg har hørt det med "Psykiatrien trænger til nytænkning". . . .

Jeg har læst og genlæst din artikel i et forsøg på at forstå mere nøje hvad præcist det er for en form for nytænkning og menneskesyn du efterlyser. Det første jeg studser over er:
"Personalet er fanget i overgangen mellem den – traditionelt set – moderlige og faderlige omsorg: dvs. mellem den blødsødne medlidenhed og nutidens nyliberale kynisme, hvor lidelsen ønskes konfronteret i ensomhed."

Jeg kan ikke regne ud om dette skulle være et udtryk for at du har eller ikke har læst f. eks. Liv Strand. Moderlige og faderlige omsorgsprincipper er en utrolig vigtig og central teoretisk udgangspunkt for en god psykiatriske pleje, men de har ikke en døjt at gøre med 'blødsødne medlidenhed og nutidens nyliberale kynisme'. Hvad i alverden er det du blander sammen her?

Kunne du ikke dokumentere og være mere specifik når du fyrer af med vage, generaliserende og fuldstændige overinklusive bemærkninger som . . . .

"Dertil kommer, at store dele af det psykiatriske personale vitterligt ikke formår at hjælpe og vejlede patienterne mod et bedre liv. Det skyldes især psykiaternes subtilt nedladende menneskesyn, der siver ned igennem hele systemet. Patienterne mødes ikke, hvor de er. De bliver set hen over. Man snakker til dem, og ikke med dem. I bedste fald forsøger man at rette lidt på dem. Måske give dem nogle letkøbte (og ofte dårlige) råd med på vejen.
Gang på gang siger personalet, at der ikke er ressourcer til andet, alt imens de uddeler tonsvis af pissedyre psykofarmaka. Psykiaterne trækker deres tårnhøje lønninger samt frynsegoder fra medicinalindustrien. Lægestanden sygeliggør rask væk mennesker med ’livssmerter’, der slet ikke hører hjemme i psykiatrien. Behandlerne ’behandler’ de mange patienter med kognitive terapiformer, der mest af alt minder om nyliberal tankemanipulation." ??

Hvis du virkelig ønsker at forbedre psykiatrien er disse tomme udtalelse et ualmindelige dårligt udgangspunkt at starte fra. De fortæller nemlig intet om psykiatriens reelle og aktuelle status.

" . . retningslinjerne i psykiatrien lyder, at personalet ikke må give patienterne så meget som et kram . . " ?? Jeg ved ærlig talt ikke om jeg gider kommentere dette. Jeg har aldrig hørt om den retningslinje, men generelt som personale render man ikke rundt og uddele kærtegne ligesom man heller ikke gøre på en somatisk afdeling. Det betyder ikke at det aldrig sker, men der var også noget med en uønsket kvalmende blødsødenhed hvis jeg forstod det rigtigt?

Skulle jeg udvælge et nogenlunde konsistent og kohærent træk i dit indlæg, ville det være din opposition til den, i psykiatrien, alt for ensporet søgen efter at forklare og behandle psykiske sygdomme udefra en natuvidenskabelig tilgang eller noget, der kan simulere en naturvidenskabelig tilgang, og her kan det godt være du har fat i noget.

Emnet er dog enormt og jeg ville her blot minde om den grundlæggende videnskabelig erfaring, som gøre at det ville være tåbeligt helt at droppe den naturvidenskabelig tilgang og kaste os lige så ensporet ude i f. eks. en åbn dialog tilgang.

Ved studier af tvillinger og andre nære slægtninge over manger årtier, ved man med 99% sikkerhed at for nogle psykiske sygdommes vedkommende, gælder der en arvelig biologisk komponent. Har du en tvilling der har skizofreni har du op til en 50% risiko for at du selv også vil udvikle sygdommen. dvs 50 gange større end for befolkningen generelt.

Det helt fascinerende ved denne statistik, og det der for tit bliver glemt af lægekundskaben er at 50% ikke er 100% - heller ikke når det gælder for enæggede tvillinger. Dvs som tvillingen til en med skizofreni har du også en 50% chance for IKKE at udvikle sygdommen. Biologien er således kun den halve del af historien.

