Skyldfølelse kan være drivkraft ud af psykiske problemer

Da Aske var fire år, fik hans forældre at vide af pædagogerne i hans børnehave, at hverdagens almindelige modgang gjorde ham meget mere opgivende og klynkende end de fleste af hans jævnaldrende. Det var nyt for forældrene, og det bekymrede dem at høre.

I samtalen med pædagogerne blev de klar over, at de altid havde hjulpet Aske væsentligt mere, end mange andre forældre åbenbart gør, og ifølge pædagogerne kunne det være grunden til hans sårbarhed.

Nu var forældrene ikke bare bekymrede. De følte desuden, at de var skyldige i Askes problemer. Pædagogerne opfordrede dem til at hjælpe Aske mindre, for derved at styrke ham til bedre at klare almindelig modgang.

Det gav god mening for forældrene, og skyldfølelsen gjorde dem opsatte på at følge rådet. Men de faldt i gang på gang og hjalp Aske, når han klynkede bare en lille smule, f.eks. fordi tøjet drillede.

Forældrene besluttede sig så for at opsøge en psykolog. I den første samtale fortalte de begge om en opvækst i disharmoniske familier. Det blev tydeligt for dem, at de nærede et stærkt ønske om et roligt og harmonisk familieliv, og her kunne et barns almindelige frustrationer være en trussel.

Foruden bekymring og skyld, følte forældrene nu også skam over ’egoismen’ i, at de således havde vægtet deres eget behov for harmoni højere end Askes udvikling.

Skammen gjorde dem dog kun endnu mere opsatte på at tåle barnets frustrationer, og den første samtale sluttede med, at psykologen skitserede, hvordan de kunne slække på hjælpen til Aske og forholde sig til hans reaktioner.

I de følgende samtaler fortalte forældrene om, hvordan de nu begyndte at lykkes med at hjælpe Aske mindre. De fortalte også, at Aske, som ventet, blev både mere frustreret end tidligere og mere selvhjulpen, og psykologen gav dem yderligere vejledning. Forældrene syntes, at de klarede Askes øgede frustrationer udmærket, og deres frygt for disharmoni i familien blegnede.

Et lille halvt år senere vurderede børnehaven, at Aske nu var selvhjulpen og lige så godt i stand til at håndtere modgang, som mange af hans jævnaldrende. Ved rådgivningens afslutning oplevede forældrene Aske som mere glad, fri og umiddelbar. Selv følte de ikke skyld og skam længere, men var tværtimod lettede og følte sig stærkere som forældre.

Særligt sensitiv

Askes forældre valgte selv at opsøge psykolog, og de kunne betale selv. De var åbne for at forstå Aske på baggrund af deres egen adfærd og motiverede for at ændre sig. For andre sætter økonomien grænser. Desuden er det ikke alle, som er interesserede i at tale om, hvordan deres barns vanskeligheder kan have noget med dem selv at gøre, bl.a. fordi det kan fremkalde følelser af skyld og skam.

I de seneste 10-20 år er der således blevet flere forældre og fagfolk, som ikke længere vil se problemer hos børn, og som ikke vil se bagud og søge psykosociale årsager. De vil i stedet se udfordringer og skabe fremadrettede løsninger, hvilket jeg foreslår at betegne som en ’positiv vending’.

Og de vil finde biologiske årsager, frem for psykosociale, hvilket jeg foreslår at betegne som en ’biologisk vending’. Fra dette positive, biologiske synspunkt ville man kunne se Aske som et særligt sensitivt barn.

Heri ligger, at der er tale om et vedvarende personlighedstræk, som er genetisk bestemt, og det almindelige råd er, at de voksne omkring barnet må tage hensyn til den særlige sensitivitet nogenlunde sådan, som Askes forældre allerede gjorde.

Hvis Aske var blevet vurderet særligt sensitiv, havde hans forældre været skånet for at føle skyld og skam, fordi følsomheden er genetisk, og de ville være blevet rådet til at fortsætte stort set uændret med at beskytte deres søn.

