Kronik

Skyldfølelse kan være drivkraft ud af psykiske problemer

Følelsen af skyld er smertefuld. Derfor føler mange forældre til børn med adfærdsvanskeligheder en lettelse, hvis børnene får en diagnose. For derved tilskrives problemerne biologi, og så har de ikke noget med forældrenes opdragelse at gøre. Men faktisk kan skyldfølelse også motivere til at gøre skaden god igen og derved blive en positiv drivkræft
Følelsen af skyld er smertefuld. Derfor føler mange forældre til børn med adfærdsvanskeligheder en lettelse, hvis børnene får en diagnose. For derved tilskrives problemerne biologi, og så har de ikke noget med forældrenes opdragelse at gøre. Men faktisk kan skyldfølelse også motivere til at gøre skaden god igen og derved blive en positiv drivkræft

Mia Mottelson

18. juli 2016

Da Aske var fire år, fik hans forældre at vide af pædagogerne i hans børnehave, at hverdagens almindelige modgang gjorde ham meget mere opgivende og klynkende end de fleste af hans jævnaldrende. Det var nyt for forældrene, og det bekymrede dem at høre.

I samtalen med pædagogerne blev de klar over, at de altid havde hjulpet Aske væsentligt mere, end mange andre forældre åbenbart gør, og ifølge pædagogerne kunne det være grunden til hans sårbarhed.

Nu var forældrene ikke bare bekymrede. De følte desuden, at de var skyldige i Askes problemer. Pædagogerne opfordrede dem til at hjælpe Aske mindre, for derved at styrke ham til bedre at klare almindelig modgang.

Det gav god mening for forældrene, og skyldfølelsen gjorde dem opsatte på at følge rådet. Men de faldt i gang på gang og hjalp Aske, når han klynkede bare en lille smule, f.eks. fordi tøjet drillede.

Forældrene besluttede sig så for at opsøge en psykolog. I den første samtale fortalte de begge om en opvækst i disharmoniske familier. Det blev tydeligt for dem, at de nærede et stærkt ønske om et roligt og harmonisk familieliv, og her kunne et barns almindelige frustrationer være en trussel.

Foruden bekymring og skyld, følte forældrene nu også skam over ’egoismen’ i, at de således havde vægtet deres eget behov for harmoni højere end Askes udvikling.

Skammen gjorde dem dog kun endnu mere opsatte på at tåle barnets frustrationer, og den første samtale sluttede med, at psykologen skitserede, hvordan de kunne slække på hjælpen til Aske og forholde sig til hans reaktioner.

I de følgende samtaler fortalte forældrene om, hvordan de nu begyndte at lykkes med at hjælpe Aske mindre. De fortalte også, at Aske, som ventet, blev både mere frustreret end tidligere og mere selvhjulpen, og psykologen gav dem yderligere vejledning. Forældrene syntes, at de klarede Askes øgede frustrationer udmærket, og deres frygt for disharmoni i familien blegnede.

Et lille halvt år senere vurderede børnehaven, at Aske nu var selvhjulpen og lige så godt i stand til at håndtere modgang, som mange af hans jævnaldrende. Ved rådgivningens afslutning oplevede forældrene Aske som mere glad, fri og umiddelbar. Selv følte de ikke skyld og skam længere, men var tværtimod lettede og følte sig stærkere som forældre.

Særligt sensitiv

Askes forældre valgte selv at opsøge psykolog, og de kunne betale selv. De var åbne for at forstå Aske på baggrund af deres egen adfærd og motiverede for at ændre sig. For andre sætter økonomien grænser. Desuden er det ikke alle, som er interesserede i at tale om, hvordan deres barns vanskeligheder kan have noget med dem selv at gøre, bl.a. fordi det kan fremkalde følelser af skyld og skam.

I de seneste 10-20 år er der således blevet flere forældre og fagfolk, som ikke længere vil se problemer hos børn, og som ikke vil se bagud og søge psykosociale årsager. De vil i stedet se udfordringer og skabe fremadrettede løsninger, hvilket jeg foreslår at betegne som en ’positiv vending’.