Det er ikke det samme som at sige at hele den naturvidenskabelige psykiatrien er fup. Men det er en vigtig pejle om, at vi er nødt til at finde tilbage til den udvikling, der var i gang mellem 70' erne og 90'erne, hvor man satsede meget mere på en multilateral psyko-socio-fysio-neuro - somatologisk tilgang til psykiske sygdomme, med en tilsvarende bredt tværfaglig indsats. Vi skal styrke det relationelle aspekt i arbejdet ved at gøre lokal psykiatri lokalt igen, og måske endda skrotte de diagnose opdelte afdelinger til fordel for en tilbagevenden til geografiske sektor opdelte afdelinger.

Og ja - vi skal have flere hænder og de skal være bedre rustet og lønnet.

Birgitte Gøtzsche, Keld Albrektsen, Britta Hansen, Anne Eriksen, Jes Thomsen, Leif Pedersen, Christian Nymark, Birgitte Simonsen, Niels Duus Nielsen og Kåre Lund anbefalede denne kommentar
Nils Andersen

Tak for en god artikel og debat.
I Norge har staten bedt psykiatrien, om at lave medicinfri afsnit på forsøgsbasis per 1. juli d.å.
Det er også på tale i Danmark. I sær ved nedbringelse af medicin, hviler et stort fokus på projekt Sikker Psykiatri. Her gennemgår man systematisk patientens ordinationer. Som gammel rotte i faget, oplever jeg, at der ordineres mindre psykofarmaka end tidligere. Hver gang, der udskrives eller korrigeres medicin, skal lægen være administrativt ansvarlig. Billedet af en løsthængende receptblok i hver en kittellomme er passé. Debatten om pillerne og den evigt syge patient, der er offer for en sammensværgelse fra læger og gigantiske medicinalselskaber, er en gammel kending, der går bedst, når agurketiden raser. Gøtsche er spændende som den kontroversielle rebel. Men det virker som om, at han bruger et velkendt trick, nemlig: Overdrivelse fremmer forståelsen.

Psykiatrien mangler ikke ressurser. Indenfor 14 år er antallet af retspsykiatriske patienter næsten 3-doblet til hen ved 4.000 patienter. Der er plads til dem alle i ambulant såvel som som i intensivt regi.
Psykiatriens menneskesyn er såmænd godhjertet nok. Der er hen ved 2.000 almindelige psykiatriske sengepladser tilbage. De er tilbage efter, at man har overflyttet godt 2/3 af patienterne til retspsykiatriske superinstitutioner. Der er for få måneder siden oprettet et moderne psykiatrisk hospital i Slagelse. Der bygges 136 helt nye (retspsykiatriske) sengepladser på Sct. Hans. I Risskov, i Ballerup, i Viborg festes der. Der holdes rejsemøde i hele landet. I Justitsministeriets rapport om retspsykiatri, der udkom i foråret, blev det fastlagt, at 51% af de patienter, der havde fået en dom til psykiatrisk behandling, havde i gerningsøjeblikket været "i kamp" med en akut afdeling. Under indlæggelse har patienten altså haft det så dårligt, at man på den psykiatriske skadestue, eller på vej væk fra bostedet, eller i en politibil har skønnet, at ens sikkerhed var i fare. En fare for at lide overlast på sit helbred såvel fysisk som psykisk. Derfor meldes patienten til politiet. Det er godt på grund af, at patienten sikres en langvarig behandling, og offeret sikres en eventuel erstatning. Politikerne kan klappe i hænderne sammen med vælgerne, når der loves strengere straffe og flere speciel fængsler til psykisk syge. Psykiaterne har nok at se til. Hvis de psykisk syge kriminelle ikke vil tage deres medicin, så straffes de med stuearrest, overdreven visitering, nægtes besøg fra familie og alle mulige, dårlige pædagogiske forsøg på at adfærdskorrigere patienten. Hvis der mødes kritik, så kan en psykiater sagtens opfinde en diagnose, alene til det formål at pege væk fra sig selv (og kritikken). Resurser er der rigeligt af!

