Klumme

Statsautoriseret morgenmad

Hvis der er så mange familier, der ikke formår at give deres børn et ordentligt morgenmåltid, at SF føler sig kaldet til at oprette havregrynstilskud, er problemet måske større end som så
Hvis der er så mange familier, der ikke formår at give deres børn et ordentligt morgenmåltid, at SF føler sig kaldet til at oprette havregrynstilskud, er problemet måske større end som så

Peter Hove Olesen

1. august 2016

Det er vanen tro blevet højsæson for politiske prøveballoner og udmeldinger, der skal fange medierne.

Ud over den traditionsrige muslimbashing fra de ydre højrefløjsrækker, er SF’s forslag om et ’havregrynstilskud’ til skoleeleverne i form af skemalagte morgenmadsordninger en sæsonklassiker.

Kæden af reaktioner er lige så klassisk: Venstrefløjen finder forslaget sympatisk og et udtryk for sikring af, at børn får en god start på dagen og næring til at hjælpe indlæringen på vej, og højrefløjen kalder det forskellige ting varierende over temaet ’statens overtagelse af familien’.

Umiddelbart er jeg med på ideen; at vi tager ansvar for at få alle børn med på morgenmadsvognen, fordi det er ad h… til for indlæring og sundhed og alt det der at starte dagen på tom mave.

Der er også noget dejligt lunt ved folkekøkkentankegangen. Alligevel knytter der sig to problemstillinger til havregrynstilskuddet:

For det første: Er der ikke en pointe i det, kritikerne siger? At det er at rykke noget – ret grundlæggende i en familie – fra det private over til det offentlige?

Ikke at jeg pludselig er blevet fortaler for konservative familieværdier, men i dagligdagen er netop måltiderne et rum for at være sammen i det fællesskab, en familie også er (burde være), hvor man tager sig tid til at sidde ned og samtale. Netop dét er vel en kerneting i en familie i dens mangfoldige former?

Hvor skal grænsen gå mellem det private og det offentlige? Ideologisk har jeg ikke kvababbelser over, at vi lægger en række funktioner – for ikke at tale om ressourcer og magt – over i det fælles offentlige. Tværtimod.

Jeg mener også grundlæggende, at det private i stort mål er politisk. Men der er så lidt tid tilbage til fællesskab i familierne.

Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke er situationer, hvor det giver mening. Jeg sætter selv ualmindelig stor pris på at kunne aflevere mine børn til havregryn og mælk de få morgener, de må møde ind klokken sygt tidligt i SFO’en.

Morgenmaden findes jo faktisk i mange institutioner allerede. Også af mere socialpolitiske årsager, hvilket grundlæggende er godt – men også hører sammen med den anden problemstilling, emnet rejser: Det må ses som udtryk for en samfundsmæssig dysfunktion, når venstrefløjen føler sig kaldet til statsautoriseret morgenmad.

Måltiderne er en lakmusprøve på familiernes funktionalitet, og kan de ikke varetage dette enkle ritual, må det være en spejling af, at der er noget rivravruskende galt rent samfundsmæssigt.

Er det sådan, at velpolstrede og ellers formentlig velfungerende familier ikke magter konflikten med ungerne om at komme i seng/stå op, eller ikke kan tage sig sammen til at løfte ansvaret for at få ungerne sendt af sted med ordentlig morgenmad i maven?

Eller er det, hvad nogen lader forstå, mest for børn i socialt udsatte familier, men hvor skrøbeligheden jo netop er meget mere kompleks og omfattende og formentlig kræver mere komplekse og omfattende socialindsatser (og samfundsændringer).

Eller måske det er et forsøg på at få staten til at reparere lidt på de pressede børnefamilier, som er ved at bukke under i konkurrencestaten, hvor borgerne er tandhjul i en hurtigtkørende maskine, man nærmest ingen indflydelse har på.

