Kommentar

Stop sygeliggørelsen af computerspilglade unge

Børn, der spiller computerspil, har det bedre end børn, der aldrig spiller, viser forskning. Måske fordi spilleriet fremmer sund udvikling. Derfor bør vi holde op med at sygeliggøre spilleglæden
Børn, der spiller computerspil, har det bedre end børn, der aldrig spiller, viser forskning. Måske fordi spilleriet fremmer sund udvikling. Derfor bør vi holde op med at sygeliggøre spilleglæden

Jacob Ehrbahn

20. juli 2016

I forbindelse med revidering af den amerikanske diagnosemanual DSM-5 i 2013 overvejede man, om Internet Gaming Disorder (computerspilafhængighed) skulle optages som en diagnose.

Man fandt dog, at det videnskabelige grundlag var utilstrækkeligt og opfordrede derfor til yderligere forskning. Der manglede indsigt i sygdommens forløb, både med og uden behandling.

Det er især spørgeskemastudier af sygdommens tilsyneladende store udbredelse i Østen, der motiverer de amerikanske psykiatere til at forsøge at få sygdommen anerkendt i Vesten.

Indtil videre findes der ganske få studier af computerspil og deres relation til hjernekemi (faktisk ingen studier, der ikke blander stoffer eller penge ind i ligningen), men de kommer givet til at spille en stor rolle, når diagnosehåndbogen skal revideres næste gang. Der kan altså gå 10 år, før diagnosen som sådan optages.

Uheldig udskamning

Alligevel har vi taget diagnosen til os i vores hverdagssprog. I hverdagssprog er computerspilafhængighed noget, forældre bruger til at italesætte bekymringer om børns computerspil, og det er et begreb, som unge bruger til at skabe identitet og tilhørsforhold – ofte i forlængelse af forældres stempling af de unge som computerspilafhængige.

Vi finder denne patologisering af børn og unges computerspil uhensigtsmæssig, fordi afhængighedstankegangen er stigmatiserende, og fordi den kan være begyndelsen på en karriere som outsider.

At bruge begrebet afhængighed legitimerer visse steder i verden brugen af meget skrappe behandlingsmetoder. I Kina er bæltefiksering, isolation, tvangsmedicinering og korporlig afstraffelse således ikke unormal behandling af unges problematiserede computerspilbrug.

Det er derfor vigtigt at påpege, at afhængigheden af forskellige kommunikationsteknologier også handler om talespin.

Afhængighed er en diskurs, som vi bruger i hverdagen, fordi vi gerne vil finde den gyldne middelvej og undgå et (skamfuldt) overforbrug. Det er nemlig problematisk, hvis vi bruger for meget tid på at lade os underholde foran computerskærmen.

Vi skal lære at håndtere de muligheder og udfordringer, som teknologierne stiller os over for i vores hverdag. Pointen er, at afhængighedsdiskursen skal gøre os skamfulde.

Skammen skal lære os at handle hensigtsmæssigt. Når vi skammer os og føler os skyldige, får vi lyst til at ændre på vores dårlige vaner, handle på andre måder, som kan føre os i retning af det gode sunde liv.

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at børn og unge er specielt udsatte, når det kommer til oplevelsen af skam.

Generationskonflikt

Det vil ofte være forældre, der vurderer, om deres børn er i stand til modsætte sig teknologiernes lyksaligheder.

Vi har i vores forskning talt med de unge selv, og der synes ikke at være behov for at bekymre sig om børn og unges problematiserede computerspilbrug (italesat som en afhængighed). Der er snarere tale om en generationskonflikt mellem unge og deres forældre.

Når nogle unge bruger meget tid foran computeren, er det, fordi deres sociale liv med vennerne er knyttet til computerspillet. For andre unge er computerspillet et frirum fra en konfliktfyldt og udfordrende hverdag i skole, hjem og øvrig fritid.

Det er ikke alle unge, der befinder sig godt i de samfundsmæssige livsvilkår, de er. Hverdagen kan være præget af mobning. Individualiseringen af læringen i skolen er ikke befordrende, når testen viser 02. Familielivet bærer måske præg af stress, konflikter og nederlag i forældrenes kamp for at leve op til samfundets krav og for at få det hele til at hænge sammen.

Pointen er, at computerspil kan skabe et privat rum, hvor det for en stund er muligt at have det sjovt eller bare slappe af. Amerikansk forskning har vist, at børn, der spiller computerspil, har det bedre end børn, der aldrig spiller.

Det kan selvfølgelig være, at sunde børn naturligt har mange interesser, og spil blot er en af dem, men det kan også være, at der rent faktisk er noget i det at spille, der fremmer sund udvikling.

Det kunne for eksempel være, at det er sundt at tackle interessante udfordringer, som man selv har valgt. Skolen giver udfordringer, men de er sjældent spændende og heller ikke selvvalgte. Tv kan være spændende, men aldrig udfordrende.

Derfor er der behov for en afpatologisering af børn og unges brug af computerspil og diverse sociale medier. Diagnoser eller mulige diagnoser prædiker sandhed, men det er vigtigt at huske, at det er en konstrueret sandhed.

Diagnoser forholder sig ikke til levet hverdagsliv, og i familien vil konflikterne om de unges problematiserede computerspilbrug ofte være relateret til voksnes normative forventninger om sunde og lærerige fritidsaktiviteter. Her er det sjældent, at computerspillet ligger øverst på ranglisten.

Anne Brus er post.doc. ved Roskilde Universitet.

Rune K.L. Nielsen er ph.d.-studerende ved ITU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Liliane Murray

Jeg indrømmer det åbent og ærligt, at jeg med mine snart 57 år, er jeg et stort barn, jeg spiller nemlig et MMORPG spil. Det gør jeg for at koble af, til gengæld ser jeg ikke ret meget TV, i øjeblikket slet ikke.

Frygten for at det skulle skade de unge at spille onlinespil, er vildt overdrevet, tværtimod, jeg er medlem af et gilde, og vi har indtil flere medlemmer, fra flere lande, der har lært engelsk og nogle af dem, et så flot et engelsk, at man skulle tro de havde været England for at lære det. Og ikke nok med det, deres ordforråd, er i nogle tilfælde langt større end hvis de havde lært det i skolen.

Udover det, så lære de en masse sociale færdigheder, især hvis de er i et gilde. De lære at spare op, at administrere tid og ressourcer.

De lærer tolerance, det er nødevendigt, hvis man spiller på f.eks. engelske servere, som ikke er forbeholdt briter. De lærer at sætte mål, og at arbejde systematisk og målrettet henimod disse mål.