Når patienten er kommet ind, enten på almen eller retspsykiatrisk afdelig. Så er der som oftest et klaver. Her kan man udfolde sig kreativt, både solo og i akkompagniet med fællessang. Der er fysioterapi. Der er sat mere fokus på motion og bevægelse og den behandlingsmæssige værdi er i vinkel. Motion er nogle gange en effektiv kur mod depressioner. Desværre er svømmehalsbesøg nærmest umuligt. Måske er det noget med nøgne kroppe og det offentlige, der er for aparte i den henseende. Jeg ved det ikke. Nogle steder er der dyr, man kan kæle med. Høns, hvorfra man endda må spise æggene uden at levnedsmiddelstyrelsen kommer med løftede pegefingre. Der er selvsagt forskellige afdelinger med forskellige tilbud. Nogle steder må man sove længe. Andre steder skal man følge et skema man oftest er med til at udfylde. Men alle steder er der personale i form af omsorgspersoner, læger, ergoterapeuter, sygeplejersker, psykologer og mange andre. Det er min oplevelse, at de er tilstede og finder glæde ved deres arbejde, fordi det giver mening. Meget kan blive bedre. Men når trafikken på 1. sal bryder sammen, så kan psykiatrien være et godt tilbud, både med og uden medicin. Hvis de patienter, som har begået mindre forseelser fik ophævet deres domme og blev udskrevet til hjemmet, bare kunne løse problemet med plads og tid, til dem, der virkelig havde behov. Så ville der måske være en sund og resursestærk psykiatri i Danmark.

Jeg sidder i foreningen af psykiatribrugere, LAP. Her arbejder vi med at få etableret et refugium. Et sted, hvor man bare beskyttes og kan bruge tid på at komme sig ovenpå en krise. Indtil videre er det kun åbent i december. LAP ville ikke blande sig i om en gæst var under medicinsk behandling. Enhver må frit vælge eller fravælge behandling.

erik mørk thomsen, Britta Hansen, Anne Eriksen, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Marie Sanne Caroline Malmros

Psykiatrien mangler i høj grad sengepladser, terapeuter og meningsfuld beskæftigelse imens man er indlagt. Kognitiv terapi er faktisk ret effektiv mod flere lidelser. Men jeg er enig i at der er alt for meget fokus på medicin. Det er tankevækkende at så mange mennesker og flere og flere ikke kan klare mosten i det moderne samfund. Gad vide om det ikke er samfundet der er noget galt med?

Jes Thomsen, Anne Eriksen, Kurt Nielsen, Colin Bradley, Knud Larsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Jeg er noget forundret over at denne debat undgår at bedømme den økonomiske virkelighed i psykiatrien. Antallet af henvendelser til de psykiatriske centre er i de seneste år steget fra 75.000 til 150.000. Liggetiden er sænket fra 40 dage til 20 dage og sengepladserne er skåret ned fra 5000 til 3200. ??

Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen og Colin Bradley anbefalede denne kommentar

Jeg har været skizofren i 30 år og været indlagt mange gange på en lukket afdeling. Oplevelserne har været mange, både med medpatienter og personalet. Jeg har oplevet at blive lagt i spændetrøje og blive isoleret i et mørkt lukket rum i to dage, da jeg nægtede at blive tvangsmediceneret. Jeg nægtede, da jeg kunne se hvad tvangsmedicineringen gjorde ved 2 af mine med patienter. De to eksisterede ikke i denne verden. Det turde jeg ikke at udsætte mig selv for, da jeg jo da ville være i overlægens vold og risikerede aldrig at vende tilbage til denne verden.
Jeg har oplevet at få stukket en kniv ned i nakken af en medpatient. Det overlevede jeg. Jeg har oplevet at retspsykiatriske patienter optog sengepladserne, da psykiatrien blev omstruktureret til den struktur der er idag. Jeg har oplevet nedskæringerne af personalet. Jeg har oplevet at medicinen er blevet bedre.
Min erfaring er at behandlingen er blevet forringet. Idag behandles der ikke. Der mediceneres og når man har det nogenlunde udskrives man. Derude er man stort set overladt til sig selv. Resultatet af denne måde at behandle på er gentagne indlæggelser, der for mange ender med et selvmord. For de øvrige ender det med et liv som en Zombie pga. af stor medicin indtagelse.
Den måde at behandle mennesker på er ikke vores samfund værdigt. Så naturligvis skal der et nyt menneskesyn til. Et syn hvor man ser patienten som et menneske, der har ret til et anstændigt og værdigt liv.
Alt der skal til er en politisk beslutning. En beslutning der indebærer at der oprettes flere sengepladser, ansættes mere personale og at der oprettes rekreationshjem hvor patienten kan komme sig efter indlæggelsen og få samtaler med psykolog og socialrådgiver om hvorledes man igen kan komme ud i verden igen.