Det intuitivt sympatiske forslag er symptom på et større samfundsmæssigt problem og havregrynene er kun en lappeløsning på det problem, at vi trods rigdom, velstand og (vigende) velfærd ikke har formået at skabe et samfundsfællesskab, hvor stort set alle familier er i stand til at levere forældreansvaret for ungernes morgenmad.

De fleste forældre ved, at søvn og ordentlig kost er afgørende for, at vores børn trives, lærer og er velfungerende. Alligevel er der åbenbart så mange familier, som ikke magter at sætte morgenmad på bordet og samles om det. Det er sgu da ikke godt nok. Måske skulle vi starte diskussionen der.

Trine Pertou Mach er bestyrelsesmedlem i ActionAid International og Mellemfolkeligt Samvirke. Tidl. MF for SF. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Kolby

Jeg set et problem: Forældre!
Glutenfreaks
Laktosefreaks
Vegetarfreaks
Veganerfreaks
Svinefreaks
Så er der minoriteten tilbage som kan fodre deres børn, eller smøre en madpakke indtil ungerne selv kan lave en pølsemad eller hælde mælk på deres cornflakes.
Verdensfred er lettere at opnå!

Steffen Gliese

Først og fremmest er hele denne diskussion et symptom på en ret sygelig systemtænkning, hvor folks muligheder indskrænkes til fordel for faste rammer, som alle forventes at indrette sig efter og være tilfredse med.
Hvis vi stadig havde et velfungerende velfærdssystem, ville det f.eks. kunne lade sig gøre ubesværet at sælge mad fra en bod - velvidende, at det ikke ville være et umuligt socialt og økonomisk pres på familien.

Niels Duus Nielsen

At modstanden mod dette forslag dybest set er ideologisk og bunder i en blind hyldest til den traditionelle kernefamílie og en afvisning af, at den borgerlige kernefamilie - og i forlængelse heraf hele det borgerlige samfund - på nogen måde kan være dysfunktionelt, er godt set af Trine Pertou Mach.

Ole Brockdorff

Puha, et kort øjeblik var jeg på vej til en mindre blodprop ved tanken om, at folkesocialisten Trine Pertou Mach pludselig skulle blive fortaler og fan af noget så forfærdeligt som ”konservative familieværdier” med alle sine vanvittige idéer om, at forældrene til vores poder naturligvis er dem, som i hverdagen sørger for morgenmad til ungerne, inden de sendes hen i skolen for at lære en masse.

Næh, lad os få ansat 10.000 ”morgenmadspædagoger” i kommunerne til hver 28.000,00 kroner i løn om måneden (hvor pengene så end skal komme fra), og når så vi alligevel er i gang ansætter vi også 10.000 ”aftenmadspædagoger”, så vi er sikre på, at børnene ikke går sultne i seng. Ligesom vi måske også skulle ansætte 10.000 ”sovepædagoger”, der sørger for, at drenge og piger kommer under dynerne senest klokken 22, så de er friske og veludhvilede til morgendagens skole.

Tænk at vi i dag har et politisk landskab i Danmark, hvor venstrefløjen og højrefløjen ikke engang kan blive enige om at skabe nogle fælles ”konservative familieværdier” med hensyn til at give vores børn noget at spise hver morgen. Tænk at man ikke engang kan være enige om, at det først og fremmest er forældrenes ansvar. Tænk at vi er kommet så langt ud åndeligt og menneskeligt, at en folkesocialist som Trine Pertou Mach i fuldt alvor indtager det synspunkt, at det private i stort mål er politisk, at det offentlige nærmest bør tvangsfodre befolkningen morgen, middag og aften.

Undskyld mig, Trine Pertou Mach, men kan du ikke lige præcisere, hvad er det for typer børnefamilier du tænker på, der er ved at bukke under for konkurrencestaten i et sådant omfang, at de end ikke orker at give deres egne børn morgenmad, inden de sender dem i folkeskolen, også selv om de hver eneste måned får børnechecks samt alle mulige andre økonomiske ydelser fra det offentlige.