De lærer ansvar overfor andre mennesker, og her er det forældrene ofte modstrider sig denne lærdom, for har man lovet noget så skal det holdes, hvis man vil bevare respekten fra de andre spillere, så når knægten siger han ikke bare kan stoppe med at spille i det øjeblik forældrene siger, at nu skál han stoppe, så er det som regel fordi han har forpligtet sig overfor andre spillere, i en fælles opgave, og fordi han ønsker at leve op til denne forpligtelse, og så kommer forældrene, og siger, "så er det nu!", og lærer ham netop ikke at være ansvarsbevidst.

Selvfølgelig er det langt fra alle der lærer disse værdifulde ting, men de fleste gør.

Rikke Nielsen, Anne Eriksen, Martin Schou, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Vi skal selvfølgelig lære børn at prioritere deres tid i stedet for gøre dem skamfulde, men det må være sin plads og give børnene en helt klar forståelse af at de "uddanner sig" når de spiller DOOM tværimod.....Det skrapt nok, når man over en bred kam blåstempler computerspil... really tænk på hvad de unge kunne alternativt til at tilfredsstille deres afhængighed af at skyde monstre, som jeg altså ikke tror de bliver bedreproblemløsere af når de bliver ældre, medmindre løsningen på problemet er at indrette sit liv i boble...måske kunne de alternativt læse Stanislaw Lem eller Kafka eller anden "konstrueret" genialitet...

Steffen Gliese, Anne Eriksen, Thomas Petersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Poul Solrart Sørensen, da jeg var barn, løb vi drenge rundt og skød hinanden ned med legetøjspistoler. Hvad mon vi lærte af det?

Den eneste virkelige forskel, jeg kan se, er at børnene i dag sidder på deres flade, mens de får deres mentale motion foran skærmen. Lige netop dette, den manglende fysiske udfoldelse, kan jeg gå med til måske er problematisk, hvis ikke der kompenseres for den på en eller anden måde.

Selv får jeg meget tid til at gå med at sænke virtuelle krigsskibe og uskadeliggøre virtuelle tanks på internettet. Det er skideskægt, og jeg tror ikke, at jeg lærer noget - andet end at blive bedre til at sænke krigsskibe og ødelægge tanks. Måske skulle jeg skrive det på mit CV?

Jeg har kendt mennesker, der kan lide at danse, ja, jeg har faktisk i en periode levet af at spille op til dans. Jeg har aldrig rigtig forstået, hvorfor folk kan lide at danse, det er uproduktivt og spild af tid, og hvis det er motion, de ønsker, kunne de jo bare tage et job som skovarbejdere.

Og hvorfor overhovedet holde fester? Det er rent spild af tid og penge, som kunne have været anvendt til et godt formål.

Kan du ikke selv se, Poul Solrart Sørensen, at du er ude i noget sindelagskontrol med dit indlæg? Bare fordi du ikke forstår det, behøver det jo ikke være spild af tid.

Thomas Petersen

computerspil er et herligt tidsfordriv. Problemet med børns forbrug er at det ofte bliver til rigtig mange timer hvis der ikke er nogen til at begrænse det for dem. Døgnrytmen forskydes med træthed og udmattelse dagen efter, der også kan ende i ren pjæk, hvis der ikke er nogen til sparke dem op om morgenen.

Men spild af tid er det ikke. Slet ikke hvis doom spilleriet giver interesse for at installere mods og rode med config filer. Og måske fortsætte med Hello world tutorials. Gør det ikke det er det stadig et herligt tidsfordriv, som ikke roder på værelset.

Jeg spiller også men det gør næsten alle vel. De færreste der ikke har et Wordfeud eller lignende på deres telefon.

Om kort tid vil Vitual Reality brillerne ændre alt indenfor spil og sågar film, og den realisme det giver vil give mange muligheden for at "flygte" til en sjovere "virkelighed".

Jeg kan ikke lade være at tænke hvor vi ender. Det kunne være at dette liv til sidst bare er der vi spiser og sover, mens den kunstige virkelighed giver alle mulighed for et skønt liv. Lyder måske sindssygt nu, men bare vent 10 år.

Poul Sørensen

Niels Nielsen
Eksperterne advare dels imod nogen af spillenes indhold, men der advares igen og igen om at børnene ikke udvikler en ordentlig balance, men også de kommer til at mangle nogen af de social skills som vi andre fik ved at spille fodbold, køre cykelløb og lege spark til dåsen. Jeg kan ikke se hvor sindelags kontrollen kommer ind....
- er det virkeligt rigtigt, at ikke kan lide dans.... jeg tror du måske udøver sindelags kontrol overfor dig selv. :-)

Anne Eriksen

Computerspilafhængighed er vel i familie med ludomani?

At påstå, at skolen eller TV ikke kan udfordre, er vel bare afhængig af det man laver begge steder, man skal altså længere ud på landet ved at påstå at sodavand og et tons vingummi i lukkede lokaler er sundere end at bevæge sig i naturen og lære noget f.eks

Men nu spiller jeg ikke og har aldrig gjort det, det er måske derfor?
Det bliver nogle amputerede hjælpeløse mennesker om 10 år, der synker hen i apati, hvis apparatet ikke virker :)

Martin E. Haastrup

1.
Tjaeh, computeren og -spillene er jo (desværre...?) nok kommet for at blive... - Ligesom de enarmede tyveknægte... Hovsa...! Jeg noterede mig også lige begrebet overforbrug - Hvem er det egentlig som har en interesse i overforbrug her?

Selv slås jeg stadig lejlighedsvis sjældnere med Cæsar III - spillet, de gamle C-64-spil og TETRIS The Revenge of The Bricks... - Man bliver aldrig færdig! Maskinen vinder altid tilsidst...

At påstå at computerspil er afslappende stemmer ikke overens med mine erfaringer. Tværtimod.
Rent energi-og tids-spilde... - En slags selv-straf ('adspredelse'...) : Nu indskrænker jeg lige din syns-og opfattelses-horisont til kun at omfatte alt hvad der sker på skærmen og kræver af dig, at du altså får kontrol over det altsammen!
Efterfølgende Udmattelse... - Apati, som Anne E. skriver ovenfor... - Jeg er mere træt end hvis jeg havde løbet 5 km.

Jeg finder det stærkt kritisabelt at ingen længere, heller ikke på venstrefløjen, taler om, hvem der mon har interesse i at vi overforbruger computeren, ipad'sne osv i det uendelige... - Der er ingen som er bekymrede mere! Nu skal vi stoppe med at sygeliggøre overforbruget??! - Er det ikke sygt i sig selv??!