Britta Hansen, Jes Thomsen, Anne Eriksen, Bill Atkins, Niels Duus Nielsen, Kurt Nielsen, Christian Nymark og Colin Bradley anbefalede denne kommentar
Ulla Blok Kristensen

Jeg er ikke behandler i psykiatrien, men har jævnlig kontakt med både læger og behandlere og kan på ingen måde genkende det billede, der tegnes af Dennis Larsen.
Jeg håber Information følger op med et mere nuanceret syn.
Selvfølgelig er alting ikke godt og der er god grund til at debattere, men det fremmer ikke debstten at starte med at smadre løs m mere eller spec mindre dokumenterede påstande, såsom at kognitiv terapi er "nyliberal tankemanipulation"
Artiklen underkender desuden det faktum, at det pres, der pt udøves mod mennesker, som har det psykisk svært er med til at stresse dem og dermed forværre deres psykiske problemer. Såkaldte ressource forløb, arbejdsprøvninger, nedsatte sociale ydelser og flere krav om at klare mere selv. Det er samfundsskabte problemer og de er med til at øge presset på den enkelte, så de dermed oftest får flere problemer med at klare deres hverdag.
Det kunne jeg ønske at flere i psykiatrien ville påpege og dermed også løfte ansvaret sm med de personer, der har brug for hjælp til deres psykiske problemer.

Britta Hansen, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ulla Blok Kristensen, jeg er en af dem, der i mit stille sind anser kognitiv terapi for at være "nyliberal tankemanipulation" og derfor sammenligner det med NLP og Scientology.

Jeg har selvfølgelig sat mig ind i sagerne og ved derfor, at kognitiv terapi til en vis grad virker efter hensigten. Blot er jeg selv relativt immun over for manipulationen, da jeg bilder mig ind at jeg kender årsagerne til mine psykiske fortrædeligheder, og at såkaldt "positiv tænkning" blot er en sutteklud, og ikke en varig løsning på problemerne. Der, som du også skriver, er systemiske og strukturelt forårsagede af netop arbejdsprøvninger, nedsatte sociale ydelser og en hang til at se problemerne som individuelle fejl, i stedet for systemfejl.

Hvis du kan henvise mig til relevant litteratur, der kan hjælpe mig til et mere nuanceret syn på kognitiv terapi, vil jeg være dig taknemmelig.

Anne Eriksen, Martin E. Haastrup og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Christian Nymark

Manglende prestige gør at de 'skraldelæger', der lige akkurat kunne klare sig bedre end sessions-lægerne, bliver "tvunget" til at lade sig nøje med at 'behandle på' den menneskelige psyke. At det bliver gjort med udgangspunkt i den værende magtstruktur og dennes manglende mulighed for selvreflektion, forværre blot problemet yderligere.

Gode intentioner kan aldrig kompensere for manglende talent, desværre.