Vi lever trods alt ikke i Brasilien med otte millioner ludfattige gadebørn.

Niels Duus Nielsen

lol, Ole Brockdorff, indrøm bare, at du er ude i et ideologisk ærinde. Når du skriver "Tænk at man ikke engang kan være enige om, at det først og fremmest er forældrenes ansvar" overser du fuldstændig, at der er mange forældre, der af mange forskellige årsager ikke kan løfte dette ansvar.

Og selv om ansvaret entydigt kan placeres hos forældrene, hjælper det jo ikke de børn, der går for lud og kaldt vand, og det er jo dem - og ikke forældrene - forslaget skal hjælpe. Fuck familien, det er bare en ramme for samliv, der tilfældigvis i vores del af verden er blevet gjort til en hellig ko og borgerligt indstillede ideologer som dig.

Men som fhv. enlig far kan jeg da godt se de praktiske fordele ved sådan en ordning. Søvnige og trætte forældre og kræsne børn kan være et sprængfarligt mix, så det var en virkelig stor hjælp, at den fritter, han var tilknyttet, serverede morgenmad til de børn, hvis forældre af forskellige årsager skulle møde på arbejde længe før skolen åbnede. Jeg husker ikke, hvordan madordningen var finansieret, det er i mine øjne underordnet, så længe ungerne får noget at spise.

Her er lige endnu et problem. Man siger man vil ansætte ekstra folk til denne opgave med morgenmad. Okay.

Så der skal altså ansættes folk, der kun har noget at lave i en time ca. Gad vide hvad de ellers skal lave, for det giver da ikke nogen mening i sig selv.

Henrik Brøndum

Som nævnt tidligere står det i det kommunistiske manifest at børneopdragelsen skal varetages af staten - der er vel ikke nogle SF'ere der er blevet svage i troen?

jasper bertrand

Når børn ikke har spist morgenmad, er det vel hovedsageligt fordi de ikke havde lyst. Skal der så også ansættes folk til at tvangsfodre dem?

Anne Schøtt, Steffen Gliese og Bo Carlsen anbefalede denne kommentar
Michael Andersen

Hvad med at oprette nogle store, statslige lejre, hvor forældrene kan afleverederes afkom ved endt basel og så afhente dem ca. 17 år senere.

Jens Erik Starup

Mon ikke der i baggrunden findes nogle gode borgerlige gullaschbaroner, som ser frem til at kunne levere underlødig kost til folkeskolerne.

Søren Kristensen

Hvis det skal være - så sørg for det bliver havregrød og ikke havregryn med mælk. For meget mælk er under mistanke for at påvirke gennemsnitshøjden, som nu er oppe i nærheden af 180/170 cm.

Kim Øllgaard

Hvis man møder på arbejde som funktionær ved 8 - 9 tiden er problemet nok ikke så stort, som hvis begge forældre skal møde kl 6 eller 7 på fjernt beliggende arbejdspladser. Nå ja, undskyld - det gælder selvfølgelig kun for arbejdere, så det har vel ingen relevans i disse spalter, hvor ideen om et fælles morgenmåltid for hele familien står i et lyserødt skær, hvor far og mor serverer deres müesli-skyr-sundheds-popkulturprodukter, som de læser om i de nyeste sladderblade/helsemagasiner.
I øvrigt er ideen om mad på skolerne vel dødfødt med de nedskæringer, der foretages overalt. Og i hvert fald vil det blive, som Jens Erik Starup frygter, underlødig kost.

Anne Schøtt, Lilli Wendt og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Ja, det vil være en rigtig god ide med en konstruktiv debat om børnefamiliers vilkår i dagens Danmark.

Til en start vil det naturligvis være relevant med korrekte fakta og data om indtægtsgrundlag, transporttider, arbejdstimeantal,boligformer, betalte/ubetalte overarbejdstimer, etc. etc. så vi kan få kvalt nogle af de værste fordomme om at børnefamilier alle sammen består af Djøfforældre med høje indtægter, 8 biler, svipture til NY, og maratonhobbies.