Mig forekommer det, at leve i en højest mærkelig afsondretheds skygge-verden, når jeg dagligt støder ind i folk, som har så meget af deres bevidsthed spærret inde i en eller andet gadget, at de glemmer at se sig for på gaden og stå af på deres stationer med toget! - De forsvinder simpelthen ud i den blå luft. Det er det fedeste fix man kan forestille sig! - Mageligt udover alle grænser! Oblivion! - Den her fornemmelse af den totale isolation (beskyttelse-tryghed-i-mig-selv...) fra omverdnen samtidig med at man skal forestille at være fysisk tilstede blandt andre. Det er altså i min optik ren virkeligheds-flugt. Så snedigt at det måske for de fleste ikke er til at gennemskue som sådan, fordi de skadelige virkninger er så vanskelige at erkende, fordi de bliver mere og mere normale og almindelige, hele verden på computer-internet-medie-intensiv-afdelingen - Medier alle-vegne i døgndrift! Folk går i seng med deres ipads!

At man selvfølgelig altid principielt kan diskutere hvornår det grænser til det sygelige/skadelige/selvdestruktive, er jeg enig i. Men jeg mener stadig, uden skygge af tvivl, at den mikro-chip-teknologiske udvikling er gået alt for stærkt og at folk simpelthen er blevet bastet og bundet på hænder og fødder af denne 'revolution' og at det er enormt lukrativt for visse kræfter, at folk så lydigt, ja med ovenud feber-begejstring har ladet sig ikke bare slavebinde, men ovenikøbet villige til at betale i dyre domme for det! - At grænsen for det sygelige simpelthen er blevet en saga blot, fordi nu er det er blevet hverdag for alle!!

I min optik er det ikke andet end markeds-føring. Jeg forbander den dag jeg er pisket til at skulle bytte min gamle 100.- kr's sms-mobil ud med en ipad til flere tusind kroner!

Så når vi snakker om problemet med de unge og den tid de bruger på computerspil mener jeg, at der udover den rent psykologiske også er en helt anden, nemlig økonomisk/kaptialistisk-kritisk, som man skal have øje for. Jeg nægter at slave-gøre mig selv frivilligt eller endog af ovenud begejstring og betale for det i dyre domme ovenikøbet!!!

Jeg har ondt af folk som er tvunget til hver eneste dag at skulle sidde limet til en skærm som deres arbejde! - Der er nok ingen som har lagt mærke til det, men efter computeren kom frem, er brillesalget blevet mangedoblet! - Det er altså meget anstrengende og på sigt ødelæggende for øjnene at sidde og stirre ind i sådan en elektronisk skærm uanset hvordan man indstiller den. Og så er der alle dem som taler om el-overfølsomhed.

Prøv at lægge mærke til hvordan de blive skammet ud til gengæld! Nonsense!!

Næeh, det er måske ikke godt at sygeliggøre de unges spille-manier, for vi skulle jo nødigt konfronteres med, at vi alle mere eller mindre har ladet os slavebinde til maskinerne og ovenikøbet betalt for det i dyre domme, for ikke at tale om alle de ressourcer vi har brugt og fremover skal bruge på at vedligeholde dette udstyr. Min tid med PC-doktorer...!

For mit vedkommende er det et nødvendigt onde. Livets elektriske stol, sagt poetisk, at sidde bag den her skærm. Hver dag, flere timer! Det er meget udmattende synes jeg. Og jeg forholder mig stærkt kritisk til at mine online-aktiviteter er blevet tvunget forøget med Nem-ID og at man skal have en offentlig mail-box osv. Igen, debatten om hvilke kræfter som vi har prisgivet os selv og vores liv, er fuldstændig trængt i baggrunden. Edward Snowden er en helt, men hvad så? Almindelige mennesker kan jo ikke stille noget op med det! Vi er forlængst prisgivet overvågningen! Vi bliver hjernevasket til at elske overvågningen! - Tryghed fra terror!!! Goddaw do! - Den er helt ude i syvende kartoffelrække efter min bedømmelse...Virkelighedsopfattelsen er blevet totalt fordrejet!

Og computeren er jo komme for at blive, og man skal ikke sygeliggøre børnene som jo har brug for fristeder, og sådan er det jo bare... - Man skal jo ikke undsige at børnene virkelig kan lære noget ved at allerede i børnehaven at lege med de her pædagogiske pads... - Jeg har været rystet i min grundvold og protesteret højlydt, men kræfterne som markedsfører alt det her til småbørn, de er stålsatte!! - Hele verdens befolkning skal adlyde!! Fra barnsben af, jo før de bliver vænnet til skærmen, jo bedre...??! My God!... Folk er simpelthen hypnotiseret! Det er rystende at være vidne til!!

Martin E. Haastrup

2.
Jeg glemmer aldrig da computeren kom ind i mit liv omkring ultimo 90'erne og hvilket infernalsk hysteri der blev iscenesat omkring dette såkaldte natudvidenskabelige revolutionære teknologiske fremskridt. En ren helvedesmaskine! Aldrig tidligere i mit liv er jeg blevet hvirvlet ind i et sådant traumatisk inferno af uendelige uløselig problemer og crash og desperate nattetimers ødelagte søvn og frustrationer og og og...Og så ovenikøbet have betalt for lortet i dyre domme!! Det er jo i min optik afsind. Stupiditet!! Naivitet der grænser til... - Rækker man fanden en lillefinger tager han hele armen.

De æder al vores opmærksomhed op! De æder vores sjæl op!

Jeg er glad for at jeg stadig har noget af min arm tilbage endnu...!

Nu har I/vi fået den verden I drømte om, eller hva??! - Ungerne er lykkelige!! ...??

Install-path-cæsar.exe.com - html - www - drev C: - åhh at være en autodidakt computer-ingeniør en rigtig selfmade administrator - web-controller - moderator - Det er et helt selvstændig sprog som man kan fortabe sig i...

Ingen taler om, at de fleste, stadig temmelig mange 1000 ældre mennesker herhjemme og på verdensplan jeg ved ikke hvor mange, aldrig har og aldrig kommer til at bruge hverken PC eller Ipad osv. De er simpelthen forlængst skubbet ud i udkanten, som årgange der ikke kan opdateres til virkeligheden... - Kynisk konstateret. Nogen gange tænker jeg på hvilken frihed disse har! - Og at de ikke, som jeg idiot, har betalt en krone for den, eller brugt nogen kræfter på at installere denne tvivlsomme teknologiske materielle videnskabeligt guddommelige galskab med kabler og ledninger eller trådløse routere en masse, for at opnå denne markedsgjorte plastik-og sillicone-frihed!