Leif Pedersen

Jeg arbejder som sygeplejerske i psykiatrien og er enig i at psykiatrien afgjort ar brug for et paradigmeskifte men ikke kun psykiatrien. Hele verden har i dette nye årtusinde brug for at finde frem til en ny måde at være menneske på. Så at beskrive psykiatrien som velment kynisme med et subtilt nedladende menneskesyn er for mig i bedste fald mest en selvretfærdig fremme af egen dagsorden. I værste fald lige præcist det forfatteren anklager psykiatrien for nemlig en velment kynisme med et subtilt nedladende menneskesyn der desuden ansvarsløst kan øge et psykotisk og paranoidt beredskab hos de skrøbelige patienter ejg ser hver eneste dag og som i sig selv kan føre til et længerevarende og mere forpint indlæggelsesforløb end det måske var nødvendigt. Så vi er alle nød til at finde frem til en ny eksistentiel samværs og livsform hvor vi ex. med K E Løgstrups ord indser at livet er givet os på en måde hvor vi gensidigt er afhængige af hinanden og det som i den narrativ tilgang af samme grund er gennem dialogen at vi skaber og genskaber os selv og hinanden. At vi som forklaringstilbud ex. igen lytter til Løgstrups ord om at livet nødvendigvis må have en kulturel form men at livets egen form ikke kan blive til kultur da livet i sin før kulturelle form ikke er vores bedrift og at vi derfor livet gennem må søge at skabe bro mellem livets egen form og livets kulturelle form og igennem den proces finde frem til vores væren i kilden af liv i os og omkring os. For mig er det den balance vi arbejder med i psykiatrien hver eneste dag i et system der bestemt har brug for et nyt sprog der kan rumme den proces bedre end nu da den tydeligt for enhver er meget udfordret og begrænset i sin naturvidenskabelige tilgang. Men at tage artiklen som udtryk for hvad der sker i psykiatrien viser i det mindste mig at forfatteren tydeligvis ikke har forstået den samlede indsats og formår måske af samme grund heller ikke at komme med et andet bud på hvordan en samfunds og kulturbærende organisation i stedet kan bære det at støtte op omkring menneskers eksistentielle søgen hvor mangelfuld den end aktuelt er.

Anne Eriksen, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Kurt Nielsen

Leif Pedersen

'Så at beskrive psykiatrien som velment kynisme med et subtilt nedladende menneskesyn er for mig i bedste fald mest en selvretfærdig fremme af egen dagsorden.'

Selv om du har helt ret, så bliver det jo ikke meget bedre af det du selv skriver. Det er jo et uafrysteligt dilemma, at der altid vil være den dikotomi i ethvert udsagn - medmindre man taler for sig selv og om sig selv.

Den øvelse, du beder om, er ekstremt vanskelig at praktisere, men når det - en sjælden gang - lykkes, så er det bestemt umagen værd. Måske skal der lyttes, langt mere end der skal tales.

Fløjlshandskerne smider jeg dog når det drejer sig om formelle og uformelle magthavere og autoriteter, som misbruger deres magt, og det gælder f.eks. i mange tilfælde psykiatere.

Nils Andersen

Jeg prøver at belyse et misk mask af regler som psykiatrien, tilfældigt opererer i. Sådan som jeg observerer det. Fordi, der benyttes gamle dages opdragelsesmetoder af en overvældende magt, som, der stort ses ikke rummer nogle klagemuligheder for. I min artikelserie om retspsykiatri her fra linket, på siderne 28-31 - http://www.lap.dk/dokumenter/medlemsbladet/Medlemsbladet_02_16.pdf - skriver jeg om Flemming. Efter artiklen blev trykt kom han halvanden time for sent tilbage efter en udgang. Først var "straffen" en uges indespærring. Få dage senere blev den korrigeret til at vare længere.

Når man spørger ind til disse her sager, hvor der er patienter i retspsykiatrisk behandling, vil psykiaterne typisk svare, at de ikke kan udtale sig om enkeltsager af hensynet til tavshedspligten. Så er sagen stort set lukket fra deres side.
I nogle tilfælde er jeg blevet nægtet adgang til at interviewe retspsykiatriske patienter, fordi jeg skulle kunne opildne patienterne uhensigtsmæssigt i forhold til den ro, som deres behandling krævede. Det er et af de eksempler på, at psykiateren "opfinder en diagnose" til formålet. Formålet, der skal gavne, at psykiateren får fred.

I almenpsykiatrien er det ikke ualmindeligt, at 5 ud af 14 patienter er under indlæggelse i retspsykiatrisk regi.

I debatten her, har der været talt om komplekse traumatiske erfaringer fra barndommen. I psykoterapeutiske berøringsflader, er det almindelig kendt, at hen ved 50% af de mennesker, der henvender sig i psykiatrien, har oplevet krænkelser og overgreb i barndommen.

En akut henvendelse til psykiatrien udmønter typisk en lægesamtale, hvor man bliver screenet for:
Hallucinacioner
Selvmordstanker
Paranoia
Arvelighed
Misbrug
Dertil kommer en somatisk undersøgelse.
(Jeg har muligvis glemt nogle detaljer).