Og de vil finde biologiske årsager, frem for psykosociale, hvilket jeg foreslår at betegne som en ’biologisk vending’. Fra dette positive, biologiske synspunkt ville man kunne se Aske som et særligt sensitivt barn.

Heri ligger, at der er tale om et vedvarende personlighedstræk, som er genetisk bestemt, og det almindelige råd er, at de voksne omkring barnet må tage hensyn til den særlige sensitivitet nogenlunde sådan, som Askes forældre allerede gjorde.

Hvis Aske var blevet vurderet særligt sensitiv, havde hans forældre været skånet for at føle skyld og skam, fordi følsomheden er genetisk, og de ville være blevet rådet til at fortsætte stort set uændret med at beskytte deres søn.

Hvis forældrene havde fulgt det råd, ville et træk, der viste sig foranderligt, med stor sandsynlighed være blevet vedvarende.

Farvel til 1970’ernes kritik

Den positive og den biologiske vending kan begge ses som forsøg på at løse et reelt problem, der udviklede sig i 1970’erne og 1980’erne.

Problemet bestod i, at vi, næret af blandt andet psykoanalyse og antipsykiatri, søgte i familien og samfundet efter årsagerne til psykisk sygdom, og vi græd, skældte ud og aktiverede masser af skyld og skam i os selv og hinanden.

I mange tilfælde kom der ikke noget godt ud af det. Den kritiske strategi kom i krise – ligesom den socialistiske idé, som den havde forbindelser til – og tanken opstod: Hvad med at prøve det modsatte? Hvad med at droppe den bagudrettede søgen efter årsager i familien og samfundet og i stedet handle konstruktivt og fremadrettet? Dermed kom den positive vending.

Hjerneforskningen var desuden i fremgang. Ny psykofarmaka, som skulle være meget virkningsfuld, kom på markedet, og det menneskelige genom blev kortlagt.

Disse biologiske landvindinger kunne aktualisere spørgsmålet: Hvad med at søge årsagerne i vores biologi, frem for i psyken og samfundet, som vi uden stor succes havde rodet rundt i gennem mange år? Dermed fik vi den biologiske vending.

Midtervejen

Jeg vil hævde, at der findes en tredje vej: en midtervej mellem den bagudrettede 70’er-kritik og den fremadrettede, positive og biologiske vending.

Rådgivningen af Askes forældre er et eksempel herpå. Den kiggede bagud på forældrenes opvækst, for at forstå deres handlinger i nutiden, og gik derefter rask fremad, idet psykologen allerede i første samtale begyndte at fortælle forældrene, hvordan de kunne handle på nye måder, som kunne hjælpe Aske – og udvikle dem selv.

Rådgivningen befandt sig desuden på en midtervej mellem at give og fratage forældrene skyld. Psykologen foreslog, ligesom pædagogerne havde gjort, at forældrenes omsorg formentlig havde skabt Askes problem, og det fik dem til at føle skyld. Men psykologen anså samtidig forældrenes alt for imødekommende omsorg som det, de måtte gøre på deres daværende grundlag.

Først da de hørte børnehavens fortælling og fik hjælp til at opdage, hvordan deres egne opvæksterfaringer kunne tænkes at vildlede dem i omsorgen, fik de grundlag for at gøre noget andet.

Utallige forældre, som jeg har haft i rådgivning, har følt skyld og skam og har brugt følelserne fremadrettet, som Askes forældre. Men det lykkes ikke for alle, vel nok bl.a. fordi det ligger dybt i os såvel som i samfundets indretning, at individet selv er skyld i sine handlinger, med mindre det kan erklæres for sindssygt i gerningsøjeblikket.

En anden del af forklaringen på, at ikke alle kan bruge skyldfølelser fremadrettet, er, tror jeg, at man i meget af den hjælp, som forældre i dag tilbydes, f.eks. af kommunerne, skåner dem for skyld- og skamfølelser. Det fjerner muligheden for at opleve følelserne som positive drivkræfter, og forældre er fortsat henvist til alene at frygte dem.

Når fagfolk undgår at aktivere skyld- og skamfølelser, er konsekvensen ofte, at deres hjælp bygger på en utilstrækkelig forståelse af vanskelighederne og ikke bliver virkningsfuld.