Så sidder jeg og undrer mig igen-igen, om den frihed, de påstår, vi har vundet ved dette teknologiske vidunder-revolution virkelig er virkelig frihed eller en illusion blot?!

Og alt efter som svaret blæser i vinden, må svaret på om de unges spille-lidenskab er sygdom eller ej indrette sig derefter : Frihed eller slaveri??!

Det er spørgsmålet! -

Men hvem idag kan være virkelig uhildet og ærlig og saglig i dette spørgsmål? Når alle sidder 24/7/365 bag en skærm, eller med en pad eller med noget andet gejl... ??! Hvem ka? Bilka??!

Det svarer til metaforen om alkoholikeren, som bliver fanget og afsløret i sin mørklagte luksus-lejlighed i liebhaverkvarteret, de tomme flasker klirrer rundt på gulvet, som man genner sig frem til sovegemakken. - Overalt en ram stank af pis og og bræk og brugte snavsede beklædnings-genstande ligger skødsesløst smidt. - En stank af sursød ånde gennemsyrer rummene, til man til sidst når ind til ham, i sengen siddende der, med bar overkrop i gulnede underhylere skingert og hæst vrissende : I kan ikke bevise, at jeg har noget problem med alkohol! - Alle flaskerne er jo tomme!!

Niels Duus Nielsen

Poul Solrart Sørensen, jeg har faktisk aldrig brudt mig om at danse, men det har ikke forhindret mig i at være dansemusiker. På den måde kunne jeg være med til festen, uden at føle, at jeg opførte mig fjollet.

Min pointe er, at hvis ungerne synes det er sjovt, er der ingen, der skal komme og fortælle dem at det ikke er sjovt. Den eneste i hele verden, der kan afgøre, hvad jeg synes er sjovt, er mig.

En "ekspert", der fortæller mig, at jeg "i virkeligheden" ikke synes det er sjovt, er efter al sandsynlighed en moralist, der gemmer sig bag videnskabeligt lydende floskler. Da jeg var ung, var det tegneserier, der var skadelige, så vi er en generation, der virkelig må have taget meget skade.

Og moralister forsøger jo altid at udøve sindelagskontrol, ellers ville de ikke være moralister.

Liliane Murray

Jeg måtte desværre oprette en ny profil, havde glemt adgangskoden, og profilen tilhørte en nu ikke-eksisterende email adresse.

Lad mig lige slå fast, at MMORPG, som er det der her er tale om, intet har at gøre med de små spil som 'voksne' spiller, MMORPG eller Multi Media Online Role Playing Games, er en helt anden historie, her får spillerne lige så stor kontakt med andre børn og unge, som de gør på legepladsen.

Jeg har spillet MMORPG siden 2000, og mener ikke jeg på nogen måder har taget skade af det, tværtimod.

Hvad forældrene kan gøre, er at sætte sig ned med børnene og aftale nogle rammer, problemet er dog at for forældrene, så er det tidrammer de forstår, uden og forste spillets koncepter. For er det unge menneske først i en gruppe af spillere der sammen løser nogle opgaver, så kan man ikke bare stoppe midt i det hele. Derfor bør man hellere, som forælder, sætte sig lidt ind i spillet, så man kan aftale med den unge, at de må spille en eller to, dungeons/events.

Hvis man mener, at der ikke er noget at hente i et spil (MMORPG), for det unge menneske, andet end tidsfordriv, så er det fordi man ved for lidt om emnet, og måske burde man selv prøve at spille et af disse computerspil, inden man udtaler sig.

Liliane Murray

PS. Måske skulle man, istedet hellere tale om menneskers (læs voksne) generelle afhængighed af elektroniske medier, heriblandt sociale medier, hvor man i mangel af bedre (læs noget interessant), laver meningsløse og ligegyldige opslag, der næppe interesserer andre end en selv, og hvor reaktionerne (smilies, emotes, etc.) er billige overfladiske tilkendegivelser af følelser man ikke har.

Jeg synes det er trist at se hvordan voksne i dag har lukket sig inde i hver deres boble med deres mobil telefoner, hvor afhængigheden er så stor, at man end ikke kan køre bil uden at man har sin krykkestok i hånden, og hvor forældre hellere vil nære deres afhængighed, end at lege med deres børn, se det bekymrer mig.

Poul Sørensen

Niels Nielsen
Du har meget travlt med sindelags kontrol og du kommer ikke et med et eneste modargument - at du syntes dans er spild af tid er ikke et godt argument for at sætte sig til at spille video spil.... vel!

Niels Duus Nielsen

Nej, men hvis man synes det er sjovt, er der al mulig grund til at gøre det. Alt det kedelige, vi gør, gør vi jo netop for at få mulighed for senere at gøre det, vi synes er sjovt. Udskudt behovstilfredsstillelse, tror jeg det hedder. Vi fester ikke for at kunne arbejde, derimod arbejder vi for at få råd til at kunne feste. Nogen gør i hvert fald.

At jeg ikke bryder mig om at danse er ikke en god grund til, at du bør lade være med at danse. Og at du ikke forstår hvad der er sjovt ved at spille computerspil berettiger dig ikke til at moralisere. Du har selvfølgelig din ret til at have din holdning og give udtryk for den, og jeg har til gengæld ret til at modsige dig.

Poul Sørensen

Niels Nielsen
Det er også kedeligt at lære og læse, men det er fundamentet for at vores liv kan være så godt som det er og ikke bare i forhold til at vi syntes vi har det sjovt, men også set i forhold til at vi forstår og udvikler både os selv men også vores samfund..... men igen fjerner vi også fra det grundlæggende indhold i artiklen, der omhandler om vi skal være mere ukritiske overfor børn og unges enorme forbrug af video spil og lytte til eksperternes advarsler eller om vi bare skal give los fordi vi ikke selv tænker på andet end have det sjovt med eksempelvis computerspil.

Niels Duus Nielsen

Poul Solrart Sørensen, jeg synes ikke det er kedeligt at lære og at læse, tværtimod har jeg hele mit liv været aparte i den henseende, da jeg altid har en bog i inderlommen, og hvis der ikke lige sker noget omkring mig, der kræver min mentale tilstedeværelse, forsvinder jeg ind i min bog. Det har gennem årene givet mig mange øgenavne - "bogormen" og "fessor" for at nævne et par af de mere venlige af dem.

