Skal man spille computerspil eller tage en uddannelse?

20-årige Jacob har et arbejde, som de færreste i hans nære omgivelser forstår som et rigtigt arbejde. Han arbejder som professionel Counter Strike-spiller, er blandt verdens 40 bedste og har spillet live foran 12.000 tilskuere på et kæmpemæssigt stadium.

På trods af at Jacob har et atypisk arbejde, er han en del af en trend: Det skønnes, at hver sjette unge under 35 år arbejder på midlertidige kontrakter, og at den slags ansættelser især er i vækst blandt unge. International ungdomsforskning peger på, at usikker tilknytning til arbejdsmarkedet er et generationelt karakteristika for unge på tværs af nationaliteter.

Den usikkerhed, der for tidligere generationer af unge var knyttet til en afgrænset ungdomsperiode, fortsætter ofte langt ind i voksenlivet.

Og Jacobs forhold er usikre. Hans kontrakt binder ham til et hold i et år, han har ikke nogen kompetencegivende uddannelse, og selv om han på mange måder føler sig privilegeret, har han et ønske om mere stabilitet og mere forudsigelighed.

»Jeg kan godt være lidt bange for, at det hele stopper, når jeg er 29 år, og jeg så står uden uddannelse og muligheder. Omvendt, hvis jeg er med i gamet, til jeg er 29 år, og udviklingen fortsætter som nu, så vil jeg givetvis være et stort navn og måske også et stort brand, og så vil jeg sagtens kunne finde noget at lave.

Man lærer jo også en masse af at være i det her game, så noget vil jeg under alle omstændigheder have med mig. Men usikkerheden nager mig,« sagde Jacob, da jeg interviewede ham til en kommende bog.

Som så mange andre unge er Jacobs liv ikke kun uforudsigeligt pga. hans kontraktmæssige forhold. Uforudsigeligheden knytter sig også til et højt forandringstempo på arbejdsmarkedet generelt. Til usikkerheden om, hvilke kompetencer der efterspørges lige om lidt, for markedet og den teknologiske udvikling lader sig vanskeligt forudse.

For Jacob betyder det, at ingen – heller ikke ham selv – kan forudse, hvor langt arbejdet som gamer kan bringe ham. For hvem ved, om markedet fortsat vil efterspørge, det han lever af: e-gaming?

Det høje forandringstempo har også den konsekvens, at Jacob har en oplevelse af at være alene; at han ingen referenceramme har. Han beskriver det selv som mangel på retningslinjer i livet.

Generation Usikkerhed

Den oplevelse er han ikke alene om. Internationale ungdomsforskere argumenterer for, at usikkerhed er et vilkår, der kendetegner en hel generation af unge. Og forældregenerationens råd om at sikre sig en uddannelse hjælper ikke nødvendigvis de unge ud af den klemme. For selv om de unge generelt har langt mere uddannelse end tidligere generationer, oplever de, at værdien af den konstant devalueres.

For at kunne begå sig må nytilkomne på arbejdsmarkedet ifølge den britiske forsker Beverly Skeggs »skabe sig selv som en omsættelig vare, der skal kunne sælges og videresælges på et hurtigt omskifteligt marked«.

Begreber som neoliberale subjekter og homo economicus vinder indpas i forsøget på at forklare, hvad den aktuelle samfundsudvikling gør ved os som mennesker. Begreberne konceptualiserer den måde, vi kontinuerligt skaber og evaluerer os selv ud fra vurderinger af, hvilke valg og handlinger der er mest rentable i markedsmæssig forstand. Vi bliver individuelle ’selv-virksomheder’ – strategiske og entreprenante.

Det er denne selvkonstruktion, som Jacob har så svært ved, for det er svært at vurdere, hvad der er mest rentabelt på lang sigt: Uddannelse eller Counter Strike. Men han oplever, at det er hans ansvar at foretage den vurdering. Og kombinationen af usikkerhed og ansvar virker voldsom.

Som han selv siger: »Personligt bryder jeg mig ikke om, når jeg ikke ved, hvordan min fremtid kommer til at se ud. Jeg vil ikke sige, det er skræmmende, men det føles utrygt. Der er nogle, der er gode til at tage det, som det kommer. Det er jeg ikke. Jeg vil gerne have nogle retningslinjer at gå efter, og det har jeg ikke.«

Uddannelse som et minus

Og man kan hurtigt vælge forkert. Selv hvis man lytter til politikere og forældregenerationens velmenende råd og tager sig en uddannelse. Ja, faktisk kan det netop ende med at gøre etableringen af et selvstændigt voksenliv vanskeligt. Det har 23-årige Sarah, som jeg har interviewet som en del af min forskning, måttet sande.