Derfor bør ikke mindst kommunerne igangsætte forsøg med den skitserede tredje vej, for at se, om det faktisk fører til mere virkningsfuld hjælp, end tilfældet er i dag.

Lars Rasborg er cand.psych., specialist i klinisk børnepsykologi og praktiserende psykolog. Den omtalte rådgivningsmetode er beskrevet i hans bog, Sunde børns problemer (Akademisk Forlag, 2009)

Serie

Kronikserie: DNA og diagnose – skyld og skam

Hvad betyder vores hang til diagnoser og vores øgede viden om hjernekemi for vores forestilling om skyld og skam? Hvordan påvirker viden om biologiens indflydelse på psykiske sygdomme omverdenens opfattelse af den diagnosticerede?

Kan man have personligt ansvar for uhensigtsmæssige handlinger, hvis de skyldes dårlige gener? Og hvad bliver der tilbage af personligheden, når stadig flere af vores handlinger kan forklares med DNA eller hjernekemi?

De spørgsmål sætter en række forskere og mennesker, der selv er ramt af sygdom, fokus på i denne kronikserie.

Seneste artikler

  • Diagnosen er den nye arvesynd

    22. juli 2016
    Ligesom arvesynden i gamle dage forklarede vores uhensigtsmæssige handlinger, er diagnosen blevet et indre fremmedlegeme, som har magt over os: Det er diagnosen i mig, der handler for mig. Det er en sygdom i selvet, en fejl eller en dysfunktion, som handler på mine vegne. Men den forklaring kan hurtigt ende som en bortforklaring
  • Min søns diagnose gjorde også mig til en anden

    7. juli 2016
    Når man får et barn med en diagnose, føles det, som om pilen peger direkte tilbage på ens egne måske fejlbehæftede gener. Ligger der noget og lurer hos mig eller min kæreste, som aldrig er blevet identificeret, og som vi skulle have tænkt over, før vi fik barn?
  • ADHD er alles skyld – men dit eget ansvar

    2. juli 2016
    Når skylden for ADHD i samfundet skal findes, peges fingrene i mange retninger: Samfundet generelt rummer ikke de skævere tænkende, skolerne mangler forståelse, medicinalindustrien er grådig, lægerne er dovne, vores mad er forkert, og forældrene er for slappe. Jeg vover en påstand: Det er alles skyld.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erik mørk thomsen
erik mørk thomsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

erik mørk thomsen

Spørgsmålet om skyld og skam føles er uvigtigt, bare forældre, som i eksempel med Ask forstå, at det er dem, der er problemet.
Ingen er født psykiske syg, men det er en sygdom, der er blevet dem påført.
Ofte som her, at den mærmeste familie, men kan også være netværk, arbejde.
Specielt inden for børne-unge psykiatrien ses det ofte i dag, at der er overbeskyttende forældre, i den bedste hensigt, der er problemet.
Som vi sige i LAP, vejen til heleve, er brolag med gode hensigter!

Lise Lotte Rahbek

Kommunerne skal igangsætte forsøg med at aktivere skyld og skam i befolkningen - fra
en bog fra 2009.

WTF.. !?

ingemaje lange

Lars Rasborg, du taler i høj grad mod bedre vidende og det er ikke helt betryggende hos en psykolog, som skal rådgive andre ud af deres problemer.
Du skriver: "Hvis Aske var blevet vurderet særligt sensitiv, havde hans forældre været skånet for at føle skyld og skam, fordi følsomheden er genetisk, og de ville være blevet rådet til at fortsætte stort set uændret med at beskytte deres søn".

NEJ, de ville hos os være rådet til at sørge for en sikker og gradvis eksponering for potentielt angstfremkaldende situationer . SAMT en anderkendelse af, at fx uvenskab eller triste nyheder påvirker et sensitivt menneske dybere og bearbejdningen kan tage længere tid. Hvilket er helt ok. Hilsen et bestyrelsesmedlem fra HSP foreningen, foreningen for særligt sensitive (Highly Sensitive Persons) i DK.