Men selv om mine bøger vækker undren blandt mine lavkulturelle kolleger og venner, finder de stor forståelse i pædagogiske kredse. Og vennerne og kollegerne ved jo også hvem de skal spørge, hvis der lige er et eller andet, de står og har brug for at vide, fx til deres krydsogtværs. Hvad hedder hovedstaden i Peru, fx, min hjerne er propfuld af den slags ligegyldig viden.

At der er sideeffekter ved at have det sjovt er selvklart, det troede jeg ikke vi behøvede at diskutere. Overdreven dans medfører nedslidning af leddene, overdreven festivitas medfører skrumpelever, overdreven læsning og overdrevent computerspilleri går ud over motorikken og de umiddelbare sociale kompetencer.

Så jeg opfordrer ikke til at give los, blot opfordrer jeg kritikerne til at sætte sig lidt ind i det, de kritiserer. Om man sidder med næsen i en bog eller i en mobiltelefon er vel ikke det samme? Selv forstår jeg ikke alle mobilzombierne, der udsætter deres tommelfingerled for at blive ramt af slidgigt i en tidlig alder, men da jeg ikke har gidet sætte mig ind i deres hobby, vil jeg undlade at kritisere dens indhold, og nøjes med at kritisere den ydre form. Vel vidende, at jeg dermed samtidig udøver selvkritik over for min egen status som bororm.

Asbjørn Birch

som udgangspunkt er det en god artikel, og nogle gode kommentarer.
Jeg vil ganske kort give mit besyn med; jeg er utroligt aktiv i CounterStrike Global Offensive (også kaldet CS:GO i daglig tale), som er et FPS (First Person Shooter) i stil med Doom.

Jeg har været, og er til dels stadig, involveret i flere projekter omhandlende CSGO; heriblandt oprettelse og afvikling af turneringer, træning af talent-hold / talent-udvikling, udvikling af retningslinier for online community osv.

Hvad det i sidste ende har lært mig er, at det ikke er så forskelligt fra andre sportsgrene. Der bliver fokuseret utroligt meget på selve spillet og/eller spilletiden, men alt for lidt på de omkring-liggende rammer. Mange unge mennesker tager til LAN-Party og møder venner og fjender; og den sociale status bygger oftest ikke indkomst eller uddannelsesniveau, men derimod på 2 ting:
evner i selve spillet - er du en dygtig spiller, ser folk op til dig.
evner til at begå dig socialt foran skærmen - folk kender hinanden fra skype/teamspeak, og opfører man sig anstændigt online er man også vellidt til LAN-Parties.

Jeg ønsker at flere forældre vil engagere sig i børnenes computer-interesser, som var det fodbold eller hockey. Jeg har overhørt både sympatiske og u-sympatiske forældre til diverse LAN-Parties, og jeg er aldrig bleg for at tage diskussionen.

Slutteligt vil jeg lige smide ind, at motion selvfølgelig er vigtigt; for mennesker i alle aldre!
Da jeg trænede talenter, var det et krav at de fik motion, for det afspejlede sig direkte i deres performance når de spillede.

Niels Duus Nielsen

Netop, Asbjørn Birch, e-sport er stort. Jeg gider ikke, men jeg kan godt forstå dem, der gider. De dygtigste af dem kan faktisk leve af det. Og det er jo slet ikke så ringe en ting i disse arbejdsløshedstider.

Frederik Larsen

Poul Solrart Sørensen lad mig fortælle dig lidt om spillets verden, da du ikke virker bekendt med den. Når jeg får fri fra arbejde, så tænder jeg computeren og laver en kop kaffe. Når jeg sætter mig ned og tager headsettet på, så siger jeg hej! Fordi jeg i det hilser på omkring 8 venner hver eneste dag. 2 bor i kolding, nogle i århus og ålborg og jeg er selv lige flyttet til vejle. Så det at spille computer kan være socialt. Jeg har alle dage spillet computer spil, og jeg har lært at være social via. internettet.

Hvad kan man ellers lære af at spille? Da jeg var omkring 16 år, havde jeg spillet Warcraft III TFT rigtigt meget, og jeg begyndte at interessere mig for skabelsesprocessen, derved gennem mange timers læsning lærte jeg computersproget JAZZ. Når jeg spiller minecraft med mine yngre brøder, så skaber vi huse men også mekaniske konstruktioner, som er højst udfordrende. Når man starter et nyt spil, så er det en gåde, der skal løses. Sådan var det i højere grad i gamle dage, men det er en anden snak, det jeg siger, er at man lærer at løse gåder, og derved bliver man bedre til at løse problemstillinger. Det er ikke, det samme der sker, når man spiller fodbold.

Poul Sørensen, Niels Duus Nielsen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Et indlæg fra de to forskere kommer spil-industrien godt tilpas - uden at jeg dermed vil hævde, at de er på industriens lønningsliste.

Man når næppe langt med at sygeliggøre folk, eller hæfte diagnoser på dem. På den anden side, så er det dog bekymrende at se hvordan kommercielle lemmingeeffekter breder sig, her Pokemon. Folk - og det gælder både børn og voksne - fiser pt rundt på gader og stræder, glemmer at se sig for - og den slags kan som bekendt være livsfarligt - blot for et følge en lille gul ikke-eksisterende snotklat.
Hvis tilværelsen handler om opmærksomhed og nærvær, så bidrager Pokemon m.fl. kraftigt til at fjerne denne.

Martin E. Haastrup, Anne Eriksen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Anne Eriksen

Det er en god diskussion, der er gang i her, fremtidens vilkår...
Det giver mere at tænke over og tage stilling til. Elektromagnetiske felter vil blive et emne, dog er det ikke rigtig accepteret endnu?

Min søns madlavning i mikroovn har bekymret mig meget, det kan hurtigt gå galt hvis man skovler et ikke helt sundt produkt ind i den og mister de sidste værdier, det evt. har besiddet i farten.
Mikroovnen opfandt tyskere under 2.verdenskrig til mad og brugt til våbenindustrien senere, ikke den bedste anbefaling (jeg har ikke fået læst alle links endnu).
Selv har jeg problemer med tungmetaller, så skal man helst holde sig fra det trådløse.
For lang tid kan i hvert fald mærkes!