Hun er uddannet butiksassistent. Siden hun var 16 år, har hun arbejdet i detailhandlen, mens hun har gået i skole. Hun fortæller, at hun altid godt havde kunnet lide at arbejde og tjene sine egne penge, og faktisk har hun allerede stor erfaring fra arbejdsmarkedet og nævner i flæng en lokal bager, en legetøjsbutik, en trælast og flere forskellige supermarkeder som tidligere arbejdspladser.

Hun har igennem sit ungdomsliv bevæget sig ind og ud af arbejdsmarkedet, mens hun samtidig har været inde og ude af forskellige uddannelsesforløb.

Læs også: En verden, voksne ikke forstår

Hun har altså både erfaring og uddannelse, men netop uddannelsen har vist sig at give problemer. For som faglært er hun for dyr i drift. Der skal mange flere lønmidler til at ansætte hende nu, end da hun var elev. Derfor er hun ansat på en seks måneders fuldtidskontrakt med statsligt løntilskud.

Forinden har hun været ansat i samme butik i en tre måneders praktikordning. Trods sin usikre ansættelse indgår Sarah i personalegruppen som en helt central medarbejder.

Hendes chef vil gerne give unge som Sarah en chance og ønsker, at hans supermarked skal være en rummelig og mangfoldig arbejdsplads, men han har brug for at kunne holde lønudgifterne nede, og i den forbindelse er endnu en fast fuldtidsmedarbejder en alt for stor investering. Lønstilskudordninger får derimod budgettet til at hænge sammen.

Som så mange andre unge har Sarah derfor svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Uddannelsen som butiksassistent var ellers hendes forsøg på at sikre sin egen fremtid. Hun deler ligesom Jacob ideen om uddannelse som et socialt sikkerhedsnet. Men det sikkerhedsnet har vist sig at have huller.

Sarah er en del af den voksende gruppe, som den britiske professor Guy Standing har døbt prekariatet. De arbejder på særdeles usikre vilkår på fleksible, ustabile og kortvarige kontrakter uden fremtidsudsigter. Et kendetegn ved den type arbejde, som medlemmer af prekariatet udfører, er at det er muligt at udskifte den ene midlertidigt ansatte med en anden, i det øjeblik markedet eller produktionen kræver det. Markedets usikkerhed forskydes med andre ord til de ansatte.

Markedet som modstander

Unge har en særlig risiko for at havne i prekariatet, fordi et midlertidigt usikkert arbejde ikke længere altid fungerer som en trædesten til et mere fast job, en fast indtægt og et selvstændigt voksenliv. Samfundets svar er typisk, at den enkelte kan sikre sig mod langvarig arbejdsløshed ved at tage sig en uddannelse. Jacob og Sarah deler den forestilling, men er begge eksempler på, at den ikke er så skudsikker, som de og mange af os andre tror.

Mens Jacob har valgt uddannelse fra, har Sarah valgt den til. Mens der for Jacob synes at være udsigt til mere succes, er det ikke tilfældet for Sarah. Markedet er ikke med hende, som det er med ham.

Deres eksempler er ikke enestående. De er del af en større trend, der bør mane til eftertanke hos voksengenerationen. Vi fortæller vores børn og unge, at uddannelse er vejen frem. At de må følge den slagne vej og komme hurtigt og effektivt gennem deres uddannelse.

Men hvad siger vi til dem, hvis uddannelse viser sig ikke altid at udgøre det sikkerhedsnet, som vi gerne vil spænde ud under dem? Kan vi indrette et arbejdsmarked, hvor gamet er mindre usikkert? Hvis svaret er nej, må spørgsmålet være, hvordan vi ruster kommende generationer til et arbejdsliv, der for flere og flere viser sig at være et usikkert game. Hvad ville du vælge – uddannelse eller Counter-Strike? Svaret er ikke længere så entydigt, som det var engang.

Mette Lykke Nielsen er lektor ved Center for Ungdomsforskning, Ålborg Universitet