Marian B. Goldstein

Det gør næppe den store forskel, om der anbefales det ene eller andet, så længe der ikke rokkes ved antagelsen, at det må være lille Aske, der er -- født -- "anderledes", end alle andre børn, siden hans adfærd stikker ud. I stedet for at det anerkendes, at lille Aske er som alle andre et barn, der reagerer på sine omgivelser (der igen også selv er et produkt af deres omgivelser). Det er to dybt væsensforskellige budskaber, der sendes, og to dybt forskellige resultater, der kan opnås, om man stempler børn/mennesker som grundlæggende, biologisk-genetisk, anderledes end alle andre, eller om man anerkender, at "anderledes" adfærd er reaktion på "anderledes" betingelser/omgivelser, og altså ikke nødvendigvis et resultat af en "anderledes" biologi. Det er det, der er pointen her, som jeg ser det. Og ud fra den vinkel er det fuldstændigt irrelevant, hvad "HSP" foreningen anbefaler, eller ej.

Tak til Lars Rasberg for et meget fint og tankevækkende debatindlæg!

Karsten Aaen

Gad vide hvad Lars Rasborg ville have gjort, hvis Aske ikke havde heddet Aske, mens Asksine, altså været en lille pige på 4 år i stedet for en (rask) dreng på 4 år. Så ville der sikkert ikke været sket noget som helst, fordi alle ved jo, at piger generelt set ikke kan tåle så meget modstand som drenge på 4 år kan, og derfor må piger på 4 år gerne klynke og vise følelser og virke opgivende, når hverdagens almindelige modstand går dem på, som Lars Rasborg skriver. Der er stadig i dagens DK forskel på de (ubevidste) forventninger, vi har til 4-årige piger og 4-årige drenge i dette land: drenge skal i dag helst klatre i træer, være støjende og larmende, må ikke give alt for hurtigt op, ej heller må de være alt for følelsesmæssigt besværlige og give udtryk alt for meget for deres følelser ved at klynke, græde eller på anden måde vise, at de følelsesmæssigt og emotionelt er utilfredse med noget. Undtagen måske at slå ud efter andre - for det er nemlig den adfærd vi her i DK forventer, af rigtige raske danske drenge med hvidt strithår! I dagens DK her i 2016. At de opfører sig som vi har defineret som samfund at rigtige drenge skal opføre sig....

Og det er der da også en stor del af drengene, der gør. Problemet kommer, når en dreng, som Aske, eller andre drenge f.eks., ikke opfører sig som forventet. Så får forældrene, af psykologer mm. og mv. at vide, at deres dreng adfærd ikke er normal (hvad det så en for en størrelse?) for en 4-årig dreng.
Og derfor skal de gøre noget, så han kan blive presset ind i skemaet for adfærden hos en normal 4-årig dreng. Bl.a. at lade være med at tage tingene så tungt, når noget går Aske imod, fordi sådan opfører en rask 4-årig dansk dreng med strithår sig jo ikke, vel.

ps: Hvad er der galt med at forældre til en 4-årig dreng eller pige hjælper dem, når tøjet driller. Det eneste, der kan være galt er, at pædagogerne forventer, at en 4-årig dreng eller pige selv kan tage tøj på, fordi der ikke, i dag, er så mange pædagoger på arbejde i børnehaven, at der tid nok til at hjælpe alle 4-5-åroge børn i tøjet, når børnehaven f.eks. skal på tur. Askes reaktion er derfor helt naturlig, mener jeg, fordi han netop sætter fokus på, at pædagogerne ikke har tid nok til at tage sig af det enkelte barn. I børnehaverne i DK i dag.

Lars Rasborg

Ja, pointen med kronikken er, som Marina B. Goldstein skriver, at det ofte er værd at overveje, om adfærdsproblemer hos børn kan være en reaktion på noget i barnets psykosociale miljø og i dets historie. Jeg ønsker ikke at udelukke biologiske årsager, men adfærdsproblemer viser sig meget ofte at være psykosocialt forståelige, og forståelsen viser meget ofte veje til hurtige og egentlige løsninger af vanskelighederne.

Til Karstens Aaens kommentar: Aske kunne også have været en pige, og jeg ville sige det samme.