Jeg tror ikke på påstanden om det harmløse i voldsfilm og nogle computerspil i forhold til mennesker (unge eller ej).
Aktuelt kan man tænke på reality shows påvirkning når man ser den netop nominerede præsidentkandidat Donald Duck - øh, Trump, som har været vært m.m.af den slags stærkt manipulerende stof.
I USA og andre steder, også her - vil frygten for hverdagen/ den globale situation nemt resultere i at de forkerte mennesker får mere magt, hvilket tydeligt ses globalt.
At stikke en baby en Ipad i hænderne er sikkert meget sjovt, men...Sikkert ikke sundt som bidering?

Niels Duus Nielsen

Anne Eriksen, at se fx en voldsfilm er for mig at udleve nogle forbudte drømme og ad den vej undgå at ty til vold i hverdagen. Så for mig har nutidens katastrofefilm - og computerspil - en vis katarsisk effekt - jeg glæder mig i al hemmelighed over, at de fiktive onde får løn som forskyldt, og går til gengæld stærkt lutret ud i verden og tillader at alle de reelle uretfærdigheder finder sted, uden at gribe til voldeligt nødværge.

Så hvis voldsfilm har en samfundsskadelig effekt er det, at de afleder min naturlige vrede og lader den få ligegyldigt og harmløst afløb i stedet for at jeg retter den mod de rette ansvarlige. Det er der er en hel del politikere, der skal være glade for.

Og som mand - dvs. forhenværende dreng - har jeg stadig en svaghed for ting, der siger bang og eksploderer i store ildkugler og røgeffekter. Måske er det genetisk bestemt, hvad ved jeg? Min mor forsøgte at opdrage det væk, men uden held. Hun blev heller ikke rigtigt støttet i sine bestræbelser af min far, han havde jo også engang været dreng. Faktisk var det ham, der viste mig, hvordan man sprænger muldvarpeskud i luften med kanonslag.

Niels Duus Nielsen

Jan Weis, gammastråler er faktisk farlige, selv om de også opfylder Maxwells ligninger. Måske er det et spørgsmål om grænseværdier? Hvem fastsætter grænseværdierne? Er grænseværdier universelle, eller er nogle mennesker mere modtagelige end andre?

PS: Har du fået en ny hund?

Martin E. Haastrup

PS.: Og Jan Weis demonstrerer på ypperligste vis hvad jeg mener med at kritiske røster omkring IT bliver skudt til hjørne med usaglig simpel latterliggørelse. Det har altså ikke noget at gøre med hverken sund debatstil eller at forholde sig sagligt til en sag. Det er den samme form for udskamning som artiklens forfattere klynker over.

Så jeg vil venligst anmode om 'drengene' og artiklens forfattere prøver at se lidt bort fra deres mere eller mindre barnlige enøjede maskin-og legetøjs-fascination og tilbøjeligheden til at latterliggøre og skamme ethvert forsøg på at bringe noget IT-kritisk til torvs - Og istedet forholde sig til og anerkende andres synspunkter også.

Verden og livet er ikke en legetøjsbutik og kras kritik af 'legetøjet' og den måde det virker på osv - er altså ikke nogen trussel mod jeres elskede legetøj. Tværtimod, det er jo sagen i nøddeskal, at det her 'legetøj' har haft de allermest frygtelige konsekvenser generelt set for os og vores klode og vores samfund. Men selvf også nogen positive. Men altså ikke kun positive!

Så jeg efterlyser altså noget sund anerkendelse af IT-kritiske røster, istedet for den der primitive automati-reaktion : "Gaab, nogen (kvindelige) overfølsomme hysterikere og fanatiske maskinstormere, moralisernde sindelags-kontrol" - Tak. Og fortsat god debat.

Og nu har jeg andet at lave end at sidde her og trykke bogstaver ind på en skærm i det pragtfulde vejr som skal nydes og leves! - Istedet for svigtes og glemmes, for at smide al opmærksomheden ind i en computer-internet-spil-debat hvor ens modstandere alligevel ikke er særlig tilbøjelige til at vise en imødekommenhed, når man selv gør det. Fordi det her maskineri har givet enhver friheden, den tvivlsomme i min optik, til at trykke sin mening ud overalt overfor alle, til enhver tid, uden tanke for hvilke konsekvenser det kan få for andre som læser det...Ingen nævnt ingen glemt, intet nævnt intet glemt...God dag derude.

Niels Duus Nielsen

Martin E. Hastrup.

Som du skriver er debatformen her på siderne præget af relativt korte indlæg, hvilket på mange måder forhindrer en dybere og mere facetteret behandling af emnerne. At jeg så i mine forsøg på ikke at tærske alt for meget langhalm forfalder til spidsformuleringer og hurtige retoriske kneb skæmmer selvfølgelig mit budskab, og jeg tager din kritik til efterretning, som det jo hedder, når man føler sig truffet.

Det korte af det lange er, at jeg forsøger at skelne mellem form og indhold. Jeg har så stor respekt for Kunsten (med stort K), at jeg mere eller mindre automatisk opponerer imod ethvert forsøg på udefra at styre det kunstneriske indhold. Formen, derimod, er jeg altid villig til at diskutere.

Dette kan synes at være en futil skelnen, da formen ofte er indholdet. Men konkret i forhold til computerspil mener jeg godt, vi kan skelne mellem den kunstneriske ide, der bærer et givet spil, og den form, det udtrykkes i. Hvilket i relation til vores diskussion betyder, at jeg er part til at diskutere IT-industriens forretningsmodel, dens aftryk på miljøet, dens afledte effekter ved fx overdreven forbrug af industriens varer osv. etc. - altså alle de sociologiske aspekter ved et givet værk.

Men hvis du vil diskutere indholdet, altså om det fx er sundt eller usundt at skyde virtuelle soldater på en virtuel slagmark, må jeg melde pas. Der hersker efter min mening den fulde kunstneriske frihed. Visse spil er så grafisk voldsprægede, at jeg ikke personligt spiller dem, andre spil har en klar politisk tendens, der gør at jeg ikke ønsker at støtte producenten. Men der skal meget stærke argumenter på banen, før jeg anerkender, at et spil er usundt.

For at sammenligne med et mere kendt medie: Jeg gider personligt ikke se motorsavsmassakrer på film, men jeg tror ikke det er usundt at se dem, i så fald vil min søn have taget skade, og det er ikke mit indtryk, han er et forvirret menneske ligesom jeg selv og de fleste andre. Til gengæld svælger jeg i bøger om 2. Verdenskrig, jeg kan næsten ikke komme tæt nok på krigens grusomhed. Men på trods af min fascination af den meningsløse vold, føler jeg ikke, at jeg bliver forrået, tværtimod styrker det mine pacifistiske tendenser.