Der findes jo temmelig mange helt ordinære børnefamilier i Danmark, hvor mor arbejder i butik med lange åbningstider, og far møder kl. 6 på arbejde som ufaglært, og begge har lange transporttider, inden de med trætte ben og hoveder kan indfange ungerne i daginstitutionerne og nå indkøb, tøjvask, lektielæsning, madlavning, oprydning, osv. før de selv dejser omkuld inden TV avisen når at komme på skærmen.

Det vil også være relevant at vurdere omfanget af den økonomiske angst, som præger mange børnefamilier, for det er dyrt at have børn (selv om man arver tøj og barnevogn) og hvis jobbet ryger, så er man hurtigt på spanden, og selv om man løber stærkere og stærkere på arbejdspladsen, så tør ingen børnefamillieforældre klage.

Det vil også være naturligt at kigge på andre skandinaviske landes barselsvilkår, og her vil man så "meget overraskende" se, at Danmark absolut ikke ligger i førertrøjen på den gode måde.

Men når stressen rammer børnefamilierne, så får de bare at vide at de er klynkere.... Fordomme florerer groft, og børnefamilierne selv har ikke tid til at kæmpe for deres sag. De er for trætte.

"Alligevel er der åbenbart så mange familier, som ikke magter at sætte morgenmad på bordet og samles om det. Det er sgu da ikke godt nok. Måske skulle vi starte diskussionen der".
Ja, det er nok mere komplekst end som så. Hvad med et scenarie, hvor både frugt, brød og müesli kommer på bordet, men ungerne er kræsne eller på en eller anden måde ikke er i humør til at spise.. Man kan trække en hest til truget, men ikke tvinge den til at æde.

Måske er det frokosten, man skal satse på.
Jeg var engang på en arbejdsplads med Claus Meyer buffet til omkring 30 kr. Det samme koster mine børns skoles kedelige sandwicher. Folkeskolen kunne have nogle sunde frokostordninger, som forældre kunne betale til, så var man også ude over mere eller mindre trælse og tidskrævende madpakker, der er i fare for at entrere kategorien madspild.

Lars Bo Jensen

’havregrynstilskud’
Ja og det hedder heller ikke SU men 'cafepenge' og efterlønnen går til golfspillende tandlæger.
Kan man ikke argumentere uden at finde på nedgørende betegnelser for det man debatterer, skal man måske tjekke sine argumenter igen.

Det er jo det klassiske kultur- og socialpolitiske kampfelt.

Alle vi, som har vores på det tørre, kommer frem med argumenterne om hvordan det burde være - med en slet skjult fordømmende tone over for de svage familier, som ikke lever op til idealerne.

Vi lever i fordømmelsens årti, så det ligger lige til højrebenet.

Der er jo også den dimension at vore børn får mere konkurrence fra de svage familiers børn hvis samfundet nu går ind og justerer på nogle af de fundamentale mekanismer for opretholdelsen af den sociale arv.

Jeg kan ikke forstå hvorfor man ikke indser at det er godt for hele samfundet at alle børn får så optimale betingelser, som muligt. På vores lokale skole, her i Sverige, har man fået den ide at invitere de unge på morgenbuffe de dage, hvor der er eksamen. Dels for at fejre eksamen, men sikkert også for at optimere ungernes resultater.

Jeg oplever at for megen politik baseres på hvordan man synes verden burde være i stedet for at reagere på hvordan den i virkeligheden er.

Manglen på almen indsigt i hvordan vores samfund fungerer, afsløres i denne tråd. Trifolium formåede hele min skoletid at levere mælk til alle elever i skolen. At levere en kasse sandwise med ost eller pølse om morgenen, kræver da ikke 10.000 ansatte morgenmadspædagoger der ikke ved hvad de skal lave resten af dagen ;-)