Der bliver ikke stillet spørgsmål til sexuelle referancer, eller evt. krænkelser fra barndommen.
Misbrugsdelen vedrører udelukkende, alkohol, hash og stoffer/piller.
Der stilles ikke spørgsmål til sexafhængighed, ludomani, shopomani mv.

Men skal psykiatrien i det hele taget kunne rumme alle menneskers lidelser?
Foreningerne får nye medlemmer på den konto, hvor psykiatrien spiller fallit. Bedre Psykiatri har en overvældende medlemsfremgang og har netop rundet 14.000 medlemmer. Det er endda kun en forening af pårørende til psykisk syge.
Hvis foreningerne med al deres viden og erfaring om, hvad der mangler i psykiatrien, kunne gøre det bedre. Hvorfor så ikke lette noget af presset fra psykiatrien, og flytte det over til en særlig afdeling i foreningerne. Her kunne der f. eks. udvides med psykoterapeutiske enheder, langtidsrefugier, opfølgende socialrådgiver bistand, jobsøgning, samarbejde med socialøkonomiske virksomheder og bosteder for mennesker med psykosociale handicap.

Meget af ovennævnte er allerede i gang, godt spredt i landet. Vi er i et paradigmeskift.
Psykiatrien må definere, hvad den kan - og hvor langt den vil gå. Den må også have en grænse for, hvor langt den kan gå, og hvor mange den vil skyde blår i hovedet på.
Så kan andre trække i arbejdstøjet og psykiatrien kan få fred og arbejdsro til det som den kan.

Landforeningen af psykiatribrugere har i mange år ment, at flere sengepladser ikke er svaret. Folk bliver ikke raske af at ligge i en seng. Der er brug for tid, masser af tid i små enheder med trygge miljøer og meningsfuld beskæftigelse.
Sengepladser er et pseudomiljø, der bider sig selv i halen med en lang række genindlæggelser. I nogle tilfælde kan det dog være brugbart i mangel af bedre.

erik mørk thomsen, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Nils Andersen
...Jeg overrasket over at man ikke screener for nisser, hvilket efter min mening er det alt overvejende problem - specielt dem der udgiver sig for at være Jesus; det nogen specielt klistrede typer og kan være svære at slippe af med. Der er masser af eksempler på at folk er rejst helt fra Vestjylland til København bare for at at slippe af med dem.

Skal jeg være ærlig er det at være på en psykiatrisk afdeling uden omsorg og med tilbud om narkotika (også mere eller mindre fejlagtigt kaldet medicin) og har man store vanskeligheder og takker nej til narkotika (også mere eller mindre fejlagtigt kaldet "medicin"), så tilbydes der også tortur.
Jeg var der på tvang, så derfra også "frihedsberøvelse".

Men set i forhold til døgninstitutionen Strandbo/Granbo jeg var på, hvor der jo burde være omsorg var det ingenting.
Ja, faktisk var der mere frihed, mindre tortur og mere omsorg sammenlignet med.

Så det er rimelig åbenlyst at tingene i det offentlige i Danmark ikke fungere.

Laila Pedersen

Endnu engang får psykiatrien rolle som bussemand, men bussemanden er ikke psykiatrien. Bussemanden kan aldrig være et system eller et systems måde, at tænke på. Bussemanden sidder det enkelte menneske med selv. Ansvaret for eget liv er ens eget ansvar. Hvis bussemanden skal placeres et sted er det måden vi tænker ansvar på eller måden vi fralægger os vores eget individuelle ansvar på. Lad nu være med at tænke psykiatrien som en blok af modstand over for den enkelte syge på den ene side og som en usympatisk kapitalist på den anden side. Det er jo bare mudderkastning. Tænk hellere i ansvar. Ansvar for eget liv og livsførelse.

Jan Olaf Ellefsen

Artikkelen er ellers veldig bra, men her misforstår han: "Sindslidende skal hverken bare tage sig sammen eller møde medlidenhed i én uendelighed." - For det er ikke enten-eller, det er både-og. Vi skal ta oss sammen så godt vi bare klarer og vi skal møtes med forståelse i uendeligheten. En vakker dag vil verden forstå.