Poul Sørensen

Frederik Larsen @
Lad mig lige komme med et indspark til din kommentar. Personligt så jeg gerne, at vi indførte en landsdækkende computer uge, hvor vi stiller fokus på alle de mange interessante ting, der høre til computer verden. Jeg så gerne en computer festival, både for spil, men også for diverse open source programmer m.m.
Jeg syntes det er direkte skandaløst, at net kulturen ikke i Danmark ikke støttes på linje med kulturhus, forsamlingshuse, politiske partier, aftenskoler, sports foreninger og fysiske museer og vi burde forlængst have flere danske alternativer til facebook. Mange danskere bruger netkulturen på grund af mangel på fysisk kultur institutioner i det område hvor de bor eller på grund af alder eller fysiske handicap . Fremtiden bedømmelse af os vil blive hård i forhold til, at vi ikke har været mere aktive i udviklingen af den nationale men også den globale netkultur, det er eksempelvis meget sjældent at jeg støder på danskere der har lagt gode tutorials ud på nettet for at opøve færdigheder i eksempelvis at bruge grafiske programmer. Net-kulturen er fremtiden men vi har desværre en bagstræberisk indstilling til at udvikle den her i landet - desværre tror jeg, at vi er nok blandt de lande der har flest afhængigheds skabende skydespil pr. indbygger, hvilket ikke er nogen trøst....
- Mit problem med artiklen er at den antyder, at vi bare skal lade børnene side i "bobbel" og skyde løs på dæmoner eller terrorister - spil skaber afhængighed .... bare det at være på nettet gør en afhængig.

Martin E. Haastrup, Keld Albrektsen, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Poul Solrart Sørensen, jeg kunne ikke være mere enig i din kommentar 12:32 - til gengæld er jeg så uenig i din efterfølgende kommentar 12:38.

Men vi er enige om det væsentlige, så hurra for det!

:-)

Charlotte Svensgaard

Jeg har altså kun læst artiklen, ikke debat indlæggende - så vær´rar ikke at skamskyde mig om lidt fra debatten ;o)
Altså, leg og bevægelse er godt. Gaming er leg men går ikke så tit i spin med bevægelse - altså lige borset med Wii og Pokemon Go lige nu. Bevægelse er bestemt ikke altid forbundet med leg, i hvertfald ikke for mig.
Både som forælder og som gamer skal man sætte grænser. Der er intet der er godt i overmål, se jeg om nogen ved at det er en hulans dårlig ide at bruge 20 timer i stræk for at nå lvl 100. Så jeg nu træner jeg op til at kunne tage de 110 lvl inden for et døgn med hård fittnes og vægtløftning nu!

Nej. alt må og skal være med måde.

Men hvis gaming blev sat på OL menu kortet ville gaming børn blive set som fremtidige atleter og ikke som selv sundheds skadelige individer. Og deres forældre ville være støttende, ikke som negligerende.

Martin E. Haastrup

Niles Nielsen - 22. juli, 2016 - 11:14 - du får respekt herfra! Det er en fornøjelse at være uenig med dig... 8-)

Jeg gider ikke skrive så meget lige nu, men den her skal du/I have :

Der er løbet kommentarer ind om at voldsfilm - ditto spil osv ikke skulle kunne være skadelige...
Så spørger jeg : Men hvorfor er der så alders-advarsler på? - Jeg er uenig med påstandende, som jeg også igen må påpege også kun bliver fremført som subjektive påstande. (Mavefornemmelser...) - Jeg har brug for at få nogen ordentlige saglige argumenter, hvis jeg overhovedet skal kunne åbne for, at der måske kan være tale om et lidt for overdrevet forsigtigheds-princip når både film, spil og porno (!!) bliver klassificeret af jeg ved ikke hvem, og som ikke egnede i den og den alders-klasse.

Og uanset så nægter jeg at tro på, at det hele forsigtighedsprincip er rent uvidenskabeligt hysteri.
Men sådan får d'herrer i mine ører det til at lyde igen - Jeg har ikke nærlæst alle de sidste kommentarer, så jeg henvender mig mest til Niels Nielsen, men jeg så vist lige at Kjeld Albrektsen også vist var indover med at støtte op omkring påstandende om at hverken spil eller film er farlige uanset graden af vold osv...

Jeg ville sætte pris på noget underbyggende for disse påstande...

Men ellers, som sagt en fornøjelse at deltage i debatten. Fortsat god sommer og debat.

MVH

MEH

Brugerne af Pokemon er BÅDE børn og voksne, men nok flest af de første. Igen i går var jeg ved at cykle ind i en fodgænger, der var på jagt efter det gule bæst.
Som om det ikke er slemt nok med alle de trafikanter, der bruger mere opmærksomhed på deres Ipad, smartphone og hvad ellers, end at se sig for i trafikken. Og nu kommer der så et nyt distraherende legetøj til.
Myndighederne sover som vanligt - også selv om de godt er klar over, at manglende opmærksomhed i trafikken er årsag til et betydeligt antal ulykker. Og jeg skulle hilse og sige, at cyklisterne er lige så slemme som bilisterne.
Dårlig færdselskultur og manglende hensyntagen til ens medmennesker er hvad det er, men ganske logisk i en verden, der dyrker individets ret til "fri" udfoldelse.

Niels Duus Nielsen

Martin E. Haastrup, jeg indrømmer gerne, at det er en subjektiv holdning jeg fremfører. Jeg har kun anekdotisk belæg for, at fiktiv vold er uskadeligt, men jeg har til gengæld heller ikke set klare beviser på, at det er skadeligt. Er der en sammenhæng mellem det store salg af underlødige kriminalromaner i disse år, og kriminalitetsraten? Jeg tvivler.

Jeg ved dog, at amerikanske dronepiloter er mere triggerhappy når de lige har spillet et skydespil, så spillene er ikke helt uskyldige. Men det er omvendt ikke mit indtryk, at bilister i højere grad fx kører gravide kvinder ned efter at have spillet GTA. Men det tror jeg mere skyldes, at en dronepilot sidder ved en skærm og skyder rigtige mennesker, hvorfor virkelighed og virtualitet ligger meget tæt op ad hinanden, mens en bilist sidder ved et rat og har mange flere sanser i spil, end det er muligt at gengive på en computerskærm. Jeg tror det gør en forskel, hvis man kan se folk i øjnene, inden man slår dem ihjel. Det kan bilisten, det kan dronepiloten ikke, for ham er det blot pixels på en skærm.