Hvis forældrene havde fulgt det råd, ville et træk, der viste sig foranderligt, med stor sandsynlighed være blevet vedvarende.

Farvel til 1970’ernes kritik

Den positive og den biologiske vending kan begge ses som forsøg på at løse et reelt problem, der udviklede sig i 1970’erne og 1980’erne.

Problemet bestod i, at vi, næret af blandt andet psykoanalyse og antipsykiatri, søgte i familien og samfundet efter årsagerne til psykisk sygdom, og vi græd, skældte ud og aktiverede masser af skyld og skam i os selv og hinanden.

I mange tilfælde kom der ikke noget godt ud af det. Den kritiske strategi kom i krise – ligesom den socialistiske idé, som den havde forbindelser til – og tanken opstod: Hvad med at prøve det modsatte? Hvad med at droppe den bagudrettede søgen efter årsager i familien og samfundet og i stedet handle konstruktivt og fremadrettet? Dermed kom den positive vending.

Hjerneforskningen var desuden i fremgang. Ny psykofarmaka, som skulle være meget virkningsfuld, kom på markedet, og det menneskelige genom blev kortlagt.

Disse biologiske landvindinger kunne aktualisere spørgsmålet: Hvad med at søge årsagerne i vores biologi, frem for i psyken og samfundet, som vi uden stor succes havde rodet rundt i gennem mange år? Dermed fik vi den biologiske vending.

Midtervejen

Jeg vil hævde, at der findes en tredje vej: en midtervej mellem den bagudrettede 70’er-kritik og den fremadrettede, positive og biologiske vending.

Rådgivningen af Askes forældre er et eksempel herpå. Den kiggede bagud på forældrenes opvækst, for at forstå deres handlinger i nutiden, og gik derefter rask fremad, idet psykologen allerede i første samtale begyndte at fortælle forældrene, hvordan de kunne handle på nye måder, som kunne hjælpe Aske – og udvikle dem selv.

Rådgivningen befandt sig desuden på en midtervej mellem at give og fratage forældrene skyld. Psykologen foreslog, ligesom pædagogerne havde gjort, at forældrenes omsorg formentlig havde skabt Askes problem, og det fik dem til at føle skyld. Men psykologen anså samtidig forældrenes alt for imødekommende omsorg som det, de måtte gøre på deres daværende grundlag.

Først da de hørte børnehavens fortælling og fik hjælp til at opdage, hvordan deres egne opvæksterfaringer kunne tænkes at vildlede dem i omsorgen, fik de grundlag for at gøre noget andet.

Utallige forældre, som jeg har haft i rådgivning, har følt skyld og skam og har brugt følelserne fremadrettet, som Askes forældre. Men det lykkes ikke for alle, vel nok bl.a. fordi det ligger dybt i os såvel som i samfundets indretning, at individet selv er skyld i sine handlinger, med mindre det kan erklæres for sindssygt i gerningsøjeblikket.

En anden del af forklaringen på, at ikke alle kan bruge skyldfølelser fremadrettet, er, tror jeg, at man i meget af den hjælp, som forældre i dag tilbydes, f.eks. af kommunerne, skåner dem for skyld- og skamfølelser. Det fjerner muligheden for at opleve følelserne som positive drivkræfter, og forældre er fortsat henvist til alene at frygte dem.

Når fagfolk undgår at aktivere skyld- og skamfølelser, er konsekvensen ofte, at deres hjælp bygger på en utilstrækkelig forståelse af vanskelighederne og ikke bliver virkningsfuld.

Derfor bør ikke mindst kommunerne igangsætte forsøg med den skitserede tredje vej, for at se, om det faktisk fører til mere virkningsfuld hjælp, end tilfældet er i dag.

Lars Rasborg er cand.psych., specialist i klinisk børnepsykologi og praktiserende psykolog. Den omtalte rådgivningsmetode er beskrevet i hans bog, Sunde børns problemer (Akademisk Forlag, 2009)