Jeg har også en ide om, at de mange spil, hvor man vinder ved at minmaxe økonomien, kan påvirke regnearksentusiaster, der på samme måde som dronepiloter arbejder med computerscenarier og ikke med levende mennesker. Hvis man har prøvet at rette op i en smadret økonomi i et spil som fx Civilisation eller Sim City ved man, at der ikke er grænser for, hvor ond man kan være over for sine virtuelle borgere. Måske noget af denne ondskab smitter af på politikere og embedsmænd, som glemmer, at numrene i regnearkene ikke er virtuelle borgere, men rigtige, levende mennesker af kød og blod?

Og hvad angår alders-advarsler: Personligt tror jeg, at det er et kompromis mellem industrien og bekymrede forældre. Man har indført en mild censur, ikke fordi det er videnskabeligt påvist, at det gør en psykologisk forskel, men fordi man dermed beroliger en lang række bekymrede forældre. Desværre virker advarslerne imod hensigten: At noget er forbudt for børn gør det blot så meget mere attraktivt for børnene, som så i stedet spiser den forbudne frugt et sted, hvor forældrene ikke ser det.

Alt sammen subjektive argumenter og strøtanker, mavefornemmelser, om du vil. Så der er nok at tage fat på for menneskevidenskaberne. Men selv uden videnskabeligt belæg i de konkrete enkeltsager vil jeg helt generelt opfordre til at man bruger sin sunde fornuft og forsøger at finde den gyldne middelvej i alle livets tilskikkelser.

Og det er vel også derfor vi overhovedet diskuterer - fordi vi ikke altid har den samme opfattelse af, hvad der er sund fornuft, og hvad der er en god balance?

Ser først nu, man er nævnt i denne sang

@Martin E. Haastrup – må meget undskylde, men der er også brugere af IT, der professionelt, i nærværende hårdt prøvede ingeniørtilfælde, i henved fyrre år har brugt teknologien i arbejdet og ligefrem rådgivet industrien om de mange anvendelsesmuligheder - men derhjemme var ingen sjovt nok lydhøre over for IT-oplysning for begyndere …

På hjemmefronten, da ungerne så fik deres egen maskine, var det ikke just Word og Excel, som blev startet op – heller ikke omme i skolen, da det kun var de få mandlige lærere, der overhovedet gad undervise i disse applikationer velvidende, at ikke alle lærere var klædt på til blot at berøre musen og ungernes interesser lå helt andre steder på nettet - men alle disse rædsomme spil – IT-analfabeternes triumf …

Heraf ironien, pardon …

Liliane Murray

Ja, Peter Andersen, tænk hvis forældrene satte sig ned ved siden af ungerne, og spurgte ind til spillet, bad kægten om at vise en spillet, satte sig lidt ind i det og viste en lille smule interesse, så tror jeg mange misforståelser og megen fordom kunne ryddes af vejen.

Niels Duus Nielsen

Da min søn var meget lille var vi i biografen og se Disneys udgave af "Den lille Havfrue". Henimod filmens slutning, der hvor havheksen for alvor folder sig ud, måtte vi forlade biografen, min søn blev grebet af sand rædsel og nægtede - til min store fortrydelse - at se filmen færdig.

Skulle man så forbyde alle tegnefilm?

Jeg er helt enig med Peter Andersen, vejen frem er at tale med børnene, ikke at pakke dem ind i vat. Et lille års tid senere var min søn da også klar til at se uhyrligheden derhjemme på video sammen med mig (selv havde jeg i al hemmelighed været alene i biografen en gang til for at se slutningen), og han grinede meget over, at han kunne blive så bange for noget så ufarligt. Men han var da også lidt stolt over, at der nu skulle så stærke sager som "Polterabend" til, før han blev nødt til at holde min hånd for at have mod til at gennemføre seancen.

Nu er han en voksen mand, og så vidt jeg kan vurdere kun bange for sin kærestes misbilligelse. Selv om hun på ingen måde minder om havheksen. Så hvis han har taget skade, tror jeg ikke, det er Disneys skyld.

Jeg har on/off i mange år spillet noget online stragegy spil. Sådanne spil kan tage al for meget af ens tid, men jeg ser også mange positive elementer. I det spil jeg spiller er der folk fra alle steder på kloden stort set, og i alle aldersgrupper og erfaringer. Der er 12 årige knægte der får chancen for at samarbejde med og kommunikere med folk i en aldersgruppe helt anerledes end deres egen. Og, som ikke er deres lærer eller pædagok eller forælder eller tante eller onkel.
Personligt spiller jeg eller har spillet det fordi jeg så nogle personlige udfordringer i det. Jeg er leder i spillet, har ofte mindst 100 "under mig", og tester min "leder rolle", og reaktionerne på denne. Men alle lærer ting af det - nogen spillere er ikke vant til f.x. at skrive en besked der går ud til 100 andre, og skal virkelig oppe sig og udfordres af det hvis man beder dem om det.
Andre nyder bare det online venskab der opstår. Hvor folk med vidt forskellige baggrunde kan smide deres liv og problemer til andres skue uden at få samme reaktioner som de vil i deres normale miljø.
Spil er mange ting. Læser man og følger med i debat får man det indtryk at netop mange debatører ser debat som et spil.
Ligesom at være den mest populære på FB eller instagram kan ses som et spil.
Jeg oplever selv mange udfordringer i sådan et spil, såsom her i dag en gut skriver til mig at hvis jeg ikke vil støtte ham vil han slette sig fra spillet. Hvor jeg så som person normalt ville prøve at svare ham pædagogisk og sige at det synes jeg er et forkert valg og ikke et han kan give mig. Men, i min "leder rolle" er jeg så nød til at være lidt hård og sige - ham svarer jeg ikke, han vil være en risiko for dem der spiller med mig, og de forventer jeg er hård.
I det spil jeg spiller kan jeg snildt have 50 der skriver til mig på een dag, ala emails. Det er enormt tidskrævende, og prøver jeg så også at indrette mig på. Dvs. prioritere, uddellegere, osv osv.
Jeg har egentlig slet ikke tid til det, men så længe jeg føler jeg lærer noget der gavner mig i livet så forsøger jeg at tage mig tiden til det. Og så synes jeg til stadighed det er skideskægt at kunne sidde og chatte med en Iraner, thailænder, philipiner, tysker, osv osv. Og een på 12, 22, 33 eller 60. Drenge piger, homoseksuelle, heteroseksuelle, osv osv. Fordi man ikke ser og kender personen når man møder dem gennem sådan et spil, så ser man dem helt anerledes når man pludselig hører om hvem de er.